Se, når jeg tager ordet under andenbehandlingen i dag, er det ikke, fordi Venstre ikke fortsat støtter forslaget om ændringerne af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven, som vi behandler nu, for det gør vi.
Men vi gav allerede ved førstebehandlingen udtryk for, at der var to slags betænkeligheder, vi havde, og som vi desværre fortsat har, idet Justitsministeriet ikke har set sig i stand til at svare ordentligt og fyldestgørende på de spørgsmål, som Venstre har stillet under udvalgsbehandlingen.
Den første bekymring drejer sig om lovforslagets adgang til at kunne udelukke indsatte fra at deltage i gudstjenester.
I Venstre mener vi, det har stor betydning, at indsatte har adgang til at overvære gudstjenester under afsoningen, og derfor har vi forsøgt at få Justitsministeriet og Kriminalforsorgen til at svare på, hvor ofte man forventer at den nye lovbestemmelse vil blive brugt.
Det har ikke kunnet lade sig gøre, og det undrer os ærlig talt, for det er jo ikke helt ligegyldigt, om det er hver anden gang, man vil til gudstjeneste, man får besked på at gå tilbage til sin fængselscelle, eller om det er noget, der forventes at ske hvert andet år.
Venstre har også spurgt, om Kriminalforsorgen vil sørge for, at der bliver holdt nogle flere gudstjenester, så de indsatte, der bliver afvist, får mulighed for alligevel at kunne komme til gudstjeneste, bare på et andet tidspunkt, og det er jo klart bedre end den nødløsning, som er nævnt i bemærkningerne, altså at man kan følge gudstjenesten på en computerskærm fra sin fængselscelle.
Her har Justitsministeriet så svaret – det følger af svaret på spørgsmål nr.
2 – at det vil være hensigtsmæssigt, at der afholdes flere gudstjenester eller andre religiøse handlinger på de institutioner, hvor det af ordens- og/eller sikkerhedsmæssige hensyn er nødvendigt at begrænse antallet af deltagere i den enkelte gudstjeneste, og det er jo fint nok.
Men vil man så gøre det, og i hvilket omfang vil man gøre det?
Det har vi altså ikke rigtig kunnet få noget svar på.
Venstre stemmer for lovforslaget, men det sker altså under den forudsætning, at adgangen til at kunne udelukke indsatte fra at deltage i gudstjenester kun benyttes rent undtagelsesvis, og at der som en altovervejende hovedregel afholdes flere gudstjenester for at dække behovet frem for at begrænse deltagerantallet i den enkelte gudstjeneste.
Vi vil derfor følge udviklingen på området og vil, når loven har været i kraft i et års tid, anmode om en redegørelse for, hvad der så konkret er sket på området, altså hvor mange der er blevet udelukket fra at deltage i en gudstjeneste, og hvor mange af disse der har fået tilbud om at deltage i en anden gudstjeneste senere på dagen.
Venstres anden bekymring går på lovforslagets kraftigt udvidede adgang til at kunne nægte indsatte at medbringe deres børn under 3 år under afsoningen.
Venstre er som udgangspunkt helt enig i de betragtninger, der – som svar på spørgsmål 1 – er fra Kriminalforsorgen, om, at det i videst mulige omfang skal undgås, at børn medbringes under afsoningen i et fængsel, og at udgangspunktet bør være, at barnet opholder sig hos en mor, en far eller andre pårørende uden for fængslet.
Venstre kan endvidere tilslutte sig, at man i de tilfælde, hvor dette ikke er muligt eller foreneligt med barnets tarv, i stedet bør benytte alternative afsoningsmuligheder.
Der vil dog være situationer, hvor det bedste for barnet vil være at kunne være sammen med sin mor eller far under afsoningen, og jeg vil gerne understrege, at det er barnets tarv, vi lægger vægt på.
Det er dybt uansvarligt at begå kriminalitet, hvor man risikerer at komme i fængsel, når man samtidig har forældreansvaret for et lille barn, men det sker, og i Venstre mener vi ikke, at barnet skal straffes for en forbrydelse, der er begået af barnets far eller mor.
Som svar på spørgsmål 9 har vi fået bekræftet, at alternativet til at have sit lille barn med sig under afsoningen er en tvangsfjernelse.
Vi kan naturligvis ikke afvise, at det er korrekt, at miljøet i fængslerne i de senere år er blevet mere råt, således som det fremgår af svaret på spørgsmål 4, og at det derfor kan være nødvendigt at beskytte barnet mod kontakten til de øvrige indsatte, men vi har svært ved at forstå, at det ikke skulle være muligt for Kriminalforsorgen at sikre, at der findes et tilstrækkeligt antal afdelinger i fængsler og arresthuse, hvor børn kan medbringes under betryggende forhold.
Det drejer sig om meget få børn, der i dag medbringes i fængsler og arresthuse, nemlig i gennemsnit henholdsvis 1,65 og 2,79 om året, og Venstre finder på den baggrund, at det burde være muligt at kunne løse problemet uden at skulle skride til en tvangsfjernelse af børn.
Her har Justitsministeriet så den lidt bagvendte holdning, nemlig at når det drejer sig om så forholdsvis få børn, så har det ikke været relevant at oprette en særlig afdeling, hvor indsatte med børn kan placeres; det fremgår af svaret på spørgsmål 8.
Det forstår vi ikke helt, for der kunne vel også tænkes at være indsatte uden børn, som kunne have gavn af at afsone deres straf i et mindre råt miljø.
Så det burde ikke være noget problem at få disse afdelinger fyldt op.
Noget helt andet er, at der kan være tilfælde, hvor det bedste for barnet under alle omstændigheder vil være en tvangsfjernelse, og det er altså ikke disse børn, vi tænker på.
Så Venstre stemmer således for lovforslaget, under den forudsætning at den udvidede adgang til at nægte en indsat at have sit barn med sig under afsoningen kun benyttes i yderst sjældne tilfælde, altså hvor alle andre muligheder er udtømt, herunder alternative afsoningsformer som eksempelvis elektronisk fodlænke.
Venstre vil derfor følge udviklingen på området og vil, når loven har været i kraft i et år, anmode om en redegørelse vedrørende antallet af børn, der er blevet ramt af lovforslaget, samt oplysning om, hvad der er sket med de pågældende børn.
Som det fremgår af spørgsmål 10, har vi bedt ministeren om at evaluere konsekvenserne af de nye regler, men det vil man ikke.
Dog fremgår det af svaret, at Kriminalforsorgen vil følge udviklingen på området, således at erfaringerne med reglerne kan indgå i en løbende vurdering af straffuldbyrdelsesområdet.
Det svar er vi efter omstændighederne tilfredse med, ikke mindst fordi et enigt Retsudvalg i betænkningen har noteret sig svaret fra ministeren om, at Kriminalforsorgen vil følge udviklingen.
Og derfor har Venstre ikke haft behov for at stille ændringsforslag til lovforslaget, men vi holder øje med udviklingen.