Spm. nr. S 2897

9) Til kulturministeren af:

Alex Ahrendtsen (DF):

Kan ministeren forklare, hvorledes Ligebehandlingsnævnet kan give en herboende udenlandsk forfatter, der skriver på russisk, medhold i, at hun kan få støtte fra Statens Kunstfond, når loven siger, at »Statens Kunstfond skal virke til fremme af dansk skabende kunst«?

Hr. Alex Ahrendtsen, værsgo.

Tak for det, formand. Spørgsmålet er som følger:

Kan ministeren forklare, hvorledes Ligebehandlingsnævnet kan give en herboende udenlandsk forfatter, der skriver på russisk, medhold i, at hun kan få støtte fra Statens Kunstfond, når loven siger, at »Statens Kunstfond skal virke til fremme af dansk skabende kunst«?

Ministeren.

Jeg vil lige for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg som minister naturligvis skal og vil respektere de afgørelser, der kommer fra et uafhængigt nævn som Ligebehandlingsnævnet. For så vidt angår Ligebehandlingsnævnets afgørelser, ser jeg det i første række som min opgave at sikre, at afgørelserne bliver efterlevet. Jeg mener ikke, at det tilkommer mig at forklare nævnets afgørelse. Nævnets forklaring fremgår af nævnets afgørelse, og som i alle andre afgørelser taler den for sig selv.

Som spørgeren nævner, fremgår det af lov om Statens Kunstfond, at Statens Kunstfonds formål er at virke til fremme af dansk skabende kunst. Det formål har i øvrigt været gældende for fonden siden dens grundlæggelse i 1964. Loven om fonden giver fondens fagudvalg mulighed for en meget selvstændig fortolkning af, hvordan dette formål opnås, dog med kvaliteten som det helt afgørende kriterium ved støttetildeling.

Som minister har jeg ikke og skal heller ikke have indflydelse på de konkrete beslutninger, som Statens Kunstråds faglige udvalg træffer. Her gælder armslængdeprincippet, og det respekterer jeg selvfølgelig. Statens Kunstfond litteraturudvalg har meddelt Ligebehandlingsnævnet, at udvalget fremover vil åbne for udvalgets fortolkning af dansk skabende kunst, således at dansk litteratur fremadrettet fortolkes som litteratur, der er skrevet på dansk eller litteratur, der er skrevet af forfattere bosiddende i Danmark, som udgiver på dansk, og som har væsentlig betydning for dansk litteratur og kultur.

Da Ligebehandlingsnævnets afgørelse således kan efterleves inden for rammerne af den nuværende lov, ser jeg intet behov for at ændre loven.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Tak for svaret. Jeg har kigget på Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og det er helt rigtigt, at ministeren ikke kan forholde sig til den.

Det, der er interessant, er, at de faktisk ikke forholder sig til loven om Statens Kunstfond, som er meget klar. Den drejer sig om dansk skabende kunst. Nej, for at få forfatteren til at få medhold henter man argumentationen i EU-direktiver. Synes ministeren ikke, at det er betænkeligt, at et nævn for at kunne få den her kabale til at gå op henter argumentationen i EU-direktiver, som jo på en måde er en indblanding i indre anliggender? Altså, vi har jo EU-forbehold, bl.a. på kulturområdet, så Ligebehandlingsnævnet fraser sig egentlig loven, ser bort fra loven, som den er, og henter argumentationen i EU-direktiver.

Synes ministeren ikke, at det er for meget? Altså, loven er meget klar, det drejer sig om dansk skabende kunst, og russisk er nu ikke dansk skabende kunst.

Ministeren.

Som jeg også sagde indledningsvis, tager jeg afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet til efterretning. Og jeg har på ingen måde intention om eller lyst til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad grundlaget for den pågældende afgørelse er. Jeg anser Ligebehandlingsnævnets medlemmer og formand som særdeles kyndige personer udi den her juridiske afgørelse, og derfor sætter jeg overhovedet ikke spørgsmålstegn ved den.

Så kan man gå ind i den konkrete sag og selvfølgelig have forskellige positioner, i forbindelse med hvornår man vil definere noget som dansk skabende kunst. Den pågældende person er jo dansk statsborger og har for øvrigt fået udgivet flere bøger på dansk. Og den pågældende ansøgning har så været begrundet i, at man selvfølgelig ønskede at få den opbakning på lige fod med alle andre danske statsborgere.

I den konkrete sag har jeg fuld tillid til den afgørelse, der er blevet truffet. Politisk mener jeg også at den er helt korrekt.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Sagen er i sin korthed denne: Kunstfonden siger først nej til ansøgningen fra forfatteren. Så klager forfatteren til Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet kan ikke rigtig finde ud af det der med loven, og at der er medhold. Så henter de skyts i direktiverne. Herefter siger Kunstfonden pludselig ja. Og så er det, jeg siger: Altså, vi giver i Danmark støtte til danske kunstnere, fordi vi gerne vil have, at de udfolder sig som danskere.

En forfatters redskab er sproget. Vi giver støtte til forfattere, for at de kan udvikle det danske sprog. En forfatter, der skriver på russisk, udvikler ikke det danske sprog, så hvis man endelig skulle give støtte, skulle man jo give støtte til oversætteren af denne russiske forfatters værk, for det er oversætteren, der egentlig har ageret i forbindelse med det danske sprog. Så vil ministeren vitterligt ikke være med til at skærpe det og give en henstilling til Ligebehandlingsnævnet eller Kunstfonden om, at man skriver på dansk, og at man derfor også får støtte, når man skriver på dansk og ikke på russisk eller kinesisk?

Ministeren.

Jeg skal gøre det kort. Som sagt har jeg givet udtryk for, at jeg fuldstændig accepterer Ligebehandlingsnævnets afgørelse. I forhold til Kunstfondens afgørelse har armslængdeprincippet hævd. Jeg har på ingen måde tænkt mig at gradbøje armslængdeprincippet, hvad angår ministerniveauet og Kunstfondens medlemmer.

Vi kunne sagtens starte en mere sådan polemisk diskussion om, hvornår man skriver dansk litteratur, og på hvilke præmisser man gør det. Der er flere af os, der er ordblinde, og alligevel har vi fået udgivet bøger på diverse forlag. Det har vi kun kunnet gøre, fordi vi har haft nogle gode redaktører, der har været med til at understøtte de tekster, vi eventuelt har skrevet, så der er mange måder at komme frem til det endelige resultat på.

Det, der er bundlinjen, er, at den pågældende forfatter er dansk statsborger og har fået udgivet bøger på danske forlag. Og jeg har på ingen måde grund til at sætte spørgsmålstegn hverken ved nævnets afgørelse eller den konklusion, som Kunstfonden efterfølgende er kommet frem til.

Sidste replik til hr. Alex Ahrendtsen.

Jeg har gode venner, der er udenlandske forfattere, som skriver på dansk, og som har brugt mange år på at blive forfattere på dansk. De har aldrig fået støtte. Så kommer der en person, der bliver dansk statsborger, og som fortsætter med at skrive på sit modersmål, får det oversat og så får støtte.

Det har aldrig været meningen med loven. Loven er meget klar. Man giver støtte til en forfatter, når vedkommende skriver på dansk. Kunstfonden har i første omgang sagt nej. Så går Ligebehandlingsnævnet ind og blander sig, og det er jo en indblanding i armslængdeprincippet. Kunstfonden har sagt nej.

Synes ministeren virkelig ikke, at det er problematisk, at vi nu skal til at give støtte til forfattere, der ikke orker eller ikke har evner til at skrive på dansk? Det kan ikke være rigtigt. Jeg vil da opfordre ministeren til at gøre noget ved det her i stedet for bare at fraskrive sig ansvaret og sige: Det er nævnet, der har truffet en afgørelse ud fra EU-direktiver. Det er for sølle, det er for slapt. Ministeren er kulturminister og dermed også ansvarlig for dansk sprog og ikke russisk.

Kulturministeren.

Jamen altså, den dialog, som ministeren har med hr. Alex Ahrendtsen, afspejler jo meget godt forskellige politiske holdninger. Som sagt har jeg stor respekt for, at Dansk Folkeparti og hr. Alex Ahrendtsen ser sådan på det. Det gør ministeren ikke, og det skulle være svar nok.

Spørgsmålet er sluttet.

Det er punktet besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene så også.