Tak for ordet.
Jeg kan jo starte med at sige, at det har været en rigtig, rigtig spændende debat, ingen tvivl om det.
Jeg er meget enig med fru Pia Adelsteen, som var inde på, at det har været en meget rolig debat, altså så rolig, at vi har talt om bedstemødre, og det kan jeg jo kun sige ja til.
Jeg skal dog undlade at tale om min bedstemor.
Det er jo ikke første gang, vi har haft mulighed for at debattere kvinder i bestyrelser, hvilket der også er blevet talt en del om her.
Det har været på dagsordenen en del gange i de sidste efterhånden mange måneder.
Og ja, vi skal have flere kvinder i bestyrelser.
Det har vi også hørt en masse ordførere sige, så det er jeg fuldstændig tilfreds med.
Nu er det selvfølgelig også min og resten af regeringens opgave at finde den rigtige vej dertil, og det arbejde glæder jeg mig rigtig meget til at udføre.
Det kan jeg love at vi er i fuld gang med at få implementeret, og jeg glæder mig selvfølgelig også til at kunne komme med et helt konkret resultat.
Jeg er glad for at høre, at vi også alle sammen er enige om, at der stadig er udfordringer i forhold til ligestilling i Danmark, selv om der har været forskellige bud på de udfordringer, der nu måtte være.
Men det betyder bare, at der helt klart er udfordringer.
Efter hvad vi lige har hørt ordførerne tale om, er der helt klart også en om mænd, som skal tage mere barselorlov.
Det er også en udfordring, som vi har adresseret i planen.
Som man også har kunnet høre i debatten, er det nok mere midlerne end målene, som vi ikke kan blive enige om.
Det betyder ikke, at jeg ikke har noteret mig de gode forslag, som jeg vil arbejde videre med; det har jeg.
Jeg kan kun glæde mig over, at jeg allerede nu har inviteret ordførerne på kaffe, så jeg kan få de gode forslag skrevet ned, og så de kan blive helt konkrete.
De fleste ordførere har i hvert fald fået en invitation.
Der er så en, der ryster på hovedet, men jeg er sikker på, at den er på vej.
Jeg har i perspektiv- og handlingsplanen ridset nogle af de vigtigste ligestillingsudfordringer op, og det er jo selvfølgelig de overordnede overskrifter, som vi vil pejle efter.
Den underliggende melodi er, som et par har været inde på, at det her selvfølgelig også handler om en holdningsændring, en holdningsbearbejdning.
Fru Pia Adelsteen var inde på det i forbindelse med vold mod kvinder.
Altså, vi ved, at noget af det arbejde helt klart sker i forbindelse med det, som foregår ude på de forskellige centre, og så fremdeles, men det her handler også om at sende et utvetydigt signal og blive ved med at holdningsbearbejde omkring, at vold er fuldstændig uacceptabelt, uagtet hvor den foregår.
Men initiativerne i perspektiv- og handlingsplanen for 2012 er selvfølgelig ikke det eneste på min liste.
Der er masser af ting, som vi selvfølgelig også kan have fokus på – nogle har her været inde på dem, og jeg er sikker på, at vi kan komme ind på dem igen – f.eks.
ligestilling blandt etniske minoriteter, og jeg håber selvfølgelig også, at man vil være med til det arbejde.
Siden vi sidst havde en redegørelsesdebat om ligestilling, er der kommet en ny regering, og fokus har ændret sig på en række områder.
Den tidligere regering havde fokus på ligestilling som en vinderstrategi, altså at vi skal have alle talenter i spil.
Jeg kan kun være fuldstændig enig i, at det helt klart er en god vinkel at have.
Men for både mig og regeringen handler ligestilling også om respekt for den enkelte og om at arbejde med de begrænsninger, som fastlåste kønsroller påtvinger nogle mennesker, nogle borgere i det her land.
Og det er enormt vigtigt for mig, at alle har mulighed for at være med til at forme det samfund, som vi lever i.
Vi vil arbejde for et samfund, hvor der ikke ses skævt til den mand, der tager halvdelen af barselorloven; for et samfund, hvor en dreng kan vælge at uddanne sig til enten sygeplejerske eller pædagog uden nødvendigvis at skulle mødes med fordomme; og for et samfund, hvor både kvinder og mænd bidrager til de store beslutninger i magtpositioner, herunder selvfølgelig også for tanken om, at alle skal have lige muligheder for at forme det samfund, som de er en del af.
Regeringen har sat en offensiv dagsorden for ligestillingspolitik fra første dag.
Vores tilgang er, at ligestilling ikke bare er en værdi og en selvfølgelig del af et demokratisk samfund, men at ligestilling rent faktisk også er et vigtigt aktiv for at sikre fremtidens velfærd, og ligestilling skaber vækst.
Det er selvfølgelig vigtigt, at vi ikke kun værner om ligestilling på et nationalt plan, men også gør det på et internationalt plan, for ligestilling mellem kønnene er også en af nøglerne til at skabe fremgang i verdens fattigste lande.
I mange ulande er kvinders rettigheder stærkt begrænsede.
Jeg har lige deltaget – det var i starten af marts – i FN's Kvindekommissions samling i New York, og i år var det 56.
gang, at FN's medlemslande mødtes for at fremme ligestillingen globalt.
Det var en fantastisk begivenhed, som ordførere fra andre partier også var med til.
Selv om vi er kommet langt, især i Danmark, fandt jeg helt klart ud af – og det tror jeg også at andre gjorde – at der er meget at tage fat på.
For globalt er vi desværre meget, meget langt fra de mål, der handler om at sikre kvinders rettigheder og lige vilkår.
I Danmark opfatter vi rettigheder som adgang til seksualundervisning, prævention, adgang til uddannet fødselshjælp samt andre reproduktive sundhedsydelser inklusiv abort som en helt klar selvfølgelighed i vores hverdag, men de emner er genstand for omfattende diskussioner i internationale fora, bl.a.
i FN.
Der er desværre kræfter i det internationale samfund, der modarbejder kvinders rettigheder.
Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi som et europæisk foregangsland er med til fortsat at kæmpe for kvinders rettigheder verden over.
Jeg kan i hvert fald huske, at der i forbindelse med de kvinder, som jeg talte med fra forskellige lande, var noget, som gjorde stort indtryk på mig, og det var, når de sagde – ikke alle sammen, men nogle af dem – at det var så vigtigt for dem, at de havde Norden, bl.a.
også Danmark, at se op til.
For når vi gik forrest, var det helt klart noget, som de kunne fortælle deres politikere.
De kunne fortælle, at her er der lande, som satser på ligestilling, og som satser på, at kvinder skal have rettigheder, og at man selvfølgelig ikke skal udvande de rettigheder, som jeg nævnte tidligere.
Derfor skal vi selvfølgelig også sammen med resten af EU-landene bevare og styrke de allerede indgåede internationale aftaler og forpligtelser vedrørende ligestilling mellem kønnene, selvstændiggørelse af kvinder og sikring af kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.
Ligestilling er, som jeg også har sagt, en forudsætning for vækst.
Derfor vil regeringen selvfølgelig også i lyset af det, jeg lige har sagt, sørge for, at Danmark går forrest i arbejdet med at sikre verdens kvinder de rettigheder, som de har krav på, netop ved at holde fanen højt, netop ved at være rollemodel for mange af de mennesker, som også selv ser vores land som rollemodel.
En anden forudsætning er at fortsætte diskussionen om ligestilling både her og i internationale fora på en måde, som er meget vedkommende, og som giver mening for den enkelte, og det skal vi selvfølgelig blive ved med.
Derfor benyttede jeg også kvindernes internationale kampdag den 8.
marts til at sætte fokus på unge og ligestilling.
Her var jeg bl.a.
ude sammen med socialministeren på Køge Handelsskole, hvor vi talte om ligestilling sammen med unge flygtninge.
Senere var jeg ude på en teknisk skole og talte om ligestilling sammen med studerende der.
Jeg fik i forbindelse med den 8.
marts også lavet en ny måling blandt 1.000 unge om ligestilling.
Og det var rigtig, rigtig interessant, for her svarede knap 70 pct.
af de unge, at vi allerede i høj grad har ligestilling i Danmark.
Derudover svarede 28 pct., at vi i nogen grad har ligestilling i Danmark, og det er jo meget, meget fint.
Samtidig er det også meget tankevækkende, at så mange unge mennesker på den ene side dømmer ligestillingskampen for vundet, det er jo rigtig godt, mens der på den anden side er nogle skismaer.
For de unge er måske vokset op med en forestilling om, at der ikke er mere at kæmpe for.
Det er også noget, som vi har talt om i dag.
Et langt stykke hen ad vejen er det selvfølgelig også rigtigt, at vi har vundet en masse kampe.
Men jeg mener helt klart, at der stadig er meget at kæmpe for her i 2012.
For vi har formel ligestilling her i Danmark, og det er selvfølgelig dejligt at se, at unge mennesker har tillid til det, og at de også har tillid til, at de ikke bliver begrænset af deres køn, men samtidig – og det er der, hvor det bliver lidt interessant – svarede over halvdelen af de unge, at de mente, at mænd er bedre egnede til at være politibetjente end kvinder, og at kvinder er bedre til at være sygeplejersker end mænd.
Undersøgelsen af de unges holdninger vidner, i hvert fald for mit vedkommende, om, at der er behov for at sætte en debat i gang blandt de unge, en debat om, hvordan de selv kan være med til at gøre op med de begrænsende normer, som de nogle gange føler de møder.
Det var også ganske interessant at diskutere med de unge mennesker den 8.
marts.
Jeg synes også, at det er vigtigt, at de unge selvfølgelig fremover interesserer sig for ligestilling, for det første, fordi det selvfølgelig er vigtigt at bære de sejre videre, som vi har hørt fra mange af ordførerne går helt tilbage fra 1905 og til i dag, tror jeg der blev talt om, og for det andet også, fordi det er vigtigt at få de unge med, for hvis vi ikke får de unge med, får vi ikke ændret ulighederne, og de får ikke selv rykket ved nogle af de stereotyper om, hvad piger og drenge kan og bør og skal gøre.
Derfor skal vi selvfølgelig også have dem inkluderet i den fortsatte ligestillingskamp og have dem til at tage stilling, ingen tvivl om det.
Og det gør de heldigvis også.
Hvis vi skal have rykket ved nogle af de fastlåste forventninger, der er til piger og drenge, skal vi have sat fokus på den udfordring, der allerede er fra barnsben.
Jeg ved, at Enhedslisten har været meget optaget af det, og det er jeg fuldstændig enig i at man skal være, og jeg ved, at den tidligere regering heldigvis også var rigtig optaget af det, og det er et arbejde, som vi selvfølgelig vil fortsætte.
Derfor har jeg selvfølgelig også sat gang i en dialog med uddannelsesministeren om, hvordan køn og ligestilling kan tematiseres yderligere på pædagog- og lærerseminarierne.
Enhedslistens fru Rosa Lund spurgte meget direkte til, hvornår der kommer noget konkret.
Det ved jeg ikke, men dialogen er sat i gang med hensyn til, at der skal komme noget, for vi er fuldstændig enige om, at man både skal have pædagog- og læreruddannelserne med.
Det her handler, som jeg også startede med at sige, om normer, det handler om holdninger, og sådan er det med de ting, vi arbejder med.
Dem skal og kan vi ikke bare lovgive os ud af – det er der også mange der har været inde på – men vi kan sætte fokus på dem, og vi kan være med til at højne bevidstheden om, at den enkelte dreng/pige skal have mulighed for at vælge uddannelse og job uden at være begrænset af traditionelle forventninger til, hvad piger og drenge bør/skal gøre.
Noget af det, som det her også handler om, er selvfølgelig de usynlige barrierer, som nogle unge mennesker desværre møder.
Hr.
Simon Emil Ammitzbøll er meget optaget af det med, at det er familiens ansvar.
Det er jeg fuldstændig enig i.
Altså, der er nogle barrierer, som man skal gøre ens børn opmærksomme på med hensyn til valg af uddannelse, det er jo noget, som familien selvfølgelig bør være opmærksom på – det prøver jeg selvfølgelig også selv at være – men det er ikke altid, det lykkes.
Derfor er det vigtigt for regeringen, at man også f.eks.
har skolen med med hensyn til valg af karrierevej, så man ikke bare altid bevidst eller ubevidst kommer til at præsentere det samme, som man altid har gjort.
Jeg kan komme med et eksempel senere, jeg kan nemlig se, at min tid er ved at rinde ud, ikke den store tid, men bare tiden heroppe på talerstolen.
Når jeg nævner eksemplet med samarbejdet med uddannelsesministeren, er det selvfølgelig også, fordi det viser, hvordan vi skal have ligestilling i kerneydelserne.
Her er det selvfølgelig vigtigt, at vi går foran i det offentlige; vi skal også selv være med til at sætte ligestilling i centrum.
Hvis man skal vise virksomheder, familier og den enkelte person, at ligestilling betaler sig, og at ligestilling handler om os alle, er det selvfølgelig vigtigt, at vi som regering tager ansvar for at skubbe på og sikre udvikling og fremskridt på området.
Det gælder selvfølgelig også for vores egne bestyrelser, lovforslag osv., som der er enkelte ordførere der også har været inde på.
Jeg har derfor i perspektiv- og handlingsplanen sat særligt fokus på kønsmainstreaming i det offentlige.
Den samlede ligestillingspolitiske succes er afhængig af, om alle offentlige myndigheder arbejder med et køns- og ligestillingsperspektiv.
Det gælder både, når vi som regering fremsætter lovforslag, og naturligvis også, når vi nedsætter kommissioner.
Men det er også helt klart en kultur, der skal ændres, og det er noget, vi skal blive meget, meget bedre til.
For der er igen nogle usynlige barrierer, der gør, at vi handler, som vi plejer at gøre, og det er noget af det, som vi er ved at udvikle værktøjer til for måske at komme uden om.
Det gælder selvfølgelig også med hensyn til kommunale tilbud og de borgerrettede ydelser.
Vi er derfor som sagt i gang med at udvikle nye værktøjer, så det offentlige kan blive klædt bedst muligt på til de opgaver, der nu måtte være.
Det er vigtigt, at hele centraladministrationen kan se fordelene i at arbejde med ligestilling på eget ressortområde.
Her til sidst vil jeg sige, at hvis man spørger, om regeringens succeskriterium for ligestilling nås, vil jeg da helt klart håbe, at jeg kan svare, at det bliver sådan, at vi har rykket på det her område, fordi udviklingen på mange områder desværre er gået i stå.
Fru Fatma Øktem talte om Charter for flere kvinder i ledelse, og det er nemlig rigtig godt, men vi kan også bare se, at det er gået i stå.
Derfor synes jeg også, at det er vigtigt at gå ind og kigge på, hvordan vi kan sørge for at finde nogle knapper at skrue på, så vi kan få sat gang i at få skabt den proportion, der bør være.
For det handler nemlig ikke kun om kvinder og bestyrelser, som det ganske rigtigt blev nævnt, det handler også om kvinder i andre lag, i ledelse og så fremdeles.
Der er charteret og »Operation Kædereaktion« rigtig, rigtig gode tiltag, som vi selvfølgelig vil arbejde videre på.
Så var der nogle helt konkrete ting, som blev nævnt.
Jeg skal lige høre, hvor lang tid jeg har igen.
(
Tredje næstformand
(Marianne Jelved):
5 minutter.) Fantastisk!
Fru Fatma Øktem nævnte kvoterne, som om de næsten stod i det her.
Det gør de jo ikke, det synes jeg også hr.
Rasmus Horn Langhoff var inde på.
Så nævnte fru Fatma Øktem også mandepanelet, som jeg åbenbart bare havde nedlagt.
Jeg vil bare sådan for en god ordens skyld sige, at for det første ved fru Fatma Øktem godt, at vi havde to mandepaneler, både VM-panelet og så det, som ordføreren nævnte, og for det andet tog vi rent faktisk beslutningen om at nedlægge det i fællesskab.
Det var i fællesskab, det skete.
Med hensyn til tvang og regulering og så fremdeles, som en del har været inde på, også fru Fatma Øktem, vil jeg sige, at nu har man set sig meget, meget gal på kvoter, men det at regulere og lave lovgivning og sætte nogle rammer er jo det, vi gør herinde.
Det har vi gjort på området med udlændinge, det har vi gjort med knivlovgivningen, det har vi gjort på arbejdsmarkedsområdet, og jeg tror, at det var fru Sofie Carsten Nielsen, der sagde, at vi regulerer vedrørende trafik, vi regulerer vedrørende den seksuelle lavalder osv.
osv.
Det er det, vi gør herinde.
Derfor kan vi selvfølgelig også gøre det i forbindelse med de forskellige måltal, der kan være.
Det er der ikke noget odiøst i.
Det, vi er enige om, er, at vi gerne vil – det er i hvert fald det, jeg hører på de fleste herinde – have flere kvinder i bestyrelser og også i ledelse.
Og det, som jeg har sagt gennem et par måneder nu, er, at jeg startede med at sige, at vi skulle samle erfaring fra de andre europæiske lande.
Det har vi gjort nu, og vi er nået rigtig langt.
Det, som vi prøver at gøre nu, er at flikke en dansk model sammen, så vi kan komme med noget konkret.
Jeg har hele tiden sagt, at det senest sker til efteråret, og det kommer jeg også til at holde.
Til fru Pia Adelsteen vil jeg sige tusind tak for en eksemplarisk gennemgang, for det er jo helt perfekt, at man kan gå igennem tingene på den måde.
Og det er fuldstændig rigtigt, at med hensyn til partnervold er det vigtigt, at vi holder fanen højt.
Der er noget, der tyder på, at den indsats, som har været i gang igennem rigtig, rigtig lang tid, virker, så der er vi også enige.
Noget af det, som jeg personligt har været rigtig, rigtig glad for, har været den kampagne, som den tidligere regering satte i værk omkring at give volden det røde kort.
Den har vi tænkt os at udvikle, også på superliganiveau håber jeg det kan lade sig gøre at bruge den og også i forbindelse med håndbold.
Der kommer også en åben rådgivning, som skal give rådgivning om vold mod kvinder.
Så der er noget, der tyder på, at tingene virker.
Tallene går helt klart den rigtige vej.
Der, hvor man selvfølgelig kan være bekymret, som ordføreren også selv var inde på, er i forbindelse med vold mod mænd, som er i stigning.
Det er jo selvfølgelig noget, som vi helt klart også tager med i de her betragtninger, også når man skal have rådgivning, er det selvfølgelig vigtigt, at man får den vinkel med.
Så vidt jeg ved, er det vist sådan, at selv når det handler om vold mod mænd, er det desværre mænd, der udsætter andre mænd for vold.
Så der må være nogle erfaringer, man kan trække på der.
Så nævnte ordføreren også det om mandekrisecentrene.
Der ved jeg at Socialministeriet og socialministeren er inde at kigge på det område og holder godt og grundigt øje med, hvordan udviklingen er, men jeg er fuldstændig enig i, at der skal ske noget der, ingen tvivl om det.
Med hensyn til drenge ...
Jeg glemte lige at sige en ting, og det er noget om etniske minoritetskvinder , jeg tror også, der var nogle andre, der var inde på det.
Det er fuldstændig rigtigt, at jeg sidste år spurgte ministeren om, hvorfor etniske minoritetskvinder ikke var med, jeg var selv inde på det.
Ordføreren var også selv inde på det.
Lige pludselig sidder jeg i den samme stol og skal forholde mig til det.
Vi tog bevidst en beslutning om, at når det handler om minoriteter, er det noget, som hører til hos socialministeren, og vi har jo en masse indsatser.
Tilgangen her er, at de er kvinder, og at de er mænd, men det betyder ikke, at de ikke også kan tilhøre etniske minoriteter.
Jeg har næsten lyst til at sige, at der også sker en masse ovre hos social- og integrationsministeren på det her område.
Der ved jeg at man er ved at kortlægge erfaringer med hensyn til efterværn og mægling.
Og der vil jeg igen sige at det interessante er, at det faktisk både bliver til danske kvinder og etniske minoritetskvinder med henblik på, hvad man kan gøre bedre.
Og der ved jeg også at der er en undersøgelse, som bliver offentliggjort senere, efter sommerferien.
Der er også – jeg slutter nu – et uddannelsesforløb i alle landets kommuner, hvor fagfolk bliver opkvalificeret til at kunne genkende tegn på vold, social kontrol og æresrelaterede konflikter blandt etniske minoriteter, som man er meget fokuseret på, specielt det med den sociale kontrol i nogle bestemte grupper.
Ud over det har vi selvfølgelig dialogkorps, som tager ud og taler, hvilket også ligger i ordet, på skoler og klubber.
De går ud og taler med de unge mennesker om tvangsægteskaber og ligestilling mellem kønnene osv.
osv.
Så vi har den del med, den ligger bare godt forankret ovre i Social- og Integrationsministeriet.
Tak.