I Enhedslisten vil vi bestræbe os på at indgå konstruktivt i behandlingen af det her lovforslag.
Vi kan dog på nuværende tidspunkt ikke sige noget præcist om, hvordan vi vil stemme til det, når det kommer til tredjebehandlingen, og det skyldes to ting.
Det, som jo er entydigt positivt i det her lovforslag, er det forslag, der handler om reservation af arealer til havvindmølleparken.
Det synes vi selvfølgelig er rigtig godt og rigtig fornuftigt, og jeg deler den socialdemokratiske ordførers glæde over, at man tilsyneladende har en strategi om, at vindmølleeventyret i Danmark ikke er slut.
Men det er klart, at hvor stor en vægt vi kan tillægge den del af det her lovforslag, jo fuldstændig afhænger af, om man har tænkt sig at benytte de her reservationer.
Jeg vil bare sige klart til regeringen, at vi i Enhedslisten da har en forventning om, at man ikke kobler beslutningerne om arealreservationer tidsmæssigt sammen med, at man indgår dårlige aftaler, hvor man giver indrømmelser på det område, der handler om, at man udsætter det med hensyn til de planlagte havvindmøller, der ligger i regeringens plan.
Altså sagt på en anden måde:
Hvis det er sådan, at regeringen insisterer på sammen med Venstre at gennemføre Venstres energipolitik, i stedet for at den gennemfører sin egen politik sammen med os, så kan det godt komme til at betyde, at vores holdning til det her lovforslag bliver anderledes, end den ellers ville være blevet, af den simple grund, at det jo er lidt meningsløst at gennemføre store arealreservationer, hvis man ikke har tænkt sig at bruge dem til noget.
Det andet, jeg vil sige noget om, er biobrændstoffer.
Enhedslisten stemte jo i sin tid imod det lovforslag, som det her skal reparere på, og det var der to vigtige grunde til.
For det første mente vi allerede dengang at kunne konstatere, at de biobrændstoffer, der ville komme til at udgøre hovedparten af EU's indsats frem til 2020, ville være biobrændstoffer, der ville være af en sådan kvalitet og med en sådan mangel på bæredygtighed, at det ville være yderst usandsynligt, at de ville føre til nogen egentlig reduktion i CO
2
-udslippet, og det er sådan set blevet bekræftet af det forløb, der efterfølgende har været i EU.
For det andet havde vi dengang også en diskussion af, om vi skulle gøre en særlig indsats for at undgå, at produktionen af biobrændstoffer ville fortrænge anden produktion og føre til, at der blev fjernet regnskov, og at der blev fjernet skov i almindelighed osv., og at man skulle inddrage det i beregningerne.
Det er man i EU jo ikke kommet nogen vegne med.
Men de har i EU lavet en udmærket rapport, der viser, at der sådan set ikke rigtig er nogen af de biobrændstoffer, som man bruger, og som man i de kommende år har udsigt til at bruge, som kan leve op til bæredygtighedskriterierne, hvis man tager hensyn til fortrængningseffekten.
Der var vi også meget glade for det, som både den socialdemokratiske ordfører og SF's ordfører sagde i den her debat, for der blev der både i forhold til de energiforhandlinger, som måske engang kommer i gang, og i forhold til behandlingen af det her lovforslag lagt op til, at der kan komme nogle elementer med, der ligesom sender et klart signal om, at det skal vi have gjort noget ved, at det skal vi have en egentlig vurdering af osv.
Det er klart, at hvis det her lovforslag kommer til at indgå i en sammenhæng, hvor vi har en visionær og offensiv politik i forhold til mere vindmøllestrøm, og som lever op til de ambitioner og de målsætninger, som regeringen har formuleret i regeringsgrundlaget, og vi får en politik, som handler om at sikre langt større bæredygtighed i transportsektoren, og man også udfaser de biobrændstoffer, som er åbenlyst ikkebæredygtige, så vil Enhedslistens holdning til det her lovforslag jo godt kunne ende med at blive positiv.
Men hvis udviklingen går i den modsatte retning, tror jeg sådan set ikke vi er vældig optaget af at reparere på en dårlig ordning ved måske i virkeligheden at gøre den lidt dårligere, nemlig den, der handler om biobrændstoffer.