IndholdFORORD ....................................................................................................... 3Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ved StatsforvaltningenNordjylland. .................................................................................................. 51.1. Patientklagenævnets sammensætning ....................................................... 51.2. Patientklagenævnets kompetenceområder og opgaver................................. 51.3. Sagsantal............................................................................................... 61.4. Sagsbehandlingstiden .............................................................................. 81.5. Antal møder ........................................................................................... 91.6. Mødedeltagelse for læger ........................................................................ 101.7. Mødedeltagelse for patienter og patientrådgivere ....................................... 111.8. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten ........................................... 121.9. Klager over Patientklagenævnets afgørelser .............................................. 14Afsnit II: Principielle problemstillinger ............................................................. 17Afsnit III: Principielle afgørelser ..................................................................... 24Bilag 1 Psykiatriens bemærkninger ................................................................. 28

FORORDDet Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland afgi-ver hermed sin årsberetning for 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland be-handler sager fra Aalborg Psykiatriske Sygehus, Brønderslev PsykiatriskeSygehus og Psykiatrisk afdeling Thy/Mors. I 2007-2012 har Det Psykiatri-ske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland alene behandletsager fra Aalborg og Brønderslev Psykiatriske Sygehuse, idet der ikke erindkommet sager fra Psykiatrisk afdeling Thy/Mors. Det skal hertil bemær-kes, at Psykiatrisk afdeling Thy/Mors omfatter et åbent sengeafsnit samtflere ambulante funktioner i form af distriktsteam, opsøgende psykoseteamm.v.Det Psykiatriske Patientklagenævn er oprettet i henhold til § 34 i lov omanvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven). Nævnets opgaver er atbehandle klager over sygehusmyndighedernes afgørelser om tvangsind-læggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungenopfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer ogsærlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 ti-mer samt aflåsning af døre i afdelingen.Patientklagenævnet skal hvert år offentliggøre en beretning om dets virk-somhed. Denne årsberetning er nævnets sjette. Det bemærkes dog, at DetPsykiatriske Patientklagenævn for Nordjyllands Amt tidligere har afgivet ot-te årsberetninger.Årsberetningen skal udarbejdes i samarbejde med vedkommende psykia-triske afdelinger. Årsberetningen har derfor været forelagt Region Nordjyl-land og Brønderslev og Aalborg Psykiatriske Sygehuse inden offentliggørel-sen, og de modtagne høringssvar herfra er vedhæftet som bilag til årsbe-retningen.Af hensyn til sammenligneligheden af de psykiatriske patientklagenævnsvirksomhed på landsplan er beretningen udarbejdet i overensstemmelsemed Indenrigs- og Sundhedsministeriets retningslinjer af 7. januar 2004.Endvidere er de fem statsforvaltninger enige om, at årsberetningerne skalvære direkte sammenlignelige og indeholde samme statistiske oplysninger.Af hensyn hertil indeholder årsberetningerne statistiske oplysninger for2010, 2011 og 2012.Denne årsberetning er udarbejdet af specialkonsulent Winni Juul Sørensenog fuldmægtig Kirsten Stougaard Jensen.Årsberetningenoffentliggørespå(www.statsforvaltning.dk) og intranet.Årsberetningen fremsendes til:De Psykiatriske Patientklagenævn ved StatsforvaltningerneTilsynet i henhold til grundlovens § 71Det Psykiatriske AnkenævnMinisteriet for Sundhed og ForebyggelseØkonomi- og Indenrigsministerietstatsforvaltningenshjemmeside

Patientklagenævnets formand har i 2012 været kontorchef Jannie BjørnKristensen. Nævnets øvrige medlemmer har været læge Anne Marie Boeindtil oktober 2012, herefter læge Jens Holm-Pedersen, som begge er ud-peget af Lægeforeningen, og Jens Ibsen, som er udpeget af Danske Handi-caporganisationer.Chefkonsulent Ole Kirkegaard, specialkonsulent Winni Juul Sørensen, fuld-mægtig Helle Veggerby Jensen, fuldmægtig Marcel Mau, fuldmægtig LoneMikkelsen og fuldmægtig Line Frydensberg, har lejlighedsvist fungeret somstedfortræder for formanden.Stedfortrædere for det lægelige medlem har været læge Jens Christoffer-sen, læge Jens Holm-Pedersen, læge Frede Nørgaard og læge Jens PeterGudbjerg.Stedfortrædere for Jens Ibsen har været Erik Christoffersen og DortheRold.

Af psykiatrilovens § 35 fremgår, at sygehusmyndigheden efter anmodningfra en patient eller patientrådgiveren skal indbringe klager over tvangsind-læggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangs-fiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse afpersonlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærm-ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, tvungen opfølgning efter ud-skrivning samt aflåsning af døre i afdelingen for det psykiatriske patient-klagenævn ved statsforvaltningenKlagen fremsættes enten skriftligt eller mundtligt over for sygehuset, somherefter snarest muligt skal indbringe klagen for patientklagenævnet ved-lagt sagens øvrige akter (sygehusets erklæring, patientens behandlings-

plan, eventuelle indlæggelsespapirer og eventuelle tvangsprotokollerm.m.). I enkelte tilfælde er det patienten eller patientrådgiveren selv, derretter henvendelse til nævnet.Nævnet kan ved sin afgørelse enten afvise klagen, for eksempel fordi denfalder uden for nævnets kompetence, eller realitetsbehandle klagen. Nårnævnet realitetsbehandler en klage, kan nævnets afgørelse gå ud på, at ettvangsindgreb godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget medurette. Ved klage over en beslutning om tvangsbehandling kan nævnetendvidere godkende eller tilsidesætte beslutningen. Dette gælder også,hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslut-ningen. Er klagen tillige rettet mod den eller de sundhedspersoner, der hardeltaget i den påklagede tvangsudøvelse, tager nævnet stilling til, om der iden anledning er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.Tidsfrister

Nævnet skal træffe sin afgørelse inden for 7 hverdage, hvis der er tale omen klage over tvangsbehandling eller tvungen opfølgning efter udskrivning,der er tillagt opsættende virkning. Ved klage over andre tvangsindgreb skalnævnet træffe afgørelse snarest muligt. Hvis afgørelsen ikke er truffet in-den 14 dage efter, at klagen er modtaget af nævnet, skal nævnet under-rette patienten og patientrådgiveren om årsagen, og om hvornår afgørel-sen kan forventes at foreligge.Patientklagenævnets møder holdes på den afdeling, som klagen relaterersig til. Til mødet indkaldes overlægen, patienten, patientrådgiveren samten repræsentant for sygehusmyndigheden i regionen. Nævnets afgørelsetræffes i umiddelbar forlængelse af mødet og det tilstræbes, at afgørelsensendes næstfølgende hverdag til sagens parter.Møderne på Brønderslev Psykiatriske Sygehus afholdes som hovedregel ikonferencestue beliggende udenfor det pågældende sengeafsnit, og mø-derne på Aalborg Psykiatriske Sygehus afholdes som hovedregel på det re-levante sengeafsnit. Mødet afholdes dog i mødelokale udenfor sengeafsnit-tet, såfremt patienten er udskrevet på tidspunktet for klagens behandling.1.3. Sagsantal

En afgørelse er en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsindgreb.Denne definition betyder, at en sag godt kan indeholde flere afgørelser.Der tælles mindst en afgørelse for hvert enkelt påklaget tvangsindgreb.Træffer nævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, f.eks. 5tvangsfikseringer, tæller nævnsafgørelsen statistisk som 5 afgørelser.Hvis en nævnsafgørelse indeholder både en godkendelse og en tilsidesættelse afet tvangsindgreb, f.eks. at iværksættelsen af en tvangstilbageholdelse godken-des, men at den aktuelle opretholdelse tilsidesættes, tæller nævnsafgørelsenstatistisk som 2 afgørelser.1.4. Sagsbehandlingstiden

erklæring, patientens behandlingsplan, eventuelle indlæggelsespapirer og even-tuelle tvangsprotokoller modtages. Den mest almindelige – og anbefalelsesvær-dige – fremgangsmåde er dog, at klagen af patientrådgiveren indgives til syge-huset, som sender klagen med sygehusets erklæring m.v. til statsforvaltningen.Derved sikres den hurtigst mulige behandling af sagen.Der er i sagsbehandlingstiderne medregnet lørdage, søndage og helligdage.I klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, skal dertræffes afgørelse inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. Ved udtrykkethverdag forstås mandage til fredage bortset fra helligdage. I andre sager skalnævnet træffe afgørelse snarest muligt.I nævnets samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid indgår ikke klager, somblev tilbagekaldt før eller under nævnsmødet, samt klager, der blev afvist.Skema 4Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de seneste år

Sagsbehandlingstiden for 2010 indeholder 5 afgørelser, hvor sagen blev udsat tilnyt møde med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger fra sygehuset.Sagsbehandlingstiden var i disse tilfælde gennemsnitligt 22 dage. Der ses ikke i2011 og 2012 at foreligge afgørelser, hvor sagen er blevet udsat til nyt mødemed henblik på indhentelse af yderligere oplysninger fra sygehuset. Sagsbe-handlingstiden for 2010, 2011 og 2012 indeholder henholdsvis 2, 3 og 4 afgørel-ser, hvor sagen alene blev udsat på begæring af patienten. Sagsbehandlingsti-den var i disse tilfælde gennemsnitlige 21, 25 og 15 dage.Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klager over tvangsbehandling, der ertillagt opsættende virkning, er i 2010, 2011 og 2012 henholdsvis 10,0, 6,2 og8,8 dage.Klager tillagtopsættendevirkning

2012 alene er realitetsbehandlet 57 klagesager fra Aalborg Psykiatriske Sygehusog 37 klagesager fra Brønderslev Psykiatriske Sygehus (jf. skema 2).Denne forskel på 9 sager skyldes for så vidt angår Aalborg Psykiatriske Sygehus,at der i 6 tilfælde er sket tilbagekaldelse af en klage på nævnsmødet (hvor dersåledes er afholdt møde), og at nævnet i 2 sager har måttet udsætte behandlin-gen af sagen, da patienten ikke mødte, og i 1 tilfælde i forbindelse med afholdel-se af et nævnsmøde har afvist at realitetsbehandle en klage over fysisk magtan-vendelse, da det blev vurderet, at der ikke var anvendt fysisk magtanvendelse.Forskellen på 3 sager for så vidt angår Brønderslev Psykiatriske Sygehus skyl-des, at der er sket tilbagekaldelse af en sag på nævnsmøde i et tilfælde og i 2tilfælde er sagens behandling blevet udsat grundet patienten ikke mødte.1.7. Mødedeltagelse for patienter og patientrådgivere

Som det fremgår af skema 9 ligger deltagelsesprocenten for patientrådgiverne i2012 lidt højere end patientrådgivernes mødedeltagelse i 2010 og 2011.For så vidt angår de 2 tilfælde, hvor der i 2012 er sket udeblivelse fra en pati-entrådgiver uden afbud, kan det oplyses, at udeblivelsen i ét tilfælde skyldtes, atpatientrådgiveren muligvis ikke havde fået kendskab til ændring af mødetids-punktet/lokaleændring.Det bemærkes hertil, at hvervet som patientrådgiver bortfalder, når tvangsind-grebet bringes til ophør, men at patientrådgiveren skal bistå i forbindelse medklager, som allerede er iværksat før beskikkelsen ophører eller iværksættessamtidigt, jf. psykiatrilovens § 28.1.8. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten

Patientklagenævnet træffer afgørelse vedrørende klager over sygehusmyndighe-dens beslutninger om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anven-delse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- ogpejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mereend 24 timer samt aflåsning af døre i afdelingen.Nævnets afgørelse kan gå ud på, at et tvangsindgreb godkendes, eller at et ind-greb findes at være foretaget med urette. Ved klage over beslutning om tvangs-behandling kan nævnet endvidere godkende eller tilsidesætte beslutningen. Det-te gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosis, der er angivet ibeslutningen. Er klagen tillige rettet mod den eller de sundhedspersoner, der hardeltaget i den påklagede tvangsudøvelse, tager nævnet stilling til, om der i denanledning er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.Nævnets stillingtagen til flere klagepunkter vil blive registreret som flere afgørel-ser. Der tælles mindst en afgørelse for hvert påklaget tvangsindgreb. Træffernævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, tæller disse stati-stisk hver som en afgørelse uanset udfaldet af afgørelserne. Indeholder en afgø-relse såvel en godkendelse og en tilsidesættelse, er der statistisk tale om to af-gørelser. Selv om en afgørelse indeholder flere bemærkninger vedrørende detpågældende tvangsindgreb, er der alene tale om én afgørelse, f.eks. bemærk-ninger om manglende fast vagt ved en tvangsfiksering. Se i øvrigt under punkt1.3.Tilbagekaldte og afviste klager er ikke afgørelser i ovenstående forstand.Antallet af afgørelser overstiger antallet af sager, da en del sager har indeholdt fle-re klagepunkter, hvor der således er truffet flere afgørelser.

I 2012 traf nævnet således 38 afgørelser vedrørende tvangsbehandling. I alle til-fælde på nær 4 blev patientens klage tillagt opsættende virkning. For så vidt an-går de 4 tilfælde, hvor klagen ikke blev tillagt opsættende virkning, var der i 2tilfælde tale om, at overlægens tidligere beslutning om tvangsbehandling ved entidligere afgørelse var blevet tilsidesat i nævnet. En tilsidesættelse af en beslut-ning om tvangsbehandling kan medføre, at patientens tilstand kan være forvær-ret i perioden frem til, at ny beslutning om tvangsbehandling træffes. Tilstandenkan således være så forværret, at der er grundlag for ikke at tillægge en klageover den nye beslutning opsættende virkning.1.9. Klager over Patientklagenævnets afgørelserRetten

Patientklagenævnet skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiverenindbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,tilbageførsel, tvangsfiksering, tvungen opfølgning efter udskrivning, beskyttel-sesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retspleje-lovens kapitel 43a.Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysiskmagt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse samt personligskærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, kan påklages til Det Psykia-triske Ankenævn.Kolonnen ”antal anker” i skema 12 skal forstås som antal afgørelser, der ankes.Hvis en sag med 5 tvangsfikseringer ankes, vil det tælle som 5 anker.

Det Psykiatriske Ankenævn har i løbet af 2011 ændret praksis for så vidt angårdisse sager, idet praksis for, hvorledes der skal dokumenteres for motivationsfa-sen for medicinsk behandling, inden en beslutning om tvangsmedicinering træf-fes, er skærpet.Det Psykiatriske Ankenævn har i 2012 fortsat denne praksisudvikling, således atdet dagligt skal journalføres, hvilken behandling patienten er motiveret for, medangivelse af præparat og hele dosisintervallet, samt at der er vejledt om virkningog bivirkninger ved behandlingen. Se mere her om i afsnit II.Denne praksis har ikke været implementeret i Patientklagenævnet på tidspunk-tet for sagernes afgørelse, idet nævnet først senere har fået kendskab til DetPsykiatriske Ankenævns praksis, typisk ved modtagelsen af Ankenævnets afgø-relser.

Afsnit II: Principielle problemstillingerDet Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland har i 2012beskæftiget sig med problemstillinger omkring motivering og information af pati-enterne forud for en beslutning om tvangsbehandling.Problemstillinger vedrørende dette emne var tillige i 2011 det mest fremtræden-de problem, da Patientombuddet i Nyhedsbrev af 3. marts 2011 meldte en nypraksis ud. Ifølge denne praksis skal en patient forud for overlægens beslutningom tvangsbehandling vejledes om behandlingens formål, virkninger og bivirknin-ger, både for så vidt angår det primære og det subsidiære præparat. Motiverin-gen skal være dokumenteret dagligt i journalen.Løbende ud-vikling afpraksis omtvangsbe-handling

Da kravene til dokumentation for motivationsfasen løbende er blevet skærpet afAnkenævnet, har det betydet, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i 2011 og2012 har afgjort sager vedrørende tvangsbehandling ud fra den praksis, der varkendt på afgørelsestidspunktet, og dermed ikke ud fra den nye praksis, som ikkevar kendt på afgørelsestidspunktet. Udviklingen i praksis har medført, at alle sa-ger om tvangsbehandling, som er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævnved Statsforfatningen Nordjylland, og som er blevet påklaget og afgjort af DetPsykiatriske Ankenævn i 2012, er blevet ændret.Det er nu fastlagt i praksis, at der dagligt skal motiveres for hele det dosisinter-val, som der efterfølgende træffes beslutning om, hvilket skal fremgå af journa-len.Følgende afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn viser udviklingen i praksis:

Der blev motiveret for en lavere dosis, end der blev truffet beslutningom at tvangsbehandle med.Den 18. januar 2012 blev der ordineret 2 x 2 mg Risperdal.Den 23. januar 2012 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med 2 mgRisperdal dagligt justeret efter effekt og bivirkninger alternativt 10 mg Zyprexa.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland godkendteved afgørelse af 26. januar 2012 beslutningen om tvangsbehandling.Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.Det Psykiatriske Ankenævn fandt, at patienten havde fået en passende betænk-ningstid, da det var dokumenteret i journalen, at patienten fik lejlighed til atoverveje sit samtykke fra den 20. til den 22. januar 2012, før beslutningen omtvangsmedicinering blev truffet den 23. januar 2012.Det Psykiatriske Ankenævn fandt dog ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kra-vet om mindst indgribende foranstaltning.

Patienten havde fået tilbudt behandling med 2 x 2 mg Risperdal den 20. og den22. januar 2012 og 2 mg Risperdal den 21. januar 2012, inden der blev truffetbeslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørtedog 2 mg Risperdal daglig justeret efter effekt og bivirkninger alternativt 10 mgZyprexa.Det Psykiatriske Ankenævn fandt ikke, at der var truffet beslutning om iværk-sættelse af tvangsbehandling med den dosis, der var motiveret for.Det var Det Psykiatriske Ankenævns opfattelse, at der ikke var gjort, hvad dervar muligt for at opnå patientens frivillige medvirken, idet det ikke kunne afvi-ses, at patienten ville have modtaget behandlingen frivilligt, såfremt der var for-søgt motiveret for den lavere dosis, som beslutningen vedrørte.Kun motive-ret for start-dosis

Der blev kun motiveret for startdosis, og således ikke for hele dosisin-tervallet.Den 12. juni 2012 blev der ordineret Risperidon 1 mg to gange dagligt samtsmeltetablet Zyprexa 10 mg efter behov, dog max to gange dagligt.Den 15. juni traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med smeltetabletRisperidon 1 mg en gang dagligt, dosen justeret afhængigt af virkning og bivirk-ninger, dog øges til højest 8 mg dagligt. Alternativ injektion Zyprexa 10 mg.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland godkendteved afgørelse af 27. juni 2012 beslutningen om tvangsbehandling.Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.Det Psykiatriske Ankenævn lagde til grund, at patienten blev motiveret for 1 mgRisperidon to gange dagligt.Det Psykiatriske Ankenævn fandt ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravetom mindst indgribende foranstaltning.Patienten havde fået tilbudt behandling med Risperidon 1 mg to gange dagligt i3 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen omtvangsbehandling vedrørte imidlertid Risperidon 1 mg en gang dagligt justeretefter virkning og bivirkninger til max 8 mg.Det Psykiatriske Ankenævn fandt ikke, at der var truffet beslutning om iværk-sættelse af tvangsbehandling med den dosis, der var motiveret for, da der alenevar motiveret for startdosis, men ikke for hele det dosisinterval, der blev truffetbeslutning om den 15. juni 2012.Det Psykiatriske Ankenævn bemærkede, at patienten blev motiveret fra den 12.til den 14. juni 2012, men da der ikke havde været motiveret for hele dosisinter-vallet, kunne dette ikke betragtes som betænkningstid i relation til den beslut-ning om tvangsbehandling, der blev truffet den 15. juni 2012.

Der blev ikke truffet beslutning om tvangsbehandling med den dosis el-ler de præparater, der var motiveret for.Den 21. juni 2012 blev der ordineret injektion Risperdal Costa 50 mg samt tabletRisperdal 3 mg dagligt.Den 27. juni 2012 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med injektionDepot Risperdal 50 mg hver 14. dag.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland godkendteved afgørelse af 11. juli 2012 beslutning om tvangsbehandling.Det Psykiatriske Ankenævn ændrede afgørelsen.Patienten blev motiveret for behandling med injektion Risperidon depot 50 mghver 14. dag eller tablet Risperidon 3 mg dagligt den 26. og 27. juni 2012.Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte dog alene injektion Risperdal depot50 mg.Det Psykiatriske Ankenævnet fandt ikke, at der dermed var truffet beslutning omiværksættelse af tvangsbehandling med den dosis og de præparater, der er mo-tiveret for.Det var Det Psykiatriske Ankenævns opfattelse, at patienten burde have haft enpassende kort betænkningstid i forhold til, om patienten ønskede at modtagebehandlingen frivilligt, når der var tale om behandling med injektion Depot Ri-sperdal 50 mg hver 14. dag i stedet for injektion Depot Risperdal 50 mg hver 14.dag eller tablet Risperdal 3 mg dagligt.På grund af Det Psykiatriske Ankenævns løbende udvikling af praksis blev derden 3. december 2012 afholdt et dialogmøde mellem sekretariaterne for De Psy-kiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningerne og sekretariatet for DetPsykiatriske Ankenævn for en afklaring af Det Psykiatriske Ankenævns praksis.Referat fra dette dialogmøde er gengivet nedenfor i sin helhed.

subsidiært præparat, anvendelse af motivationsskema, anvendelsen af depotmedicin,tvangsbehandling med Leponex, herunder spørgsmål om blodprøvetagning, krav til be-slutning om tvangsbehandling med ECT

Anvendelse af fysisk magt

Mindste middels princippet, fysisk magtanvendelse ved tvangsfiksering /beroligende me-dicin

Beroligende medicin

Ankenævnets praksis vedr. mindste middels princippet, nævnenes kontrol af dosis, her-under ved hurtigt gentagne indgivelser af beroligende medicin, krav om særlig begrundel-se ved valg af injektion fremfor tablet?

Personlig skærmning

Udvikling i praksis?

Øvrige spørgsmål

Nævnenes stillingtagen til manglende klagevejledning og retsvirkningen heraf.Nævnenes stillingtagen til manglende eftersamtale og retsvirkningerne heraf.Samtidig beslutning om tvangsbehandling og tvungen opfølgning efter udskrivning

Ankenævnets indlæg

Specialkonsulent Susan Rasmussen og fuldmægtig Mie Hindborg fra Ankenævnets sekre-tariat gennemgik nævnets praksis

Tvangsbehandling:

Motivation og dokumentation

Ankenævnets praksis har udviklet sig i løbet af året med hensyn til motivation for medi-cinsk behandling, idet kravene til indhold og dokumentation for motivationen løbende erblevet skærpet, mens motivationsperiodens længde overvejes afkortet. Ankenævnet harden 28. november 2012 udgivet et nyhedsbrev om, at patienten skal motiveres for heledet påtænkte dosisinterval, og hvis dosis er usædvanlig, skal patienterne informeres om,hvorfor denne dosis skal anvendes.Nævnet er opmærksomt på udviklingen i praksis, og der vil i december blive afholdt næ-ste møde, hvor der vil være sager på mødet der kan skabe afklaring af i praksis og Anke-nævnet vil herefter sende afgørelser anonymiseret til de psykiatriske patientklagenævn tilafklaring af praksis.Ankenævnet har dog i konkrete afgørelser fremhævet § 3 i bekendtgørelse om anvendel-se af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, hvoraf det fremgår, atformålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende betænknings-tid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.Forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal patienten så vidt muligt havehaft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.Herudover har Ankenævnet i konkrete afgørelser fastslået følgende:1. Motivation for behandling skal foregå forud for og op til beslutningen om tvangsbe-handling bliver truffet. Det er ikke tilstrækkeligt at motivere efterfølgende.2. Der skal skelnes mellem den situation, hvor man generelt søger at motivere en patientfor frivillig behandling, og den situation, hvor der motiveres med henblik på en mulig

tvangsbehandling. Motivationsperioden regnes først fra det tidspunkt, hvor der ordineresen konkret behandling med henblik på iværksættelse af tvang, såfremt patienten fortsatmodsætter sig behandling.3. Hvis en beslutning om tvangsbehandling underkendes skal der iværksættes en ny mo-tivationsperiode. Motivationsfasen, der er gået forud for den beslutning om tvangsbe-handling, der blev underkendt, kan ikke medregnes i motivationen op til den nye beslut-ning.4. Patienten skal motiveres for hele dosisintervallet, når det som primært præparat på-tænkes at tvangsbehandle med et sådant.5. Ved anvendelse af dosis over den sædvanlig angivne dosis på pro.medicin.dk, skal pa-tienterne informeres om dette, samt om hvorfor denne dosis skal anvendes. Det skalendvidere konkret fremgå af journalen.6. Motivationsskemaer anses som en del af journalføringen og kan dokumentere motivati-on.

Tvangsbehandling med Leponex og blodprøvetagning

Af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer (klaringsrapport nr. 5, 1998) forbehandling med antipsykotisk medicin fremgår, at Leponex (clozapin) som udgangspunktikke bør anvendes til tvangsbehandling. Baggrunden for dette er, at Leponex i sjældne til-fælde kan have alvorlige bivirkninger i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer.Udgangspunktet om, at Leponex ikke bør anvendes til tvangsbehandling, kan dog fravigesi ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor flere andre antipsykotika har været uden tilstrække-lig effekt og når der er tale om en svært psykotisk tilstand, der jævnligt medfører fare forandre.Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 18. december 2006 til det tidligereSundhedsvæsenets Patientklagenævn anført, at det var ministeriets opfattelse, at såfremtder er truffet beslutning om tvangsbehandling, kan der gennemføres blodprøvetagningved tvang, hvis blodprøvetagning er en nødvendig forudsætning for og dermed kan be-tragtes som et nødvendigt element i gennemførelse af tvangsbehandlingen.

Pligt til at informere patienten om virkninger og bivirkninger ved det subsidiære

præparat.

Det fremgår af nyhedsbrev af 3. marts 2011 udsendt af Ankenævnet, at en patient, forudfor overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal informeres om behandlingens for-mål, virkninger og mulige bivirkninger, både for så vidt angår det primære og det subsi-diære præparat, idet der er en mulighed for, at tvangsbehandlingen iværksættes med detsubsidiære præparat.I løbet af 2012 har ankenævnet i overensstemmelse hermed truffet en række afgørelser,hvor informationen for det subsidiære præparat er fundet tilstrækkelig, da patienten for-inden beslutningen om tvangsbehandling blev informeret om virkning og bivirkninger vedsamtlige præparater, som ville indgå i beslutningen om tvang.Ankenævnet har i 2012 ikke truffet afgørelser, hvori ankenævnet har anført, at der burdehave været informeret om virkning og bivirkning ved det subsidiære præparat mere endén gang inden beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

ECT-behandling med tvang

Ankenævnet har ikke behandlet sager vedrørende tvangsbehandling med ECT i 2012. An-kenævnet har dog modtaget en sådan klage, som forventes afgjort i december 2012.Ankenævnet har således endnu ikke taget stilling til, hvad der skal motiveres for, herun-der om der skal motiveres for antal ECT-behandlinger og den tidsmæssige udstrækning afbehandlingen.De almindelige betingelser for tvangsbehandling skal være opfyldt. Behandlingen skal så-ledes ske under iagttagelse af mindste middels princip og tvang må ikke anvende i videreomfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Fysisk magtanvendelse

Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, derer indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til etandet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, vedrørende tvangs-fiksering er opfyldt.Det er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2, forudsat, at krænkelser af mindregrov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges ved anvendelse af mindre indgriben-de midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i detenkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse af mindste middels princip, jf. lovens § 4.

Beroligende medicin

Ankenævnet har i konkrete afgørelser fastslået følgende:Det skal som udgangspunkt være forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter,og være forsøgt at tale patienten til ro og tilbyde patienten beroligende medicin til frivilligindtagelse, før beroligende medicin med tvang kan gives.Udgangspunktet er dog konkret fraveget, hvor en patient var bæltefikseret og farlig, ogfik tilbudt medicin til frivillig indtagelse. Dette var i det konkrete tilfælde tilstrækkeligt tilat opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Godkendt lægemiddel i sædvanlig dosering

Ved prøvelse af, om indgivelse af beroligende middel med tvang opfylder kravet om an-vendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirknin-ger, anvendes pro.medicin.dk’s angivelser af sædvanlig dosering.

Klagevejledning

Ifølge § 32 skal patienten ved enhver anvendelse af tvang vejledes om adgangen til atpåklage indgrebet. Patientklagenævnene kan behandle klager over manglende klagevej-ledning, når der er tale om et tvangsindgreb, der er omfattet af nævnets kompetence,idet disse forhold har en tæt tilknytning til selve tvangsindgrebet, og i forbindelse medtvangsbehandling kan medføre, at klagen får opsættende virkning. Klagen over dette skalindgives i umiddelbar tilknytning til klagen over tvangsindgrebet.

Eftersamtaler

Eftersamtaler er sundhedsfaglig virksomhed henset til formålet med og det i lov og vej-ledning fastlagte indhold af sådanne eftersamtaler og spørgsmålet om eftersamtaler er ik-ke omfattet af nævnenes kompetence. Ankenævnet har i klager over dette henvist pati-enten til at få sin klage behandlet ved Patientombuddet.Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 122 af 14. december 2006 blandt andetom eftersamtaler, at formålet hermed er at sundhedspersonen kan blive bekendt med pa-tientens opfattelse af den anvendte tvang og opnå en bedre forståelse af patientens reak-tionsmønstre, således at man kan søge at forebygge eller reducere tvangsanvendelseoverfor den pågældende patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt gen-nemføre tvangen på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.”Det bemærkes, at det kunne være ønskværdigt, at udvikling i praksis fremadrettet sna-rest meldes ud, således at Det Psykiatriske Patientklagenævn kan træffe afgørelser ioverensstemmelse hermed.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Nordjylland kan derfor tilsluttesig, at Det Psykiatriske Ankenævn udsender afgørelser til Patientklagenævnene, når dertræffes afgørelser, som skaber afklaring eller udvikling af praksis.Psykiatrien i Region Nordjylland ønsker – som også Det Psykiatriske Patientklagenævn ef-terspørger – hurtig udmelding om nye nuancer i Det Psykiatriske Ankenævns praksis. Seyderligere i bilag 1, under bemærkninger til afsnit II Principielle problemstillinger.

Afsnit III: Principielle afgørelserSag nr. 1Patientklagenævnet godkendte tvangstilbageholdelsen og tvangsfikseringerne,men udtalte kritik af, at der ikke efter 48 timer var foretaget en vurdering affortsat tvangsfiksering af en ekstern læge.En patient klagede over tvangstilbageholdelse og tvangsfikseringer. Nævnet traf afgørelseden 17. juli 2012.Patienten blev den 21. juni 2012 tvangstilbageholdt, da denne havde vrangforestillinger,hvor patienten troede, at denne havde en mikrofon i øret, og kunne heale andre. Patien-ten fremstod endvidere vred, aggressiv og udadreagerende, når denne blev irettesat.Patienten blev tvangsfikseret den 22. juni 2012 kl. 12.30 til den 25. juni 2012 kl. 21.30,og igen fra den 26. juni 2012 kl. 02.40 til den 26. juni 2012 kl. 9.45.Nævnet vurderede, at det var nødvendigt at bæltefiksere patienten, da denne var højtrå-bende og krænkende overfor medpatienterne og skubbede til møblementet.Efter psykiatrilovens § 21, stk. 5 skal der foretages en vurdering af tvangsfikseringen ef-ter 48 timer af en læge fra en anden afdeling og som ikke står i et underordnelsesforholdtil den behandlende læge.Nævnet udtalte kritik af, at der ikke efter 48 timer var foretaget en vurdering af en eks-tern læge.Nævnet bemærkede, at en læge, som har foretaget en eller flere af de løbende revurde-ringer af tvangsfikseringen forud for de 48 timer, ikke kan være den læge, der skal fore-tage vurderingen efter psykiatrilovens § 21, stk. 5, da denne læge, efter nævnets opfat-telse, ikke har den fornødne uvildighed, som er påkrævet for at kunne foretage en vurde-ring af den fortsatte tvangsfiksering efter 48 timer. Det bagvedliggende hensyn til reglen ilovens § 21, stk. 5 er en retssikkerhedsmæssig garanti, således at en tvangsfiksering al-drig udstrækkes i længere tid eller i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for atskærme patienten mod sig selv eller andre. Det er derfor et bærende hensyn bag be-stemmelsen, at den pågældende læge, der foretager vurderingen efter 48 timer, er uvil-dig.Nævnet fandt ikke, at en læge, der har foretaget en eller flere af de løbende vurderingeraf tvangsfikseringen, har den fornødne uvildighed til at kunne foretage vurderingen efterlovens § 21, stk. 5.Nævnet fandt dog ikke, at den manglende vurdering af en ekstern læge efter 48 timermedførte, at tvangsfikseringen efter de 48 timer var ulovlig, idet det efter det beskrevneom patientens opførsel og tilstand, måtte anses for nødvendigt, at tvangsfikseringen blevopretholdt efter de 48 timer.

Efterfølgende indbragte patienten nævnets afgørelse for retten med påstand om attvangsfikseringen var ulovlig begrundet i at de formelle betingelser ikke er opfyldt, ogmed henvisning til de kritikpunkter, der var anført i patientklagenævntes afgørelse.Retten kendte ved dom tvangsfikseringen for lovlig, i det den i henhold til psykiatrilovenkrævede eksterne revurdering inden for de første 48 timer af fikseringen var gennemført(af en anden læge, end den læge, som patientklagenævnet havde forholdt sig til habilite-ten af).Sag nr. 2Patientklagenævnet godkendte tvangstilbageholdelsen og anvendelse af fysiskmagt, men udtalte kritik af, at patienten først ganske kort tid før mødet fik udle-veret mødeindkaldelsen vedlagt sagens bilag.En patient klagede over tvangstilbageholdelsen og anvendelse af fysisk magt. Nævnet trafafgørelse den 13. november 2012.Patienten blev den 2. juli 2012 tvangstilbageholdt, og der blev den 4. oktober 2012 an-vendt fysisk magt kl. 22.10 til kl. 22.15.Nævnet godkendte tvangstilbageholdelsen og anvendelsen af fysisk magt.Patientens patientrådgiver oplyste på mødet, at patienten først kort før mødet fik udleve-ret indkaldelsen til mødet vedlagt sagen bilag.Nævnet kritiserede, at patienten først ganske kort tid før mødet med patientklagenævnetfik udleveret mødeindkaldelsen vedlagt sagens bilag.Nævnet fandt, at dette i væsentlig grad begrænsede patientens adgang til at sætte sigind i sagens bilag, og dermed patientens mulighed for at kommentere herpå, og frem-komme med bemærkninger hertil.Sag nr. 3Patientklagenævnet tilsidesatte overlægens beslutning om, at patienten skulletvangsbehandles, da de formelle betingelser i psykiatrilovens § 12, stk. 5 ikkevar opfyldt.En patient klagede over overlægens beslutning om tvangsbehandling. Nævnet traf afgø-relse den 10. januar 2012.Den 2. januar 2012 traf overlægen beslutning om, at en patient skulle tvangsbehandlesmed Cisordinol 10 mg stigende til 40 mg, alternativt injektion Abilify 9,75 mg.Nævnet vurderede, at de materielle betingelser for, at patienten skulle tvangsbehandlesvar opfyldt, da patienten var svært forpint, ikke kunne medvirke til samtale, og havdevrangforestillinger om, at denne var ved at føde, og barnet var blevet puttet ind igen.Nævnet fandt dog ikke, at de formelle betingelser for, at patienten kunne tvangsbehand-les var opfyldt.Det fremgik af journalen, at patienten først den 2. januar 2012 blev motiveret for be-handling med Cisordinol 10 mg stigende til 40 mg, alternativt injektion Abilify 9,75 mg,

og der senere samme dag blev truffet bestemmelse om, at patienten skulle tvangsbe-handles med Cisordinol 10 mg stigende til 40 mg, alternativt injektion Abilify 9,75 mg.Det fremgår af psykiatrilovens § 12, stk. 5, at patienten forud for overlægens beslutningom tvangsbehandling skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighedtil at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Det fremgår af samme bestem-melse, at betænkningstiden er højest 3 dage.Det fremgik af journalen, at patienten den 29., 30. og 31. december 2011 samt 1. januar2012 var tilbudt Zyprexa 20 mg.Nævnet fandt ikke, at der forinden beslutningen om tvangsbehandlingen med Cisordinol10 mg stigende til 40 mg, alternativt injektion Abilify 9,75 mg var motiveret for behand-lingen, hvorfor patienten ikke havde haft mulighed for at overveje sin frivillige medvirkentil behandlingen, før der blev truffet beslutning om tvang, da patienten var blevet motive-ret for et andet præparat.Sag nr. 4Patientklagenævnet godkendte tvangstilbageholdelsen den 9. september 2012,men fandt ikke længere betingelserne for at tvangstilbageholde patienten foropfyldt.En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørelse den 25. september2012.En patient blev den 9. september 2012 tvangstilbageholdt, da denne var i en affekttil-stand, som ligestilles med psykose. Patienten var uden indsigt i egen situation, og varuden sygdomserkendelse.Nævnet vurderede, at det på det tidspunkt, hvor patienten blev tvangstilbageholdt, villehave været uforsvarligt ikke at tilbageholde patienten, så patienten kunne få behandling,fordi patienten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssyge,og fordi patienten ville kunne få det betydeligt og afgørende bedre ved behandling.Nævnet vurderede dog, at patienten efterfølgende havde fået det så meget bedre, attvangstilbageholdelsen burde have været ophævet, da patienten vurderes i stand til atsamarbejde om en ambulant behandling. Nævnet vurderede, at patientens tilstand ikkelængere var svingende og ustabil, og patienten nu havde sygdomserkendelse.

af møde i fagportalgruppen for de psykiatriske patientklagenævn

3. december 2012

Tvangsbehandling

Anvendelse af fysisk magt

Beroligende medicin

Personlig skærmning

Øvrige spørgsmål

Ankenævnets indlæg

Tvangsbehandling:

Motivation og dokumentation

Tvangsbehandling med Leponex og blodprøvetagning

Pligt til at informere patienten om virkninger og bivirkninger ved det subsidiære

præparat.

ECT-behandling med tvang

Fysisk magtanvendelse

Beroligende medicin

Godkendt lægemiddel i sædvanlig dosering

Klagevejledning

Eftersamtaler