KOMMENTERET HØRINGSOVERSIGT

vedrørende

forslag til lov om ændring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftslo-

ven (Revision af straffuldbyrdelsesloven m.v.)

1. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et lovudkast har været i høring hos:Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-foreningen, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Foreningen af Stats-advokater, Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbun-det i Danmark, Politidirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen, For-eningen af Fængselsinspektører, Fængselsforbundet i Danmark, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens lokale præste-forening, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforening, Advo-katrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Insti-tut for Menneskerettigheder, Amnesty International, Retssikkerhedsfon-den, Retspolitisk Forening, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Det Kri-minalpræventive Råd, Ligebehandlingsnævnet, Forbundet af offentligt an-satte, Kommunernes Landsforening, Ankestyrelsen, Danske Regioner,Foreningen af Socialchefer i Danmark, Lægeforeningen, Dansk Sygepleje-råd, Dansk Psykologforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Retslægerådet,Dansk Journalistforbund, Danske Mediers Forum, Børne- og Kulturchef-foreningen, Red Barnet, Børnerådet og Børnesagens Fællesråd.Justitsministeriet har modtaget svar fra:Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byretpå vegne af samtlige byretspræsidenter, Domstolsstyrelsen, Procesbevil-Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

lingsnævnet, Rigsadvokaten, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen afOffentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbundet, Kriminalforsorgsfor-eningen, Dansk Socialrådgiverforening, Advokatrådet, Landsforeningen afForsvarsadvokater, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk For-ening, Det Kriminalpræventive Råd, Danske Regioner, Dansk Sygepleje-råd, Retslægerådet, Red Barnet, Børnerådet og Børnesagens Fællesråd.Nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagne høringssvar.Justitsministeriets kommentarer til høringssvarene er anførtmed kursiv.

2. Høringssvarene

2.1. Generelt

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns

Byret på vegne af samtlige byretspræsidenter, Domstolsstyrelsen, Pro-

cesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Foreningen af Statsadvokater,

Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbundet,

Dansk Socialrådgiverforening

Danske Regioner

har ikke bemærk-ninger til lovforslaget.

Retslægerådet

har ikke fundet grundlag for at udtale sig om forslaget, derikke direkte ses at have relevans for rådets arbejde.

Kriminalforsorgsforeningen

finder, at der forestår et større behov for re-vision af loven, hvor bl.a. hverdagen i fængslet bør inddrages, og såledesat selve straffen i højere grad tilrettelægges og fuldbyrdes med sigte på, atden løsladte støttes og motiveres til et liv uden kriminalitet.

Advokatrådet

bemærker, at der kan være grund til nærmere at vurdere,om de lovgivningsmæssige rammer sikrer tilstrækkeligt fokus på recidiv-forebyggelse, herunder navnlig på områderne uddannelse, beskæftigelseog bekæmpelse af narkotikaproblemer. Der kan endvidere være grund til atse på de fysiske rammer for straffuldbyrdelsen. Desuden bør der som sup-plement til analysen af kriminalforsorgens kapacitet og sikkerhed gennem-føres en undersøgelse af straffuldbyrdelseslovens anvendelse og funktion ipraksis med nedsættelse af en arbejdsgruppe.Advokatrådet bemærker endvidere, at man kunne overveje at overførestraffelovens bestemmelser om prøveløsladelse til straffuldbyrdelsesloven.Endelig bemærker Advokatrådet, at der synes at være anledning til at drøf-te en udvidelse af ordningen med fuldbyrdelse af straf på bopælen under2

intensiv overvågning og kontrol.

Det Kriminalpræventive Råd

bemærker, at en vigtig form for forebyg-gelse er at undgå, at afsonere recidiverer, hvilket bl.a. kan ske gennem ud-dannelse, arbejde og ved tilvænning til livet uden for murene via udgangs-tilladelser. Rådet finder, at de fleste af ændringsforslagene udgør forringel-ser i forhold til resocialisering. Lovforslaget bør derfor følges op af kom-penserende resocialiserende indsatser i forhold til de afsonere, der i særliggrad bliver ramt af skærpelserne.

Institut for Menneskerettigheder

bemærker, at man bør overveje enmenneskeretlig analyse og mulig revision af disciplinærstraffeprocessen,spørgsmålet om dobbelt strafforfølgning og indsattes klageadgang.Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget fore-taget en vurdering af straffuldbyrdelsesloven, herunder i lyset af Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonvention mv., med henblik på at fastslå,hvilke ændringer af loven som erfaringerne gennem de sidste 10 år harvist behov for. Justitsministeriet har i den forbindelse ikke fundet, at der eranledning til at foretage andre ændringer af loven end de ændringer, somlovforslaget lægger op til.For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt man kan anvende både disci-plinærstraf og strafferetlig sanktion for den samme forseelse, kan der hen-vises til Justitsministeriets besvarelse af 1. maj 2007 af spørgsmål nr. 5vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer,straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Højerebøder i narkosager og kriminalisering af at besidde mobiltelefoner ifængsler m.v.) (L 201, jf. lov nr. 527 af 6. juni 2007) og til pkt. 4.6 i Ju-stitsministeriets kommenterede høringsoversigt til det nævnte lovforslag.Som det nærmere fremgår heraf, finder Justitsministeriet – med henvisningtil den forklarende rapport til den 7. tillægsprotokol til Den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention – at man kan anvende både disciplinær-straf og strafferetlig sanktion for den samme lovovertrædelse uden atkrænke forbuddet mod dobbelt straf (ne bis in idem-princippet).For så vidt angår spørgsmålet om indsattes klageadgang følger det afstraffuldbyrdelseslovens § 112, at der for visse af kriminalforsorgens ad-ministrative afgørelser gælder en særlig let adgang til domstolsprøvelse.Spørgsmålet om, hvilke afgørelser der skulle være omfattet af den udvide-de adgang til domstolsprøvelse, blev nøje overvejet i forbindelse med ind-førelsen af straffuldbyrdelsesloven i 2000. Justitsministeriet finder somdengang, at adgangen til en sådan domstolsprøvelse alene bør omfatte3

afgørelser, som har lighed med straffesager eller i øvrigt har særligt ind-gribende betydning for den indsatte, men derimod ikke afgørelser, der erbegrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsor-gens institutioner, herunder f.eks. afgørelser om udelukkelse fra fælles-skab. I de sidstnævnte tilfælde er der således ofte tale om skønsprægedeafgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutio-nen, hvilket domstolene ikke har i samme omfang som kriminalforsorgen.Domstolsprøvelse må i givet fald ske på grundlag af bestemmelsen igrundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettigede til at påkende et-hvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Der henvises i øv-rigt til Justitsministeriets bemærkninger nedenfor under pkt. 2.8.Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffuldbyrdelsesloven genereltunderstøtter det recidivforebyggende arbejde. Således er der med afsæt iloven sat en lang række større initiativer i gang med henblik på at modvir-ke, at afsonere falder tilbage i ny kriminalitet. Det drejer sig bl.a. om øgetfokus på uddannelse (etablering af et sikret lukket pc-netværk samt et be-tragteligt løft af uddannelsen af unge), intensiveret misbrugsbehandling,fokus på udslusning og handleplaner (Projekt God Løsladelse) og etable-ring af unge-afdelinger i kriminalforsorgens institutioner. I den forbindel-se skal det fremhæves, at en effektiv og tidssvarende regulering af straf-fuldbyrdelsesområdet er af afgørende betydning for regeringens målsæt-ning om, at færre mennesker fremover skal udsættes for kriminalitet. Rege-ringen har således stor fokus på, at straf skal virke præventivt, og at antal-let af personer, som efter afsoning falder tilbage i ny kriminalitet (recidiv)skal mindskes afgørende. Som det i den sammenhæng fremgår af rege-ringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011, skalindsatte, der viser vilje til et liv uden kriminalitet, have bedre mulighederfor det. Handleplaner for dømte skal forbedres og målrettes et kriminali-tetsfrit liv, der præges af rettigheder og pligter.Som det endvidere fremgår af regeringsgrundlaget, skal kriminalforsor-gens arbejde med behandling, beskæftigelse og uddannelse reformeres,hvilket bl.a. indebærer behov for en reform af uddannelsen af fængselsper-sonalet.Regeringen vil i den kommende tid klarlægge og tage stilling til, hvilkenærmere initiativer der i den forbindelse er anledning til at iværksætte.Justitsministeriet finder ikke, at der er anledning til at overføre straffelo-vens bestemmelser om prøveløsladelse til straffuldbyrdelsesloven.

Der henvises endvidere til pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lov-forslaget om de væsentligste ændringer af straffuldbyrdelsesloven i de se-neste 10 år og til pkt. 2.2.3 om Justitsministeriets vurdering af behovet foryderligere ændringer.

2.2. Geografisk nærhedsprincip mv.

Kriminalforsorgsforeningen

finder det betænkeligt, at ”nærhedsprincip-pet” (princippet om, at fængselsstraf, så vidt det er praktisk muligt, fuld-byrdes i nærheden af den dømtes hjemsted) foreslås udtyndet, og anbefa-ler, at den kommende indsatte altid høres, hvis afsoningen påtænkesiværksat i en anden landsdel, end hvor den pågældende er hjemmehørende.

Retspolitisk Forening

foreslår, at proportionalitetsprincippet bør fremgåudtrykkeligt af loven i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 om valg af afso-ningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. Det erendvidere betænkeligt, at ”retsfølelsen” bruges som argument for at kunnefravige et så vigtigt princip som nærhedsprincippet. Hvis retsfølelsen skaltillægges så stor betydning, bør det fremgå udtrykkeligt af loven.

Dansk Sygeplejeråd

finder det positivt, at straffuldbyrdelsesloven ændres,så nærhedsprincippet kan fraviges for at undgå, at den dømte afsoner i eninstitution i tilfælde, hvor den dømte har begået strafbart forhold mod enansat, der gør tjeneste i institutionen, eller dennes nærstående.Det er et grundlæggende princip, at en frihedsberøvelse ikke må gennem-føres med strengere midler, end formålet nødvendiggør. Dette proportio-nalitetsprincip indebærer bl.a., at fængselsstraf normalt fuldbyrdes i fæng-sel og ikke arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, at fuldbyr-delsen af straf i fængsel normalt sker i åbent fængsel og ikke lukket fæng-sel, jf. lovens § 22, stk. 1, samt at fængselsstraf, så vidt det er praktisk mu-ligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted, jf. lovens § 23, stk. 1(om nærhedsprincippet). Justitsministeriet finder på den baggrund, at pro-portionalitetsprincippet som generelt forvaltningsretligt princip alleredeindgår i bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 om valg af af-soningsinstitution mv. og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner.Justitsministeriet er enig i, at det af den foreslåede bestemmelse i § 23,stk. 2, nr. 9, om fravigelse af nærhedsprincippet på grund af andre særligeomstændigheder bør fremgå udtrykkeligt, at nærhedsprincippet bl.a. kanfraviges på grund af hensynet til retshåndhævelsen. Lovforslaget er ud-formet i overensstemmelse hermed.5

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at indsætte en bestemmelse om,at kriminalforsorgen skal høre den dømte over en påtænkt fravigelse afnærhedsprincippet. Justitsministeriet skal i den forbindelse henvise til, atafgørelsen om fravigelse af nærhedsprincippet – som hidtil – altid træffesefter en konkret afvejning mellem de modstående hensyn, herunder hensy-net til den dømte. Endvidere bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i§ 23, stk. 2, nr. 9, forudsættes at få et endog meget begrænset anvendel-sesområde, idet det også fremover vil være væsentligt at fastholde som detklare udgangspunkt, at fængselsstraf bør fuldbyrdes i nærheden af dendømtes hjemsted.

2.3. Gudstjenester mv.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

kan ikke støtte forslaget om mu-lighed for at begrænse deltagelsen i gudstjenester mv., idet en væsentligdel af en gudstjeneste er fællesskabet med andre. Foreningen foreslår, lige-som

Kriminalforsorgsforeningen

Institut for Menneskerettigheder,

at der i stedet afholdes flere gudstjenester samme dag. Instituttet har i denforbindelse anført, at den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 1, 2. pkt., kanvære i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention samt De Euro-pæiske Fængselsregler.I forlængelse heraf har

Retspolitisk Forening

peget på, at forslaget stridermod De Europæiske Fængselsregler om, at opholdsvilkår så vidt muligtskal organiseres således, at de indsatte kan praktisere deres religion.Den foreslåede formulering af straffuldbyrdelseslovens § 35, stk. 1, 2. pkt.,er efter Justitsministeriets opfattelse i overensstemmelse med Danmarksforpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention mv.Justitsministeriet er enig i, at det vil være hensigtsmæssigt, at der afholdesflere gudstjenester eller andre religiøse handlinger på de institutioner,hvor det af ordens- og/eller sikkerhedsmæssige hensyn er nødvendigt atbegrænse antallet af deltagere i den enkelte gudstjeneste. Det forudsættesderfor med lovforslaget, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i videst mu-ligt omfang inden for de gældende økonomiske rammer afholder fleregudstjenester mv. i fængsler og arresthuse.Justitsministeriet finder derudover, at hensynet til de indsatte, som af or-dens- og/eller sikkerhedsmæssige hensyn nægtes adgang til en gudstjene-ste eller anden religiøs handling, i tilstrækkeligt omfang tilgodeses gennembestemmelsen om, at de pågældende indsatte så vidt muligt i stedet skalhave adgang til at overvære gudstjenesten mv. via elektroniske medier. Det6

bemærkes i den forbindelse, at det i tilfælde, hvor der i institutionen ikkeer mulighed for elektronisk transmission af gudstjenesten mv., forudsættes,at den indsatte snarest muligt tilbydes adgang til en anden gudstjenestemv. eller alternativt en samtale med en præst eller imam mv.Det bemærkes i øvrigt, at det efter høringsrunden er blevet præciseret ibemærkningerne til lovforslaget, at den foreslåede adgang til at begrænseantallet af deltagere i gudstjenester mv. i kriminalforsorgens institutionerogså er møntet på situationer, hvor det på grund af indsattes forskelligegruppetilhørsforhold ikke er ordens- og/eller sikkerhedsmæssigt forsvar-ligt at tillade alle de indsatte, som ønsker det, at deltage i gudstjenestenmv. Forudsætningen om, at det ikke altid skal være de samme indsatte, dernægtes adgang, er endvidere blevet korrigeret, fordi der kan forekommetilfælde, hvor det er bestemte grupper af indsatte, som udgør en sikker-hedsmæssig risiko. Det forudsættes således nu i stedet, at der så vidt mu-ligt skal skabes variation i, hvilke indsatte der nægtes deltagelse.Der henvises til pkt. 3.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

2.4. Vederlag for beskæftigelse

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

kan ikke støtte forslaget om atnægte ventepenge til personer, der tidligere under strafudståelsen har afvisttilbud om beskæftigelse, idet ordningen både rammer dem, som mistænkesfor at misbruge den gældende ordning, og dem, der – efter tidligere at haveafslået et beskæftigelsestilbud – får et reelt ønske om beskæftigelse på ettidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse.

Kriminalforsorgsforeningen

finder det betænkeligt, at retten og pligtentil beskæftigelse begrænses, og foreningen fraråder stærkt de foreslåedeændringer på det punkt. Foreningen anbefaler, at der foretages en analyseaf området, så beskæftigelsessituationen i videst muligt omfang sikres forvaretægtsfængslede og afsonere, der tager ophold i forskellige typer afkriminalforsorgens institutioner, ligesom foreningen opfordrer til, at ek-sempelvis undervisningsområdet tilføres ressourcer.

Retspolitisk Forening

bemærker at, en indsat i et arresthus kan være i ensådan økonomisk situation, at den pågældende fra start af ikke er afhængigaf vederlag, men senere får behov for at påtage sig beskæftigelse. Efterforslaget vil det ikke længere være muligt for den indsatte at påtage sig ar-bejde, hvis den pågældende tidligere har afslået et tilbud herom. Dette kanopfattes som i strid med almindelige samfundsrelationer, hvor en borgeraltid kan sige nej til et arbejde og ikke modtage nogen form for vederlag7

for så på et senere tidspunkt at melde sig klar til arbejdsmarkedet igen.Indsatte har i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1, som hoved-regel pligt (og ret) til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddan-nelse eller anden godkendt aktivitet. Lovforslaget ændrer ikke herved. Af-visning af et beskæftigelsestilbud indebærer således i almindelighed en til-sidesættelse af beskæftigelsespligten.Den foreslåede ordning har til formål at forhindre misbrug af reglerne omret til vederlag.Som det fremgår af pkt. 3.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-get, er Justitsministeriet opmærksom på, at forslaget også vil ramme enindsat, som ikke ønsker at misbruge reglerne, men som – efter at den på-gældende indsatte tidligere har afslået et beskæftigelsestilbud – har fået et(reelt) ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kantilbyde beskæftigelse. Der vil imidlertid alene i givet fald blive tale ommanglende betaling af vederlag for beskæftigelse i få dage. Efter Justits-ministeriets opfattelse ville det ikke være muligt at administrere en ord-ning, der alene gælder for indsatte uden et reelt ønske om beskæftigelse,og hvorefter kriminalforsorgen skulle føre bevis for, at den indsatte havdehaft forsæt til misbrug, for at udbetaling af vederlag for beskæftigelse kun-ne undlades.

2.5. Udgangskarantæne

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

finder det betænkeligt, at en ind-sat ikke længere har krav på, at der træffes afgørelse om udgang, hvis derer ”fare for misbrug”.Risikoen for misbrug af udgang udgør efter gældende ret en helt centraldel af vurderingen af, hvorvidt en udgangstilladelse skal meddeles ellertilbagekaldes, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 46 og 49. Justitsministerietfinder det derfor velbegrundet, at misbrugsvurderingen også kan indgå ivurderingen af, om der skal træffes beslutning om udgangskarantæne (detvil sige, at den indsatte afskæres fra i et bestemt tidsrum at forlange at fåen afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang).I praksis vil der i mange tilfælde være grundlag for fortsat at nægte ud-gang til en indsat, som har fået afslag på udgang eller fået tilbagekaldt entilladelse til udgang af andre grunde end konstateret misbrug.På den baggrund finder Justitsministeriet det ubetænkeligt med en ord-ning, hvorefter der i alle tilfælde, hvor en tilladelse til udgang nægtes8

eller tilbagekaldes, er mulighed for samtidig at træffe afgørelse om ud-gangskarantæne.

2.6. Børn i fængsler

Kriminalforsorgsforeningen

finder det generelt skadeligt, at børn medta-ges i fængsler, og anbefaler en undersøgelse af mulighederne for at etable-re afsoning under mere skærmede forhold, så helt små børn ikke ekspone-res unødigt for det almindelige fængselsliv, ligesom yderligere anvendelseaf afsoning i kriminalforsorgens pensioner anbefales.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

bemærker, at det må påhvilekriminalforsorgen at have institutioner, hvor det er forsvarligt, at mødrekan have deres børn under 3 år med sig. Aldersgrænsen er fastsat fragammel tid, og det er der ikke grund til at lave om på. Foreningen finder,at en model, hvor det er de sociale myndigheder, der skal finde, at forhol-dene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, kan give anled-ning til betænkeligheder, idet man kan forestille sig en noget uensartetpraksis i de forskellige kommuner.

Institut for Menneskerettigheder

anbefaler, at det udtrykkeligt indskri-ves i loven, at det er en betingelse for barnets ophold i institutionen, at op-holdet er i barnets bedste interesse. Det bør endvidere fremgå af lovforsla-get, at hvis forholdene i institutionen ikke er forenelige med barnets bedsteinteresse, skal det så vidt muligt søges at omplacere forælderen til en egnetinstitution. Der bør også udvikles et samlet sæt detaljerede retningslinjerfor børns ophold i fængsler.

Red Barnet

finder, at det bør være de sociale myndigheder, som beslutter,hvad der er til barnets bedste, idet de sociale myndigheder besidder dennødvendige børnefaglige ekspertise og løbende foretager vurderinger afbarnets bedste. Fængselsledelsens vurdering af det aktuelle miljø i det på-gældende fængsel bør dog indgå i den samlede vurdering. De sociale myn-digheder bør endvidere også for så vidt angår børn under 1 år foretage envurdering af, hvad der er bedst for barnet. Red Barnet anfører herudover,at børn har ret til en opvækst, hvor de ikke trues på deres velfærd, hvilketbl.a. omfatter en opvækst med mulighed for at opbygge og fastholde en tætrelation til forældrene. Det er på den baggrund myndighedernes opgave atsikre trygge bo- og besøgsfaciliteter inden for fængselsvæsenets rammer.

Børnerådet

bemærker, at afsoningsformer, der begrænser adskillelsenmellem forældre og barn, og som vægter den familiære resocialisering, børprioriteres. Børnerådet anbefaler, at institutionen og de sociale myndighe-9

der samarbejder om en beslutning om, hvorvidt forholdene i institutionenfindes forenelige med hensynet til barnet. Rådet anbefaler endvidere, atlovteksten udtrykkeligt nævner barnets situation og habitus, og at de socia-le myndigheder løbende får adgang til at vurdere forholdene for barnet ogbarnet udvikling under afsoningen.

Børnesagens Fællesråd

finder, at det vil være en styrkelse af barnets ret-tigheder, at de sociale myndigheder i hvert enkelt tilfælde skal tage stillingtil de små børns eventuelle ophold sammen med en forælder under afso-ning. Børnesagens Fællesråd anbefaler endvidere, at aldersgrænsen på 1 årfjernes.Hensynet til barnets tarv er helt afgørende for, om der kan meddeles tilla-delse til at have barnet med sig under afsoningen. Det fremgår således al-lerede i dag af de administrative regler på området, at en sådan tilladelsebl.a. er betinget af, at ophold i institutionen er foreneligt med hensynet tilbarnet. Justitsministeriet finder ikke, at der er et behov for udtrykkeligt atindskrive hensynet til barnets tarv i selve lovteksten.Hvad angår valg af afsoningsinstitution bemærkes, at en sådan tilladelseallerede efter gældende ret kan betinges af, at den dømte om nødvendigtaccepterer ændret valg af afsoningssted, så den pågældende anbringes ien institution, der i henseende til indretning og klientel er egnet til opholdfor små børn.I overensstemmelse med høringssvaret fra Børnerådet finder Justitsmini-steriet, at vurderingen af, hvorvidt forholdene i den pågældende institutioner forenelige med hensynet til barnet, bør foretages af både institutionenog de sociale myndigheder. Der lægges således med lovforslaget op til, atanbringelse af børn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år, kun kan ske, hvis beg-ge instanser finder, at forholdene i institutionen er forenelige med hensy-net til barnet. Det forudsættes, at sagsgangen bliver sådan, at de socialemyndigheder først foretager deres vurdering, og at institutionen herefterbl.a. på grundlag af de sociale myndigheders vurdering foretager sin en-delige vurdering af spørgsmålet.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslaget til straffuldbyr-delseslovens § 54, stk. 2), og til pkt. 3.5.3 i lovforslagets almindelige be-mærkninger.

2.7. Optagelse af telefonsamtaler mv.

Advokatrådet

bemærker, at en indsats ret til uovervåget kontakt med sin10

forsvarer er en så overordnet og principiel rettighed, at indsattes ret til atføre ukontrollerede telefonsamtaler med forsvareren med fordel kunnefremgå direkte af straffuldbyrdelseslovens § 57.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

har ingen bemærkninger til for-slaget om optagelse og kontrol af telefonsamtaler, men kunne ønske sig, atdet blev fastslået, at indsatte i åbne anstalter har ret til at føre telefonsamta-ler – og ikke blot i det omfang, det er praktisk muligt.Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, at en indsat har ret tilukontrolleret brevveksling med justitsministeren, direktøren for kriminal-forsorgen, domstolene, herunder Den Særlige Klageret, Procesbevillings-nævnet, anklagemyndigheden og politiet, Folketingets Ombudsmand, med-lemmer af Folketinget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, DenEuropæiske Torturkomité, FN's Menneskerettighedskommission, FN's Tor-turkomité og den advokat, der har været beskikket for eller valgt af denpågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i in-stitutionen, eller i en verserende straffesag. Det samme gælder brevveks-ling i øvrigt med advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er anta-get af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.I overensstemmelse med høringssvaret fra Advokatrådet finder Justitsmi-nisteriet, at det bør fremgå direkte af lovteksten, at de indsatte har ret tilukontrollerede telefonsamtaler med de i § 56, stk. 1, nævnte personer ogmyndigheder mv. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 (forslaget til straffuldbyrdelseslo-vens § 57, stk. 4), og til pkt. 3.6.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-ger.Justitsministeriet finder i øvrigt, at den gældende ordning, hvorefter deindsatte kun har ret til at føre telefonsamtaler i det omfang, der er praktiskmuligt, bør opretholdes. Efter ministeriets opfattelse er det således hen-sigtsmæssigt, at retten til at føre telefonsamtaler kan nægtes af bl.a. or-dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller begrænses med hensyn til hyp-pighed og længde under hensyn til de personaleressourcer, der medgår tilat påhøre, optage eller aflytte telefonsamtaler i de lukkede fængsler og ar-resthusene.Det bemærkes, at der i alle åbne fængsler gradvis vil blive indført en ord-ning, hvorefter de indsatte kan leje en fastmonteret mobiltelefon af fængs-let til brug i eget opholdsrum.

2.8. Udelukkelse fra fællesskab

Landsforeningen af Forsvarsadvokater

anser det som en forbedring forde truede indsatte, at der nu skabes mulighed for at udelukke de indsattefra fællesskab i op til 5 dage, hvis det undtagelsesvist er nødvendigt for atbeskytte den pågældende mod overgreb. Foreningen bemærker dog samti-dig, at det påhviler kriminalforsorgen at beskytte de indsatte mod overgrebgennem hensigtsmæssigt valg af afsoningssted.Landsforeningen finder ikke, at det har den store betydning at fastsætte entidsgrænse for enerumsanbringelse, hvis Direktoratet for Kriminalforsor-gen kan tillade overskridelse af de 3 måneder uden nærmere tidsgrænse.Der bør endvidere indføres mulighed for let adgang til domstolsprøvelse afenerumsanbringelse, idet enerumsanbringelse i praksis er det samme somisolation.

Institut for Menneskerettigheder

finder det positivt, at der indføres entidsgrænse for udelukkelse af indsatte fra fællesskab, som alene kan fravi-ges i helt særlige tilfælde. Instituttet anbefaler dog med henvisning til DeEuropæiske Fængselsregler, at afgørelsen om udelukkelse fra fællesskabtræffes for et bestemt tidsrum, som ikke i sig selv må overstige 3 månedereller medføre, at den indsatte er udelukket fra fællesskab i mere end 3sammenhængende måneder. Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelseom eventuel yderligere udelukkelse fra fællesskab ud over 3 måneder børendvidere træffes for et bestemt tidsrum.Instituttet bemærker, at afgørelser, der træffes af Direktoratet for Kriminal-forsorgen, om udelukkelse fra fællesskab ud over 3 måneder efter forslagetikke kan påklages administrativt, hvilket efter instituttets opfattelse kanvære i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt DeEuropæiske Fængselsregler. Instituttet anbefaler på den baggrund, at deretableres en tilstrækkelig effektiv klageadgang.Endelig anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at der findes en løsningpå, hvordan der kan tages hensyn til udelukkede indsattes behov for skær-pet sundhedsfagligt tilsyn, ligesom der bør indføres en praksis, som sikrer,at indsatte, der udelukkes fra fællesskab, har mulighed for at få adgang tiltilstrækkelig psykologisk meningsfyldt social kontakt.Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 112, at visse endelige admini-strative afgørelser kan kræves indbragt til prøvelse for retten inden 4 uger,efter at afgørelsen er meddelt den dømte. Der er tale om afgørelser, derhar lighed med straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning12

for den indsatte. Afgørelser om udelukkelse fra fællesskabet er ikke blandtde afgørelser, der er opregnet i bestemmelsen.Den pågældende har imidlertid mulighed for at indbringe en afgørelse omudelukkelse fra fællesskabet for domstolene i medfør af grundlovens § 63og i den forbindelse få prøvet, om afgørelsen er båret af usaglige hensyn,herunder om den strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion, og om den opfylder proportionalitetsbetingelsen. Der gælder ingenalmindelige frister for indbringelse af sådanne sager for domstolene.På baggrund af ovenstående er reglerne på området efter Justitsministeri-ets opfattelse i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets bemærkningerovenfor under pkt. 2.1.Hvad angår isolerede afsoneres mulighed for social kontakt, bemærkes, atpersonalet i fængsler og arresthuse skal være særligt opmærksomme på,om en indsat, der er udelukket fra fællesskab i mere end 14 dage, har be-hov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder af psykiater mv.Personalet skal endvidere overveje, om der kan ske lempelser i udelukkel-sen, f.eks. i form af fællesskab med en eller flere andre indsatte i cellen el-ler under gårdtur. Lempelserne kan også bestå i mulighed for at arbejde ifællesskab eller i aktiviteter i fritiden med en eller flere andre indsatte el-ler med personalet. Endelig skal den indsatte tilbydes regelmæssige oglængerevarende samtaler med f.eks. præst, læge eller psykolog, have tvstillet gratis til rådighed og have særlig adgang til eneundervisning og ar-bejde, herunder anden godkendt aktivitet, som kan medvirke til at mindskeden særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred,som er forbundet med udelukkelse fra fællesskab.Efter høringsrunden er det blevet angivet som en forudsætning i bemærk-ningerne til lovforslaget, at der bl.a. som udgangspunkt vil foreligge så-danne helt særlige omstændigheder, der vil kunne føre til fravigelse af 3månedersgrænsen, hvis der er grundlag for isolation af den indsatte i med-før af straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 4 (fremover stk. 5). Denne be-stemmelse indeholder hjemmel til, at en indsat, som afsoner straf for grovkriminalitet under anvendelse af våben eller andre personfarlige metoder,og som under fuldbyrdelsen af straffen eller under forudgående varetægts-fængsling er undveget eller har forsøgt at undvige ved anvendelse af våbeneller andre personfarlige metoder, kan undergives isolation på skift i sær-ligt sikrede afsnit og opholdsrum i forskellige lukkede fængsler og arrest-huse, fordi der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte på ny vil13

forsøge at undvige.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18 (forslaget til straffuldbyrdelseslo-vens § 63, stk. 5), og til pkt. 3.8.3.1 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger.Justitsministeriet finder i øvrigt, at hensynet til den indsatte i tilstrækkeligtomfang er tilgodeset gennem de eksisterende regler i straffuldbyrdelseslo-ven om,-at udelukkelse fra fællesskab ikke må foretages, hvis udelukkelsen ef-ter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebetmå antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb,-at udelukkelse fra fællesskab skal gennemføres så skånsomt, som om-stændighederne tillader, og-at udelukkelse fra fællesskab straks skal bringes til ophør, når betin-gelserne herfor ikke længere er opfyldt, ligesom institutionen mindstén gang om ugen skal overveje spørgsmålet om helt eller delvis atbringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør.

3. Lovforslaget

Lovforslaget adskiller sig på følgende punkter fra det forslag, der har væretsendt i høring:1) Det fremgår nu direkte af ordlyden af den foreslåede bestemmelse istraffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 9, at princippet om, at fæng-selsstraf, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden afden dømtes hjemsted (nærhedsprincippet), bl.a. kan fraviges på grundaf hensynet til retshåndhævelsen.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og til pkt. 3.1.2 i lovforslagetsbemærkninger samt pkt. 2.2 ovenfor.2) I forbindelse med afgørelser om, hvorvidt indsat kan have et barn, derer fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen, lægges der med lov-forslaget nu op til, at vurderingen af, hvorvidt forholdene i den pågæl-dende institution er forenelige med hensynet til barnet, foretages af bå-de institutionen og de sociale myndigheder. Det forudsættes således, attilladelse kun kan meddeles, hvis begge instanser finder, at forholdene iinstitutionen er forenelige med hensynet til barnet.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og til pkt. 3.5.3 i lovforslagetsalmindelige bemærkninger samt pkt. 2.6 ovenfor.14