Mange tak.
Lad mig indledningsvis også takke mange gange for ordførernes bemærkninger til lovforslaget.
Hvis al energipolitik i Danmark var så enkelt som dette forslag, ville mange ting gå hurtigere.
Men der er jo god grund til, at der er så stor opbakning til det, for som det er fremgået, sikrer lovforslaget opfyldelse af Danmarks forpligtelser vedrørende olieberedskabet over for IEA, Det Internationale Energiagentur, og EU samt sikrer nationale målsætninger om olieberedskab.
Der er mange gode grunde til, at der kan være mening i at sikre det i øjeblikket.
Som alle, der følger med i de globale markeder, kan se, er der stærke udsving i oliepriserne, og der er også risiko for endnu større udsving.
Med forslaget bliver rådets direktiv om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter gennemført i dansk ret, og der er krav om, at direktivet skal være gennemført senest 31.
december 2012.
Lovforslaget giver mulighed for at udpege en såkaldt central lagerenhed, dvs.
en nonprofitorganisation, der har lagerdækning som sit formål.
Danmarks lagringspligt over for EU og IEA opfyldes i dag af de lagringspligtige olievirksomheder i Danmark.
Disse virksomheder har fået en stor del af deres lagringspligt dækket af FDO, det står for Foreningen af Danske Olieberedskabslagre, som er en selvejende institution oprettet, drevet og finansieret af virksomhederne.
Denne fremgangsmåde forventes videreført med lovforslaget, idet FDO planlægges udpeget som den centrale lagerenhed i Danmark.
Med forslaget kan de lagringspligtige virksomheder pålægges, at en konkret del af deres lagringspligt skal dækkes af denne centrale lagerenhed.
Forslaget har til formål at videreføre den nuværende situation, hvor FDO i en årrække har dækket ca.
70 pct.
af virksomhedernes lagringspligt.
Derfor er jeg glad for, at fremgangsmåden støttes af de lagringspligtige virksomheder, af FDO og af olieindustriens Energi- og olieforum.
Jeg er selvsagt også glad for den interesse og støtte, som Tinget i dag har udtrykt over for lovforslaget.
Jeg ser frem til at fortsætte de konstruktive drøftelser om lovforslagets enkelte elementer i Klima-, Energi- og Bygningsudvalget.
Særlig glæder det mig selvfølgelig, at også de partier, der nogle gange kan have en skepsis over for EU, har valgt at være positive over for dette forslag.
Og Enhedslisten har jo ret i, at det her er et initiativ, der styrker – kan man sige – den fælles europæiske indsats inden for IEA.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at der kan være en god grund til, at EU på mange områder forsøger at koordinere sin energipolitik stærkere, end man har gjort tidligere.
Dels er vi jo gået sammen om at have fælles regler for vedvarende energi, målsætninger for vedvarende energi, energieffektivitet og CO
2
-udledninger i 2020, dels diskuterer vi faktisk i øjeblikket også, om vi kan lave et stærkere samarbejde om udbygning af infrastrukturen og om at udveksle informationer og koordinere vores aktioner og vores handler med tredjelande uden for EU.
Det er efter min opfattelse en rigtig god idé, og det giver derfor også god mening, at man på dette område koordinerer på tværs, for jo mere trængte ressourcerne bliver, jo højere priserne på de fossile brændstoffer bliver, desto større grund kan der være til at sikre, at EU samlet set – også med de geopolitiske perspektiver, der er inden for energisektoren – er i stand til at koordinere sine holdninger.
Med disse få bemærkninger vil jeg glæde mig og se frem til en velvillig behandling af forslaget i udvalget og samarbejdet om det.