Jeg så også den pågældende sag i fjernsynet i går aftes, men jeg kender ikke mere til den end det, der var i fjernsynet, så derfor er det svært for mig at kommentere den konkrete sag.
Men det er faktisk sådan, at vi for et par år siden skærpede bekendtgørelsen om god ro og orden, netop fordi der var nogle andre eksempler fra skoler, hvor der ikke var tilstrækkelige redskaber til, at man ved grove tilfælde kunne gribe ind, herunder flytte elever, hvis man vurderede, at det var nødvendigt for netop at give god ro og orden – også for de elever, der måtte være blevet udsat for noget – så de følte sig trygge ved at gå i skole.
Derfor synes jeg, at det måske er nyttigt, at jeg bare lige kort nævner den paragraf, der er i bekendtgørelsen om god ro og orden, som var den skærpelse, der kom.
Den tager netop højde for den bekymring, som ordføreren har.
Der står, at det er sådan, at i særlig grove tilfælde eller gentagelsestilfælde kan skolens leder med tilslutning fra lederen ved den nye skole iværksætte overflytning uden elevens og forældrenes tilslutning.
Der er selvfølgelig ikke taget konkret stilling til, hvad det er for en type overgreb.
Men det var lige præcis den skærpelse, der kom, da vi kiggede på den for et par år siden, altså at i særlig grove tilfælde kan man iværksætte en handling med det samme, netop af hensyn til at den eller de elever, eller hvem det nu er, der har været udsat for et groft overgreb af den ene eller den anden art, kan føle sig tryg ved at være der.