Jeg undrede mig da også, da vi så det her forslag igennem.
Det er jo en sag, som vi efterhånden har arbejdet med i mange år, og det er en sag, som jeg ser lidt ambivalent på.
Jeg vil først og fremmest kritisere regeringen, for at den pludselig dukker op med det her forslag, og for at det skal hastes igennem.
Den fornødne tid, som man ellers skal bruge til at sætte sig ind i, hvad det drejer sig om, får man ikke.
Som vi også hørte en tidligere ordfører sige, får de høringsberettigede et par dage til at svare.
Den tidligere opposition ville have tordnet imod det her arbejde og ville have kaldt det lovsjusk.
Man kan så kun håbe på, at det, hvis der er sjusk i det her, rammer regeringen og ikke patienterne.
Øfeldt Centrene har hjulpet utrolig mange handicappede mennesker, og det skal de selvfølgelig blive ved med.
Vi har om nogen i Dansk Folkeparti sat fokus på genoptræning og rehabilitering, og vi arbejder konstant med at hjælpe alle de her grupper.
Vi var netop fortalere for vederlagsfri fysioterapi, som også Øfeldt Centret kom med ind under for et par år siden.
Vi har arbejdet med, at der kom en handlingsplan for apopleksi samt blev sat penge af til rehabilitering og til rehabilitering af hjerneskadede.
Vi havde også sat nogle flere penge af i 2020-planen, men det bliver desværre ikke til noget, da regeringen ikke har valgt at videreføre 200 mio.
kr.
til genoptræning af hjerneskadede.
Det er klart, at vi ønsker det bedste for vores patienter.
De giver en rigtig god genoptræning hos Øfeldt, men det gør de også andre steder.
Derfor mener vi også, at vi bliver nødt til at se på det, så andre kan få de samme vilkår som Øfeldt.
Det er jo interessant, at det er den er nye regering, der kommer med et forslag som det her, for det er jo et forslag, der skriger mod regeringens idé om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og et opgør med privatejede institutioner.
Det her er kun et tilbud til handicappede, som bor øst for Storebælt, hvilket er et problem for de patienter, som måske ønsker et tilsvarende tilbud vest for Storebælt.
Derfor kunne jeg godt lige vide, hvilke planer regeringen har for de borgere, som bor vest for Storebælt, samt hvilke planer regeringen har for, at de genoptræningssteder, som genoptræner meget lig det, som vi ser hos Øfeldt, kan få de samme rettigheder.
Vi har desuden nogle spørgsmål om, hvilke omkostninger det har.
Forslaget var jo i starten beregnet på, at der skulle være fri befordring for dem, der gik til træning hos Øfeldt.
Så der måtte jo være en meromkostning.
Der kunne jeg godt lide at vide, hvor den økonomi ligger henne.
Jeg har samtidig stillet en række andre spørgsmål, som vi håber, at vi kan få et fornuftigt svar på.
Jeg vil i hvert fald holde øje med sagen, og jeg vil også holde øje med, om vi får nogle andre genoptræningssteder, så andre handicappede kan få det samme gode som dem, der er omfattet af det her forslag.
Jeg ser frem til at få svarene.
Derefter vil vi tage stilling til, om vi kan tilslutte os forslaget.