Spm. nr. S 1252

2) Til statsministeren af:

Claus Hjort Frederiksen (V):

Mener statsministeren, at det er upassende at stille statsministeren spørgsmål i Folketingssalen om fattigdomsbegrebet, om ret og pligt i forhold til modtagelse af kontanthjælp og starthjælp og om, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Skriftlig begrundelse

I forbindelse onsdagsspørgetiden den 7. december 2011 meddelte statsministeren i brev af 6. december 2011, at hun ikke ville besvare en række spørgsmål. Disse spørgsmål handlede om fattigdomsbegrebet, om at det skal kunne betale sig at arbejde og om ret og pligt i forbindelse med modtagelse af kontanthjælp m.v. Da disse spørgsmål har været livligt drøftet de seneste uger, fordi et af regeringspartierne rejste debatten, og da statsministeren, beskæftigelsesministeren og socialministeren har været fremme med meget markante synspunkter, så forekommer det uforståeligt, at statsministeren tilsyneladende mener, at det ikke har offentlighedens interesse, at hun besvarer disse spørgsmål i Folketingssalen. Ikke mindst fordi fattigdom fylder en del i regeringsgrundlaget.

Hr. Claus Hjort Frederiksen for oplæsning spørgsmålet.

Mener statsministeren, at det er upassende at stille statsministeren spørgsmål i Folketingssalen om fattigdomsbegrebet, om ret og pligt i forhold til modtagelse af kontanthjælp og starthjælp og om, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Statsministeren.

Jeg har i den her sammenhæng som i så mange andre valgt at følge præcis den samme praksis, som mine to forgængere har haft på det her område. Det er en praksis, som er nøje beskrevet i et svar til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, og det var et svar, som den tidligere statsminister gav i marts 2010.

Det, der egentlig er sagens kerne, er, at jeg forud for spørgetiden den 7. december fik et stort antal spørgsmål om afskaffelse af fattigdomsydelserne. Jeg tror også, at det er det, spørgeren henviser til. Jeg henviste så i overensstemmelse med den nævnte praksis spørgsmålene til den relevante ressortminister, og det er så på det her felt beskæftigelsesministeren. Jeg har, som jeg også har sagt, fuldstændig fulgt den praksis, som mine to forgængere har lagt.

I svaret til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen siger den tidligere statsminister i marts 2010, og det er altså ikke så længe siden, at spørgsmål om det nærmere indhold af regeringens politik på et givent sektorområde bør stilles til den relevante ressortminister. Og det er lige præcis den linje, jeg har valgt at følge i den her sag.

De spørgsmål, der blev stillet, drejer sig om sammenhængen mellem ophævelsen af starthjælpen og loftet over kontanthjælpen og om rettigheder og pligter, og det er helt sikkert meget, meget vigtige spørgsmål, som også er blevet debatteret meget her i Folketingssalen, men det er selvfølgelig også klart, at det er spørgsmål, som må stilles til beskæftigelsesministeren. I det følger jeg fuldstændig den praksis, som tidligere statsministre har lagt.

Hr. Claus Hjort Frederiksen.

Baggrunden for spørgsmålet er, at statsministeren satte sin sekretær til i forrige weekend at kontakte spørgerne, der havde spørgsmål at stille i onsdagsspørgetiden, og spørge, om de ville acceptere, at spørgsmålene blev stillet til en anden minister, i det her tilfælde beskæftigelsesministeren, måske på grund af det, som statsministeren forklarer nu.

Det er sådan set o.k., hvis statsministeren ikke har tid til at svare. Men baggrunden for de her spørgsmål er jo, at efter fru Özlem Cekic havde turneret landet rundt med den fattige Carina, rejste spørgsmålet sig om, hvad det er at være fattig. Og i en koordineret aktion mellem statsministeren, beskæftigelsesministeren og socialministeren oplevede vi en meget aggressiv, udfarende diskussionslyst om dagsordensættende ting for at aflede opmærksomheden fra det her.

Når statsministeren engagerer sig så meget i det her spørgsmål, når statsministeren går meget aktivt ud, og når det fylder ret meget i regeringsgrundlaget, er det jo naturligt, at vi ønsker at få at høre, hvad det er, statsministeren så vil gøre. Når man nu gennemfører den politik, at det for mange mennesker, for op mod 100.000 personer, ikke kan betale sig at arbejde, er det efter min mening naturligt at spørge statsministeren, hvordan statsministeren forestiller sig, at det problem kan løses; så det vil jeg bare høre statsministeren om.

Statsministeren.

Som jeg også sagde før, synes jeg, at det er et vanvittig interessant emne. Det er også noget, vi selv har beskrevet i regeringsgrundlaget. Det er også noget, der er blevet debatteret ret tydeligt her i Folketingssalen. Jeg tror, at den debat, man havde om hele det her emne, varede 6 timer her i Folketingssalen, så det er altså ikke et emne, vi ikke har villet diskutere. Vi er faktisk meget glade for at diskutere det.

Hr. Claus Hjort Frederiksen henviser til, at lige præcis det her spørgsmål om fattigdom fylder meget i regeringsgrundlaget, og at jeg har været ude at udtale mig om det, og det skulle give anledning til, at jeg så skal besvare spørgsmålet her i salen.

Er det lidt mærkeligt, at jeg udtaler mig? Nej, egentlig ikke. Jeg udtaler mig om mange ting. Det gør jeg også på det ugentlige pressemøde. Og hvis den logik skulle føres helt ud, ville det føre til, at jeg skulle stå hernede og besvare spørgsmål på alle ressortområder. Og det ved hr. Claus Hjort Frederiksen jo også godt man ikke skal, det er jo ikke så længe siden, han selv har siddet i regering, og det var ikke den praksis, som den tidligere statsminister og statsministeren før ham fulgte på det her område. Så jeg synes bare, at man også skal huske, hvordan det var for ganske få måneder siden.

Hr. Claus Hjort Frederiksen.

Men fordi det fylder så meget i regeringsgrundlaget, fordi det fylder så meget i regeringens retorik, at man nu afskaffer de her ydelser, og fordi fru Özlem Cekic' aktion jo afslørede, at svaret på, hvad det sådan vil sige at være fattig, ikke er entydigt – fattigdom er ikke et entydigt begreb – så er det jo ret afgørende at få statsministerens indikation af, hvad det så er, man vil gøre for, at det kan betale sig at arbejde.

For vi er jo helt inde ved kernen i et samfund, nemlig at det for rigtig mange mennesker, specielt for dem, der arbejder for overenskomsternes mindstebetaling, ikke kan betale sig at arbejde. Det er jo derfor, det er så centralt at få statsministerens tilkendegivelse af, i hvilken retning regeringen arbejder.

Statsministeren.

Jeg synes bestemt også, at det er interessant at få regeringens tilkendegivelser på det her område, og dem har vi virkelig også givet i mange omgange. En af de ting, vi har sagt – og jeg ved så ikke, om hr. Claus Hjort Frederiksen ikke lige har været der på det tidspunkt, hvor vi har sagt det – er netop, at afskaffelsen af de her lave ydelser ikke kan stå alene. Det skal netop være sådan, at man også gør det helt tydeligt, at hvis der er job at få, skal man påtage sig et arbejde. Det har vi også sagt tidligere. Og f.eks. skal afskaffelsen af starthjælpen følges op af en integrationsindsats, ligesom afskaffelsen af kontanthjælpsloftet skal følges op af netop en kontanthjælpsreform.

De er alle sammen meget, meget væsentlige emner. Derfor har vi også haft en stor og lang debat her i Folketingssalen om dem. Derfor vil jeg også indbyde hr. Claus Hjort Frederiksen til at tage endnu en debat med beskæftigelsesministeren om det, hvis han synes, at der er ting, som ikke er afklaret.

Hr. Claus Hjort Frederiksen.

Jamen jeg må sige til statsministeren, at det helt centrale i det her jo er, at statsministeren nu f.eks. med afskaffelse af loftet over kontanthjælpen, gør, at det for mange mennesker bliver en tvivlsom fornøjelse at tage et arbejde. Derfor vil jeg da godt spørge statsministeren: Indgår det i statsministerens overvejelser, at man fastsætter en fattigdomsgrænse som et konkret beløb i kroner og øre?

Statsministeren.

Vi har haft den her diskussion om en fattigdomsgrænse, og det står der også noget om i regeringsgrundlaget.

Som jeg også sagde før, er det netop sådan, at afskaffelse af de her fattigdomsydelser naturligvis ikke skal stå alene. For det skal også være sådan, at vi tager hånd om hver enkelt kontanthjælpsmodtager og sikrer, at vedkommende kommer ud og får et ordinært arbejde. Det er jo det, vi alle sammen gerne vil have: at man ikke skal være på passiv forsørgelse, men kommer ud og får et ordinært arbejde.

Det er også derfor, vi har sagt, at hvis man afskaffer de her ydelser, og det gør vi jo, fordi vi ikke synes, at man skal have fattigdom i Danmark, skal det også følges op af en god integrationsindsats. Det er jo noget, vi har manglet i mange år i Danmark. Og det skal følges op af en kontanthjælpsreform, som skal sikre, at hver enkelt kontanthjælpsmodtager får bedre hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er også noget, vi har manglet i mange år.

Man skal også huske på, at nogle af de eksempler, der har været oppe i medierne – ingen af os kender dem i detaljer, men har læst om dem i aviserne – jo er opstået under den forrige regering. Og det tyder på, at den forrige regering ikke har gjort tilstrækkeligt for at sikre, at mennesker kom i arbejde.

Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er stillet til statsministeren af fru Inger Støjberg.