Det sidste punkt på dagsordenen er:

6) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse til Folketinget 2011.

(Anmeldelse 08.12.2011. Redegørelsen givet 08.12.2011. Meddelelse om forhandling 08.12.2011).

Forhandlingen er åbnet, og vi giver ordet til hr. Søren Pind fra Venstre. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne takke regeringen for redegørelsen, og jeg kan næsten gætte mig til, at hr. Villy Søvndal allerede synes, jeg er på rette spor. Den giver et udmærket overblik over verdens sikkerhedspolitiske udfordringer, man kan måske ikke ligefrem påstå, man drukner i detaljer ved gennemlæsningen, men jeg vil forsøge at gøre mit indlæg kort.

Jeg er glad for, at regeringen har overtaget VK-regeringens udenrigspolitiske grundsætning: at udenrigs-, forsvars-, sikkerheds- og udviklingspolitik er et hele. Det fortjener regeringen rigtig megen ros for. Når regeringen gør noget fornuftigt, skal man bemærke det. Jeg glæder mig over det. De ting hænger nemlig uløseligt sammen nu til dags. Vi kan ikke skelne skarpt mellem de politikker og de værktøjer, men må arbejde fleksibelt med alle dele af værktøjskassen, hvis Danmarks interesser skal fremmes på den bedst mulige måde.

Når man læser redegørelsen, bestyrkes man jo desværre i, at verden ikke kun byder på fred og fordragelighed, men også har sin del af kaos og ufred, og at uoverskueligheden er stor.

Jeg noterer mig ud fra redegørelsen, at NATO selvsagt stadig er det centrale omdrejningspunkt for Danmark, når der er brug for reel handling i sikkerhedspolitiske aktioner rundtom på kloden.

Jeg noterer mig, at EU prøver at samle kræfterne mere på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, men at Danmark fortsat er stærkt hæmmet af det forbehold, vi har her.

Jeg noterer mig, at al-Qaeda er svækket efter Osama bin Ladens længe ventede død, men at truslen fra de ekstremistiske kræfter i stedet decentraliseres mere og oppebæres af forskellige knopskydninger rundtomkring i verden.

Jeg noterer mig, at det arabiske forårs konsekvenser sikkerhedspolitisk endnu ikke kan fastslås; at udenrigsministeren heldigvis stadig fastholder sin nye og mere forsvarlige kurs i spørgsmålet om en godkendelse af en palæstinensisk stat frem for som tidligere at promovere dansk enegang i spørgsmålet, uanset konsekvenserne for Israel.

Jeg noterer mig, at vi må sande, at vi stadig ikke har fundet noget, der ligner bare begyndelsen på løsningen af problemerne i Somalia. Vi burde i mine øjne satse helhjertet på en regional tilgang til landet, hvor vi som første prioritet redder det, der reddes kan, og i særdeleshed burde vi kaste blikket på det velfungerende Somaliland i nord, som vi bør knytte os særdeles tæt til, ja, man kunne overveje at indlede drøftelser med landet eller området om en eventuel anerkendelse for derved at sikre et godt eksempel for resten af Somalia. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre udenrigsministerens tanker om.

Derudover vil jeg gerne bede udenrigsministeren om at uddybe redegørelsens ord på tre områder:

For det første er det Sydsudan: Jeg var selv med på den glædelige sommerdag i 2011 – jeg kan afsløre, at det var en meget, meget varm sommerdag, der var 52 grader – hvor Sydsudan blev uafhængig. Det var historisk. Men nu forstår jeg på internationale aviser, at freden langtfra er sikret, at der sker deciderede massakrer og udrensninger. Det er ikke overraskende, men kunne ministeren uddybe det, og hvad regeringens tanker er i den forbindelse?

Dernæst er det Syrien: Hvad er tankerne i forhold til regimets overgreb, og hvad er vore muligheder for at presse regimet? Hvor ender det henne? Hvad er de overordnede instrukser til den nye ambassadør, som ministeren har planlagt at sende til Damaskus? Hvilken dansk indsats er det tanken at ambassadøren skal stå i spidsen for?

Så har vi spørgsmålet om Iran: I 2011 havde jeg den fornøjelse at blive beskyldt for alverdens fortrædeligheder af det iranske styres repræsentant i Danmark, og lige så glad jeg er for den tidligere og den nuværende udenrigsministers ros, lige så meget vil jeg tage det iranske styres repræsentanter i Danmarks skældud som et adelsmærke og et ridderslag. Men i denne sammenhæng roste den iranske repræsentant jo udenrigsministeren for hans kurs. Man kan såmænd stadig finde iranernes rabiate ordvalg på ambassadens hjemmeside – lad det være, selv om det dog er usædvanligt og uklædeligt, at et fremmed land ligefrem benytter personlige angreb på folkevalgte politikere i et forsøg på at retfærdiggøre deres uansvarlige handlinger.

Det, jeg godt vil bede udenrigsministeren om, er at sætte lidt flere ord på problemstillingen omkring Iran; det er behandlet noget kort og generelt i redegørelsen. Hvad er tankerne i forhold til sanktionernes effekt? Det nytter jo ikke noget at lave sanktioner, hvis de først træder i kraft, efter at Iran har udviklet atomvåben. Og det giver mig anledning til et andet spørgsmål.

Så vidt jeg har forstået på ministeren, er det hans opfattelse, at der går ca. 1½ år, før Iran kommer i besiddelse af atomvåben. I det seneste nummer af magasinet Foreign Affairs kan man imidlertid læse, at tidshorisonten nærmere er 6 måneder. Det er skræmmende læsning, al den stund at det øjeblik våbnene er en realitet, er spillet et andet, så sidder Iran i førersædet. Derfor er spørgsmålet: Hvad er regeringens underretninger? Kan vi være sikre på, at den vurdering om, at der går ca. 1½ år, er rigtig? Er det sådan, at alle sanktionsovervejelserne er lagt an på, at der går 1½ år, eller er der andre overvejelser?

Afsluttende kunne det være interessant at høre, om ministeren stadig under alle omstændigheder, uanset begivenhedernes gang, vil udelukke noget, f.eks. en militær nålestiksaktion. Er det sådan, at der uanset hvad er grænser for, hvad ministeren synes der skal foretages i den her sammenhæng? Er der med andre ord værre onder, end at Iran får atomvåben? Er Iran med andre ord fredet? Eller har regeringen på det punkt eventuelt et nyt standpunkt – det er jo ikke helt ubekendt for tiden?

Tak for ordet.

Næste ordfører i talerrækken er hr. Jeppe Kofod fra Socialdemokraterne.

Også jeg vil takke for regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse til Folketinget. Den viser med al tydelighed, hvor aktiv Danmark er i verden til gavn for vores egen sikkerhed. Og Socialdemokraterne er stolte af Danmarks indsats i verdens brændpunkter. Vores soldater og rigtig mange andre udsendte gør en uvurderlig indsats for Danmarks sikkerhed og interesser, bl.a. i Afghanistan og i Libyen. Disse mænd og kvinder i forreste linje, hvor nogle desværre også må betale den højeste pris, skylder vi respekt for indsatsen.

Det er afgørende for Socialdemokraterne, at Danmark fører en aktiv og ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skal slås fast her ved den første større debat om udenrigs- og sikkerhedspolitikken efter regeringsskiftet.

Det må også konstateres, at den tidligere regering støttet af Dansk Folkeparti bestemt førte en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det var en politik, der til tider hverken var klog eller ansvarlig. Det var ikke klogt eller ansvarligt, da Irak i marts 2003 blev invaderet på et forløjet grundlag uden FN-mandat og uden et bredt flertal i Folketinget, og det var ikke klogt eller ansvarligt, at man igen og igen skar i udviklingsbistanden – ikke mindst fordi man skar i en tid, hvor økonomien blomstrede i Danmark, og hvor de rige lande netop forpligtede sig til at gøre en ekstra indsats i bekæmpelsen af fattigdom i verden.

Dagens debat markerer også et kursskifte i sikkerheds- og udenrigspolitikken efter et årti, hvor den tidligere regering for vild i – indimellem i hvert fald – hvad dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktivisme i realiteten handler om. Sand dansk aktivisme bruger hele paletten af værktøjer fra skarpe militære operationer, hvor grundlaget er i orden og andre veje er udtømte, over diplomati til blød sikkerhed i form af forebyggende og stabiliserende indsatser, herunder i sidste ende også ulandsbistand. For ansvarlighed er også, at når skarpe midler tages i brug og Danmark går i krig, så skal folkeretten og grundlaget selvfølgelig være i orden, og der skal være en bred opbakning i Folketinget til så alvorlige beslutninger. Det så vi i Libyen, da et enigt Folketing sendte danske F-16-fly af sted med legitimitet fra et FN-mandat. Og det ser vi i dag med den NATO-ledede Afghanistanindsats, der har et bredt mandat i Folketinget og er stærkt forankret i FN, ikke mindst fordi mere end hvert fjerde land – tror jeg, det er – på kloden i dag har soldater på jorden i Afghanistan.

For Socialdemokraterne var det særlig afgørende i Libyenaktionen, at konceptet om responsibility to protect blev anvendt af verdenssamfundet med åbne øjne. Det lykkedes at redde og beskytte tusindvis af civile liv trods Gaddafis bombefly og drab på egen befolkning. Også den indsats kan vi være stolte af, den var rigtig.

Socialdemokraterne ønsker, at Danmark skal arbejde for en stærk international retsorden og stærke retssamfund. Folkeretten udvikles hele tiden, og vi har længe ment, at responsibility to protect-konceptet bør forankres endnu stærkere i FN's Sikkerhedsråds arbejde. Sårbare mennesker må beskyttes mod overgreb, og verdenssamfundet har et ansvar for at hjælpe, når en regering grundlæggende svigter sit ansvar og direkte begår overgreb på egen befolkning, som vi så det i Libyen.

Den nuværende situation i Syrien er også meget alvorlig og kalder på, at de arabiske lande og Den Arabiske Liga bruger alle tilgængelige midler for at stoppe Assads overgreb på egen befolkning. I vores øjne har Assad mistet enhver legitimitet, og hans brutale undertrykkelse er både rystende og afskyelig. Men vi står ikke over for samme situation i Syrien endnu, som vi så i Libyen for snart et år siden. Der er ikke enighed i FN, der er ikke en samlet opposition i Syrien, og der er ikke udsigt til, at en militær intervention på nuværende tidspunkt vil gøre situationen bedre. Vores ansvar er klart at støtte den syriske befolkning i opgøret med Assad og øge det i forvejen betragtelige diplomatiske pres på hans regime.

For Socialdemokraterne er universelle principper som fredelig sameksistens, menneskerettighedsprincipper, retsstat, demokrati og frihed ledetråden i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Skal Danmarks sikkerhed og interesser varetages bedst muligt, må vi sætte bredt ind. Terrorbekæmpelse skal ikke kun behandle symptomer, men også bekæmpe årsager. Det gør vi i Nordafrika og i Mellemøsten, og det gør vi i Afghanistan – og det gør vi i det hele taget bedst i et stærkt og effektivt multilateralt samarbejde i EU, i NATO og i FN. Afghanistanstrategien er derfor rigtig. Der skal ske en markant omlægning fra kamp til træning og opstilling af afghanske sikkerhedsstyrker kombineret med en massiv civil indsats. Det er vejen til afghansk ejerskab, og det er vejen til at forhindre, at al-Qaeda og andre terrornetværk igen får et fristed i Afghanistan.

Vi skal også yde støtte til de demokratiske omstillingsprocesser efter det arabiske forår, noget, som vi selvfølgelig har debatteret tidligere i dag. Vi skal efter vores opfattelse fortsætte og intensivere støtten til lande og regionale organisationer som f.eks. Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga, så de selv kan håndtere konflikter og selv tage ansvar. Socialdemokraterne hilser derfor den nye regerings prioriteter meget velkommen, ikke mindst når det gælder stabilisering. Til det formål er der jo oprettet en ny Freds- og stabiliseringsfond, der investerer kraftigt i det her område både i Afrika og i Mellemøsten. Det er den rigtige vej at gå.

Det gælder også med hensyn til nedrustning. Vi vil kæmpe for en verden fri af atomvåben; vi vil bekæmpe brug af landminer; vi vil bekæmpe klyngevåben, der dræber tusindvis af uskyldige civile børn og kvinder rundtomkring i verden.

Terrorbekæmpelsen er også gået ind i en ny fase. Her 10 år efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon er Osama bin Laden – heldigvis, kan man sige – død og al-Qaeda-netværket svækket. Det står klart, at kampen mod terrorisme ikke kan vindes med krudt og kugler alene. Det kræver, at vi også skaber alternativer til den religiøse og nationalistiske ekstremisme, vi ser rundtomkring i verden. Og det arabiske forår har skabt nye spilleregler i Mellemøsten og Nordafrika. Udviklingen kalder på, at vi styrker indsatsen for at fremme menneskerettigheder og retsstatsprincipper.

Men hvis vi skal fjerne de grundlæggende årsager til ekstremismen, kræver det omfattende reformer, som kan skabe social retfærdighed i Nordafrika og Mellemøsten. Det kræver retsstater, det kræver demokrati, og det kræver økonomisk udvikling. Og derfor har regeringen oprustet Det Arabiske Initiativ, hvilket vi også har debatteret tidligere, og at styrke respekten for menneskerettigheder, demokrati, frie medier og økonomisk udvikling skaber flere job.

Naturligvis er det ikke en opgave, som Danmark kan løse alene. Vejen til mere sikkerhed går igennem det effektive multilaterale samarbejde. FN skal styrkes, EU skal udvikles; den nye naboskabspolitik og indsatserne mod pirateri på Afrikas Horn er eksempler på, hvordan EU, NATO og FN kan spille en hovedrolle sammen. Og i Libyen har NATO vist, at organisationen kan udgøre hjørnestenen i et effektivt militært multilateralt samarbejde.

Socialdemokraterne lægger vægt på, at den nye regering fører en sikkerhedspolitik, der er i balance, en politik, der ikke kun er aktivistisk, men også er ansvarlig. For en bedre og mere tryg verden kræver, at Danmark arbejder mere målrettet for mere internationalt samarbejde, større respekt for menneskerettighederne, fremme af demokrati og en mere effektiv fattigdomsbekæmpelse. Tak for ordet.

Tak. Jeg skal lige bede ordføreren om at blive stående. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Per Stig Møller. Værsgo.

Jeg bemærker jo, at hr. Jeppe Kofod bliver ved med den her fordrejning af, hvordan Folketinget traf beslutningen i marts 2003 om Irakkrigen. Et forløjet grundlag, sagde hr. Kofod. Kan hr. Kofod bekræfte, at grundlaget, som regeringen forelagde for Folketinget, var Iraks manglende respekt for Sikkerhedsrådets resolutioner? Kan hr. Jeppe Kofod bekræfte eller afkræfte, at den socialdemokratisk-radikale regering i 1999 fik Folketingets tilslutning til at gå ind med F-16-fly i kampen mod Irak? Var det på et FN-grundlag eller ej, at SR-regeringen gik i Folketinget i 1999? Kan hr. Jeppe Kofod bekræfte, at folkeretskontoret i marts 2003 meddelte, at der var et stærkere FN-grundlag til at gå ind i 2003, end der var i 1999, da S og R ville gå ind? Kan hr. Jeppe Kofod huske, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre har stemt for de militære indgreb i Irak siden 2003? Før da, før S og R stemte for, var der kun flåden dernede, kan hr. Jeppe Kofod bekræfte det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålene. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis denne debat skal gøres til en stor Irakdebat. Jeg synes bare, at det er værd at konstatere – det tror jeg at de fleste er enige om – at beslutningen om at gå i krig i Irak, som blev taget i marts 2003, skete på et grundlag, der ikke var i orden. Der var ikke et enigt FN-Sikkerhedsråd. FN's Sikkerhedsråd havde ikke givet noget mandat til den operation. Altså, våbeninspektørerne havde ikke fået lov til at færdiggøre deres arbejde. NATO-landene var ikke enige. Der var mange NATO-lande, som var imod den krig på det tidspunkt, og Folketinget var delt. Faktisk valgte den daværende regering at gå i krig med et meget snævert flertal og et stort mindretal, som mente, at det var forkert.

Det, jeg siger til hr. Per Stig Møller, er, at det ikke er en måde, vi ønsker at gentage sådan alvorlige beslutninger på. Det er vigtigt for os, og det er vigtigt i en ansvarlig udenrigspolitik, at vi har et bredt flertal i Folketinget, når det gælder noget så alvorligt som at sende danske soldater i krig. Så kan vi gå ind i en diskussion og polemik om grundlaget. Jeg tror bare, at de fleste iagttagere vil sige, at det var et ufuldstændigt grundlag. Jeg kaldte det løgnagtigt. Der blev brugt forskellige ord om det, men der var i hvert fald ikke noget FN-mandat bag krigen, og det tror jeg at hr. Per Stig Møller vil give mig ret i.

Hr. Per Stig Møller for anden korte bemærkning, værsgo.

Jamen det kan jo ikke nytte noget med den historieforvanskning. Men jeg er da glad for at konstatere, at de grove ord forløjet grundlag forsvandt her i replikken. Så var det et ufuldstændigt grundlag; der er forskel på ufuldstændigt grundlag og forløjet grundlag. Hvis hr. Jeppe Kofod går og tænker på masseødelæggelsesvåben, som ikke var vores grundlag, skal jeg gøre opmærksom på, at hr. Mogens Lykketoft, fru Marianne Jelved og hr. Frank Jensen i debatterne her i Folketingssalen talte om masseødelæggelsesvåben. Så skal jeg i øvrigt gøre opmærksom på, at grundlaget var det samme, som SR-regeringen gik i krig på i 1999. Det var altså også på et ufuldstændigt forløjet grundlag. Men det må man jo tale med sine egne venner i S og R om.

Ordføreren.

Altså, jeg synes også, det er ærgerligt, for vi har haft den debat mange gange i Folketingssalen – også med den daværende udenrigsminister fra Radikale Venstre, hr. Niels Helveg Petersen, som jo har svaret hr. Per Stig Møller utallige gange på den kritik. Jeg synes, det er lidt nedslående, at vi så skal gentage det her igen.

Jeg vil sige til hr. Per Stig Møller: Erkend nu, at det var en beslutning, som var dybt kontroversiel, hvor grundlaget ikke var i orden, og hvor Folketinget var delt. Jeg havde håbet så meget, at hr. Per Stig Møller havde kvitteret for, at en ny regering og et nyt flertal vil føre en ansvarlig udenrigspolitik, hvor man siger, at når vi tager den alvorlige beslutning om at sende danske soldater i krig, skal der være en bred opbakning i Folketinget. Det er utrolig vigtigt, og grundlaget skal selvfølgelig også være i orden. Jeg husker stadig væk, at også den daværende statsminister i offentligheden udtalte, at det ikke var et spørgsmål, om Irak havde masseødelæggelsesvåben – det havde de. Sådan nogle udtalelser kom der jo hele tiden fra den daværende regerings side. Det viste sig ikke at være rigtigt, og derfor kan man jo bruge forskellige ord, men et forløjet grundlag er nok ikke helt ved siden af den virkelighed, som mange opfattede dengang tilbage i 2003.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til hr. Jeppe Kofod. Næste ordfører i talerrækken er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak. Hvert år, når vi skal til at diskutere regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse, sender jeg en varm tak til Det Radikale Venstre, for det var faktisk det parti, der sørgede for, at vi fik denne gode årlige begivenhed i Folketinget; for denne årlige diskussion er vigtig, og redegørelsen er vigtig.

Jeg vil indlede med at takke udenrigsministeren for en god og grundig redegørelse. Langt det meste kan vi i Dansk Folkeparti stå inde for, og det er glædeligt, synes jeg, at vi også efter regeringsskiftet synes at kunne have en rimelig bred enighed i Folketinget om noget så vigtigt som Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Når jeg senere kommer ind på de ting i redegørelsen, som Dansk Folkeparti umiddelbart har vanskeligt ved at være med på, så håber jeg, at udenrigsministeren vil forstå, at Dansk Folkeparti altså helt overordnet bakker op om redegørelsen og dermed står bag regeringen, når det gælder dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg synes bare ikke, at det er nødvendigt at bruge min taletid på at remse alt det op, som vi er enige om. Overordnet vil jeg, inden jeg kommenterer de enkelte punkter i udenrigsministerens redegørelse, starte med at skitsere, hvad dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik betyder for Dansk Folkeparti, og hvordan vi ser på den.

For vort vedkommende er dette at hævde Danmarks riges territoriale suverænitet og bevare Danmarks frihed, sikkerhed, velfærd og selvstændighed altid det, der er det egentlige udgangspunkt for al dansk udenrigspolitik og for al dansk sikkerhedspolitik. Det er selve fundamentet for os og selve årsagen til, at Danmark fører udenrigspolitik. Altså, Danmarks frihed, sikkerhed og selvstændighed er der, vi starter, og det er der, vi slutter. Det er det afgørende, alt andet er i vore øjne underordnet dette. Alle andre interesser bør derfor som udgangspunkt ses i lyset af, hvad der vil tjene Danmarks og det danske folks interesser bedst, og i overensstemmelse hermed bør regeringen efter vores opfattelse altid handle.

Landets frihed og selvstændighed vil således altid være overskriften for vores politiske arbejde; vi vil sikre, at landet også i fremtiden er danskernes land, og vi vil kæmpe for at bevare friheden og folkestyret og derved videreudvikle vort dejlige, gamle land. Vi er af natur såvel åbne som frisindede og arbejder gerne for at opnå kompromiser med såvel politiske modstandere som med andre lande, dog med tre undtagelser: intet kompromis med nazismen, intet kompromis med kommunismen og intet kompromis med islamismen.

Vi vil fremme alt venskabeligt, nært og dynamisk samarbejde med alle demokratiske og frihedselskende nationer i verden, ligesom vi samtidig vil arbejde for et diplomatisk, fornuftsbetonet og pragmatisk forhold til alle selvstændige stater, uanset vi måske på samme tid vender os imod disse landes styreform og forhold i øvrigt. Vi værdsætter de grundlæggende friheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og trosfrihed, idet vi understreger vigtigheden af, at disse frihedsrettigheder også respekteres for andre folkeslag.

Danmark har igennem hele sin tusindårige historie med små parenteser været et frit og selvstændigt land. Dette er bemærkelsesværdigt, når man tager landets lidenhed og beliggenhed i betragtning. Når vi ikke for længst er blevet opslugt, skyldes det alene, at vi har haft viljen og evnen til at bevare selvstændigheden.

Det betyder ikke, at Danmark på noget tidspunkt har kunnet føre en politik, der var fuldstændig uafhængig af verden uden om os, men det betyder, at vi har været gode til at varetage vores egne forhold på den måde, der tjente vores interesser og selvstændighed bedst, og vi har været rimelig gode til at samarbejde med lande, hvis interesser var sammenfaldende med vores. Dette kan ofte være en balancekunst, men for os er det afgørende, at vi balancerer på en sådan måde, at den omgivende verden, hverken stater eller ideologier, aldrig kommer til at diktere, hvilken politik vi skal føre, eller i hvilken retning vi skal gå.

Ustandselig har der op gennem historien fra den omgivende verden været stillet territoriale krav eller opstillet ideologiske og religiøse retninger, som har truet Danmarks rige. Det bør være den vigtigste opgave for dette hus at være på vagt over for disse anslag mod landets suverænitet, frihed og folkestyre.

Det var det overordnede, og nu til de enkelte punkter i regeringens redegørelse, som vi i Dansk Folkeparti har reservationer over for.

Det arabiske forår synes jeg ikke jeg vil tage fat på igen. Vi har lige afsluttet en lang debat herom, og udenrigsministeren kender vore holdninger.

I konflikten i Mellemøsten står Dansk Folkeparti last og brast med Israel, og vi jubler over, at Israel på trods af alle landets fanatiske fjender stadig er levedygtigt og demokratisk. Det er på alle måder et beundringsværdigt land, vi taler om, et land, som beliggende midt i et morads af diktatoriske, muslimske feudalstater med imponerende stædighed holder fast i de demokratiske traditioner. Vi kunne godt tænke os, at regeringen ændrede kurs i forhold til Israel og begyndte at forstå, at her har Danmark en god og sand allieret og ikke et land, som vi skal genere.

Regeringen sværger til FN, og det er jo positivt. Jeg vil bare bemærke, at de seneste års udvikling i FN giver bange anelser for sammenslutningens fremtid. Det er – nu, vi er ved Israel – eksempelvis en skamplet på FN, når en fjerdedel af alle FN's resolutioner gennem 40 år om brud på menneskerettigheder har fokuseret på Israel, mens der eksempelvis aldrig i FN-systemet har forekommet nogen resolution om undertrykkelsen af 1,3 milliarder kinesere, 1 million kvindeslaver i Saudi-Arabien, racismen i Zimbabwe, det iranske retssystem med korsfæstelse, stening og amputationer. Ligeledes er der heller ikke nogen sinde i FN vedtaget resolutioner vedrørende forholdene i Syrien, Sudan, Bahrain, Egypten, Yemen, Pakistan, Malaysia eller Mali.

Med disse eksempler på FN's skamløshed i den forbindelse in mente bør det være klart, hvorfor vi i Dansk Folkeparti heftigt modsætter os tanken om at gøre Generalforsamlingen stærkere. Det vil blive et forfærdeligt kaos, hvis det sker, så lad os sværge til Sikkerhedsrådet og så i øvrigt blæse på FN's generalforsamling, når det drejer sig om resolutioner.

Flere gange i redegørelsen nævnes det, at regeringen er stor tilhænger af, at Danmark kommer med i EU's forsvarsdimension. Det er et synspunkt, som Dansk Folkeparti ikke deler. Vi er fuldt tilfredse med vort NATO-medlemskab, som har sikret fred og frihed i Europa siden verdenskrigen, og vi ønsker ikke, at EU skal håndtere vores sikkerhedspolitik. Vi har af regeringsgrundlaget forstået, at vi inden for de næste 4 år skal stemme om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Det ærgrer os, at regeringen nu vil ulejlige de danske vælgere med noget, de allerede har stemt om to gange, men vi vil bare nu, hvor det ligger fast, sige til udenrigsministeren: Kom bare an, vi glæder os næsten allerede til den valgkamp.

Ellers vil jeg til slut sige, at vi i Dansk Folkeparti anser det for sandsynligt, at vi i de kommende år kommer til at beskæftige os langt mere med det arktiske område end tidligere, og vi er tilfredse med, at regeringen har tilkendegivet, at man i højere grad agter at inddrage de grønlandske og færøske myndigheder i den sag. Der ser vi meget gerne et tæt og fortroligt samarbejde mellem den danske regering og de færøske og grønlandske myndigheder.

Ligeledes – og det er det, jeg vil slutte af med – vil piratbekæmpelsen formentlig blive en endnu større udfordring for såvel vort søværn som vort flyvevåben; sidstnævnte er allerede i gang med Challengeren dernede ved Somalias kyst. Dertil vil jeg gerne for vores vedkommende tilføje, at også hæren bør komme med ind i den opgave, nemlig som bevæbnede vagter om bord på de danske handelsfartøjer, som beder om assistance til denne opgave, og det bør selvfølgelig være vederlagsfrit for rederierne. Sådan har det danske søværns rolle været, lige siden Kong Hans for 500 år siden oprettede flåden – det var med det ene formål i fredstid at kunne sikre danske handelsskibe fri passage, for dengang var der nemlig også pirater, der lå og lurede. Så det er søværnets vigtigste opgave, og det bør selvfølgelig også være hærens og flyvevåbnets i den her forbindelse.

Jeg skal derfor opfordre regeringen til – det bliver det sidste – at indlede forhandlinger med handelsflådens talsmænd med henblik på at tilbyde denne helt selvfølgelig service. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Værsgo til hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Jeg lagde mærke til bemærkningen om FN, altså om at skrive ind i FN's resolutioner. Jeg kunne da også godt tænke mig, at FN havde udtalt sig om Kina og alle de andre spørgsmål, men jeg synes til gengæld, at det er berettiget at kigge på de udtalelser, der har været om Israels overgreb. Jeg er lidt nervøs for hr. Søren Espersens holdning til FN's Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling. Hvis det skulle overføres på de danske forhold, skulle vi sige: Skid på Folketinget, og sørg for, at kun regeringen får lov at bestemme. Det ville jo være en lidt grotesk situation at arbejde med rent demokratisk.

Så vil jeg høre, om der slet ikke er plads til bare en enkelt nuance i vurderingen af Israel. Jeg har rejst i Israel selv og kan se, at der jo da også er fornuftige israelere, som synes, at det er en noget hård og ufornuftig regering, man har i øjeblikket, med den barske linje. Er hr. Espersen fuldstændig ligeglad med brud på folkeretten, bosættelserne og overgrebene, muren, undertrykkelsen, ligeglad med, at verdenssamfundet har lovet palæstinenserne et land, ligeglad med den stigende opposition til regeringen i Israel?

Ordføreren.

Jeg er enig med hr. Christian Juhl i, at det ville være et skræmmende billede, hvis den røde regering skulle bestemme alting hen over hovedet på Folketinget. Der tror jeg godt vi kan blive enige, det er virkelig skræmmende, en skræmmende, skræmmende tanke.

Jeg vil sige med hensyn til Israel, at det jo er en meget lang debat at komme ind i, om Israel og Mellemøsten. Jeg har så koncentreret det omkring FN som et billede på, hvorfor man ikke kan overlade den slags til FN's Generalforsamling. Jeg havde ikke intentioner om at komme ind i en debat om Israel; der er i øvrigt ikke noget, jeg hellere vil, men så vil jeg gerne have lidt mere tid til det. Men jeg har altså bare brugt sagen til at spørge, hvorfor stort set alle resolutioner har drejet sig om Israel igennem alle 40 år, mens regimer, hvor demokrati slet ikke eksisterer, sejler frie og glade igennem. Det er bare det, jeg har brugt som billede, selve den israelsk-arabiske diskussion har jeg ikke sådan helt vildt lyst til at gå ind i nu.

Hr. Christian Juhl for den anden korte bemærkning, værsgo.

Egentlig kan jeg jo godt forstå det, og vi må så tage det på et andet tidspunkt. Men det var sådan set hr. Søren Espersen selv, der direkte opfordrede regeringen til at række hænderne ud til Israel som en god og sand allieret. Det er sjældent, jeg hører så ukritisk og så enøjet en opbakning til Israel, som jeg hører, når hr. Søren Espersen udtaler sig, og jeg synes, at når nu hr. Søren Espersen selv appellerer til regeringen om på den måde at alliere sig med Israel, var det måske på sin plads at spørge til det.

Ordføreren.

Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde, og jeg kunne også sagtens finde en masse andre her i Folketinget. Jeg mener, der er masser af unuancerede ting, og jeg synes, man skal være nuanceret i det.

Jeg mener bare, at vi i næsten alle sammenhænge her i Folketinget bredt er interesseret i at fremme demokrati og ligesom altid peger på det, som skal være vores udenrigspolitik, nemlig at styrke demokratiet, og derfor kan jeg da undre mig, og det er det, jeg har gjort så tit, over, hvordan det kan være, at man resolut altid vender det eneste demokrati i Mellemøsten ryggen. Altså, der er folkestyre i Israel, der er demokrati, der er udvikling, der er frihed til at rejse ud og ind, man kan gøre, hvad man vil i Israel, man kan sige, hvad man vil. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke hylder sådan et styre i stedet for at hylde alle de forfærdelige feudale diktaturer, der befolker omegnen, inklusive Hamas og Hizbollah, hvor Gaza styrer imod diktatur, kvindeindpakning og islamisme. Det er det, jeg ikke kan forstå.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Rasmus Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for redegørelsen, som vi også fra De Radikales side hilser velkommen.

Det er klart, at fra en dansk synsvinkel må den mest dramatiske ting, der er sket i året, der gik, have været den danske deltagelse i flyvningerne over Libyen. Vi er glade for, at aktionen er overstået, og vi er glade for, at aktionen er afsluttet uden danske militære tab og tilsyneladende uden civile libyske tab. Vi er selvfølgelig først og fremmest glade for, at aktionen er overstået med det ønskede resultat.

Vi har også noteret os, at alle er glade for aktionen, også selv om prisen løber op i flere hundrede millioner kroner. Det synes jeg er værd at huske på, når vi debatterer den blødere del af sikkerhed, og det drejer sig om ting som demokratistøtte. Militær indgriben er farlig og dyr, og vi skylder os selv altid at prøve de bløde løsninger. Det gør vi som regel heldigvis også. Særlig de tusinde eksperter, Danmark har udsendt til internationale civile missioner, er et udtryk for denne udmærkede prioritering.

Vi vil allerhelst løse komplicerede spørgsmål i fællesskab med ligesindede lande. Vi finder det fra Radikales side ærgerligt, at vi på grund af vores EU-forbehold ikke kan bidrage til de udmærkede EU-ledede militære aktioner, der for tiden er i gang i henholdsvis Bosnien-Hercegovina, ud for Somalias kyst og ved en træningsmission for somaliske sikkerhedsvagter, der foregår i Uganda. Der er formentlig flere missioner af tilsvarende karakter, vi i fremtiden ikke kan deltage i, fordi EU's missioner ændrer karakter, så de i ringere omfang er rent militære eller rent civile, men i højere grad er blandede. Når der er militære dele i en EU-mission, er vi på grund af forbeholdet udelukket fra at deltage. Derfor glæder vi os fra Radikales side særligt over udsigten i denne redegørelse til en kommende folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Vi vil arbejde for en afskaffelse, og vi deler fuldstændig hr. Søren Espersens glæde og forventning til den udmærkede debat, der skal komme, om vores forsvarsforbehold. Vi vil formentlig ikke deltage på samme side, men vi glæder os meget til den.

I Afghanistan er den danske indsats nu i højere grad at uddanne afghanske styrker. Det hilser vi også velkommen. Vi er glade for, at vores exitstrategi er på skinner. Det synes at have en positiv effekt at vi har optrappet overdragelsen af magten til afghanerne. Vi vil meget gerne støtte en fortsat høj profil inden for bistand til udvikling og opbygning af Afghanistan.

For så vidt angår Syrien, er situationen naturligvis uholdbar. Jeg håber, at vores sanktioner og forsøg på at bakke op om de internationale tiltag mod Syrien kan føre til styrets snarlige afgang. Situationen er ustabil og på kogepunktet, og vi skal være på demonstranternes side moralsk i internationale fora og med hjælp, hvis vi kan.

For så vidt angår Iran, er Det Radikale Venstre klart forpligtet på sanktionsregimet og ubøjelig i at fastholde ikkespredningsaftalen. Vi er klart forpligtet på tosporsstrategien med forhandlinger og sanktioner i kombination, men vi vil gerne advare mod sabelraslen. Iran er en langsigtet udfordring, der skal håndteres med fredelige midler. Der er i vores optik ingen militær løsning på udfordringen. Vi opfatter Iransituationen som noget, der skal inddæmmes, indtil det er muligt for landet indefra at klare sit eget styres udfordringer.

I Somalia støtter vi også den danske pirateribekæmpelse, men vi ville langt foretrække, at vi kunne lægge vores kræfter i en EU-koordineret aktion. Det relaterer tilbage til det, jeg sagde tidligere om forsvarsforbeholdet.

Endelig er vi i redegørelsen meget, meget glade for, at året bød på en bindende aftale om søredning i Arktisk Råd. Det er et stort skridt fremad, og jeg deler i øvrigt hr. Søren Espersens holdning, at det er et emne, der kommer til at fylde stadig mere. Med beslutningen om søredning har vi nu etableret Arktisk Råd som et forum, der træffer beslutninger om Arktis' fremtid, og det ligger fint i tråd med de radikale prioriteter om at forsøge at løse de internationale udfordringer i fællesskab og helst et forpligtende fællesskab. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Holger K. Nielsen fra SF. Værsgo.

Jeg vil som andre også godt takke regeringen for denne sikkerhedspolitiske redegørelse, som jo på flere måder udstikker linjerne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ramme, hvor der på den ene side er kontinuitet og på den anden side nogle nye sigtelinjer.

Det siges jo helt klart, at vi stadig væk skal føre en aktivistisk udenrigspolitik, men modsat tidligere vil den nye regering ændre fokus for, hvad der ligger i begrebet aktivisme. Det, vi har set siden 2001, har været en meget ensidig fokusering på de militære løsninger, hvor det, der har været udgangspunktet for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, har været, hvor vi kunne deltage militært. Det var jo specielt deltagelsen i Irakkrigen et meget markant eksempel på.

I den nye regering lægger man mere vægt på forebyggelse og på løsninger i en bred vifte af instrumenter: hjælp til svage stater, demokratiudvikling og kapacitetsopbygning i bredeste forstand, men stadig væk også muligheden for militære interventioner. Det er stadig væk en mulighed, men det indgår i en langt bredere ramme af instrumenter i en udenrigspolitik. Det skete i Libyen, hvor det gav mening, at vi intervenerede militært i en situation, hvor den libyske befolkning, som man havde gjort det i andre arabiske lande, havde rejst sig for at få frihed og blev brutalt slagtet ned af Gaddafi. Fra dansk side besluttede man med et meget, meget stort og bredt flertal i Folketinget at intervenere militært, fordi det ville få vidtgående negative konsekvenser for andre arabiske lande, hvis det lykkedes Gaddafi at slå de libyske oprørere ned, og fordi det gav mening at gå ind militært. Det har vist sig, at vi havde ret i den antagelse – ikke, at man har løst alle problemer, for der er stadig væk store problemer. I Libyen er det også fornuftigt, at man fra regeringens side har oprettet et kontor i Tripoli for at kunne følge udviklingen tæt, og det er vigtigt, at vi sætter ind med en række udenrigspolitiske og handelspolitiske instrumenter i forhold til at få en tættere kontakt til det nye libyske regime.

Det, som er en meget overordnet betragtning i redegørelsen, er det multilaterale. For at varetage danske sikkerhedspolitiske interesser er vi nødt til at agere internationalt. Det er ikke som i gamle dage, hvor vi bare havde vores eget forsvar ved Dybbøl Banke, og kunne vi forsvare det, havde vi forsvaret vores land. Det er langt mere komplekst i dag, og derfor støtter vi også den tilgang, at det for dansk sikkerhedspolitik er et spørgsmål om, hvordan vi agerer i vores samlede udenrigspolitik, og at det multilaterale spiller en stor rolle, her ikke mindst FN.

Jeg må tilstå, at tager man et lidt historisk perspektiv på det danske Folketings forhold til FN, er der faktisk sket nogle skred de sidste 10 år i hvert fald. Hvis man går tilbage til 1970'erne, 1980'erne og til dels 1990'erne, kan jeg huske, at det var fuldstændig utænkeligt, at der blev sat spørgsmålstegn ved FN som grundstenen i dansk udenrigspolitik. Det var utænkeligt, for det var så funderet i den danske tilgang til udenrigspolitikken, at FN naturligvis var den helt centrale institution. I dag har vi kunnet høre, hvordan et centralt parti, i hvert fald i de sidste 10 år og heldigvis ikke længere, direkte siger, at man ikke skal tage hensyn til FN. Vi har en Venstreordfører, der har givet udtryk for tilsvarende nedvurderende holdning til FN. Irakkrigen var et eksempel på, at man under den tidligere regering var villig til at gå på tværs af et flertal i FN's Sikkerhedsråd.

Der er problemer i FN, selvfølgelig er der det, men havde vi ikke FN, hvordan havde verden så set ud? Hvordan havde verden set ud, hvis vi ikke havde et sted, hvor de forskellige konflikter kunne diskuteres? Hvor forskellige landene end er, og hvor usympatiske de end kan være, har vi trods alt et sted, hvor vi kan høre, hvad de siger, og hvor vi kan argumentere i forhold til dem. Det, der jo er hele meningen med FN, er, at verdenssamfundet har ét sted, hvor vi kan udveksle synspunkter – gerne på en barsk facon, men udveksle synspunkter i forhold til hinanden og i forhold til modparter, hvor usympatiske de end kan være. Derfor er det helt centralt, at vi kommer tilbage på FN-sporet, og det synes jeg den her redegørelse og den nye regerings politik er udtryk for.

Et område, der bliver opprioriteret, og det er jeg glad for, er hele nedrustningsområdet. Der har ikke været særlig stort fokus på det de seneste år, specielt ikke efter afslutningen af den kolde krig, men det er rent faktisk vigtigt. Det gælder ikke mindst på kernevåbenområdet. Der er stadig væk mange atomvåben i verden. Under den kolde krig bevægede vi os på en knivsæg: Var det gået galt, var det gået helt galt. Når det ikke gik galt, skyldtes det primært, at der var tale om rationelle aktører hos de to supermagter. Cubakrisen var ved at komme fuldstændig ud af kontrol, men på grund af rationalitet, og fordi Khrusjtjov og Kennedy kunne tale sammen og få kontakt med hinanden, lykkedes det at afværge katastrofen i 1962.

Det, der sker i dag, er, at atomvåben spredes til ikkerationelle aktører, og det er i virkeligheden på mange måder en farligere situation. Det handler situationen i Iran også meget om. Det handler ikke udelukkende om, at iranerne nu vil have atomvåben; det handler om, at atomvåben bliver spredt til en række regimer, som ikke har den samme rationalitet i sig, som det var tilfældet under den kolde krig, hvor vi havde de to supermagter over for hinanden. Det er derfor, at ikkespredningsregimet skal opprioriteres. Det er derfor, vi er nødt til at se på, hvordan vi får fjernet atomvåbnene – og det er derfor, Obamas vision er så vigtig, som den er – og at vi som et lille land har mulighed for at kunne påvirke det, hvor vi end er.

Jeg syntes, det var skuffende, at den tidligere regering på NATO's topmøde ikke satsede mere på at få de taktiske atomvåben i NATO væk, for de har ingen militær betydning overhovedet, lige så lidt som atomvåben, der har en meget ringe betydning. I det omfang at de nye trusler stammer fra terrorgrupper, ved enhver, at man ikke kan bekæmpe terrorgrupper med atomvåben, og man kan ikke bekæmpe en stat som Nordkorea med atomvåben, fordi brugen af atomvåben forudsætter, at man, om jeg så må sige, kan tvinge modparten til ikke at bruge sine våben. Når der er tale om irrationelle aktører, har det slet ikke den samme betydning, fordi de diktatorer sådan set er ligeglade. Derfor har det ikke den betydning længere, heller ikke for os selv. Det er det, som en række koldkrigspolitikere som Kissinger har erkendt. De siger, at vi er nødt til at få skrottet alle atomvåben. Det betyder så, at NPT, ikkespredningsaftalen, skal have ny dynamik, og der kan vi også fra dansk side spille en rolle. Jeg er glad for, at regeringen er opmærksom på det, hvilket den tidligere regering sådan set også var, for man begyndte under daværende minister, fru Lene Espersen, ved at man udpegede en nedrustningsambassadør. Den nye regering fortsætter mere målbevidst på det område, og det er ganske vigtigt.

Arktis er et vigtigt fokusområde for Danmark og for den danske sikkerhedspolitik. Den episode, vi har set i Italien med krydstogtskibet, der gik på land, har haft forfærdelige konsekvenser. Alle, der har forstand på det, siger, at det sådan set er et spørgsmål om tid, før det samme vil ske i det arktiske område, og derfor er der en meget stor udfordring også sikkerhedspolitisk med hensyn til hele skibssikkerheden i Arktis. Vi skal også være opmærksomme på, at vi ikke skal opruste deroppe. Ilulissaterklæringen om en fredelig løsning på de grænseproblemer, der måtte være, og at FN's havretskonvention skal bruges som instrument i de sammenhænge, er vigtige elementer. Men vi skal også spille med på den dagsorden, ved at vi arbejder for, at der sker en nedrustning, at der sker en demilitarisering i hele det arktiske område. Tak.

Tak. Der er to, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Søren Espersen, værsgo.

Jeg synes ikke, den måde, det blev beskrevet på, er helt fair, måske fordi jeg ikke har udtrykt mig præcist nok i forhold til FN. Det vil jeg gerne gøre her. Jeg har faktisk meget stor respekt for FN og for Sikkerhedsrådet, for underorganisationerne UNESCO, WHO og alle de andre underorganisationer. Og jeg synes også, det er helt rigtigt, som hr. Holger K. Nielsen siger, at det er godt at have et stort internationalt forum som Generalforsamlingen, hvor alle kan komme til orde, og hvor der kan drøftes ting. Det er fint. Alt det skal der være. Det er resolutionerne fra FN's Generalforsamling, der gør, at man efterhånden mister respekten for det, der foregår i FN's Generalforsamling.

Som jeg nævnte, er man i fyrre år, når det drejer sig om menneskerettigheder, stort set kun gået løs på staten Israel og har ikke på nogen måde interesseret sig et klap for, hvad der er foregået i de andre lande. Og det er jo, fordi den nuværende Generalforsamling stemmemæssigt er i lommen på Kina, de arabiske lande og Afrika. De har flertallet. De bestemmer, hvad der skal ske, og der kan vi andre jo bare se til. Kan hr. Holger K. Nielsen ikke se, at det faktisk er et problem?

Ordføreren.

Jamen det ved jeg da ikke. Det er det måske nok ud fra Israels synsvinkel. Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra. Det her afspejler da også en ny verdensorden. Skal vi så bare sige: Jamen det er da frygteligt? Det er det da muligvis, men sådan er det jo. I stedet for at få moralske kvababbelser over det, var det måske klogere for hr. Søren Espersen, men ikke mindst for staten Israel, at tænke over, om staten Israel i længden kan overleve at blive mere og mere isoleret i verdenssamfundet.

Det, som det her jo er udtryk for, er en stigende israelsk isolation på grund af bosættelsespolitiken, på grund af den nuværende israelske regerings manglende vilje til at indgå i reelle fredsforhandlinger. Derfor: At komme ud af det dødvande, der er, i forhandlingerne mellem palæstinensere og israelere, er det, Israel har den største interesse i, og den isolation og de holdninger, der bliver givet udtryk for af Generalforsamlingen, er netop udtryk for en verdensorden, hvor verden i stigende grad tager afstand fra og isolerer Israel.

Hr. Søren Espersen for anden korte bemærkning.

Prøv at glemme Israel bare lige i 1 sekund. Israel har jeg brugt som et billede på FN's Generalforsamlings skamløshed. En resolution mod Israel – det kan da godt ske – men hvorfor er der ikke i 100 andre tilfælde lavet resolutioner om menneskerettigheder?

Så siger hr. Holger K. Nielsen: Det er jo så den nye verdensorden. Det lyder næsten som Stauning, der også fortalte om en ny verdensorden, vi nu skulle til at acceptere. Vel skal vi da ej acceptere en verdensorden, som er styret af Kina, et kommunistisk diktatur, og af en række feudale diktaturer, der pludselig skal sætte dagsordenen for demokratiske lande. Det er da en forkvaklet tankegang at sige: Sådan er verdens orden. Skulle vi så bare sige nå og egentlig bare acceptere, at nu er det Kina, der bestemmer i verden, fordi de har flertal i FN's Generalforsamling? Er det virkelig det, SF mener? Jeg synes, det virker forkvaklet. Det må jeg sige.

Ordføreren.

Det er noget fordrukkent sludder, for at sige det rent ud. Det er da ikke Kina, der bestemmer i verden. Det er da en fuldstændig forkert analyse. Altså, det er da USA, der stadig væk uden sammenligning er den stærkeste magt i verden, og det har da ikke en dyt at gøre med stemmeforholdene i FN's Generalforsamling. Det er jo der, hr. Søren Espersen går helt galt i byen og laver nogle fuldstændig naive fejlslutninger: at det, at der sker en afstemning i FN's Generalforsamling, er udtryk for, hvor verdens magt ligger. Det er det jo ikke. Man kan diskutere, om det burde være sådan, og det kan man have mange forskellige meninger om, men det er jo ikke realiteten. Det er en fuldstændig forkert analogi at sige, at Kina er det samme som Nazityskland i Europa, altså at Kina vil bemægtige sig hele verden. Kina er en stor spiller, også på mange måder en ubehagelig spiller. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Søren Espersen i, men at sige, at Kina vil bemægtige sig hele verden, er noget andet.

Kina har nogle interesser, som Kina varetager på samme måde, som USA gør, på samme måde, som Brasilien gør, på samme måde, som Indien gør, på samme måde, som Iran gør, på samme måde, som Danmark gør, på samme måde, som hr. Søren Espersen gør, og som han har gjort i den tid, han har siddet her i Folketinget. Der har han jo med stor iver forsøgt at varetage Dansk Folkepartis interesser, somme tider med nogle forfærdelige resultater, skrækkelige resultater, men det er jo alligevel sådan, tingenes tilstand har været. Nu er det heldigvis ændret efter det seneste folketingsvalg. Det er vi mange der er glade for, vil jeg sige til hr. Søren Espersen.

Tak. Jeg skal ikke blande mig i to præsidiemedlemmers diskussion, men det forekommer mig, at udtrykket noget fordrukkent sludder ikke er passende i denne sal.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Per Stig Møller. Værsgo.

Tak for det. Nu håber jeg, at hr. Holger K. Nielsen kan tage det lidt roligere med den næste bemærkning, men det handler også om FN.

Der er ikke nogen her, der underkender FN's enorme betydning, og hr. Søren Espersen har jo nævnt nogle af de forskellige agencies, som findes, og som betyder, at tilværelsen bliver bedre for mange mennesker, som ellers havde haft det meget værre rundtomkring i verden. Det er vi jo enige om. Så der er ikke nogen grund til at have en diskussion om det.

Men det er noget andet med dette, at hr. Holger K. Nielsen vil have, at FN skal være helt centralt afgørende for, hvorvidt man skal gribe ind eller ej. Der vil jeg godt spørge hr. Holger K. Nielsen: Var der et FN-mandat, da vi greb ind i Kosovo og reddede kosovoalbanerne liv? Og så vil jeg også godt spørge hr. Holger K. Nielsen: Var der et FN-mandat, da Vietnam greb ind og stoppede Khmer Rouge, der havde slagtet mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen i Cambodja? Var der et FN-mandat bag der? Var det forkert at stoppe Pol Pot? Var der et FN-mandat, da Tanzania gik ind og stoppede Idi Amin i Uganda? Var det rigtigt at gå ind at stoppe Idi Amin i Uganda, eller var det forkert? Skulle hans kannibalisme have fortsat?

Men der var jo et FN-mandat, da vi traf beslutningen om at bidrage i Afghanistan i 2001-2002. Da stemte SF imod. Hvordan kan det være, at man stemmer imod FN's Sikkerhedsråd, når man synes, det er helt afgørende, hvad FN's Sikkerhedsråd beslutter?

Ordføreren.

Det her kunne jeg jo holde et foredrag om på en halv time, men det har jeg ikke mulighed for. Men lad mig sige til hr. Per Stig Møller i forhold til FN, at der faktisk er sket et skred i den måde, vi diskuterer FN på; det er der rent faktisk. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer tilbage på sporet og kommer tilbage til, at FN er et centralt organ; det er vigtigt, at vi ikke taler FN ned, som der er en tendens til.

Jeg har ikke sagt, at der skal være et FN- mandat alle steder. Vi accepterer også princippet om »responsibility to protect« og mener, at der kan være tilfælde, som er folkeretligt legitime. Det er jo derfor, at det er klogere at tale om, at det skal være FN- funderet , altså folkeretligt funderet. Det var Irakkrigen ikke. Der var notorisk et flertal i FN's Sikkerhedsråd, som ville have stemt imod den nye resolution. Og hvis man havde ment, at man kunne gå i krig uden en ny resolution, kunne man jo bare have gjort det, men man vidste jo godt, at man skulle forsøge med en ny resolution. Der var ikke flertal for den, og så trak man den, men gik i krig alligevel. At gå i krig imod et flertal i FN's Sikkerhedsråd er en meget alvorlig sag i forhold til det folkeretlige, vil jeg sige til hr. Per Stig Møller.

Hr. Per Stig Møller for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Det kan jo også være en meget alvorlig sag at sidde og svigte. Der blev svigtet, fordi man ikke kunne reagere i forhold til Cambodja med Pol Pot.

Men nu vil jeg godt læse et citat op. Der står her i forhold til Afghanistan, at de danske soldater har leveret en enestående indsats i kampen mod oprørsgrupperne. Det har sikret, at den afghanske regering selv kan begynde at overtage ansvaret for sikkerheden. Samtidig har vi brugt udviklingspenge på at hjælpe regeringen med at bygge skoler og levere undervisningsmateriale. Det har sikret børnene en bedre fremtid.

Det er skrevet af den nuværende udenrigsminister. Hvorfor i alverden stemte SF så imod fra 2001 og helt frem, til sidste beslutningsforslag kom, endda samtidig med at der var en så klar FN-opfordring, som der var? Altså, hvor er sammenhængen i SF's udenrigspolitik?

Ordføreren.

Jamen vi har jo hele tiden ment, at der har været nogle meget, meget store problemer i den danske Afghanistanindsats. Der har også været gode ting, og det er også det, der er beskrevet her.

Men i forhold til de ressourcer, der er brugt, de menneskeliv, der er tabt, har vi hele tiden været overmåde kritiske. Det nye er jo, at regeringen, ligesom den amerikanske regering og den britiske regering, har erkendt de her store problemer og derfor nu siger, at kamptropperne skal være ude af Afghanistan senest ved udgangen af 2014.

Det vil sige, at man nu har lyttet til det, vi sagde for 2-3 år siden, og som vi blev kritiseret meget voldsomt for af hr. Per Stig Møller, nemlig at der skal være en slutdato, at der skal være en exitstrategi. Da sagde hr. Per Stig Møller jo, at det var at gå Talebans ærinde. Det ligger nu i den nye, brede Afghanistanstrategi, som er vedtaget her i Folketinget, og det synes vi faktisk er fornuftigt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten, værsgo.

Tak til ministeren for redegørelsen. Vi lever i en uretfærdig verden, og vi er et lille land. Vi kan ikke styre den her verden, hvor gerne end hr. Søren Espersen ville, men vi kan have stor indflydelse, hvis vi handler klogt.

Redegørelsen giver anledning til at erindre om, at Danmark på tværs af partierne i årtier efter anden verdenskrig har brugt den bløde udenrigspolitik, hvor udviklingssamarbejde, handel og kendskab var vores bedste bud på en bedre verden. Det skabte respekt rundtom i verden, og det gav os en autoritet og en indflydelse, der lå langt ud over, hvad vores lands størrelse berettigede til. Dengang havde Danmark et forsvar og ikke et militær. Det er i de sidste 15 år desværre blevet ændret, og når jeg siger desværre, er det, fordi den aktivistiske linje ikke styrker Danmarks position, tværtimod. Efter Enhedslistens mening skal vi tilbage til den bløde sikkerhedspolitik, hvor udviklingssamarbejde, freds- og konfliktindsats er det, vi byder på.

Førhen sendte vi tusinder af unge mennesker ud i verden, bevæbnet med et åbent sind og lysten til at møde andre kulturer og træne i Mellemfolkeligt Samvirke og hjælpe i den tredje verden. Det skabte respekt om Danmark, venskaber hen over grænser og en ufattelig masse handelsmuligheder, og de unge var efterspurgt af erhvervslivet, når de bagefter kom hjem. En ulandsfrivillig var en gevinst for enhver virksomhed; de havde visioner og udsyn, og de havde prøvet noget, som andre ikke havde prøvet. Vi sender stadig tusinder af unge ud i verden hvert år, men nu bor de i skarpt bevogtede lejre og er bevæbnet med topmoderne våben og er trænet i krig. Mange af dem kommer hjem med alvorlige ar på sjælen og på kroppen, og nogle af dem kommer endda ikke engang hjem i live, ikke fordi de ikke er dygtige eller ikke er modige, for det er de – stor respekt for deres indsats – men fordi de af uforstandige politikere sendes ud på umulige opgaver.

Enhedslisten stemte for at sætte ind over for Gaddafis angreb på civile. Men missionen udviklede sig hurtigt til at handle om noget helt andet end beskyttelse af civile, og Enhedslisten var derfor nødt til igen at trække støtten til missionen tilbage. Demokrati og forandring skabes ikke ved militær magt, og det var ikke den militære nedkæmpelse af Gaddafis styrker, der var grundlaget for FN's mandat, men derimod beskyttelse af civile og fredsaftaler og forhandlinger. Så Libyenindsatsen er ikke noget godt eksempel på, hvordan Danmark skal optræde i verden.

FN er blevet diskuteret. FN's rolle skal styrkes. Vi skal have et nyt Sikkerhedsråd, som ikke har lande som permanente medlemmer, eller som i hvert fald har en opbygning, der afspejler verden, som den er i 2012, og ikke som den var i 1945, og som har en stærkere regional indsats. FN har slet ikke den rolle og autoritet, som verden har brug for. I Enhedslisten vil vi meget gerne have, at Danmark helt dropper NATO og i stedet bruger kræfterne i FN i forbindelse med de internationale konflikter.

Bush og hans allieredes politik i Irak mislykkedes, hvor landet selvfølgelig – og heldigvis – blev efterladt uden Saddam Hussein, men hvor det også blev efterladt uden demokrati. De, der i Irak blev inspireret af oprøret på Tahrirpladsen, blev brutalt slået ned; der var ikke noget forår i Irak.

Enhedslisten ønsker, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Afghanistan nu, der er ingen grund til at vente til 2014. NATO-alliancen kommer ikke til at vinde den krig, faktisk er det i forhold til sikkerheden i Afghanistan år for år blevet værre og værre. Mange civile afghanere bliver dræbt i krigen, og mange unge danskere har mistet livet. Det bedste, vi kan gøre, er at trække vores soldater hjem, hellere i dag end i morgen, og i stedet for optrappe udviklingsindsatsen.

Vi skal have mere styr på de internationale våbentransporter, især når det sker på danske skibe. Ingen har overblik over, hvad danske skibe sejler med, og jeg synes, vi må følge Tysklands og Belgiens eksempel, så der altid ligger en forhåndsgodkendelse, før et dansk skib sejler med våben eller ammunition. Det er pinligt, at danske skibe med jævne mellemrum tages i ulovlige transporter og bliver afsløret, dødens sømænd – eller rettere dødens rederier – er lige så uacceptable som dødens købmænd, der handler med våbnene. Der har vi da trods alt en meget, meget skarp lovgivning i Danmark, så man skal have en godkendelse, før man producerer våbnene, og det vil vi også gerne have at man har, når man skal transportere våbnene.

Endelig vil jeg sige, at vi i modsætning til det, man kan fornemme på rapporten, er meget glade for Danmarks forsvarsforbehold og gerne vil beholde det. Det er fint, at vi kan deltage i civile opgaver, men vi skal ikke blandes sammen med EU i militære aktioner. Nedrustningen står, som hr. Holger K. Nielsen var inde på, i stampe. For 20 år siden ville vi efter Murens fald hæve fredsdividenden, sagde vi; vi ville flytte pengene fra militæret over til international bistand. Det skete ikke, og aldrig har vi haft så store militærudgifter i verden, som vi har i øjeblikket. Jeg er enig med hr. Holger K. Nielsen i, at vi tidligere har spillet en stor rolle i nedrustningen, og det skal vi gøre igen.

Så derfor er min opfordring til regeringen, at vi opruster, nemlig at vi opruster med mere blød sikkerhedspolitik, med mere freds- og konfliktløsning, med mere udviklingssamarbejde og med mere nedrustning.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i talerrækken er hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for en god og grundig redegørelse. Efter vores opfattelse er der taget fat på de relevante elementer med et stærkt fokus på de alvorlige problemer i Afghanistan, med en understregning af den stadig større globale bevågenhed over for det arktiske område og det meget vigtige arbejde med at få sat pirateri på dagsordenen i det internationale samfund.

For at starte med det sidste først er der næppe andre nationer, der relativt set har større interesse i at sikre fri sejlads i Adenbugten end Danmark. Lige så fortrinligt forsvaret har ageret med tilfangetagelsen af pirater, lige så frustrerende er det naturligvis, at det internationale samfund har svært ved at pege på juridisk holdbare løsninger, når det handler om sanktionering. Selv om disse aktiviteter foregår langt væk, er de meget vitale for vores flåde og påvirker dermed kommercielle interesser. Vi skal derfor opfordre til, at netop denne aktivitet får den allerhøjeste bevågenhed fra Udenrigsministeriets side. Hvis vi som lille nation har opbygget goodwill i det internationale samfund, er det nu, der skal trækkes på kontoen. Vi kan ikke gøre meget alene, men presse på, så strategien på området bliver omsat.

I forhold til Afghanistan er vi meget tilfredse med exitaftalen. Det danske samfund har på alle måder leveret, hvad der er rimeligt i denne sags tjeneste. Som vi alle ved, er det målet, at de afghanske styrker skal overtage sikkerheden fra 2014. Det fremgår ganske rigtigt, at det er essentielt, at afghanerne inden da har opbygget de nødvendige kapaciteter, som det hedder i forsvarssprog. Dette kan vi godt have en bekymring for. Ikke meget tyder på, at de 350.000 mand har den nødvendige udrustning, og de meget pauvre vilkår betyder da også, at op mod 30 pct. af rekrutterne falder fra i øjeblikket, kan vi læse. De slås ikke bare med helt utilstrækkelige træningsfaciliteter og korruption, men også med en konstant frygt for, at en forklædt talebaner vender sig om og tilintetgør en soldaterkammerat, som troede, at han havde en ven. Dette fremmer selvsagt ikke rekrutteringsmulighederne, og det ved Taleban.

Regeringen skriver som sagt, at det er essentielt, at de kan overtage sikkerheden, men ikke rigtigt, hvad man vil gøre, hvis det ikke er tilfældet. Dette væsentlige spørgsmål kunne vi godt tænke os at man forholder sig til senest ved den næste redegørelse.

Hvad angår Arktis, gælder der efter vores opfattelse én ting: Vi skal være vågne. Det kan godt være, at der ikke er egentlig sikkerhedsmæssig risiko lige nu, men der er ressourcer, som kan give konflikter, og der er nye sejlruter, der kan vende op og ned på den geopolitiske magtbalance. Kineserne er jo allerede i fuld gang med at opkøbe havne på Island, og det gør de altså ikke kun, fordi de kan få dem billigt. Strategisk bliver området fantastisk interessant, og vi ser meget gerne, at forsvaret og civilsamfundet opprioriterer indsatsen. Det er meget ressourcekrævende at få målt kysterne op, og her vil jeg også gerne bruge ordet essentielt. Mange er holdt op med at bruge formuleringen hvis et krydstogtskib sejler på grund, for det kan kun blive »når«, og i disse områder er der bestemt også smukkere, jo tættere man kommer på kysten.

Vi er glade for den organisering, der er iværksat vedrørende problemstillingerne i det arktiske område, så der nu også kan træffes reelle beslutninger. Men vi vil gerne endnu en gang påpege, at der kan ligge mange potentielle konflikter og mange for det danske samfund nære konflikter lige neden under overfladen, som vi skal være parate til at håndtere. Vi læser også redegørelsen sådan, at dette område er regeringens topprioritet.

Til sidst har jeg lyst til at sige, at Danmark nok skal påtage sig sit medansvar for håndteringen af de globale sikkerhedsudfordringer, men efter vores opfattelse må det så vidt muligt hvile på et solidarisk princip, så vi ikke i vores iver efter at føre en aktivistisk udenrigspolitik anlægger et så højt ambitionsniveau, at vi får problemer med at finansiere de basisydelser, der altid vil være knyttet til de enkelte værn. Jeg nævner det sidste for at understrege, at de besparelseskrav, der ligger forude, sagtens kan blive rigelig smertefulde i forvejen. Vi kan og skal ikke redde hele verden. Vi skal ikke pådutte andre lande dansk levevis, men naturligvis stå vagt om grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Med disse ord vil jeg tage redegørelsen til efterretning.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i talerrækken og den sidste i denne omgang er hr. Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg er tilfreds med regeringens redegørelse. Den viderefører jo den sikkerhedspolitik, som vi stod for, og det kan vi kun være tilfredse med. Danmark skal fortsat føre en aktiv udenrigspolitik. Danmark skal fortsat tage et medansvar for at sikre og fremme en fredelig verden, hvor det især drejer sig om at udvikle de grundlæggende værdier, der nævnes her, som frihed, demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed. Det var jo også grundlaget for os.

Hvor disse værdier nyder fremme, vil man opleve færre interne spændinger, som kan skabe konflikter, borgerkrige og regional ustabilitet; det er derfor, vi baserer os på dem. Og regeringen vil som vi anvende hele værktøjskassen. Det er denne samtænkning, vi plæderede for og fik igennem i både NATO og EU, og som nu er vedtaget som NATO's koncept.

Jeg konstaterer også med tilfredshed, at regeringen vil fortsætte den aktivistiske udenrigspolitik. Det er den, som jeg har sagt bygger på den pragmatiske idealisme. Med pragmatisk idealisme forstår jeg, at man skal vide, hvad man vil fremme, og hvad man vil beskytte. Det er idealerne, og de sammenfattes i de netop nævnte grundværdier, idet jeg går ud fra, at ligestilling og kvindernes rettigheder er indbefattet i disse grundværdier.

Men man skal jo også vide, hvordan man fremmer og beskytter disse værdier. Idealer uden en praktisk tilgang risikerer at blive løbet over ende af dem, der ikke vil vide af disse idealer. Derfor må man også være pragmatisk, og det pragmatiske består i at kende og udvikle de relevante instrumenter. Det er civil-militær samtænkning, som vi udviklede det i Afghanistan. Det er udnyttelsen af ulandsbistanden. Det er bilaterale og regionale indsatser såsom Det Arabiske Initiativ, det arktiske initiativ og samarbejdsaftalen med Den Afrikanske Union og de regionale afrikanske institutioner. Det er indgåelse af internationale aftaler som f.eks. den netop nævnte arktiske. Det er medlemskab af internationale organisationer, der leverer gensidig sikkerhed, såsom NATO og EU. Og det er en aktiv støtte til en fredelig og fremadskridende global udvikling gennem FN. Kun gennem en aktiv indsats og et konstruktivt samspil og samarbejde med andre kan vi gøre os håb om at få beskyttet og fremmet vore idealer.

En bred udenrigs- og sikkerhedspolitisk enighed styrker Danmarks muligheder for at spille en rolle, og det forstår jeg at regeringen er indstillet på stadig væk at have, sådan som vi også havde det. Men så vil jeg anbefale regeringen og ikke mindst udenrigsministeren at vogte sig for sin hang til mistænkeliggørelse af vores politik. En minister slipper jo ikke godt af sted med at tale med to tunger i ret lang tid. Jeg tænker her på, at udenrigsministeren ifølge Newspaq i dag har sagt:

»Den tidligere regering havde en overdreven tro på, hvad man kunne med militære midler. Dermed også en uforsigtighed over, hvornår man gik ind som for eksempel i Irak, hvor forudsætningerne ikke holdt, og hvor man lavede stribevis af fejl.«

Nu står der »for eksempel i Irak«, og det vil altså sige, at der er andre eksempler. Er det Afghanistan, som udenrigsministeren tænker på, når der bliver sagt »for eksempel i Irak«? Det andet eksempel må så være Afghanistan, for det er jo det eneste andet eksempel, for Libyen velsigner man jo, hvorimod man stemte imod Afghanistan. Men der forstår jeg så ikke, hvorfor man i den kronik er så begejstrede for det, regeringen opnåede i Afghanistan. Hvad var det for stribevis af fejl? Det må jo være nogle, amerikanerne har begået. Men i Jyllands-Posten i dag siger udenrigsministeren:

Det er helt afgørende, at vi har et godt forhold til USA. Vi laver mange ting sammen med USA, som vi gjorde i Libyen og har gjort det i Afghanistan.

Nu er det altså pludselig godt nok. Så hvad er det pludselig for et dobbeltsprog, der er tale om her? Er der tale om, at man skal have et godt forhold til USA og dermed ikke lave CIA-undersøgelser? Jeg opfordrede regeringen til at lave CIA-undersøgelser, fordi jeg klart forstod på udenrigsministerens første udtalelser, at Udenrigsministeriets embedsmænd måske havde snydt, eller at udenrigsministeren måske havde dirigeret embedsmændene til at snyde. Og derfor har jeg insisteret på at få en undersøgelse, men den vil udenrigsministeren ikke give mig. Er det bare, fordi man vil have et godt forhold til USA? Det er da ikke begrundelse nok til ikke at lave en undersøgelse, hvis embedsmændene har snydt, eller hvis jeg har snydt. Men der må udenrigsministeren jo så meddele her, hvad det egentlig er, han tænker på.

Det er væsentligt at have et godt forhold til USA – det skal jeg vende tilbage til – men det er sandelig også væsentligt at have et godt forhold til oppositionen, hvis man vil have en bred udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og dér er jeg da glad for at konstatere, at i den samme kronik, som jeg nævnte her, slutter udenrigsministeren med at skrive:

»Her vil regeringen fortsat spille på alle strenge: fra udviklingsbistand over stabilisering til skarpe militære operationer.«

Fortsat, siger han. Og det er jo præcis også, hvad vi ville. Vi har hele tiden arbejdet for en trestrenget strategi. Den skal være humanitær, den skal bygge på opbygning, og den skal også i givet fald være militær, og det konstaterer jeg også i kronikken at udenrigsministeren er klar over kan være den sidste og nødvendige udvej.

Verden er jo netop ikke nødvendigvis blevet sikrere de seneste år. Vi kender ikke udgangen på det arabiske forår, vi kender ikke udgangen på den usikkerhed, som desværre fortsat præger Afghanistan og Pakistan. Destabiliseres Pakistan, vil en fredelig udvikling i Afghanistan blive meget vanskelig. Heldigvis er det langt om længe lykkedes at få EU til at øge sit engagement betydeligt i Pakistan, det har vi arbejdet meget for, og jeg er også tilfreds med, at regeringen fortsætter med at øge indsatsen og støtten i Pakistan.

Fra Pakistan udgår en del af den terror, som fortsætter, og som nu har bredt sig til Afrika. Terrorgrupperne samarbejder, og deres mål er overtagelsen af en stat, hvorfra de kan destabilisere en region og eksportere deres terror til f.eks. Europa, hvor de jo fortsat gør forsøget. Kun takket være et godt efterretningssamarbejde er det lykkedes at forpurre det hidtil, bortset fra Madrid og London, som var alvorligt nok.

Vores indsats ud for Somalia er vigtig, også i denne forbindelse, men det vil være nødvendigt at samtænke hele Somaliaoperationen, og her er det værdifuldt, at Danmark og de danske embedsmænd i Udenrigsministeriet har ført an i arbejdet med en juridisk løsning på pirateriproblemet, så piraterne kan fængsles og retsforfølges i regionen. Selv om alle disse områder ligger fjernt fra Danmark, viser deres sprængfarlighed og den trussel, de konstant udgør mod en fredelig samfunds- og verdensudvikling, netop nødvendigheden af et internationalt samarbejde i mange fora. Truslen kan godt ligge langt væk, men den kan så sandelig hurtigt skade vores interesser og nærme sig vore egne kyster. Det er en trussel, som kan blive ustyrlig, før man får set sig om, og i hvert fald med tiden er truslen fra Iran en sådan.

Iran er en betydelig destabiliserende faktor, Iran fastholder konflikterne i Libanon og Palæstina og forhindrer dermed freden i at komme. Hvis Iran udvikler atomvåben, som alt for meget tyder på, kan det udløse et atomkapløb i hele regionen med risiko for, at terrorgrupper endelig får deres dirty bombs, som skal bruges mod os i Vesten. Ydermere puster Iran til alle de shia- og sunnikonflikter, de kan. Her er der brug for forhandlinger, der er brug for at få Rusland og Kina til at tage den trussel alvorligt, og der er brug for håndfast handling i EU og sammen med USA for at gøre det krystalklart for Iran, at de ikke skal udvikle atomvåben.

Forholdet til USA er vitalt og fundamentalt for en vestlig sikkerhedspolitik, og det er jeg glad for at SF's udenrigsminister nu har opdaget, han har jo i mange år været imod. Europa må indstille sig på, at USA i fremtiden vil bruge færre midler hos os og flytte sin opmærksomhed andre steder hen. Vi skal være klar til at klare og betale mere selv, og vi forventes selv at tage os af sikkerhedsproblemerne i vores egne nærområder. Men under denne proces må det transatlantiske bånd ikke blive løsnet, for det vil være værst for os selv. I Europa forventer heller ikke vi militære spændinger, selv om de pludselig kan komme, som vi så, da Rusland gik ind i Georgien.

Forholdet til Rusland er afgørende for en fredelig udvikling i Europa, og en sådan fredelig udvikling er afgørende for udviklingen i Rusland, hvor de kommende år også kan byde på overraskelser. Men det væsentlige er her, at vi får skabt så meget samarbejde med Rusland som muligt, både i NATO og i EU, så vi har en fælles interesse i Europas fredelige økonomiske udvikling og en fælles tilgang til konflikterne uden for Europa. Under denne proces skal vi fortsat støtte og opmuntre Kaukasus og Ukraine i deres tilnærmelser til EU og også i noget omfang til NATO. Ruslands langsigtede interesse kan kun ligge i Europa. Det er nabo til den hastigt stigende stormagt Kina, som også vi har interesse i at udvikle et fredeligt og konstruktivt samarbejde med. Kinas udenrigspolitiske indflydelse vil vokse, og derfor er det vigtigt, at også Kina bidrager til at løse konflikterne rundtomkring. Vi har jo set, hvor svært det er at løse konflikterne og finde globale løsninger i Sikkerhedsrådet, når Rusland og Kina ikke vil være med, og det gælder, hvad enten vi taler om klima eller om Iran.

Netop klima er et område, som uløst kan føre til konflikter og konfliktformer på grund af alle dets afledte effekter på fødevareforsyning, energipriser, folkevandringer og landbrug. Ingen af disse områder er nævnt i redegørelsen, men de har så sandelig sikkerhedspolitisk betydning og kan få det i stigende grad. Derfor er en aktiv dansk indsats i år i klimaforhandlingerne i Rio + 20, i Doharunden også en sikkerhedspolitisk indsats. Disse emner drøfter vi naturligvis enkeltvis og hver for sig i Folketinget, men de hænger sammen, de skal løses sammen og er væsentlige for vores sikkerhed på længere sigt. Samtænkning er ikke kun civil-militær samtænkning, men også tværgående, strategisk samtænkning, hvor alle problemerne ses i sammenhæng, hvor risikoelementerne tænkes ind og de relevante løsninger gennemføres bredt. Og det er vi parate til at gøre i samarbejde med regeringen.

Tak til ordføreren. Vi er nu nået til ministrene, og det er først udenrigsministeren.

Først og fremmest tak til ordførerne for en god debat og mange konstruktive indlæg. Før jeg besvarer spørgsmål, vil jeg godt præsentere nogle af regeringens pejlemærker for dansk sikkerhedspolitik. De aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer, som er beskrevet i redegørelsen, understreger behovet for et internationalt samarbejde, men også for multilaterale løsninger. Der er vi helt enige med den tidligere regering.

Må jeg ikke godt generelt om forholdet til den tidligere regering sige, at jeg vil advare meget imod at lave sådan en antitest af den tidligere regering, der hedder, at den her regering skulle bestræbe sig på på vigtige områder ved at lave den her antitest at finde andre synspunkter. Vi relaterer os mere til vores omverden end til sådan et forhold til den tidligere regering – det tror jeg er afgørende vigtigt, også for regeringen. Det er klart, at det også betyder, at der er en række områder, hvor der ikke er konflikt mellem den tidligere regering og den nuværende regering, men der er også klart områder, hvor vi har fundet det nødvendigt at justere kursen.

Vi skal stadig føre en aktiv udenrigspolitik, og vi skal stadig levere markante danske bidrag til både fred og stabilisering. Men vi skal bevæge os væk fra en sikkerhedspolitik, hvor vi i for høj grad, synes vi, har symptombehandlet. Regeringen vil føre en aktivistisk sikkerhedspolitik, hvor vi sætter ind tidligt i forhold til forebyggelse. Indsatsen skal i videst muligt omfang finde sted, før den voldelige konflikt opstår, før terrorister slår til, og før samfund bryder sammen i voldelige konflikter. Det betyder ikke, at vi skal opgive de skarpe indsatser i situationer, hvor det er nødvendigt, som det var i Libyen, som bl.a. hr. Rasmus Helveg Petersen var inde på. Der skal vi også turde de skarpe missioner uden at ryste på hånden. Men vi tror, det er nødvendigt at finde, som hr. Holger K. Nielsen var inde på, en bedre balance, hvor direkte konfliktløsning i langt højere grad går hånd i hånd med forebyggelse.

Det betyder også, at vi bruger – med hr. Jeppe Kofods formulering – sådan hele batteriet af muligheder, vi har, i udenrigspolitikken. Det her drejer sig om ulandshjælp, og her bryder den nuværende regering jo med udviklingen i et tiår, hvor man hele tiden sænkede ulandshjælpen – vi øger ulandshjælpen. Det drejer sig om stabiliseringen af usikre lande for ikke at få skrøbelige nye lande. Der er det vigtigt at gå ind i den tidlige indsats. Det bruger vi bl.a. nogle af pengene fra den nye pulje til i Sydsudan og i Libyen. Det er vigtigt med nedrustningsinitiativer. Det er vigtigt at sikre, at der er færre af de rigtig farlige våben i verden. Men det er også vigtigt, at vi, når vi skal, er villige til og parate til at bruge de skarpe midler, der er nødvendige. Så man kan sige, at det, den nye regering præsenterer, på alle stræk er en sammentænkning; det er evnen til at kunne have en bredere tilgang, end den tidligere regering var i stand til.

Samtidig skal vi holde os for øje, hvordan tendenser som demografiske og klimatiske ændringer, som hr. Per Stig Møller var inde på i sit sidste indlæg, også kan forme de sikkerhedspolitiske udfordringer. Det er jo en del af de sikkerhedspolitiske udfordringer i øjeblikket på Afrikas Horn, at tørken driver mennesker på flugt, i det omfang det er tilfældet. Vi har også set det i forhold til demografien i Mellemøsten, hvor de seneste omvæltninger i høj grad også har været drevet af de store ungdomsårgange. Klimaforandring kan være den faktor, der skubber allerede skrøbelige stater over i kategorien af fejlslagne stater og fører til nye konflikter, men heldigvis ser vi også klimaforandringer, der skaber nye muligheder, særlig hvis vi håndterer dem på den rigtige måde. Det har vi set i Arktis, som hr. Villum Christensen bl.a. var inde på, hvor vi står over for afgørende nye store opgaver. Det kan være den opgave, i en periode, hvor sejladsen vil stige, at holde øje med og overvåge store farvande – hvis der sker et eller andet i det område, kan man jo ikke vente et døgn og regne med at finde overlevende – og det kan være i forhold til redningsindsatsen. Der er brug for rigtig meget sammentænkning. Der er rigtig meget brug for international opmærksomhed, fordi den globale opvarmning simpelt hen åbner nogle muligheder, der ikke var der før – det gælder både i forhold til sejlruter og i forhold til råstofudvindingen. Men de nye muligheder kunne også føre til nye udfordringer. Derfor er det rigtig godt, at der er et meget tæt samarbejde mellem de arktiske stater, og det er i øvrigt et godt eksempel på, hvordan man løser konflikter på et tidligt tidspunkt.

Som sagt skal vi kunne bruge alle relevante virkemidler i spektret, når vi taler sikkerhedspolitik. Det er derfor, vi har været så optaget af også at lave en ny pulje, hvormed vi ønsker at sikre, at vi kan gå ind og stabilisere lande, der ellers ville risikere at komme til at give problemer senere. Vi skal ikke bare kunne stabilisering, vi skal også kunne nedrustning, vi skal kunne terrorbekæmpelse, og vi skal kunne støtte i forhold til omvæltninger som eksempelvis dem, vi ser i Mellemøsten og Nordafrika.

En af de allerstørste udfordringer, vi står over for, er den, der er i Afghanistan. Det er der, hvor vi bringer både udenrigs-, forsvars-, sikkerheds- og udviklingspolitik i spil på en gang, og det er helt grundlæggende for, at det lykkes i Afghanistan. Det betyder, at vi også i årene fremover vil fastholde det store engagement i Afghanistan, og det betyder, at når vi slutter med den hårde militære indsats, skal vi netop øge stabiliseringsindsatsen, dvs. styrke arbejdet med overdragelse af ansvaret til afghanerne frem mod 2014.

Ud over puljen til en ny sikkerhedspolitik har vi som bekendt også oprettet en freds- og stabiliseringsfond, hvor den eksisterende globalramme for forsvarsforliget indgår. Det årlige budget er på 150 mio. kr. og forstærkes med yderligere 45 mio. kr. i 2012. Det gør vi, fordi vi i endnu højere grad vil lægge vægten på den forebyggende sikkerhedspolitiske indsats. De 45 mio. kr. vil specielt blive brugt i Libyen og Sydsudan. Og her skal jeg svare hr. Søren Pind, at vi tror, det er vigtigt i Sydsudan at konsolidere fredsprocessen ved bl.a. at støtte opbygningen af rets- og sikkerhedsinstitutioner. Vi går ind i kampen for at fremme menneskerettigheder og den demokratiske udvikling. Det tror vi bliver vores opgave i Sydsudan.

Vilje til at engagere sig i nogle af verdens mest ustabile områder kræver også en villighed til at acceptere risici, der følger med. Det er klart, at når vi går ind i områder som Afghanistan, Sydsudan, Afrikas Horn, er det sværere at få hurtige succeser, end hvis vi gik ind i et land, hvor der ikke var de store problemer. Det er vi meget opmærksomme på. Vi tror, det er vigtigt i den situation at være meget ærlige og meget ærligt redegøre for vanskelighederne, ikke kun over for samarbejdspartnerne, men også over for den danske befolkning.

Hr. Holger K. Nielsen var inde på det, vi også beskriver i redegørelsen, nemlig aktivt at støtte indsatsen for nedrustning, for ikkespredning og for våbenkontrol. Vi vil gerne gøre mere for den dagsorden. Derfor har vi lavet en gennemgang af alle de områder, som vi kan sætte ind i en sammenhængende og prioriteret politik, der skal danne grundlag for en forstærket dansk indsats. Vi præsenterer snart et samlet udspil på hele nedrustningsområdet, men jeg vil godt allerede nu pege på et par af de områder, der er vigtige for os. Det ene er, at vi hundrede procent bakker op om Obamas vision om en verden fri for atomvåben. Der er selvsagt tale om en langsigtet målsætning. På kortere sigt er det en central dansk prioritet at støtte de fortsatte bestræbelser på at sikre, at traktaten om stop for atomprøvesprængninger kan træde i kraft. Finland er i gang med at forberede en konference om Mellemøsten som en zone fri for masseødelæggelsesvåben. Jeg har allerede sagt til min finske kollega, at vi fra dansk side vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte Finland i denne vigtige opgave. Derudover har vi jo selv som en del af regeringsprogrammet at gøre Arktis til atomvåbenfrit område.

På området for konventionelle våben vil Danmark fortsat arbejde for universel tilslutning til Ottawakonventionen om landminer. Vi vil også arbejde for at finde løsninger på den fastlåste situation omkring konventionel våbenkontrol i Europa, CFE-traktaten. Endelig har vi ændret Danmarks politik med hensyn til klyngevåben. Vi arbejder nu for, at der findes langsigtede løsninger inden for rammerne af Oslokonventionens totalforbud mod disse umenneskelige våben. Sidst, men ikke mindst, støtter vi aktivt minerydningsindsatsen og bistand til mineofre.

Vi ønsker en ny, relanceret, men effektiv tilgang til terrorbekæmpelse. Vi skal undgå at gå på kompromis med vores grundlæggende værdier, også i kampen mod terror. Vi vil arbejde endnu hårdere på at finde konkrete løsninger på, hvordan respekten for menneskerettigheder sikres, samtidig med at effektiviteten i terrorbekæmpelsen styrkes. Danmark vil bl.a. arbejde for dette gennem deltagelse i Global Counterterrorism Forum, der er et nyt tyrkisk-amerikansk initiativ, som involverer adskillige ikkevestlige lande i terrorbekæmpelsen. Også under vores nuværende EU-formandskab vil Danmark udnytte muligheden for at fremme fokus på menneskerettigheder og retsstatsprincipper bl.a. ved at afholde en konference om menneskerettigheder og terrorbekæmpelse.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at understrege, at vi også har en klar sikkerhedspolitisk interesse i at hjælpe dem, som kæmper for reformer og social retfærdighed i Nordafrika og Mellemøsten. Det føler jeg et stærkt ansvar for. Der er akut brug for, at de mennesker, der gik på gaden med deres liv som indsats, oplever, at fremtiden bringer fremgang og fred.

Heldigvis har vi i Danmark forudsætningerne for at gøre en forskel. Vi har opbygget et kontaktnet i regionen og er allerede i tæt kontakt med mange af de aktører, der spiller en stor rolle i de omvæltninger, der er i gang i regionen. Derfor har den danske regering netop styrket, som vi var inde på tidligere, Det Arabiske Initiativ, der har til formål at fremme demokrati, menneskerettigheder, frie medier, men også støtte til økonomisk udvikling, jobskabelse, kvinders rettigheder og de unges rettigheder.

Det er derfor også et svar på nogle af spørgsmålene. Hr. Søren Pind spurgte bl.a. om indsatsen i forhold til syrerne. Syrien er rigtig vanskelig, fordi der desværre ikke eksisterer nogen meget enkle svar.

Det, vi presser på for, er i forlængelse af Den Arabiske Ligas initiativ, at blive ved med at stramme nettet med sanktioner omkring det syriske regime. Vi kommer til at forholde os til det på mandag ved et udenrigsministermøde i Bruxelles. Vi udvider antallet af personer, der er omfattet af sanktioner – også på mødet der. Vi har et håb om, at Den Arabiske Ligas initiativ kan betyde, at Syrien ender på Sikkerhedsrådets bord, og at der kan blive vedtaget en resolution, der betyder, at hele verden står sammen om at stramme sanktionerne til.

Der var et spørgsmål om Iran både fra hr. Per Stig Møller og fra hr. Søren Pind. Også Iran vil blive diskuteret på EU-ministermødet på mandag. Der bliver lagt op til sanktioner både vedrørende olie- og energisektoren, vedrørende den finansielle sektor og vedrørende antallet af personer, der er på lister, med hensyn til mindsket rejsemulighed osv. Jeg antager bestemt, at EU's udenrigsministre på mandag vedtager at gå videre i forhold til stramninger, der kan tvinge Iran tilbage til forhandlingsbordet, og sikre, at vi får lov til at lave inspektion, med hensyn til hvad de foretager sig med atomvåben. Hr. Søren Pind spurgte, om jeg udelukkede en militær option. Jeg er helt på linje med hr. Rasmus Helveg Petersen. Jeg ser ikke nogen som helst militær option i den nuværende situation i forhold til Iran.

Jeg vil så runde af med at svare hr. Søren Espersen. Vi havde turen om det arabiske forår. Vi har tidligere haft den om forskelligt syn på Israel og Palæstina. Det tror jeg er kendte og velargumenterede positioner. Så var der et spørgsmål om pirateri og om muligheden for at gå videre med dansk militær tilstedeværelse på skibene. Det må vi se på. Altså, i øjeblikket har vi jo en ikkemilitær tilstedeværelse på skibene. Vi kan se, at summen af det, vi laver med tilstedeværelse på skibene med vores flådeindsats, betyder, at der i dag er væsentlig færre tilfangetagne gidsler, end der var for et år siden. Det betyder, at det, vi laver, nytter. Jeg siger også det her, for når vi får diskussionen om pirater, vi ikke kan udlevere nogle steder hen, så skal man huske, at baggrunden for, at vi fangede de der pirater, faktisk var, at vi hjalp iranske og pakistanske søfolk, der ellers ville have været gidsler. Så det er ikke et tegn på, at det, vi laver, ikke nytter, men det er et tegn på, at vi ikke er færdige med at overveje – også det, en af spørgerne, jeg tror, det var hr. Per Stig Møller, spurgte om – hvordan vi kan sikre, at vi fortsætter udbygningen frem mod et sted, hvor Somalia også selv kan tage sig af retsforfølgelse og tilbageholdelse af nogle af piraterne.

Derfor skal jeg bare runde af med at sige: Vi bygger på det multilaterale, på stærke alliancer, vi har mange af dem. Vi har et rigtig godt forhold til vores nordiske nabolande, vi har et godt forhold til FN, til NATO, til EU, og vi har et rigtig godt forhold til USA. Det siger jeg også, fordi hr. Per Stig Møller var lidt optaget af det. Hr. Per Stig Møller havde nogle overvejelser om, om man både kunne have et godt forhold til USA og til den danske opposition. Jeg vil sige, at jeg bestemt mener, at de to ting er forenelige. De to ting ser jeg ikke nogen modsætning imellem. På samme måde, som når jeg tidligere har kritiseret USA eller en bestemt amerikansk politik, var det jo netop det, der bragte Irakkrigen frem. Det er jo ikke et tegn på antiamerikanisme, ligesom det ikke er et tegn på, at jeg er udansk, hvis jeg kritiserer en tidligere regering for en efter min opfattelse forkert beslutning med Irakkrigen. Så jo, vi har et rigtig godt forhold til USA. Jeg var på besøg hos udenrigsministeren i USA for nylig, lige før jul, og vi sætter meget pris på et godt forhold til USA. Derfor vil jeg også sige, at kritikken af overdrevne militære midler med Irak som eksempel synes jeg er et meget velvalgt eksempel. Det tror jeg i øvrigt også, når hr. Per Stig Møller skal til at skrive sine memoirer og erindringer og skal huske tilbage til den periode, at hr. Per Stig Møller vil beskrive som ikke alene en af de mest svære beslutninger, der var, men set i bagklogskabens lys måske også en forkert beslutning. Men det venter vi på, og så ser vi, når memoirerne kommer på et tidspunkt.

Ellers bare til slut: Tak for en god debat. Tak for en debat, som jeg synes var præget af en høj grad af enighed, når vi kigger fremad. Det synes jeg lover rigtig godt. Det er godt for Danmark, at der er en bred skare af partier, der står bag dansk udenrigspolitik.

Tak til udenrigsministeren. Der er to, der ønsker en kort bemærkning. Den første er hr. Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti.

Jeg er da glad for, at udenrigsministeren glæder sig til mine memoirer, men for at kunne skrive dem er jeg stadig væk nødt til at få præciseret noget – og det er derfor, at jeg spørger – for ellers kan jeg ikke skrive præcist og korrekt.

Nu lægger udenrigsministeren jo vægt på, at det er afgørende at have et godt forhold til USA. Derfor spurgte jeg: Før valget ville SF og Enhedslisten have en undersøgelse af CIA-flyvningerne med basis i, at embedsmændene eller jeg skulle have spillet dobbeltspil over for Folketinget, hvilket jeg har sagt ikke er tilfældet. Når nu den undersøgelse ikke laves, hvilket jeg har bedt om at den bliver, skyldes det så alene forholdet til USA, eller skyldes det, at udenrigsministeren ikke længere har mistanke til embedsmændene eller til mig om at have spillet dobbeltspil? Det er meget vigtigt, for jeg vil ikke have sådan en mistanke siddende på embedsmændene og mig, og jeg synes, at udenrigsministeren skylder et klart svar, fordi han har mistænkeliggjort os, før han blev udenrigsminister.

Udenrigsministeren, værsgo.

Det er jeg så rigtig glad for at få lejlighed til at præcisere. Det, der sker, efter den første undersøgelse bliver lavet i Udenrigsministeriet, er, at de der hemmelige wikileaksting kommer frem under en overskrift en dansk avis om påstået dobbeltspil. Det er det, jeg citerer, også da vi diskuterede det efterfølgende.

Jeg har ingen grund til at antage, at hr. Per Stig Møller ikke har lavet undersøgelsen og bidraget til den så godt, som det lod sig gøre. Det har jeg fuld tillid til. Jeg har heller ingen grund til at antage, at embedsmændene ikke har bidraget i det omfang, det kunne lade sig gøre.

Den nye er, at efter undersøgelsen er lavet, kommer wikileaksdokumenterne frem, og derfor synes vi, at der er et behov for at få dem undersøgt. Der er vi glade for, at vi har lavet en aftale med Grønland om at lave en undersøgelse, som så bliver lavet af DIIS, som tidligere har lavet undersøgelser, som jeg tror har været til stor glæde for Folketinget. Vi er alle sammen blevet klogere af dem. På den måde kan jeg så måske også bidrage, når hr. Per Stig Møller skal skrive sine memoirer, ved at det er så veloplyst, som det overhovedet kan være.

Der er ikke flere spørgsmål fra hr. Per Stig Møller. Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Pind fra Venstre, værsgo.

Det kan skyldes, at mit blodsukker er en anelse lavt her, hvor tiden jo er langt over frokost. Men jeg overhørte i givet fald udenrigsministerens svar på oplysningerne i Foreign Affairs om vurderingen af, hvornår iranerne har en atombombe, som nu angiveligt kun er 6 måneder borte. Har ministeren en kommentar til det? Og hvordan ser udenrigsministeren på muligheden for at undersøge, hvilke gavnlige effekter der kunne være ved et uafhængigt Somaliland i Somalia?

Udenrigsministeren.

Til det første spørgsmål om, hvornår Iran måtte have atomvåben, tror jeg, at der rundtom er mange forskellige gæt på det. Jeg tror også, at der er mange forskellige politiske gæt på det. Jeg har set et tal i de hjemlige medier, der angiver, at man fra iransk side måske i løbet af 1½ år vil kunne levere atomvåben, hvis man vil. Jeg tror, at der også er rigtig mange politiske gæt i det her. Men når vi allerede på mandag på udenrigsministermødet igen strammer sanktionerne, er det et reelt udtryk for, at vi synes, det er vigtigt at tvinge Iran til forhandlingsbordet, inden Iran har atomvåben. Jeg er nemlig helt enig i, at fra det øjeblik ændrer spillet sig ganske afgørende.

Jeg skal besøge Afrikas Horn på et tidspunkt i april eller maj – jeg kan faktisk ikke huske den præcise dato – og jeg synes bestemt, at overvejelsen om at knytte tætte bånd med nogle dele af Somaliland, som et eksempel, er en mulighed. Det vil jeg gerne overveje.

Hr. Søren Pind for endnu en kort bemærkning, værsgo.

Udenrigsministeren svarer, at han er helt opmærksom på problematikken, som består i, at hvis Iran først har atombomben, er sanktionsregimet mislykkedes. Men sagen er jo også den, at hvis der er tale om 6 måneder og ikke 1½ år, må man jo overveje en anderledes hård kurs, hvis det skal lykkes at få gjort noget ved tingene rettidigt. Derfor vil jeg egentlig godt bede udenrigsministeren om at afgive et tilsagn om, at han vil vende tilbage med en kommentar til artiklen i Foreign Affairs og den beskrivelse, der kommer fra et uafhængigt institut, af, at man forventer, at de allerede i løbet af 6 måneder vil være i stand til at producere en atombombe.

Udenrigsministeren.

Det er klart, at hvis der er et atomvåben, er spillet på alle måder et andet, inklusive diskussionen om sanktioner. Det er også derfor, at vi med det, EU lægger op til at vedtage allerede på mandag, lægger op til nogle historisk stramme sanktioner. Jeg tror aldrig nogen sinde, at vi i forhold til et lands olie- og energisektor, den finansielle sektor og over for personer har set et så omfattende sanktionsregime som det, der lægges op til.

Jeg vil gerne vende tilbage med mine kommentarer til artiklen i Foreign Affairs. Jeg synes bare, at man, hvis man er tilhænger af et militært svar, hvilket jeg som sagt ikke er, også skal have blik for, at det, der så tales om, jo ikke er en situation, hvor det iranske atomprogram kan ødelægges. Det tror jeg ikke nogen tror. Det er i så fald en situation, hvor man kan forlænge det, altså udskyde det, men man kan ikke ødelægge det. Det tror jeg også er en helt afgørende viden at have med i sine betragtninger.

Tak til udenrigsministeren. Så er det forsvarsministeren, værsgo.

Tak til formanden, tak til ordførerne for, synes jeg, en god debat og mange gode spørgsmål, der er blevet rejst. 2011 har været et aktivt år for det danske forsvar. Først og fremmest synes jeg også, der er grund til herfra at sige tak til vores danske soldater for den indsats, som de har ydet.

Som også udenrigsministeren har nævnt, er det centrale budskab i regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse fra 2011, at et aktivt engagement i verdens brændpunkter og forpligtende internationale samarbejdsaktiviteter er i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse.

Aktivt engagement og samarbejde kan ikke lade sig gøre uden vores mænd og kvinder i uniform. Helmandprovinsen i Afghanistan, Balkan, Libyen og havet ud for Somalias kyst er blot nogle af de steder, hvor vores soldater udfører de beslutninger, som vi træffer her i Folketingssalen. Den enkelte soldat gør en forskel for Danmark, for mænd, kvinder og børn i de områder, hvor han eller hun er indsat.

Vi ved, at det er en forskel, som kan have store omkostninger. Vi ser soldater, der kommer hjem med ar på krop og sjæl. Vi ser soldater, der betaler den allerhøjeste pris. I 2011 omkom tre danske soldater i Helmand. Vores soldater udfører et job for andres skyld med risiko for eget liv og helbred. Jeg er ikke bange for at kalde dem vores helte.

Vi må også huske på, når vi snakker om, hvordan vores soldater kommer hjem, at rigtig, rigtig mange af vores soldater kommer styrkede hjem, fordi de har set, at deres indsats nytter. I 2011 har det danske forsvar været engageret i skarpe missioner i Afghanistan, i Libyen og ud for Afrikas Horn. Det er store og komplicerede operationer, særlig for et land af Danmarks størrelse.

Hvis man nu på Borgens lange gange hører et ekko af Hørup, der spørger, om det nytter, kan jeg ganske klart svare: Dansk forsvars store engagement nytter.

Selv om udfordringerne i Afghanistan har været store, har vores tilstedeværelse gjort en positiv forskel, først og fremmest fordi Afghanistan ikke længere er en sikker havn for al-Qaeda. Det er godt for verdens og dansk sikkerhed. Hertil kommer så, at levevilkårene for den almindelige afghaner på flere områder er forbedret. Piger er kommet i skole, adgangen til lægehjælp er blevet forbedret, og børnedødeligheden er faldet markant. I dag overdrager vi stadig mere ansvar til de afghanske sikkerhedsstyrker, så afghanerne selv kan tage vare på sikkerheden fra 2015.

I Libyen har forsvarets intensive indsats bidraget til at beskytte den libyske civilbefolkning. Uden robust handling ville tusindvis være omkommet i Benghazi, Misrata og andre libyske byer. Nu står Libyen over for en ny begyndelse, og den libyske befolkning kan nu for første gang bestemme over deres egen fremtid.

Ud for Afrikas Horn har Absalons og Esbern Snares jagt på pirater bidraget til at vende udviklingen i antallet af kaprede skibe. Som søfartsnation ved vi kun alt for godt, hvilke personlige og økonomiske konsekvenser piraternes uvæsen kan føre med sig. Der er derfor grund til at glæde sig over antallet af skibe, der er blevet kapret ud for Afrikas Horn. På trods af et konstant aktivitetsniveau fra piraternes side er tallet blevet halveret fra 2010 til 2011.

Det giver måske præcis anledning til at adressere det spørgsmål, som hr. Søren Espersen rejste, nemlig om man burde overveje ikke alene at have søværnet og flyvevåbnet på stedet, men også lade hæren være til stede. Jeg forstod det sådan, at der skulle være aktive soldater på de danske skibe til at sikre, at hvis der kom piratangreb på det enkelte skib, kunne man simpelt hen forsvare sig på stedet.

Lad mig starte med at sige, at det gode ved forslaget er, at der ikke er tale om, at det skulle være lejesoldatagtigt, altså at skibene skulle kunne købe sig til, at det danske forsvar befandt sig på skibene – det ville, som jeg hørte forslaget, være umuligt at forestille sig – men at det skulle være en indsats, vi gjorde på vores skibe, fordi vi er en søfartsnation.

Overvejelsen har været rejst. Jeg tror i virkeligheden, at vi er bedre tjent med at være en del af den overordnede indsats ved f.eks. at deltage i konvojsejlads osv. og sikre skibene på den måde frem for at sikre de enkelte skibe. Det hænger også sammen med den grundlæggende tanke om, at vi som en lille nation har interesse i den solidaritet, der ligger i at være fælles med andre nationer om at løse problemet frem for at fokusere på at løse vores egne problemer med de nationale danske skibe. Derfor synes jeg og regeringen, at det er bedre, at vi fortsætter ad det spor, der er lagt, nemlig den overordnede, generelle indsats i forhold til piratbekæmpelse sammen med nære allierede.

Jeg tror, at det, bl.a. på grund af de eksempler, jeg har nævnt, er oplagt, at et lille land som Danmark ikke kan gemme sig for verden. Spørgsmålet er ikke, om vi møder verden, men hvordan vi møder den. Danmark skal møde verden med vilje til at bidrage til løsninger på de fælles globale udfordringer, også når det kræver skarpe indsatser fra forsvaret. Vi skal stå skulder ved skulder med vores allierede. Vores engagement i skarpe indsatser har ført en række juridiske og politiske udfordringer med sig. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om tilbageholdte i Afghanistan og tidligere i Irak, som har haft stor bevågenhed fra politisk hold og fra medierne. Jeg ser frem til den kommende nedsættelse af undersøgelseskommissionen, der bl.a. skal belyse mulige problemer med Danmarks overholdelse af internationale konventioner i forbindelse med krigsførelsen i Irak og Afghanistan.

Uden på nogen måde at ville forsøge at foregribe undersøgelseskommissionens arbejde vil jeg gerne fremhæve den nuværende regerings udgangspunkt, når det kommer til overholdelse af menneskerettighederne. Danmark og danske styrker skal selvfølgelig overholde de folkeretlige forpligtelser, vi er bundet af. Det gælder også i forhold til tilbageholdte, og det er jeg overbevist om at der bred enighed om her i salen.

Ud over de skarpe indsatser er det, som også udenrigsministeren har været inde på, regeringens klare ønske, at dansk forsvar i fremtiden skal være endnu mere engageret i de forebyggende indsatser. Kun ved vedvarende kapacitetsopbygning kan vi sikre varige løsninger til gavn for Danmark, for vores allierede og for de lande, som vi opererer i. Forebyggelse er som bekendt altid billigere og bedre end behandling. Det betyder dog ingenlunde, at Danmark og det danske forsvar ikke i fremtiden skal være med i den skarpe ende af de fredsstøttende operationer, men vi skal i fremtiden bruge flere kræfter på forebyggende sikkerhedspolitik.

Et godt eksempel på forsvarets forebyggende arbejde er vores kapacitetsopbygning i Østafrika. Her yder vi sammen med de øvrige nordiske lande støtte til opbygningen af de østafrikanske reaktionsstyrker. Det gør vi med et ønske om, at regionen i højere grad end i dag bliver i stand til at håndtere egne sikkerhedsudfordringer. Vi skal kort sagt hjælpe landene til, at de på længere sigt ikke har brug for, at vi er der på det sikkerhedspolitiske område. Regeringen vil styrke forsvarets evne til at uddanne og træne lokale sikkerhedsstyrker og bistå med sikkerhedssektorreformer i udviklingslandene.

Det, der gennemsyrer hele vores internationale engagement, er en betydelig større grad af samtænkning. Vi skal i højere grad og tidligst muligt samtænke de civile, diplomatiske, udviklingsmæssige, økonomiske og militære værktøjer, når vi agerer på den internationale bane. Det østafrikanske program er samtænkt, og det bliver vores kommende Afghanistanplan helt givet også. Så får vi størst mulig effekt af de indsatser, vi gør, og så får skatteyderne også mest for pengene, og det er godt for Danmark.

Indsatsen i den tredje verden er hverken let eller uden risici – det synes jeg vi skal være helt klar over. Der er korruption, der er problemer med respekt for menneskerettighederne og de universelle værdier, som vi her i Danmark tager for givet. Men det betyder ikke, at vi skal overlade landene til sig selv. En aktivistisk og ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitik vil jo netop sørge for at sigte mod at påvirke verden, hvor der er mulighed for det. Derfor skal Danmark og dansk forsvar også være engageret i kapacitetsopbygningsprojekter som i det østlige Afrika. Vi glemmer ikke, at det er nødvendigt at holde fanen højt, når det gælder vores værdier, tværtimod. Vi gør en indsats for at opbygge kapaciteter og påvirke holdninger gennem vores samarbejde.

Det danske engagement i verdens brændpunkter må have rod i et forpligtende internationalt samarbejde, ikke blot fordi vi som et lille land har en interesse i det, men også fordi det er sådan, vi ønsker, at vores sikkerhedsudfordringer skal håndteres i et internationalt samarbejde. Det danske forsvars skarpe indsats i Afghanistan, ud for Afrikas Horn og tidligere på året i Libyen har i alle tilfælde haft et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Der synes jeg det er glædeligt at bemærke, at Sikkerhedsrådet i marts sidste år med ganske kort varsel kunne vedtage en robust resolution, der gav mulighed for at beskytte civilbefolkningen i Libyen. Det viser det handlekraftige og det ansvarlige FN, der er så vigtig for det globale samarbejde.

Der er også grund til at fremhæve det arbejde, der blev gjort i forsvaret og her i salen, som betød, at Danmark kunne stille op som et af de første lande. Som udenrigsministeren nævnte, vil regeringen styrke Danmarks engagement i FN, bl.a. gennem prioritering af deltagelse i mere traditionelle fredsbevarende missioner. I den forbindelse er det vigtigt, at forsvaret engagerer sig bredt i FN's arbejde for international fred og sikkerhed. Forebyggende arbejde gennem kapacitetsopbygning og sikkerhedsektorreformer vil udgøre en væsentlig del.

Det transatlantiske samarbejde i NATO er af afgørende betydning. Vores operationer i Afghanistan, i Libyen og ud for Afrikas Horn og i Kosova har alle været underlagt NATO-kommando. 2011 har igen vist, at et stærkt samarbejde hen over Atlanten er afgørende for international fred og sikkerhed. Operationen i Libyen demonstrerede med al ønskelig tydelighed, at NATO er den eneste alliance, der effektivt kunne beskytte den libyske civilbefolkning.

NATO har igennem det seneste år været igennem en omfattende reformproces, som også Danmark har støttet aktivt. I 2012 venter NATO-topmødet i Chicago i maj. Her vil vi arbejde for og støtte den fortsatte transaktion i Afghanistan og et varigt partnerskab med den afghanske regering. Vi vil også arbejde for NATO's Smart Defence Initiative. Det kommer til at udmønte sig i nogle konkrete resultater, så det ikke bare er snak, men også bliver til noget.

For Danmark som for det internationale samfund er det afgørende, at de internationale organisationer fungerer effektivt. Den internationale gældskrise, der gennem 2011 har redet flere europæiske lande som en mare, tydeliggør dette. I en tid med faldende forsvarsbudgetter må vi samarbejde mere, hvis vi ønsker at bibeholde vores muligheder for at bidrage til international fred og sikkerhed. Ad den vej vil regeringen udforske mulighederne for tættere forsvarspolitisk samarbejde på tværs af landegrænser, både i form af fælles indkøb, træning og vedligeholdelse og også igennem bedre og mere bevidst international arbejdsdeling og fællesejede kapaciteter. Vi vil gå fordomsfrit ind i en dialog med vores allierede og nære samarbejdspartnere. Det er ikke naturgivent, at alle nationer skal besidde hele spektret af militære kapaciteter; det er der i øvrigt ikke mange lande der gør eller har kunnet.

Hvor vi kan skabe merværdi med samarbejde, skal vi søge samarbejde. Som udenrigsministeren nævnte, ønsker vi et tættere forhold til vores nordiske naboer. Jeg ser et stort potentiale i et øget forsvarspolitisk samarbejde. Jeg vil bruge det danske formandskab for det nordiske forsvarssamarbejde i 2012 til at styrke samarbejdet, både i forhold til materielle investeringer, i forhold til træning, i forhold til uddannelse og også i forhold til vores internationale indsatser.

Det nordiske engagement i Østafrika viser, at vi i fællesskab kan nå langt mere, end vi kan nå alene. Jeg ønsker, at vi i fremtiden også overvejer fællesnordiske bidrag til f.eks. FN-missioner. Regeringens sikkerhedspolitiske redegørelse viser, at Danmark har et aktivt og professionelt forsvar. Vi tror på det aktive engagement, og vi tror på det internationale samarbejde, fordi vi ønsker, at Danmark tager ansvar, og fordi det er i Danmarks interesse.

Tak til forsvarsministeren. Den første for en kort bemærkning er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for en meget grundig redegørelse. Jeg har et enkelt spørgsmål omkring pirateri. Jeg er selvfølgelig enig med forsvarsministeren i, at vi laver opgaver af den her art sammen med vores allierede. Der er i øvrigt et fortræffeligt samarbejde på tværs af alle mulige parter – jeg tror, at der sågar også er russiske og kinesiske skibe i området – og det er fint. Men jeg vil stadig væk holde fast i, at vi ikke kan løfte vores ansvar ved at sige, at det ordner vi sammen med de allierede.

Jeg mener, at vi har et direkte ansvar for hvert skib, der sejler under dansk flag i internationalt farvand. Det er vores ansvar. Jeg er blevet fortalt, at det rent juridisk er sådan, at når et dansk skib sejler i internationalt farvand, er det et lille stykke Danmark, der sejler rundt, og der har vi altså en forpligtelse til at sørge for det. For vi er blandt verdens allerstørste søfartsnationer. Jeg tror, at 12-14 pct. af al tonnage fragtes under dansk flag, så efter min mening kan vi ikke bare skyde det ind under, at der er en hel masse organisationer, der ordner det. Det er vores helt eget direkte ansvar for hvert skib.

Tak. Forsvarsministeren.

Jamen jeg er grundlæggende enig med hr. Søren Espersen i, at Danmark har et direkte ansvar for hvert skib. Det, jeg bare reflekterer lidt over, er, om vi løfter det ansvar bedst ved selv at løfte det for vores skibe alene, eller om vi løfter det bedst, ved at vi i fællesskab med andre nationer løfter det for den samlede pulje af skibe. Og jeg synes, at erfaringerne over det seneste år viser, at den indsats, vi f.eks. gør ved sammen med andre at lave konvojsejlads for at undgå pirateri eller sammen med andre tager piratskibe ud osv., har vist sig at være en effektiv måde at bekæmpe pirateriet på.

Jeg ved godt, at der stadig væk er problemer, og at der stadig væk er meget, der skal nås, men man må sige, at 2011 har været et eksempel på, at på trods af at pirataktiviteten har været høj, er det lykkedes os at begrænse antallet af kapringer med den strategi, der følges i øjeblikket.

Endnu en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Forsvarsministeren reflekterer over, hvordan vi bedst løfter opgaven. Det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg er da fuldstændig enig med forsvarsministeren i, at det er godt, at så mange er engageret i det her, og at missionen virkelig er en succesrig mission. Det har jeg forstået på både forsvarsministeren og udenrigsministeren, og det er jeg enig i.

Men hvordan løfter man det bedst for det enkelte skib? Det mener jeg er det afgørende. Hvis et rederi siger, at det har nogle skibe, der sejler i det farvand, og det meget gerne ser to eller tre raske soldater om bord på de skibe, så er det faktisk en ret, rederiet bør have. Og det vil vi kunne stille til rådighed. Jeg har hørt kloge folk som B.S. Christiansen, der kender noget til det her, fortælle, at det er en opgave, som selv tre raske hjemmeværnsfolk kan klare. Så det er ikke den store videnskab. Jeg synes bare, at der ligger en forpligtelse, og jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Derfor vil jeg stadig væk bede regeringen om at overveje den mulighed.

Tak. Forsvarsministeren.

Lad mig indledningsvis sige, at der ikke er nogen tvivl om, at hvis vi ville det, kunne vi løfte den opgave og sikre, at der selvfølgelig også var soldater om bord på de skibe, der sejler under dansk flag. Jeg har stor respekt for B.S. og for Bubber og for alle mulige andre, som kan planlægge dansk forsvarspolitik. Jeg vil sige, at jeg har en anelse mere respekt for den indsats, der trods alt gøres i departementet og andre steder.

Det er ikke helt så simpelt, at vi bare kan sende tre mand af sted, og så er den i skabet. Der er relativt store logistikomkostninger osv. forbundet med det. Selvfølgelig kan det lade sig gøre sådan. Jeg tror bare mere på at forfølge strategien med at løfte sammen, frem for at Danmark går alene.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne høre: Der er jo også ofre i forbindelse med den aktivistiske linje, f.eks. sker det jo oftere og oftere, at militæraktioner og nødhjælp/udviklingsbistand blandes sammen, sådan at danske soldater i Afghanistan f.eks. også bygger skoler eller hjælper med børnehaver. Det er jo et fint formål, men flere og flere hjælpeorganisationer klager over, at de også bliver angrebet, fordi civilbefolkningen eller den modpart, man måtte have, ikke kan kende forskel på militæret, når de er i uniform, og militæret, når de kommer kørende i en hvid bil, der ligner nødhjælpsbilerne. Og vi har også grimme eksempler på, hvordan der f.eks. er blevet taget nødhjælpsarbejdere som gidsler i Afrika.

Hvilken strategi kan man lægge for at prøve at undgå de her ting? For jeg synes, det er o.k. – nej, det er ikke o.k., men det er forståeligt, at hvis man går i krig, ja, så er der en risiko for også selv at blive skudt, når man skyder på folk, men det skal ikke være forståeligt, at folk, der laver nødhjælpsarbejde eller opbygning, også risikerer det.

Forsvarsministeren.

Det her spørgsmål rører i virkeligheden ved selve kernen i det, der er regeringens udenrigspolitik, og den måde, som også udenrigsministeren har tegnet den på, nemlig at der er nogle militære indsatser, vi kan gennemføre; de kan nå et stykke ad vejen, men de kan aldrig nå hele vejen. Der er nogle humanitære og civile indsatser, vi kan gennemføre, men de kan kun gennemføres, hvis der er et vist element af stabilitet, ro osv., og derfor skal de militære indsatser, som vi gør, føre til, at vi kan bevæge os over til det opbyggende arbejde.

I den proces kommer man ind i det svære felt, hvor man skal finde ud af, hvordan det militære og det civile kan spille sammen, og det, som spørgeren peger på, er præcis et af de problemer, der skal arbejdes med. Det må vi arbejde med, for der er ingen tvivl om, at det rigtige er at kunne gå hele vejen og ikke se militæret for sig og den civile indsats for sig, men sikre, at de spiller sammen.

Tak. Og hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg tror nu, vi skal passe på, for netop den mistillid, der kan opstå i kølvandet på det at være krigsnation, kan jo forhindre, at vi kan komme i gang med at lave egentlig opbygning.

Nogle andre ofre er jo de sømænd, som på deres skibe fra tid til anden bliver taget som gidsler. Nu har vi jo et stort beredskab med mange ting, men ville det ikke være en idé at igangsætte et stykke arbejde, så alle niveauer i et samfund bliver bedre til at løse en gidselkrise, dvs. fremme en proces, hvor man kan få løsladt folk? Jeg synes, det er ubehageligt at se på, hvordan nogle sidder i mange måneder som gidsler, og at vi alle sammen føler os magtesløse. Vi er nødt til at prøve at finde frem til et beredskab, som kan fungere.

Tak. Og forsvarsministeren.

Også det synspunkt er det svært på det overordnede plan ikke at være enig i. På den anden side bliver man bare nødt til også at tænke skridtet videre og spørge: Hvad er så konsekvensen, hvis vi siger, at vi skal forhandle med terrorister for at sikre, at de gidsler, som måtte være taget ved Somalia, bliver frigivet? Ja, det vil givetvis føre til, at prisen vil stige ganske betragteligt, og at forløbene vil blive ganske anderledes komplicerede. Jeg tror, vores indsats i forhold til pirateri skal gå på de to ben, som den øvrige udenrigspolitiske indsats går på, nemlig at vi dels bekæmper pirateri, som vi gør i øjeblikket, dels – som både udenrigsministeren og jeg sagde i vores taler – er med til at opbygge den østafrikanske sikkerhed, altså er med til at sætte regionen i stand til selv at tage vare på deres statsopbygning og på deres egen sikkerhed.

Det er kompliceret, og det ligger også – for at vende tilbage til spørgsmålet fra før – på det her spektrum mellem den egentlig militære og den egentlig civile humanitære indsats, men det er den vej, som er den rigtige at gå for os.

Tak til forsvarsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)