Det sidste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 81:

Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven. (Ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, udvidelse af medgiftsordningen, opretholdelse af tilladelse som led i krisehåndtering og Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger m.v.).

Af erhvervs- og vækstministeren (Ole Sohn).

(Fremsættelse 01.02.2012).

Igen må jeg konstatere, at Venstre brillerer med sit fravær, så vi starter med Socialdemokraternes ordfører, hr. Benny Engelbrecht.

Det foreliggende lovforslag udmønter en del af den brede aftale om bankpakke IV. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at anerkende den brede kreds af partier, der viser ansvar ved at deltage i arbejdet om rammerne for den finansielle sektor i Danmark. Det er en kreds, der viser handlekraft og har gjort det under den forrige regering, og som også gør det under den nuværende. Det så vi bevist, da vi for kort tid siden godkendte det statslige engagement i fusionen af Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank.

Forslaget, som vi behandler i dag, indeholder tre hovedpunkter: dels en ændret finansieringsform af Garantifonden for Indskydere og Investorer, dels ændrede regler for Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med krisehåndtering og videregivelse af oplysninger til Finansiel Stabilitet A/S, dels en udvidelse af medgiftsordningen.

Først et par ord om finansieringen af Garantifonden for Indskydere og Investorer. Formålet med lovforslaget er at sikre en jævn og forudsigelig belastning af den finansielle sektor i forbindelse med dennes bidrag til fonden. Med den nuværende ordning vil sektoren umiddelbart efter en eventuel lukning af et nødlidende pengeinstitut blive opkrævet et beløb til dækning af fondens udgifter, dog højst 2 promille af indlånsmassen på et år. Med den nye ordning vil sektoren som udgangspunkt blive opkrævet et fast beløb, 2,5 promille af de dækkede nettoindskud svarende til cirka 1,8 mia. kr. hvert kalenderår uanset fondens udgifter, indtil fondens formue udgør samlet 1 pct. af de dækkede nettoindskud. Det er således fortsat den finansielle sektor, som skal finansiere fonden. Forskellen er blot, at pengeinstitutterne bidrager med et fast beløb hvert år i stedet for svingende og uforudsigelig bidrag. Denne ændring imødekommer i øvrigt branchens ønske om en mere jævn belastning hen over året af de udgifter, der er forbundet med fonden.

Lovforslaget indeholder også forslag vedrørende Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med krisehåndtering og videregivelse af oplysninger til Finansiel Stabilitet A/S. Videregivelse kan være relevant, i forbindelse med at et institut bliver nødlidende. En mulighed for, at Finanstilsynet tidligere kan videregive fortrolige oplysninger til eventuelle interessenter, herunder myndigheder og andet, vil medvirke til, at der bedre og hurtigere kan afdækkes løsningsmuligheder i relation til igangsættelse af en eventuel redningsproces. Det er et tiltag, som både er i auktionærers, bankkunders, samfundets og medarbejdernes interesse, fordi det sikrer stabilitet. Både Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S har til formål at fremme den finansielle stabilitet, hvorfor det er nødvendigt og essentielt, at der kan udveksles oplysninger til brug herfor.

Endelig indeholder lovforslaget en formalisering af det aktstykke, som Finansudvalget vedtog kort efter aftalen om bankpakke IV vedrørende en udvidelse af medgiftsordningen. Formålet er at give større incitament til, at sunde pengeinstitutter vil overtage hele eller dele af et nødlidende institut.

Det er afgørende for Socialdemokraterne, at det foreliggende lovforslag ikke ændrer på det grundlæggende princip, at banksektoren selv skal betale omkostningerne ved afvikling af usunde banker, og Socialdemokraterne kan derfor støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Hans Kristian Skibby.

Man fristes til at sige, at det er dyrt at være bank i Danmark, og at det dermed også er dyrt at være dansker, for vi ved jo godt, hvor regningerne ender, og når man pålægges flere restriktioner og flere regelkrav og flere byrder, ja, så medfører det selvfølgelig også, at bankerne prøver at finansiere de her ting ad anden vej. Det burde man måske være negativt indstillet over for, men det er vi sådan set ikke, fordi alternativet ville være meget, meget værre. Det er vigtigt, at vi har en banksektor i Danmark, som er progressiv, som er troværdig, og som er engageret, og det betyder, at vi er nødt til at have de her rammevilkår på plads.

Det lovforslag, vi behandler nu, er jo et lovforslag, som udspringer af en aftale indgået den 25. august 2011 mellem den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, SF og Socialdemokraterne – altså så at sige hele Folketinget. I den forbindelse blev det aftalt, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som skulle se nærmere på finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, da fondens formue skal øges i perioden 2013-2027 for at styrke fondens situation.

Som ordføreren for Socialdemokraterne var inde på, indeholder det her lovforslag flere delelementer, bl.a. ændringen af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, således at der fremover fastsættes et fast årligt bidrag for pengeinstitutternes betaling til fonden. Formålet hermed er jo at tilvejebringe en mere jævn og forudsigelig belastning af pengeinstitutterne, således at pengeinstitutterne ved, hvad de kan regne med, og ikke får alt for store uforudsete udgifter.

Samtidig foreslås opgaven under den nuværende afviklingsafdeling i garantifonden udvidet til også at omfatte restrukturering, og fremover skal den også kunne dække udtrædelsesomkostninger fra en datacentral med det klare formål at øge sunde pengeinstitutters interesse for at overtage nødlidende institutter. Det er selvfølgelig noget, som vi kan se har været gældende i forbindelse med de forskellige mindre banker, som har været i uføre i Danmark. Vi har selvfølgelig alle sammen en interesse i at sikre investorerne, så vidt det er muligt, men i særdeleshed at sikre bankens kunder fortsat sunde bankforretninger.

Så er der også i forbindelse med det her lovforslag en ændring, som gør, at man kan sikre en mere hensigtsmæssig afvikling eller overdragelse af et nødlidende pengeinstitut, som ikke opfylder de gældende solvenskrav. Og der er jo fastsat en række krav til det inden for Finanstilsynets arbejde. Fremover bliver der mulighed for, at et nødlidende institut kan opretholde sin tilladelse i en kortere periode efter instituttets sammenbrud. Det er også med til at styrke mulighederne for, at i hvert fald de sunde elementer får lov til at fortsætte.

Så er der nogle ændringer omkring noget med Finanstilsynets tavshedspligt, hvor man får en øget beføjelse til at videregive ellers fortrolige oplysninger til andre myndigheder, men også til potentielt overtagende virksomheder, som er interesserede i at overtage nødlidende pengeinstitutter.

Sidst, men ikke mindst indeholder lovforslaget også en udvidelse af medgiftsordningen, således at der bliver et større incitament til, at sunde institutter vil overtage hele eller dele af nødlidende institutter. Og det er jo noget, som sådan set er en fordel for alle i det danske samfund, for hvis man er kunde i en bank og den kommer i økonomisk uføre, kan det absolut være en fordel, hvis det lykkes at få alle de sunde dele videreført enten hos et andet kreditinstitut eller på andre ejervilkår.

Det er et omfattende lovforslag, som indeholder mange forskellige delelementer, men samlet set er det et lovforslag, som gør vores bankers troværdighed væsentlig bedre i Danmark. Det er en del af vores finansielle stabilitet, og det er en del af bankaftalen. Og det betyder selvfølgelig også, at Dansk Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det er jo, som det er blevet sagt, en fortsættelse af de bankpakker, der har spændt milliarder ud som sikkerhed og garanti for bankerne. Og det har man gjort på den efter vores opfattelse fuldstændig ukloge måde, at staten har overtaget alt det, der er tab i, hvorimod det, der er sundt og overskud i, er blevet privatiseret så hurtigt som overhovedet muligt.

Den politik er anderledes end den, der er ført i andre lande. Jeg så forleden dag en opgørelse i Ugebrevet A4, hvor de siger, at havde man nu f.eks. ikke bare spændt en garanti ud under Danske Bank, men sagt, at man ville have aktier i stedet for, kunne staten have tjent 25 mia. kr. alene på Danske Bank.

Synes Dansk Folkeparti ikke, at det i virkeligheden er en dum linje at fortsætte, altså hvor det er sådan, at vi lader det sunde blive privatiseret, så bankaktionærerne bliver ved med at tjene penge, hvorimod vi bare overtager alt det dårlige?

Ordføreren.

Man har forskellige måder at gøre det på. Det, som ordføreren henviser til, er jo en redegørelse, som er kommet som et partsindlæg i den her diskussion.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om situationen ville have været anderledes, hvis vi havde ageret anderledes. Det, som hr. Frank Aaen gør, er jo at kigge tilbage. Vi prøver sådan set at kigge frem. Det er altid nemt at gøre sig klog på, hvad man skulle have gjort for ½ år siden eller for 2 år siden, tilbage i 2008, hvor finanskrisen gjorde sit indtog i den europæiske banksektor.

Jeg synes, det er en god aftale, vi har lavet. Jeg synes faktisk også, at vi kan se, at den måde, der er blevet taget mod de her stramninger på i Danmark, faktisk har gjort, at vi kan se, at Danmark er et sted, hvor man tør placere sin risikovillige kapital. Danmark er et sted, hvor der er stor tiltro til banksektoren, og den har man også som socialist – det er hr. Frank Aaen jo stadig væk, går jeg ud fra – en stor interesse i at have, fordi man som socialist jo elsker at bruge andre folks penge. Banksektoren er altså med til at generere penge til Danmark og dermed til vores fælles velstand.

Hr. Frank Aaen.

Vi tager debatten om kapitalisme, liberalisme og socialisme en dag, hvor det er på dagsordenen. Jeg vil bare sige, at det er meget klogt, når man bevæger sig fremad, at man lige overvejer, hvordan den vej, man lige har gået på, ser ud. Så bliver man også lidt klogere på, hvordan vejen ser ud fremad. Og det er jo det, jeg spørger til.

Man kan nu se, at bankaktionærerne har scoret kassen på en krise, de har skabt. Folk bliver fyret i tusindvis, vi har gældskrise i hele Europa, og vi har underskud på statsbudgettet i Danmark. De eneste, der er kommet rigtig godt igennem krisen, er i virkeligheden bankaktionærerne.

Så spørger jeg bare helt stilfærdigt, om man ikke skal kigge på de erfaringer, der har været, og se, at den danske stat ved at have optrådt på en anden måde alene i forbindelse med redningen af Danske Bank kunne have tjent 25 mia. kr. Og det er altså en ekspertvurdering, man kan godt kalde det et partsindlæg, der siger, at havde vi i Danmark her gjort som i andre lande, havde den danske stat tjent 25 mia. kr. Det kunne vi da have fået ret meget hjælp til de ældre for, kunne vi ikke?

Ordføreren.

Man kan få rigtig meget godt for 25 mia. kr., men jeg synes også, at vi er nødt til at understrege, at det altså er fiktive 25 mia. kr., som hr. Frank Aaen hentyder til. Det er et partsindlæg, og det er en beregning, som der kan stilles mange spørgsmål til.

Det vigtige er, at vi i Danmark i den situation, som vi er i og har været i gennem flere år, hvor vi har en finansiel krise, stabiliserer og stimulerer vores bankvæsen. Det er vigtigt, at vi er med til at skabe det regelgrundlag, som gør, at der er stor troværdighed om den danske finanssektor, og at der er stor stabilitet. Det har vi faktisk vist hele vejen gennem den her finanskrise, som har varet siden 2008, at vi har været i stand til at håndtere ganske professionelt i Danmark – tilmed med skiftende regeringer, fra rød til blå og fra rød til blå.

Så jeg synes faktisk ikke, at vi har noget at være kede af. Og det synes jeg måske også at Enhedslisten skulle kvittere for ved at støtte bankaftalerne frem for som det eneste parti ustandselig at kæmpe imod.

Tak til ordføreren. Vi har lige foretaget en lille rundspørge blandt ordførerne og ministrene om, hvorvidt vi skulle køre det her punkt, som er det sidste punkt på dagsordenen, igennem. Normalt har vi jo frokost fra kl. 12.00 til kl. 13.00, men da der ikke er nogen af de tilstedeværende ordførere og ministre, som har disponeret med hensyn til den time, har vi valgt at køre igennem nu uden frokostpause.

Hr. Andreas Steenberg som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det her lovforslag er, som det allerede er nævnt, en del af de såkaldte bankpakker. Bankpakkerne har til formål at sikre tillid og stabilitet i den finansielle sektor i Danmark. Det er jo sådan, at rigtig mange af vores pengeinstitutter er afhængige af, at udenlandske banker vil investere i de danske banker. Det er et bærende princip for de her bankpakker, at det er bankerne selv, der betaler for den stabilisering og den oprydning i sektoren, som staten udfører.

Med den her lov sikrer vi et årligt bidrag fra bankerne til statens garantifond, der dækker tab ved bl.a. bankkrak. Det gør, at bankerne ved, hvor mange penge de skal indbetale hvert eneste år, og det gør jo også, at garantifonden hele tiden har penge til de udfordringer, der opstår.

Vi sikrer også, at fonden kan bruges til at dække udtrædelse af f.eks. datacentraler, når to banker vil fusionere. Det er sådan, at vi som samfund har interesse i, at banker fusionerer, i stedet for at de krakker, fordi det vil give et større tab for samfundet, og derfor er det godt, hvis fonden kan give et tilskud til at dække de udgifter, man har ved at udtræde fra en datacentral, når man skal fusionere med en anden bank. De offentlige myndigheder får også yderligere muligheder for at udveksle oplysninger, og det skal igen bidrage til at fremme processer, hvor banker gerne vil fusionere, hvis en af dem er nødlidende.

Med de ord kan vi støtte lovforslaget.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Har man ikke i Det Radikale Venstre overvejet, om det er klogt at blive ved med bare støtte bankerne på den måde, sådan at alt det, der er fortjeneste i, bliver privatiseret, mens den del, der er tab i, overtages af staten? Nu kan jeg forstå, at man synes, at det er vigtigt at bevare troværdigheden omkring bankerne – hvilket Det Radikale Venstre åbenbart gerne vil have – og at det skal indebære, at vi skal tage tabet; det kan vi så debattere, for der er vi ikke enige. Men hvorfor skal vi fraskrive os overskuddet? Det forstår jeg ikke. Kunne man ikke overveje, hvorvidt det er en klog idé?

Ordføreren.

Princippet her er jo netop, at det tab, staten får ved at tage de aktiver, der er usunde, er dækket af bankerne selv, fordi de indbetaler til den her fond, som dækker tabet. Så det er jo et system, som er selvfinansierende, og som det ser ud lige nu, tyder det på, at staten faktisk tjener på det her. Det må jo også være vigtigt for Enhedslisten, at der er troværdighed omkring bankerne, fordi de jo altså låner ud til os alle sammen, så det er jo ret vigtigt, at det system fungerer.

Hvad angår spørgsmålet om fortjeneste, er det jo rigtigt, at der er virksomheder i Danmark, der tjener penge, uanset om vi taler om LEGO, ECCO eller en bank. Og så er det jo rigtig nok, at man, hvis man ønsker, at staten skal overtage alle virksomheder, jo i princippet kan mene, at staten så kan tjene de penge, men nu er vi jo ikke socialister, der mener, at vi skal nationalisere virksomheder i Danmark.

Hr. Frank Aaen.

Vi skal jo ikke have så meget tillid til bankerne for at få dem til at låne til at os. Lad dem da bare gå ned; så kan vi slippe for lånene, hvis det skal være på den måde. Nej, der, hvor vi skal have tillid til dem, er selvfølgelig, når vi skyder penge i dem, men det er en anden diskussion.

Jeg må sige, at det altså ikke har noget med ideologi at gøre. Som jeg også nævnte før, er det jo blevet beregnet, at hvis det var sådan, at man havde fået aktier i Danske Bank i stedet for bare at give dem garantier og støtte, havde staten, skatteyderne, tjent 25 mia. kr. Vi kunne have gjort som i Sverige, hvor man på et tidspunkt i stedet for at sælge de sunde dele af Nordea-banken videre beholdt hele banken – det har man så godt nok senere reduceret – og altså har tjent milliarder på Nordea-banken. Fører det ikke til en overvejelse om, hvorvidt staten kan komme bedre ud af det, når vi alligevel skal redde de der bankaktionærer, i stedet for at det er bankaktionærerne, der løber med den største del af gevinsten?

Ordføreren.

Som sagt er det jo altså bankerne selv, der indbetaler til den her fond, som tabene bliver dækket af, så det er jo ikke staten, der på den måde taber penge, for bankerne har selv finansieret den fond, som så godt nok ligger under staten, men som så tager sig af de tab. Og det er jo et spørgsmål om ideologi, for vi mener ikke, at staten skal drive virksomhed, og det er jo det, hr. Frank Aaen foreslår, når han mener, at vi skal eje dele af Danske Bank eller en anden virksomhed, og det er vi ikke enige i.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, fru Annette Vilhelmsen.

I dag står vi endnu en gang og behandler lovforslag, som skal forsøge at få ryddet op i finanssektoren. Vi skal behandle flere elementer til en anden og bedre regulering, som bliver samlet i det her lovforslag. Det er, som også tidligere ordførere har sagt, et bærende princip for de her forslag, at den finansielle sektor selv skal betale.

Da vi sidst behandlede et lovforslag om regulering af den finansielle sektor – det er faktisk kun 14 dage siden – sagde jeg, at når vi fra Folketingets side tager fat på endnu en opstramning af regler på dette område, skyldes det to ting: for det første, at der er sund logik i, at vi har hånd i hanke med en så vital del af samfundet, som pengemarkedet er, og for det andet, at store dele af de virksomheder, der er på pengemarkedet, ikke har forvaltet deres vigtige opgave, hvis vi kan sige det sådan, lige ansvarligt.

Med lovforslaget i dag forsøger vi at sikre en række ting. Vi styrker mulighederne for at gennemføre en afvikling af pengeinstitutter, og det sker ved, at Finansiel Stabilitet A/S nu også kan yde en statslig medgift i forbindelse med afvikling af et nødlidende pengeinstitut.

Med lovforslaget ændres også finansieringsformen for fondens pengeinstitutafdeling, ved at der fastsættes et årligt fast bidrag for pengeinstitutternes betaling til fonden med det formål at tilvejebringe mere jævn belastning af pengeinstitutterne, og samtidig skal bidraget falde først på året. Der laves med lovforslaget også en udvidelse af formålet med den nuværende afviklingsafdeling.

Lovforslaget giver også mulighed for, at et nødlidende pengeinstitut, der ikke længere opfylder kapitalkravene, i en periode kan opretholde sin tilladelse som pengeinstitut for at sikre en hensigtsmæssig afvikling eller overdragelse af instituttet. Forslaget giver derudover adgang til, at der kan udveksles oplysninger mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S både før, under og efter håndteringen af et nødlidende institut.

Endelig gives Finanstilsynet mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til diverse udvalg og grupper. Alt i alt er det regulering og tilpasning af regler, som forhåbentlig vil give en sundere finansiel sektor, og derfor kan SF støtte forslaget.

Hr. Aaen for en kort bemærkning.

Staten er jo i dag ejer af den bank, der er Danmarks sjettestørste eller syvendestørste bank, eller har i hvert fald kontrollen over den, og det er spændende. Jeg har tidligere set SF gå ind for, at man skulle have en statsbank – det er det, vi i Enhedslisten kalder en almennyttig bank – som altså har til formål at støtte borgere og erhvervsliv i Danmark med de ting, som de har brug for med hensyn til bankvirksomhed. Er SF indstillet på, at de ting, som staten allerede nu ejer, måske skulle kunne videreføres som en egentlig fællesejet bank?

Ordføreren.

SF er indstillet på at følge den udvikling, der er i banksektoren, ganske nøje. Vi har jo også tidligere, før vi var i regering, forsøgt at få forslag igennem, som kunne gøre, at man kunne få mere kontrol med det, men det har der så ikke været opbakning til. Så der, hvor vi står nu, er det sådan, at vi er indstillet på at følge udviklingen, sådan som vi har gjort det nu. Vi ønsker i første omgang at sikre, at private indskydere og små og mellemstore virksomheder ikke lider unødigt store tab på det her, og så er vi også indstillet på over tid at prøve at se på, hvordan der bedst muligt, med de muligheder som det her måtte efterlade, vil kunne sikres en bankvirksomhed i Danmark.

Hr. Frank Aaen.

Men er det så noget, der også omfatter det, at staten ville kunne drive egentlig bankvirksomhed på en måde, der var til fordel for almindelige borgere og for erhvervslivet? Eller vil SF nøjes med at redde de private banker og se på, at det også er dem, vi i fremtiden skal stole på?

Ordføreren.

SF er nu med i en regering, hvor vi er ansvarlige for, at vi kan skaffe nogle flertal for de her initiativer, som skal sikre hele den finansielle sektor, og som er så brede som muligt. Spørgsmålet om, hvad SF ville gøre, hvis det var os alene, der – eventuelt sammen med Enhedslisten – skulle stå for det, der er i den her sektor, er sådan set derfor et hypotetisk spørgsmål. Jeg forholder mig til den virkelighed, vi står i, og den er, at vi nu skal have ryddet op i denne sektor. Så spørgsmålet om, hvordan det ville have set ud, hvis SF havde stået med 90 mandater eller vi eventuelt alene havde kunnet skaffe et flertal for vores ideer, er, som det er lige nu, altså et hypotetisk spørgsmål. Det er en spændende og interessant debat, der kan ligge foran os, men det er ikke en debat, der ligger i det her forslag.

Tak til ordføreren. Og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen.

Det er jo indlysende, at det her bare er en fortsættelse af de tidligere bankpakker. Dem har vi været imod, og vi er også imod den her videreførelse af dem, for vi synes, det er grundlæggende forkert, at skatteyderne skal stå for alt det, der har givet tab, hvorimod aktionærerne kan få lov til i den ene eller den anden form at videreføre alle de dele af bankvirksomheden, der giver overskud. Altså, det der med at nationalisere underskuddet og så til gengæld privatisere alt overskuddet synes vi er en rigtig dårlig idé set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Det har i virkeligheden ikke ret meget med ideologi at gøre. I virkeligheden mener jeg, at højresiden af salen her burde have lidt det samme synspunkt som Enhedslisten, nemlig at hvis det er så elendigt, så lad det falde. Det er jo sådan set grundlaget for al liberalistisk og kapitalistisk tankegang, altså at det, der ikke kan give overskud, bare skal falde. Men her tager vi altså som samfund underskuddet på os, hvorimod overskuddet stadig væk kan ligge hos aktionærerne.

Lad mig sige til den der snak om, at bankerne selv betaler, at det ikke passer, og der er bl.a. to årsager til, at det ikke passer. Den ene er, at når de bidrager til de her bankpakker, trækker de det fra i skat. Og når man indregner skattefradraget, som bankerne scorer, er der samlet set for staten et milliardunderskud på de her bankpakker. Den anden årsag er – og det er ikke så meget med i debatten – at bankerne gentagne gange har fået lov til at låne gratis i Nationalbanken, for de låner til en rente, der er mindre end inflationen. Det tror jeg er noget, de fleste af os meget gerne ville, hvis det var muligt, altså at låne noget til en rente, der ligger under inflationen. Det har bankerne gjort, samtidig med at de genudlåner til borgerne og til erhvervslivet til en meget høj rente, og samtidig med at de har skruet op for gebyrerne. Man kan sige det på den her måde: Bankerne har lånt vores penge via Nationalbanken til ingenting, gratis, samtidig med at vi skal betale høje renter og høje gebyrer til bankerne. Det er også en form for bankstøtte, som løber op i rigtig mange milliarder kroner, og som er årsagen til, at Danske Bank har påstået, at de har tjent en masse penge. De har også tabt en masse; aktionærerne synes, at de skulle have tjent endnu flere, men de har tjent penge, og det har de gjort på grund af os. Det har de ikke gjort, fordi de er dygtige, men fordi de har fået nogle ganske fortrinlige vilkår stillet til rådighed af staten.

Det er også derfor, at det er et interessant regnestykke, der var forleden dag i A4, opstillet af en ekspert, der sagde, at havde vi i stedet for bare at støtte Danske Bank med garantier og indskud sagt, at vi ville have aktier som betingelse for den hjælp, så havde staten tjent 25 mia. kr. bare på Danske Bank. Og det gælder også den måde, man har gjort det på i Sverige. I Sverige var Nordea, eller forløberen for Nordea, for nogle år siden ude i en dyb krise og var ved at gå konkurs, og så gik den svenske stat ind og overtog banken og har siden da tjent et enormt milliardbeløb på at være aktionær i Nordea. Og man tog selvfølgelig også det på sig, at man havde ansvaret for at drive banken på en fornuftig måde. Nu er det ved at være tyndet ud, for nu er staten næsten trådt ud af Nordea – vi ved, at den styres på ganske almindelige vilkår. Men det siger alligevel lidt om, at den anden måde at gøre det på kunne have givet os en statsfinansielt set enormt stor fordel for samfundet.

Når vi så oven i købet hører, samtidig med at vi har hjulpet bankerne, at iværksættere ikke kan låne penge i banken, fordi banken siger, at det ikke ser sikkert nok ud, og at de i øvrigt ikke er sat i verden for at hjælpe iværksættere eller beskæftigelsen, men er sat i verden for at tjene penge til aktionærerne, så kan man sige, at den hilsen, der er givet fra bankernes side som tak for, at de har fået en enorm hjælp fra samfundet, er, at de er ligeglade med, om de skaber beskæftigelse. Man tørrer regningen af på os ved at hæve gebyrerne og ved at hæve renten, samtidig med at man har gennemført fyringer af flere tusinde ansatte i bankerne. Altså, man opfører sig gennemført asocialt og samfundsskadeligt, også efter krisen og efter, at man er blevet reddet igennem krisen, og derfor synes jeg altså, det er lidt underligt, at alle andre partier i Folketinget på nær Enhedslisten bare synes, at de der bankpakker er evigskønne og gode, og at dem skal vi bare fortsætte med.

Der er en enkelt bemærkning. Hr. Hans Kristian Skibby.

Altså, man hører den her grammofonplade fra Enhedslisten, og der er jo ikke noget nyt på den. Men jeg vil gerne spørge hr. Frank Aaen, om ikke hr. Frank Aaen vil anerkende, at vi faktisk i Danmark med den økonomiske politik, der er blevet ført inden for banksektoren igennem de seneste 3 år, har sikret utrolig gode vilkår, ikke bare for indskyderne i bankerne med hensyn til deres sikkerhed for deres indestående, men også med hensyn til at sikre en lav rente for vores virksomheder, som dermed har kunnet overleve på det her marked med stigende konkurrence om færre og færre ordrer. Det har sikret, at mange af de job, vi har i Danmark, stadig væk er her, og det har sikret mange private husholdninger et økonomisk plus, når det var sidst på måneden.

Vil Enhedslisten ikke anerkende, at det faktisk har været til gavn for både borgerne, virksomhederne og arbejdspladserne, og burde det egentlig ikke være Enhedslistens opgave at varetage lønmodtagernes interesser og sikre arbejdspladserne frem for at stille sig op hernede og udvise sortsyn, sortsyn og atter sortsyn?

Ordføreren.

Jamen jeg tror da, at ordføreren kommer fra en anden planet. Altså, der er jo ikke en lav rente for forbrugerne i Danmark. Det er rigtigt nok, at renten, som den fastlægges af Nationalbanken, er rekordlav. Det er korrekt. Men når så Nationalbanken låner pengene videre til en lav rente til bankerne, kommer lånet ud på den anden side til en rekordhøj rente. Så er det, vi skal betale ikke 1 eller 2 pct., men 6, 8 eller 9 pct. Det er da rigtigt, at boligejerne har fået en lav rente, men det er kun, hvis de har F1-lån, der er yderst risikable. Den sidste rentesænkning, der skete for boligejerne, blev spist op af, at bankerne satte deres gebyrer op på realkreditten, som jo også er ejet af bankerne, så den gevinst, der var ved, at renten faldt, blev ædt af gebyrer til banken. Når erhvervslivet skal låne penge i banken, betaler de også en rekordhøj rente, så det er jo noget sludder.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil i hvert fald gerne medgive ordføreren, at vi åbenbart må befinde os på hver vores planet. Der er en planet for Enhedslisten, og så er der en planet for resten af Danmarks befolkning, og jeg er sådan set glad for at være på den planet, hvor vi andre er.

Ordføreren var i sit indlæg også inde på noget om, at det her var underskud, underskud og atter underskud. Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Er det ikke er korrekt, at med de bankpakkeaftaler, der har været, og de indskydergarantier, der har været, og også den selvfinansiering, der har været via pengeinstitutternes garantifond osv., så har det faktisk genereret et overskud – ikke et underskud, som ordføreren var inde på, men et overskud på anslået 9 mia. kr. – og at det faktisk er det, der er status, når man kigger på det samlede regnestykke i dag? Det er et overskud, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, ikke et underskud.

Ordføreren.

Spørgeren har ændret kurs, men nu kan jeg forstå, at vi er enige om, at den lave rente, der godt nok er der, når man kigger på Nationalbankens rente, ikke eksisterer for almindelige forbrugere og for det almindelige erhvervsliv. Det er vi enige om, går jeg ud fra. Så derfor har bankpakkerne jo ikke hjulpet borgerne eller erhvervslivet, men kun hjulpet bankerne og bankaktionærerne.

Så skifter vi over til et andet tema. Det spørgsmål har jeg besvaret en gang, men det er ikke sikkert, at spørgeren hørte det, så jeg gentager det bare. Det, man påstår er et overskud fra bankpakkerne, er kun et overskud, hvis man ikke regner skatten med, altså at bankerne scorer et enormt skattefradrag på de bankpakker. Når skattefradragets virkning indregnes, er der et milliardunderskud på bankpakkerne. Så der er både tab for dem, der låner penge nede i banken, og for skatteyderne. Det er den tak, vi har fået for den store hjælp, samfundet har ydet bankerne.

Tak til ordføreren. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Ole Birk Olesen.

Tak for det. Det lovforslag, vi behandler i dag, berører primært finansieringen af Garantifonden for Indskydere og Investorer i bankerne. Det handler om, hvordan den skal finansieres.

I Liberal Alliance er vi glade for, at Garantifonden ikke er finansieret af staten og dermed skatteyderne, men af pengeinstitutterne selv. Pengeinstitutterne har bedt om, at de skal indbetale pengene på en anden måde, ikke i meget store beløb, når de går ned, men løbende med et fast beløb om året hen over årene. Det synes vi lyder ganske fornuftigt, og eftersom pengeinstitutterne gerne vil have det sådan, synes vi også, at det er fint, for det er jo deres egne penge, som de indbetaler der til at sikre hele sektoren.

Desuden indeholder lovforslaget en mulighed for, at Finanstilsynet kan dele oplysninger, som i dag er omfattet af en tavshedspligt, med bl.a. potentielle købere af nødlidende pengeinstitutter, og det synes vi er helt naturligt. Det giver mulighed for, at vi i højere grad kan få afsat de nødstedte pengeinstitutter, når de potentielle købere kan få de informationer, de efterspørger. Derfor bakker vi også op om det.

Tak til ordføreren. Ja, det var lige i ellevte time; vi når det. Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Undskyld, jeg var lidt sent ude. Det indrømmer jeg.

Jeg vil bare spørge: Hvad er der blevet af liberalisterne i Liberal Alliance? Altså, jeg troede, at man var imod statsstøtte. Jeg troede, at Liberal Alliance syntes, at det skulle være sådan, at det er på markedet, tingene afklares, og kan man klare sig på markedet, så er det godt, og kan man ikke klare sig på markedet, må man gå ned. Hvordan er Liberal Alliance så blevet en del af den ene bankpakke efter den anden, som jo kun går ud på at forhindre markedet i at virke, som Liberal Alliance synes at markedet skal virke?

Ordføreren.

Jamen det er da også noget, der har været diskussion om blandt liberale i Danmark, hvorvidt det her var klogt. Men man vurderede dengang, at det ville have meget store konsekvenser for det danske samfund, hvis hele den danske banksektor blev ramt af et kollektivt kollaps, og at det derfor var nødvendigt at skride ind med statslige løsninger, som ikke var – og det vil jeg medgive hr. Frank Aaen – voldsomt markedsbaserede nødvendigvis, i hvert fald ikke dele af dem.

Så var man i øvrigt glad for, at der var en høj grad af finansiering fra banksektoren selv, selv om man også kan sætte spørgsmålstegn ved det kloge i, at dygtige banker, veldrevne banker, skal finansiere de tab, som opstår i dårligt drevne banker. Men det, man så må se nu, er, at vores indstilling er, at det her er midlertidigt, og derfor skal vi så hurtigt som muligt ud af det igen og ud i en mere normal situation for branchen.

Hr. Frank Aaen.

Altså, markedet skal klare alt, bare ikke når det gælder vennerne i banksektoren.

Ordføreren.

Begrundelsen for at gøre det her var jo ikke at redde vennerne i banksektoren. Det synes jeg at hr. Frank Aaen må anerkende. Det var, fordi man mente, at det ville have voldsomme konsekvenser for samfundet som et hele, at man gjorde det. Havde det kun været folk i banksektoren, er jeg sådan set ikke i tvivl om, at Liberal Alliance ikke ville have været med. Jeg tror heller ikke, at mange af de andre partier ville have været med, hvis det alene handlede om bankfolk, der skulle reddes fra deres egne dårlige beslutninger. Det var jo, fordi man mente, at det kunne have katastrofale konsekvenser for samfundet som et hele. Det tror jeg at hr. Frank Aaen også inderst inde ved var det, der var begrundelsen, og ikke det andet, som hr. Frank Aaen antyder.

Tak til ordføreren. Så er det den Konservative ordfører, hr. Brian Mikkelsen.

De forskellige bankpakker har været nødvendige for at sikre stabiliteten i den danske økonomi. Bankerne er jo den muskel, som sikrer, at der er finansiering og kapital til rådighed for investeringer i dansk erhvervsliv. Bankerne er den facilitet, som sørger for, at der stadigvæk sker en udvikling af dansk erhvervsliv.

Internationalt har der været store problemer – også i Danmark – med ledelser af nogle banker, og nogle dispositioner har jo været meget omdiskuteret, og der er iværksat et væld af undersøgelser om årsagerne til de forskellige dispositioner. Men bundlinjen er, at bankerne er nødvendige i et samfund som det danske. De er nødvendige for udviklingen, og de er nødvendige med hensyn til at fungere som et instrument for, at der hele tiden er kapital til rådighed, så vi kan udvikle vores samfund.

Derfor var det også nødvendigt, at vi satte os sammen i august måned og indgik en aftale – den 25. august, lige før valget blev udskrevet – om en ny bankpakke, som jeg nu kan se også officielt bliver kaldt bankpakke IV. Det var nødvendigt, fordi det sikrede en struktur og en modernisering af de tidligere bankpakker, vi havde lavet. Der var forskellige henvendelser også fra banksektoren selv og fra de mennesker, som benytter sig af den finansielle sektor, som gjorde, at det var nødvendigt at lave de ændringer, som der her er lagt op til. Det er ændringer, som Det Konservative Folkeparti hundrede procent kan støtte, så derfor bakker vi op om lovforslaget.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Hvis det er statens ansvar – og sådan må man jo forstå det efter det, der er sket – at sikre bankdriften i Danmark, hvorfor driver staten så ikke bank?

Ordføreren.

Det er ikke statens ansvar at drive bank. Det er statens ansvar at sikre, at der er en ramme for, at man kan drive bank i Danmark. Det er også statens ansvar at sikre, at der kan drives fornuftige cykelhandler, supermarkeder, møbelforretninger osv. Og det er derfor, vi ikke vil have et samfund, hvor man nationaliserer møbelhandlerne og cykelhandlerne og bankerne. Vi vil bare sikre, at der er en ramme for, at man kan drive bankvirksomhed og cykelhandler og møbelvirksomhed i Danmark.

Hr. Frank Aaen.

Det tror jeg da cykelhandlerne bliver glade for at høre: Hvis der skulle komme en krise blandt cykelhandlerne i Danmark, kan de regne med, at der bliver spændt milliardgarantier ud under dansk cykelhandel. Var det sådan, jeg skulle forstå det? Eller var det bare udenomssnak?

Hvis det er sådan, at realiteternes verden gør, at staten er nødt til at redde bankerne, hvorfor driver staten så ikke selv bank?

Ordføreren.

Se, i modsætning til hr. Frank Aaens parti vil Det Konservative Folkeparti sikre, at vi stadig væk har private cykelhandlere og private møbelhandlere i Danmark, ved at vi ikke vil nationalisere, men ved at vi vil sikre, at der er nogle ordentlige rammevilkår for cykelhandlerne og møbelhandlerne.

Den metafor eller det billede, jeg skabte i forhold til banksektoren, er, at hvis staten, som foreslået af hr. Frank Aaen ved gentagne lejligheder, gik ind og drev bankvirksomhed, ville det ikke være med det formål at sikre bankdriften i Danmark. Så ville det være ud fra et ideologisk motiv om, at man skal drive en bestemt type bank i Danmark. Det tror jeg vil være en utrolig dårlig forretning for den danske stat og også for den pågældende bank.

Altså, i Danmark har vi nogle politikere, som er sat til at sørge for det samfund, det demokrati, som vi nu engang lever i, ikke for at drive privat forretning. Det, vi sikrer med bankpakkerne, er, at bankerne som private virksomheder kan overleve. De er så afgørende, så essentielle for den danske samfundsøkonomi, at vi har lavet de forskellige bankpakker, som det også er vigtigt at understrege, uanset hvilke kunstgreb af regnestykker der bliver lavet af hr. Frank Aaens venner, er finansieret hundrede procent af bankerne selv. De giver sågar overskud til den danske statskasse.

Tak til den Konservative ordfører. Så er det erhvervs- og vækstministeren.

Tak for det og tak for debatten. Jeg tror, at jeg her i forbindelse med afrundingen lige vil komme med et par bemærkninger om selve lovforslaget, for dybest set drejer det sig jo om at implementere en række af de initiativer, der er taget som opfølgning på bankpakke IV fra 2011. Det drejer sig bl.a. om ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, en mulighed for videregivelse af fortrolige oplysninger og en implementering af udvidelsen af medgiftsordningen. Det skal i øvrigt også lige bemærkes, at lovforslaget har været i høring, og at det generelt støttes af de hørte organisationer.

Først og fremmest indeholder lovforslaget et forslag til ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer. Dette forslag udspringer af den aftale, som blev lavet i august sidste år, om en række konsolideringsinitiativer, som udmøntede sig i bankpakke IV. Det følger heraf, at der skal ses på mulighederne for at ændre finansieringen af garantifonden, så bankerne ikke oplever de her store udsving i betaling til fonden, som de gør i dag. Med den nuværende ordning vil sektoren umiddelbart efter en eventuel lukning af et nødlidende pengeinstitut blive opkrævet et beløb til dækning af fondens udgifter. Med lovforslaget vil bankerne fremover skulle betale et fast årligt bidrag og dermed opnå en mere jævn og forudsigelig økonomisk belastning af de banker, som finansierer Garantifonden for Indskydere og Investorer. Samtidig foreslås det, at opgaverne i den nuværende afviklingsafdeling under Garantifonden for Indskydere og Investorer udvides til også at omfatte rekonstruering af pengeinstitutter. Det sker, ved at afdelingen vil kunne dække de omkostninger, der er for et pengeinstitut ved udtrædelse af en datacentral. Baggrunden for det forslag er, at det i dag kan være særlig omkostningsfyldt for de pengeinstitutter, der ønsker at overtage et andet pengeinstitut, som hører under en anden datacentral, idet en sådan udtrædelsesomkostning faktisk kan løbe op i omkring 100 mio. kr. Forslaget har således til formål at ligestille pengeinstitutter, der ønsker at byde på et nødlidende pengeinstitut, og dermed øge sunde institutters interesse i at overtage nødlidende institutter.

Derudover indeholder lovforslaget et forslag vedrørende Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger i forbindelse med krisehåndteringen og videregivelse af oplysninger til Finansiel Stabilitet. Det er vigtigt, at alle relevante parter i en proces vedrørende redning eller afvikling af en nødlidende bank har mulighed for at udveksle fortrolige oplysninger under hensyntagen til de meget stramme tidsrammer. Dette er også baggrunden for, at Finanstilsynet allerede med de eksisterende regler i et vist omfang kan videregive fortrolige oplysninger. Med det fremsatte lovforslag udvider vi den adgang, således at der bl.a. åbnes for, at der bliver en videre mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til Finansiel Stabilitet. Det foreslås samtidig at fremrykke tidspunktet for, hvornår Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til interessenter og interesserede parter med henblik på at kunne igangsætte en proces på et tidligere tidspunkt, hvilket kan medvirke til at løsningsmulighederne afdækkes bredere. Disse tiltag er til gavn for håndteringen af nødlidende finansielle virksomheder og dermed i sidste ende til gavn for den finansielle stabilitet.

Endelig indeholder lovforslaget en formalisering af det aktstykke, som Finansudvalget vedtog kort efter aftalen om bankpakke IV vedrørende en udvidelse af medgiftsordningen. Formålet er at give et større incitament til, at sunde pengeinstitutter vil overtage et nødlidende pengeinstitut helt eller delvis. Som i aktstykket foreslås det, at medgiftsordningen udvides på to måder, der begge indebærer at staten kan bidrage til medgiften med det tab, der måtte forventes at ville indtræde, hvis instituttet skulle håndteres efter bankpakke IV eller konkurslovgivningen.

Med de bemærkninger ser jeg frem til den videre udvalgsbehandling.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg har et enkelt spørgsmål til ministeren i ministerens egenskab som bankdirektør, for staten er jo storaktionær, dominerende aktionær, i Vestjysk Bank. Jeg ved ikke om ministeren i dag kan oplyse, hvor stor en del af aktierne det er endt med at staten ejer, men jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at vide, efter hvilke principper staten styrer de banker, staten kommer til at kontrollere i den her proces med bankpakkerne. Bliver det efter de samme principper, som bankerne tidligere blev styret efter? Eller vil der ske et brud, ved at man siger, at det skal ske efter samfundets interesse i, hvordan bankdriften drives? Det synes jeg er en vigtig debat, særlig nu, hvor vi har set, at det er landets syvende største bank, ministeren i virkeligheden er direktør for.

Ministeren.

For det første skal jeg nok lige rette en misforståelse: Jeg er ikke direktør, og det er i øvrigt Finansministeriet, der administrerer statens aktier, og finansministeren bliver heller ikke direktør. Staten er ganske rigtig aktionær i Vestjysk Bank, men den drives under ledelse af en bestyrelse.

Men jeg vil gerne sige, at der, hvor staten har store aktieposter, drives og forvaltes virksomhederne efter nogle særlige retningslinjer, som er udstukket af Finansministeriet. Det er selvfølgelig et udtryk for, at der skal være nogle ensartede retningslinjer for, hvordan staten optræder som aktionær. Dem kan man gøre sig bekendt med, og jeg tror faktisk, at de fremgår af Finansministeriet hjemmeside.

Hr. Frank Aaen.

Det gør de. Det kan jeg bekræfte. Det store problem ved de retningslinjer er jo, at man bare skal drive det efter almindelige kommercielle principper, som ethvert andet aktieselskab. Når nu staten er dominerende hovedaktionær i en af landets største banker, skal den bank så køre videre efter de kommercielle principper, der hidtil har været styrende for den bank, og som har bragt den ud i så meget uføre, at staten har måttet overtage den? Eller skulle staten måske sige, at her går vi foran med et godt eksempel og viser, hvordan vi synes en samfundsnyttig bankdrift skal ledes? Indtil videre er det jo dem, der kørte banken ned, eller i hvert fald dem, der havde ledelsen, umiddelbart før staten overtog banken, der kører videre som ledelse. Jeg savner faktisk lidt et udspil, og jeg er sikker på, at det ligger på ministerens bord at komme med et udspil til, hvordan en sådan bank rent faktisk skal drives, hvis man altså vil komme med et udspil.

Ministeren.

Jeg kan sige det på den måde, at den skal drives forretningsmæssigt, så den giver et overskud, således at banken bliver i stand til at sikre kreditfaciliteter til de virksomheder i det jyske område, som har behov for at få både løbende kassekreditter og investeringskapital til udvidelse af deres virksomhed, og sikre det til ganske almindelige husholdninger.

Det, der sådan set er hele humlen, og som i øvrigt også er hele humlen ved det, der er baggrunden for det offentliges engagement i banksektoren med de forskellige bankpakker, er jo dybest set at sikre, at ganske almindelige lønmodtagere har job i ganske almindelige produktionsvirksomheder. For ville vi være kommet i en situation, hvor den finansielle sektor kollapsede, så ville de første tabere og de største tabere være ganske almindelige lønmodtagere. Jeg synes hverken som minister eller som folketingsmedlem, at det ville være forsvarligt at bringe så mange lønmodtagere i en situation, hvor de ville blive kastet ud i arbejdsløshed som følge af en finansiel krise.

Tak til erhvervs- og vækstministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, og hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.