Spørgsmålet om at få fjernet eller i hvert fald reduceret mængden af farlige kemikalier og stoffer er et af Enhedslistens højt prioriterede områder, når vi snakker om miljø.
Og det, som er en del af det her forslag, nemlig spørgsmålet om elektronikprodukter, har vi flere gange haft oppe i Folketingssalen, hvor vi har fremsat beslutningsforslag.
Vi har fremsat forslag om, at vi konsekvent skulle arbejde i EU for bedre regler, men også gå videre i Danmark.
Jeg kan oven i købet huske, at hr.
Dohrmann et par gange har været positiv over for tanker om, at man skulle gå længere i Danmark, end man kunne komme igennem med i EU.
Det var dengang, hr.
Jørn Dohrmann talte om, at EU sådan slæbte på fødderne i miljøsammenhænge.
Nu går det åbenbart for stærkt for Dansk Folkeparti nede i EU, eller i hvert fald er det meget vigtigt, at det ikke går hurtigere i Danmark.
Der kan man jo bare konstatere, at det åbenbart er hr.
Jørn Dohrmann, der er blevet meget EU-begejstret, for nu er det sådan EU-reglerne, der er det eneste rigtige, og hvis man på nogen som helst områder bevæger sig en lille smule hurtigere og en lille smule mere effektivt, end man gør i EU, så er det rigtig skidt.
Jeg synes i øvrigt, det var karakteristisk for både Venstres og Dansk Folkepartis indlæg her i debatten, at de var vældig bekymrede for beskæftigelsen.
Vi hørte så ikke rigtig nogen konkrete eksempler på, hvad det var for elementer i det her lovforslag, der ville øge arbejdsløsheden i Danmark, fjerne arbejdspladser osv.
Man kan jo altid have en generel betragtning om, hvad overimplementering i teorien kan betyde, og der kunne jeg forstå, at hr.
Torben Hansen havde en lidt anden opfattelse end Venstre og Dansk Folkeparti, og det kan vi godt diskutere ved lejlighed.
Men i dag er det interessante vel, hvad det er for elementer i dette lovforslag, som skal fjernes, for at man ikke løber nogen risiko for, at der forsvinder arbejdspladser.
Jeg kan forstå, at det, når der i bemærkningerne til lovforslaget står, at det ikke har nogen konsekvenser for de virksomheder, der overholder reglerne, enten er forkert, eller også er det sådan, at Dansk Folkeparti og Venstre i virkeligheden vil beskytte de virksomheder, der overtræder reglerne mod at blive afsløret.
Det er jo interessant, hvis det er det, der er synspunktet.
Enhedslisten er i udgangspunktet positiv over for det her lovforslag.
Det er jo sådan, at en række af de synspunkter og krav, vi tidligere har fremført, nu delvis bliver opfyldt af det her EU-direktiv, og det synes vi jo sådan set er positivt og godt.
Men diskussionen her i dag har i hvert fald vist, at den tendens, vi har set i tidligere regeringer til at forsøge at slippe så nemt som muligt om ved EU-direktiver og gerne krybe lidt under niveauet, er der så ikke tale om her, og det er vi også glade for.
Jeg vil også sige, at efter vores opfattelse er det rigtig positivt og rigtig fornuftigt, at man i forhold til at sikre en kontrol gennemfører det effektivt, sådan at vi kan sikre os, at reglerne overholdes.
Pointen er jo nemlig den, at hvis man ikke sikrer sig mod, at reglerne overtrædes, sker der jo ikke nødvendigvis det, at arbejdspladserne flytter til udlandet, nej, så betyder det, at de virksomheder, som ikke overholder reglerne, får en konkurrencemæssig fordel, og det synes jeg faktisk ikke er rigtig godt.
Der er enkelte elementer, vi gerne vil kigge på i udvalgsarbejdet.
Der har været rejst spørgsmålet om klageadgang.
Det fremgår af bemærkningerne, at den klageadgang, der er her, er den, der plejer at være på Miljøministeriets område.
Det vil vi jo gerne gå ind og se på i udvalgsarbejdet, og hvis det er sådan, at nogle, f.eks.
tidligere regeringspartier, har den opfattelse, at man har forsømt at give borgerne klageadgang i de sidste 10 år og derfor vil rette lidt op på det, nu man er kommet i opposition, så kan vi selvfølgelig snakke om det.
Men udgangspunktet er vel, at der skal være de samme regler på det her område, som der generelt er i miljøreglerne.
Så vi er altså positive over for arbejdet og deltager naturligvis med sædvanlig iver og ildhu i udvalgsarbejdet, også når det handler om at stille relevante spørgsmål.