Anmeldelse 20-08-2012
Endelig besvarelse 23-08-2012
Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre, at politiets it-afdelinger og Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter får tilstrækkeligt med ressourcer til, at de kan håndtere opklaringen af sager om børneporno på nettet, i lyset af, at antallet af tilfælde af internetporno, hvori børn indgår, er stærkt stigende?
Spørgeren henviser til artikel i B.T. den 19. august 2012, hvoraf det fremgår, at der er store problemer med efterforskningen af sager om børneporno. Antallet af sager stiger, men politiet er nødsaget til at prioritere sager, hvor personer er varetægtsfængslede, hvilket betyder, at børnepornosagerne nedprioriteres ganske betydeligt. Politiet klager samtidig over, at de ikke har ressourcer nok til at kunne følge med det stigende udbud af børneporno på elektroniske medier. Spørgeren finder seksuelle overgreb mod børn modbydelige, og sagerne må opprioriteres efterforskningsmæssigt. Hvis der er behov for yderligere midler til politiet i den forbindelse, mener spørgeren, at disse bør stilles til rådighed.