Det lovforslag, vi skal stemme om i dag, er jo faktisk en tilbagerulning af en lov, som egentlig slet ikke har fået lov at eksistere – den har i hvert fald ikke fået lov at vise sin virkning.
Det er et, jeg vil kalde det lovtyranni.
Det er en lidt underlig måde at gøre det på, at fordi man lige pludselig har et meget, meget spinkelt flertal, så ruller man altså noget tilbage, som man ikke brød sig om at den tidligere regering lavede.
Med lovforslaget her ruller man det tilbage, at tilladelsen til offentlig servicetrafik – det, der tidligere hed en EP-tilladelse – var bundet op på, at man også havde en taxabevilling.
Det ruller man tilbage, så nu kan nogle altså igen kvit og frit køre rundt og stjæle taxabranchens arbejde, og det vil have stor betydning, specielt i Udkantsdanmark.
Det er bare at skubbe yderligere til taxadøden, og det var det, vi ville forhindre med den tidligere lovgivning.
Det var netop for at beskytte taxaerne også i Udkantsdanmark, men det vil den nuværende regering støttet af Enhedslisten tilsyneladende ikke.
Når man ruller det her tilbage, gør man det under påskud af, at kommuner og regioner har rejst et økonomisk krav på 300 mio.
kr.
Det er noget af det værste nonsens, jeg har hørt, og det er i øvrigt heller ikke blevet dokumenteret på nogen måde.
Hvis kommunerne mener, at de får en ekstraudgift på 300 mio.
kr., vil jeg sige, at de jo har tjent styrtende med penge alle de foregående år, og mig bekendt har kommuner og regioner ikke betalt nogen penge tilbage til staten.
Så det her såkaldte DUT-krav er fuldstændig udokumenteret og er vel i bund og grund bare en dårlig undskyldning for, at regeringen og Enhedslisten nu vil rulle den her lov tilbage, som har virket i ganske få måneder, og det vil sige, at man ikke har et reelt grundlag at vurdere det på og se, om det har haft en effekt i forhold til taxabranchen og deres muligheder for at overleve specielt i de tyndtbefolkede områder af Danmark.
Man burde i stedet for have støttet Dansk Folkepartis forslag, som i øvrigt er et forslag, som er et kompromis, som busbranchen og taxabranchen selv er kommet til enighed om, nemlig at der skal være et indretningskrav til de her biler, som kan ligge og køre sygetransport og regional kørsel for trafikselskaberne.
Men ikke engang det vil regeringen, selv om det var det, branchen selv ville.
Så det her må på en eller anden måde kun være, fordi man blev tøsefornærmet i den forrige samling, og man vil så nu med djævelens vold og magt rulle det tilbage, for ret vil man have, uanset om det så er til stor skade for taxabranchen eller ej.