Tak.
Jeg beklager over for formanden.
Vi har i dag lovforslag nr.
L 79 til førstebehandling.
L 79 er forslag til lov om ophævelse af lov om Teknologirådet og om ændring af lov om Det Etiske Råd.
I Venstre er vi imødekommende over for lovforslaget fra uddannelsesministeren og de korrektioner, det indebærer, i forhold til lov om Det Etiske Råd.
Forslaget er en naturlig konsekvens af den aftale af 15.
november 2011, som regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik om fordeling af forskningsreserven.
I Venstre ønsker vi medindflydelse på udmøntningen af forskningsreserven, og derfor tager vi også et medansvar for at finde pengene, en indflydelse, der eksempelvis har udmøntet sig i flere penge til fødevareforskningen, som har været et centralt og afgørende punkt for Venstre.
Hensigten med aftalen var at fastholde den offentlige forsknings- og udviklingsindsats på mindst 1 pct.
af BNP, samtidig med at aftalepartierne var enige om, at forskningsreserven i 2012 blev forhøjet med 300 mio.
kr.
Aftalepartierne var enige om, at forhøjelsen af forskningsreserven finansieres ved bl.a.
et bortfald af bevillingen til Teknologirådet.
Udsigten til en nedlæggelse af Teknologirådet har skabt en vis opmærksomhed.
Det fremgår dels af dagspressen, dels af mere end 100 høringssvar fra såvel ind- som udland.
Det gør naturligvis indtryk, når forskere, institutioner og undervisningsmiljøer på den måde gør indsigelse mod en nedlæggelse, også set i lyset af, at den danske model med et teknologiråd har dannet skole for andre lande som international rollemodel, et teknologiråd, der besidder en særlig faglighed og ekspertise, kompetencer inden for metodologi, strategisk fremsynethed og facilitering samt evne til at bygge bro mellem industri og universitetsmiljøer eller forskere og lægmænd.
Sagen om Teknologirådet er blevet grundigt belyst, og jeg mener ikke, der er behov for en international evaluering, som der ellers opfordres til i et af høringssvarene.
En evaluering tilvejebringer ikke flere ressourcer til forskning eller til en ændret prioritering ved fordelingen af forskningsreserven.
Imidlertid glæder det mig at se, at ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser med lovforslaget lægger op til, at Teknologirådet kan videreføres i regi af en offentlig organisation, erhvervsdrivende fond eller privat virksomhed.
Her bliver det muligt at overføre Teknologirådets aktiver og passiver helt eller delvis fra ministeriet til en offentlig organisation, erhvervsdrivende fond eller privat virksomhed.
Det er en linje, vi bakker op om i Venstre, og det er noget, vi gerne bidrager til at fremme, så de opgaver, som Teknologirådet har varetaget, bliver videreført.
Det giver også mulighed for fortsat at hjemtage EU-midler, som Teknologirådet har evnet, hvilket er et væsentligt bidrag til dansk forskning.
Med L 79 effektueres efterårets aftale, samtidig med at Teknologirådets opgavevaretagelse kan fortsættes i regi af en eller anden form for organisation og finansiering, og derfor ser vi i Venstre frem til de videre drøftelser i forbindelse med lovgivningsprocessen.