Folketinget har i skrivelse af 1. august 2012, omtrykt den 7. august 2012, (spørgsmål S3785) anmodet om min besvarelse af følgende af Per Clausen (EL) stillede spørgsmål:

Spørgsmål S 3785:

”Vil ministeren fremrykke revisionen af hundeloven til efteråret 2012, efter at det erblevet dokumenteret, at indførelsen af forbuddet mod 13 hunderacer ikke har reduceretantallet af sager som følge af hundebid?”

Svar:

Forbudsordningen i hundeloven blev indført ved lov nr. 717 af 25. juni 2010, og trådte ikraft den 1. juli 2010. Baggrunden for ordningen var bl.a. den debat – navnlig medudgangspunkt i konkrete sager – om de farlige hunde, der verserede på daværendetidspunkt, og hvor der fra flere sider blev sat spørgsmålstegn ved, om den gældendelovgivning på området var tilstrækkelig.Forbudsordningen skal evalueres når den har været i kraft i tre år. Eventuelle ændringeraf ordningen bør, efter min opfattelse, afvente den planlagte evaluering, hvorfor jeg ikkekan støtte en fremrykning af evalueringen til efteråret 2012.Spørgsmålet om, hvordan vi bedst varetager hensynet til borgernes sikkerhed ogtryghed over for hensynet til hundeejerne, er komplekst. Eventuelle justeringer ellerændringer af ordningen bør foretages på baggrund af en grundig proces, hvor allerelevante parter inddrages, og på et tidspunkt, hvor loven har haft den fornødne tid til atvirke.I Jyllandsposten og flere andre medier var der den 23. juli 2012 omtale af enundersøgelse fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital. AfJyllandsposten fremgik det, ”at der i 2011 skete en mindre stigning i antallet afbehandlinger efter hundebid på de danske skadestuer i forhold til årene førlovændringen.”

Odense Universitetshospital har over for Fødevareministeriet oplyst, at den refereredeundersøgelse kun omfatter antallet af behandlede hundebid på OdenseUniversitetshospital og således ikke antallet af hundebid på landsplan.Efter min opfattelse er det forbundet med usikkerhed at lægge opgørelser som denpågældende over antallet af hundebid til grund for en vurdering af, hvilke hunderacerder bider mest. Det skyldes bl.a., at en del hundebid behandles af egen læge og dermedikke indgår i opgørelserne fra skadestuerne, og at hunderacen og alvorligheden af deenkelte bidskader ofte ikke registreres.Hertil kommer, at den problemstilling med farlige hunde, der lå til grund for indførelsenaf forbudsordningen, ikke alene angik hunde, der havde bidt mennesker, men angikhunde, der kunne være farlige for deres omgivelser.