Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Fortsættelse af 2. behandling af lovforslag nr. L 30:

Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love. (Nedsættelse af grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier og justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne).

Af skatteministeren (Thor Möger Pedersen).

(Fremsættelse 21.11.2011. 1. behandling 29.11.2011. Betænkning 16.12.2011. 1. del af 2. behandling 19.12.2011. Tilføjelse til betænkning 19.12.2011).

Skatteministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage ændringsforslag nr. 3, 5 og 8-10 i betænkningen tilbage. Derefter har Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget taget ændringsforslag nr. 1, 2, 4, 6 og 7 i betænkningen tilbage.

Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Torsten Schack Pedersen som ordfører for Venstre.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Venstre er imod dette forslag. Hvis man har nærlæst betænkningen, vil man forstå, at den måde, vi skal stemme på, bliver en lille smule teknisk. Det er jo ikke, fordi vi normalt fra Venstres side har det fjerneste imod, at vi deler lovforslag, det plejer vi varmt at bakke op om, men i forhold til hvorledes det kunne lade sig gøre, hvad angår den besynderlige proces, vi har været igennem, så har vi undtagelsesvis valgt ikke at støtte, at lovforslaget deles – det er i forbindelse med de ændringsforslag, der tidligere har været stillet, så de retmæssigt kan komme til afstemning.

Det, der er det afgørende for den måde, som Venstre stemmer på, er, at vi jo ønsker, at de nuværende regler skal fastholdes, og derfor støtter vi også det ændringsforslag, som Liberal Alliance har stillet, om ikke at forringe, men faktisk forbedre vilkårene, og måtte det ikke samle flertal, støtter vi et forslag, som skatteministeren har stillet, om, at grænsen bliver 50 pct. Men uanset hvad, stemmer vi rødt til sidst.

Forløbet i den her sag har jo været meget, meget bemærkelsesværdigt. Det er regeringen og Enhedslisten, der har indgået en aftale, som vil forringe danske virksomheders vilkår – et forslag, der vil koste arbejdspladser, gøre det vanskeligt for familieejede virksomheder at gennemføre et succesfuldt generationsskifte uden at blive drænet for likviditet, uden at risikere, at virksomheden ikke har de muligheder for at investere fremadrettet. Grundlæggende svækker det altså de vilkår, som vi byder en lang række danske virksomheder.

Det, der er besynderligt, er, at det er regeringen og Enhedslisten, der har lavet problemerne, og så var meldingen fra regeringen, at så måtte nogle andre træde til for at rage kastanjerne ud af ilden. Vi har fra Venstres side hele tiden sagt, at vi gerne støtter ændringsforslag, der mindsker skadernes omfang, men at tage ansvar for lovforslaget i den sidste ende må og skal være regeringens og Enhedslistens ansvar, for det er dem, der har lavet en aftale, det er dem, der har præsenteret et forslag. Det stod jo også lysende klart i fredags, at skatteministeren selv var klar over, at lovforslaget var dybt problematisk, og at det ville få negative konsekvenser. Endnu mere besynderligt er det så, at da vi i fredags i Skatteudvalget afgiver betænkning til et ændringsforslag fra Dansk Folkeparti om at sætte grænsen til 50 pct., så afviser regeringspartierne at støtte ændringsforslaget. Den forundring bliver jo endnu større nu, for det ændringsforslag, som skatteministeren har stillet til det, der ender med at blive lovforslagets del A, er fuldstændig identisk med det ændringsforslag, som Dansk Folkeparti stillede i fredags. I fredags kunne regeringspartierne ikke støtte det, men det kan de så i dag. Det er altså ikke et spørgsmål om indholdet, det er ikke et spørgsmål om, hvad man samarbejder om, men det er et spørgsmål om, hvem man samarbejder med. Særlig i forhold til Det Radikale Venstre må sådan en tilgang jo vække stor, stor undren, nemlig at det ikke er det konkrete indhold af forslaget, der er afgørende, men hvem der lægger stemmer til.

I Venstre har vi fra starten sagt, at det her forslag vil forringe danske virksomheders konkurrenceevne, vi har sagt, vi gerne mindsker det skadelige omfang af forslaget, men ansvaret er og bliver regeringens, og derfor stemmer vi for ethvert ændringsforslag, der kan trække i den rigtige retning, men til sidst bliver det et nej fra vores side.

For det må altså være sådan, særlig i den situation, vi er i nu, hvor den største vækstbarriere for danske virksomheder er at få adgang til kapital, at det ikke nytter noget, at regeringen og Enhedslisten ønsker at svække mulighederne for at gennemføre et generationsskifte i en virksomhed, så virksomheden drænes for kapital. Det vil altså sige, at den største vækstbarriere forstærker regeringen med sit forslag, og det giver i vores øjne slet, slet ingen mening og slet ikke i forhold til den argumentation, der har været anvendt, som har været, at joh, virksomhederne havde nok passivt anbragt deres penge på en uhensigtsmæssig måde, og at det var meget bedre, at de blev investeret mere aktivt. Et flertal i Folketinget skal altså være i stand til bedre at vurdere, hvordan en virksomhed anvender sin kapital, end virksomheden selv. Jeg synes, det er noget imponerende, at et flertal i Folketinget skulle være i stand til at forudsige, hvordan en virksomhed mere hensigtsmæssigt anvender sin kapital.

Det, der vil ske, er, at virksomheden i forbindelse med et generationsskifte, hvis ikke man kan holde sig under grænsen, skal opleve en stor dræning af kapital. Alternativet er, at man så må sælge virksomheden til anden side, eksempelvis udenlandske investorer, som vi har set eksempler på, med risiko for, at disse ikke føler den samme vigtighed af at opretholde arbejdspladserne i Danmark, for så bliver det i højere grad et spørgsmål om, hvorvidt det er attraktivt at fastholde en virksomheds produktion i Danmark. Og når man ser den stribe af skatte- og afgiftsforslag, som vi behandler i øjeblikket, er det jo lysende klart, at de vilkår i øjeblikket forringes. Det er vel mest udtalt i øjeblikket på NO x -afgiften, hvor en lang række virksomheder jo samstemmende har meddelt, at det vil svække deres konkurrencevilkår, og det vil betyde, at der bliver investeret mindre i Danmark.

Det er jo også derfor, at både virksomhedsejere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter ikke kun er kommet her i Folketinget og i Folketingets Skatteudvalg, men også er troppet op i Aalborg, hvor statsministeren havde træffetid. Medarbejderne fra Aalborg Portland troppede op og sagde, de var stærkt, stærkt bekymrede for deres virksomhed, for deres arbejdspladser med den politik, som regeringen lægger for dagen. Alt det hænger jo grundlæggende sammen med, hvad det er for nogle vilkår, vi byder vore virksomheder, og her har vi altså at gøre med et forslag, som yderligere forringer dem.

Vi gør, hvad vi kan for at mindske skaderne, men ansvaret for, at regeringen og Enhedslisten har lavet en dårlig aftale, har lavet et forslag, der koster arbejdspladser, er og bliver regeringens og Enhedslistens, og det ønsker vi ikke at legitimere, og derfor stemmer vi nej i sidste ende til dette forslag.

Der er to korte bemærkninger noteret, den første fra hr. Thomas Jensen, og den næste fra hr. Mike Legarth – nå ikke? Hr. Mike Legarth frafalder.

Tak. Lad mig sige, at det er en noget bitter ordfører for Venstre, der er på talerstolen i dag. Bitterheden drejer sig om, at regeringspartierne sammen med Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale om en god, pragmatisk løsning vedrørende det her forslag. Regeringen har lyttet til de erhvervsvirksomheder, som har sagt, at der var en fejl på vej i den her lovgivning. Vi har lyttet, og vi har lavet et godt, bredt forlig, dog ikke så bredt, at Venstre, Liberal Alliance – og heller ikke Dansk Folkeparti – vil støtte det.

Jeg vil minde Venstres ordfører om, at fra 2002 og frem til 2006 lå den her procentsats på pengetanksgrænsen på 50, og derfor burde Venstre også kunne støtte op om den igen. Ministeren har jo rent faktisk gjort Venstre en tjeneste ved netop at dele det her lovforslag op, sådan at Venstre kunne tilkendegive, at man ville støtte den her 50-procents-grænse, ligesom hr. Torsten Schack Pedersen har givet udtryk for at man ville på et udvalgsmøde. Det er der jo mulighed for med det her ændringsforslag, som ministeren har stillet. Og så bliver man fritaget fra at stemme for den rentefradragsbestemmelse, der også ligger i lovforslaget.

På den her måde har Venstre alle muligheder for at lytte og være konstruktive, men det har man valgt ikke at være. Jeg vil spørge hr. Torsten Schack Pedersen, om han er uenig med den administrerende direktør fra Linak, hr. Bent Jensen, som sagde i går til DR:

Vi er rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre at lande på 50 pct., og det accepterer vi.

Er hr. Torsten Schack Pedersen uenig i dette?

Ordføreren.

Jeg gentager gerne, at vi støtter et ændringsforslag, der mindsker det skadelige omfang, men det er altså et fuldstændigt nybrud, at en regering laver en aftale med sit parlamentariske grundlag, og forudsætningen for, at den kan laves om, er da, at der er partier uden for aftalen, der skal gå ind. Det er godt nok nye måder at lave politik på!

Det svarer til det med, at regeringen også blev kritiseret for NO x- afgiften, og der sagde regeringen, at der havde man så lyttet, og så ville man godt skubbe ikrafttrædelsen 6 måneder. Det var ingen forudsætning for den udskydelse, at andre partier uden for aftalekredsen skulle deltage. Der var ingen aftale om, at andre partier skulle støtte det. Hvorfor søren skal det så gælde ved det her?

Regeringen må tage ansvar for sine egne handlinger. Det er regeringen, der har bragt sig i problemer. Andre partier skal gå ind og rette op på Enhedslistens og regeringens fejl, men det bliver uden Venstres støtte.

Hr. Thomas Jensen.

Der er ikke tale om nogen ny måde at lave politik på i forbindelse med det her forslag. Det er sådan, at regeringen har lyttet. Regeringen er interesseret i, at der skal laves brede aftaler, og der har man så været så heldige, at Det Konservative Folkeparti viste sig at være ansvarligt i forbindelse med den her pengetanksgrænse. Og det vil jeg også godt kvittere for heroppe fra Folketingets talerstol.

Men det er jo det med den der manglende vilje hos Venstre. Skatteministeren splittede forslaget op. Der er fuld mulighed for, at Venstre kan støtte den her 50-procents-grænse, og i stedet for vælger man ikke at støtte den. Og jeg spurgte hr. Torsten Schack Pedersen, om hr. Torsten Schack Pedersen er uenig med den administrerende direktør fra Linak, som jo er en af dem, der har været ude at kritisere det her lovforslag under processen, men som i går, hvor aftalen kom i hus, var ude at sige – og jeg citerer igen, sådan at hr. Torsten Schack Pedersen kan høre det – til P4 Syd:

Vi er rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre at lande på de 50 pct., og det accepterer vi. Citat slut.

Er den her administrerende direktør helt galt afmarcheret? vil jeg godt spørge hr. Torsten Schack Pedersen. Er ordføreren uenig med ham, og vil ordføreren ikke støtte ham i den positive tilgang til det her lovforslag?

Venstres ordfører.

Jeg er da fuldstændig enig i, at 50 pct. er bedre end 25 pct. Det tror jeg er åbenbart for enhver. Men jeg synes, at hr. Thomas Jensen skulle læse svaret på spørgsmål 48 til lovforslaget, hvor vi har bedt om, at regeringen redegør for forskellen på det ændringsforslag, som Dansk Folkeparti har stillet, og det af regeringen stillede ændringsforslag til selvsamme paragraffer. Svaret fra skatteministeren lyder: Der er ingen indholdsmæssig forskel – der er ingen indholdsmæssig forskel.

Hvorfor var det så, at Socialdemokratiet i fredags ikke kunne stemme for det samme ændringsforslag? Hvorfor kunne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten på udvalgsmødet i fredags, hvor der først blev afgivet betænkning, ikke støtte ændringsforslaget? Det er da der, det hele knækker for regeringen og Enhedslisten. Muligheden var der for at stemme for ændringsforslaget i fredags. Der sagde man nej. Nu stemmer vi om det samme. Nu siger man ja. Det er regeringen, der er på slingrekurs, det er ikke Venstre.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Det er dog lidt bemærkelsesværdigt nu at høre Venstres ordfører sige, at der ingen forskel er, men at man ikke vil støtte regeringen. Det er måske også lidt det, der klinger en smule hult, når Venstre nu bliver ved med at gå rundt i, hvad det er, man har sagt.

Men lad os så prøve at vende tilbage til, hvad den tidligere regering sådan set gjorde. Fra 2002 til 2007 var grænsen netop de her 50 pct. – netop det, som ændringsforslaget nu vil føre det tilbage til. Det vil sige, at det sådan set var en politik, som Venstre selv stod bag. Fra 2002 til 2007 var grænsen 50 pct.

Så jeg synes måske ærlig talt, at hr. Torsten Schack Pedersen skylder et svar på, hvad baggrunden nu er for, at man ikke længere støtter det, som faktisk var den tidligere regerings politik, og hvis hr. Torsten Schack Pedersen læste hele det svar, der kom fra skatteministeren i går, ville han se, at det fremgår meget tydeligt, at Venstre nu faktisk har mulighed for at føre det tilbage til det, der i hvert fald imellem 2002 og 2007 var Venstres politik.

Ordføreren.

Det, der er gældende, er en 75-procents-grænse, og det er en grænse, som VK-regeringen indførte, og det er en grænse, som Venstre mener er korrekt.

Den måde at argumentere på er jo helt besynderlig. Det svarer til at sige, at fordi der var en mellemskat fra 2001 til og med 2009, som VK-regeringen afskaffede, mener vi i Venstre egentlig, at vi gerne vil have en mellemskat. Sikke noget vås!

Det, der er det helt afgørende her, er, at vi i Venstre mener, at de nuværende regler er de rigtige. Vi medvirker gerne til at mindske det skadelige omfang ved at støtte et ændringsforslag, der går i den rigtige retning, men vi er stadig væk imod. Det burde være relativt let at forstå. Eksemplet var NO x -afgiften. Lad mig tage et andet eksempel, som vi stemte om forleden. Det var forslaget om markant at øge afgiften på en række grænsehandelsfølsomme varer. Der havde vi såmænd også et ændringsforslag, som vi i Venstre bakkede op om, men vi var stadig væk imod det samlede lovforslag.

Hr. Jonas Dahl.

Det er jo lidt komisk at høre, at Venstre nu virkelig opfatter sig som oppositionsparti. Det kan man som regeringsparti så glæde sig over. Der går forhåbentlig en del år, inden det ændrer sig.

Men det er dog besynderligt nu at høre Venstre sige, at det, de mente fra 2002 til 2007, mener de ikke længere. Nu kan vi sådan set med ændringsforslaget føre det tilbage til det, det var fra 2002 til 2007, men det har man sådan set ikke fra Venstres side et ønske om at medvirke til. Der er fra regeringens side blevet stillet et ændringsforslag, som gør, at man kan støtte præcis den del i forhold til pengetanksreglerne, men man vælger så fra Venstres side at sige, at det kan man heller ikke rigtig være med til.

Det er faktisk et forsøg på imødekommenhed, og det synes jeg sådan set også hr. Torsten Schack Pedersen skulle anerkende. Fra SF's side er vi i hvert fald glade for, at ét parti, De Konservative, sådan set har vist forhandlingsvilje i det her forløb og sagt, at de gerne vil diskutere det her med regeringen, og det er jo baggrunden for, at det bliver ændret. Venstre har valgt at sætte sig lidt på halen. Jeg synes, det må være en tung hale at sidde på.

Ordføreren.

Jeg gentager gerne, at vi i Venstre mener præcis det samme i dag, som vi gjorde for 3 måneder siden og for 4 måneder siden, og da mente vi, at en grænse på 75 pct. var det rigtige. Det kan hr. Jonas Dahl altså ikke komme uden om.

Det, der jo bare er det helt afgørende – jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at SF ikke deltog, da der blev afgivet betænkning – er, at ændringsforslaget på de 50 pct., som skatteministeren stiller i dag, er præcis det samme som det, vi skulle tage stilling til i Skatteudvalget i fredags, hvor meldingen fra regeringspartierne var: Nej. Så er der jo ikke meget imødekommenhed i forhold til, hvorvidt det er det politiske indhold, der er det afgørende, eller det er det taktiske indhold, for pointen er jo, at regeringen og Enhedslisten forudsætter, at hver gang de laver lovforslag, der har voldsomt negative konsekvenser, kommer der et af de borgerlige partier og rydder op. Det tror jeg er en helt ny måde at indgå forlig på på Christiansborg.

Jeg har forstået, at hr. Nadeem Farooq gerne vil have en kort bemærkning. Jeg skal lige være helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt. Heroppe er også hr. Hans Andersen og hr. Torben Hansen noteret, er det en misforståelse? Det er en misforståelse. Så er den sidste kort bemærkning fra hr. Nadeem Farooq.

Det er da lidt ufrivilligt morsomt, at Venstre har stirret sig så blind på proceskrav og proceshistorik, at de glemmer, hvad sagen handler om. Faktum er jo, at Venstre, frem for at se på, at bolden er lagt til rette, så de kan hjælpe erhvervslivet i den her sag, er kravlet så højt op i lianerne, at de ikke kan kravle ned igen. Det er jo helt utroligt. Venstre skulle skamme sig.

Ordføreren.

Jeg ved snart ikke, hvilket ord jeg skal bruge. Altså, helt ærligt. Det er ganske tydeligt for Venstre. Vi har i dag en grænse på 75 pct., og det mener vi er den rigtige grænse. Det mener vi giver de bedste vilkår, for at familieejede virksomheder kan gennemføre et succesfuldt generationsskifte, og at det kan være med til at sikre tusindvis af arbejdspladser i Danmark. Fair nok, det ønsker regeringen og Enhedslisten at forringe. Det har vi på intet tidspunkt kunnet støtte fra Venstres side.

Vi har sagt, at hvis der kommer ændringsforslag, der mindsker problemerne, vil vi gerne støtte dem, men ansvaret for det her lovforslag er og bliver regeringens og Enhedslistens. Det bliver ikke anderledes af, at det bliver forsøgt sagt, at når regeringen og Enhedslisten laver aftaler, der koster arbejdspladser, er det os andre, der skal rydde op, men sådan fungerer det simpelt hen ikke. Vi mener, at de regler, der er gældende på de 75 pct., er de rigtige, og derfor kan vi jo ikke støtte et lovforslag, der forringer vilkårene.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu har regeringen og Enhedslisten lyttet til forskellige virksomheders problematiseringer af dette lovforslag, som det lå, og vi har været med til sammen med Det Konservative Folkeparti at lave en aftale, der retter op på det. Jeg kan så forstå, at den facon og den form for samarbejde er Venstre inderligt imod. Så er det, at jeg bare spørger: Hvorfor er det kun regeringen og Enhedslisten, der skal skældes ud? Hvorfor skal De Konservative ikke skældes ud for at være med i den manøvre?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det er såre simpelt: Dem, der laver ulykkerne, har ansvaret for det.

Jeg må bare konstatere, at i fredags var meldingen fra skatteministeren, at det nok ikke var det klogeste, regeringen havde gjort. Der havde været massive indvendinger fra erhvervslivet om, at det her ville få voldsomme, utilsigtede konsekvenser. Vi kan også se af de svar, som vi senest har fået, at regeringen har måttet revurdere sine provenutal. Nu ændrer man det lidt tilbage igen, for at provenutallene ikke skal blive helt så skæve, som de ellers var på vej til.

Men det må være sådan, at de partier, der laver et lovforslag, har ansvaret for at bære det hjem. Det er helt afgørende for os i Venstre, at hvis regeringen og Enhedslisten laver problemer, har de selv ansvaret for at løse dem.

Hr. Frank Aaen.

Det er jo også det, vi har gjort. Det har Det Konservative Folkeparti hjulpet med til, og det var det, jeg spurgte til.

Når nu Venstres ordfører har så travlt med at sige, at det her bare er det rene taktik og alt muligt andet grimt, så spørger jeg bare: Hvorfor skælder man ikke ud på Det Konservative Folkeparti, som i den her sag hjælper regeringen og Enhedslisten? Vil det ikke være rigtigt at sige, at Det Konservative Folkeparti har svigtet borgerligheden her i landet ved at gå enegang, gå væk fra Venstre og Dansk Folkeparti, og at det i virkeligheden er det, der giver den store surhed hos Venstre?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at hr. Frank Aaen kan få en glimrende diskussion med den konservative ordfører, hr. Mike Legarth, når hr. Mike Legarth senere går herop.

Det er helt afgørende for Venstre, at de regler, vi har i dag, er dem, der giver vores virksomheder de bedste muligheder for at gennemføre et succesfuldt generationsskifte. Det drejer sig om et sted mellem 40.000 og 60.000 virksomheder med en beskæftigelse på over en halv million danskere. Vi synes ikke, at det er en god idé at svække deres vilkår. Vi mener faktisk, at regeringen burde være optaget af, at der er ordentlige vilkår for at drive erhvervsvirksomhed her i landet.

Med de udfordringer, som regeringen skaber for sig selv i forhold til vækst og beskæftigelse, er det altså besynderligt, at man fastholder det synspunkt, at regeringen mener, at erhvervslivet skal bidrage noget mere, og at konkurrenceevnen skal svækkes af stigende skatter og afgifter. Det er bare ikke vejen ud af krisen. Vi synes, det er et fattigt svar til de danskere, der er bekymrede for deres arbejdspladser. Der mener vi ikke at vilkårene skal svækkes. Vi mener tværtimod, at de skal forbedres.

Jeg er usikker på, om hr. Christian Juhl vil have ordet, det vil han ikke, vel? Det var også en fejl. Så er der ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører.

Vi har taget afstemningsvarslet af igen, fordi jeg skønner, at der ikke bliver afstemning på denne side af frokostpausen, men det kan selvfølgelig forekomme, hvis der ikke er nogen af de efterfølgende ordførere, der har noget at sige.

Hvem vil have ordet som ordfører? Hr. Dennis Flydtkjær.

Nu står vi her ved anden behandling af et forslag om en sænkning af grænsen for finansielle aktiver ved succession og det, man kalder pengetanksreglen. I Dansk Folkeparti mener vi, det skal være let at lave et generationsskifte, så virksomheder kan drives videre uden at blive ribbet for kapital, hvilket de stadig vil blive med det her lovforslag, hvis man kommer over grænsen på 50 pct., som der er stillet ændringsforslag om her ved andenbehandlingen.

Dansk Folkeparti har jo selv stillet ændringsforslag om at nøjes med at sænke grænsen til de 50 pct., og det er egentlig ikke, fordi vi synes, at det her er en fantastisk god lovgivning. Det er ganske enkelt, fordi vi gerne vil være med til at mindske skaderne, for det er et rigtig skadeligt lovforslag, vi behandler her i dag. Lige meget om grænsen bliver 25 eller 50 pct., vil der nemlig være en lang række af virksomheder, som stadig væk vil kunne blive ramt af det her, som bliver tvunget til at nedbringe deres likviditet, og som bliver brandskattet og derfor får udhulet deres likviditet i forbindelse med det her lovforslag.

Jeg vil gerne minde om, at selv om vi nu ser ud til efter andenbehandlingen at få en grænse på 50 pct., er der altså en lang række virksomheder, som stadig vil blive ramt. Det er bl.a. en stor del af videnvirksomhederne, som jo ikke har en stor portion anlægsaktiver, men har en meget større grad af finansielle aktiver. Det kan f.eks. være en it-virksomhed, som ikke har et stort produktionsapparat og ikke har et stort varelager, men i stedet for har en masse medarbejdere, som har en stor viden. Det er jo virksomheder, som typisk vil have en høj grad af finansielle aktiver, og de vil så stadig blive ramt af det her skadelige lovforslag. Det er det, der gør, at Dansk Folkeparti stadig væk siger nej til lovforslaget, selv om vi egentlig støtter, at der bliver mindsket lidt på skaderne, ved at grænsen bliver sat op til 50 pct.

I det hele taget undrer jeg mig over, at der overhovedet er behov for det her indgreb, altså ændringen af loven, for der står jo i lovforslagets bemærkninger, at der ikke foreligger oplysninger om, hvor mange virksomheder der i dag anvender reglerne om skattemæssig succession i forbindelse med generationsskifte. Men hvis Skatteministeriet ikke ved, hvor mange der benytter denne regel, hvordan ved man så, at der overhovedet er behov for at ændre pengetanksreglen? Og hvis man ikke ved, hvor mange der benytter den, hvordan er man så overhovedet i stand til at beregne de provenumæssige konsekvenser af det her lovforslag?

Altså, jeg kan konkludere i dag, at selv om vi støtter ændringen til de 50 pct., som mindsker skaderne, synes vi stadig væk, at det her er et skadeligt forslag, og derfor stemmer vi nej.

Jeg vil også gerne kommentere forløbet lidt i forbindelse med det her lovforslag, for jeg synes faktisk ikke, det har været særlig kønt, for at sige det ærligt. Situationen i sidste uge var jo, at regeringen fandt ud af, at det her var et meget dårligt forslag. Man havde fået meget kritik igennem forløbet både fra erhvervslivet og fra oppositionen, og man gik så ud i medierne og sagde, at nu havde man lyttet til de forskellige parter og var derfor villig til at ændre det. Man stod så med tre muligheder:

Man kunne gå direkte ud og sige, at nu gik man ind og stemte for Dansk Folkepartis ændringsforslag på de 50 pct. Det er klart, at det var man ikke interesseret i, for så havde man jo lidt mistet skindet på næsen, og man ville give Dansk Folkeparti en fjer i hatten ved det.

Så var der løsningsmulighed nr. 2, nemlig at man kunne vælge at prøve, om man, selv om man havde et flertal i forvejen, kunne få et borgerligt parti med på at ændre det her, selv om det i princippet ikke burde være nødvendigt. Man kunne forsøge at gå ud og prøve at sælge historien på, at man nu ikke havde det her skadelige forslag, men i stedet for havde fået en sejr igennem, fordi man forhandlede bredt, altså prøve på at få drejet fokus over på noget helt andet. Samtidig med det kunne man stille sit eget ændringsforslag, der, som man ser i dag, er fuldstændig identisk med Dansk Folkepartis ændringsforslag, så det ikke var Dansk Folkeparti, der fik en fjer i hatten ved det. Altså, det var i det hele taget bare noget Christiansborgfnidder for at komme ud af en rigtig dårlig sag, man selv havde skabt.

Der var selvfølgelig også den tredje løsning, nemlig at man kunne vælge at holde fast i grænsen på de 25 pct., som man havde sagt fra starten af, men der havde man jo ligesom malet sig selv op i et hjørne ved at melde ud i pressen og sige, at nu var man villig til at ændre det her. Man havde lyttet til erhvervslivet, og man var indstillet på, at det ikke skulle være det, det oprindelig var. Så lige meget om der var kommet en aftale i går morges eller ej, er jeg ret sikker på, at regeringen nok alligevel havde ændret det til de 50 pct.

Det eneste, der står tilbage i det her forløb, er, at det er noget rent Christiansborgfnidder, og jeg tror ærlig talt, at befolkningen sidder og griner af os derude. For af hvilken grund kunne regeringen ikke bare i går, da vi havde anden behandling, have stemt for Dansk Folkepartis ændringsforslag? Vi har fået bekræftet i svaret til spørgsmål nr. 48 fra Skatteministeriet, at de to ændringsforslag er fuldstændig identiske, men af en eller anden årsag skal man bare selv have stillet det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Thomas Jensen.

Tak. Hvis der er nogle, der sidder og griner derude, altså blandt dem, der følger med i den her debat, er det i hvert fald Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti mener, at man skal lægge den her pengetanksgrænse på 50 pct., men når så skatteministeren efter en politisk aftale giver mulighed for, at man kan tone rent flag her i Folketingssalen – for lovforslaget er delt op, og man kan stemme for 50-procents-grænsen – så trækker Dansk Folkeparti sin støtte til lovforslaget. Jeg synes godt nok, at det er et noget barokt skue for folk at følge med i, og jeg vil også spørge hr. Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti, om hr. Dennis Flydtkjær synes, at administrerende direktør fra LINAK er helt galt afmarcheret, når han siger, og jeg citerer:

»Vi er rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre at lande på de 50 procent.«

Det er simpelt hen en stor virksomhedsejer, der her går ud og siger, at det er et rigtig godt resultat, som regeringspartierne, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har forhandlet hjem. Det accepterer han. Men det vil Dansk Folkeparti ikke støtte, fordi Dansk Folkeparti går op i noget christiansborgfnidder.

Ordføreren.

Det ville hjælpe rigtig meget på det, hvis hr. Thomas Jensen havde startet med at lytte til min ordførertale her ved andenbehandlingen, for jeg gjorde det jo egentlig meget klart, at vi ikke støtter en 50-procents-grænse, fordi det netop stadig væk er utrolig skadeligt. Vi synes, at grænsen på de 75 pct. er rigtig god, det er en god balancegang, men vi har foreslået netop de 50 pct., fordi det ville mindske skaderne. Men som jeg nævnte, er der jo mange virksomheder, der stadig væk vil blive ramt af det, bl.a. de her videntunge virksomheder, og det synes vi da er rigtig ærgerligt.

Hvad angår LINAK, har jeg faktisk været i dialog med dem, lang tid før regeringen overhovedet var begyndt at drømme om, at de ville til at løse op for det her, altså inden de fandt ud af, at de havde en rigtig dårlig sag. Jeg havde også snakket med LINAK og med FOSS og mange af de andre om, at den 50-procents-grænse, som så temmelig sikkert bliver resultatet, var noget, man kunne leve med – altså leve med – men det er ikke noget, man sidder og jubler over. Man er ikke glad for det. Man synes stadig væk, det er utrolig skadeligt for dansk erhvervsliv. Men det er da trods alt en formindskning af skaderne, hvad jeg også går og siger hele tiden.

Så nej, jeg er ikke enig i, at LINAK's direktør synes, at det her er jublende godt. Men det er noget, de kan leve med.

Hr. Thomas Jensen.

Nu er det jo sådan, at det af det citat fra LINAK, jeg lige fremførte, fremgår, at man accepterede det. Man syntes, at det var et godt resultat, og det handler ikke om noget med, at man kan leve med det. Man synes, at det, der er kommet frem, er et godt resultat, og det synes jeg vi også skal kvittere for her fra Folketingets talerstol.

Derudover kan jeg simpelt hen stadig væk ikke forstå det. Dansk Folkeparti har selv stillet et ændringsforslag, hvori der stod, at grænsen skulle være på 50 pct. Og der er stillet et spørgsmål til skatteministeren, hvortil der bliver svaret, at der ingen indholdsmæssige forskelle er på de to forslag. Hvorfor kan Dansk Folkeparti så ikke støtte det i dag, især når skatteministeren har ydet den service at dele forslaget op, sådan at Dansk Folkeparti udelukkende kan støtte den her del af lovforslaget omkring pengetanksgrænsen og ikke behøver at stemme for det om rentefradraget? Så jeg forstår simpelt hen ikke Dansk Folkepartis slingrekurs på det her område. Det tror jeg heller ikke ret mange af de folk, der sidder og lytter til debatten, forstår.

Ordføreren.

Det er simpelt hen utroligt, og man må nærmest stå og grine, når man lytter til de her spørgsmål. Nu er det pludselig blevet til et spørgsmål om, hvorfor vi ikke kan støtte regeringens forslag. For lang tid siden, allerede før man begyndte at snakke om, at man ville åbne et forlig, fordi man kunne se, at man havde en rigtig dårlig sag, stillede Dansk Folkeparti det her forslag om 50 pct. Da vi sad i fredags i udvalgsarbejdet, sagde hr. Thomas Jensen, at han ikke kunne støtte en grænse på 50 pct. Nu har man fremsat et fuldstændig identisk forslag, og så sidder man og prøver på at stille mig til regnskab for, hvorfor jeg ikke kan støtte regeringens forslag, som er blevet udarbejdet i løbet af i går, altså for under et døgn siden. Det her er fuldstændig den omvendte verden. Jeg burde jo sådan set have stillet hr. Thomas Jensen det samme spørgsmål, hvis han havde så meget mod, at han turde gå op som ordfører, men det tør han åbenbart ikke. Det er meget fint at sidde og stille en masse spørgsmål, men at gå op og forsvare sine holdninger i sagen kan man ikke. Det kunne måske godt tyde på, at man godt ved, at man har en rigtig dårlig sag.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Det er fuldstændig rigtigt, som hr. Dennis Flydtkjær siger, at det ville være langt rarere, hvis vi kunne have taget den her debat med Socialdemokraternes ordfører, som jo ikke tør gå på talerstolen, og som ikke turde gå på talerstolen under andenbehandlingen. Det synes jeg da er enormt ærgerligt. Det her er rigets fornemste sal at tage en debat i, og Socialdemokraternes ordfører tør ikke gå på talerstolen. Derfor må vi jo så tage debatten sådan lidt i omvendt rækkefølge.

Derfor vil jeg egentlig gerne spørge hr. Dennis Flydtkjær, om det ikke er korrekt, at det, som LINAK og en række andre virksomheder har været ude at sige, er, at man synes, at 50 pct. kan man acceptere, for det er jo bedre end 25 pct. Men det, vi diskuterer i dag, er jo ikke kun erhvervsvilkårene for LINAK og for FOSS, det, vi diskuterer i dag, er de generelle erhvervsvilkår for de op mod 60.000 familieejede virksomheder, som vi har i Danmark.

Den bekymring og den diskussion, som vi har her i salen, hvor skatteministeren jo overhovedet ikke har taget bekymringerne seriøst, heller ikke den 16. november, da jeg stillede spørgsmål til skatteministeren og skatteministeren ikke kunne se noget som helst problem, men han er da heldigvis nået frem til 50-procents-grænsen, handler jo om samtlige op mod 60.000 familieejede virksomheder og ikke kun om 1 til 2 konkrete virksomheder, som man kan stå på Folketingets talerstol og citere udsagn fra.

Derfor vil jeg blot høre hr. Dennis Flydtkjær, om det ikke er korrekt, at for erhvervslivet vil en 75-procents-grænse altid være bedre end en 50-procents-grænse.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at jeg er fuldstændig enig. Jeg synes, at det er lidt forrykt, at man ikke bare under den her behandling af det her skattelovforslag ikke ser ordførerne fra regeringspartierne heroppe, men at det er blevet generelt for alle de her lovforslag. Man har indset, at det er nogle utrolig upopulære beslutninger, man har truffet. Man skræmmer en masse arbejdspladser væk fra Danmark, og så vælger man at sætte sig nede på sin plads og forsøge at tie det hele ihjel.

Jeg synes, at det er utrolig ærgerligt, men som jeg har sagt flere gange, også i svaret til hr. Thomas Jensens bemærkning, og som jeg også gerne vil bekræfte over for fru Ellen Trane Nørby, så går de jo ikke ud og roser det fra erhvervslivets side, fordi det er en hamrende god idé med 50 pct. De går ud og siger, at det da trods alt er bedre end de 25 pct. De synes, at det er godt, at skaderne er formindsket i den her situation, fordi det er ganske skadeligt for dansk erhvervsliv. Selv om man laver ændringer og det bliver 50 pct., regner man med, når man kigger på provenuberegningerne, at det stadig væk giver halvdelen af skatteprovenuet. Og det betyder, at der trods alt er rigtig mange virksomheder, for hvilke brandskatningen vil øges på grund af den her lovgivning, selv om grænsen bliver på 50 pct.

Så jeg synes, at det er en forbedring af lovforslaget, at man ender på 50 pct., men det er stadig væk rigtig skadeligt, så vi vil anbefale, at man helt dropper det og lader den blive på 75 pct.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg takker. Vi kan jo stadig væk desværre ikke tage debatten med Socialdemokraternes ordfører, som hverken under andenbehandlingen eller nu under tredjebehandlingen har haft modet til at gå op og debattere konsekvenserne af regeringens lovforslag.

Det siger jo rigtig meget om, hvor dårlig en sag man har. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge hr. Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti, om det ikke virker lidt besynderligt, at i det betænkningsbidrag, det betænkningsudkast, der blev lavet i Skatteudvalget i fredags, var regeringspartierne, Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, imod Dansk Folkepartis ændringsforslag om at hæve grænsen fra 25 pct. til 50 pct., og om hr. Dennis Flydtkjær ikke synes, at det sådan er lidt underligt, at Socialdemokraternes ordfører og SF's ordfører, som i dag taler om kovendinger, i fredags ikke kunne støtte en 50-procents-grænse, men i dag kan støtte en 50-procents-grænse. Vil hr. Dennis Flydtkjær karakterisere det som en kovending eller som en konsistent politik?

Ordføreren.

Jamen det er en klar kovending. Man har under hele forløbet frem til i fredags stået og sagt, at man var modstander af den 50-procents-grænse. Vi har haft samråd med skatteministeren, som har siddet og sagt, at han synes, at 25-procents-grænsen er fremragende, for man vil gerne have øget beskatning af de her virksomheder. Og fordi man pludselig kan se, at man er presset så meget, ændrer man så lige, få timer før en andenbehandling i Folketingssalen, sin holdning og siger, at nu er det så en 50-procents-grænse, man vil have.

I øvrigt er det ikke blot en kovending i forhold til i fredags, man holder sådan set fast i kovendingen på en eller anden måde, for i går ved betænkningsafgivelsen i forbindelse med de nye ændringsforslag har Dansk Folkeparti holdt fast ved sit ændringsforslag vedrørende det udelte lovforslag, og der anbefalede man stadig væk et nej. Altså, vi har stillet et forslag, som også er gældende her i dag, og som man skal stemme om om lidt, hvis lovforslaget ikke deles, et forslag, som hedder, at der skal være en grænse på 50 pct. Det stemmer man nej til.

Det er fuldstændig identisk med ens eget ændringsforslag, men man stemmer nej til det alene af den grund, at det er Dansk Folkeparti, der har stillet det. Det er da lidt sølle, er det ikke det? Altså, kan man ikke få sin egen tekst igennem, er man modstander af det, og kan man få sin egen tekst igennem, er det selvfølgelig fint nok, selv om indholdet er nøjagtig det samme.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg håber, at vi kan bringe debatten i hvert fald nogenlunde tilbage på rette spor, for jeg håber, at hr. Dennis Flydtkjær vil bekræfte, at det her trods alt kun er andenbehandlingen. Jeg kunne forstå, at Venstres politiske ordfører havde lidt svært ved at finde ud af behandlingsformerne, men det håber jeg da trods alt at Dansk Folkepartis ordfører vil bekræfte.

Når det drejer sig om overdragelse af aktier i forbindelse med familieejede virksomheder, synes vi sådan set fra SF's side, at det er rimeligt, at man laver en vis beskatning. Det har vi nu haft en dialog om, der har været drøftelser om det, Dansk Folkeparti har sådan set også medvirket til dem i fredags. Der har været en bred række af Folketingets partier med i det. Så har man valgt fra Dansk Folkepartis side ikke at indgå i de drøftelser, ikke rigtig at komme videre med det.

Nu fremsætter regeringen ved skatteministeren så et forslag, bl.a. med opbakning fra De Konservative, og nu vil man så ikke støtte det, som Dansk Folkeparti sagde man ville støtte i fredags. Jeg vil bare høre: Synes Dansk Folkeparti ikke, at det faktisk er et udmærket forslag, som ligger her fra skatteministerens side? Og vil hr. Dennis Flydtkjær ikke bekræfte, at det faktisk også kommer Dansk Folkeparti i møde, og så burde Dansk Folkeparti jo så sådan set støtte lovforslaget?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige velkommen tilbage til debatten til hr. Jonas Dahl. Nu har vi jo haft en del udvalgsmøder i Skatteudvalget om den her del, og hvor vi også har snakket om betænkningsafgivelse. Og der kan jeg da savne ordføreren lidt i den debat, han har i hvert fald ikke været til de sidste to møder, som jeg har deltaget i, men det er da dejligt, at ordføreren nu trods alt deltager her med korte bemærkninger. Man kunne så ønske sig, at ordføreren også gik på talerstolen med en ordførertale, hvor man kunne høre lidt mere om SF's holdninger og fik mulighed for at spørge lidt mere ind til dem. Det kunne da godt nok være meget dejligt, hvis der trods alt bare var en af ordførerne for regeringspartierne, der ønskede at gøre det.

Jeg vil gerne forklare endnu en gang, hvorfor vi ikke stemmer ja til det endelige forslag. Det gør vi ikke af den eneste grund, at lovforslaget stadig er ganske skadeligt for dansk erhvervsliv. Det er klart, at det er en mindskning af skaderne, at man nu ændrer pengetanksregelen til at have en 50-procents-grænse i stedet for 25 pct., med de helt uhyggelige skader, vi ville have fået, hvis den havde været på 25 pct.

Men det er stadig væk et ret skadeligt forslag, og det er derfor, vi stadig væk stemmer nej til det her, for vi synes, at man skulle holde fast i den balance, der var før, hvor grænsen lå på 75 pct. Og det kan jeg da godt gentage, hvis ordføreren ønsker at få det uddybet.

Hr. Jonas Dahl.

Jamen jeg kan da berolige hr. Dennis Flydtkjær med, at både SF's og regeringens holdning i øvrigt har været fremme ved første behandling af lovforslaget og i øvrigt også vil komme frem senere under debatten i dag. Og det håber jeg da at hr. Dennis Flydtkjær føler sig tryg ved.

Jeg synes bare, at det her er lidt bemærkelsesværdigt, og det synes jeg egentlig er det, der er udgangspunktet i den her diskussion. For det her drejer sig om nogle pengetanke, som kan videreføres eller overdrages af selskabet til familiemedlemmer eller andre centrale personer i firmaet, og det er sådan set fuldstændig rimeligt i SF's øjne, at man også bliver beskattet af det. Det har man så ikke et ønske om fra Dansk Folkepartis side.

Så har vi jo fra regeringspartiernes side sagt: Godt, så lad os tage en drøftelse af det. Det har der været en drøftelse om, og den har Dansk Folkepartis valgt ikke at ville tilendebringe ved at støtte forslaget, da det så kom til behandling i salen. Det må Dansk Folkeparti jo sådan set svare på.

Jeg synes da sådan set, at Dansk Folkeparti stadig væk skylder et svar på, om Dansk Folkeparti med det ændringsforslag, der nu er stillet fra skatteministerens side, vil støtte lovforslaget

Ordføreren.

(Ordføreren fløjter i mikrofonen). Nå, den virker stadig væk. Man kan godt undre sig nogle gange, for man får jo det samme spørgsmål igen og igen. Man skulle hverken tro, at der var nogen, der hørte mine svar eller min ordførertale eller noget som helst. Jeg vil gerne gentage det endnu en gang.

Jeg synes stadig væk, at det her lovforslag er utrolig skadeligt, selv om vi nu får mindsket skaderne, fordi det bliver en pengetanksregel med en grænse på 50 pct. Vi støtter alle forbedringer i forslaget, altså den her mindskning af skaderne, men det samlede lovforslag er stadig væk lige skadeligt.

Så vil jeg gerne sige til hr. Jonas Dahl, at det her lovforslag jo ikke er et, der lukker et skattehul. Det er jo ikke sådan, at de her virksomheder slipper fuldstændig for at betale skat, fordi man laver et generationsskifte. Man udskyder skatten til senere. Og i øvrigt er der stadig væk en arveafgift på 15 pct., så det er ikke sådan, at man slipper fuldstændig for at betale skat i forbindelse med de her generationsskifter. Nu bliver grænsen så på 50 pct. Og det her lovforslag betyder bare, at hvis man kommer over den grænse i finansielle aktiver, bliver man brandskattet fuldstændig vildt, og det synes jeg ikke der er nogen speciel grund til.

Jeg synes, at det er helt rimeligt, at vi prøver på at lade kapitalen blive i virksomhederne, så de kan bidrage til at skabe vækst i Danmark og bidrage til at skabe nogle gode arbejdspladser. Og det er jo så det, man prøver på at ødelægge fra regeringens side.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Vi prøver at nå hr. Ole Birk Olesen som ordfører for Liberal Alliance inden pausen.

Jeg vil først gerne sige, at jeg synes, at det er en dårlig parlamentarisk skik, at man gerne benytter sig af muligheden for at stille kritiske spørgsmål til oppositionens ordførere her i salen, men at man ikke tillader oppositionens ordførere at stille kritiske spørgsmål til en selv. Når man har et politisk standpunkt, som man står inde for, og som man vil kæmpe for igennem et lovforslag, synes jeg, at man skal stille sig herop på talerstolen og stille sig til rådighed for, at der kan foregå en demokratisk debat om det, man står for. Det med bare at blive siddende dernede er ærlig talt for krysteragtigt.

Så vil jeg gerne slå fast, at Liberal Alliance er borgerlige stemmer, der arbejder. Vi arbejder for mere frihed til borgerne, mere frihed til virksomhederne, mindre skat til borgerne og mindre skat til virksomhederne. Vi arbejder imod, at man tager frihed fra borgere og virksomheder, og vi arbejder imod, at man tager ekstra penge fra borgere og virksomheder i verdens hårdest beskattede land.

Derfor kan regeringen ikke – og det her er en servicemeddelelse til fremover – fremsætte et lovforslag, der f.eks. hæver topskatten med 10 procentpoint, og så få Liberal Alliance til i forhandlinger senere hen at stemme for topskatteforhøjelser på 5 procentpoint. Regeringen kan ikke beslutte sig for at tildele landets Carinaer 2.000 kr. mere i kontanthjælp om måneden og så senere i forhandlinger med Liberal Alliance få Liberal Alliance til at stemme for, at landets Carinaer får 1.000 kr. mere måneden. Regeringen kan heller ikke lægge forslag frem om, at der skal være en betalingsring om både København og Aarhus og på den måde hive Liberal Alliance ind i forhandlinger, hvor vi accepterer, at der kun kommer en betalingsring om København.

Det er vores princip. Vi stemmer ikke for forværringer, blot fordi regeringen har været taktisk smart og først har spillet ud med noget, der var endnu værre. Det skal regeringen ikke have held til fremover. Det ved regeringen nu.

Vi kan forstå, at der er andre partier her i salen, der har et anderledes parlamentarisk princip. De støtter forværringer, hvis bare regeringen har været smart nok til forinden at lægge noget frem, der var endnu værre. Det er så det princip, som Det Konservative Folkeparti har i dag. Jeg ville ønske, at Det Konservative Folkeparti kunne komme herop på talerstolen og sige, at det ikke er et princip, som man vil forfølge fremover, for det vil altså gøre det lidt for let for regeringen at få borgerlige partier til stemme for røde forslag. Det vil også gøre det for let for regeringen at splitte den borgerlige opposition, således at nogle partier i oppositionen stemmer for røde forslag.

Liberal Alliance stemmer imod det her forslag, men vi støtter vores eget ændringsforslag, som er, at pengetanksgrænsen skal sættes på 76 pct. og ikke 75 pct. Vi er ikke borgerlige stemmer, der arbejder for en rød misundelsespolitik.

Tak til ordføreren. Jeg forstod, at talen var forbi. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Så vil jeg her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00, og jeg skal gøre medlemmerne opmærksom på, at der er et antal afstemninger, ret kort tid efter at mødet genoptages.

Mødet er udsat. (Kl. 11:57).

Mødet er genoptaget.

Den næste på talerlisten er hr. Mike Legarth som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Baggrunden for den aftale, vi har lavet med regeringen, er, at regeringen og Enhedslisten allerede havde indgået en aftale i forbindelse med finanslovforliget om at sænke grænsen for beskatning ved generationsskifte til 25 pct. Det ville betyde stor usikkerhed og føre til lavere vækst og færre job i Danmark, da det ville besværliggøre generationsskifte i familieejede virksomheder. Med den aftale, vi så har lavet med regeringen, sikrer vi bedre vilkår for generationsskifte i familieejede virksomheder, og derfor har vi aftalt med regeringen at hæve grænsen fra 25 pct. til 50 pct.

Men i det øjeblik, vi kan skaffe politisk flertal for det, vil vi bringe satsen tilbage på 75 pct., som vi mener er det helt rette niveau. Det har vi jo dokumenteret, eftersom vi har tilkendegivet, at det ændringsforslag, der er i dag om at sætte grænsen på 76 pct., vil vi støtte, så hvis det havde været muligt at finde et politisk flertal her i salen, havde vi selvfølgelig forfulgt det og bakket op om det. Men det kunne vi jo konstatere i fredags at det overhovedet ikke var i nærheden af at komme i betragtning, simpelt hen fordi skatteministeren på regeringens vegne meddelte, at hvis ingen i oppositionen tog ansvar i den her sag, ville den blive fastholdt på 25 pct. Det ville have været en katastrofe for de familieejede virksomheder, og derfor har vi sikret tryghed for dem.

Tak til ordføreren. Vi vil gøre det, at vi tager korte bemærkninger her efter frokostpausen fra pladserne. Der kommer formentlig også nogle lidt senere hen, har jeg på fornemmelsen, og for at få afviklet mødet mere gelinde og da der ikke er så meget larm i salen her – tak for det – så kan vi klare det på den måde.

Hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Jeg skal høre den konservative ordfører, om ordføreren kan oplyse, om det er sådan, at regeringen, efter at skatteministeren var gået ud og havde sagt, at det oprindelige lovforslag var for stramt, og at regeringen ville lytte og havde lyttet til erhvervslivets ønsker, derfor indkaldte til forhandlinger. Er det den konservative ordførers opfattelse, at regeringen der, til trods for at regeringen allerede havde erkendt, at der var noget galt med regeringens eget lovforslag, ville have fastholdt det lovforslag, såfremt De Konservative ikke havde lagt stemmer til denne forværring af forholdene? Det er den ene ting.

Det andet spørgsmål, jeg gerne vil stille, er, om det her har nogen fremadrettede konsekvenser. Kan regeringen f.eks. melde ud, at den ønsker, lad os sige ti procentpoint højere topskat, og så kan den hive De Konservative i forhandlinger, og så kan Konservative præsentere det som en sejr og stemme for det, hvis Det Konservative Folkeparti i forhandlingerne får det ned til fem procentpoint?

Ordføreren.

Jeg har den grundlæggende opfattelse, at de folk, der er valgt til Folketinget, er at betragte som mandfolk, mandfolk og kvinder, som man kan have tillid til, indtil det modsatte er bevist. Jeg mener, at et ord er et ord, og når jeg lytter mig til, at en regering og en skatteminister helt kategorisk udtaler, at hvis ikke der er medvirken fra oppositionen, så fastholder man den aftale, der er lavet i finanslovforhandlingerne, og så må jeg tage det til troende. Alt andet er i min verden teatertorden og spilfægteri og fifleri, og man kan tænke den ene og den anden vej om, hvad der var sket. Vi var i dialog med dem, der var talsmænd for de familieejede virksomheder, med branchen for de familieejede virksomheder, og vi har i øvrigt selv som parti rødder langt ind i erhvervslivet, og vi fik en klar og tydelig tilkendegivelse af, at man ville være meget tilfreds, hvis vi ville redde – som de kaldte det – de familieejede virksomheder ved den her generationsbeskatning, og det gjorde vi så.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er en voldsom beskyldning, som De Konservative her sender i retning af deres alliancepartnere. Den konservative ordfører siger, at selv om regeringen mente, at dens lovforslag ikke var godt, var for dårligt og kunne blive bedre, så ville regeringen have fastholdt dette dårlige forslag, hvis ikke De Konservative havde lagt deres helt overflødige stemmer til forslaget. Det er jo ikke sådan, at De Konservative stemmer er nødvendige for regeringen for at lave om på det. Det er en hård beskyldning mod regeringen, som De Konservative der kommer med. Man kan undre sig over, at De Konservative overhovedet vil lave aftaler med folk, der er så skruppelløse med landets fremtid, at de er villige til at gennemføre noget dårligt, selv om de har mulighed for at gennemføre noget bedre.

Jeg fik ikke svar på det andet spørgsmål: Er det sådan, at regeringen fremover vil kunne regne med De Konservatives støtte til at hæve skatter, hvis blot regeringen forinden spiller ud med nogle skatteforhøjelser, som er endnu højere end dem, som man vil have De Konservative til at støtte?

Ordføreren.

Jeg kan indledningsvis forstå, at det for hr. Birk Olesen er vigtigere at fastholde sit principielle standpunkt om ikke at medvirke, og så pyt med, at det her betød, at grænsen blev sat til 25 pct., hvilket ville være en katastrofe for de familieejede virksomheder og have en meget markant betydning for job i Danmark, for erhvervslivet og provenuet til statskassen. Der var det at vi tog et ansvar med den begrundelse, som jeg her har afgivet fra talerstolen i mit forrige indlæg.

Så til det næste spørgsmål: Det er jo et faktum, og der kan jo ikke være tvivl om, hvem det er i det her Folketing, der har arbejdet på evige skattelettelser, evige bedre konkurrencevilkår for danske virksomheder? Der er et parti, der udmærker sig bedre end nogen andre, og det er Det Konservative Folkeparti.

Vi har skabt tre personskattelettelser i vores regeringstid, vi har sænket selskabsskatten to gange, vi har forbedret rammevilkårene, de bureaukratiske regler osv. osv. gang på gang. Det kan man ikke bare sådan lige lade som om ikke er sket. Det er også det, man præcis fremadrettet vil se. Det kan jeg give garanti for. Den holdning vil Det Konservative Folkeparti have – og gerne i samarbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger ifølge det, jeg har noteret. Tak for det. Der er et par privatister, først hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg har forstået, at vi er i gang med at kickstarte Danmark i den her uge. I perlerækken af erhvervsfjendske skatte- og afgiftsforslag er vi åbenbart nu nået til det, der vedrører de familieejede virksomheder. Det behandler vi i en tid, hvor virksomhederne generelt har svært ved at skaffe likviditet. Så vedtager vi glade og muntre en lov, der dræner de få likvide selskaber, hvis ejere er nødsaget til at trække likviditet ud af selskaberne for at betale ikke bare aktieavanceskatten, men også arve- og gaveafgifter. Dem dræner vi for likviditet.

Jeg ved godt, at der er nogle her i Tinget, der synes, at det er vældig fint, at man øjensynligt lander på halvdelen under henvisning til de udtalelser, der er kommet fra direktøren i går. Jeg vil sammenligne det lidt med en person, der stod til 6 års fængsel og slipper med 3 år. Han er også parat til at falde dommeren og bødlen om halsen.

Der bliver sagt, at de bare kan investere i nogle produktionsaktiver. Så undgår man jo den her situation. Ja, hvis det bare var så enkelt. Hvis der var åbenbare alternativer, hvis der var åbenbare produktionsaktiver, man kunne investere i, og som gav et fornuftigt afkast, tror jeg faktisk, at de dygtige erhvervsledere allerede havde gjort det. Jeg er i hvert fald helt sikker på en ting, og det er, at vi her i Folketinget ikke ved mere om det end erhvervslederne. Hvis vi vidste det, sad vi her nok ikke.

Et problem med det aktuelle lovforslag er, at det faktisk også rammer tilfældigt. Eksempelvis rammer det firmaer, der udliciterer arbejde. De har ikke så mange produktionsaktiver, og de bliver rask væk ramt af de her regler. Det er en hæmsko. Det påvirker deres driftsøkonomiske beslutninger, og derfor er det usundt. Det samme gælder for så vidt også rådgivningsfirmaer. Sandheden er, at forslaget dræner de likvide virksomheder for likviditet. De illikvide kan ikke drænes mere end til nul.

Hvad værre er, er det faktisk ikke bare et spørgsmål om at dræne virksomhederne for likviditet. Det er faktisk også et spørgsmål om at dræne dem for aktivitetslyst, og det er efter min opfattelse det, der sker med det her forslag. Det er et ganske besynderligt bidrag til en kickstart af Danmark.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Når jeg vælger at tage ordet – jeg havde egentlig ikke troet, at jeg skulle tage ordet i den her debat – er det, fordi der er en ting, der undrer mig såre, og det er, at det parti, der her i Folketinget igennem årene vel har været det mest ivrige parti her på talerstolen og har været det parti, der oftest har klandret andre, hvis de ikke gik ind i debatten, det parti, der har villet stå for de meget klare synspunkter, så det var til at forstå, hvad partiet mente, har jo ved den her andenbehandling været fuldstændig fraværende. Og det synes jeg er højst overraskende.

Derfor vil jeg i hvert fald gerne give mit bidrag til at opfordre Enhedslisten til at tage ordet og også deltage som ordfører heroppe, så vi får lejlighed til at spørge ind til Enhedslistens holdning. Det er lidt paradoksalt, at man lige præcis i den her sag har valgt at blive fuldstændig væk, være fuldstændig usynlig i debatten. Og dog er det måske ikke så underligt endda, for når man lige kradser lidt i overfladen i forhold til den her sag, kan man jo se, at det drejer sig om en sag, som har været genstand for en finanslovforhandling, hvor regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale, der – må man gå ud fra – har været meget fordelagtig for Enhedslisten. Man kan her pege på et af de områder, hvor Enhedslisten har fået sin politik gennemført.

»Regeringen og Enhedslisten er enige om at reducere grænsen for finansielle aktiver ved succession til 25 pct. med virkning fra den 1. januar 2012.«

Det står at læse på side 44 i den finanslovaftale, der er indgået mellem regeringen og Enhedslisten.

Kigger man lidt i historiebøgerne, kan det ikke undre, at den her aftale kom i stand i finanslovforhandlingerne. Tilbage i 2002 var der jo et forslag om at ændre på grænsen for lige præcis det, vi taler om her. Jeg skal bare lige citere den daværende ordfører for Enhedslisten, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, der jo som bekendt i dag er folketingsmedlem for regeringspartiet Socialdemokratiet. Hun sagde på daværende tidspunkt: »Jeg skal meddele, at Enhedslisten ligesom Socialdemokraterne ikke kan støtte dette forslag.« Nej, undskyld, det citat er fra 2006. I 2002 var det hr. Søren Søndergaard, der var ordfører for Enhedslisten. Det var min fejl; jeg beklager. Det er svært med alle de partiskift, der jo kan finde sted i partierne. Men i 2002 var sagen den, at man var skarp modstander af den daværende regerings forslag om at justere grænsen til 50 pct. – altså til de 50 pct.

»Forslaget er derfor endnu et forslag i regeringens række af forslag, der giver de privilegerede danskere bedre muligheder for at slippe for at betale skat«, sagde hr. Søren Søndergaard i ordførertalen fra 2002. Altså endnu en mulighed for, at de her privilegerede danskere kan slippe for at betale skat; det var modstanden mod grænsen, som den bliver nu.

I 2006, hvor man fra den daværende regerings side foreslog at flytte grænsen til det, den så er i dag, før man nu vil lave den om, var ordførertaleren så fru Pernille Rosenkrantz-Theil, som jeg startede på at citere før:

»Jeg skal meddele, at Enhedslisten ligesom Socialdemokraterne ikke kan støtte dette forslag. I 2002 var vi modstandere af, at man udvidede kredsen, vi var også modstandere af, at man satte grænsen op fra 25 pct. til 50. pct., og vi mener, at man her åbner en ladeport for udskydelse af skat, som vi ikke er enige i skal åbnes. Derfor kan det heller ikke undre nogen, at vi ikke bryder os om ideen om at sætte grænsen yderligere op til 75 pct.«

Det var da klar tale. Både i 2002 og i 2006 fortæller man altså, at man er modstander af at justere på grænsen, altså både til 50 pct. og også yderligere til 75 pct.

Så må man jo sige, når man ser på finanslovaftalen i år, at det ikke kan undre, hvad indholdet blev af den aftale, for der gennemfører man jo blot den politik, som Enhedslisten de sidste 10 år har kæmpet for.

Det, der så står tilbage, og som jo er det fantastiske – og der kan man selvfølgelig sige, at det jo altså handler om noget af det her med at være omstillingsparat i livet, og det er jo det, hr. Frank Aaen så lige pludselig er blevet offer for – er jo en overraskelse over, at hvis man gennemfører den politik, Enhedslisten altså har argumenteret for i 10 år, så har selv Enhedslisten nu indset, at det vil det få nogle dramatiske konsekvenser, så store konsekvenser, at man øjensynlig har sagt til regeringen: Det må vi have lavet om, men vi må finde et alibi for at lave det om, så I må finde et andet parti, I kan få det igennem sammen med.

Problemet for Enhedslisten i den her sammenhæng har så selvfølgelig været, at i og med, at det parti, man kunne lave det sammen med, er De Konservative, ville der ikke have været mandater nok, og derfor er det ved afstemningen i den her sag Enhedslistens stillingtagen, der afgør, at resultatet nu kan blive de 50 pct., som det ændringsforslag, der er stillet nu, lyder på.

Tak til hr. Thulesen Dahl. Hr. Frank Aaen, er det en kort bemærkning? Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jamen jeg er ikke sikker på, at hr. Thulesen Dahl har været i salen under hele andenbehandlingen. Jeg har været oppe en gang at forklare, at vi har lyttet til regeringens ønske om at tage hensyn til nogle virksomheder, der mente, at de kom voldsomt i klemme. Fordi vi altid har været meget konstruktive over for vores samarbejdspartnere, sagde vi til regeringen, at hvis den kan finde et godt grundlag for at hjælpe nogle af de virksomheder, der siger, de er kommet i klemme, skal det ikke komme an på os. Så skal vi nok være villige til at justere på den aftale, vi havde med regeringen. Sådan er det.

Hvis hr. Thulesen Dahl skulle være bange for, at jeg en anden gang ikke skulle finde en anledning til at komme efter f.eks. de meget rige, familieejede selskaber, kan jeg bare love, at det nok skal komme.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg anerkendte sådan set bare den omstillingsparathed, der hermed viser sig hos Enhedslisten. Altså, sagen er, at man i 10 år har kæmpet ret klart for en bestemt politik, som bliver en del af finanslovaftalen. Det forslag, der har været ens politik i 10 år, og som man nu har fået igennem over for regeringen i en finanslovaftale, når ikke engang at træde i kraft, før man selv indser, at man bliver nødt til at stemme sådan i salen, så det ikke bliver så dramatisk hårdt, som man først havde lagt op til. Det er da interessant. Altså, det viser da noget om, at man godt lige pludselig kan se, at hov, den politik, man selv har argumenteret for, måske ikke er god for Danmark.

Det, der er spændende for os at iagttage, er, på hvor mange andre områder Enhedslisten i den kommende tid også finder ud af, at hvis man rent faktisk gennemførte den politik, Enhedslisten står for – vi skal jo ikke gå ret langt ind i principprogrammet for at se, at nedlæggelse af både politi og militær fremgår – ville det være dybt, dybt skadeligt for nationen Danmark. Jeg er sådan set bare glad for, at der selv inde i Enhedslistens rækker nu viser sig en forståelse for, at den politik, man selv har argumenteret for, faktisk er skadelig for Danmark.

Hr. Frank Aaen.

Jeg sagde ikke, at Enhedslistens politik er skadelig for Danmark. Jeg sagde, at vi lytter til, hvad regeringen siger. Det har vi gjort, og det synes jeg man skal glæde sig over, for det betyder samtidig, at den politik, som hr. Kristian Thulesen Dahl har stået for i den her sag, bliver gennemført.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, selvfølgelig siger hr. Frank Aaen ikke, at Enhedslistens politik er skadelig for Danmark. Men vi kan jo bare se, at konsekvensen af den måde, som Enhedslisten agerer på, er, at det har man erkendt. Det skal hr. Frank Aaen da ikke stå hernede på talerstolen og sige til citat, men det kan man jo bare se, for hvorfor skulle man ellers så kort tid efter, at man har fået sin politik fra de sidste 10 år igennem, fravige sin politik for at give regeringen mulighed for at lave noget andet, når det her alene kommer igennem, fordi Enhedslisten stemmer, som Enhedslisten gør. Enhedslisten kunne jo have valgt at få den politik igennem, som man har stået for i 10 år.

Jeg er da utrolig glad for, at vi her i dag kan konstatere – det må være konklusionen på den her udvikling – at Enhedslisten åbenbart har accepteret, at den del af Enhedslistens politik, der her ville være kommet igennem, er så skadelig for Danmark, at man af egen drift har valgt at sikre, at den ikke kommer igennem, for hvis Enhedslisten havde sagt til regeringen, at de bare står ved deres aftale i finanslovaftalen, ville der ikke være blevet ændret på aftalen. Så ville man have gennemført det, man har kæmpet for i 10 år.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Hr. Kristian Jensen.

En stor del af debatten i dag er sådan set udgået fra en diskussion om, hvorvidt Venstre har skiftet holdning i forhold til, hvad vi har ment siden 2006. Det synes jeg har været en mærkelig diskussion, især når den er blevet ført af en række folketingsmedlemmer, der ikke var ordførere, og som for de flestes vedkommende ikke var valgt, dengang vi havde diskussionen i 2006. Derfor synes jeg, at der er grund til at tegne op, hvad vi egentlig snakker om i dag.

Da Venstre og De Konservative kom i regering i 2001, valgte vi meget hurtigt at forbedre de daværende regler for generationsskifte ved at gå fra 25 pct. til 50 pct. for de såkaldte pengetanksvirksomheder. Men i løbet af 2005 og 2006 blev vi mødt med en række ønsker fra erhvervslivet om yderligere forbedringer for at lette generationsskiftet. Der blev nedsat et udvalg og arbejdsgrupper, der skulle komme med forslag til, hvor det klemte mest. Blandt alle de steder, virksomhederne kunne pege på, som var det mest generende i forhold til at sikre, at de mange familieejede virksomheder, som vi har i Danmark, kunne have et løbende og roligt generationsskifte, var, at 50-procents-grænsen var problematisk. De ville gerne have den sat højere op. En række organisationer bad om, at den helt blev fjernet, og en række pegede på, at en grænse på 75 pct. ville være rimelig. Det valgte vi fra regeringens side at lytte til, og det valgte et flertal i Folketinget at lytte til, og vi flyttede grænsen op til 75 pct.

Derfor er det helt naturligt, at det er den politik, Venstre har haft siden 2006, og at det er den politik, vi fortsat har. Derfor er hele diskussionen om, hvorvidt vi skulle støtte de 50 pct., og at vi hellere vil have 50 pct. fremfor 75 pct., enten et udtryk for, at man ikke har fulgt med i debatten, eller et udtryk for en bevidst vildledning af, hvad der tidligere er blevet sagt fra denne talerstol af Venstre. Venstre står fast på den holdning, som vi fastlagde i efteråret 2006. Det har vi sagt igennem hele udvalgsforløbet.

Det kan godt være, at Enhedslisten ikke selv siger, at det, man fik aftalt i finansloven, er skadeligt, men at man bare har lyttet til regeringen, men så er det dog glædeligt, at regeringen siger, at det, Enhedslisten fik gennemført, er skadeligt. Det må være det, der er baggrunden for, at man nu lytter til kravet om at sætte procentsatsen op.

Vi har fra første dag tilkendegivet, at vi vil støtte enhver ændring, der forbedrer det politiske makværk, som regeringen har aftalt med Enhedslisten. Derfor har vi også hele vejen igennem tilkendegivet, at vi vil stemme for et ændringsforslag gående på de 50 pct., men det ændrer ikke ved, at vores politik i Venstre hele vejen igennem har været og fortsat er 75-procents-grænsen. Vi vil endda gerne hjælpe Liberal Alliance til at få gennemført deres forslag om en yderligere forbedring til 76 pct.

En af de ting, som tidligere stødte mig i debatten, var, da den radikale ordfører tillod sig at sige om Venstre, at vi burde skamme os, fordi vi står fast på 75 pct. Det er pudsigt at skulle høre det fra et parti, der i efteråret 2006 stemte for en grænse på 75 pct., hvor den radikale ordfører, hr. Poul Erik Christensen, sagde, at der var store positive effekter ved forslaget, og at Det Radikale Venstre varmt kunne anbefale forslaget. Jeg synes, at Det Radikale Venstre i 2006 havde en hædersmand som skatteordfører. Det er desværre ikke tilfældet i dag.

Ligesom det desværre heller ikke er tilfældet, at vi kan få regeringspartiernes ordførere op på talerstolen for at forsvare den linje, de har lagt. Det er en ny skik, som vi har kunnet se brede sig fra i fredags, til i går og til nu i dag, hvor det store forslag om tilbagetrækningsreformen, forslaget om NO x -afgiften, forslaget om kontanthjælpsloftet, der skal afskaffes, og 225-timers-reglen, der skal fjernes, heller ikke har ført til nogen debat, fordi regeringspartierne eller regeringsmedlemmerne ikke ønsker at deltage i den. Det er ikke værdigt i et folkestyre, og jeg håber, at regeringspartierne og regeringen snart vil begynde at forsvare og forklare den politik, de fører – på trods af, at jeg godt kan forstå, at det må være svært, når man nu også med det her lovforslag ved tredjebehandlingen stemmer for en forringelse af vilkårene for danske virksomheder og dermed endnu en gang er med til at lægge flere arbejdspladser i graven til skade for danske arbejdstagere.

Tak til hr. Kristian Jensen. Hr. Frank Aaen som ordfører.

Enhedslisten har et ganske udmærket samarbejde med regeringen, og vi ville sådan set gerne have, at det på nogle punkter gik endnu videre og blev endnu mere offensivt, end det har været hidtil, og det arbejder vi hårdt på. Men vi har også det forhold til vores samarbejdspartnere, at når de kommer og siger, at de har et ønske, de gerne vil have opfyldt, og spørger, om vi kan justere på en aftale, så er vi selvfølgelig positive over for det. Jeg har i øvrigt sagt til medierne for lang tid siden, at hvis regeringen havde nogle gode argumenter for at lave om på aftalen, som vi diskuterer i dag, var vi også indstillet på at se på det. Det er der slet ikke noget overraskende i – det er længe siden, at vi har givet den melding.

Her kommer regeringen med et ønske om at ændre et lovforslag under indtryk af virksomheder, der har henvendt sig. Jeg har selv den opfattelse, at mange af de henvendelser, man har fået, er det rene hysteri i, men det kan ikke udelukkes, at nogle af dem også er seriøse. I hvert fald har regeringen vurderet, at de er seriøse, og har derfor ønsket at lave loven om. Men man har også sagt, at der skulle være en vis form for ro om den her lovgivning, ved at man fik den borgerlige opposition med på det, og jeg sagde: Det er i orden. Kan man få den borgerlige opposition med på at foretage den her ændring, er de i orden for os; det vil vi ikke stå i vejen for. Det har noget at gøre med at have respekt for vores samarbejdspartnere, og det har også noget at gøre med at have respekt for, at hvis det er et vigtigt argument for borgerligheden her i salen, så skal man naturligvis også lytte til det. Det har vi så gjort, og det er det, der er ved at udmønte sig i dag.

Skal vi ikke være helt ærlige? Det raseri, vi har set i løbet af debatten, kommer ikke af, at Enhedslisten skulle have svigtet sin socialistiske politik – det ville jo også være lidt mærkeligt, hvis borgerskabet skulle blive rasende over det; det raseri, vil se her i salen, skyldes udelukkende et raseri over for De Konservative, fordi man synes, at det er forkert, at Det Konservative Folkeparti har forfulgt sin egen politik og har indgået en aftale med regeringen. O.k., det er da helt i orden, men så synes jeg da bare, det er underligt, at man ikke kaster sig over den konservative ordfører. Altså, hvis det er Det Konservative Folkeparti, man er vred på – og det tror jeg det er – skulle man da kaste sig over den konservative ordfører i stedet for bruge så meget energi på Enhedslisten, som har vist samarbejdsvilje i den her sag.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Kristian Jensen.

Har hr. Frank Aaen overhovedet læst betænkningsbidraget, hvori Det Konservative Folkeparti siger, at lige så snart vi igen får et borgerlig-liberalt flertal i Danmark, skal grænsen hæves til de 75 pct., som det har været Venstres politik at gøre? Dermed er Det Konservative Folkeparti faktisk mere enige med Venstre end med hr. Frank Aaen. Når hr. Frank Aaen taler om ro på området, henviser han så til, at der altså er givet løfte om, at det borgerlig-liberale flertal efter et valg vil udbedre de skader, hr. Frank Aaen påfører danske virksomheder?

Hr. Frank Aaen.

Jeg indrømmer, at det måske var en fortalelse at tale om ro – vi kan i stedet sige, at der i lovgivningsprocessen her vil være ro om tingene. Der står også i den aftale, der er indgået, at det står parterne frit at lave den om, at jeg kan love, at det er en mulighed, som vi vil forfølge.

Hr. Kristian Jensen.

Jeg kan godt forstå, at hr. Frank Aaen er nødt til at skifte argumenterne ud undervejs, for det var en ret dårlig start på hr. Frank Aaens ordførertale.

Er der andre områder, hvor hr. Frank Aaen vil give borgerlige partier vetoret over for, hvordan hr. Frank Aaen og Enhedslisten vil opføre sig? Kan vi få en liste over, hvad det er for ting, som hr. Frank Aaen kun vil støtte, hvis vi lover også at støtte det? Kan vi lave en aftale om, at alle skatteforslag kun vil blive støttet fra Enhedslistens side, hvis f.eks. Venstre vil være med? Det tror jeg vil være dejlig beroligende for mange danskere, der står over for julens udfordringer og de afgiftsbølger, der kommer omkring nytår. De vil vide, at Enhedslisten i fremtiden kun vil støtte forslag, hvis Venstre også går med.

Det er da en fantastisk vetoret for de borgerlige partier at have, og jeg vil gerne høre, om den kunne blive mere specifik, sådan at det kun var Venstre, der kunne få den vetoret. Vi vil meget gerne bruge den til at sikre danskerne mod flere af hr. Frank Aaens skadelige skatteforslag.

Ordføreren.

Nu var der for nogle år siden en popgruppe, der sang en sang om Enhedslisten, hvor de kaldte os Ønskelisten. Der kan jeg bare sige til Venstres ordfører, at det i dag ser ud, som om Venstre sådan prøver at kalde sig Ønskelisten. Sådan nogle ønsker kan vi selvfølgelig ikke opfylde; det giver sig selv.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg vil gerne fortsætte der, hvor hr. Kristian Jensen sluttede, nemlig da han forsøgte at få et svar ud af hr. Frank Aaen. Jeg skal bare høre, om hr. Frank Aaen kan nævne andre eksempler på, at en regering har lavet en aftale med sit parlamentariske grundlag, hvor en forudsætning for at ændre aftalen har været, at et parti, der ikke var en del af aftalen, trådte ind i forhold til aftalen.

Ordføreren.

Jeg kan huske masser af eksempler tilbage i tiden på, at et regeringsparti er kommet og har spurgt, om vi, når man kunne lave en aftale med nogle andre, så ville sætte os imod, og hvor vi har sagt, at det ville vi ikke sætte os imod. Vi har ikke som princip at holde andre partier ude, hvis vi synes, at det ønske, man kommer med, er i orden, og sådan vil det også være fremover. Og der kan jeg også godt sige til Ønskelisten Venstre, at skulle man engang komme med et fornuftigt forslag og regeringen siger, at det er i orden, så vil vi ikke modsætte os dette fornuftige ønske fra Ønskelisten Venstre.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jamen det helt centrale er jo, at det er hr. Frank Aaen og regeringen, der har lavet en aftale, som regeringen selv indrømmer har dybt skadelige konsekvenser for dansk erhvervsliv, og der fornemmer jeg svagt at hr. Frank Aaen også vil stå ved, at der har været massive henvendelser, og at der har været rejst kritik af, at det her vil ramme danske virksomheder, og at det vil koste danske arbejdspladser. Så er det også parlamentarisk nytænkning, at forudsætningen for, at Enhedslisten vil være med til at ændre den aftale, man har indgået med regeringen, er, at der så er nogle andre, der skal tages i ed, at der er nogle andre, der skal tages med. Jeg kan jo spørge: Hvorfor skulle der ikke have været et borgerligt parti, der på forhånd tilkendegav, at man ville støtte udskydelsen af NO x -afgiften med 6 måneder, før det kunne lade sig gøre? Det er jo præcis den samme situation.

Men da var der ikke nogen vetoret til de borgerlige partier, da blev der ikke indkaldt til forhandlinger. Da kunne regeringen selv løse problemet. Hvorfor kunne regeringen så ikke gøre det samme på præcis det her forslag sammen med Enhedslisten?

Ordføreren.

Der lyttede vi igen til nogle virksomheder, som sagde, at de havde problemer med beskæftigelsen, og så var vi fleksible og gjorde, som regeringen ønskede. Det kan da kun være til Enhedslistens ros, at vi er så fleksible, når vi synes, der er nogle gode argumenter for at være det. Men helt ærligt! Kan vi ikke lige komme tilbage til sagen igen?

De borgerlige partier her i Folketinget skælder ud på Enhedslisten, men dem, man er sur på, er Det Konservative Folkeparti. Skulle man ikke tage at rette kritikken i retning af dem, man virkelig er sur på, i stedet for at bede os stå og forklare alt muligt? Bed dog den konservative ordfører om at komme på talerstolen, og ret så skytset mod vedkommende, for det, man er sur over, er jo, at Det Konservative Folkeparti har lavet en aftale sammen med regeringen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Jeg vil gerne sige, at jeg ikke er optændt af raseri. Det tror jeg også man kunne høre på mig, da jeg var på talerstolen som privatist. Jeg er optændt af forhåbning.

Jeg synes, det er fantastisk, at selv Enhedslisten indser, at de aftaler, man har nået at indgå med regeringen på den her korte tid, hvor man har haft indflydelsen, går for vidt og er skadelige for Danmark, og så vil man gerne have lavet dem om. Jeg synes også, det er helt fantastisk at høre her i dag, at det tidligere revolutionære parti Enhedslisten nu har som mål, at der skal være ro omkring en lovgivningsproces. Det kan man så diskutere om der har været, men det var i virkeligheden det, vi nåede frem til: at der skulle være ro, og at det var et mål i sig selv. Det er fantastisk.

Jeg vil bare spørge hr. Frank Aaen, om han kan bekræfte, at det er Enhedslistens opfattelse, at det, man nu gør, i forhold til det, man havde aftalt i finanslovforslaget, giver de privilegerede danskere bedre muligheder for at slippe for at betale skat. Altså: Det giver de privilegerede danskere bedre muligheder for at slippe for at betale skat. Det var i hvert fald Enhedslistens synspunkt, da man tidligere behandlede forslaget om at justere. Hvis man lempede på de her regler, gav man altså de privilegerede danskere bedre muligheder for at slippe for at betale skat. Er det stadig væk Enhedslistens grundlæggende holdning til det her?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, og som jeg også sagde i min bemærkning før, skal der nok – og det lover jeg hermed højt og helligt, og lige så meget, som det er jul, hvor man ønsker sig ting, skal hr. Kristian Thulesen Dahl nok komme til at se det – komme nye initiativer fra Enhedslisten, der kommer til at ramme privilegerede danskere, som har for mange penge, og som vi gerne vil hjælpe af med nogle af deres penge. Tag det bare helt roligt. Der er ingen grund til panik. Der er ingen grund til at være bange for, at Enhedslisten er ved at skifte kurs. Vi kører det, vi gerne vil.

Og så vil jeg bare sige igen: Vi har ikke accepteret, at vores politik er skadelig for Danmark. Vi har accepteret et ønske fra regeringen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er vi så uenige om. Hvis man nedlagde både politi og militær i Danmark, tror jeg nu nok, det ville være skadeligt for Danmark. Det fremgår af Enhedslistens program, men det har vi jo tidligere diskuteret hernede i salen.

Jeg vil bare konstatere, at Enhedslisten altså selv mener, at de nu er med på en justering af deres finanslovaftale, der giver privilegerede danskere bedre muligheder for at slippe for at betale skat. Vi skal bare lige lade den stå et øjeblik.

Jeg tror, det var den 15. september, vi havde valg. Det er den første finanslovaftale, der er indgået, og det er første gang, Enhedslisten har haft direkte indflydelse efter valget. Man har fået en finanslovaftale, som man er med til at lempe, før den træder i kraft, i retning af at dem, man selv mener er privilegerede danskere, får bedre muligheder for at slippe for at betale skat. Det synes jeg egentlig er tankevækkende. Man kan sige, at pragmatismen allerede har bredt sig så vidt hos Enhedslisten, at selv den første aftale, man i virkeligheden har indgået, lemper man nu på i den retning. Jeg må bare sige, at det er omstillingsparathed, der vil noget, der viser sig her.

Ordføreren.

Jeg må bare gentage, at vi har lyttet til regeringens ønske og har sagt, at det er i orden. Jeg har givet et højtideligt løfte, som jeg gerne vil gentage, til hr. Kristian Thulesen Dahl, om, at vi nok skal komme med andre forslag, der sikrer, at vi hjælper de velstillede danskere, der har for mange penge, af med den byrde, de bærer rundt på. Det er jeg helt sikker på vil ske, og det skal vi nok få afprøvet her i Folketingssalen.

Lad mig så sige en gang mere, at det er underligt, at Enhedslisten skal have, om jeg så må sige, kritik for at have lyttet til regeringen, lyttet til nogle virksomheder, lyttet til ønsker fra den borgerlige opposition, mens dem, man i virkeligheden er vred på, er Det Konservative Folkeparti, fordi Det Konservative Folkeparti har brudt broderskabet med Venstre og Dansk Folkeparti og lavet en aftale med regeringen, som man var imod, selv om aftalen indeholder det, man ønsker. Det er da det, der er det barokke: at vreden, diskussionen, kritikken skal rettes mod Enhedslisten, når det alt sammen drejer sig om, at man er utilfreds med, at Det Konservative Folkeparti har brudt broderskabet.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Altså, den eneste her i salen, som jeg kan høre er utilfreds med Det Konservative Folkeparti, er hr. Frank Aaen, som både står og ser enormt sur ud oppe på talerstolen og taler om, hvor surt det hele er. Vi er nogle, der har fulgt det her lovforslag lige fra starten, fordi vi mener, at det er ødelæggende for væksten og for generationsskiftemulighederne i de op mod 60.000 danske virksomheder, der er familieejede, og derfor har vi haft skatteministeren i en række samråd og til spørgsmål i salen om det her, for vi går sådan set op i, hvordan vi bevarer danske arbejdspladser.

Men hr. Frank Aaen går åbenbart meget op i det her med, at Det Konservative Folkeparti er med og vælger at stemme for, selv om der ikke er et forlig, og selv om Det Konservative Folkeparti jo klart har indikeret, at de fortsat også støtter 75-procents-grænsen. Derfor vil jeg blot spørge hr. Frank Aaen: Er det Enhedslisten, der har krævet, at der var et borgerligt parti, der skulle støtte det, for at Enhedslisten ville støtte en hævning fra 25 pct. til 50 pct.?

Ordføreren.

Jeg kan sige det en gang mere: Vi har lyttet til regeringen, som havde et ønske, og regeringen havde et ønske om også at få borgerlige partier med i aftalen. De to ting har vi sagt ja til, og så har vi overladt resten til regeringen. Længere er den ikke.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Men skal det så forstås sådan, at Enhedslisten er ligeglad med, om der var et borgerligt parti med, for vi er blevet efterladt med det klare indtryk, at det var Enhedslistens krav, at der var et borgerligt parti, der skulle stemme for, hvis regeringen skulle indrømme den fejl, de havde begået ved at tage initiativer, som er vækstbekæmpende i det danske samfund og sådan set umuliggør generationsskifter i virksomheder. Derfor vil jeg bare spørge helt konkret: Er det korrekt forstået af det, hr. Frank Aaen står og siger, at Enhedslisten sådan set er ligeglad med, om der var et borgerligt parti, der stemte for hele lovforslaget?

Ordføreren.

Vi har bøjet os for regeringens ønske om at lave det her lovforslag om, hvis de kunne få en aftale med de borgerlige partier. Sådan er det. Det lykkedes, og det har vi sagt ja til.

Hr. Ole Birk Olesen.

Nu blev det lidt uklart igen, hvad det er, Enhedslisten har krævet for at deltage i det her. Altså, lad mig sige det rent ud: Vi har Det Konservative Folkeparti, der siger, at en forudsætning for, at flertallet bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og De Radikale ville lave om på deres oprindelige plan om at sænke grænsen til 25 pct., var, at De Konservative ville være med. Kan vi lige få helt på det rene: Det krav har Enhedslisten ikke stillet, vel? Enhedslisten har ikke stillet som et krav, at De Konservative var med til det her, for at Enhedslisten ville være med til at opgive grænsen på 25 pct. og i stedet have den på 50 pct. Enhedslisten har bare sagt til regeringen, at hvis regeringen ønskede en højere grænse, var Enhedslisten villig til at give regeringen det. De Konservative spiller ingen rolle for Enhedslisten, vel?

Ordføreren.

Regeringen har sagt til os, at de ønskede at ændre grænsen i forbindelse med en aftale med et eller flere af de borgerlige partier i Folketinget, og det sagde vi ja til.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det må være muligt for en intelligent mand som hr. Frank Aaen, som også har ry for at kunne svare direkte på direkte spørgsmål, at svare på dette spørgsmål: Var deltagelsen af et borgerligt parti i den her aftale en forudsætning for, at Enhedslisten ville være med til at hæve grænsen til 50 pct.?

Ordføreren.

Altså, hvis hr. Ole Birk Olesen mener, at det skulle være et ufravigeligt krav fra Enhedslistens side, at Det Konservative Folkeparti skal være med i en aftale om politik, er det nok at strække den lige langt nok. Altså, jeg kan godt høre, at jeg skal være blevet meget pragmatisk, men så langt strækker pragmatismen altså ikke, at det er et ufravigeligt krav, at Det Konservative Folkeparti er med i en politisk aftale. Det, vi har sagt til regeringen, er, at hvis man ønsker at lave en aftale med borgerlige partier om at ændre grænsen til 50 pct., så er det i orden.

Hr. Mike Legarth.

Lad mig gøre det lidt utraditionelt. Jeg hørte hr. Ole Birk Olesen referere til Det Konservative Folkeparti, med hensyn til hvem der har gjort hvad. Det var skatteministeren, der udtalte sig om det i fredags, ikke mig.

Så kom hr. Frank Aaen i et tidligere indlæg her til at udtrykke sig sådan lidt utvetydigt om ro om lovgivningsarbejdet osv. Jeg vil bare bruge den her lejlighed til at præcisere, at vi har indgået en aftale, og den står vi ved et hundrede procent. Men vi har i aftaleteksten sørget for, at det her ikke er forligsbundet. Det her er en politisk aftale, og så snart – og det fremgår af teksten – der kan findes et flertal for at hæve grænsen til 75 pct., så indgår vi den aftale, og det er vi frit stillet til, ligesom vi jo har tilkendegivet, at vi støtter det ændringsforslag på 76 pct., der er lagt op til at der skal komme i dag, for hvis der var politisk flertal for det, var det det, vi ønskede. Men det ved vi jo desværre bliver stemt ned, og det er baggrunden for aftalen.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte det, der bliver sagt, og vil sige, at det, jeg mente med ro, var i forbindelse med denne finanslovaftale.

Hr. Mike Legarth? Nej, det er fru Gitte Lillelund Bech.

Tusind tak. Jeg er da glad for, at det lykkedes at tænde mikrofonen, men jeg tror godt, at jeg kunne have råbt Folketinget op uden.

Jeg skal bare lige fuldstændig forstå det svar, som Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen, gav til hr. Ole Birk Olesen. Er det korrekt forstået, at hvis regeringen kom til Enhedslisten og sagde, at man havde behov for at lave et ændringsforslag, der hedder 50 pct. i stedet for de 25 pct., der er foreslået, så ville Enhedslisten have sagt ja, uanset om de borgerlige var med eller ej? Det er det ene.

Det andet er, at jeg lige skal have bekræftet igen, at Enhedslisten ikke har krævet, at der er et borgerligt parti, der stemmer for 50-procents-grænsen, for at Enhedslisten ville stemme for den tilsvarende grænse.

Ordføreren.

Det kan jo blive lidt ensformigt, men jeg siger det bare igen: Regeringen kom til os og spurgte, om vi var indstillet på en sænkning til 50 pct. i forbindelse med en aftale med et eller flere borgerlige partier. Det sagde vi ja til. Så er det korrekt, at vi også har hørt den variant, der hedder, om vi kan gøre det alligevel. Og der har vi sagt, at hvis ikke der er en aftale med andre, vil det jo være fint for os at lave en yderligere aftale om beskatning af de privilegerede – det er jo det ønske, der også er fra Dansk Folkeparti – altså et andet forslag. Men det, vi sagde ja til, var at lave en aftale om at sænke til 50 pct. sammen med et eller flere borgerlige partier.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg har bare en undren over Enhedslistens store samfundssind i den her sag. Det var jo sådan, at der blev afgivet betænkning i Skatteudvalget i fredags. Enhedslisten var godt nok ikke til stede ved selve betænkningsafgivelsen, men jeg kunne så læse efterfølgende i betænkningen, at Enhedslisten havde tilkendegivet at ville stemme nej til en 50-procents-grænse.

Hvad er det, der er sket fra fredag eftermiddag og så tilsyneladende til mandag morgen – i øvrigt pågik der forhandlinger fredag eftermiddag, da vi afgav betænkningen – der har fået Enhedslisten til at skønne anderledes? I fredags kunne man ikke støtte en 50-procents-grænse, men så kunne man støtte den, da vi kom til mandag.

Ordføreren.

Det har jeg jo sådan set svaret på nogle gange. Regeringen bad om, at vi ville støtte en sænkning til 50 pct. i forbindelse med en aftale med et eller flere borgerlige partier. Den forelå ikke da, og derfor stemte vi selvfølgelig ikke ja til at sænke procenten. Den forelå senere, og så sagde vi ja til det. Det er sådan set det, vi har sagt hele tiden.

Hr. Dennis Flydtkjær for en kort bemærkning.

Vi var jo nogle, der her efter valget fik et lille smil på læben, da vi kunne se, at Enhedslisten var blevet parlamentarisk grundlag og så kom til Dansk Folkeparti for at få nogle gode råd om, hvordan man får mest mulig af sin politik indført.

Der er det jo sådan lidt spøjst, at man så bagefter sidder her og gør det stik modsatte, at man arbejder aktivt imod sin egen politik. Hr. Kristian Thulesen Dahl har jo fint redegjort for, at man faktisk i 10 år havde kæmpet for at få den her procentsats sat så langt ned som muligt. Når man så endelig får sine højeste drømme opfyldt, vælger man, 12 dage før det skal træde i kraft, aktivt at gå ind og kæmpe imod. Det kan virke lidt underligt og giver lidt et lille smil på læben, og jeg skal endelig understrege for hr. Frank Aaen, at ingen af os er sure, men at vi faktisk synes, at det ganske underholdende at tage den her debat i dag, så vi kan se, hvordan man har skiftet holdning.

Men hvad er det, der har gjort, at man sådan pludselig har skiftet holdning midt i det hele? Hvorfor vil man ikke have opfyldt sine hedeste drømme, som man har kæmpet for i 10 år?

Ordføreren.

Vores højeste ønske var og er det, vi har fået, nemlig en ny regering til erstatning for den, som baserede sig på Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som har ført landet ud i en ufattelig krise, givet skattelettelser til de allerrigeste, og hvad de ellers er kommet med af forskellige dårligdomme. Det var vores højeste ønske. Og vi har det høje ønske at samarbejde med den regering, og en del af et samarbejde er, at man ikke får alt det igennem, som man gerne vil, men kun noget af det. Det tror jeg alle partier kender. I den forbindelse har vi altså været lydhøre, når vores samarbejdspartnere havde et problem, de gerne ville have løst, på samme måde, som jeg er helt sikker på – og det er der selvfølgelig allerede flere eksempler på – at når vi har et problem og går til regeringen, hjælper de også med at få det løst. Det er samarbejde. Det burde ikke være så mistænkeligt eller forræderi af ens egen politik, eller hvad ved jeg, der bliver antydet her. Det er sådan set bare en måde at få samarbejdet til at fungere på, så det ikke bare varer i år, men i rigtig mange år fremover.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Jeg har stor forståelse for, at Enhedslisten ikke får al deres politik igennem – heldigvis, kan man fristes til at sige – men det her var jo netop noget, man havde fået igennem. Man havde fået det igennem, det var en del af finanslovaftalen, at man fik sat den ned til 25 pct. 12 dage før det så træder i kraft, står vi her i dag, og så løber man fra det, man selv havde fået indført. Det er jo det, der er det bemærkelsesværdige i det, nemlig, at det, man selv får indført, og det, man selv får gennemført og faktisk får noget indflydelse på, løber man fra, inden det træder i kraft. Det hænger jo slet ikke sammen, gør det?

Ordføreren.

Alle partier – nu ved jeg ikke, hvor meget hr. Flydtkjær har været involveret – der har været involveret i forhandlinger og en proces, der fører frem til vedtagelsen f.eks. af noget så kompliceret som en finanslov, ved, at der undervejs opstår ting, man gerne vil have ændret. Så snakker man med hinanden og spørger: Vil I være med til at ændre det, vil I være med til at ændre det? Og hvis man er fornuftig i samarbejdet, siger man: Ja, selvfølgelig vil vi det, hvis det er sådan, at det er et godt og fornuftigt forslag, der kommer. Sådan er det, længere er den ikke. Sådan vil det også være i forhandlinger med Enhedslisten fremover, altså, hvis vores samarbejdspartnere kommer og siger, at der er nogle ting, de gerne vil have anderledes, lytter vi selvfølgelig til de ønsker, der måtte komme, på samme måde, som vi har en forventning om, at vores samarbejdspartnere lytter til vores ønsker.

Tak til ordføreren. Der skulle ikke være flere korte bemærkninger. Tak til hr. Frank Aaen. Hr. Anders Samuelsen som privatist.

Tak for det. Det er egentlig blot for at summere op på det og takke hr. Frank Aaen for hans meget klare udmelding, for der har hersket sådan en lille smule tvivl om, hvorvidt det her, som vi er vidne til i dag, nu er en kæmpemæssig sejr for Det Konservative Folkeparti, som på den måde har fået kæmpet et resultat igennem og kan leve op til ordene om borgerlige stemmer, der arbejder.

Hr. Frank Aaen har skåret det klart ud i pap, at selvfølgelig var det her blevet vedtaget også uden de konservative stemmer, og det vil sige, at Det Konservative Folkeparti er blevet snydt. Længere er den sådan set ikke. De har lagt stemmer til en blåstempling af en politik, som går i den forkerte retning. Altså, regeringen har sammen med Enhedslisten ønsket at trække Danmark tre skridt i en socialistisk retning, og nu er det så blevet to skridt i en socialistiske retning, og det er, uanset hvordan man vender og drejer det, ikke nogen sejr for et borgerligt parti. Det er det slet ikke, når man oven i købet får at vide, at det under alle omstændigheder kun var blevet til to skridt, uanset om Det Konservative Folkeparti havde lagt stemmer til det.

Jeg må bare konstatere, at det er sådan, virkeligheden er, og så må man håbe på, at der er et ægte borgerligt flertal efter næste valg, som kan sikre, at vi får de rigtige regler på det her område – op på de 75 pct., gerne 76 pct. igen.

Tak til hr. Anders Samuelsen. Så er det skatteministeren.

Tak, formand, og også tak for en rigtig god debat om et vigtigt spørgsmål. Jeg vil gerne starte med at slå fast, at de nuværende successionsregler for familievirksomheder er meget fordelagtige. Det har været regeringens hensigt fra starten af at gøre de her regler mindre fordelagtige. Der har ikke været tale om, at vi ønskede at afskaffe skattebegunstigelsen for generationsskifter, men der har været tale om, at regeringen ønskede at gøre nogle meget lukrative regler lidt mindre lukrative. Det er baggrunden for, at regeringen fremsatte lovforslaget, hvor pengetankgrænsen ved succession blev fastsat til 25 pct. Det skyldes, dels at vi ønskede en rimelighed ind i regelsættet, dels skyldes det også, at vi mener, at det i en krisetid er vigtigt at tilskynde virksomheder til aktive erhvervsinvesteringer i stedet for at bruge skattebegunstigelser til at fremme passive pengeanbringelser.

Regeringen har lyttet til de indvendinger, som er kommet fra erhvervslivet og også fra den konstruktive del af oppositionen. På den baggrund tog regeringen initiativ til at få skabt en bredere aftale. I den forbindelse vil jeg gerne levere en stor ros til Det Konservative Folkeparti for et konstruktivt forhandlingsforløb. Det konstruktive forhandlingsforløb og De Konservatives vilje til at indgå i en forpligtende dialog med regeringen har ført til et resultat, hvor pengetankgrænsen nu bliver fastsat til 50 pct. På den måde er der skabt en rigtig god balance mellem rimelighed, så vi ikke skattebegunstiger pengetanke, på den ene side og på den anden side gode vilkår for familievirksomheder. Jeg er glad for dialogen med erhvervslivet, og jeg er også glad for dialogen med De Konservative. Den gode dialog afspejler sig i resultatet. Ud over lempelsen til 50 pct. indeholder forslaget også en overgangsordning, som giver virksomhederne mulighed for at tilpasse sig de nye regler. Successionsreglerne er således stadig væk fordelagtige, men de er ikke helt lige så lukrative som indtil nu, og der er ikke tale om noget urimeligt. Det er også mit indtryk, at erhvervslivet er tilfreds med den løsning, som vi er nået frem til sammen med De Konservative.

Der er her i debatten blevet talt meget om, at der skulle være tale om et parlamentarisk nybrud. Det vil jeg sådan set godt bekræfte. Det nybrud indtraf ved folketingsvalget. Der fik vi et nyt flertal, vi fik en ny regering. Det nye flertal og den nye regering er optaget af at lytte, er optaget af en ægte dialog med erhvervslivet, med lønmodtagerne, og vi mener faktisk og tror på, at et bredt samarbejde også kan føre til bedre resultater. Det er sådan i politiske kompromiser, at indflydelse og ansvar følges ad. Det er også det, der har kendetegnet den her proces og ført til, at regeringens gode forslag er blevet et endnu bedre forslag.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger, først fra hr. Torsten Schack Pedersen.

Ministeren siger, at det var dialogen med erhvervslivet, der fik ministeren til at indse, at de markante stramninger, nemlig en grænse på 25 pct., som regeringen og Enhedslisten lagde op til i forhold til mulighederne for, at virksomhederne kunne generationsskifte på en hensigtsmæssig måde, ville være dybt skadeligt for dansk erhvervsliv. Det var det, skatteministeren sagde fra Folketingets talerstol.

Det er jo sådan set rart at høre, at skatteministeren bider mærke i den kritik, der rejses; jeg ville ønske, at han lyttede lidt oftere. Men det er altså dialogen med erhvervslivet, der har gjort indtryk på ministeren. Så skal jeg bare forstå: Hvordan kan det så være et krav fra regeringen side, at et parti, der ikke er en del af den aftale, som regeringen og Enhedslisten har indgået, skal være med til at bære den hjem? Altså, det er regeringen og Enhedslisten, der har lavet aftalen; men regeringen har stillet som krav, at et andet parti skulle have ansvaret for at bære den hjem, selv om skatteministeren siger, at det er den kritik, der har været rejst fra erhvervslivets side, der har gjort indtryk på regeringen.

Ministeren.

Regeringens udgangspunkt har aldrig været og er fortsat heller ikke, at en sænkning af grænsen til 25 pct. ville være dybt, dybt skadelig for dansk erhvervsliv – naturligvis ikke, for så havde vi aldrig fremsat det oprindelige forslag. Men naturligvis er regeringen – det er jeg helt åben om – meget optaget af at lytte til erhvervslivet, til lønmodtagerne og have en reel dialog i forbindelse med lovgivningsprocessen. Der er vi blevet mødt med nogle konstruktive indvendinger fra dansk erhvervslivs side, nemlig om niveauet for at gøre nogle meget lukrative bestemmelser mindre lukrative nu var helt rigtigt.

De indvendinger har fået os til at sige, at vi godt vil åbne for fornyet drøftelse med Folketingets partier om, hvorvidt der kunne blive skabt enighed, bred enighed, om en mindre lukrativ model, som måske ikke var helt lige så lav, som regeringens oprindelige forslag. Det synes jeg er et sundt princip, og det viser, at dialog også kan føre til resultater.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Det står jo klart, at skatteministeren indrømmer, at dialog med erhvervslivet har gjort, at regeringen indså, at forslaget var problematisk. Alligevel forsøger skatteministeren at sige, at det var en forudsætning, at der var et andet parti ud over de oprindelige fire partier, der skulle stemme for – til trods for at når man læser betænkningen, fremgår det, at der er tale om en stemmeaftale, som ikke binder. Den binder ikke, og det vil sige, at skatteministeren har været optaget af at lytte til erhvervslivet, men alligevel så har forsøgt at sige, at der var nogle andre, der skulle med ind i det.

Jeg skal så bare forstå: Hvorfor skulle der ikke være et borgerligt parti, der blev spurgt, om det ville stemme for et ændringsforslag om at udskyde NO x -afgiften med 6 måneder, for det var præcis det samme? Da sagde skatteministeren, at man havde lyttet til erhvervslivet, og så udskød man NO x -afgiften.

Hvorfor kunne skatteministerens parti ikke på præcis samme måde have stemt for det ændringsforslag, der var til afstemning i Folketinget Skatteudvalg i fredags, som er identisk med det ændringsforslag, som skatteministeren stiller i dag?

Skatteministeren.

Jeg tror nu, jeg forstår Venstres forundring, for der er tale om en ny fremgangsmåde. Der er tale om en ny måde at føre regering på. Man lytter ikke kun på skrømt, man lytter reelt. Man tager de indvendinger, der kommer, så seriøst, at man som regering faktisk er parat til at genåbne drøftelser på trods af stramt tidspres. Man lytter også til oppositionen og giver oppositionen mulighed for at få indflydelse, hvis den er parat til at tage ansvar.

Jeg ved godt, at det er svært at vænne sig til, at det er sådan, landet nu bliver regeret, men det er sådan, regeringen regerer. Det er noget nyt i forhold til tidligere, men det er nu engang vores arbejdsmetode, og jeg tror, at virksomhederne er glade for det, og jeg tror sådan set også, at det er det, danskerne fortjener og forventer af deres regering i en krisetid.

Hr. Mads Rørvig for en kort bemærkning.

Hold da op, det er åbenbart ifølge skatteministerens fremlægning her en nyskabelse, at man lytter, og det gør man en dyd ud af. Jeg vil så bare høre ministeren, hvornår man ændrer de andre aftaler, man er ved at udmønte her i Folketinget, bl.a. lovgivning om NO x -afgiften. Jeg tror, at der er endnu mere opstand omkring den, end der er omkring det her lovforslag. Hvornår vil man tage initiativ til at ændre i det lovforslag, på samme måde som man også har ændret i det her?

Ministeren.

Jeg synes, at NO x -afgiften jo er et andet eksempel på, at vi har været optaget af at lytte til de konstruktive indvendinger, som dele af industrien har haft, i forhold til at man ikke har haft tid nok til at tilpasse sig det nye afgiftsniveau og nedbringe mængden af de meget, meget skadelige luftpartikler, som forurener vores alle sammens luft. Derfor har regeringen jo også taget initiativ til at fremme et ændringsforslag, der skubber ikrafttrædelsen af NO x -afgiften ½ år.

Jeg vil da gerne levere en stående invitation til Folketingets borgerlige oppositionspartier om, at hvis man ønsker en reel dialog om skattepolitikken, hvor man er med på, at man bøjer sig mod hinanden i politiske kompromiser, og hvor man er med på, at indflydelse og ansvar følges ad, så skal man være hjertelig velkommen på mit kontor.

Hr. Mads Rørvig.

Der fik vi den så, altså indrømmelsen. Det er kun tomme ord, der bliver lukket ud. Det eneste, den her finanslovaftale fører med sig, er et tab af arbejdspladser. Når vi hører ude i landet, hvad det her kommer til at betyde, så er det entydigt svar, at det kommer til at koste arbejdspladser – det samme, som skatteministeren laver med hensyn til forøgelse af sukkerafgiften og NO x -afgiften, som vi talte om. Skatteministeren er ved at udvikle en ny specialitet først i sit embede, nemlig at sende arbejdspladser ud af landet.

Jeg vil høre ministeren helt konkret og helt specifikt: Hvor mange arbejdspladser koster det her lovforslag isoleret set? Hvor mange arbejdspladser koster det, og hvor stor er beskæftigelseseffekten af det?

Ministeren.

Hold da op, det var lige godt en spøjs måde at svare en ellers ret fremstrakt hånd på. Regeringen er parat til at indgå et konstruktivt samarbejde med oppositionen, også på skattepolitikken, under en rimelig fornuftig præmis om, at man i politiske kompromiser bøjer sig mod hinanden, mødes, og at indflydelse og ansvar følges ad. Hvad er svaret til det? Det blev en gammelkendt svada imod regeringens fornuftige økonomiske politik, der fremmer vækst og beskæftigelse. Fred være med det.

Jeg må indrømme, at det er ærgerligt, at det kun er et parti i oppositionen, som har modet til rent faktisk at indgå politiske aftaler, som fremmer de synspunkter, man selv har, selv om man ikke får helt ret. Det eneste, der er sket i det her forløb, hvis vi lige skal vende tilbage til spørgsmålet om succession, er jo, at Venstre har skiftet position fra at være meget glade for en 75-procents-grænse til nu at synes, at den bedste grænse i verden er 76 pct. Jeg savner stadig helt begrundelsen.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jamen så vil Liberal Alliance da gerne tage imod skatteministerens fremstrakte hånd. Vi kommer gerne til forhandlinger med regeringen. Regeringen spiller ud med, at skatten skal hæves. Vi spiller ud med, at skatten skal sænkes. Og så indgår vi et forlig om, at skatten skal blive, hvor den er. Det er en deal.

Så til det, jeg egentlig vil spørge om: Skatteministeren sagde for lidt siden, at man nu har fået et bedre lovforslag, altså at det ændrede lovforslag er bedre end det originale lovforslag. Det er jeg enig i. Det er bedre, men det er ikke godt nok. Det er bare interessant – og jeg synes, at skatteministeren bør forholde sig til det – at han har været udsat for en meget hård beskyldning fra sine konservative alliancepartnere, der har beskyldt regeringen for, at den foretrak noget, der var værre end det, der nu ligger, hvis De Konservative ikke ville tilbyde deres stemmer, selv om deres stemmer ikke var nødvendige. Vi hørte, at Enhedslisten fremlagde, at De Konservative ikke var nødvendige, for at Enhedslisten ville gå med til at gøre det her forslag bedre. Er det rigtigt, hvad De Konservative siger, nemlig at hvis De Konservative ikke havde deltaget i det her, selv om deres stemmer ikke var nødvendige, ville regeringen have fastholdt et dårligere forslag end det, der nu ligger på bordet?

Skatteministeren.

Ja, det er korrekt. Og det er også det, der viser styrken ved demokratiet, og det er det, der viser styrken, ved at man også på trods af politiske uenigheder, nogle gange formår at mødes og lave konstruktive forhandlingsforløb og på den måde gøre gode forslag endnu bedre. Så det er helt korrekt forstået, at hvis ikke regeringen og De Konservative havde indgået den aftale, som vi indgik i går, var forslaget ikke blevet ændret til de 50 pct. Det er helt korrekt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Mit spørgsmål gik ikke på, om selve aftalen var en forudsætning for, at det blev bedre, for jeg ved, at der skulle en ny aftale til. Mit spørgsmål gik på, om De Konservatives deltagelse i aftalen var en forudsætning for, at regeringen ville gøre det her forslag bedre.

Skatteministeren må lige forstå, at skatteministeren helt selv kunne gøre forslaget bedre. Enhedslisten sagde ja til at gøre det alene på foranledning af, at skatteministeren spurgte om det. Vil skatteministeren sige, at skatteministeren ville have fastholdt et dårligere forslag, selv om det var i skatteministerens magt at gøre det bedre, hvis De Konservatives overflødige stemmer ikke deltog?

Skatteministeren.

De Konservatives stemmer og De Konservatives forhandlingsvilje har bestemt ikke været overflødig. Det har ført til et godt resultat, hvor regeringen og De Konservative har indgået en aftale om at gøre et godt forslag endnu bedre.

Jeg vil gerne understrege, at var den situation ikke opstået, at Det Konservative Folkeparti var parat til konstruktivt at forhandle med regeringen, havde regeringen ikke fremmet og støttet det ændringsforslag om de 50 pct., som vi nu støtter. Det er det, aftalen handler om. Det er resultatet af den aftale. Så det vil jeg gerne understrege igen. Det synes jeg ikke at man kan misforstå.

Jeg vil så bare igen understrege, at det jo er et bevis på, at dialog nytter. Det er et bevis på, at politiske forhandlinger også mellem partier, der normalt står langt fra hinanden, rent faktisk nytter. Og jeg tror, at det er det, både danske virksomheder og danske lønmodtagere forventer af os som ansvarlige politikere.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes jo, det er meget, meget interessant, at skatteministeren lytter til erhvervslivet. Jeg er også meget glad for, at skatteministeren faktisk har taget ordet, for det har jo været umuligt at få en dialog med de regeringsbærende partiers ordførere på det her felt ved denne andenbehandling. Det har været umuligt at få en dialog med de regeringsbærende partiers ordførere om, hvordan det kunne være, at de regeringsbærende partier i fredags ikke kunne støtte en 50-procents-grænse, men sådan set godt kunne det mandag.

Derfor skal jeg lige finde ud af, hvad skatteministeren mener, når han siger, at han lytter til erhvervslivet, og at det sådan set er derfor, at skatteministeren og regeringen er gået med til en 50-procents-grænse. Er det på grund af lytten til erhvervslivet, eller er det på grund af lytten til borgerlige partier, der sagde, at det kunne være rart, hvis man ændrede på det her, eller hvad er det, der har gjort, at regeringen ønsker at sige ja til 50-procents-grænsen? Og hvorfor stemte regeringen ikke bare for det, da vi afgav betænkning i Skatteudvalget i fredags?

Skatteministeren.

Jeg vil starte med at sige til fru Gitte Lillelund Bech, at jeg også er glad for dialogen og diskussionen her, for jeg tror, den er vigtig. Når det er sagt, vil jeg i forhold til det konkrete spørgsmål sige, at jeg har forsøgt at gøre det klart, men jeg vil gerne gøre det endnu mere klart.

Det er klart, at regeringen lytter til de konstruktive indvendinger, som kommer fra erhvervslivet. Det var det, der fik os til at sige: Vi er faktisk parate til at justere vores forslag. Det syntes vi jo i udgangspunktet var det rigtige at gøre. Det gør vi ved at åbne for brede drøftelser i Folketinget, og bl.a. på grund af Det Konservative Folkepartis konstruktive tilgang til det lykkedes det at blive enige om en ny grænse på 50 pct.

Så det er faktisk i den meget spændende dynamik, der opstår, mellem en regerings vilje til at lytte til de berørte parter og en regerings vilje til at indgå i konstruktiv dialog med Folketingets partier, at det her ganske udmærkede forslag, der forbedrer det oprindelige forslag, opstår.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Nu ved jeg jo, at skatteministeren er et meget kvikt hoved, og jeg er også sikker på, at skatteministeren er fuldstændig klar over, fordi han er så kvik, at den nuværende lovgivning, hvor grænsen er på 75 pct., sådan set er bedre for erhvervslivet end en grænse på 50 pct., og ja, en grænse på 50 pct. er bedre end den grænse på 25 pct., som er regeringens udspil. Men jeg må bare spørge, om jeg skal forstå det sådan, at hvis der var kommet et borgerligt parti og havde sagt til skatteministeren: Vi vil gerne lave en stemmeaftale med skatteministeren, vi fastholder 74 pct., havde skatteministeren sagt: Ja, jeg lytter til erhvervslivet, ja, jeg kan få et borgerligt parti med i en stemmeaftale, vi tager 74 pct.

Jeg må jo forstå skatteministerens svar sådan, at det er den nye måde at lave politik på. Hvis vi nu var kommet med en procentsats på 74, som vi sænker med 1 procentpoint fra 75, som den er i dag, så havde skatteministeren sagt: Ja tak, for så kan jeg med det opnå to ting på en gang: Jeg lytter til erhvervslivet, og jeg får et borgerligt parti med.

Den kvikke skatteminister.

Tak. Også tak for rosen. Jeg kender også fru Gitte Lillelund Bech som et kvikt hoved, fru Gitte Lillelund Bech er jo formand for Skatteudvalget, og der oplever jeg ofte det kvikke hoved. Derfor er det jo også vigtigt mellem kvikke hoveder en gang imellem at kunne erkende, at vi er uenige. Og jeg er ikke enig i, at 74 pct. vil være en god grænse. Det synes jeg ikke vil være en rimelig grænse. For med den synes jeg man i alt for høj grad vil skattebegunstige velpolstrede familievirksomheder og pengetanke i forhold til generationsskifte, og jeg synes, og regeringen synes, at det er afgørende vigtigt, at vi i en krisetid sikrer, at alle yder et bidrag, også velpolstrede familievirksomheder.

Der er jo tale om et reelt politisk kompromis mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti, for vi kom med forskellige udgangspunkter, men vi har bøjet os for hinanden og har lyttet til de berørte parter, og så fik vi faktisk gjort et godt forslag endnu bedre, og det er såmænd baggrunden. Men svaret på det konkrete spørgsmål er: Nej, jeg vil ikke synes, at en grænse på 74 pct. vil leve op til regeringens synspunkt om dels at sikre en rimelighed i de her regler, dels at sikre en tilskyndelse til aktive erhvervsinvesteringer i stedet for passive pengeanbringelser.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Ikke et øje er tørt. Altså, skatteministeren har den sidste uge gjort utrolig meget ud af at fortælle, at man er noget så lyttende, og når erhvervslivet siger noget, så lytter man. Og når der er nogen, der mener, at det her har nogle ubehagelige konsekvenser, så lægger regeringen sig virkelig i selen for at lytte til det og forstå det osv.

Det har så resulteret i, at man har genåbnet sine drøftelser; man har lyttet reelt; man har lavet et kompromis, som ikke går ud på, at man er gået lidt væk fra sin politik, som man normalt gør, når man laver kompromis. Nej, man har fået gjort et godt forslag endnu bedre.

Så er der bare ét spørgsmål om noget, som skatteministeren bliver nødt til at forklare: Hvis regeringen selv mener, at regeringens eget forslag nu er blevet bedre, hvorfor har det så været en forudsætning for regeringen, at et andet parti, ud over det, der kunne være et flertal, går med til at gøre regeringens eget forslag endnu bedre?

Skatteministeren.

Det, jeg såmænd har konstateret, efter at have forsøgt ad et par omgange, er, at demokratiet virker, og at den demokratiske dialog virker, altså det, at man ved at mødes – politiske partier, regering og opposition – rent faktisk nogle gange kan komme frem til synspunkter, løsninger, som ikke er de to parters oprindelige udgangspunkt, men som betyder, at de rent faktisk leverer et slutpunkt, som er til det bedre. Og det er det, der er sket her.

I virkeligheden er det, der undrer mig mest lige nu, at Dansk Folkeparti måske var så forudseende, at man selv stillede det ændringsforslag på de 50 pct., allerede førend at vi andre fra regeringen og Det Konservative Folkeparti var nået til den erkendelse. Men nu, når der så ligger en mulighed for, at man faktisk kan fremme det ændringsforslag og få det vedtaget, gjort til virkelighed – det er jo politik, når det virkelig nytter – så skifter Dansk Folkeparti standpunkt og mener nu måske endda, at 76 pct. er den helt perfekte grænse.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der var ikke antydningen af et svar på mit spørgsmål. Der var en masse andet; noget om, at demokratiet virker, at der er foregået en demokratisk dialog her.

Men mit spørgsmål til skatteministeren havde at gøre med, at regeringens egen opfattelse er, at regeringens eget forslag nu er blevet til et bedre forslag. Altså, kompromis betyder jo normalt, at man står på den ene side over for nogle andre, der mener noget modsat, og så mødes man på midten; så gør man i virkeligheden sin egen politik lidt ringere, end den ellers ville have været, hvis man nu havde haft 90 mandater selv og havde gennemført den selv. Men her har vi at gøre med et forslag, som efter regeringens egen opfattelse har gjort regeringens forslag bedre .

Hvorfor er det en forudsætning for, at regeringen gør sin egen politik bedre, at et andet parti vil være med – et parti, der ikke er en del af et flertal? Altså, hvis jeg stod og havde muligheden for at få gennemført den politik, jeg tror på, og dagen efter havde muligheden for gennemføre min egen politik – altså nå endnu længere i retning af det, jeg selv ville – så ville jeg sådan set ikke sige, det var afhængigt af andre; så ville jeg sådan set bare gå i gang med det.

Så hvorfor er det en forudsætning for, at regeringen gør sit eget forslag bedre – som skatteministeren selv siger, han gør – at et bestemt andet parti deltager?

Skatteministeren.

Jamen det er sådan, at regeringen og Dansk Folkeparti nok også ser lidt forskelligt på tingene. Og jeg er helt med på, at der nok skal gå lidt tid, før vi helt vænner os til det.

Når regeringen siger, at vi ønsker at fremme det brede samarbejde, at vi faktisk ønsker at lytte – også til den borgerlige opposition – jamen så mener vi det. Og man kan ryste nok så meget på hovedet ad det og synes, det virker nok så underligt, men det er nu engang sådan, at vi mener, at der i det brede, samarbejdende folkestyre rent faktisk opnås resultater til gavn for virksomheder og lønmodtagere.

Naturligvis var regeringens udgangspunkt, at det forslag, vi lagde frem, på de 25 pct., var fornuftigt, klogt og rigtigt. På baggrund af indvendinger fra erhvervslivet og i kombination med en villighed fra Det Konservative Folkeparti opnåede vi faktisk en spændende dynamik, der førte frem til endnu bedre lovgivning.

Hr. Kristian Jensen.

Jeg tror, at Folketinget har fået en ny humorist. Jeg kommer nemlig til at tænke på komikeren Buster Keaton, når jeg ser på skatteministeren. Buster Keaton var udtryk for den såkaldte deadpan-humor, hvor man er ufrivillig morsom uden at fortrække en mine. Den eneste beklagelige forskel fra Buster Keaton til skatteministeren er, at Buster Keaton er i stumfilmene, og det er skatteministeren desværre ikke, og derfor har vi været nødt til at lytte til en forfærdelig gang sludder gående på, at det er et parlamentarisk nybrud, og at man nu lytter til virksomhederne.

Undskyld, men hvilke af de mange henvendelser, der er kommet fra virksomheder på den her sag, har krævet, at der var et borgerligt parti med til at gøre regeringens skade mindre? For jeg går ud fra, at skatteministeren i forbindelse med de mange forskellige holdninger nu er med på, at det er en skade, man har påført erhvervslivet ved at foreslå 25 pct., når man siger, man gør forslaget bedre ved at sætte det til 50 pct.

Så hvad er det for henvendelser, man har fået fra virksomheder, der siger: Vi skal have et borgerligt parti med for at gøre skaden mindre?

Skatteministeren.

Jeg må sige, det er en dejlig debat, dels fordi den handler om noget vigtigt, dels fordi skatteministeren modtager så meget ros. Nu er jeg af Venstre både blevet kaldt for et kvikt hoved og er endda også blevet rost for at have humor, og det sker sjældent, endda også i mit eget parti, så tak for det. Men så stoppede det også der, for så blev jeg anklaget for at sige noget sludder og skulle hellere holde mig til stumfilm, og det tager jeg jo så til efterretning.

For at forsøge at svare på spørgsmålet er det da helt rigtigt, at der da ikke er nogen virksomheder, der er gået ind og har blandet sig i den parlamentariske proces. Det er da ikke deres gebet. De har haft konstruktive høringssvar og været i god dialog med regeringen, som det sig hør og bør. Regeringen har så vurderet mulighederne, og vi har besluttet os for at åbne for brede drøftelser om det her spørgsmål. Det har så faktisk ført til, at Det Konservative Folkeparti valgte at gå konstruktivt ind i forhandlingerne med regeringen og viste, at dialog også giver resultater.

Det, der undrer mig, er, hvor Venstre blev af.

Hr. Kristian Jensen.

Nu nævnte jeg faktisk, at skatteministeren var ufrivillig morsom, og jeg ved ikke, om det er en ros, men det kan i hvert fald være et forsøg på at efterligne skatteministerens partiformand. I det tilfælde, at det er sådan, at skatteministeren gerne vil fortsætte med at være ufrivillig morsom, kunne skatteministeren så ikke fortsætte med at fortælle lidt om, hvad det, når man har et lovforslag, man gerne vil ændre, og et parlamentarisk grundlag, en forligspart, der siger, at man sådan set ikke stiller krav om, at nogen borgerlige partier skal være med, så præcis er, der gør, at skatteministeren har stillet det krav? Hvad er det, der gør, at skatteministeren mener, at der skal være en form for kvalificeret flertal for at gøre den skadepåvirkning, regeringens politik vil påføre dansk erhvervsliv, mindre?

Hvis man nu har lyttet til virksomhederne, og det påstod skatteministeren han gjorde – i hvert fald for et øjeblik siden – så er der ikke nogen, der har sagt, at et borgerligt parti skulle tages med, at Det Konservative Folkeparti skulle med i det her. Nej, virksomhederne har sagt: Forbedr lovforslaget, lad være med at sætte grænsen til 25 pct., sæt den højere.

Så hvad er det, der gør, at skatteministeren har valgt at tage den indgangsvinkel, at der skal være et borgerligt parti med?

Skatteministeren.

Det var godt, at Venstre kunne moderere rosen til skatteministeren. I forhold til spørgsmålet må jeg altså ærligt tilstå, at jeg finder det lidt specielt. Vi er i en situation, hvor flere erhvervsvirksomheder oplever en regering, der lytter. Regeringen tager initiativ til brede drøftelser, som ender med at kunne få det resultat, at regeringen og Det Konservative Folkeparti indgår en aftale, som justerer regeringens forslag på en 25-procents-grænse til fremover at være en 50-procents-grænse.

Hvorfor har regeringen syntes, det har været fornuftigt? Det har vi, fordi vores hensigt fra starten af har været at sikre en rimelig balance, en fornuftig balance mellem på den ene side at gøre nogle meget lukrative regler mindre lukrative og på den anden side sikre gode vilkår for at drive familievirksomhed. Og vi synes, at den nuværende grænse på 75 pct. er for lukrativ. Så har vi vist konstruktiv forhandlingsvilje, og De Konservative har gjort det samme, og det har ført til resultater, og det mener jeg da bare man bør være glad for – også fra Venstres side.

Ellen Trane Nørby.

Tak. Nu er det jo ikke første gang, skatteministeren og undertegnede diskuterer den her sag. Det gjorde vi også den 16. november i salen, hvor skatteministeren syntes, det var helt forfærdeligt, at jeg nærmest overhovedet kunne tillade mig at stille spørgsmålet, om det her kunne give problemer for virksomheder, for det mente skatteministeren ikke på det tidspunkt. Skatteministeren mente, at det kun var ret og rimeligt, at man sænkede grænsen til 25 pct. Derfor undrer det mig egentlig, at skatteministeren nu siger, at det her er udtryk for, at skatteministeren har lyttet. Altså, jeg står her med skatteministerens talepapir fra det samråd, vi har haft. Der sagde skatteministeren:

Det kommer dog ikke som en overraskelse, at de virksomheder, der får beskåret en skattebegunstigelse, er utilfredse med forslaget. Alt andet ville så at sige være unaturligt.

Altså, det er jo ikke, fordi det indikerer, at skatteministeren har lyttet, og man må jo også tillade sig at spørge, om skatteministeren ikke har lyttet på skrømt, når skatteministeren oppe fra Folketingets talerstol kan stå og sige, at man har lyttet, men at man ikke ville have støttet 50 pct., hvis det ikke var, fordi der havde været nogle andre partier, der havde støttet 50 pct. Så er det jo ikke udtryk for, at man har lyttet til erhvervslivet overhovedet.

Skatteministeren.

Hvis man ikke bliver kritiseret for det ene, så gør man det nok for det andet af den borgerlige opposition, og det sådan set også fint. Altså, hvad angår det standpunkt, som jeg gav udtryk for i samrådet – og i øvrigt i svar på flere § 20-spørgsmål – så gælder det jo såmænd stadig, at den nuværende grænse på 75 pct. finder jeg og regeringen ikke rimelig. Baggrunden for, at vi foreslog de 25 pct., var, at vi mente, det var det fornuftige nye niveau. På baggrund af konstruktive indvendinger fra erhvervslivet og en vilje fra Det Konservative Folkepartis side til at forhandle, er der faktisk sket det, som jeg tror de fleste virksomheder og borgere forventer af Folketinget, nemlig at vi har gjort et godt forslag endnu bedre, været konstruktive i dialogen og sikret, at vi har lyttet til de berørte parter.

Så jeg synes sådan set ikke, at der er noget ændret ved begrundelserne for, at den nuværende grænse skal gøres mindre lempelig, men der er naturligvis sket det, at vi reelt lytter i processen og dermed har fundet et mere fornuftigt niveau.

Fru Ellen Trane Nørby.

Man kan sige, at det, der er ens ved 50-procents-grænsen og den oprindelige af regeringen foreslåede grænse på 25 pct., er, at begge forslag er udtryk for antivækst, og begge forslag er erhvervsfjendtlige. Så på den måde ligner de jo hinanden i forhold til den 75-procents-grænse, vi har i dag.

Men når skatteministeren nu står og siger, at skatteministeren ikke har lyttet på skrømt, på trods af at skatteministeren adskillige gange har sagt, at han decideret var ligeglad med, hvad virksomhederne sagde – for man kunne jo kun forvente, at de sagde det, for det var deres skattebegunstigelser, som man talte om, så alt andet ville jo være unaturligt – så må det jo også være udtryk for, at skatteministeren har lyttet på skrømt. Det siger skatteministeren så, at han ikke har, men at han har lyttet reelt.

Så derfor vil jeg gerne spørge: Hvorfor har skatteministeren så ikke lyttet til den store kritik af NO x -afgifterne, der er fra erhvervslivet? Hvorfor har skatteministeren ikke lyttet til den store kritik, der er fra detailhandelen og fra erhvervslivet af de massive skatte- og afgiftsstigninger, som skubber arbejdspladser ud af landet som følge af øget grænsehandel? Hvorfor har skatteministeren ikke lyttet til de virksomheder, der siger, at afgiftsstigningerne på chokolade og på sukker betyder, at danske arbejdspladser bliver nedlagt? Hvis skatteministeren er så interesseret i at lytte til erhvervslivet, hvordan kan det så være, at skatteministeren ikke på en række andre punkter lytter til erhverslivet?

Er det ikke, fordi skatteministeren lytter på skrømt, og at det her ikke handler om andet, end at man fortsat har et antivækstforslag med de 50 pct.?

Tak. Skatteministeren.

Med hensyn til hvorvidt det er forventeligt, at virksomheder, der får gjort nogle meget lukrative skattebegunstigelser mindre lukrative, synes, det er forkert, så gælder det naturligvis stadig. Det var også det, jeg fornemmede, at Venstre tidligere i debatten var meget optaget af at få understreget, nemlig at det ikke er sådan, at de virksomheder, der i dag har nydt godt af en skattebegunstigelse i forhold til succession på 75 pct., pludselig er jublende begejstrede ved udsigten til, at det bliver 50 pct.

Det her er udtryk for, at vi har fundet et rimeligt niveau, hvor vi dels tager hensyn til, at alle skal bidrage i en krisetid, dels at vi samtidig værner om danske arbejdspladser. I forhold til regeringens vilje til faktisk at lytte, vil jeg sige, at det jo er et princip, der gælder for al lovgivning og for hele vores regeringsførelse. Det betyder også, at vi faktisk i forhold til NO x -afgiften har været optaget af at imødekomme virksomhederne ved at udskyde ikrafttrædelsen, så det er et meget generelt princip.

Hr. Dennis Flydtkjær for en kort bemærkning.

Skatteministeren har nu flere gange sagt, at man har lyttet til erhvervslivet og man var villig til en ændring, og man mener sågar nu også, at lovforslaget er blevet endnu bedre. Jeg vil gerne prøve at spole tidslinjen tilbage og høre skatteministeren, om han kan huske det samråd, vi havde sidste onsdag om formiddagen, da jeg med baggrund i de henvendelser, der var kommet fra erhvervslivet, fra LINAK, FOSS osv., helt præcist spurgte skatteministeren om, hvad han sagde til det stillede ændringsforslag fra Dansk Folkeparti, og som netop satte grænsen til 50 pct. Der fik vi et klart svar om, at det ændringsforslag kunne man ikke støtte. På det tidspunkt havde man åbenbart ikke indset, at man skulle lytte til erhvervslivet.

Så er det bare, at jeg nu tænker, hvornår i processen man har lyttet til erhvervslivet. Var det før samrådet i sidste uge, for så har man i hvert fald sagt noget forkert på samrådet, eller var det efter det? Mig bekendt er der ikke kommet nye henvendelser fra erhvervslivet efter onsdag i sidste uge. Der var det med Lars Larsen, FOSS, LINAK osv. ligesom blevet bragt i pressen. Hvornår i processen er det, man har ændret sin holdning?

Ministeren.

Jeg kan faktisk rigtig godt huske det samråd. Det var et glimrende samråd. Faktisk kan jeg også godt huske mit svar på hr. Dennis Flydtkjærs spørgsmål. For det var faktisk dengang, at Dansk Folkeparti gik ind og lavede et konstruktivt ændringsforslag og sagde, at de ikke brød sig om grænsen på de 25 pct., så de stillede et ændringsforslag om 50 pct. Så sagde jeg til Dansk Folkeparti, at det ville jeg godt kvittere for, det syntes jeg var en konstruktiv måde at agere opposition på.

Naturligvis har regeringen løbende været i dialog med virksomheder og løbende overvejet situationen, og det førte frem til, at vi i fredags inviterede til brede drøftelser. Så vidt jeg husker, var det fredag.

Hr. Dennis Flydtkjær.

Det er rigtigt, at jeg fik det svar, at det var konstruktivt oppositionsarbejde, men man var stadig væk imod. Oppositionen var konstruktiv, men skatteministeren var stadig væk imod grænsen på 50 pct. i onsdags i sidste uge. Det, der så sker onsdag eftermiddag, er, at vi i Dansk Folkeparti går ud i pressen og meddeler, at vi har det her ændringsforslag. Det kommer bl.a. i Børsen og i TV 2 Finans. Efterfølgende sker der ret hurtigt det, at erhvervsvirksomhederne siger, at de kan leve med grænsen på 50 pct., men de synes stadig væk, at lovforslaget er dårligt og skadeligt. Det syntes vi også i Dansk Folkeparti, men ændringsforslaget på de 50 pct. kunne folk leve med. På det tidspunkt var skatteministeren stadig væk imod.

Da vi kommer til betænkningsafgivelsen fredag eftermiddag, er regeringspartierne og Enhedslisten stadig væk imod. Så kommer man en time før andenbehandlingen i går, og så er man pludselig tilhænger. Nu stiller man så i øvrigt sit eget ændringsforslag, som er fuldstændig magen til det, jeg på vegne af Dansk Folkeparti har stillet, men man er stadig væk imod mit forslag, kan jeg forstå. Altså, når vi skal stemme her om lidt, har regeringspartierne valgt at sige, at de stadig væk vil sige nej til Dansk Folkepartis ændringsforslag, selv om skatteministeren har et, der ned til hvert enkelt komma er fuldstændig identisk.

Altså, den her proces virker fuldstændig rodet. Hele vejen igennem processen siger man nej, men lige pludselig, en time før andenbehandlingen, er man pludselig tilhænger.

Ministeren.

Processen kan man mene meget om, men jeg tror, at det, danske virksomheder er optaget af, er, hvad slutresultatet er – hvad det er for en lovgivning, der kommer til at gælde. Det, der nu er lagt op til, er, at grænsen fremover hedder 50 pct.

Se, det er jo her, det barokke optræder. Dansk Folkeparti har fremmet et ændringsforslag, som nu faktisk står til at blive til virkelighed, og Dansk Folkeparti har reageret ved at løbe skrigende bort fra partiets egen position – man har forsøgt at være konstruktiv opposition, hvilket vi fra regeringens side endda forsøgte at kvittere for ved at invitere til brede drøftelser osv. – og i stedet støtte Liberal Alliances position, efter hvilken man gør nogle meget lukrative regler for nogle meget velpolstrede pengetanke endnu mere lukrative.

Her er jeg simpelt hen stået af, men til gengæld vil jeg igen benytte lejligheden til at kvittere for Dansk Folkepartis vilje til at være konstruktive og have en tilgang, der fokuserer på resultater.

Fru Inger Støjberg.

Altså, bare lige for at ridse tingene op vil jeg sige, at vi jo rent faktisk stemmer for det med de 50 pct., men imod det samlede forslag.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg jo har stået på sidelinjen i den her debat. Jeg sidder ikke i Skatteudvalget, men har fulgt med fra sidelinjen, og jeg må bare sige, at hele skatteministerens ageren og regeringens ageren i den her sag virkelig undrer mig. Jeg synes, det er overraskende at høre en skatteminister stå og sige, at man går fra noget lukrativt til noget mindre lukrativt. Altså, der ligger nærmest i ordene et indædt ønske om, at erhvervslivet i Danmark da i hvert fald ikke skal have det godt, og det er sådan set det, der står tilbage med alt det, regeringen foretager sig lige nu. Man lukker arbejdspladser, og det her koster også arbejdspladser.

Det undrer mig virkelig, at vi har en regering, der synes, at man skal gøre det mindre lukrativt at være erhvervsdrivende i Danmark. Vi har hele NO x -debatten, vi har afgiftsdebatten og grænsehandelsdebatten. Hvor mange arbejdspladser skal der lukkes, vil jeg spørge skatteministeren, før skatteministeren og regeringen egentlig er tilfredse?

Skatteministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi skal jo huske på, at det her forslag handler om skattebegunstigelser ved generationsskifter, og hvor meget vi som fællesskab skal skattebegunstige generationsskifter af pengetanke. Jeg tror, at hele Folketinget uden undtagelse vel er enige om, at man i krisetider er nødt til at prioritere stramt, og derfor er det også vigtigt at kigge på skattebegunstigelser i forhold til at sige: Er de niveauer, der nu engang er fastsat, rimelige? Og der er regeringens position, at de nuværende regler er urimelige.

Når det er sagt, forstår jeg som sagt godt, at Venstre undrer sig over regeringens ageren i det her spørgsmål, for det er noget nyt, at man rent faktisk insisterer på at lytte til de berørte parter, at man ønsker, at den dialog, der gennemføres med Folketingets partier, skal være reel og ordentlig, og at man faktisk understøtter det brede samarbejde som en værdi i forhold til at sikre lovgivningens kvalitet, og det forstår jeg naturligvis godt må undre Venstre.

Fru Inger Støjberg.

Det, der i virkeligheden undrer mig, er, at vi har en skatteminister, der står og håner erhvervslivet. Jeg tror, at rigtig mange erhvervsledere føler, at skatteministeren håner erhvervslivet. Det virker også lidt, som om skatteministeren prøver på at lege sig igennem i dag, ved sådan at komme med nogle lidt finurlige svar om, at ja, det er også nyt at samarbejde, og det er også nyt at lytte. Jeg tror faktisk ikke, at de i erhvervslivet føler, at regeringen lytter, når man fremlægger en NO x -afgift som den, man har fremlagt. Ja, den bliver så udskudt et halvt år, men det betyder bare det samme, som hvis man siger til en mand: Vil du have plasteret hevet hurtigt eller langsomt af? Du skal bare vide, at såret bløder uanset hvad.

Nu hiver man så plasteret langsomt af, og svaret til de mange mennesker, der nu kommer til at miste deres arbejdsplads, både på grund af NO x -afgiften, på grund af det her, på grund af sukkerafgiften og på grund af grænsehandelen og meget andet, er vel egentlig bare: Jo, jo, men I kan trøste jer med, at I får en højere kontanthjælp.

Skatteministeren.

Jamen skatteministeren og hele regeringen tager det her meget alvorligt. Det er et vigtigt spørgsmål, og det er også en vigtig økonomisk krisetid at regere landet i. Det er ikke for sjov, når vi lytter til erhvervslivet. Vi tager det faktisk så seriøst, at vi er villige til at genåbne politiske drøftelser, der også fører til resultater og dermed en imødekommelse af konstruktive indvendinger fra erhvervslivet. Vores samlede økonomiske politik skaber flere arbejdspladser og sikrer ordentlige, gode rammevilkår for danske virksomheder. Så grundlæggende er både jeg som minister og regeringen som helhed dybt, dybt optaget af, at danske virksomheder skal have gode vilkår.

I forhold til det helt konkrete forslag, vi diskuterer, tror jeg, det er vigtigt, at vi vænner os til, at vi i en krisetid skal finde de rette balancer mellem rimelighed og gode vilkår for virksomhederne. Og det er det, som regeringen og Det Konservative Folkeparti nu har fundet sammen om at sikre.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Det er utrolig interessant for folketingsmedlemmer at høre på, hvordan man opfatter debatten her i Folketinget. Men jeg tror faktisk, at de virksomhedsejere, der sidder ude i landet, er langt mere interesserede i, hvad det egentlig er, der står i lovforslaget, og hvordan loven vil komme til at virke. I den forbindelse kan jeg se, at man under fremsættelsen har forudsat dette:

»Stramningen af pengetanksreglen må forventes at medføre, at nogle virksomheder vil nedbringe deres finansielle aktiver og til gengæld foretage aktive investeringer for at være omfattet af successionsreglerne.«

Man angiver, at man tror, at det bliver op til 25 pct. Jeg vil godt spørge ministeren: Hvad er det for aktive investeringer, vi taler om? Altså, hvis man kommer uden for det her Folketing, vil man jo finde ud af, at en stor del af virksomhederne har alvorlige problemer. Hvad skal møbelfabrikanten foretage af aktive investeringer? Hans fabrik står i forvejen halvtom hen. Hvad skal byggefirmaet foretage? Det har ikke nok at lave. Hvad skal bogtrykkerfirmaet foretage af aktive investeringer? Deres arbejde er allerede sendt til Thailand eller andre steder, fordi vores omkostninger herhjemme er for høje.

Jeg vil godt høre ministeren, hvad det er for aktive investeringer, ministeren har i tankerne over for de her familieejede virksomheder, som kan afbøde virkningen af lovforslaget.

Ministeren.

Jeg vil gerne opklare den misforståelse, der måske ligger til grund for spørgsmålet. Det bliver ikke forbudt for virksomheder at gennemføre passive pengeanbringelser, heller ikke over et vist niveau.

Det, der er spørgsmålet, er, hvor det er, vi så at sige lægger snitfladen i forbindelse med at skattebegunstige ved generationsskifter. Det synes jeg er noget lidt andet. Og det at nedbringe grænsen har to hensyn, for det første at sikre en øget grad af rimelighed, og for det andet at sikre en øget tilskyndelse til aktive erhvervsinvesteringer. Og jeg skal nok afholde mig fra at lege investeringsrådgiver, det tror jeg virksomhederne er langt bedre til selv.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Jamen det er godt, at ministeren afholder sig fra at lege investeringsrådgiver. Men problemet er, at det har man bare ikke gjort her i lovforslaget. Her forudsætter man netop, at virksomhederne går ud og foretager investeringer. Og jeg spørger, hvad det er for investeringer, for vi er vel enige om, at obligationer, investeringsbeviser, udlejningsejendomme og erhvervsejendomme osv. kan der ikke investeres i. Der skal populært sagt investeres i produktionsaktiver, eksempelvis i maskiner.

Kan ministeren ikke se, at der er et problem, idet vi her i Folketinget forudsætter, at der er plads til og lyst til at investere i maskiner, når virksomhederne i forvejen har de problemer, for så hviler lovforslaget jo på et forkert grundlag? Det her vil jo ganske enkelt ikke kunne gå i opfyldelse, der vil blive en langt hårdere beskatning i realiteternes verden.

Ministeren.

Jeg deler ikke opfattelsen fra spørgerens side af de praktiske konsekvenser af lovforslaget. Tværtimod mener jeg, at det er vigtigt hele tiden, og særlig i en krisetid, at holde øje med og fokusere på, hvad der er ret og rimeligt i de skattebegunstigelser, vi i fællesskab finansierer, for det er jo det, der er tale om – en skattebegunstigelse. Det er en skattebegunstigelse, som jeg i øvrigt forstår at Venstre er enig i at der skal være en begrænsning af.

Der skal være en begrænsning i, hvornår man skal skattebegunstige generationsskifter. På et tidspunkt kan der ske det, at man simpelt hen ikke længere vurderer, at man skal skattebegunstige, fordi der er tale om pengetanke. Vi er så uenige om, hvor grænsen skal være. Og vi mener ikke, at grænsen på de nuværende 75 pct. er rimelig, vi mener, at den bør være på 50 pct.

Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Når skatteministeren omtaler pengetanke, virker det nærmest, som om skatteministeren har læst Anders And-blade. Og der bliver jeg nødt til at fortælle skatteministeren, at det ikke er sådan ude i virkeligheden, at rigmænd svømmer rundt i fysiske penge, som man bare kan komme og beskatte, når man har brug for at finansiere ting i den røde regerings finansieringsregnskab. Det er aktiver hos en række betydelige, store, familieejede virksomheder, som er med til at skabe job, vækst og udvikling. Det synes jeg skatteministeren skulle gøre sig klart. Det virker bare ikke sådan på skatteministeren.

Jeg vil godt spørge skatteministeren, om ikke skatteministeren godt kunne tænke sig at gå videre, hvis der nu var flere borgerlige partier, der var villige til at forhandle med skatteministeren. Kunne skatteministeren så ikke forestille sig, at man kunne få det yderligere ned end sådan, som det ligger her i dag, jævnfør det, som skatteministeren sagde om spændende dynamik og dialog og det med at lytte til erhvervslivet?

Ministeren.

Jamen regeringen lagde sådan set op til at have en grundig og ordentlig proces med alle Folketingets partier. Der var så bare det med den borgerlige opposition, at kun Det Konservative Folkeparti reelt ønskede at bide til bolle og indgå en aftale. Og det synes jeg faktisk har gjort et rigtig godt forslag endnu bedre.

Så nej, medmindre jeg her fra Venstre sådan hører helt nye signaler med hensyn til forhandlingsvilje, ser jeg det ikke umiddelbart for mig. Men det er da korrekt, at man aldrig skal sige aldrig. Hvis Venstre ønsker at indgå i drøftelser, som er med til at gøre en meget lukrativ bestemmelse mindre lukrativ, er jeg da naturligvis åben over for det. Det vil jeg da ikke afvise.

Hr. Karsten Lauritzen.

Det er sådan set nye toner. Hvis skatteministeren kunne nævne en procentsats, ville det da være fint. Det lytter vi da meget gerne til.

Jeg vil godt spørge skatteministeren om noget i samme boldgade. Vi har NO x -afgiften, som LO i Nordjylland lige har advaret regeringen om måske vil lukke Aalborg Portland, lukke arbejdspladserne der. Nu vil jeg spørge skatteministeren, om skatteministeren er villig til at indgå i en dialog om måske at fjerne NO x -afgiften helt. Det er den her spændende dynamik, som skatteministeren omtaler så flot og så smukt, den spændende dynamik mellem politiske partier og mellem regering og opposition, den spændende dialog mellem virksomheder og regering.

Når nu skatteministeren er så glad for det, der ligger her, kunne man så forestille sig, at man kunne gøre det på den måde, så man f.eks. kunne ændre NO x -afgiften og måske få den helt fjernet? Det ville da være dejligt, vil vi synes fra Venstres side. Det vil være rart at høre skatteministeren, om han kun mener, at det er spændende og dialogfremmende, når det foregår med Det Konservative Folkeparti, eller om det måske også gælder på en række andre områder.

Ministeren.

Jamen jeg mener, at det er nødvendigt for et spændstigt politisk kompromis, at begge parter er parate til at bøje sig mod hinanden og også reelt ønsker at imødekomme hinanden. Det synes jeg er forudsætningen for gode politiske forhandlinger og også forudsætningen for et godt politisk kompromis, der kan gøre gode forslag bedre.

Så jeg mener sådan set, at bolden ligger hos Venstre. Er Venstre parat til at fravige den linje, man har haft indtil nu, hvor tingene skal være præcis, som Venstre mener at de bør være, og som de var, da man efterlod regeringskontorerne og en økonomi, der styrtblødte? Eller er Venstre faktisk parat til også at gå på kompromis, at bøje sig mod regeringen, så vi kan få sikret et bredt, samarbejdende folkestyre, som rigtig mange virksomheder og lønmodtagere forventer og håber på? For så er regeringen naturligvis altid åben for drøftelser. Men hvis linjen er, at Venstre kun vil indgå i dialog, hvis slutpunkt er det, Venstre startede med at mene, er der ikke er tale om kompromisvillighed, så er der tale om gold oppositionspolitik, som ikke er til gavn for landet.

Så er det fru Mette Bock.

Vi har nu gentagne gange hørt skatteministeren fortælle, at et godt forslag om 25 pct. er blevet endnu bedre ved at blive løftet til 50 pct. Men det er meget vanskeligt på trods af denne timelange debat at finde ud af, hvori det substantielt bedre egentlig ligger.

Er det, at det er blevet løftet til de 50 pct., for så skulle man jo tro, at det blev endnu bedre ved at fastholde de 75 pct. eller strålende ved, at man fulgte LA's forslag og sagde, at det skulle være 76 pct.? Eller er det, der bliver bedre ved at gå fra de 25 til de 50 pct., at man angiveligt skulle have lyttet til erhvervslivet? For hvis det var det, ville det jo også have været endnu bedre at have fastholdt de 75 pct. eller løftet til de 76 pct., for det er faktisk det, erhvervslivet ønsker. Eller den tredje mulighed: Er det, som har gjort det substantielt bedre, at det er lykkedes at få lokket Det Konservative Folkeparti i fælden ved at få dem til at hoppe med på regeringens forslag?

Ministeren.

Årsagen til, at et godt forslag er blevet bedre, er, at hvad angår regeringens oprindelige hensigt, nemlig at sikre en balance mellem rimelighed, hvor vi ikke skattebegunstiger pengetanke, og en hensyntagen til danske familievirksomheder og dermed danske arbejdspladser, er den nye aftale faktisk blevet skærpet i forhold til det oprindelige forslag. På den måde er et godt forslag blevet bedre.

Regeringens oprindelige intention er faktisk blevet understøttet af den aftale, som regeringen har indgået med De Konservative. Den intention om balance, vi under hele forløbet har været optaget af at finde, mellem rimelighed, så vi ikke skattebegunstiger pengetanke, og hensyntagen til danske familievirksomheder og dermed danske arbejdspladser, har vi forfulgt og også sikret en bred aftale omkring.

Der, hvor jeg så måske er lidt nysgerrig, hvis jeg må tillade mig at være det, er i forbindelse med, hvorfor 76 pct. er bedre end 75 pct. Hvori består det samfundsøkonomiske rationale i det? Hvordan vil det konkret og substantielt forbedre vilkårene for noget som helst?

Fru Mette Bock.

Som skatteministeren sikkert ved, ligger rationalet i at foreslå de 76 pct., at man giver dette Folketing en mulighed for at sikre, at vi har et dansk erhvervsliv, som også kan klare sig i årene, der kommer.

Jeg har flere gange hørt skatteministeren tale om, at det er en meget lukrativ bestemmelse, man har. Men hvem er det egentlig, den er lukrativ for? Er det nogle få mennesker? Eller er det lukrativt, at vi har et erhvervsliv, som faktisk kan sikre arbejdspladser i Danmark? Hvis man ser på, hvilke initiativer regeringen har taget her frem mod julen, ikke mindst på skatteministerens område, må man sige, at det, der står tilbage ved årsskiftet her, er, at vi har fået en regering, som gør alt, hvad den kan for at lægge sten i vejen for, at dansk erhvervsliv skal finde det attraktivt at blive i Danmark.

Så den kickstart, man har talt om, er en kickstart til at se at komme ud af landet i en fart, og ikke en kickstart til at fastholde og eventuelt skabe nye arbejdspladser i Danmark.

Ministeren.

Tak for det. Der er tale om, at vi gør nogle meget lukrative bestemmelser i forhold til generationsskifte – når virksomheder så at sige går i arv, får man simpelt hen en skattefordel – mindre lukrative. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor en nedsættelse af pengetanksgrænsen fra 75 pct. til 50 pct. og dermed nogle mindre lukrative skattebegunstigelser i forhold til generationsskifter skulle gøre, at dansk erhvervsliv fremover ikke kunne fungere eller havde dårligere konkurrencevilkår. Jeg mangler simpelt hen de substantielle argumenter, og derfor vil jeg fastholde regeringens synspunkt om, at det, der er vigtigt i det her forslag, er at sikre den rette balance mellem rimelighed, så vi ikke skattebegunstiger pengetanke – det har vi ikke råd til i en krisetid – og at vi sikrer gode vilkår for danske familievirksomheder.

Så giver jeg ordet til hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Man kan godt blive lidt rundt på gulvet, når man lytter til, hvad skatteministeren siger, og til den måde, der bliver argumenteret.

Nu håber jeg, at jeg citerer korrekt. Skatteministeren sagde på et tidspunkt: I en krisetid må man prioritere. Jeg har lidt vanskeligt ved at forstå, at det skal være en god prioritering at forringe de rammevilkår, der gerne skal med til at skabe arbejdspladser også i fremtiden. Det forslag, som vi behandler her i dag, er jo kun det første i en lang perlerække af forslag, som er med til at forringe dansk konkurrenceevne, er med til at forringe danske konkurrencevilkår og gøre det dyrere at producere i Danmark. Kan skatteministeren så ikke lige forklare mig, hvordan vækst og beskæftigelse hænger sammen med nogle rammevilkår, der forringer og gør det dyrere at producere i Danmark? Hvordan skal det være med til at løfte os ud af krisen?

Ministeren.

Regeringens helt grundlæggende position er, at alle skal bidrage. Det gælder velpolstrede familieejede pengetanke. Det gælder LO-lønmodtagere. Det gælder multinationale virksomheder. Det gælder rygere. Det gælder sådan set hele vejen rundt, at vi i en krisetid er nødt til at sige det åbent og ærligt: Alle skal bidrage. Det, der er vigtigt, er, at vi sikrer en rimelighed i, at alle rent faktisk så bidrager, også de velpolstrede familievirksomheder. I processer, hvor man gennemfører ny lovgivning, øger skattetrykket, er det vigtigt at være i dialog, og den dialog skal også være reel og kunne føre til resultater, og det er det, vi nu er vidne til.

Hr. Peter Juel Jensen.

Vi skal alle bidrage i en krisetid, og regeringen bidrager med at sende arbejdspladser ud af landet. Det er der meget logik i.

Nu har skatteministeren omtalt pengetankene. Hvad er det for nogen store pengetanke? Lad os få nogle eksempler på, hvad det er for nogen store pengetanke, som vi har her i Danmark, som har alt for lukrative forhold, og som sidder og puger penge til sig og ikke sender dem ud at arbejde og får skabt de arbejdspladser, som ganske almindelige danskere er utrolig meget optaget af.

Jeg vil gerne spørge skatteministeren: Hvis der er så mange pengetanke her i Danmark, hvad er det så for nogen? Lad os få navn på, fordi de pengetanke, som jeg kender til, er nogle pengetanke, som skaber vækst og beskæftigelse og er med til at sikre, at vi har arbejdspladser i Danmark, således at vi får noget valuta hjem og vi alle sammen kan være med til at betale skat, så vi kan få nogle gode skoler og nogle gode sygehuse. Hvad er det for nogen pengetanke, som skatteministeren vil brandbeskatte ud af landet?

Ministeren.

Jeg tror, jeg er nødt til at starte med at gøre det klart, at regeringens økonomiske politik rent faktisk fremmer beskæftigelsen, væksten, sikrer ny optimisme og er med til at få Danmark ud af krisen. Det er det helt afgørende. Det er det, der er regeringens fornemste opgave, og det afspejles også af vores økonomiske politik.

I forhold til pengetanksgrænsen synes jeg sådan set, at det er sund fornuft, at velpolstrede familieejede pengetanke også må holde lidt for, så vi gør nogle meget lukrative vilkår lidt mindre lukrative. Jeg tror, man skal passe på med den misforståelse, at man ikke længere må have meget store mængder af passiv pengeanbringelse. Det, diskussionen her handler om, er, hvor grænsen går i forhold til, om vi skal skattebegunstige en så stor mængde af passive pengeanbringelser ved generationsskifter eller ej.

Så er det hr. Jacob Jensen.

Man får jo helt tårer i øjnene over at høre på skatteministerens meget floromvundne snak om dialog, lytten til, og jeg ved ikke hvad, i demokratiets hellige navn. Men hvis man fra regeringens og skatteministerens side virkelig var så interesseret i at lytte både til Det Konservative Folkeparti, erhvervslivet og alle os andre, ville man jo ikke fremsætte det forslag, som ligger her i dag, så ville man jo fastholde de regler, der er.

Det, som både vi, De Konservative og erhvervslivet siger, er jo, at man ikke skal beskatte virksomhederne hårdere end det, vi kender i dag. Hvorfor? Fordi det er med til at underminere den vækst, som vi skal leve af, og det er med til at sende virksomhederne og arbejdspladserne ud af landet, og det er ikke med til at skabe arbejdspladser her i landet. Så hvorfor siger man, at man lytter, når man i realiteten ikke gør det, men fastholder et forslag, som faktisk gør det sværere og dyrere at drive virksomhed i Danmark?

Ministeren.

Regeringen er uenig med Venstre i, at de nuværende regler er fornuftige og bør fastholdes. Vi mener, at de er urimelige, og det er baggrunden for, at regeringen fremsatte et forslag, hvor vi sænkede pengetanksgrænsen til 25 pct. Konstruktive indvendinger og villighed fra Det Konservative Folkeparti til konstruktivt parlamentarisk dialog har ført frem til, at vi nu stiller et ændringsforslag, der fremmer en grænse på 50 pct. Det gør ikke, at vi vil være enige med Venstre om de 75 pct., ej heller hvor meget vi end lytter.

Men jeg håber da, at vi i fremtidige skattepolitiske uenigheder kan have en tilgang, hvor også Venstre er parat til at gå på kompromis på de meget stædige holdninger, så vi kan mødes bredt i Folketinget om gode, fælles løsninger.

Hr. Jacob Jensen.

Men hvis regeringen virkelig er så villig til at lytte, som skatteministeren her giver udtryk for, hvorfor er man så ikke villig til at lytte til erhvervslivet, De Konservative og os andre i alle mulige andre sammenhænge, når vi taler om skat? Vi har jo gentagne gange sagt her i Folketinget, og vi vil komme til at gøre det igen og igen, så længe regeringen bliver ved med at fremsætte forslag, som gør det dyrere at drive virksomhed i Danmark, som gør det dyrere at investere i Danmark, og som kun vil sende arbejdspladser og dermed velfærd ud af Danmark, at vi vil arbejde imod det.

Hvorfor er det, at man siger, at her vil man gerne lytte, og her vil man gerne i dialog, men når det kommer til alle de andre afgiftsstigninger for milliarder af kroner, som koster tusindvis af danske arbejdspladser, er man ikke interesseret i at lytte, hverken til De Konservative, erhvervslivet eller nogen af os andre, som argumenterer for, at afgiftsstigningerne ikke skal gennemføres i Danmark, tværtimod?

Ministeren.

Det er en lidt spøjs præmis, der bliver opstillet. Naturligvis er regeringen og Venstre meget uenige i skattepolitikken. Venstre går, så vidt jeg har forstået, ind for at sænke skattetrykket og går ind for at gennemføre skattelettelser finansieret ved at reducere vores fælles velfærd. Det er Venstres politiske standpunkt. Det er regeringen uenig i.

Regeringen har foreslået at hæve skatter og afgifter for i alt 5 mia. kr. på en retfærdig og ansvarlig måde. Det er Venstre uenig i. Det forhindrer jo ikke, at man i konkrete sager godt kan forsøge at møde hinanden konstruktivt, men der må jeg bare konstatere, at Venstre har valgt en meget stejl tilgang. Og fred være med det. Det er derfor, at jeg bare kan kvittere for Det Konservative Folkepartis noget mere konstruktive tilgang til oppositionsrollen. Den håber jeg også at vi i fremtiden kan få god gavn af, fordi jeg faktisk mener, at et bredt samarbejde er til gavn for både danske virksomheder og danske lønmodtagere.

Nu er den afsatte time til ende, og vi går til anden ordførerrunde. Hr. Torsten Schack Pedersen.

Efter første omgang kan vi jo konstatere, at der ikke har været ordførertaler fra Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre. Jeg forstår såmænd godt, at man ikke har lyst til at forsvare og forklare ikke bare selve forslaget, men også den handling, der har fundet sted de seneste dage. For muligheden for at sætte en grænse på 50 pct. var til stede i fredags. I fredags afgav vi betænkning i Skatteudvalget, hvor der var et ændringsforslag, der foreslog 50 pct., på bordet. Det ville regeringspartierne ikke støtte.

Det undrer mig jo, for kritikken er ikke først er opstået efter fredags. Kritikken har været der, fra det øjeblik regeringen præsenterede forslaget, og da regeringen og Enhedslisten indgik aftalen. Og det er da besynderligt, at når skatteministeren med sine egne ord siger, at et rigtig godt forslag gøres endnu bedre ved kun at sænke grænsen til 50 pct. i stedet for 25 pct., havde skatteministeren og regeringspartiernes medlemmer af Skatteudvalget fra Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre muligheden for allerede i fredags at gøre et efter skatteministerens opfattelse godt forslag endnu bedre. Det ønskede man ikke i fredags. Det er noget mærkeligt. Det er noget mærkeligt at opleve et forløb, hvor det ikke er det politiske indhold, der er det afgørende, men åbenbart hvem man laver det med. Det er nytænkning.

Jeg forstår måske særlig godt, at Det Radikale Venstre har holdt sig væk fra talerstolen i dag, for det må jo for Det Radikale Venstre være en overordentlig vanskelig opgave at skulle stemme for et lovforslag, der svækker vilkårene for generationsskifte for vores virksomheder. Når Det Radikale Venstres tilbage i folketingssamlingen 2006-07 stemte for den nuværende grænse på de 75 pct. og varmt anbefalede det, må det da være en meget, meget mærkelig oplevelse som radikalt folketingsmedlem i dag at skulle være med til at forringe vilkårene – forringe de vilkår, som man mente det var gavnligt at forbedre i 2006-07 – men som man nu åbenbart mener det er gavnligt for erhvervslivet at forringe. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

I Venstre støtter vi alle de ændringsforslag, der enten forbedrer vilkårene eller mindsker skaderne. Men til sidst står vi med et forslag, der forringer udviklingsmulighederne for dansk erhvervsliv. Det koster arbejdspladser, og det stemmer vi i Venstre naturligvis imod.

Så bemærker jeg egentlig også, og det har debatten ikke været så meget omkring, at regeringens påståede forsigtighedsprincip så også fraviges med dette forslag, for den mindre finansiering, der kommer ind ved ændringsforslaget, har regeringen ikke finansieret. Det tages af den store kasse, fair nok, og skadevirkningen mindskes, men så meget for det princip.

Det er altså en besynderlig proces, vi har været igennem, men Venstres budskab har fra starten af været klart. Vi mener, at de nuværende regler er de rigtige. Vi støtter gerne forslag, der gør dem endnu bedre. Og hvis ikke de vedtages, støtter vi de ændringsforslag, der mindsker skaderne. Men ansvaret for det her forslag er og bliver regeringens og Enhedslistens. Det må de tage ansvaret for.

Tak. Så er det fru Gitte Lillelund Bech som privatist.

Grunden til, at jeg tager ordet som privatist, er, at jeg jo er en af dem, der har en lidt længere anciennitet herinde i Folketinget, og jeg noterede mig, da regeringen kom til, at så skrev regeringen i regeringsgrundlaget, at regeringen i et tæt samarbejde med Folketinget vil sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister, der sikrer, at organisationer og andre høringsparter har ordentlig tid til at gennemgå lovforslaget og udarbejde kommentarer. Samtidig vil regeringen også indlede en dialog med Folketingets partier om, hvordan sammenspillet mellem Folketinget og regeringen kan fremme lovkvalitet, åbenhed og parlamentarisk kontrol med regeringen.

Jeg må bare sige, at det lovforslag, vi står med nu, mener jeg rent lovteknisk ikke er i overensstemmelse med høj lovkvalitet. Det er sådan, at erhvervslivet og organisationer og andre har haft 3 dage til at aflevere høringssvar. Det fremgik allerede af Skatteudvalgets bilag til det her lovforslag, hvor man fastlagde tidsplanen den 21. november. Vi vidste, at fremsættelsen var den 21. november, og at der var høringsfrist for erhvervslivet den 24. november. Det fremgik også meget klart af den her tidsplan, at der skulle være betænkningsafgivelse i Skatteudvalget onsdag den 14. december, men at man om muligt kunne trække det helt til fredag den 16. december for så at have anden behandling mandag den 19. december og tredje behandling onsdag den 21. december. Det er i overensstemmelse med Folketingets forretningsorden, hvoraf det fremgår, at der skal være mindst 2 dage imellem anden behandling og tredje behandling.

Jeg må bare konstatere, at da der blev afgivet betænkning i Skatteudvalget i fredags, den 16. december, lå der et forslag på bordet, som foreslog, at man ændrede grænsen fra de foreslåede 25 pct., som skatteministeren havde sat, til 50 pct., og det vil sige, at det ville være en forringelse af selve den eksisterende lovgivning, men det var trods alt en forbedring i forhold til det fremsatte lovforslag fra skatteministeren. Ved den betænkningsafgivelse tilkendegav regeringspartierne og Enhedslisten, støttepartiet, at man stemte imod et 50-procents-forslag.

Da vi så havde anden behandling i Folketingssalen i går, netop også berammet, som der stod i tidsplanen, var regeringen nødt til at bede om at få afbrudt andenbehandlingen for derefter at komme med en deling af lovforslaget, stille fuldstændig det samme ændringsforslag som det, Dansk Folkeparti havde stillet, og som der var betænkningsafgivelse om i fredags, og det betyder så, at vi nu står ved en genoptaget anden behandling.

Jeg må sige, at jeg har meget, meget svært ved at se, hvor regeringens ønsker og regeringens program for god regeringsførelse er henne, når man taler om, at det er nødvendigt for regeringen at afbryde en anden behandling for at fremsætte forslag om deling af et lovforslag, fordi man åbenbart først nu i sidste sekund har fået lyttet til erhvervslivet.

Så derfor synes jeg, at det måske er værd at bemærke ved det her lovforslag, at det bestemt ikke lever op til det, som regeringen har tilkendegivet at man gerne ville, at man ville sikre høj lovkvalitet, og at man i øvrigt ville fremme lovkvalitet, åbenhed og parlamentarisk kontrol med regeringen. Tak.

Tak. Så er det fru Birgitte Josefsen som privatist. Jeg beklager. Der var en kort bemærkning til fru Gitte Lillelund Bech fra partifællen Peter Juel Jensen, værsgo.

Jeg vil bare gerne lige have præciseret noget, for jeg forstod privatisten således, at privatisten sagde i sit indlæg, at der var en 3-dages-høringsfrist. Kan ordføreren bekræfte det?

Privatisten.

Jeg kan fuldt ud som formand for Skatteudvalget og som privatist bekræfte, at det fremgår meget klart af tidsplanen for lovforslagets behandling i Skatteudvalget, at det bliver fremsat den 21. november, og så er der høringsfrist den 24. november for organisationer, virksomheder og andre, dvs. en 3-dages-høringsfrist.

Tak. Der er et nyt spørgsmål. Hr. Peter Juel Jensen.

Tak. 3 dage er jo ikke meget. Nu har vi lige hørt skatteministeren skamrose den gode forhandling, der har været med dansk erhvervsliv. Man har lyttet til erhvervslivet osv. Når nu privatisten er formand for Skatteudvalget, vil jeg spørge, om det er normalt, at Skatteudvalget har høringsfrister på kun 3 dage, og vil privatisten betegne det som udgangspunkt for en god forhandling med dansk erhvervsliv, at man siger, at nu har de 3 dage til at kommentere en lov, der kommer til at betyde utrolig meget for dem. Vil privatisten mene, at det et udtryk for god forhandlingsvilje kun at give 3 dages høringsfrist?

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg kan forsikre hr. Peter Juel Jensen om, at i stort set alle høringssvar, som vi jo har fået fra erhvervslivet og fra organisationerne, tilkendegiver de, at 3 dage simpelt hen er for lidt til at få det fuldstændige overblik over, hvad et lovforslag som L 30 rent faktisk betyder for virksomhederne.

Jeg kan også fortælle hr. Peter Juel Jensen, at vi jo har haft skatteministeren i åbent samråd i Skatteudvalget, og derfor vil jeg tillade mig fra talerstolen at referere fra det svar, som skatteministeren gav, fordi det jo er et åbent samråd, så derfor kan man gå ind og læse det. Jeg stillede skatteministeren spørgsmålet, om man havde været i dialog med erhvervslivet, inden man fremsatte det her lovforslag, således at man kunne have været klar over, at det kunne have skabt de her problemer, som 25-procents-grænsen rent faktisk skaber, og der var svaret fra skatteministeren, at nej, det havde man ikke haft tid til, inden man lavede aftalen med Enhedslisten.

Tak. Så er det fru Birgitte Josefsen som privatist.

På grund af de tidsfrister, der er sat her i Folketingssalen, fik jeg ikke mulighed for at stille spørgsmål til skatteministeren, men jeg hørte skatteministeren sige fra talerstolen, at den nuværende regering med sit lovprogram og sin politik ville sikre gode rammevilkår for erhvervslivet.

Jeg vil gerne opfordre skatteministeren til at tage ud i landet og tage en dialog med erhvervslivet og lytte til erhvervslivet. Han kunne sådan set starte med at slå op på side 1 i Nordjyske Stiftstidende i dag og se, hvad det er, Aalborg Portland udtaler. De er nemlig på vej til at flytte ud af Danmark; en af Nordjyllands største virksomheder er på vej til at flytte ud af Danmark på grund af regeringens politik. Det lægger ikke bare Danmark ned, det lægger i hvert fald hele Nordjylland ned, hvis så stor en virksomhed forlader den danske jord.

Så derfor vil jeg sige til skatteministeren: Tag ud og oplev virkeligheden, tag ud og oplev, hvad det er, der sker ude i erhvervslivet. Så kunne det godt være, at man ville vælge en anden linje i Skatteministeriet.

Så vil jeg også sige om det forslag, vi skal sidde og behandle her i dag: Jeg har ikke i den her lange debat, der har været i løbet af dagen, fået noget svar på, hvad det er for nogle gode rammevilkår, vi her giver erhvervslivet. Er det forbedringer af erhvervslivets rammevilkår, eller er det forringelser? Jeg tror nok, at hvis man går ud og spørger erhvervslivet, vil de sige, at det er forringelser, de nu får.

Så tillykke, hr. skatteminister. Når vi vedtager det her forslag, sender man endnu et stort antal arbejdspladser ud af kongeriget Danmark. Det kalder jeg ikke udvikling, det kalder jeg afvikling af det danske samfund.

Tak. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 11, tiltrådt af et flertal (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), om, at lovforslaget deles i to lovforslag?

Delingen af lovforslaget i to lovforslag er vedtaget.

Ændringsforslag nr. 27-31, tiltrådt af et mindretal (Dansk Folkeparti og Venstre), er hermed bortfaldet.

Der stemmes herefter om det under A nævnte lovforslag [Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, dødsboskatteloven, pensionsbeskatningsloven, virksomhedsskatteloven og lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto. (Nedsættelse af grænsen for finansielle aktiver i forbindelse med succession ved overdragelse af aktier)]:

Der stemmes om ændringsforslag nr. 12 af et mindretal, (Liberal Alliance), tiltrådt af et mindretal, (Det Konservative Folkeparti). Der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 53 (V, DF, LA og KF), imod stemte 57 (S, RV, SF og EL), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget er forkastet.

Jeg betragter herefter ændringsforslag nr. 14, 18, 20 og 22 stillet og tiltrådt af det samme mindretal som forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 13, 15-17, 19, 21 og 23-25, tiltrådt af et flertal (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten)?

De er vedtaget.

Der stemmes herefter om det under B nævnte lovforslag [Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven. (Justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne)]:

Ønskes afstemning om ændringsforslag nummer 26, tiltrådt af et flertal (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti)?

Det er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)