Det næste punkt på dagsordenen er:

10) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelsers redegørelse om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem.

(Anmeldelse 13.04.2012. Redegørelsen givet 13.04.2012. Meddelelse om forhandling 13.04.2012).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Esben Lunde Larsen som ordfører for Venstre.

Vi behandler i dag R 11, der er en redegørelse af uddannelsesministeren om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. I redegørelsen gør uddannelsesministeren det indledningsvis klart, at regeringen har fastsat nye ambitiøse mål om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, og at 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Samtidig med at disse ambitiøse, nogle kunne kalde det urealistiske, mål skal nås, er det meningen, at kvaliteten af uddannelserne skal styrkes, og at de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Venstre støtter regeringens overordnede målsætning om at skabe bedre sammenhæng i det videregående uddannelsessystem, men vi stiller os stærkt tvivlende over for det formålstjenlige i den såkaldt ambitiøse målsætning. Det skyldes, at regeringen ikke allokerer flere midler til det område. Skal uddannelsesinstitutionerne løfte endnu flere studerende, skal der flere midler til, hvis man ikke skal udvande de uddannelsestilbud, der allerede findes i dag. Alle ved, at de sidste 10 pct. af 50-procents-målsætningen til 60-procents-målsætningen er tungere at løfte og derfor også kræver flere ressourcer, ikke blot økonomisk, men også personalemæssigt.

Som mange andre præsentationer fra den nuværende regering er denne redegørelse også fuld af ord og en del varm luft. Det fremgår eksempelvis af redegørelsen, at den øgede sammenhæng er forbundet med en bedre udnyttelse af ressourcer. Der skal være færre blindgyder og bedre meritpraksis. Det lyder alt sammen godt, men hvordan skal udnyttelsen af ressourcerne blive bedre? Hvordan skal blindgyderne reduceres? Hvordan skal meritpraksis forbedres?

Der er ingen tvivl om, at det giver god mening, at de videregående uddannelser fremadrettet reguleres efter fælles lovgivning, ligesom det er hensigtsmæssigt, at alle uddannelsesinstitutioner på et vist akademisk niveau indgår udviklingskontrakter med den siddende uddannelsesminister. De gode intentioner i redegørelsen kommer dog noget til kort, når det gælder økonomien. Dels baseres en del af erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes økonomi på globaliseringspuljen, som udløber. Dels rammes nogle af de universitære bevillinger af de såkaldte skrænter. Ikke mindst udviklingen af professionshøjskolernes aktiviteter, når det gælder større viden om, hvad der virker i praksis, er problematisk. En ny undersøgelse fra Anvendt KommunalForskning viser netop, at 45 pct. af professionshøjskolernes aktiviteter til udviklings- og vidensbasering er finansieret af globaliseringspuljen, der udløber i år. Det fremgår ikke af redegørelsen, hvad ministeren, subsidiært regeringen, påtænker at gøre ved den økonomiske udfordring.

Hvad der imidlertid fremgår, er ønsket om at holde økonomien i uddannelsessystemet på det nuværende niveau. Af afsnittet om taxameter- og bevillingsreformen fremgår det, at ændringen af tilskudssystemet skal foregå inden for den eksisterende ramme. Er det at fodre hunden med sin egen hale? Ja. Giver det flere midler til at udvikle? Nej. Jeg håber derfor også, at uddannelsesministeren vil gøre grundigt rede for de økonomiske sammenhænge. Det tankevækkende er jo, at regeringen gik til valg på et forsigtighedsprincip: Pengene skal være i kassen. Men i uddannelsestilfældet er målsætningerne blæst højt og flot ud på forhånd, inden pengene er i kassen.

Når det gælder reformen af de videregående uddannelser, finder vi, at der er gode takter i princippet om at øge videngrundlaget på baggrund af forpligtende aftaler mellem institutionerne, der fremmer forsknings- og udviklingssamarbejde.

Vi finder også, at tankerne om det fleksible uddannelsesvalg er interessant, men vi vil gerne advare imod at få for vidtløftigt sammensatte kandidatuddannelser. Af samme årsag er det væsentligt for Venstre, at aftagerne reelt set vil anvende de nye kandidater, og at aftagerne derfor også bliver inddraget i at udforme og kvalitetssikre ideerne om det fleksible uddannelsesvalg.

Det perspektiv, som ministeren fremlægger omkring meritgaranti, bakker Venstre op om. Det er afgørende, at de studerende efter et udlandsophold får meritoverført nøjagtig det antal ECTS-point, som et studium i udlandet måtte give. Ellers giver ECTS-pointsystemet ingen mening.

Endelig glæder Venstre sig over det fokus, som uddannelsesministeren retter mod en ny national innovationsstrategi med fokus på innovation og entreprenørskab. Det er vigtigt at få integreret dette på alle videregående uddannelser, men det gør det ikke alene. Derfor er det også nødvendigt at sikre udviklingsprogrammer mellem virksomheder, studerende og uddannelsesinstitutioner, så viden og virksomhedsudvikling reelt kommer til at gå hånd i hånd, ikke mindst, når det gælder de små og mellemstore virksomheder, og ikke mindst, når det gælder udviklingen i de tyndtbefolkede områder. Jeg vil derfor heller ikke undlade at gøre ministeren opmærksom på, at det regionale perspektiv har Venstres opmærksomhed, og at dette perspektiv i nogen grad synes at være fraværende i denne redegørelse. Eksempelvis kunne man stille spørgsmålet, om ministeren har agt omkring udviklingskontrakterne og den regionale spredning, ikke mindst når det gælder professionshøjskolerne.

Afslutningsvis hæfter jeg mig ved de tanker, uddannelsesministeren gør sig omkring praktik, og at alle studieordninger skal muliggøre omkring 30 ECTS-point til praktik-, klinik- eller muligheder for erhvervssamarbejder. Dette er noget, der skal tænkes grundigt igennem, for praktik gør det ikke alene. Der skal i høj grad fokuseres i et praktikophold, ifald det skal bidrage med nyttige erfaringer. Inden Venstre ser en mere grundig beskrivelse af praktikproblematikken, ønsker vi ikke at gå ind i nærmere spekulationer omkring dette felt.

Ingen skal være i tvivl om, at Venstre ønsker at skabe større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem, ligesom vi ønsker at højne kvaliteten og sikre en målrettethed hos de studerende efter endt uddannelse. Vi ser derfor også frem til en fortsat drøftelse med regeringen omkring dette, hvortil redegørelsen danner et udmærket grundlag.

Tak til Venstres ordfører. Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg skal bare bede Venstres ordfører om at bekræfte, at regeringen jo har finansieret det øgede optag, der finder sted her i disse år, i modsætning til den tidligere regering, som ikke på finansloven for 2012 havde finansieret det øgede optag. Det er bare en bemærkning til ordførerens sådan undren over, hvor finansieringen er henne, og der vil jeg bare gerne have svar på det spørgsmål.

Ordføreren.

Det eneste, jeg kan bekræfte over for den socialdemokratiske ordfører, er, at der mangler midler til professionshøjskolernes vidensbasering. Det optager Venstre, hvordan de midler bliver tilvejebragt.

Fru Kirsten Brosbøl.

Jeg synes bare, vi har brug for i hvert fald en bekræftelse på, at de ekstra pladser, hvor folk er optaget i år, altså er finansieret, for man kunne jo godt høre Venstres ordførers kommentarer som sådan en generel problematisering af finansieringen, og der synes jeg bare det er vigtigt, at Venstres ordfører også her i dag bekræfter, at der er finansiering til det.

Så vil jeg i øvrigt sige, at vi jo har en finanslovforhandling foran os, hvor vi i fællesskab forhåbentlig kan finde anledning til at drøfte, hvad der skal ske efter globaliseringsaftalens ophør, og der kan jeg i hvert fald sige, at Socialdemokraterne gerne vil være med til at drøfte det spørgsmål, som ordføreren her rejser.

Men kunne vi lige få en bekræftelse på, at det øgede optag altså er finansieret, i modsætning til hvad det var under den tidligere regering?

Ordføreren.

Jeg kan garantere den socialdemokratiske ordfører, at Venstres ordfører aldrig kommer med generelle betragtninger. Jeg kom med den betragtning om netop professionshøjskolerne og vidensbaseringen; jeg bevægede mig ikke ud i alle mulige generelle betragtninger om økonomien i uddannelsessystemet.

Men jeg kan sige til ordføreren, at det, som jeg problematiserede omkring forsigtighedsprincippet, var, at regeringen har fremlagt et forsigtighedsprincip, men nu har meldt nogle målsætninger ud, som den gerne vil nå, uden at anvise finansiering, og det er faktisk det, jeg synes er problematisk. Det bekymrer mig forhold til professionsbachelorsystemet, men også i forhold til universitetssystemet.

Så siger jeg tak til Venstres ordfører, og så er det fru Kirsten Brosbøl som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil gerne takke ministeren for den her redegørelse, som jo på en gang giver et godt overblik over de videregående uddannelser og også udstikker nogle ganske ambitiøse retningslinjer for, hvor vi skal hen. Tiden er nemlig kommet til at rette fokus mod uddannelserne – det er jeg også enig med ministeren i.

Det har i lang tid været forskningen og de administrative rammer, der har været i centrum, og uddannelserne er kommet til at stå lidt i skyggen af det. Det harmonerer jo ikke med skåltalerne om uddannelse i verdensklasse. Hvis vores studerende skal kunne måle sig med de bedste i verden, skal kvaliteten være i top. Vi skal give de studerende langt mere fleksibilitet, åbne flere døre i uddannelsessystemet og fjerne de sten på vejen, der skaber unødige barrierer for uddannelse. Men de studerende skal også levere. Til gengæld vil vi kræve af dem, at de færdiggør deres uddannelse lidt hurtigere, end de gør i dag.

Dannelsen af uddannelsesministeriet giver jo nogle gode rammer for at tænke på tværs af uddannelserne, der før var fordelt på fire forskellige ministerier. Og der er brug for nytænkning. Alt for mange studerende støder på unødige barrierer på deres vej gennem uddannelsessystemet; det kan være ved studiestift, ved meritoverførsler, ved udlandsophold, ved praktik og ved efter- og videreuddannelse.

Det er alt sammen noget, der fjerner fokus fra indholdet af uddannelsen, og som resulterer i studietidsforlængelse til stor irritation for den studerende og med yderligere belastning af samfundsøkonomien til følge. Vi skal have de blindgyder og barrierer væk, hvis vi vil højne kvaliteten af uddannelserne og sikre et gennemsigtigt uddannelsessystem, hvor der er mere fleksibilitet for den enkelte, og hvor den enkelte har mulighed for at udnytte sit potentiale – og det vel at mærke inden for rammerne af den normerede studietid.

Første skridt på vejen er at samle al lovgivningen om uddannelserne i en lov, og det kan jo godt lyde som sådan en administrativ manøvre uden de store konsekvenser for de studerende, men jeg har en forhåbning om, at det kan betyde, at vi får en samlet og mere sammenhængende struktur med nogle lidt mere ensartede regler eller strukturer for opbygningen af uddannelserne, som gør det mere gennemsigtigt og synligt for de studerende, hvordan de dels jo kan få meritoverførsel og skifte mellem studiesteder, dels kan se deres videre vej igennem uddannelsessystemet.

Det er også dér, diskussionen om supplering kommer ind i billedet, som jo har været vældig meget oppe, efter at ministeren har meldt ud, at målsætningen simpelt hen er at begrænse eller helt undgå supplering. Suppleringen har kostet tid og indtil årsskiftet jo også penge for de studerende, hvor der har været brugerbetaling for det her, og det har jo betydet en stor barriere for mange i forhold til at kunne læse videre i uddannelsessystemet. Enten har man jo så helt fravalgt videreuddannelse på grund af brugerbetalingen, eller også har det for mange betydet gældsætning og i hvert fald forsinkelser i uddannelsen. Nu tager vi altså skridtet videre og sætter et mål op om, at vi helt vil af med suppleringen eller begrænse den til et omfang, så den kan finde sted på en måde, så man undgår studietidsforlængelse.

Det er ret afgørende, tror jeg, at vi får sagt meget tydeligt til sektoren her, at der ikke er tale om, at vi vil lukke døre, men at vi vil åbne flere døre for de studerende. Når jeg sådan har lyttet til den debat, der har været om det, så har det virket på mig, som om man opfatter det, som om vi nu sætter endnu en barriere op. Der tror jeg det er meget, meget vigtigt – og det er meget vigtigt for mig som socialdemokrat at understrege – at det her jo skal ske sideløbende med, at vi udvikler en ny vifte af uddannelsesmuligheder for de studerende, så de ikke oplever det her, som om vi lukker døre, men som om vi åbner flere døre og direkte veje videre i uddannelsessystemet.

Det tror jeg er vigtigt også at få kommunikeret klart til sektoren på baggrund af den her redegørelse, nemlig at der altså er behov for, at vi får sat gang i noget mere samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner, sådan at vi kan få lavet flere af de her brobygningsforløb, som jo også er omtalt i redegørelsen, så det er helt tydeligt for de studerende, når de starter på en kort videregående uddannelse, en mellemlang videregående uddannelse eller en bacheloruddannelse, hvilke veje de har videre i systemet, hvis de gerne vil læse videre.

Så det handler altså om at gøre op med noget af den, kan man sige, søjletænkning, der har været i uddannelsessystemet, og som har forhindret de studerende i at komme videre. Det er i virkeligheden også det, der gør sig gældende, når vi taler om meritgaranti. Der er det for mig at se også i høj grad et forsøg på at gøre op med den søjletænkning, hvor man sådan ligesom værner om sin egen uddannelse uden at være åben over for, at der kan komme folk med andre baggrunde.

Her er det også rigtig vigtigt at understrege, at der jo ikke er tale om, at man skal kunne komme med en hvilken som helst bacheloruddannelse og tage en hvilken som helst kandidatuddannelse. Det har sådan lidt været opfattelsen – i nogle dele af sektoren, i hvert fald – at det var det, vi lagde op til. Jeg synes, det er vigtigt at få sagt her i dag, at det jo ikke skal være sådan, at man kan komme med f.eks. en sygeplejerskeuddannelse og gå ind at tage kandidatdelen på medicinstudiet, eller med en bachelor i biologi og læse jura på overbygningen. Altså, der må selvfølgelig være et fagligt fællesskab, og det skal også fortsat være en faglig vurdering, der afgør, om man kan få merit. Men der er altså rum for forbedring her, for der er stadig studerende, som løber panden mod en mur, når de ønsker at skifte mellem studiestederne.

Det er jo meget det, der ligger i tanken om det fleksible uddannelsessystem, altså at der skal være mulighed for, at de studerende i langt højere grad end i dag kan vælge elementer på andre uddannelsesretninger eller andre uddannelsesinstitutioner undervejs i deres uddannelse, så de i langt højere grad får mulighed for at sammensætte deres profil for at have – hvad skal man sige? – en profil, der gør, at de har bedre beskæftigelsesmuligheder bagefter. Jeg synes, at det er det, der også er sigtet her, nemlig at sige: I den situation, vi har på arbejdsmarkedet i øjeblikket, må det også være det, vi tager med ind i overvejelserne. Altså, det her skal også være noget, der gør, at de studerende kan få bedre mulighed for beskæftigelse efterfølgende.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, når vi taler om alle de her systemer og strukturer, at vi husker, at det her skal tænkes ind i den studerendes hverdag, at det her skal give mening for den enkelte studerende. Det nytter ikke noget, at vi taler om rammer og strukturer, og at det så – når vi kigger på, hvordan det er, de studerende rent faktisk handler i deres studievalg og ved de beslutninger, de træffer undervejs – ikke giver mening for dem. Her mener jeg altså også, at det kræver, at vi tager situationen på arbejdsmarkedet med ind i de her diskussioner, så det ikke kun handler om en bedre sammenhæng i uddannelsessystemet, men også om, at det skal hænge sammen for de studerende, når de kommer fra studieliv til arbejdsliv, altså at vi der har fokus på bedre overgange.

Derfor er det også for Socialdemokraterne rigtig vigtigt, at vi får hele den her diskussion om praktik med i de her overvejelser, for det er noget, som efter vores overbevisning vil styrke de studerendes muligheder for at finde beskæftigelse efterfølgende, hvis man har bedre mulighed for at få praktikforløb ind i uddannelserne. Vi har også foreslået for nylig, at man giver bedre mulighed for det, vi så kalder iværksætterpraktik, så man altså i løbet af sin uddannelse, hvis man har en god idé, kan få mulighed for at leve den ud i livet med vejledning, eventuelt koblet til en virksomhed, og på den måde benytte sin studietid til også at forbedre beskæftigelsesmulighederne.

Det er omfattende reformer, som redegørelsen her lægger op til – reformer, som, hvis de skal lykkes, kræver, at vi har alle aktører som medspillere. Der er altså ikke tale om – og det synes jeg også er vigtigt at understrege – en top-down proces, hvor vi kan trykke på en knap herinde og så kommer alle de her ting til at ske. Det kræver, at de studerende, at underviserne og at ledelserne på tværs af de institutionelle grænser tænker med og bidrager til, at vi får de her ting til at gå op i en højere enhed.

Når jeg taler med aktørerne rundt omkring, fornemmer jeg egentlig, at når jeg får lejlighed til at uddybe, hvad der ligger i de her punkter, så er langt de fleste altså med på, at vi skal i den her retning. Vi skal have skabt bedre rammer; vi skal have skabt mere fleksibilitet; vi skal have mere samarbejde.

For spørgsmålet er, om ikke vi i lang tid nok nu har fokuseret på konkurrencen mellem uddannelsesinstitutionerne om at tiltrække de studerende. Jeg tror, at tiden er kommet til, at vi i et lille land som Danmark får langt mere fokus på, hvordan vi gennem samarbejde og fællesskab mellem institutionerne inden for uddannelsessektoren kan tilbyde de studerende et langt bedre studieforløb, end vi kan i dag. Så mindre konkurrence, mere samarbejde – det tror jeg også er en af vejene til at få det her til at lykkes.

Socialdemokraterne vil gå med ildhu til det videre arbejde om at udfolde de enkelte elementer i redegørelsen, som kræver det. Jeg har ikke været inde på alt her, men vi vil endnu en gang gerne kvittere for den ambitiøse tilgang til uddannelserne, som redegørelsen er et udtryk for. Det er der behov for for at sikre, at uddannelserne fremover får en plads i solen og ikke i skyggen.

En kort bemærkning fra hr. Esben Lunde Larsen.

Tak. Jeg vil gerne spørge den socialdemokratiske ordfører om forsigtighedsprincippet. Hvordan hænger forsigtighedsprincippet sammen med de højt udmålte målsætninger, når der ikke anvises finansieringskilder, og hvordan hænger det sammen med den analyse, der er kommet fra Anvendt KommunalForskning, der indikerer, at man ønsker øget videnspredning og vidensbasering på produktionshøjskolerne, men der mangler 45 pct. af de udgifter, der skal til?

Ordføreren.

Der er jo på finansloven også i BO-årene afsat en reserve, som skal træde i stedet for globaliseringsaftalen. Det håber jeg at ordføreren er opmærksom på. Der er jo ikke taget stilling til udmøntningen af den reserve, men der er opført på BO-årene på finansloven en reserve netop til, at man kan diskutere, hvad der skal ske efter globaliseringsaftalens udløb. Der ser jeg meget frem til de forhandlinger, vi skal have til efteråret om udmøntningen deraf.

Så vil jeg bare sige, som jeg også sagde før i mit spørgsmål til ordføreren, at vi i modsætning til den tidligere regering har finansieret det øgede optag, der har fundet sted, og at den tidligere regering jo havde efterladt tæt på en milliardregning for det øgede optag. Så der tror jeg nok at vi har vores på det tørre.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Så det skal forstås sådan, at også i det her tilfælde bryder regeringen sit eget forsigtighedsprincip, og pengene skal først findes senere ved forhandlinger i forbindelse med finanslovforliget.

Ordføreren.

Nej, det er, som jeg sagde, at der er opført på finansloven en reserve, som skal træde i stedet for globaliseringspuljen, og der står pengene jo anvist allerede på finansloven, og der skal vi jo så tage stilling til den konkrete udmøntning til efteråret i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Her står vi nu med en redegørelse om større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem. Redegørelsen lægger op til en lang række initiativer, som umiddelbart forekommer meget besnærende. Jeg tror også, at der kan komme noget virkelig godt ud af det.

Jeg vil adressere nogle enkelte punkter i redegørelsen. Udgangspunktet er, at alle videregående uddannelser er samlet i ét ministerium, og dermed kan der bedre tages initiativer, som går på tværs. At tænke i en samlet struktur er en oplagt tanke. Udfordringen i den tanke er, at det ikke må gå ud over forskelligheden i uddannelsessystemet. Hvis vi kan fastholde de enkelte deles egenart, kan en samling blive en styrke, hvor man kan trække på hinandens forcer.

For eksempel står vi lige nu for at tage fat på en revision af læreruddannelsen. Det er en professionsbacheloruddannelse, og det vil sige en konkret praksisrettet uddannelse i modsætning til universitetsuddannelserne, som er mere akademiske og forskningsrettede. Hvis et samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter skal blive en styrke for uddannelsessystemet, tror Dansk Folkeparti, at vi skal se på det sådan, at universiteterne via forskning skaber ny viden, professionshøjskolerne skal transformere den viden til praksisrettet undervisning, sådan at universiteternes forskningsresultater kommer ud som ændret undervisning i folkeskolen eller ændret praksis i sygeplejen. På en måde kan man sige, at professionshøjskolerne skal fungere som en art GTS-institutter mellem universitet og folkeskole.

Et andet spændende initiativ er tanken om et fælles akkrediteringssystem. Jeg var for nylig på et temamøde om akkreditering på de videregående uddannelser. Her blev fra flere sider givet udtryk for, at de akkrediteringer, som uddannelsesinstitutionerne har været igennem, måske nok har positive effekter, men det var også nogle bureaukratiske monstre, som de meget nødig ville igennem en gang til. De er først lige nu glade for, at det blev taget i brug, og så håbede de på, at der ikke kom noget så voldsomt ud af det næste gang.

Når jeg tænker på akkreditering eller kvalitetssikring, som vi også kalder det, tænker jeg på et meget enkelt system, et system, hvor det handler om løbende forbedringer på alle planer, en grundholdning til, at alt, hvad man gør, skal gøres bedre i morgen end i dag, en kultur, hvor man udfordrer hinanden på måden at gøre tingene på. Dansk Folkeparti så meget gerne et system, hvor vi kunne sige til uddannelsesinstitutionerne:

Vi har tillid til jer, vi har tillid til, at I kan; derfor skal I fortælle os, hvordan I vil sikre den løbende forbedring i kvaliteten, og hvordan I vil dokumentere over for os politikere, at det virker; en kontrakt med den enkelte uddannelsesinstitution, hvor der skal indskrives ganske få krav til kvaliteten; naturligvis en løbende forbedring af kvalitet af de uddannede, kvalitet af forskningen, også universiteternes evne til at gøre forskningen tilgængelig for erhvervslivet, kandidaternes mulighed på jobmarkedet, frafaldsprocenter m.v.

Min forestilling er, at der som en del af kontrakten indsættes uddannelsesinstitutionens beskrivelse af, hvordan de vil leve op til kravene, og hvordan de vil dokumentere det. Hvis de kan leve op til det, skulle de i og for sig have lov til at drive deres uddannelse uden nærmere indblanding. Jeg tror faktisk ikke på rigide regler om, at man skal have så og så mange konfrontationstimer på det enkelte studie eller krav på så og så mange vejledningstimer. Jeg tror mere på, at uddannelsesinstitutionerne, hvis de vil gå positivt ind i det, naturligvis skal sikre, at der er det antal konfrontationstimer, som er optimalt på det enkelte studie i forhold til at sikre den bedste kvalitet af kandidater. Hvis det skal lykkes, skal vi have jaget uddannelsesinstitutionerne ud af busken nu.

Jeg håber, at uddannelsesinstitutionernes ledelser vil høre det her og se nødvendigheden af og muligheden for at være offensiv og tage bolden i forhold til at være styrende for, hvordan fremtiden skal være på uddannelsesinstitutionerne. Hvis de ikke gør det, er jeg bange for, at vi ender i atter en public management-tankegang med en centralstyret kvalitetssikringsmodel, og det er jeg faktisk bange for kan være dræbende for den udvikling, som vi i hvert fald i Dansk Folkeparti gerne ser.

Til sidst vil jeg lige tage fat i, at der er en helt grundlæggende udfordring i, at vi overhovedet kan komme fornuftigt videre med det her, og jeg vil stærkt opfordre ministeren til at få taget hul på det hurtigst muligt. Det er store skrænter, der tegner sig for forskningsmidlerne med udgangen af indeværende år. Hvis forskningsmiljøerne skal have nogen som helst mulighed for at sikre en planlægning, så det ikke bliver hovsaløsninger, er de faktisk nødt til snarest muligt at have en afklaring af, hvilke midler de har i 2013 og meget gerne i en årrække frem.

Jeg tror, at alle er enige om, at det faktisk er afgørende at få taget fat på den model. Det blev nævnt af den socialdemokratiske ordfører, at der var sat midler af og det skulle man så diskutere til efteråret. Det er alt, alt for sent. Jeg er helt sikker på, at hvis ministeren havde været i opposition i dag, havde han stået her og skreget på, at det var alt for sent at tage fat på det om lidt; nu skulle vi da have gjort noget. Så derfor: Kære minister, tag fat hurtigst muligt, for uden den her afklaring bliver alle de andre planer ikke til noget godt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Sofie Carsten Nielsen som radikal ordfører.

Jeg synes, at det er noget af det fascinerende ved at være kommet herind og stå på Folketingets talerstol, at man det ene øjeblik kan diskutere, om pensionister og efterlønnere skal have adgang til at fiske ål, mens det er forbudt for alle andre – og der er vi dybt uenige med Dansk Folkeparti – men i næste øjeblik fremfører samme parti sådan nogle fornuftige synspunkter om kvalitetssikring og akkreditering på universiteterne. Jeg synes, at det er rigtig godt, og jeg er helt, helt enig i meget af det, der blev sagt. Det er jo fascinerende.

Som bekendt har uddannelsesministeren udgivet den her redegørelse om en større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem, og det er helt klart, at efter en årrække med en rivende institutionel udvikling, er det blevet tid til at sætte de studerende og deres uddannelse og vilkår i centrum. Det synes jeg der bliver gjort med den her redegørelse, som lægger op til større fleksibilitet i hele uddannelsessystemet. En lov for alle uddannelser, altså meget større gennemskuelighed; bedre muligheder for meritoverførsel; garanti i forhold til udlandsmerit, så det ikke er nødvendigt at supplere i et væk; mere praktik; muligheder for løbende efter- og videreuddannelser; nye og enklere udviklingskontrakter; reform af taxameter- og bevillingssystem; og et nyt akkrediteringssystem eller kvalitetssikring på alle videregående uddannelser. Det er helt klart ambitiøst, som det er blevet nævnt, men det er også nødvendigt.

Jeg synes, det er rigtig spændende, hvis det kunne blive muligt at tage en uddannelse på en professionshøjskole og senere søge ind på et universitet uden at skulle starte forfra. Det er ikke en hvilken som helst universitetsuddannelse, og det gjorde Socialdemokraternes ordfører også helt klart. Der skal selvfølgelig være faglige forudsætninger, og derfor skal uddannelsesinstitutionerne også gøre mulighederne, altså studievejene, langt mere klare for de studerende og allerhelst samarbejde fagligt undervejs.

Jeg var på besøg i Forskningens Hus på Aalborg Universitet for nylig, og her har innovative løsninger udviklet i en såkaldt idéklinik på Aalborg Universitetshospital i et samarbejde mellem portører, laboranter, diplomingeniører, læger og sygeplejersker fået universitetet til at undersøge, om ikke der også var noget at hente ved at udvikle flere faglige samarbejder mellem de lange videregående sundhedsuddannelser og de korte tekniske uddannelser, de mellemlange diplomingeniøruddannelser. Der er altså mange af de uddannelser, der uddanner til forskellige job på hospitalet, men i nogle af de funktioner, de slet, slet ikke tidligere havde forbundet med sundhed og pleje. Det vil jeg gerne se mere af. Det gør både studietiden og arbejdslivet senere sjovere og mere udfordrende, og i det her tilfælde har det jo altså affødt en række konkrete patenter, der er omsat til nye produkter på verdensmarkedet, og det giver vækst og job i Danmark.

Regeringen har fastsat nye ambitiøse mål om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Det er et godt mål. 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Samtidig skal kvaliteten af uddannelserne styrkes, og de unge skal lidt hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det kræver mere sammenhængende rammer for alle videregående uddannelser, og det kræver flere muligheder for fleksible uddannelsesvalg både på langs og på tværs af de videregående uddannelser. Vi skal have løftet uddannelsesniveauet overalt, og der er altså ikke nogen modsætning mellem at skulle leve af viden og bevare produktionsarbejdspladser i Danmark. Det hænger sammen. Vi skal have et dobbelt uddannelsesløft, hvor ufaglærte får mulighed for at blive faglærte, og hvor faglærte får mulighed for at tage en længere uddannelse, og hvor vi alle sammen får mulighed for at efter- og videreuddanne os hele livet, uden at vi skal starte forfra. Det kræver mere sammenhæng i det videregående uddannelsessystem.

Derfor er jeg rigtig glad for ministerens udspil. Jeg ser frem til debatten både i dag og den, som nu går i gang med alle relevante parter og institutioner og personer, der har lyst til at byde ind med deres viden, erfaringer og ideer. Først derefter forhandler vi som bekendt om midlerne til eventuelle nye initiativer.

Der er en kort bemærkning fra hr. Esben Lunde Larsen.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge den radikale ordfører i forhold til det, der er i Anvendt KommunalForsknings rapport omkring de 45 pct. Den socialdemokratiske ordfører var inde på, at der fandtes midler i overslagsårene, og der vil jeg gerne høre den radikale ordfører, om hun kan garantere, at der kan findes de midler, der skal til, for at det hul, der er i forhold til vidensbaseringen, som Anvendt KommunalForsknings rapport lægger op til der er, kan dækkes, altså at de midler faktisk er til stede.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, man skal udstede nogen garantier om noget som helst. Men det, som jeg synes at den socialdemokratiske ordfører fik gjort meget klart, og som Venstres ordfører jo ikke svarede på, da han var på talerstolen, var, at der er tale om et hul, som vi i alt fald i forhold til den større andel på de videregående uddannelser har fyldt op. Der er blevet lagt mange flere ting til, og de ting, der fremgår her i redegørelsen, om at der skal være mere sammenhæng, er jo ikke nogle ting, som nødvendigvis koster flere penge og koster nye penge. Altså, det med meritgarantien og fleksibiliteten er også nogle af de ting, som vi skal kunne ordne inden for det eksisterende system, og derefter må vi jo i finanslovforhandlingerne og i de øvrige forhandlinger se på, hvordan vi finder frem til nogle løsninger.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Men det, der er det interessante, er, at jeg hverken har spurgt den socialdemokratiske ordfører eller den radikale ordfører omkring optaget. Det, jeg har spurgt om, har været det faktum, at Anvendt KommunalForskning anviser, at der mangler 45 pct. af midlerne til vidensbasering. Og når det er sådan, at man har et forsigtighedsprincip, skal jeg blot bede den radikale ordfører garantere og bekræfte, at det forsigtighedsprincip også er et, der er gældende, når det gælder midlerne til professionshøjskolerne.

Ordføreren.

Forsigtighedsprincippet er et, der er gældende i alle sammenhænge, når det gælder økonomien, men jeg synes, vi skal gå konstruktivt ind i de efterfølgende forhandlinger og se på, hvordan vi sammen finder nogle løsninger. Det her er jo også stof, der er forligsbundet, og noget, som Venstre selv er med i, og det håber jeg at vi sammen kan finde ud af.

Så siger jeg tak til den radikale ordfører. Hr. Jonas Dahl som SF's ordfører.

De sidste mange år har der været en voldsom udvikling inden for hele uddannelsessektoren, og derfor er det desto mere interessant, at den nye regering netop har samlet alle institutionerne, der vedrører de videregående uddannelser, i et ministerium. Det er noget af det, som vi fra SF's side har været meget glade for at se, fordi det netop er et tydeligt signal om, at vi bliver nødt til at se samlet på hele uddannelsessektoren. Derfor er det også godt, at det nu langt om længe er blevet samlet under en minister.

Der er i de kommende år behov for ikke bare et øget fokus på kvantitet, men også øget fokus på kvalitet og hele indholdsdelen i uddannelserne, således at de studerende oplever et markant løft, og således at vi i sidste ende får studerende, som er i stand til at klare sig på det internationale jobmarked, fordi det er i den internationale sammenhæng, at vi også fra dansk side bliver nødt til at have et udkig til det. Det er i sidste ende ikke sønderjyderne og københavnerne, der kommer til at konkurrere. Det er i høj grad danskerne, der kommer til at konkurrere både med polakker, kinesere og andre folkefærd. Derfor er der også et stigende behov for, at vi sikrer en fælles styrkelse af vores uddannelsessektor, således at vi også fortsat fremover kan være en del af den fremtid og dybest set kan sikre finansieringen til den velfærdsstat, vi alle sammen er tilhængere af.

Men vi står også over for nogle meget store demografiske udfordringer, hvor kravene til viden og kompetence generelt er stigende. Samtidig med at vi kommer til at indgå i den her skærpede globale konkurrence, er der også behov for, at vi bliver bedre til at udnytte de mange dygtige unge, som vi får igennem uddannelsesinstitutionerne. Men vi skal være endnu bedre til at sikre, at deres kompetencer styrkes, og ikke mindst til at satse netop der, hvor danskerne for mig at se har en stor styrkeposition og ikke mindst en tværfaglig. Vi hører gang på gang, at forskellen på den kinesiske ingeniør og den kinesiske ufaglærte arbejder er, at den ene sidder på den ene etage, mens den anden går nede i kælderen eller maskinsalen og konstruerer de ting, som ingeniørerne har tænkt. Forskellen er, at i Danmark færdes ingeniøren og den faglærte arbejder på samme niveau. De kommunikere med hinanden. Og det er med til at sikre den dynamik og den udvikling, som rent faktisk også i sidste ende sikrer, at vi kan fastholde en produktion i Danmark. Men det sikrer også, at vi har en løbende videnudvikling og produktudvikling, således at vi kan fastholde mange af de styrkepositioner, vi faktisk har på det danske arbejdsmarked. Dermed er det også sagt, at uddannelse er en vigtig kompetence i de kommende år. Vi bliver nødt til at satse på uddannelse og satse på den tværfaglige styrke, der er i at samarbejde forskellige faggrupper imellem.

Regeringen har også ønsker til fremtiden. Regeringen har, som det også er beskrevet i regeringsgrundlaget, en ambition om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, at 60 pct. af en ungdomsårgang i 2020 skal have en videregående uddannelse og 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Det skal ske, samtidig med at vi bliver bedre til at sikre, at de studerende kommer hurtigere igennem studierne, samt at kvaliteten i uddannelserne styrkes.

Der er behov for netop at sikre også de sektorovergange, der er. Når man skifter fra det ene studium til det andet studium eller måske skifter fra et universitet til en professionshøjskole eller den anden vej, skal vi være bedre til at give merit og være bedre til at udnytte de kompetencer, den enkelte unge eller den enkelte studerende har opbygget på den ene uddannelse, så den unge kan tage dem med i sin videre uddannelse.

En af mine oplevelser, og måske også min værste oplevelse, fra min tid i uddannelsessystemet var, at da man skiftede studium, fik man at vide, at det gik efter, om man havde fuld bachelor, og ikke andet. Der gik det så efter alderskriterium, således at man tog de ældste først. Det synes jeg er en understregning af, at vi har nogle udfordringer. Hvis folk gerne vil læse videre og også gerne vil tilpasse deres uddannelse til det arbejdsmarked, der er, har vi behov for at sikre, at vi ikke bare kan give merit, men også fastholde unge i uddannelsesmiljøet, således at vi ikke mister unge, som på den ene eller den anden måde falder fra, fordi de ikke kan gennemføre deres uddannelse. Og det er jo også baggrunden for, at regeringen har sat fokus på ikke mindst praktikpladsordningerne og har styrket optaget i forhold til praktikpladser.

Så der er en lang række kompetencer, vi bliver nødt til at fastholde. Vi bliver nødt til også at sikre, at den nederste procentdel af en ungdomsårgang, som i dag ikke får en kompetencegivende uddannelse, bliver løftet, og der handler det i høj grad om bedre vejledning. Det handler i høj grad om at sørge for at gelejde de unge de rigtige steder hen i deres uddannelsesforløb til at starte med, så man ikke har flere år på et studium, inden man pludselig finder ud af, at hov, det var i øvrigt noget helt andet, man ville.

For SF at se er der også en stor udfordring i ikke bare at sikre bedre vejledning, således at man bliver optaget det rigtige sted til at starte med, men også at sikre en større tilknytning til det enkelte studium, som i sidste ende er med til at sikre fastholdelsen af den studerende. Vi har et behov for at sikre, at langt flere unge bliver fastholdt i deres studiemiljø, og der må vi sige at vi bare ikke har været gode nok. Det er ikke for at pege fingre af nogen, men vi må bare bredt anerkende, at vi har et behov for at fastholde studerende, fastholde unge i uddannelse. Det kan godt være, at man nogle gange skal skifte til en anden uddannelse, men det er i hvert fald vigtigt at sikre, at man forbliver i uddannelse, så vi ikke mister flere unge, end vi allerede gør i forvejen. Vi mister for mange, og vi har behov for fremadrettet at sikre, at flere unge og ikke færre faktisk får en uddannelse.

Som den tredje pind vil jeg nævne, at vi har behov for at se på nogle af de barrierer, som selvfølgelig er i en uddannelsessektor, og det er netop derfor, det bliver helt afgørende, at vi nu har samlet hele uddannelsesressorten i et ministerium, som netop kan være med til at se på, forhåbentlig under en lov, hvordan vi sikrer en bedre udnyttelse af hele kalenderåret i forhold til undervisning, men måske også sikrer bedre merit, så man kan tage enkeltfag et andet sted og også få merit for det, og sidst, men ikke mindst, sikrer en bedre vejledning af de studerende, som falder ned i specialesumpen, hvor vist mange studerende efterhånden har befundet sig igennem de senere år.

Så for at summere op vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig mange store udfordringer, som bliver tegnet op i den her redegørelse, og derfor er der også behov for, at ikke bare de uddannelsespolitiske parter, men også generelt både erhvervslivet og samfundet byder ind på at sikre, at vi rent faktisk ikke bare kan undgå de mange blindgyder, som det i dag er tilfældet, men jo også kan sikre en bedre sammenhæng, som i sidste ende bliver til gevinst for samfundet som helhed. Derfor synes jeg også, at de fire rammeforslag, som redegørelsen summerer op, altså nye enkle udviklingskontrakter, en taxameter- og bevillingsreform, et nyt fælles sammenhængende akkrediteringssystem og endelig en samlet og sammenhængende lov for alle videregående uddannelser, meget godt summerer op ikke bare de udfordringer, vi står over for, men også de store perspektiver, der er i det.

Tak til SF's ordfører. Fru Rosa Lund som ordfører for Enhedslisten.

Tak. I Enhedslisten er vi forholdsvis positivt indstillet over for den her redegørelse. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg har bidt mærke i, at flere af regeringsordførerne har sagt, at vi skal satse på uddannelse. Det vil vi i Enhedslisten rigtig gerne være med til. Vi vil også holde regeringsordførerne op på det.

Vi er glade for, at de studerende med det her forslag og i den her redegørelse får bedre muligheder for at skifte studium og undgå unødigt tidsspilde. Det er ikke, fordi vi i Enhedslisten vil presse de studerende hurtigere igennem uddannelserne, men fordi vi gerne vil skabe forudsætningerne for, at alle kan tage en uddannelse og dermed fjerne uhensigtsmæssige barrierer, hvilket netop er hensigten med den her redegørelse.

Herudover forholder vi os rigtig positivt til det, at rammerne for akkreditering såvel som for udviklingskontrakter forenkles. Til trods for at vi generelt ikke er positivt indstillet over for udviklingskontrakter, betegner vi det her som en meget klar forbedring, nemlig at der sker en afbureaukratisering af kontrakterne. Samtidig synes vi, at det er rigtig godt, at der sker en sikring af ECTS-point for praktik.

Når det så er sagt, er der dog nogle elementer i redegørelsen, som vi er en smule bekymrede for, og som vi gerne vil have at ministeren forholder sig til i den her debat.

For det første: én lov. Lad mig slå fast med det samme, at erhvervsakademier og professionshøjskoler, de maritime uddannelsesinstitutioner, kunstneriske og kulturelle institutioner og universiteter er meget forskellige, og i Enhedslisten mener vi også, at uddannelserne skal forblive forskellige, fordi de har forskellige mål at opfylde. Vi har således både brug for uddannelser, der er praksisnære, og uddannelser, der er forskningsbaserede. Netop i den her sammenhæng er vi også bekymrede for, om det er muligt at fastholde de forskellige hensigter og formål for de forskellige uddannelser, når det ligger i den samme lovgivning. Hvis en trekant og en cirkel skal passes ind i den samme firkantede kasse, er enten en af figurerne eller begge nødt til at ændre form. Så vores overordnede spørgsmål til den her redegørelse er: Hvad skal ændres, for at uddannelserne kan være under én lov? Og hvor ensartede skal vores uddannelser blive? I Enhedslisten vil vi sådan set meget gerne holde fast i, at vi har forskellige typer af uddannelser på forskellige niveauer. Vi har uddannelser, der er forskningsbaserede, og vi har uddannelser, der er praksisnære. Så det vil vi meget gerne bede om ministerens kommentarer til.

Den anden ting, som desværre ikke har været oppe i debatten endnu, og som vi kan blive lidt bekymrede for, eller som vi i hvert fald gerne vil høre kommentarer til, er demokratiet. Vi vil meget gerne høre, hvilke overvejelser man har gjort om, hvilken rolle demokratiet skal spille i en ny, fælles lovgivning. For som jeg ser det i dag, har vi at gøre med en uddannelseslovgivning, som undergraver det uddannelsesmæssige demokrati og giver al for lidt indflydelse til både medarbejdere og studerende. Jeg vil da håbe, at ministeren i en situation, hvor der åbnes for de eksisterende lovgivninger, er villig til at øge demokratiet på erhvervsakademierne, professionshøjskolerne og universiteterne. Jeg går ud fra, at vi er flere her i salen, som deler det ønske, da det jo tidligere har været både radikal og SF-politik, at både medarbejdere og studerende skulle inddrages mere i de beslutninger, som bliver taget på uddannelsesinstitutionerne. Igen må jeg her spørge: Kommer det til at ske med én fælles lovgivning, der skal sikre mere demokrati og mere indflydelse til medarbejdere og studerende, eller bliver konsekvensen, at vi i lovgivningen enten demokratimæssigt kommer længere hen mod den måde, professionsuddannelserne er organiseret på i dag, eller længere hen mod den måde, hvorpå universiteterne er organiseret i dag? Spørgsmålet er, hvordan studenterdemokratiet eller mangelen på samme, kunne jeg fristes til at sige, fungerer.

Når det er sagt, vil jeg sige, at ministerens forslag til en anderledes merit og supplering, åbnes der for en meget bedre sammenhæng mellem de forskellige uddannelsestyper. Og det er det, vi i Enhedslisten hæfter os ved, og det er det, vi i Enhedslisten sætter enormt stor pris på og rigtig gerne vil være med til.

Så vores bekymring her har været den samme, som den, nogle af de tidligere ordførere har nævnt, nemlig hvordan vi sikrer kvaliteten i uddannelserne, og hvordan vi sikrer, at det kommer til at hænge sammen, men her har vi stor tillid til, at ministeren selvfølgelig får lavet en ordning, så meritordningen kommer til at hænge sammen, og så der bliver sikret en faglig kvalitet.

Til sidst vil jeg bare understrege, at vi i Enhedslisten bakker op om den her redegørelse. Det er ikke, fordi vi i Enhedslisten tror på, at de studerende skal hurtigere igennem, men fordi vi tror på, at de studerende skal bedre igennem de videregående uddannelser.

Derfor vil jeg faktisk meget gerne høre ministerens kommentar til, om det nødvendigvis er bedre, og om man nødvendigvis bliver dygtigere af at komme hurtigere igennem sin uddannelse. I Enhedslisten synes vi i hvert fald, at det måske kan virke en lille smule mærkeligt at skulle presses igennem sin uddannelse, når man skal direkte ud i en arbejdsløshedskø.

Men for at undgå det sidespring vil jeg bare vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt man nødvendigvis bliver bedre af at komme hurtigere igennem sin uddannelse.

Når det er sagt, er vi meget positivt indstillet over for de overordnede træk i redegørelsen. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Mai Henriksen.

Fru Rosa Lund har en rigtig, rigtig vigtig pointe her, for hun stiller nemlig et spørgsmål, som lyder: Hvor ensartet skal uddannelserne blive? Det er et rigtig godt spørgsmål. Dertil vil jeg egentlig bare spørge fru Rosa Lund, om ordføreren også deler nervøsiteten ved at meritoverføre fag fra andre uddannelser: Bliver man en bedre læge ved eksempelvis at have haft fag i nordisk litteratur forinden?

Ordføreren.

Nu har jeg desværre ingen erfaringer med medicinstudiet, men som jeg sagde i min ordførertale, er jeg nu ret sikker på, at man også i ministeriet godt kan se, hvilke uddannelser der hænger sammen. Hvis man har gået på en pædagoguddannelse, som er en professionsbachelor, og så herefter gerne vil læse videre på pædagogik på Københavns Universitet, vil der unægtelig være nogle fag, der hænger sammen. Det forestiller jeg mig kunne give mening. Her har jeg så fuld tillid til, at ministeriet eller ministeren og regeringen i øvrigt kan lave et regelsæt, som ordner det.

Det, jeg bliver bekymret for, er, at uddannelserne bliver for ens. Det er i virkeligheden det, som er min bekymring, altså at vi simpelt hen glemmer, at det er en ting at være akademiker, og at det er en anden ting at være professionsuddannet.

Ønsker fru Mai Henriksen ordet? Nej, så siger jeg tak til Enhedslistens ordfører, og så er det fru Mette Bock som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak for redegørelsen. Jeg synes, det har været rigtig spændende læsning. Der er jo ikke nogen tvivl om, at vores uddannelsessystem har været hårdt prøvet og hårdt udfordret igennem de sidste mange års strukturelle ændringer. Sådan helt overordnet set har det været fornuftige ændringer. Der har været brug for, at vi får større enheder i Danmark, men det har været en kæmpestor udfordring, hvor meget er gået op i diskussion om struktur og økonomi og ændringer, og måske mindre i substans og indhold og uddannelse.

Derfor ser jeg og vi i Liberal Alliance med meget stor glæde frem til at få en diskussion om, hvad de næste skridt er, som skal sikre, at vi i Danmark har det bedst mulige uddannelsessystem. Og for os at se er der fire udfordringer. For det første er der en økonomisk udfordring, for det andet er der en strukturel udfordring, for det tredje er der en udfordring i forhold til kvalitet, og for det fjerde er der en udfordring vedrørende relationen til erhvervslivet og aftagerne.

Først vil jeg om den økonomiske udfordring sige, at vi gerne meget kraftigt vil opfordre regeringen til at sætte ord bag handling, havde jeg nær sagt, for ord er man ret gode til, men man burde lige sætte lidt handling bag ordene. Vi er meget bredt i dette Folketing enige om, at uddannelse er fuldstændig centralt for Danmarks måde at klare sig på i et globaliseret samfund, og vi ved, at der er en kæmpestor økonomisk udfordring. Vi står over for en såkaldt økonomisk skrænt, og det ville være en kæmpe lettelse, ikke kun for os herinde i Folketinget, for det kan være ligegyldigt med os, men ude på uddannelsesinstitutionerne, hvis man faktisk tog initiativ til at få lavet en langsigtet økonomisk aftale om finansiering af uddannelse og forskning. Uddannelse og forskning egner sig ikke til, at man hopper fra tue til tue i finanslove. Man tænker for kortsigtet, og derfor vil jeg meget, meget intensivt opfordre til, at man får taget fat på den her problemstilling. Jeg vil sige til uddannelsesministeren, at han må sætte sig på skødet af den finansminister og få lov til at gøre det her.

Dernæst vil jeg om økonomien sige, at der i redegørelsen bliver lagt op til, at vi skal have kigget på vores taxametersystem, ligesom udviklingskontrakterne skal udvikles yderligere, og i det hele taget bliver der lagt op til en diskussion af, hvordan vi sikrer det her. Det ser vi også frem til. Taxametersystemet var godt tænkt, da det blev tænkt, men alle systemer er adfærdsregulerende, og lige nu har systemerne indrettet sig så meget i forhold til det, der ligger i taxametersystemerne, at det er blevet hæmmende i stedet for fremmende. Og derfor er der i høj grad brug for en revision af ikke mindst taxametersystemet.

I forhold til udviklingskontrakterne synes vi, at man er gået et skridt i den rigtige retning med det initiativ, der er taget, men vi kan komme endnu længere. Udviklingskontrakterne skal være rammer; det skal ikke være detailstyring.

Så er der for det andet den strukturelle udfordring. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg læste det her. Og jeg citerer:

»Uddannelsesministeriets uddannelsespolitiske vision tager udgangspunkt i de studerende«.

Jeg vidste ikke, at ministerier havde visioner, men det kan jo godt være, at det er tilfældet. Jeg synes, det er dejligt, hvis regeringen har en vision, og hvis uddannelsesministeren har en vision, men jeg ved ikke, om det er et ministeriums rolle at have visioner. Det kan godt være; det ved jeg ikke. Det må være en sproglig raptus.

Det er også rigtig godt, at vi nu får én lov for alle uddannelser, for en af årsagerne til, at vi har haft den noget dødbringende konkurrence imellem bl.a. professionshøjskoler og universiteter har jo været, at det har ligget i to forskellige ministerier, så det er virkelig dejligt, at det nu er blevet samlet i ét. Vi skal også have bedre meritordninger og bedre overgangsmuligheder og i det hele taget et tættere samarbejde mellem erhvervsøkonomi og professionshøjskoler og universiteter.

Men jeg vil gerne sige, at vi skal passe på ikke at tale bagud og tænke bagud; vi bliver nødt til også at tænke fremadrettet. Og også når jeg lytter til diskussionen her i dag, synes jeg det er ærgerligt, at der ligesom bliver udtrykt en bekymring for en akademisering af professionshøjskolerne. Vi lever i et samfund, hvor det er et kunstigt skel; vi bliver nødt til at have mere forskningsbaseret undervisning ude på professionsuddannelserne, og vi bliver nødt til også på universiteterne at tænke mere i forhold til, hvad det er for en praksis, de mennesker skal ud i. Lad mig bare nævne eksemplet med henholdsvis lærere, der produceres på professionshøjskolerne med henblik på folkeskolen, og de mennesker, som produceres til at skulle undervise på ungdomsuddannelserne. Når vi har et så bredt optag på vores ungdomsuddannelser i dag, er der behov for at tænke mere praksis ind i de universitetsuddannelser, som retter sig ud imod ungdomsuddannelserne. Der skal være mere didaktik, mere pædagogik osv.; det skal ikke kun være noget, der klistres på bagefter. Og derfor skal vi altså prøve at opløse den falske modsætning, der for mig at se er imellem professionshøjskoler og universiteter. Universiteterne kan lære af den erfaring, som man har på professionshøjskolerne, men professionshøjskolerne kan også lære den anden vej rundt. Så der skal være en gensidighed i det, og det synes jeg man skal prøve at arbejde mere målrettet på.

Den tredje udfordring er kvalitetsudfordringen. Vi er i Liberal Alliance meget skarpe modstandere af at sætte rigide kvantitative mål op for, hvor mange der skal igennem vores uddannelser. Det duer ikke bare at sige, at man skal have 60 pct. igennem, og så skal man have 25 pct. igennem lange videregående uddannelser, for hvad hvis nu det er det, vi ikke har behov for, og hvad hvis nu resultatet af det bliver, at kvaliteten og niveauet faktisk sænkes? Det er ingen kunst at skovle en hel ungdomsårgang igennem en videregående uddannelse, hvis bare man sænker baren nok. Det er simpelt hen for uambitiøst. Der skal sættes kvalitative mål i stedet for kvantitative mål, så lad os få en kvalitetsdiskussion.

Jeg vil også gerne lægge op til, at man får en diskussion om, hvad det vil sige at tage en uddannelse i vores samfund. For i dag er det sådan noget med, at man læner sig tilbage og skal have en uddannelse: Man får en uddannelse. Nej! En uddannelse er noget, man skal tage, det er noget, man skal arbejde for, det er noget, man skal investere i, det er noget, man skal prioritere. Det koster rigtig mange penge for fællesskabet. Det er ikke en gavebod. Det er noget, som man faktisk får stillet til rådighed som et kæmpe privilegium, og det vil man se ved at kigge ud i verden. Og hvis ikke vi passer rigtig, rigtig meget på her i Danmark, så bliver vi overhalet indenom, ikke bare af Kina og USA og andre steder, men også af andre europæiske lande. Det er simpelt hen blevet for tilbagelænet, og det skal vi altså have gjort noget ved. Det må ministeriet gerne have en ambition om, hvis ikke andre har det.

Vi hører allerede nu omkring ungdomsuddannelserne, at man er begyndt at lave A- og B-hold osv. Vi bliver altså nødt til at tænke ikke kun i bredden, men også i højden. Vi skal ikke være bange for at tale elite, for forudsætningen for, at man kan få kvalitet i bredden, er sådan set også, at man har en spydspids i højden. Den kvalitet skal vi sikre, og jeg vil gerne komme med den forudsigelse, at hvis man ikke tænker mere i elite, end man gør i dag, så vil der ske det, og det er ikke nødvendigvis dårligt, at vi i løbet af 10 år får den første private universitetsuddannelsesinstitution i Danmark, formentlig i samarbejde med et af de andre store universiteter i USA eller England, eller hvor ved jeg. Men det er det, der kommer til at ske, og så kan vi tage en diskussion om, om det er det, vi vil.

Jeg ser sådan set hellere, at vi sikrer eliten og højden i vores nuværende uddannelsesinstitutioner, da vi er så lille et land og der jo er grænser for, hvor mange talenter vi har. Men vi bliver nødt til at adressere den elitære udfordring, og hvis ikke vi gør det, så sker der noget, som ikke nødvendigvis er godt.

Den sidste ting, jeg lige vil kommentere, er relationen mellem erhvervsliv og aftagere. Jeg synes, at der har været en tilbøjelighed til, at nu skal uddannelserne producere det, som erhvervslivet har behov for. Lad mig sige det på en anden måde: Universiteterne og de andre videregående uddannelser skal selvfølgelig ikke producere noget, som ingen vil have, men at tro på, at man får noget godt ud af, at det er erhvervslivet og de offentlige institutioner, som sidder og fortæller i detaljer, hvad det er for nogle uddannelser, der skal udbydes, er mere end naivt, for så kommer vores uddannelsessystem til at halte bagefter i stedet for at løbe foran. Tanken er jo netop, at når man får nyuddannede kandidater ud, er det dem, som kommer med de gode og de nye ideer.

Det er fint nok, at man også i redegørelsen nævner, at innovation og entreprenørskab skal være en del af alle uddannelser. Ja, men ikke – for guds skyld ikke – som sådan nogle selvstændige fag, hvor man så lærer at blive innovativ. Det skal være integreret i undervisningen, det skal være en del af kulturen, men vi flytter intet ved at have nogle nu skal vi lige sætte os sammen i rundkreds og få nogle gode ideer-fag. Det holder ikke.

Så alt i alt vil jeg sige tak for redegørelsen. Jeg synes, man skal tænke endnu mere ambitiøst. Jeg synes, man skal tænke mere i elite og ikke kun i bredde. Jeg synes, vi skal vænne os til at tænke på vores uddannelsessystem ikke som skoler, men som uddannelser, der tør og vil stille krav. Det vil tjene ikke kun de studerende, men også vores samfund. Vi skal uddanne ikke kun dygtige medarbejdere, men også kloge borgere. Tak for ordet.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så går vi til den sidste ordfører. Det er fru Mai Henriksen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for redegørelsen.

Flere unge skal have en videregående uddannelse hurtigere. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det skal kombineres med de kompetencer, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger. Det gælder for dem, der vælger forskningsvejen, så vel som for dem, der ender med at blive ansat i den private eller den offentlige sektor.

Vi har brug for, at uddannelsesniveauet i Danmark hæves. Det gælder helt ned i folkeskolen, og det gælder helt op til de videregående uddannelser. Regeringen har sat en målsætning om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Jeg vil gerne advare regeringen mod at stirre sig blind på målsætninger, for lige nu oplever vi bagsiden af medaljen for 95-procents-målsætningen, hvor 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Det betyder, at unge bliver stuvet ind på ungdomsuddannelserne, også selv om de ikke er uddannelsesparate, alene med det formål at komme den målsætning nærmere.

Ingen har tilsyneladende øje for, at det rent faktisk også går ud over den unge. Af det samlede antal uddannelsessøgende på ca. 60.000 var det kun 0,3 pct., som blev vurderet ikkeuddannelsesparate til erhvervsuddannelserne, og det hænger jo ikke sammen med, at der ifølge PISA-undersøgelserne er omkring 15 pct., som forlader folkeskolen uden de grundlæggende regne- og læsefærdigheder.

Konsekvensen bliver et meget stort frafald, og det er stort både på gymnasier og erhvervsskoler. Det er urimeligt over for den unge, der falder fra, men det er også urimeligt over for de tilbageværende elever, der får en dårligere undervisning, og det går ud over kvaliteten. Jeg kan være nervøs for, at samme mekanisme vil gøre sig gældende for målsætningen om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal ind på de videregående uddannelser. Vil det gå ud over kvaliteten? Selv om man ved, at der er en statistisk, positiv sammenhæng – jo højere et uddannelsesniveau, jo mere produktivitet, jo mere vækst, jo mindre sandsynlighed for ledighed – skal der stadig væk være en efterspørgsel efter den højtuddannede arbejdskraft, for ellers uddanner man til arbejdsløshed.

Den uafhængige tænketank DEA's beregninger viser, at 60-procents-målsætningen kan opnås ved en blanding af reduceret frafald, et øget optag og hermed altså også en markant omfordeling af studerende på tværs, hvor flere vil få en lang, videregående uddannelse, og færre vil få en kort. Konkret viser DEA's beregninger, at allerede i 2020 vil vi stå med 11.000 færre, som har en erhvervsfaglig uddannelse. Spørgsmålet, der melder sig, bliver pludselig: Jamen har vi så nok faglærte til fremtidens arbejdsmarked? For man må dog antage, at der også i fremtiden stadig efterspørges faglært arbejdskraft i industrien og på det private arbejdsmarked generelt. Så mit råd til regeringen skal være, at den skal lade være med at stirre sig blind på målsætningerne. Sørg i stedet for, at de kompetencer, som der uddannes til i dag, også passer med efterspørgslen på fremtidens arbejdsmarked.

Jeg startede med at sige, at flere unge skal have en videregående uddannelse hurtigere. Når det handler om hurtigere gennemførelse, skal vi politisk både kigge på, hvordan vi sikrer, at de studerende starter tidligere, og på, at de fastholdes og gennemfører hurtigere.

Tidlig start kan fremrykkes ved at undgå den selvsupplering, som finder sted. Antallet af suppleringskurser er steget meget, og sidste torsdag blev gymnasiereformen diskuteret her i Folketingssalen. Her lagde vi Konservative vægt på, at det er uacceptabelt, og at det er utilfredsstillende, når en studieretning på gymnasiet ikke giver en tilsvarende adgang til en videregående uddannelse. Har man eksempelvis læst biologi som studieretning, skal man også kunne komme ind på biologistudiet.

Hvis eleverne på ungdomsuddannelserne er uddannelsesparate, vil de også kunne begynde tidligere. Tidligere nævnte jeg 95-pocents-målsætningen, som har den uheldige effekt, at næsten alle erklæres uddannelsesparate. Konservative ønsker, at ungdomsuddannelserne kan få lov til at afvise elever, der ikke er uddannelsesparate. I forlængelse heraf har de altså en forpligtelse til at finde et uddannelsestilbud sammen med vejlederne og den unge selv, som kan give den nødvendige opkvalificering, der skal til, for at den unge kan blive kompetent til at starte på en ungdomsuddannelse. Færre fejlvalg fra begyndelsen vil betyde, at man kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Jeg har noteret mig, at ministeren i øvrigt mener, at det skal være langt nemmere at meritoverføre fag fra tidligere uddannelser, for at den studerende kan komme hurtigere igennem. Konservative er sådan set enig med rektoren for Syddansk Universitet, som lufter en bekymring for, om det vil betyde en faglig udvanding af uddannelserne. Der skal være fornuft i og mening med en meritoverførsel. Fordi man har læst nordisk litteratur i to semestre, giver det ikke en bedre kvalificering til at læse medicin.

Konservative ser til gengæld meget gerne en øget karriererådgivning. I dag vælger studerende ofte uddannelse efter interesse, og det samme gælder i forbindelse med fag på overbygningen, og heldigvis for det. Selvfølgelig skal de studerende vælge fag efter interesser, men det er også vigtigt, at de har for øje, hvilke job de ønsker, når de er færdige med deres videregående uddannelse på et tidspunkt.

Sluttelig vil jeg kort adressere selve redegørelsen. Jeg må sige, at jeg havde store forventninger, da jeg bladrede igennem redegørelsen med de her glittede sider. Men langt størstedelen af redegørelsen bliver sådan lidt teknisk, bliver sådan lidt grå og uden de store visioner. I afsnittet om nye udfordringer står der eksempelvis, at nu er det tid til at have fokus på de studerende og deres uddannelse, og det er jo rigtig fint, og man bliver helt glad, men så fortsætter redegørelsen med meritsystemer, udviklingskonstrakter, taxametersystem, bevillingsreform og andre lange, fine ord. Når overskriften hedder større sammenhæng i det videregående uddannelsessystem, havde jeg nok måske nærmere forventet, at det var de visionære pejlemærker, som blev adresseret.

Hvordan skaber eksempelvis øget globalisering, internationalisering og talentpleje på tværs af uddannelsessystemet en større sammenhæng? Og apropos talentpleje er det jo en mærkesag for os Konservative, at de videregående uddannelser formulerer en strategi for talentpleje og synliggør den, eksempelvis på deres hjemmeside, så de studerende kan se, hvilke muligheder der er, før de overhovedet søger ind. Se, det skaber sammenhæng!

Hvordan sikrer vi den højeste forskningskvalitet, og hvordan får vi øget fokus på innovation og iværksætteri, som i høj grad efterspørges på fremtidens arbejdsmarked? Det er også med til at skabe sammenhæng, sammenhæng mellem efterspørgsel på kompetencer nu og i fremtiden.

Tak til den konservative ordfører. Så spørger jeg, om ministeren vil sige tak og kommentere. Ja, det vil han. Værsgo.

Først og fremmest tusind tak for debatten. Med redegørelsen har jeg jo på regeringens vegne ønsket at præsentere en uddannelsespolitisk vision om mere sammenhængende rammer for alle videregående uddannelser og om et uddannelseslandskab, hvor de studerende i langt højere grad har mulighed for at tilpasse deres uddannelser til den virkelighed, de møder, når de står med deres eksamensbevis i hånden.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at de politiske sigtelinjer, som præsenteres i redegørelsen, vil blive foldet ud i tæt dialog med uddannelsessektoren, med de politiske partier og ordførere på området og i respekt for alle indgåede forlig.

Så vil jeg gerne sætte en tyk streg under, at det her ikke bare handler om flere universitetskandidater. Vi har bl.a. brug for det, som LO og andre har kaldt et dobbelt uddannelsesløft, hvor ufaglærte får mulighed for at blive faglærte, men hvor faglærte også får bedre mulighed for at fortsætte til videregående uddannelser. Ud over at vi ønsker, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, har vi altså sat, som flere var inde på, ambitiøse mål om, at 60 pct. af en ungdomsårgang i 2020 skal have en videregående uddannelse, og at 25 pct. skal have en lang videregående uddannelse. Det er en stor ambition, endda ledsaget af et ønske om, at kvaliteten af uddannelserne styrkes samtidig, og at de studerende har mindre spildtid og dermed bliver hurtigere færdig.

Både de demografiske og teknologiske udfordringer og global konkurrence og de her ambitiøse uddannelsesmål i kombination med en stram økonomi stiller nye krav til, hvordan vi tilrettelægger uddannelserne for de studerende, og stiller krav til, hvordan de videregående uddannelser hænger sammen. Men det giver også nogle nye muligheder for de studerende, for aftagerne og for alle os andre. For de studerende betyder det, at der bliver færre blindgyder og bedre meritpraksis, flere uddannelsesmuligheder, bl.a. ved hjælp af et mere fleksibelt uddannelsesvalg, og det betyder også, at de bliver hurtigere færdig med deres uddannelse, bl.a. ved at afskaffe supplering og forbedre overgangene. Hvis de senere har brug for om- eller opkvalificering, får de glæde af en efter- og videreuddannelse, der i højere grad kan tilpasses deres behov. For samfundet betyder mere sammenhæng i uddannelsessystemet bl.a., at vi får en mere kompetent arbejdsstyrke, og at vi udnytter vores ressourcer bedre.

Jeg skal ikke gennemgå redegørelsen i detaljer, men bare understrege, at de fire forslag, som vedrører rammerne om enklere udviklingskontrakter, taxameter- og bevillingsreform, et nyt fælles sammenhængende akkrediteringssystem og en samlet sammenhængende lov for alle videregående uddannelser, som jeg sagde, vil blive udformet i dialog med sektoren.

Jeg vil godt bruge lidt tid til bare lige at sige lidt om den her sammenhængende lov om videregående uddannelse. Bedre og mere sammenhængende rammer for de studerende kan sikres gennem en samlet lov – en fælles lov, som tager udgangspunkt i de studerende og skal sikre et opgør med institutionsbundne regler, der skaber barrierer for dem i uddannelsessystemet, og samtidig sikrer, som flere ordførere har udtrykt bekymring for, at vi har et varieret udbud af videregående uddannelser. Målet er ikke ensretning – tværtimod at fastholde mangfoldighed, men i en fælles ramme.

Der er også syv forslag, der går på selve uddannelserne, altså fleksible uddannelsesvalg, afskaffelse af supplering, meritgaranti, samarbejde om vidensgrundlag, innovation og efter- og videreuddannelse.

Jeg vil også godt bruge et øjeblik på diskussionen om afskaffelse af supplering. Hvis man kigger på række pressehistorier fra de seneste dage, vil man se, at der nok er et behov for lige at føje et par ord til det her forslag om at afskaffe supplering mellem en bachelor/professionsbachelor og kandidatuddannelse. I dag er der alt for mange studerende, som gennemfører et suppleringsforløb for at opfylde adgangskravet til en kandidatuddannelse. Det gælder for professionsbachelorer og for universitetsbachelorer. Sammenhængen mellem bachelor og kandidatuddannelse er ufleksibel, studietidforlængende og udgiftsdrivende. Det er skidt for de studerende, og det er skidt for samfundet, og det er derfor, vi har en målsætning om at afskaffe netop den type supplering fra 2013.

Men det betyder bestemt ikke, at det faglige niveau skal sænkes. På den ene side er det vigtigt at understøtte fleksibilitet, så de studerende har gode muligheder for at videreuddanne sig og eventuelt justere uddannelsesforløbets erhvervsmæssige fokus. På den anden side skal vi holde et højt fagligt niveau. Der er naturligvis faglige grænser for, hvilke kandidatuddannelser der er tilgængelig for den enkelte bachelor eller professionsbachelor. Det er f.eks. helt oplagt, at en bachelor i jura ikke har direkte adgang til en kandidatuddannelse i marinbiologi.

Det er også mit indtryk, at de studerende har stor respekt for det faglige indgangsniveau til en uddannelse. De har forståelse for, at fordybelse i ekstrafag er nødvendig, hvis der er en faglig begrundelse for det. Derfor skal de videregående uddannelsesinstitutioner tage et større medansvar for at gøre uddannelsesvejene så tydelige som muligt. Det indebærer altså, at universiteterne styrker oplysningen om adgangskravene.

Men det må være sådan, at hvis man tager en bachelor, uanset hvor man tager den, så er der også en kandidatgrad, man umiddelbart har adgang til derefter. Det kan altså ske bl.a. ved en bedre sammenhæng mellem de eksisterende professionsbacheloruddannelser og de relevante kandidatuddannelser, så der sker en direkte og uhindret overgang.

I redegørelsen præsenterer jeg også det fleksible uddannelsesvalg, som skal sikre, at det bliver nemmere for de studerende at kombinere relevante fagområder på tværs af forskellige uddannelsesinstitutioner og sektorer. Det er altså et spørgsmål om, at de studerende i højere grad skal påvirke sammensætningen af deres egen uddannelse, og at de kan sammensætte dele af deres uddannelse ud fra nye vinkler. Uddannelsernes faglige kerne, kvalitet og identitet skal selvfølgelig fastholdes. Det er ikke et spørgsmål om at uddanne halve sygeplejersker og ingeniører, som arbejdsmarkedet ikke efterspørger. Flere institutioner er allerede i fuld gang med at udvikle forskellige former for fleksible uddannelsesvalg inden for institutionerne, og jeg glæder mig til dialogen om, hvordan vi kan brede det ud på tværs af institutionerne.

Så har jeg også foreslået, at alle studieordninger skal indeholde praktikvinduer, der sikrer, at de studerende kan få jord under neglene. Praktikvinduerne skal ikke nødvendigvis bruges til praktikophold. Det kan også bruges til andre former for projekter i samarbejde med virksomhederne. Men jeg er rigtig glad for at se, at erhvervslivet tager godt imod det. Og jeg er også rigtig glad for at se, at flere studerende har bekræftet, at det altså er systemet, den er gal med, når der ikke er mulighed for at sammensætte en praktik, der har relevans for studiet.

Endelig er der spørgsmålet om efter- og videreuddannelse, fordi et sammenhængende uddannelsessystem også skal gøre det nemmere for færdiguddannede at tilpasse sig et dynamisk arbejdsmarked. Ifølge OECD er det faktisk nødvendigt, at den almindelige lønmodtager ændrer kompetencer seks gange i løbet af arbejdslivet, og i det lys er det afgørende at have fokus på efteruddannelse og videregående uddannelse hele livet igennem. Sidste år gennemførte vi en reform af diplomuddannelserne, og nu følger vi op med en reform af de videregående voksenuddannelser. De her reformer medvirker til gennemsigtighed og overskuelighed. Et mere fleksibelt tilbud af videregående voksenuddannelser og diplomuddannelser skal også imødekomme arbejdsmarkedets behov og understøtte den faglige bredde. Derfor er der også behov for, at vi nu kigger på at give masterområdet et eftersyn.

En helt ny analyse fra tænketanken DEA viser en klar sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet i danske industrivirksomheder: Jo højere uddannelsesniveau der er hos industriens medarbejdere, jo større sandsynlighed er der for, at virksomhederne er højproduktive. Men desværre viser analysen også, at der ikke foregår ret meget formel opkvalificering af industriens medarbejdere, og det er en udfordring, som mere sammenhæng kan bidrage til at løse.

Så vil jeg gerne sige tak til regeringspartierne for opbakningen i dag – det var måske ikke så overraskende – men især også tak for bidraget undervejs i udformningen af redegørelsen og for det gode samarbejde herom. Og så vil jeg sige noget om de forskellige ordførerindlæg.

Jeg er glad for, at Enhedslisten også kan se et perspektiv i at mindske tidsspilde og uhensigtsmæssige barrierer, også selv om det fører til det, vi ikke er enige om, nemlig at de studerende hurtigere kommer igennem deres uddannelse. Men jeg er da i hvert fald glad for, at vi kan enes om midlet, selv om vi eventuelt måtte være uenige om målet. Jeg var lidt inde på det med bekymringen om én lov. Pointen med at lave én lov er i virkeligheden at sikre, at den mangfoldighed, der er, ikke bliver modstykket til, at de studerende har den fleksibilitet, og at der er den sammenhæng i systemet. Derfor er ønsket i virkeligheden at beskytte mangfoldigheden og sørge for, at vi ved at samle reguleringen i én lov giver de studerende muligheder for at sikre, at vi kan bevare mangfoldigheden, samtidig med at vi får sammenhængen. Jeg synes, det er helt relevant i den sammenhæng at diskutere, hvordan studenterdemokratiet og uddannelsesdemokratiet fungerer på tværs af sektorerne. Også her kan der givetvis være behov for at diskutere bedre sammenhænge på tværs. Jeg er rigtig glad for den dialog, jeg har med de studerendes organisationer, og også det at bringe dem ind i samme rum kan i sig selv være en øjenåbner for nogle af problemerne med sammenhængen.

Så spørger Enhedslistens ordfører, om man bliver bedre af at komme hurtigere igennem. Det kan man vel ikke entydigt sige ja til, men man kan vel heller ikke omvendt slutte, at man bliver dårligere af at komme igennem bare på normeret tid. Det er da mærkeligt at have et uddannelsessystem, hvor man lægger til grund, at det kan man ikke, altså at man ikke kan blive god på normeret tid. Det er i hvert fald lidt atypisk, kan man sige, at der mange steder er en sådan kultur. Det er da specielt, at det på landets ældste universitet i gennemsnit tager over 7 år at tage en 5-årig uddannelse. Det synes jeg ikke entydigt man i hvert fald kan sige er et kvalitetsstempel. Det tror jeg vi kan gøre med nogle af de tiltag, der ligger her. Det er nogle forbedringer, som gør, at de studerende i højere grad nærmer sig noget, der ligner normeret tid, altså den tid, vi har forestillet os og giver penge til at de skal have uddannelse i.

Også tak til Liberal Alliance. Jeg er enig i, at det er godt at sikre stabile økonomiske rammer, og det er altså et finanslovanliggende, og derfor bliver det også i det regi, at det bliver forhandlet. Det var et svar til flere. Men jeg er også glad for tilslutningen til, at vi kigger på både taxametersystem og udviklingskontrakter. Også tak for, at fru Mette Bock rammer rigtigt i forhold til det, som en samlet lov kan, nemlig at sektoren også bliver bedre til at lære af sig selv og hinanden; at vi får mere praksis i de teoretiske uddannelser og mere viden i de praktiske uddannelser. Det handler i virkeligheden om, om man anskuer det horisontalt eller vertikalt. Altså, ser man det som ligevægtige dele af sektoren, der skal spille sammen, eller har man sådan en forståelse af, at det i virkeligheden er sådan en elevator, hvor man kan stile efter at komme højere og højere op? Jeg har det syn på det, at det er ligevægtige sektorer, og dele af sektoren kan i høj grad have gavn af et stærkere sammenspil.

Så er der flere, der er inde på det her med det kvantitative mål om, at 60 pct. skal have en videregående uddannelse. Hvis vi skal sikre stabile økonomiske rammer, tror jeg nu ikke, at det er helt af vejen at have et fælles mål for, hvor mange der skal have en uddannelse, for det giver jo da mulighed for at lægge en eller anden form for budget, kan man sige. Men derudover synes jeg faktisk, det er vigtigt at sende et signal til ungdommen i Danmark om, at vejen til fremtidens arbejdsmarked er brolagt med uddannelse. Og jeg deler altså ikke den bekymring, som også den konservative ordfører, synes jeg, kommer med, nemlig at der skulle være en nervøsitet for, at vi bliver overuddannet i Danmark. Det, vi har mistet, er jo arbejdspladser til ufaglærte. Det, vi har brug for, er i sagens natur, at flere af dem, der er ufaglærte, bliver faglærte, men altså også, at flere får en videregående uddannelse. Der erindrer jeg bare om at det altså ikke er et ønske fra regeringens side at få 60 pct. igennem universiteterne. Det er i høj grad de korte og mellemlange uddannelser, der skal trække slæbet, og jeg er glad for, at de nye ansøgningstal på kvote 2 faktisk viser, at det er der, væksten kommer fra. Der er 13 procents stigning i søgningen til erhvervsakademierne, og det gør, at vi igen har sat danmarksrekord. Så det er, synes jeg, vigtigt at have et ambitiøst mål, også for, hvor mange der skal have en videregående uddannelse. Jeg diskuterer meget gerne talentstrategi – det nævnte også både Konservative og LA – så længe det er hele vejen igennem systemet. Det er ikke kun et universitetsspørgsmål. Det er bestemt også et spørgsmål for andre dele af uddannelsesområdet.

Så er jeg meget enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at det handler om at fastholde uddannelsernes egenart. Det er også et vigtigt signal til både de maritime og de kunstneriske uddannelser, og jeg vil bare forsikre om, at vi bestemt ikke har nogen planer om at lade et bureaukrati erstatte af et nyt i forhold til akkreditering. Og jeg deler helt tilgangen til kvalitetssikring, altså at det i virkeligheden handler om at sørge for, at der er gode kvalitetssikringsmekanismer i det daglige arbejde på uddannelsesinstitutionerne i stedet for en gang imellem at kigge forbi og tage temperaturen og så overraskes over, hvad situationen er. Så vi ønsker ikke nye rigide regler. Vi ønsker i virkeligheden at skabe et system, hvor det daglige arbejde med kvaliteten er det, som vi understøtter med vores kvalitetskontrol, og ikke sådan et kig forbi i ny og næ.

Det er rigtigt, at der er skrænter i forskningsbevillingerne. Det var også det, som Venstres ordfører var inde på. I den gode stemnings ånd vil jeg ikke gøre mig polemisk over det, men grundene til, at der er skrænter, er jo, at den reserve, som den tidligere regering understøttede sammen med dens parlamentariske grundlag, ikke slår til i forhold til de udgifter, der har været i globaliseringspuljen. Derfor er udfordringen jo i sagens natur at skabe et øget råderum, og det er regeringen meget optaget af. Vi arbejder på en 2020-plan, hvor der bliver foreslået en række reformer, der kan skabe et øget råderum. Der er jeg da glad for at der tilsyneladende er en stemning for, at det er vigtigt at prioritere uddannelse og forskning. Det er jeg og regeringen helt enig i. Men det kræver så, at man starter med at tage fat om reformarbejdet, så vi sikrer os et råderum.

Det er også lidt et svar til Venstres ordfører, for det bliver et finanslovspørgsmål at afklare de her ting, men der er jo virkelig muligheder for – for jeg kan mærke, at Venstre er optaget af, at der skal investeres mere, end man var parat til, da man selv lagde 2020-plan – at man så går ind og tager et ansvar for de reformer, der skal laves. Så må jeg sige, at det jo er lidt svært at blive beskyldt for, at man ikke har penge med i redegørelsen, for når man så har et forslag om at kigge på taxametrene inden for de eksisterende rammer, er det også galt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager et kig på taxameter- og bevillingssystemet, også uafhængigt af, hvor store de økonomiske rammer er, men for at se, om den måde, det er indrettet på, om dets anatomi når de mål, vi gerne vil have. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Men jeg er rigtig glad for, at der også fra Venstres side er fokus på vidensopbygning i professionssektoren. Det er vigtigt, og det er en fælles opgave at sikre, at vi kan styrke det yderligere.

Så fandt jeg simpelt hen ikke ud af, om Venstre og Konservative egentlig deler regeringens målsætning om, at 60 pct. skal have en videregående uddannelse. Det kunne da være interessant at høre, men det bliver jo så nok en anden dag. Jeg synes da, at det er lidt overraskende i hvert fald at høre den konservative afstand til 95-procents-målsætningen, som jeg egentlig troede var noget vi delte bredt i Folketinget. Men det var da i hvert fald nye toner, beklageligvis, kan man næsten sige.

Så vil jeg bare slå fast i forhold til merit – det fremgår af side 25 i redegørelsen – at det altså er inden for beslægtede uddannelser, at man skal sikres merit. Men det kan ikke nytte noget, at en studerende, der flytter fra den ene ende af landet til den anden og starter på en uddannelse, der er beslægtet eller den samme, i virkeligheden oplever, at man ikke kan få merit. Det er altså at forsinke dem unødigt, og det er synd for dem, men det er jo også synd for samfundet, der har brug for, at de bliver færdige og kommer ud og bidrager på arbejdsmarkedet.

Jeg fornemmer, at alle er glade for sammenhæng, og at ingen kan lide ensretning, og på den måde har vi da i hvert fald fundet hinanden på det punkt, for det er også det, der er ambitionen med sammenhængsredegørelsen, nemlig at skabe bedre sammenhæng, men uden at skabe ensretning. Jeg er glad for, at regeringen har klare mål, altså at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse; vi har klare visioner om mangfoldighed og sammenhæng, og vi sætter fokus på de studerende efter mange år med rigtig meget fokus på institutionerne. Det er rigtigt, at det er en vision. Men jeg synes også, at der er mange konkrete forslag, der vidner om handling bag ordene. Det er også en invitation til dialog, for vi lytter gerne, både til de studerende, til institutionerne og til de politiske partier.

Tak for debatten.

Der er en stribe korte bemærkninger til ministeren, først fra fru Mette Bock.

Jeg skal bare lige være helt sikker på, at ministeren ikke retter bager for smed. Det er omkring suppleringskurserne. Sådan som jeg hører ministeren nu, handler det om, at hvis man har en professionsuddannelse, skal man kunne gå ind på en kandidatuddannelse, og så kan det godt være, at der skal være nogle suppleringsfag. Men det må universitetet så udbyde, efter at man er blevet optaget på universitetet, hvis det er en kandidatuddannelse på universitetet. Der vil jeg bare lige sige, at det sådan set er den lette del af det, altså, at hvis man er sygeplejerske, så kan man tage en kandidatuddannelse oven på sygeplejeuddannelsen. Den svære del af det er jo, hvis en sygeplejerske gerne vil være læge, for så kommer man ind i hele meritspørgsmålet i stedet for. Jeg tror faktisk, at det med suppleringskurser er den lille del af det. Altså, den væsentlige del af det er i virkeligheden hele meritdiskussionen.

Ministeren.

Jeg er tilbøjelig til at være enig i det. I hvert fald kan man sige, at det med supplering har trukket meget opmærksomhed. Der vil jeg så sige helt klart, at jeg mener, at når vi har professionsbacheloruddannelser, der er fuldt akkrediteret, og som i øvrigt giver adgang til masteruddannelser i udlandet, så skal de også give adgang til masteruddannelser eller kandidatuddannelser på danske universiteter. Det er der, hvor jeg synes, at det er vigtigt, at sammenhængen er der, at den studerende ved, hvad det er for nogle muligheder, nogle døre, der åbner sig. Når man starter, måske endda med en akademiuddannelse, skal man kunne se, at man kan tage og lægge til og tage den her bacheloruddannelse og lægge til og tage den kandidatuddannelse.

Men jeg er enig med fru Mette Bock i, at der er udfordringer, der ligger uden for det spor omkring det, hvordan vi giver merit, og hvordan vi får institutionerne til at anerkende hinanden. Det er altså ikke bare mellem niveauerne, det er i høj grad også mellem institutioner på samme niveau, og det er en væsentlig udfordring.

Mette Bock.

Der var så lige en anden ting, jeg ville sige. Nu prøvede jeg også at få sat diskussion om højde og elite på dagsordenen i stedet for kun at tale om bredde, hvilket jeg synes vi har gjort i rigtig mange år. Vil ministeren være med til at overveje, om vi måske skulle afskaffe det retskrav, som man i dag har på at gå videre til en kandidatuddannelse, hvis man har taget en bachelor? For hvis man skal sikre højden, kunne det jo måske være en god idé, at man gav universiteterne en frihed til, at de kunne sige: Det er ikke er nok, at du har slæbt dig igennem og du lige har bestået din bachelor; vi stiller faktisk nogle krav, der er højere, for at du skal kunne gå videre til en kandidatuddannelse.

Ministeren.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi både kigger på bredden, og at vi kigger på højden i vores uddannelsessystem, men jeg vil med hensyn til det forslag, som fru Mette Bock her bringer til torvs, sige, at jeg ville være nervøs for, om vi ville skabe nogle nye blindgyder, hvis man gjorde sådan, altså om vi så i givet fald ville ende med at have en masse bachelorer, som ikke ville kunne komme videre, fordi der var blevet sat grænser for optaget. Derfor tror jeg ikke, det er den rigtige vej at gå, men jeg tror til gengæld, det er vigtigt, at vi forfølger de tanker, som der eksempelvis er på Aarhus Universitet, i forhold til deres 4 + 4-uddannelse. Her kommer folk, der har retning mod en ph.d., meget tidligt i deres forløb ind på den retning og kan forfølge det spor, og det er vel noget, der godt kan betragtes som sådan en særlig talentuddannelse.

Så er det fru Pernille Skipper for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt ned i det her med, hvad der skal ske med demokratiet på vores uddannelsesinstitutioner. Jeg er jo glad for, at ministeren siger, at det er relevant at se på i den her sammenhæng – det er super, så er vi kommet et stykke af vejen. Men så kunne jeg også godt tænke mig at høre ministeren sige, at det ikke fører til mindre demokrati, og at målsætningen med det her så skal være, at vi faktisk – sådan som det også har været radikal politik tidligere – skal have noget mere indflydelse blandt studerende og medarbejdere på vores uddannelsesinstitutioner.

Ministeren.

Jamen jeg har ikke kendskab til, at der skulle være nogen partier, der arbejder for mindre demokrati i uddannelsessektoren. Så det tror jeg ikke at vi får problemer med at løse. Det, der er interessant, er selvfølgelig, hvordan man indretter det, og der synes jeg, som jeg sagde, at det da er relevant også der at kigge på tværs af uddannelsessektoren og se, hvordan man arbejder med tingene. Lige nu har vi jo en proces i gang på universitetsuddannelserne, som jeg ved at fru Pernille Skipper er optaget af, og hvor der kommer nye vedtægter, som meget gerne skulle sikre i hvert fald en klarhed over, hvor indflydelsen ligger. Og det giver selvfølgelig også en mulighed for at gøre status. Så jeg er som sagt helt åben over for at diskutere den demokratiske indflydelse.

Så vil jeg bare sige, at for mig generelt gælder det nu, at uanset om det er vedtægtsbestemt, om det er lovgivningsbestemt, eller hvordan det er bestemt, er det et udtryk for god ledelse, at man, hvis man er en uddannelsesinstitution, inddrager både sine medarbejdere og sine studerende i det udviklingsarbejde, der foregår. Og derfor synes jeg også, at der er et vigtigt element i forhold til at gå i dialog med sektoren om det, for det synes jeg faktisk slet og ret er god ledelse.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg glad for, men det, der så er interessant i den her sammenhæng, er jo, at vi godt kan sige, at alle er enige om, at der skal være medindflydelse, og at der ikke er nogen, der vil sige åbent, at demokratiet skal være mindre, men ikke desto mindre er der, hvis man kigger rundt på institutionerne, stor forskel på den indflydelse, som de studerende har på eksempelvis universiteterne, og den indflydelse, de har på professionsuddannelserne. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren sige, at de studerende på universiteterne ikke vil – i gåseøjne – komme ned på et indflydelsesniveau som det, der er på professionsuddannelserne, men at man tværtimod løfter demokratiet på professionsuddannelserne; måske også over den barre, der eksisterer i dag – altså, at man giver de studerende på alle uddannelsesinstitutioner nogle krav på indflydelse og ikke bare et krav på at blive hørt.

Ministeren.

Som sagt synes jeg grundlæggende, at det er et udtryk for god ledelse at inddrage studerende og medarbejdere. Og regeringen har absolut ingen planer om at minimere nogens indflydelse på deres uddannelse, heller ikke nogen af de studerendes, uanset hvilket institutionsniveau de er på. Derfor siger jeg også, at jeg synes, det er en relevant diskussion at rejse, men jeg har ikke nogen konkrete initiativer, hverken i den ene eller den anden sektor, med i dag.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gerne vende lidt tilbage til finansieringen af forskningen. Ministeren henviser til finanslovforhandlingerne til efteråret. Allerede da vi sidste efterår forhandlede forskningspenge til i år, diskuterede vi, hvad man skulle stille op efter 2012. Så hvad mener ministeren vi skal sige til de forskningsområder, der nu står og skal tage stilling til, om de har midler efter nytår. De skal opsige folk med 3, 6, 9 måneders opsigelse. Så skal vi bare sige: Jamen så må de opsige dem, og så må man lade det forskningsmiljø forsvinde? Hvad skal vi sige til dem?

Ministeren.

Først og fremmest synes jeg da, at det er et vigtigt signal at sende, at man prioriterer området og også er klar til at trække i arbejdstøjet for at skabe større råderum i de reformforhandlinger, der kommer, for det er en afgørende forudsætning. Bevillingsvilkårene er jo kendt for alle dem, der de fleste steder, vil jeg tro, er smerteligt bevidst om det, men det fortæller også, at den måde, hvorpå vi indrettede globaliseringspuljen og den reserve, som er blevet lagt til side, gør, at vi står med de her skrænter og dermed skal arbejde hårdt for at lykkes med det.

Det, jeg opfordrer til, er altså, at Folketingets partier melder sig og trækker i arbejdstøjet og er klar til at være med til at skabe et råderum. Det, jeg siger alle vegne, hvor jeg kommer, er, at regeringen arbejder for at skabe et øget råderum til de her ting. Jeg har jo så i forhold til forskningen en meget klar målsætning om, at 1 pct. af BNP som offentlig forskningsinvestering skal være et gulv og ikke et loft, som det nærmest måtte opfattes som hos VK og Dansk Folkeparti.

Hr. Thulesen Dahl.

Nu siger ministeren, at vi skal i arbejdstøjet. Det talte vi faktisk allerede om før jul, og der hørte jeg mange ordførere sige, at de meget gerne ville i arbejdstøjet, men at de ligesom skulle have et udspil fra regeringen om, hvad det var, de skulle arbejde med, og hvor regeringen ville hen. Men kan jeg høre det, ministeren siger, sådan, at når der kommer en 2020-plan, som jeg forstår kommer i løbet af nogle få uger, så får vi et udspil om det her, så vi kan komme i arbejdstøjet på den her side af sommerferien?

Ministeren.

Jeg er ikke i tvivl om, at det nok vil være muligt at skabe et flertal for at bevilge pengene. Når jeg taler om at trække i arbejdstøjet, er det i forhold til de reformer, der skal skabe grundlaget for det. Det er rigtigt, at der, når regeringen kommer med sin 2020-plan, også kommer et udspil om en række reformer, som vi bestemt håber på et bredt samarbejde om, så vi kan skabe det råderum, der gør, at vi kan få en finanslov, der også lever op til det, jeg fornemmer alle er interesseret i, nemlig at investere i forskning og uddannelse.

Så er det fru Rosa Lund for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har blot et enkelt spørgsmål til ministeren. Jeg skal bare bede ministeren bekræfte, at det her ikke kommer til at betyde, at professionsuddannelser og erhvervsakademier bliver til miniuniversiteter, eller at universiteterne går over til at blive mere praksisnære i stedet for at være forskningsbaserede. Jeg er med på, at ministeren var inde på mangfoldigheden i vores uddannelsessystem i sin tale, og det sætter vi stor pris på i Enhedslisten, men jeg kunne godt tænke mig at få det helt klart bekræftet, at det i Danmark er rigtig positivt, at vi både har praksisnære og forskningsbaserede videregående uddannelser.

Ministeren.

Det kan jeg i et og alt bekræfte, dog med den modifikation, at jeg synes, at det ville være godt, at eksempelvis alle universitetsuddannede havde mulighed for at komme i praktik, hvilket jo er kendetegnende ved erhvervsakademiuddannelserne og professionsuddannelserne. Jeg synes, det ville være et godt element, hvis noget praksis trængte sig på. Så tror jeg også, at der er almindelig enighed om, at det ville være godt med noget mere vidensbasering på bl.a. professionshøjskolerne, og jeg har også noteret mig, at erhvervsakademierne meget gerne vil spille en rolle i at bringe viden ud til mindre og mellemstore virksomheder.

Så også der synes jeg at det vil være godt, hvis der ligesom er strømme på tværs af uddannelsessystemet, hvor noget af det gode ved den praksisnære uddannelsestænkning strømmer i retning af universiteterne, og noget af den viden og det vidensbaserede strømmer i retning af de andre. Det tror jeg faktisk også at sektoren har stor interesse for, men ønsket er altså hverken at ensrette eller at fjerne det, at nogle uddannelser er forskningsbaserede, og at andre er professionsorienterede eller praksisnære.

Fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg er sådan set enig i, at praktik på en universitetsuddannelse kan være rigtig, rigtig positivt, men så skal jeg bare lige være sikker på, at jeg forstår det helt rigtigt, når det kommer til erhvervsakademier og professionsuddannelser. Skal jeg forstå det, ministeren siger, sådan, at man i fremtiden vil se en opprioritering af den praksisnære forskning, dvs. også den forskning og viden, som kan bruges ikke kun på pædagoguddannelsen, men som uddannede pædagoger, uddannede folkeskolelærere osv., altså folk, der har taget en professionsbachelor, kan bruge i deres arbejde? Skal jeg forstå ministeren sådan?

Ministeren.

Man skal forstå det sådan, som det fremgår af redegørelsen, nemlig at vi vil forpligte institutionerne til at arbejde sammen, sådan at den viden, der er relevant, ikke bare for uddannelserne, men også for professionerne, også bliver tilvejebragt og anvendt i uddannelserne. Det er et rigtig vigtigt område, hvis vi skal løfte professionerne. Det gælder i øvrigt ikke kun de offentligt rettede, det gælder i høj grad også de privat rettede.

Sidste spørger: Esben Lunde Larsen.

Tak til ministeren for svarene. Liberal Alliances ordfører problematiserede aspektet akademisering. Jeg deler ikke den bekymring, og jeg vil også blot bede ministeren om at sige, om ministeren deler den bekymring, for der er jo forskel på akademisering. For mig er det, at vi laver anvendt praksisforskning i professionsorienterede uddannelser, ikke akademisering, men det er at få et bedre vidensgrundlag for den måde, der undervises på professionshøjskolerne. Dertil vil jeg blot i relation til det, der fremgår om vidensbasering på professionshøjskolerne i sammenhængsredegørelsen, spørge, hvordan ministeren vil fremme forskning i praksis, altså i, hvad der virker.

Ministeren.

Ja, altså vi må have hørt Liberal Alliances ordfører forkert. Jeg tror snarere, der er tale om en enighed både regeringen og Liberal Alliance og Venstre imellem om, at det vil være godt, både at vi får noget mere vidensbasering på professionsuddannelserne, og at vi også får noget mere praksis ind i nogle af de forskningsbaserede uddannelser. Det, vi lægger op til med sammenhængsredegørelsen her, er jo at sikre en gensidig forpligtelse mellem institutionerne om at samarbejde om viden. Det skulle meget gerne føre til bl.a. det, at vi får mere professionsorienteret viden.

Så er det klart, som ordføreren også har været inde på i debatten, at der jo i globaliseringsforhandlingerne flere gange er blevet taget initiativer bl.a. til ph.d.er i lærernes praksisfelt, og det er jo noget af det, vi så i forbindelse med finansloven skal se om vi kan finde veje til at føre videre og måske udbygge.

Esben Lunde Larsen.

Jamen det glæder mig, at vi har enighed på det felt. Jeg ser nemlig heller ikke akademisering som noget skrækeksempel. Men i forhold til ph.d.erne – og det er jeg glad for at ministeren nævner – udløber de bevillinger jo. Så jeg håber, ministeren også her giver et tilsagn om, at det er ministerens bestræbelse at finde yderligere midler ved finanslovforhandlingerne til ph.d.er i praksis.

Den anden del handler så om forpligtelsen. Ministeren talte om en gensidig forpligtelse. Ministeren kan jo ikke tvinge universiteterne til at forske i praksis. Universiteterne har jo deres frie selvstændighed, og derfor vil jeg gerne spørge ministeren om, hvordan ministeren vil sikre, at universiteterne faktisk forsker i praksis. Vil ministeren lægge små godbidder ud i form af økonomi til projekter? Professionshøjskolerne kan jo heller ikke aftvinge forskning fra universiteterne. Så spørgsmålet er jo, hvordan ministeren indirekte vil styre, at vi får mere professionsorienteret forskning.

Ministeren.

Det, jeg lægger op til, er forpligtende aftaler mellem institutionerne om, hvordan man styrker forsknings- og videnssamarbejdet. Derudover er det, som jeg sagde, jo velkendt, at vi i globaliseringsforhandlingerne og -forligene tidligere har afsat midler til nogle af de her områder, og det er jo noget af det, som vi skal prøve at se om vi kan finde finansiering til at videreføre og måske udbygge.

Det er bare der, hvor jeg stilfærdigt siger, at grunden til, at vi er i den her diskussion, jo er, at den reserve, som den tidligere regering afsatte til at videreføre globaliseringsmidlerne, ikke er stor nok til at dække de udgifter, der er afholdt i globaliseringspuljen. Derfor håber jeg, at alle Folketingets partier er klar til at tage ansvar for at skaffe et råderum, så vi har muligheder for ikke bare at videreføre, men også at udbygge på de områder, som vi taler om her. Men opgaven må være en fælles forpligtelse, al den stund at de udfordringer med hensyn til finansiering, der er regeringens nu, altså er arvet fra den tidligere regering.

Tak til ministeren.

Da der er ikke er flere, der har bedt om ordet til ministerens redegørelse, er forhandlingen slut.