Tak, hr.
formand.
Det her forslag er jo et, som vi havde en stor diskussion om i forbindelse med førstebehandlingen, og i Dansk Folkeparti havde vi lovet at redegøre for vores holdning til det her i dag under andenbehandlingen.
I den forbindelse er det værd at sige, at med hensyn til det første punkt, tilbuddet fra 4 uger til 2 uger, ville vi i Dansk Folkeparti have ønsket, at vi kunne have fået delt det her forslag, fordi det indeholder to væsentlige punkter.
Vi kunne sådan set godt have stemt for det første punkt, hvor man ændrer ret og pligt-tilbuddet fra 4 uger til 2 uger, men i den forbindelse er det også vigtigt at sige, at det store ønske fra Dansk Folkeparti egentlig var, at vi helt fjernede de her ugekrav.
Det er ikke nødvendigt med 2 uger, fordi man skal ind at kigge på den enkelte, og hvad den enkelte har behov for.
Det kan godt være i forbindelse med ret og pligt-tilbuddet, at der er nogle, der kun har behov for 1 eller 2 dage, men det kan også være, at der er nogle, der egentlig har behov for 6 uger til sådan et ret og pligt-tilbud, alt efter hvor man står i forhold til arbejdsmarkedet.
Det havde vi egentlig ønsket at vi kunne have fået en lidt bedre diskussion om, men regeringen har jo valgt at trække de her punkter ud i stedet for at kigge på det i forbindelse med de aftaler, vi havde om afbureaukratisering, som vi havde indgået sidste år med en aftale, hvor vi skulle se på at fjerne unødigt bureaukrati, og det her var et væsentligt punkt inden for det område.
Men det har regeringen så valgt at man ikke skulle tage med i de brede forhandlinger om afbureaukratisering.
Men som sagt er Dansk Folkepartis ønske egentlig, at vi helt skulle fjerne det begreb, der hedder 4 eller 2 uger, og så se på, hvad den enkelte har behov for.
Det ville være mere retfærdigt.
Med hensyn til det næste punkt ændrer man aktiveringsindsatsen for ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, fra hver 6.
måned til hver 12.
måned.
Det er den forkerte vej at gå, og der er kontanthjælpsmodtagere, der virkelig har behov for en indsats, hvis man vil have dem nærmere til arbejdsmarkedet.
Det får man ikke med det her tiltag ved at ændre det til 12 måneder.
Det er egentlig bare at sige til kontanthjælpsmodtagerne:
I stedet for der er 6 måneder, hvor I ikke skal foretage jer noget, bliver det 12 måneder, og så kan vi jo vende tilbage og se på, om vi kan aktivere jer, eller hvordan det nu står til.
Det er en forkert vej at gå, og det kan vi ikke tilslutte os i Dansk Folkeparti.
Så selv om vi er positivt stemt over for den første del, er vi negativt stemt over for den sidste, og vi siger dermed nej til hele forslaget.