Spm. nr. S 1154

25) Til beskæftigelsesministeren af:

Ole Birk Olesen (LA):

Mener ministeren i lyset af svaret på Beskæftigelsesudvalgets spørgsmål 24 af 1. november 2011, at det er rimeligt, at antallet af mennesker, der ikke har økonomisk incitament til at arbejde, bliver større, når bl.a. kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen fjernes?

Værsgo.

Tak. Mener ministeren i lyset af svaret på Beskæftigelsesudvalgets spørgsmål 24 af 1. november 2011, at det er rimeligt, at antallet af mennesker, der ikke har økonomisk incitament til at arbejde, bliver større, når bl.a. kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen fjernes?

Værsgo til beskæftigelsesministeren.

Vi har fra regeringens side ikke lagt skjul på, at det lovforslag, som de her spørgsmål i dag refererer til, er et lovforslag, hvis formål er at bekæmpe en del af den fattigdom, der igennem de senere år har været stigende i Danmark. Det er ikke et lovforslag, der skal udvide arbejdsudbuddet. Vi har hele tiden sagt, at vi lægger til grund, at afskaffelsen af de lave ydelser kan have en negativ effekt på arbejdsudbuddet.

Derfor har vi fra regeringens side hele vejen igennem, fra starten af den her diskussion, sagt, at afskaffelsen af de lave fattigdomsydelser ikke kan stå alene. Der er en skattereform i vente, og jeg har som beskæftigelsesminister anmeldt en reform af kontanthjælpen, fordi det at afskaffe folks lave ydelser ikke i sig selv gør, at vi får bekæmpet ulighed eller får sikret lige muligheder. Nu er ydelserne snart afskaffet, de lave af dem, og nu går vi i gang med de fremadrettede reformer, som bl.a. skal sikre, at arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere selvfølgelig står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Tak til ministeren. Værsgo til spørgeren.

Så kom den igen, altså den om fattigdommen. Det var jo derfor, at jeg stillede det spørgsmål, som jeg stillede for to spørgsmål siden, her i salen, hvor ministeren ikke ville sige, at danskere, som lever under kontanthjælpsloftet, nødvendigvis er fattige. Ministeren var ude i noget, synes jeg, sniksnak om, at de måske var fattige, hvis de havde en stor gæld og en høj husleje, men ikke fordi deres indkomst var for lav. Det var deres udgifter, der var for høje, og det var det, der gjorde dem til fattige, forstod man på ministeren.

Nu ser vi så den anden side af denne mønt, hvor ministeren vil give flere penge til familier, som ministeren ikke vil sige er fattige, men som ministeren ikke desto mindre alligevel vil give flere penge. Den anden side af den mønt er, at det for de selv samme familier nu endnu mindre kan betale sig at arbejde.

Hvis vi kigger på tallene i svaret på spørgsmål 24, som jeg henviste til i spørgsmålet her, viser de følgende: I 2001, før den tidligere borgerlige regering indførte bl.a. kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, var det sådan, at det for hver 12. i arbejdsstyrken ikke kunne betale sig at arbejde forstået som, at forskelsbeløbet på at være i arbejde og på at være på overførselsindkomst var mindre end 1.000 kr. om måneden. Det var for hver 12.! Det blev så ændret med de reformer, som nu rulles tilbage, således at det i dag er for hver 30., at det ikke kan betale sig at arbejde.

Nu ruller regeringen jo det tilbage med henvisning til noget sniksnak om fattigdom, selv om de familier, vi taler om, jo ikke er fattige. Ministeren vil ikke tage ordet fattigdom i sin mund om disse familier. Så vi har kun negative sider af det her. Der udryddes ikke fattigdom; der skabes blot et mindre incitament til at arbejde.

Tak. Værsgo til ministeren.

Der er flere ting i spørgerens præmis, som jeg ikke forstår. Lægger spørgeren til grund, at det sådan er frivilligt, om man ønsker at komme i arbejde eller ej? Det er muligt, at det tidligere har været sådan i beskæftigelsespolitikken, men det er ikke den beskæftigelsespolitik, som jeg og regeringen står for. Hvis man er arbejdsmarkedsparat og på kontanthjælp og ikke gider at arbejde, skal man da ikke have kontanthjælp.

Jeg synes, at det er et element i den her diskussion, som ofte glemmes, og som tilsidesættes af nogle af aktørerne. Hvis man er arbejdsmarkedsparat, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor er der ikke tale om et frit valg, når man er på kontanthjælp, og der skal ikke være tale om et frit valg. Jeg har taget initiativ til, at vi nu får genvurderet de borgere, der er i matchgruppe 3, for at få afdækket, om de borgere er matchet rigtigt. Det betyder selvfølgelig, at hvis man finder ud af, at nogle af de borgere bør være i matchgruppe 1 eksempelvis, så skal de stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den der diskussion, som sådan bygger på præmissen om, at man bare kan lade være, er jeg ikke enig i, og jeg er bestemt ikke enig, hvis der ude i kommunerne er eksempler på, at man lader en borger sidde derhjemme på kontanthjælp, hvis vedkommende er arbejdsmarkedsparat, og stiltiende accepterer det. Det mener jeg ikke at man skal. Hvis man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og er arbejdsmarkedsparat, skal man ikke have en ydelse.

Værsgo til spørgeren.

Jeg ved godt, at der er en lov, der kræver, at mennesker, der er på kontanthjælp, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men jeg ved til gengæld også, at sådan en lov ikke er nok til, at folk, der ikke ønsker at arbejde, bliver tvunget i arbejde.

Det er jo sådan, at ud over at man skal have regler, der siger, at folk skal søge et arbejde, hvis de faktisk er arbejdssøgende, er det altså også nødvendigt, for at folk kommer i arbejde, at de udviser en reel motivation for at få et arbejde. De skal i ansøgninger og ved jobsamtaler anskueliggøre en lyst til at påtage sig det arbejde, de nu har mulighed for at få. Det er meget nemt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med jobansøgninger, samtidig med at man skriver jobansøgninger, som gør, at ingen arbejdsgiver vil ansætte en.

Værsgo til ministeren.

Hvis spørgerens præmis om, at det ikke er nok at have regler for rådighed, holder vand, er der altså rigtig, rigtig meget, der tyder på, at det så heller ikke er tilstrækkeligt at sætte ydelserne ned. For hvis det at sætte ydelserne ned, som den tidligere regering har gjort, vil få folk i arbejde, hvorfor har vi så folk på kontanthjælp? Altså, jeg synes, det er det, der også er kernen i den her diskussion. Nu er ydelserne blevet sat ned i flere omgange. Og jo, det har været med til at skabe et fattigdomsproblem. Hvorfor er de folk så ikke kommet i arbejde? Hvor langt skal ydelserne så ned? Skal de ned på nul? Skal de i minus? Hvor meget skal man have?

Jeg er da ikke i tvivl om, at hvis vi fjernede alle offentlige overførselsindkomster i morgen, ville vi givet flytte nogle fra passiv overførselsindkomst ind på arbejdsmarkedet, men er det det, vi vil? Jeg tror, at det er muligt at have en balanceret social- og beskæftigelsespolitik, hvor vi på den ene side har et stærkt socialt sikkerhedsnet med et ydelsesniveau, som er rimeligt, samtidig med at vi på den anden side sikrer, at folk kommer i arbejde.

Jeg kan bare konstatere, at det at flytte folk fra passiv overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet ikke har stået tilstrækkelig højt på dagsordenen, for der er desværre ikke flyttet ret mange mennesker.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det fremgår jo af regeringens tal, at de initiativer, som er taget med bl.a. kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, har ført til en højere beskæftigelse. For ellers ville regeringen jo alt andet lige ikke forvente en lavere beskæftigelse som følge af, at tingene nu rulles tilbage. Regeringen forventer jo en lavere beskæftigelse på 2-3.000 personer. Det er jo en klokkeklar indrømmelse af, at de lidt lavere overførselsindkomster i det her tilfælde faktisk fører til, at folk i højere grad søger et arbejde.

Jeg synes ærlig talt, at ministeren skylder os et svar. I svaret på et tidligere spørgsmål har ministeren erkendt, at kontanthjælpsloftet ikke i sig selv fører til fattigdom. Nu siger ministeren, at vi bliver nødt til at ophæve det for at få mindre fattigdom, selv om det har den konsekvens, at beskæftigelsen falder. Det hænger jo ikke sammen, vil jeg sige til ministeren. Hvorfor er det nødvendigt at mindske tilskyndelsen til at søge et arbejde, når der ikke er fattigdom?

Tak. Værsgo til ministeren.

Det må altså stå for spørgerens egen regning, når han siger, at der ikke er fattigdom i Danmark, og at der ikke er en sammenhæng mellem de ydelser, vi nu afskaffer, og fattigdom. Det er jeg ikke enig i. Og der er grund til, at de sociale organisationer igen kan melde om længere køer i forbindelse med at søge julehjælp. Vi har også i undersøgelser dokumentation for, at der er sket en forøgelse af fattigdommen i Danmark. Så det må stå for spørgerens egen regning, når han siger, at der ikke er fattigdom.

Ja, de nedsatte, lave, sociale ydelser har medført en højere beskæftigelse. Men er det nok? Altså, vil vi have mennesker, der lever på en meget, meget lav ydelse i mange år for at få en lidt højere beskæftigelse? Eller kunne man forestille sig, at man ikke blot kunne få en højere beskæftigelse, men en meget højere beskæftigelse, hvis man nu reformerede beskæftigelsesindsatsen på en klog, fremadrettet, individuel måde? Og var det ikke klogere?

Når starthjælpen, som er en meget, meget lav ydelse, har stået på for en borger i mere end 4 år, har den ikke engang fået hver anden i arbejde. Det kan godt være, at spørgeren synes, at det succeskriterium er o.k. Det synes jeg ikke. Og jeg tror, at konsekvenserne af år efter år at enten at leve i fattigdom eller på en nedsat kontanthjælpsydelse i sig selv kan give andre problemer, hvad angår muligheden for at blive en del af arbejdsmarkedet.

Så der er en reel politisk uenighed her. Jeg tror på, at reformer af den aktive beskæftigelsespolitik kan bringe flere mennesker i arbejde end det bare blindt at nedsætte ydelserne.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet. Tak til ministeren og spørgeren.

Det næste spørgsmål er også til beskæftigelsesministeren, og det er fra hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.