Allerførst vil jeg sige tak for de bemærkninger, der er faldet.
Det er jo dejligt at se, at det her lovforslag får politisk opbakning fra alle Folketingets partier.
Selv om der vil blive lidt overlap mellem det, jeg nu kommer til at sige, og nogle af de indlæg, der allerede har været, så vil jeg alligevel gennemgå og opsummere lovforslagets indhold.
Det lovforslag, som regeringen har fremsat, er først og fremmest resultatet af den aftale på teaterområdet, som blev indgået i juni sidste år.
Men der er også enkelte ændringer, som er tilføjet, efter at lovforslaget har været i høring.
De ændringer har vi været enige om i aftalekredsen.
Lovforslaget består af en række ændringer til den gældende teaterlov, men medfører ikke nye ordninger for scenekunsten i Danmark.
Man kan vel tale om en modernisering af den gældende lov, en modernisering, som tydeliggør, at loven ikke kun handler om teater i traditionel betydning.
Vi foreslår, at loven ændrer navn til lov om scenekunst.
Mon ikke den til daglig vil blive kaldt scenekunstloven.
Alle steder, hvor det giver mening, er ordvalget blevet tilpasset, men hvor der er tale om scenekunstinstitutioner, som har ordet teater som en del af deres navn, er ordvalget uændret.
Tilpasningen vil ikke ændre på, hvem der kan få tilskud, eller på, hvor store tilskud der bliver tale om.
Tilpasningen betyder, at det bliver tydeligt i lovteksten, at loven også omfatter musikdramatik, dans, nycirkus, performance, og hvad der ellers findes på scenekunstområdet.
Generelt søger lovteksten væk fra detailregulering.
Det resulterer i, at vi fjerner beskrivelsen i lovteksten af, hvad navngivne institutioner på scenekunstområdet skal gøre.
Specifikke krav til institutionerne stilles fremover i bekendtgørelsesform og i forbindelse med de rammeaftaler, der indgås mellem de enkelte institutioner og deres tilskudsydere.
De vigtigste områder, hvor der foreslås ændringer, er:
Lovens bestemmelser om København Teater ændres.
Det er målet med ændringen, at de enkelte teatre, som indgår i København Teater, får større grad af selvbestemmelse.
Som det blev aftalt den 21.
juni sidste år, skal der fortsat være en institution, som fordeler midlerne mellem de københavnske teatre, og som varetager en række tværgående opgaver på vegne af teatrene.
Den institution foreslår vi skal hedde Det Københavnske Teatersamarbejde.
Vi samler reglerne for de store ikkestatslige teatre og gør dem mere generelle.
Det er tanken, at de mere generelle regler skal kunne bruges til at regulere forhold på flere institutioner på scenekunstområdet, som varetager særlige opgaver.
Men med ændringerne nævnes ingen af teatrene længere ved navn i loven.
Nogle har været bekymret for, at de enkelte institutioner dermed skulle blive mere udsatte, eller for, at tilskuddene til de gamle institutioner skulle falde, når flere kan blive omfattet af lovens bestemmelser.
Der ligger imidlertid ikke nogen som helst planer af den art bag dette ændringsforslag.
Der ændres på reglerne for egnsteatrene.
Det bliver lettere at danne større enheder gennem fusion af egnsteatrene, og det bliver muligt at yde større tilskud til egnsteatre, hvis flere kommuner går sammen om at støtte samme egnsteater.
I overensstemmelse med aftalen af 21.
juni foreslås egnsteaterkonsulentordningen afskaffet, men som et resultat af høringerne af lovforslaget er vi i aftalekredsen dog blevet enige om at videreføre en kvalitetsvurdering af egnsteatrene.
Den skal Statens Kunstfond have ansvaret for at sætte i gang.
Endelig indeholder lovforslaget også nedlæggelse af Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater, som er aftalt den 21.
juni 2011.
Udvalgets opgave med at tilrettelægge en børneteaterfestival og udgive et katalog over børneteaterforestillinger vil fremover blive løftet af den selvejende institution Teatercentrum.
Til allersidst vil jeg bare lige kommentere det spørgsmål, som fru Stine Brix stillede mig om talentudvikling.
Selvfølgelig vil vi diskutere det i det kommende udvalgsarbejde, og jeg ser frem til det.
Endnu en gang vil jeg sige, at det er dejligt at se en sådan bred politisk opbakning til lovforslaget.