Det kan jo være, jeg tager fejl, men der står, at finansministeren udtaler sig, og finansministeren siger, hvilket finansministeren er fuldstændig klar over:
»Der er nogle muligheder for at se på Aalborg Portlands bundfradrag, og det vil blive en del af drøftelserne, så jeg tror ikke, det er en rigtig vurdering.«
Det, der er en rigtig vurdering, er, at Aalborg Portland siger, at hvis det bliver virkelighed, er de tvunget til at lukke og slukke.
Det, der er sket siden, er, at de 10 mio.
kr., Aalborg Portland troede de skulle betale ekstra i afgift, i de her drøftelser, i forbindelse med hvilke finansministeren siger man tager hånd om Aalborg Portland, nu er blevet til 40 mio.
kr.
Og Aalborg Portland melder ud i dag, at det kan betyde, at man vil flytte til udlandet og ens konkurrencesituation vil blive svækket betydeligt.
Det er ikke rigtigt, vil jeg sige til finansministeren, at man fortsat drøfter det.
Der er fremsat et lovforslag, og her halverer man bundfradraget for cementproduktion.
Der bliver jeg nødt til at spørge finansministeren:
Hvad er der sket, siden finansministeren meldte ud, at man ville gøre noget for Aalborg Portland, man ville forbedre konkurrenceevnen for den her virksomhed, fordi den rammes ekstra hårdt, og så til, at man faktisk gør afgiften endnu værre end den, der oprindelig var på bordet?