Tak.
Jamen altså, det er jo gammelkendte forslag, vil jeg sige, vi diskuterer her i dag med tilbagetrækningsreformen.
Derfor vil jeg undlade at gå i dybden med, hvad det indeholder, det har Venstres og Socialdemokratiets ordførere gjort, og jeg synes egentlig ikke, vi har snakket om andet, siden valgkampen begyndte, i hvert fald i det område, hvor jeg var.
Jeg var så heldig at have hr.
Bjarne Laustsen at diskutere med.
Han er her desværre ikke i dag, jeg havde set frem til, at han var på talerstolen i dag, så vi kunne have fået diskussionen igen.
Det var jo kun tilbagetrækning og efterløn, der blev talt om hele vejen igennem.
Vi har været udsat for utrolig mange usandheder om tilbagetrækningsreformen.
Der har været påstande, store avisannoncer betalt af fagforeningerne, hvor der stod, at Dansk Folkeparti afskaffede efterlønnen, og det passer jo ikke.
For når man kigger på, hvad der kommer frem, så erkender LO jo blankt – og 3F også – at efterlønnen godt nok ikke blev afskaffet, den blev kortet ned til 3 år.
Når vi så ser de sidste udspil fra LO, hvor de siger i forbindelse med det her med efterlønnen, at ni ud af ti faktisk stadig væk har en fordel ved at blive i efterlønssystemet, at det kun er højtlønnede akademikere, der med fordel kan melde sig ud af efterlønssystemet, så er det jo en erkendelse af, at det har været en meget stor løgnekampagne, som fagbevægelsen har kørt for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti under valgkampen, om, at Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale går ud og afskaffer efterlønnen.
Det er jo rigtig mange usandheder, og det må vi så finde også i, sådan er det jo, sådan er politik.
Man siger et, og så gør man måske noget andet.
I Dansk Folkeparti har vi hele tiden sagt under valgkampen og også efterfølgende, at vi ikke går ud og afskaffer efterlønnen, men vi kan godt se, at det er nødvendigt med justeringer.
Vi har behov for, at der er flere, der bliver på arbejdsmarkedet, fordi der er store årgange, der står til at forlade arbejdsmarkedet.
Vi har behov for, at vi alle sammen yder en ekstra indsats, ellers kommer vi først for alvor til at mangle arbejdskraft.
Derfor fremrykkede vi sammen med Venstre og Konservative og Radikale tilbagetrækningsreformen fra 2006.
Den blev ændret til, at det blev en 3-årig efterlønsperiode.
Der er stadig væk store fordele ved at have en efterløn, og det er det, LO nu heldigvis erkender ved at sige, at ni ud af ti af deres medlemmer stadig væk har en stor fordel af at blive i efterlønssystemet og lade være med at få ydelserne udbetalt.
Vi har også sådan flere tilkendegivelser af, hvad der skulle ske.
Udenrigsministeren har bl.a.
sagt, at SF ikke ville i regering, hvis efterlønnen blev afskaffet eller forringet.
Det skulle de i hvert fald ikke have noget af at gøre, men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, som hr.
Jens Otto Krag sagde i sin tid, så det er det standpunkt, der har ændret sig hos SF.
Og det er fair nok, sådan er det, sådan er spillets regler.
Man har lov til at ændre holdning undervejs, men altså, det var meget bombastisk at sige, at man ikke ville i regering, hvis det skulle ske.
I forbindelse med efterløns- og tilbagetrækningsreformen var det også meget vigtigt for Dansk Folkeparti, at det skulle være sådan, at folk med den mindste pension fik mest ud af at gå på efterløn, og det blev også sådan, at dem, der har under 1 mio.
kr.
i pension, får mere ud at gå på efterløn end dem med en stor pension.
Det har altid været sådan i Danmark, at hvis man har store indtægter og man kan indbetale store summer til pensionsordninger, kan man egentlig pensionere sig selv uden at blande staten ind i det.
Det skal også være sådan, at det ikke som sådan er en statslig opgave at finansiere, at folk trækker sig tilbage, mens de er raske og rørige.
Jeg har ikke noget imod, at folk nyder deres otium og den slags, det er en menneskeret, at man har lov til at nyde sit otium, men det skal ikke være sådan, at det er staten, der betaler raske og rørige for at trække sig tilbage før tid, når vi har behov for arbejdskraften.
Det er det, der ligger i det her, men som sagt er der stadig væk en 3-års-efterløn at gå efter, så der er rigelige muligheder for at trække sig tilbage.
Noget andet, som ligger i det, og som jeg så vil benytte den her lejlighed til at fraråde folk at gøre, er faktisk den her udbetaling af efterlønsbidraget.
Det er sådan, at hvis man siger, at man ikke har behov for at gå på efterløn, men egentlig helst vil have pengene udbetalt nu her, så kan man fra april og frem til oktober få sit indbetalte efterlønsbidrag udbetalt, og så er man ude af efterlønssystemet, så har man ikke mulighed for at tænke på efterløn mere.
Der har været en del, der i den forbindelse har sagt:
Jamen hvad så med os, der er over 60 år, skal vi ikke have lov at få det udbetalt?
Der vil jeg bare sige, at folk skal tænke sig uhyggelig meget om, inden de træffer beslutningen om at få pengene udbetalt.
Det er helt fint, at man kan få udbetalt pengene, og man kan også bruge dem til at indbetale på en pensionsordning og så måske få en opsparing der, men det er noget, man skal tænke alvorligt over, inden man træffer den beslutning:
Hvor står man bedst, og hvad har man mest ud af?
Et andet punkt, jeg direkte vil fraråde folk at benytte sig af, er den mulighed, der ligger i, at man kan få fleksydelsesbidraget udbetalt.
Det er sådan, at når man var i efterlønssystemet og har indbetalt efterlønsbidrag og man så fik en skade, der gjorde, at man skulle på fleksjob, så har man kunnet indbetale til en fleksydelse, som man kunne få, efter at man var blevet 60 år, og indtil man skulle på pension.
Det var i stedet for efterløn, så kunne man få fleksydelse.
Der er så i lovforslaget lavet en ligestilling med, at når man kan få efterlønsbidraget udbetalt, skal man også have lov til at få fleksydelsesbidraget udbetalt, og der vil vi i Dansk Folkeparti stærkt fraråde folk at benytte sig af den ordning, for det er sådan, at hvis man vælger muligheden for at få fleksydelsesbidraget udbetalt og man så ikke har noget fleksjob, indtil man bliver pensionist, har man kun den mulighed at gå på pension.
Det vil være helt forkert, hvis man spekulerer i at få fleksydelsesbidraget udbetalt, men der skal være ligestilling, og det er folks egen beslutning, om de vil have det udbetalt.
Men i Dansk Folkeparti fraråder vi folk at benytte sig af muligheden for at få udbetalt fleksydelsesbidraget, for det kan skade en meget, hvis det kommer dertil, at man har et fleksjob.
Så det er i hvert fald en af de ting, som folk skal overveje nøje.
Man skal altid, når man træffer en beslutning for sin egen fremtid, selvfølgelig nøje overveje konsekvenserne af, hvad det vil indebære.
Men Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig tilbagetrækningsreformen, som vi er en del af.
Så er der det her, som der blev snakket meget om fra hr.
Leif Lahn Jensens side, nemlig at det var en ny regering, der skulle til, og at det var det, folk havde valgt, og at der stort set ikke var andre muligheder end at sige, at tilbagetrækningsreformen skulle vedtages, at det var man nødt til at få ind i regeringsgrundlaget og ind i finansloven, og så skulle der være flertal for det.
Der er det sådan, at når det også er i finansloven, stemmer Enhedslisten jo for tilbagetrækningsreformen, der ligger som en del af finansloven, som de har sagt ja til at stemme for.
Det er også meget interessant, men lad det nu ligge.
Sådan er spillets regler.
Man kan ikke få alt, man er nødt til at give noget for at få noget, sådan er det.
Det er det liv, vi lever.
Men altså, alternativet, som Socialdemokratiet havde, og som hr.
Leif Lahn Jensen var inde på, var jo, at hvis Socialdemokratiet og SF havde sagt nej til at gennemføre tilbagetrækningsreformen, havde fru Margrethe Vestager sagt:
O.k., så kan I ikke få regeringsmagten.
Og så ville man alligevel hellere have regeringsmagten og gennemføre tilbagetrækningsreformen.
Det er også fair nok – jeg synes da, det er helt fair, at man prioriterer på den måde og siger:
O.k., vi skal bare have regeringsmagten, så gennemfører vi tilbagetrækningsreformen.
Alternativet var jo, at fru Margrethe Vestager var gået over til hr.
Lars Løkke Rasmussen og havde sagt:
Skal vi så ikke finde ud af noget?
Og så var Socialdemokratiet og SF ikke kommet i regering.
Så det var det, der var alternativet.
Det er et politisk spil, og det kan somme tider være svært at forstå for folk.
Det er også somme tider svært for os herinde i Folketinget at forstå, hvad der sker på baglinjen med det politiske spil.
Men Dansk Folkeparti siger selvfølgelig ja til de her forslag, og så ser vi frem til den yderligere behandling.