Lovforslag L 30 om stramning af successionsreglerne

Regeringens forslag om stramning af successionsreglerne har en ganske beskeden virkning påstatsfinanserne, men en potentielt stor erhvervspolitisk skadevirkning.Jeg har gennem mere end 20 år beskæftiget mig med generationsskifte af familieejede virksom-heder, dels som rådgivende advokat, dels som forfatter til juridisk faglitteratur og dels som under-viser og foredragsholder.Jeg vil med den baggrund opfordre Folketingets Skatteudvalg til, at man sikrer, at skatteministe-ren i samarbejde med udvalget tænker sig rigtig godt om i forbindelse med den videre behandlingaf lovforslaget om stramning af successionsreglerne.Lovforslaget sigter på at føre reglerne tilbage til den udformning, de havde i 1999, da Ole Stavadvar skatteminister. Det var Ole Stavads opfattelse, som han udtrykte det på en konference påChristiansborg i 1999, at der ikke er nogen særlig samfundsmæssig værdi i at have familieejedevirksomheder frem for ikke-familieejede virksomheder. Derfor var det Stavads logik, at der ikkevar nogen begrundelse for overhovedet at have successionsregler.Jeg tror, at Regeringen i dag er klar over, at Danmark har brug for den arbejdsomhed og nøj-somhed, som er en stærk kerne i alle familieejede virksomheder. Derfor er det vigtigt, at Rege-ringen og skatteministeren også tager på sig at værne om de familieejede virksomheder og sikrerdem gode og stabile vilkår, så de kan fastholde og skabe flere arbejdspladser for mange forskel-lige grupper af medarbejdere bredt rundt i landet.Det er i det perspektiv, at man skal se forslaget om stramning af successionsreglerne:Forslaget om stramning rammer ikke kun de passive pengetanke, som skatteministeren muligvisantager. Forslaget rammer også familievirksomheder, der har skabt finansiel uafhængighed, ogsom dermed står med gode muligheder for at bidrage til den økonomiske vækst i Danmark.Når skatteministeren begrunder forslaget med, at man "blot" ruller reglerne tilbage til den ud-formning, de havde tilbage i 2001, ser ministeren i et bakspejl med en alvorlig blind – og måskeen anelse historieløs – vinkel: den finansielle situation er i dag markant og blodigt anderledes endi 2001. Banker og realkreditinstitutter låner ikke ud, som de gjorde "i gamle dage". Tværtimod. En

række aktører indenfor den finansielle sektor arbejder målrettet på at nedbringe udlån til virk-somheder og bygninger samtidig med, at Staten kæmper for at holde liv i dele af sektoren.Det er ud fra den virkelighed, jeg oplever, en kendsgerning, at mange virksomheder i dag kun harde nødvendige kreditter, fordi de i kraft af opsparing har en god polstring med egne midler. Vedat fratage disse virksomheder adgangen til succession ved familieoverdragelse, påtvinger mandem et finansieringsproblem, som i sidste ende kan give alvorlige vanskeligheder for den enkeltevirksomhed og i hvert fald vil hæmme mulig vækst.Man skal jo forstå, at ejere af selskaber, der ikke kan successionsoverdrages, skal finansieremere end 50 % i skatter og afgifter ved overgang til næste generation. I mange tilfælde vil denfinansiering simpelthen ikke kunne skaffes. Bankernes krav til virksomheders egenfinansiering ogsoliditet er i dag meget barske. Sådan er virkeligheden derude.Derfor bør udvalget spørge ministeren, om han har undersøgt, hvordan danske familievirksom-heders kreditmuligheder har udviklet sig siden 2001. Ministeren bør spørge sig for hos finanssek-toren, hos DI og hos Dansk Erhverv. Og ministeren bør helt konkret redegøre for, hvordan man iforslaget har indregnet den stærkt negative udvikling i virksomhedernes finansieringsmulighedersiden 2001.Forslaget har imidlertid også en mere langsigtet skadevirkning:Danmark har ikke brug for, at der skabes øget utryghed om, hvad fremtiden bringer for de fami-lieejede virksomheder. Hvis vi ikke fastholder gode og samtidig stabile vilkår for familiegenerati-onsskifter, er det et signal til næste generation om, at det måske ikke er umagen værd at fortsæt-te i familiens spor. Virkningen heraf vil være, at et øget antal familieejede virksomheder sælgeseller opsluges med den effekt, dette vil have for bredden i dansk erhvervsliv, eller at virksomhe-der simpelthen lukker, fordi de vanskeligt kan overleve uden familieejerskabets stærke vilje ognøjsomhed.Derfor er oplægget til stramning af successionsreglerne ikke skattepolitik men derimod ganskealvorlig erhvervspolitik. Og det er ikke kun successionsreglerne, der er i spil; det er prioriteringenaf de samlede rammevilkår for familieejede virksomheder, og det er også selve signalværdien afdenne prioritering.Hvis man ikke gør det til en selvstændig prioritering at sikre, at de familieejede virksomheder hargode og stabile rammevilkår, vil virkningen være, enten at generationsskifterne udskydes påubestemt tid, hvilket betyder tab af dynamik, eller at man må sige farvel til familieejerskabet.Derfor bør udvalget spørge ministeren, om de familieejede virksomheder kan forvente fortsatstabile rammevilkår, eller om der kan forventes flere stramninger, der forringer vilkårene for gene-rationsskifte.