Logning er desværre nødvendigt.
Det ville være skønt, hvis vi levede i en verden, hvor vi ikke behøvede at gøre det, men det er desværre nødvendigt.
Det er et nødvendigt redskab, der kan bruges af myndighederne til at forebygge alvorlig kriminalitet og terror og til opklaring og bekæmpelse af terror og anden alvorlig kriminalitet.
Derfor er vi nødt til at lave logning.
Det er et meget værdifuldt værktøj.
Proportionerne skal man selvfølgelig huske at have med, men man skal have alle proportionerne med.
For det er rigtigt, at der sker mange logninger dagligt, ugentligt, månedligt, årligt, men mange af de logninger fandt jo allerede sted i forvejen.
Spørgsmålet er, hvor meget mere logning der er kommet.
I dag kan man betale en fast pris, og så kan man i øvrigt sende alle de sms'er, man vil, eller tale lige så meget i telefon, man har lyst til, hvilket er en stor fordel for mange at man kan.
Men før i tiden var det jo sådan, at man betalte pr.
sms, at man betalte pr.
minut, man havde talt, alt efter hvem man havde talt med, hvor langt man skulle ringe væk.
Der loggede man jo al datatrafik, ikke hvad der blev sagt, ikke hvad der stod i sms'erne, ikke hvad der stod i e-mailen, men hvem der havde talt med hvem og hvor længe.
Den form for logning har altid fundet sted, for det var en væsentlig forudsætning for, at man kunne sende en regning til forbrugerne, der kunne betale for, hvor meget de havde brugt deres it-udstyr af forskellig art.
Så hvor meget mere registrering er det egentlig, der er tale om?
Det kunne være interessant at få afdækket, for det lyder, som om det her er noget helt nyt.
Det er det ikke, men der er ingen tvivl om, at der samtidig er mere logning, at der er mere registrering, end der har været tidligere.
Det er også, fordi mulighederne bliver flere og flere og det er nødvendigt at gøre det – desværre.
Vi havde fra konservativ side gerne set, at vi levede i et samfund, hvor vi ikke behøvede at gøre det, men vi behøver at gøre det, hvis vi skal beskytte os selv mod angreb, og det skal vi selvfølgelig gøre.
Så er spørgsmålet jo, om vi skal vedtage en revision af den pågældende lov i dag, eller om vi skal vente.
For mig at se er der to væsentlige grunde til, at vi venter.
Den ene er, at vi afventer, at man på EU-niveau får diskuteret færdigt, om der er et behov for ændringer – og hvorfor er det så relevant?
Er det, fordi vi skal ligge under for EU?
Nej, det er det ikke.
Men hvis vi går ind og laver en ændring nu, som hele erhvervslivet indstiller sig på, så de køber nye it-systemer og laver nye former for registreringer og logninger, så kan der gå nogle få måneder, og så laver vi alle reglerne om en gang til.
Vil erhvervslivet være glade for det, eller vil de ikke være glade for det?
Det vil de selvfølgelig ikke være glade for, for det vil være en ekstra omkostning.
Så når vi laver en revision, skal vi gøre det ordentligt, og derfor skal vi have et ordentligt grundlag at gøre det på, og da vi er knyttet op til det EU-direktiv, kan vi lige så godt afvente, at man får diskuteret færdigt på EU-niveau.
Så tager vi diskussionen her i huset, og så laver vi en revision af den pågældende lov, når vi når dertil.
Det andet, som gør sig gældende for mit vedkommende, er, at vi fra konservativ side ikke har nogen ønsker om ændringer af den her lov.
Vi har ingen ønsker.
Man kunne sige, at hvis nu der var et brændende ønske om, at der var noget, der skulle laves om, så kunne det være relevant, at vi talte om en revision.
Men jeg har endnu ikke hørt én ordfører give udtryk for, at der er behov for ændringer.
Hvad er det for konkrete ændringer, der skal ske?
Nej, det hele har været bundet op på, at EU ikke skal bestemme, og at vi derfor skal revidere det nu, også selv om der ikke skal ske nogen revidering, også selv om vi bare sætter et punktum og siger, at der ikke skal ske nogen revidering.
For EU skal ikke bestemme.
Det synes jeg måske er en forkert måde at gå til det her problem på.
Det vil være sagligt og rigtigt at udsætte revisionen, og det vil også være rigtigt, som flere ordførere har været inde på og foreslået, at vi så bruger tiden konstruktivt, og der kunne vi jo passende lave en høring, hvor vi netop får afdækket nogle af de her ting og får proportionerne med ind.
Jeg tror ikke, at vi kan få det hele med ind, for efterretningstjenesten er også nødt til at holde nogle af deres informationer hemmelige.
Hvis vi havde fuldstændig indsigt i alt, hvad vores efterretningstjeneste lavede, så kunne efterretningstjenesten ikke fungere, og når politiet og efterretningstjenesten siger, at det her er et meget værdifuldt værktøj til at forebygge, forhindre og opklare alvorlig kriminalitet, herunder terrorkriminalitet, så må vi have tillid til, at det er rigtigt.
Om ikke andet så har vi jo både en minister og et udvalg, der holder øje med, at det er rigtigt.
Så fra konservativ side støtter vi udsættelsen af revisionen, og dermed støtter vi lovforslaget.