Jeg har lovet i betænkningen at fortælle, hvad Enhedslisten vil stemme ved tredjebehandlingen af det her lovforslag.
Det har jeg nu ikke tænkt mig at gøre.
Grunden til det er ret simpel.
Lovforslaget indeholder to elementer.
Det ene element er vi sådan set lodret imod, nemlig spørgsmålet om at opfylde EU's krav til, hvor meget bioætanol, biobenzin, der skal blandes i benzinen – det synes vi sådan set er en rigtig dårlig idé, men man kan sige, at lovforslaget her mest er af teknisk karakter, så det er ikke i sig selv nogen grund til at stemme imod et lovforslag fra regeringen, hvis der i resten af lovforslaget er gode grunde til at stemme for.
Det må man tro der er, for resten af lovforslaget handler om, at man skal udpege nogle områder til statsligt udbud til havvindmøller.
Men faktisk ved vi ikke på nuværende tidspunkt, om det er et led i en ambitiøs energipolitik på baggrund af en ambitiøs energiaftale, eller om det er et led i en rigtig dårlig aftale uden ambitioner.
Det håber jeg at vi ved noget om på torsdag, så vi kan stemme for det her lovforslag.
Men det er klart, at det selvfølgelig spiller en vigtig rolle for vores stillingtagen til det her lovforslag, om det lykkes at fastholde og få gennemført en energiaftale, der faktisk giver et klart løft til vindenergiområdet i Danmark, eller om det ikke lykkes.