Lad mig starte med at takke ordførerne for kommentarerne til lovforslaget.
Det er jo sådan, at ressortfordeling er noget, som er statsministerens prærogativ efter indstilling til dronningen, men jeg er alligevel glad for, at der på tværs af Folketingets partier er en så positiv modtagelse af den nye konstruktion, nemlig et uddannelsesministerium, hvor man samler al videregående uddannelse i det samme ministerium.
Men som debatten også har vist, er der jo her tale om en rent teknisk tilpasning af de pågældende love til den organisation, vi har valgt i Uddannelsesministeriet, hvor vi har et lille departement og til gengæld har relativt store styrelser.
For det sikrer nemlig, at det, der er afgørende i samarbejdet med Folketingets partier, nemlig udvikling og politik, også er det, der er fokus på i departementet på det politiske niveau, mens mest muligt af driften håndteres i de styrelser, der har deres daglige kontakt med uddannelsesinstitutionerne.
Så var der flere, særlig den konservative ordfører, der var inde på retssikkerheden, og der er det vigtigt for mig at få understreget, at det her på ingen måde er at gå på kompromis med retssikkerheden for borgerne.
Det har været sådan, også der, hvor de uddannelser, der nu samles i Uddannelsesministeriet, lå før, nemlig i det gamle Undervisningsministerium, at borgerne havde en klageadgang, men det var så bare i forhold til departementet.
Der har vi altså valgt at organisere det på en anden måde, men det ændrer ikke på, at borgerne har nøjagtig den samme klageadgang.
Det er sådan set bare et spørgsmål om, hvor de embedsmænd, man klager til, sidder og behandler sagen, og derfor er det afgørende for mig her at slå fast, at retssikkerheden er på plads, og at den er nøjagtig den samme, som den var tidligere; det er alene et spørgsmål, som vedrører den ministerielle organisering.
Derfor vil jeg afslutningsvis også kvittere for, at så mange har valgt at tolke det principielle ind i det.
Det er jo sådan set det første lillebitte skridt til at skabe en større sammenhæng i uddannelsessystemet ved at sige, at nu er der en fælles organisering på tværs af uddannelserne, i forhold til hvordan man griber klageadgangen an, og forhåbentlig kan vi i fællesskab skabe en endnu større og måske endnu mere betydende sammenhæng i den kommende tid.
Jeg ser i øvrigt frem til udvalgsbehandlingen af det her lovforslag, men takker for opbakningen.