Dette lovforslag er af teknisk karakter.
Helt konkret skal vi ændre revisionsbestemmelsen fra sidste folketingssamling, hvor et stort flertal vedtog at udskyde revisionen af christianialoven.
Og når vi nu står her igen og skal stemme om endnu en udskydelse, er det på en positiv baggrund, for nu foreligger der en aftale mellem Christiania og staten, der går ud på, at Fonden Fristaden Christiania skal købe området til glæde og gavn for alle, der måtte ønske at benytte sig af det.
Christiania har eksisteret i mere end 40 år, og det er en helt unik konstruktion.
Socialdemokraterne går ind for at bevare området som det eksperimentelle fristed, det hele tiden har fungeret som.
Derfor er Socialdemokraterne også glade for, at der nu er stiftet en fond, der skal varetage den fremtidige genopretning, drift og vedligehold af bygninger, grønne områder, forsyning, stier og veje.
Det ser vi som en rigtig god løsning i forhold til at sikre Christianias fortsatte eksistens.
Aftalen mellem staten og fonden skal være gennemført i Folketingets sommerferie, konkret den 1.
juli i år, og først når denne aftale er på plads, ved vi helt konkret, hvordan den nye ordning, hvor Fonden Fristaden Christiania overtager ansvaret for området, kommer til at se ud.
Det giver derfor ikke mening at lave en ny christianialov nu, når der om ganske kort tid foreligger en aftale, der skal danne rammen om Christianias fremtidige virke.
Socialdemokraternes ser frem til den endelige aftale og støtter i mellemtiden forslaget om at udskyde revisionen af loven til næste folketingsår.