Da den tidligere regering med Dansk Folkeparti satte et loft over tabt arbejdsfortjeneste til de forældre, hvis børn er ramt af et handicap eller en alvorlig sygdom, advarede vi sammen med en lang række af organisationer – jeg nævner bare et par enkelte af dem Landsforeningen LEV, der repræsenterer udviklingshæmmede, Danske Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening, Kræftens Bekæmpelse, Dansk Epilepsiforening osv.
osv.
– mod, at det forslag ville have katastrofale konsekvenser for forældrene og deres børn.
Det er forældre, som i forvejen har et meget vanskeligt liv, som kæmper med børn med alvorlig sygdom, og i forbindelse med genopretningspakken blev de så oven i købet også ramt af en meget, meget vanskelig økonomisk situation, som for manges vedkommende betød, at de blev nødt til at flytte, måske også blev nødt til at overveje, om de overhovedet kunne passe deres barn derhjemme.
Derfor er vi selvfølgelig positive over for, at partierne i satspuljekredsen har besluttet at rette en smule op på den alvorlige forringelse, som man indførte dengang.
Men vi mener ikke, at det er nok.
Vi vil meget gerne gå videre.
Der er stadig 6.800 familier, som modtager tabt arbejdsfortjeneste, som vil blive ramt af det nye loft, og som dermed stadig får et alvorligt tab i deres indtægt, hvis de vælger at passe deres kræftsyge barn eller svært handicappede barn derhjemme.
Så Enhedslisten vil fortsat arbejde for, at loftet skal være markant højere eller fjernes helt.
Dernæst vil jeg også gerne kommentere på finansieringen af forslaget.
Det bliver finansieret via satspuljen, som flere har været inde på, og i Enhedslisten mener vi ikke, at det er rimeligt, at førtidspensionister, folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre grupper, som hører til den gruppe i Danmark, der har absolut lavest indtægt, skal betale for f.eks.
handicappede børns livsvilkår.
Som ordføreren for Dansk Folkeparti også var inde på, kan det være meget problematisk på den måde at lægge et permanent tiltag ind i en satspulje, som jo skal forhandles år til år, så vi vil arbejde for, at det her projekt bliver finansieret via finansloven.
Så vil jeg bare kommentere på hele forløbet.
Man må sige, at det ikke er let at være barn med alvorlig sygdom eller handicap eller være forældre til barnet for den sags skyld.
Reglerne er blevet ændret frem og tilbage, og det skaber selvfølgelig utrolig stor usikkerhed for familierne.
Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at vi fra Folketingets side har et ansvar for, at de forældre og deres børn, som i forvejen slås med så store problemer og så meget andet i form af alvorlig og livstruende sygdom eller handicap, ikke også skal slås med de offentlige myndigheder.
Det skal ikke være de alvorligt syge børn eller de børn, der har et handicap, som skal betale prisen for, at Danmark har et økonomisk problem.
Husk på, at en af de væsentligste årsager til, at vi mangler penge i statskassen, er, at den foregående regering gav meget store skattelettelser især til de danskere, som i forvejen har mest.
Derfor mener jeg, at det, der burde være løsningen på de her problemer, er, at man annullerer de skattelettelser, som blev givet til de højeste indkomster, så vi som samfund f.eks.
har råd til, at de familier, som bliver ramt af de her ulykkelige omstændigheder, ikke også skal slås med en alvorlig økonomisk situation.
Det er jo netop det, som er essensen i et solidarisk velfærdssamfund.
Tak for ordet.