Tak for det.
L 95 handler om at sikre en enklere beskatning af minimumsudlodning fra udloddende investeringsforeninger.
Derudover skal lovforslaget bidrage til at sikre samspillet mellem de danske skatteregler og UCITS IV-direktivet.
Direktivet har fra 1.
juli 2011 givet nye muligheder for at administrere og markedsføre europæiske investeringsforeninger på tværs af landegrænserne i EU.
I Venstre er vi enige i, at beskatningsreglerne for investeringsforeninger skal simplificeres.
Investeringsforeninger er nemlig danskernes foretrukne investeringsprodukt og vinder fortsat frem.
Siden 1999 er de administrerede midler firedoblet fra 204 milliarder til 1.000 milliarder, og i dag har 813.000 danskere deres opsparing i danske investeringsforeninger.
Forslaget stammer oprindelig fra dengang, da V og K sad i regering, og siden da er der sket nogle ændringer.
Forslaget har i sin fremsatte form nogle utilsigtede konsekvenser, der skal rettes op på, før det for alvor gavner investeringsforeningerne.
UCITS IV-direktivet har gjort det muligt og administrativt let for danske investeringsforeninger at tilbyde investeringsbeviser til udenlandske investorer.
Problemet er, at danske investeringsforeninger ikke kan udnytte muligheden, fordi vores skatteregler spænder ben.
Hvis en svensk investor f.eks.
vil købe aktier via en dansk investeringsforening, bliver svenskeren beskattet med 27 pct.
af både udbyttet og avancen.
Hvis den svenske investor derimod køber aktier direkte på børsen, skal der kun betales skat af udbyttet.
Det er derfor klart, at den svenske investor vælger at købe aktier direkte på børsen, da der ikke skal betales dansk skat af en eventuel aktieavance.
Alternativt vælger svenskeren at investere via en udenlandsk investeringsforening.
Her skal der nemlig kun betales skat til hjemlandet af det egentlige aktieudbytte.
Vi vil derfor anbefale skatteministeren, at udenlandske investorer kun skal betale dansk skat af udbyttet fra danske aktier og ikke af avancen.
Det ville nemlig være tilfældet, hvis en udenlandsk investor købte aktierne direkte, altså uden om den danske investeringsforening.
Og bare rolig, jeg tror ikke, vi vil miste skatteindtægter, for lige nu vil det næppe give mening for en udenlandsk investor at investere via danske investeringsforeninger.
Så ved at tilpasse de danske skatteregler til UCITS IV vil vi få større aktivitet i Danmark og dermed flere skatteindtægter.
Et andet aspekt ved UCITS IV er, at det gøres muligt at samle administrationen hos investeringsforeninger i ét land.
Herved kan der også opnås stordriftsfordele.
Det vil kunne trække arbejdspladser til Danmark, hvis vi vel at mærke får ændret på de danske skatteregler.
Et lille hovedregnestykke vil gøre det synligt, at det faktisk kan give god mening.
Den danske finansielle sektor administrerer fonde for omkring 500 mia.
kr.
Hvis to tredjedele af de midler bliver taget hjem til administration i Danmark, vil det give yderligere arbejdspladser i Danmark.
Det vil f.eks.
skabe stordriftsfordele på udvikling, vedligeholdelse og betjening af de avancerede it-systemer, som der kræves til at drive investeringsforeninger.
Dette eksempel handler om at trække arbejdspladser hjem til Danmark ved at samle administration i Danmark frem for i et andet land.
Men der er også muligheden for, at Danmark kan blive et attraktivt land for at eksportere investeringsbeviser, f.eks.
hvis en tysk investeringsforening vælger at etablere sig i Danmark og herfra sælge investeringsforeninger til tyske investorer.
For ud over skattereglerne er Danmark nemlig et attraktivt land at bruge som hovedsæde på grund af lave omkostninger og et transparent marked.
Så hvis vi kan tilpasse de danske skatteregler til UCITS IV, kan vi konkurrere med andre europæiske lande om at være hovedsæde for investeringsforeninger.
Spørgsmålet er, om vi har råd til
ikke
at ændre på de nævnte regler i det fremsatte lovforslag, efter at UCITS IV-direktivet er trådt i kraft.
Så i Venstre vil vi i udvalgsbehandlingen arbejde for, at udenlandske investorer kun skal betale dansk skat af udbyttet på danske aktier.
Dermed sikrer vi, at udenlandske investorer ikke fravælger Danmark på grund af en ekstra beskatning.
Det burde kunne lade sig gøre, selv om skatteministeren tidligere har nævnt, at dette skulle være i strid med den code of conduct, som vi er underlagt, da Frankrig har en nogenlunde lignende ordning; men det er altså noget, vi vil dykke ned i under udvalgsbehandlingen.
Venstre er overordnet positiv overfor lovforslaget.
Det er som nævnt et lovforslag, som vi selv har tegnet skitsen til.
Forslaget har, som jeg har nævnt, nogle utilsigtede konsekvenser, som vi håber vi kan få rettet op på i udvalgsarbejdet.
Tak.