Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 3. behandling af lovforslag nr. L 185:

Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Stofindtagelsesrum).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 09.05.2012. 1. behandling 15.05.2012. Betænkning 07.06.2012. 2. behandling 11.06.2012).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Fru Sophie Hæstorp Andersen som socialdemokratisk ordfører.

I dag er en historisk dag, for i dag vedtager et overvældende flertal i Folketinget at række hånden ud til og drage omsorg for de stofmisbrugere, som hver dag oplever at leve under nogle meget uværdige forhold på gadeplan. Socialdemokratiet mener sammen med resten af regeringen og de mennesker, der stemmer for her i dag, bl.a. Liberal Alliance, at stofafhængighed er et socialt fænomen, som både har sociale og sundhedsmæssige konsekvenser, og for mange mennesker er det sådan, at stofmisbrug er en afhængighed, det er en kritisk overgangsfase, som kan overvindes, hvis vi giver den rigtige hjælp. Derfor skal narkotikapolitikken støtte denne proces frem at hæmme den.

I 10 år har vi diskuteret de omfattende undersøgelser og initiativer, der har været i andre lande som Schweiz, Holland, Tyskland, Spanien, Luxembourg, Norge, Canada, Australien, der tilsammen har åbnet over 90 stofindtagelsesrum. I 10 år har vi diskuteret de resultater, der kom ud af det: hvordan det har kunnet redde liv, og hvordan vi har kunnet se i f.eks. byer som Barcelona og andre steder, at man simpelt hen markant kan nedbringe antallet af folk, der dør af en overdosis eller af forgiftning.

Alligevel har det altså taget 10 år, og i perioden er i gennemsnit 260 misbrugere døde af overdoser og forgiftninger om året. På 10 år er det altså omkring 2.600 liv, vi formentlig kunne have reddet, hvis vi havde vedtaget en lov om stofindtagelsesrum langt tidligere.

Som en stofmisbruger, som jeg kender, plejer at sige: en bror, en søster, en far, en mor, som ikke er her mere. Derfor er det meget, meget flot, at vi i dag med et flertal og med den nye regering kunne få det her forslag på banen, og det støttes nu af rigtig mange. Jeg glæder mig til at se resultaterne ude i den virkelige verden. Jeg glæder mig til at se, at flere mennesker kan redde livet, at folk kan komme tættere på behandling og måske en dag blive stoffri, men hvis ikke de kan blive stoffri, kan de i det mindste have livet i behold uden at leve med smitsomme sygdomme som hiv og smitsom leverbetændelse eller andre forfærdelige sygdomme, som vi ser stofmisbrugerne i dag ender med at lide af. Tak for ordet.

Der er to, der har markeret. Er det til korte bemærkninger, hr. Jan E. Jørgensen og fru Jane Heitmann?

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Jeg er enig i, at det er en historisk dag. Det er nemlig en dag, hvor vi vedtager en lov med en historisk kort høringsfrist. Så det er på mange måder en historisk dag. Få timer fik forskellige organisationer til at udtale sig om dette vigtige lovforslag, og processen er blevet hastet igennem. Som ordføreren selv var inde på, er det en debat, der har været i 10 år, og derfor er det fuldstændig uforståeligt, at det skal hastes igennem på denne måde.

Jeg har tænkt mig at stemme gult i dag. Jeg kan ikke stemme for regeringens lovforslag, jeg kan heller ikke stemme imod. Hvis man nærlæser den betænkning, der er afgivet fra bl.a. Venstre, kan man se, at Socialdemokraternes store ord om, at man vil gøre noget for narkomanerne, sådan set er en indstilling, vi alle sammen deler. Vi kan sagtens se mange fordele ved fixerum, men man har slet ikke villet tage en debat om, hvorvidt der er andre tiltag, vi kunne gøre, som var bedre, for stofferne bliver jo ved med at være ulovlige, stofferne bliver ved med at være urene osv., og vi får nogle kraftige dilemmaer mellem, hvornår man er kriminel, og hvornår man ikke er kriminel. Socialdemokraternes ordfører, hr. Magnus Heunicke, demonstrerede forleden, at han ikke aner et klap om, hvad det her lovforslag handler om, for så hurtigt er tingene hastet igennem. Det er en historisk dag, ja, men det er ikke en dag, hvor regeringen har grund til at være stolt.

Ordføreren.

Man kan med rette diskutere høringsfristen. Så langt, så godt. Det har formanden for Folketinget også pointeret over for regeringen. Men man kan ikke diskutere, at lovforslaget har været hastet igennem Folketinget, for det har det bestemt ikke. Man har netop haft en kort høringsproces for at kunne sikre sig, at der var det rum i Folketinget til at tage den diskussion, der skulle være under første- og anden- og tredjebehandlingen. Så det sidste er simpelt hen ikke korrekt.

Så vil også gerne sige, at det her lovforslag jo som sagt er blevet til efter en 10-årig debat. Der er også kommet en del høringssvar ind, og det har også været muligt for andre at komme til i lovarbejdet. Men det vigtige med det her lovforslag er, at det kun er et første skridt i retning af at forbedre forholdene for stofmisbrugere i Danmark og sikre sig, at man overlever sit stofmisbrug, så man kan komme ud på den anden side. Det skriver vi – Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale – også i vores betænkning, nemlig at det her kun er et første skridt i at sikre en bedre overlevelse for de stofmisbrugere, der lever på gadeplan.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er i hvert fald gået så stærkt, så Socialdemokraternes politiske ordfører, hr. Magnus Heunicke, ikke har forstået, hvad lovforslaget går ud på. Det er også gået så stærkt, at man ikke har formået at få Liberal Alliance, som ender med at stemme sammen med regeringen, til at afgive et betænkningsbidrag, der er videre positivt, for nu at sige det mildt. Så tingene er gået stærkt.

Hvis regeringen havde vist vilje til et bredt samarbejde hen over midten, er jeg sikker på, at vi i dag kunne have vedtaget et lovforslag med et meget bredere flertal end det, som kommer igennem. Men det har måske været hele taktikken fra regeringens side, nemlig at man helst ville stå som dem, der alene er ude for at gøre noget for narkomanerne. Jeg synes ikke, det er en rimelig måde at behandle Folketinget på.

Ordføreren.

Jeg må jeg indrømme, at det i sig selv er en kæmpe forbedring, at Venstrefolk i dag vil stemme gult til det her lovforslag. Man har haft 10 år i regering, hvor man ikke engang har villet forsøge sig med at lave et lovforslag. Retorikken her under førstebehandlingen var så hård og afvisende, at det næsten kommer som en overraskelse, at man kan finde på at stemme gult i dag. Så jeg synes, det er en kæmpe sejr, at vi i løbet af den her debat, vi haft under første-, anden- og tredjebehandlingen, er kommet så langt, at vi nu sidder og kan have en situation, hvor rigtig mange stemmer grønt og stemmer for det, men at der søreme også er nogle fra Venstre, der stemmer gult.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Det er bemærkelsesværdigt, at der her argumenteres for et forslag, som jo ikke gør noget ved problemerne med de urene stoffer. Det gør ikke noget ved problemerne med kriminaliteten. Det gør ikke noget ved problemerne med det illegale marked. Det er sådan set bare et forslag, der sikrer, at nogle kriminelle fortsat kan have et sted, de kan være ganske lovligt.

Samtidig etablerer man nogle fixerum, hvor man jo ikke har afklaret de problemer, der vil være omkring driften af dem. I de svar, vi har fået på vores spørgsmål, siger man bl.a., at forhold f.eks. omkring arbejdsmiljø skal kommunerne derude selv håndtere. På den ene side siger man, at man skal gå ind og hjælpe de stofmisbrugere, der eventuelt måtte få nogle problemer i de her rum, og på den anden side vil man ikke forholde sig til, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Man skaber bare problem på problem ved at vedtage det her. Det forstår jeg simpelt hen ikke man kan.

Ordføreren.

Det forslag, der ligger her i dag, handler om menneskesyn. Når ordføreren for Dansk Folkeparti siger, at det her bare handler om, at nogle kriminelle fortsat kan fortsætte, som de gør med at sælge stoffer og tage stoffer, så viser det jo med al tydelighed, hvad Dansk Folkepartis menneskesyn er omkring stofmisbrugeres forhold. Jeg lagde indledningsvis ud med at sige, at den her regering mener, at stofafhængighed er et socialt og sundhedsmæssigt problem. Jeg kan høre på ordføreren for Dansk Folkeparti, at man alene mener, at problemet er kriminaliteten, og der er vi så meget, meget uenige.

Det er korrekt, at stofferne ikke bliver mere rene af at blive indtaget i et stofindtagelsesrum. Det er korrekt, at der ikke umiddelbart bliver mindre kriminalitet, når man sælger det. Men for det første er det allerede sådan i dag, at det ikke er ulovligt at indtage stoffer. Det er ulovligt at besidde dem i store mængder. For det andet vil jeg sige, at et stofindtagelsesrums hovedformål er at redde liv, og det er lige præcis derfor, jeg talte om omsorg for stofmisbrugerne og omsorg for samfundet. Det her forslag skal være med til at redde liv. At bekæmpe kriminalitet gør vi også gerne løbende, bl.a. ved at indsætte ekstra ressourcer til at bekæmpe de bagmænd, der smugler stoffer til landet.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Når ordføreren gør det her til et spørgsmål om menneskesyn, ved jeg ikke, hvad det her lovforslag er udtryk for i forhold til menneskesyn. Det burde jo indebære en social indsats. Det her er nærmere et spørgsmål om at sige: Godt, vi accepterer bare, at der er nogle, der har nogle problemer med stoffer. De skal have et eller andet sted at gå hen, for så skal vi ikke se på dem.

Det er da ikke et menneskesyn, der er positivt. Det er da ikke en måde at behandle de her mennesker på at sige: Vi må hellere opgive, og vi sørger bare for et sted, I kan gå hen.

Først og fremmest skulle man jo tage sig af de sociale problemer, tage sig af de problemer, der var omkring det, og sikre, at der var nogle ordentlige rammer og forhold, og gøre en indsats for at få dem ud af misbruget.

Nu må jeg bede om, at samtalerne dæmpes ned eller lægges et andet sted hen.

Ordføreren.

Men det er direkte forkert at sige, at det her handler om at gemme folk væk. Det er lige præcis det, man ikke gør. Med det her forslag møder man folk i øjenhøjde og udviser dem respekt, uanset hvor de er i deres liv, uanset at de er afhængige af stoffer, uanset at de indimellem bliver nødt til at benytte sig af kriminalitet for at få adgang til de her stoffer. Man møder dem og siger til dem, at deres liv stadig væk er vigtigt, at vi faktisk fra samfundets side kerer os om, at de overlever den her stofafhængighed, fordi vi tror på, at de en dag kan komme ud på den anden side og blive fri af stofferne eller i hvert fald have stabiliseret det i så høj grad, at de en dag kan tage en uddannelse eller komme i arbejde, blive en del af det her samfund på en anden måde. Det er lige præcis det, stofindtagelsesrum gør. Det redder liv. Det forebygger smitte. Og med stofindtagelsesrum gøres der både en sundhedsmæssig og en social indsats, der gør, at folk bliver bragt tættere på behandling, end de er i dag, og det er ikke at vende ryggen til. Det er tværtimod at række hånden ud.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Vi glæder os i Liberal Alliance over at kunne stemme for forslaget i dag og på den måde slå ring om nogle af samfundets allersvageste. Men det er også sådan, at Liberal Alliance for cirka et halvt år siden fremsatte et meget enslydende forslag, så hvorfor er det, at vi skal stå her i dag, et halvt år efter, for at kunne høre fru Hæstorp Andersens tale? Hvorfor har stofmisbrugerne skullet vente et halvt år på denne tale? Hvor mange stofmisbrugere har pådraget sig unødvendige skader eller har måske endda mistet livet, mens vi ventede på denne tale?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at når man er i opposition, laver man beslutningsforslag, og de har en vis detaljeringsgrad. Skal de udmøntes i konkret lovgivning, bliver man nødt til at have en klar lovgivning, som – hvis det f.eks. er på det her område – både Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Socialministeriet også for den sags skyld har været inde over. Og det har altså taget det ekstra halve år at få den lovgivning på plads, men det er simpelt hen, fordi vi forsøger at gøre os umage med, at tingene skal virke ude på den ene side.

Jeg håber på, at vi har fundet en løsning, der vil virke, og hvis ikke det er sådan, må vi jo komme tilbage igen senere og kigge på det. Men det er vigtigt at sige, at der er en ret stor forskel på at fremsætte noget i et beslutningsforslag og så i dag at stå med et endeligt lovforslag, der udmønter tingene, også i samarbejde med politiet.

Fru Merete Riisager.

Det her med at fremsætte beslutningsforslag tror jeg at fru Hæstorp Andersen kender alt til. Det var jo sådan, at det beslutningsforslag, vi fremsatte, var fuldstændig enslydende med det, som fru Hæstorp Andersens eget parti fremsatte, dengang de var i opposition. Så vi er sådan set enige om det her, og som nyt folketingsmedlem er det fuldstændig uforståeligt for mig, at når vi fremsætter det forslag, stemmer man nej. Det gjorde fru Hæstorp Andersens parti rent faktisk og udskød det på den måde, så der gik noget tid, inden man kunne få hjulpet stofmisbrugerne.

Hvor mange stofmisbrugere mener fru Hæstorp Andersen der har måttet få unødvendige skader eller måske endda har mistet livet, mens vi har ventet under fodslæberiet?

Ordføreren.

Der er formentlig nogle, men jeg kan ikke lave om på det. Men jeg vil sige, at havde vi ikke fået en ny regering i det her land, havde vi slet ikke haft et konkret lovforslag her i salen i dag, som et stort flertal kan stemme for. Så var vi gået videre med lappeløsning på lappeløsning for at prøve at nå de samme mennesker, men vi var ikke nået dertil, hvor stofindtagelsesrum var blevet muligt, og det synes jeg man skal glæde sig over at vi er. At det så tager lidt længere tid, fordi vi skulle lave et konkret lovforslag og ikke bare kunne lave en kopi af Socialdemokratiets eller Liberal Alliances beslutningsforslag – ja, sådan er det altså, når man skal tage ansvaret på sig og udmønte det i den virkelige verden.

Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hvis ikke der var kommet et nyt flertal i Folketinget, var det ikke blevet gennemført under den daværende regering. Så kunne vi måske have ventet yderligere 10 år.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Nu har der været meget debat om regeringspartierne og regeringens løftebrud i forhold til alle mulige ting, som man lovede før valget som enkeltpartier, men hvor man så her efter valget gør noget andet.

En af de ting, som regeringspartierne, da de var i opposition, gjorde et stort nummer ud af, når den tidligere regering fremsatte lovforslag, var, at den ikke overholdt høringsfristerne. I forbindelse med det her forslag om fixerum til narkomaner har man i den grad fra den nuværende regerings side ikke overholdt almindelig skik og brug for Folketinget. Derudover har man heller ikke overholdt sit eget regeringsgrundlag, hvor man netop gjorde et nummer ud af, at man nu ville overholde alle de frister, der skulle være, og at man skulle have god lovgivningsskik.

Kan fru Sophie Hæstorp Andersen ikke give os ret i – og give hr. Jan E. Jørgensen og hr. Jens Henrik Thulesen Dahl ret i – at der er et problem med det hastværk? Hvorfor skal det hastes sådan igennem, at man ikke overholder normale høringsfrister i forbindelse med noget, der er blevet debatteret i årevis i Folketinget? Hvad er grunden til, at det skal gå så stærkt?

Ordføreren.

Som jeg sagde til hr. Jan E. Jørgensen, er jeg fuldt ud opmærksom på, at bl.a. formanden for Folketinget kritiserede den meget korte høringsfrist og bad regeringen om at gøre det bedre. Men det er ikke sådan, at den her regering generelt set har gjort det dårligere med hensyn til høringsfrister, end den tidligere regering gjorde det.

Det, der er den store forskel, er, at vi har en ambition om at gøre det bedre, og derfor har jeg også en forventning om, at det kommer vi til, også når vi mødes igen til oktober og i løbet af de kommende år. For vi har en ambition om at lave bedre regeringsførelse, og det er i hvert fald mere, end den tidligere regering havde.

Hr. Peter Skaarup.

Men hvis man erkender – og det hører jeg lidt fru Sophie Hæstorp Andersen gør – at man har brudt med de grundlæggende, fundamentale ting, som man selv sagde i regeringsgrundlaget at man ville overholde og faktisk gøre et nummer ud af, hvorfor vælger man så at køre debatten igennem, altså hvorfor vælger man at køre behandlingerne af det her lovforslag igennem?

Det var jo sådan, at bl.a. Dansk Folkeparti rettede henvendelse til Præsidiet og spurgte: Hvis det er sådan, at man ikke overholder basale høringsfrister – og det har man jo slet ikke overholdt – hvorfor vælger man så ikke at udskyde førstebehandlingen af det her forslag? Det ville man ikke.

Kan fru Sophie Hæstorp Andersen forklare Folketinget, hvorfor det er sådan, at det skal hastes igennem, uden at man overholder de frister, altså når man er klar over, at man ikke har overholdt dem på det niveau, som fru Sophie Hæstorp Andersen selv siger det? Vi har nu den 13. juni. Der er altså rigelig lang tid til, at man kunne behandle det her forslag på en ordentlig måde.

Ordføreren.

Som jeg sagde til hr. Jan E. Jørgensen, var der en kort høringsfrist, men at det netop var derfor, at vi så havde en mulighed for at have en helt almindelig behandling af forslaget i Folketinget inden for de rammer, der nu er givet til at behandle lovforslag. Der har været tid mellem første-, anden- og tredjebehandlingerne; den del er ikke hastet igennem Folketinget.

Grunden til, at vi valgte at fremsætte det i Folketinget i den her samling, er jo lige præcis den, som Liberal Alliance påpegede lige før, altså som fru Riisager påpegede lige før, og det er jo, at vi ikke ønsker at udsætte det længere. Vi har arbejdet hårdt på at gøre det her til konkret politik, til et konkret lovforslag; nu ønsker vi ikke, at vi skal udsætte det længere. Det er ikke hastet igennem Folketinget, men høringsprocessen har været meget, meget kort; det vil jeg gerne medgive.

Jeg vil dog stadig væk sige, at jeg i høj grad synes, at det her forslag opvejer de ulemper, der har været ved behandlingen, i og med at vi nu kan se, at Københavns Kommune allerede arbejder rigtig meget med at få lavet stofindtagelsesrum og komme i gang med det så hurtigt som overhovedet muligt.

Fru Karin Nødgaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, det er lidt beskæmmende at høre Socialdemokraternes ordfører tale om Dansk Folkepartis menneskesyn. Altså, nu skal man huske, at i forhold til narkomanerne har vi hele tiden sagt, at vi gerne vil have nogle forbedringer – vi vil have nogle forbedringer på lang sigt. I sin tid var det jo faktisk Dansk Folkeparti, som stod for, og som gav de ekstra stemmer til, at vi kunne få indført lægeordineret heroin – en ordning, som nu har vist sig at være meget positiv; en ordning, som jo netop viser, at man gerne vil hjælpe de allermest udsatte så meget som overhovedet muligt.

Jeg synes altså, det er en uhørt kritik af Dansk Folkeparti, som ordføreren kommer med, i forbindelse med det her område. Det vil jeg gerne have at ordføreren kommenterer, altså om man ikke anerkender Dansk Folkepartis store rolle i forhold til de mest udsatte narkomaner i Danmark.

Ordføreren.

Jeg vil godt starte med det pæne, og det er, at jeg godt vil anerkende, at Dansk Folkeparti var med til at sikre flertallet for, at der i Danmark kunne indføres lægeordineret heroin. Men jeg vil også sige, at selv om der har været en debat – også internt i Dansk Folkeparti – i nogle år med nogle ordførere, der har været ude at se på forholdene for stofmisbrugerne, har man altså ikke kunnet få et flertal i Dansk Folkeparti for, at stofindtagelsesrum var noget, som man ville presse den tidligere regering til at gå i gang med. Og på den måde mener jeg at man har et andet menneskesyn. Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl sagde før, at det her forslag alene jo bare ville sikre mere kriminalitet, og at forslaget bare handlede om, at nogle kriminelle kunne fortsætte, som de hidtil havde gjort, og det var på den baggrund, jeg konstaterede, at hvis det var det syn, man havde på stofmisbrugere i Danmark, så synes jeg, at det er et andet menneskesyn end det, jeg deler, da jeg mener, at stofmisbrugere og folk, der er afhængige af stoffer, er folk, der har brug for både social og sundhedsmæssig hjælp. Og det er lige præcis det, stofindtagelsesrum handler om.

Fru Karin Nødgaard.

Nu kan jeg jo så høre, at ordføreren ændrer retorik, i forhold til hvordan man opfatter udtrykket menneskesyn. Jeg vil sige: Det er korrekt, vi har været ude at se på forholdene, og vi er bekymrede. Og det er jo netop derfor, at vi har taget nogle initiativer på det her område, også i forhold til lægeordineret heroin, altså fordi vi kunne se, at det var vejen frem.

Men jeg synes, det ville være interessant nu at høre, hvilken vej regeringen bevæger sig fremadrettet i forhold til det her. For det her er jo egentlig at fastholde nogle mennesker i et misbrug og måske også i mere kriminalitet, som ordføreren for Dansk Folkeparti var inde på. Men jeg synes, det ville være meget fint i dag at høre: Hvilke skridt har ordføreren tænkt sig at tage på sit partis vegne fremadrettet, så vi netop får hjulpet de her allerallermest udsatte mennesker i vores samfund?

Ordføreren.

Det er let nok for Dansk Folkeparti at stå og sige, at man er bekymret, når faktum er, at 90 stofindtagelsesrum rundtomkring i verden de sidste 10 år har talt deres eget klare sprog, i forhold til at stofindtagelsesrum kunne redde liv i Danmark, og at man på trods af besøg og andre ting i hvert fald ikke er kommet til den konklusion i Dansk Folkeparti, at man ville lytte til de erfaringer, der var udeomkring i verden på det her område. Lad os nu bare slå det fast, og så må man gerne have bekymringen, men den bekymring har altså ikke udmøntet sig i, at man har lyttet til de massive erfaringer, der har været internationalt.

Så vil jeg bare sige, at jeg synes, at det allerallervigtigste er, at vi i de kommende år får nogle eksperter med en reel viden ind over narkotikapolitikken i Danmark, således at det ikke bliver den moralske pegefinger, der skal indikere, i hvilken retning narkotikapolitikken skal gå, men at det netop bliver nogle folk, som har en konkret viden om, hvad der bedst hjælper stofmisbrugere ud af deres afhængighed eller til et værdigt liv. Jeg synes, at det er den politik, vi skal diskutere fremadrettet.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det var bare en enkelt bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen, som jeg ikke kunne lade være med at bruge som anledning til at tage ordet, for vi glæder os jo i virkeligheden i fællesskab over, at det her forslag bliver vedtaget, og måske skulle vi bare lade det blive ved det. Men når nu fru Sophie Hæstorp Andersen insisterer på, at det ikke var blevet vedtaget, medmindre der var kommet en ny regering, så er jeg bare nødt til at sige, at der ikke var meget, der tydede på, at der ikke ville have været et flertal i Folketinget for at indføre fixerum til narkomaner, lige meget hvilken regering der måtte have været. Det havde næppe været noget kardinalpunkt for en borgerlig regering, så jeg tror, vi havde fået det vedtaget, lige meget hvem der havde været statsminister her i landet.

Så vil jeg bare sige, at grunden til, at det her endte som sjusk og sjask med høringsperiode og alt det her, var, at regeringen ikke var hurtig nok til at få formuleret lovforslaget. Det er sådan set det, der er pointen: Regeringen var for langsom. Mere er der ikke i det, og det behøver vi ikke diskutere længe. Men det er jo bare, som det er.

Ordføreren.

Ja, det er sjovt, at man også skal revses for at gøre sig umage.

I forhold til det, som hr. Simon Emil Ammitzbøll siger, er jeg fuldstændig enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll i, at vi er meget, meget glade alle sammen, men jeg er meget uenig i, at det havde kunnet lade sig gøre med en anden regering. Det har jo netop været et kardinalpunkt for både Venstre og Konservative i mange, mange år, at man ikke ønskede stofindtagelsesrum, og det var også det, vi hørte under førstebehandlingen af lovforslaget. Der var det en meget stejl ordfører fra Venstre, der var på talerstolen, og hr. Tom Behnke har nogle helt andre synspunkter om debatten, som jeg er sikker på vil komme til udtryk fra talerstolen om lidt. Så jeg er helt uenig i, at det ikke krævede et nyt flertal. Det krævede et nyt flertal og en ny regering i det her land at få det lovforslag til at blive til virkelighed.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen så manipulerede fru Sophie Hæstorp Andersen jo lige lidt med sproget, for vi er enige om, at det krævede et nyt flertal. Det krævede bare ikke nogen ny regering, og det var sådan set bare det, jeg antydede. Jeg troede sådan set, at de første 8½ måned havde lært Socialdemokraterne betingelserne for mindretalsregeringer i det her land. Det synes jeg man har fået rigtig mange interessante erfaringer med det første stykke tid, og det ville jo også være sådan for en borgerlig regering. Men lad os nu i stedet for stoppe debatten med at glæde os over, at forslaget bliver vedtaget.

Ordføreren.

Jamen jeg er uenig, for der skal altså en regering til at fremsætte et lovforslag, uanset om der er et flertal eller ej. Ellers kan man jo netop risikere, at det bliver stemt ned. Men inden vi går ind i en lang teknisk debat om, hvorvidt man kan få flertal om noget uden om regeringen, vil jeg sige: Jo, det kan man godt, men jeg synes, det er forkert at sige, at der bare skulle et nyt flertal til. Der har været 10 år med en regering, der har modarbejdet, at det her lovforslag kunne komme i salen. Det synes jeg man burde anerkende, også fra Liberal Alliances side, og så synes jeg, vi sammen skal glæde os over, at vi har arbejdet sammen på at få det her forslag igennem. Og nu kommer det igennem, nu er det blevet fremsat – og forhåbentlig snart vedtaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så har jeg noteret yderligere tre ordførere. Fru Özlem Sara Cekic som SF's ordfører.

Det er en kæmpe håndsrækning, der bliver givet til stofmisbrugere i dag, og vi kommer også et skridt nærmere på regeringsgrundlaget, der siger, at vi skal gøre, hvad vi kan for at nedbringe dødeligheden markant for stofmisbrugere.

For mange år siden skabte det også et ramaskrig, da vi fremsatte beslutningsforslaget om lægeordineret heroin, som i dag bliver støttet af flertallet af Folketinget, og som har gjort, at rigtig mange mennesker faktisk er kommet ud af kriminalitet og kommet nærmere på arbejdsmarkedet og en nogenlunde hverdag. Den første delevaluering, der er kommet, viser, at det har været en succes. Dengang var argumentet også, at heroin var et ulovligt stof, og derfor ville man ikke gå den vej, hvor man ville række hånden ud til stofmisbrugerne.

Vi har siden hen også i fællesskab, flertallet af Folketinget, efter at SF fremsatte beslutningsforslag om anonym stofbehandling, besluttet, at det også skal være muligt, at man kan få anonym stofbehandling, ligesom man kan få anonym alkoholbehandling. De første evalueringer af anonym stofbehandling viser også, at man får fat i en gruppe, som man ikke har kunnet få fat i før. Det er weekendnarkomanerne, som man kalder dem. Det er mennesker, som har et arbejde, har en hverdag, har børn, har familie, men ikke er i stand til at søge behandling, fordi de simpelt hen er bange for, at oplysningerne ryger et andet sted hen. De kan så i dag få anonym stofbehandling.

Det, der så sker i dag, er, at vi i fællesskab, i hvert fald flertallet i Folketinget, siger ja til et stofindtagelsesrum. Hidtil har moralen jo i forhold til stofmisbrugere været, at det er forbudt, og derfor må man ikke, og derfor vil man ikke give den hjælp. Moralen har styret den behandling, vi har givet til stofmisbrugere, i stedet for, at det har været videnskaben, vi har baseret vores behandling på.

Derfor er det da også en fantastisk håndsrækning, at vi fremadrettet siger, at vi tror på videnskaben, vi tror ikke på de løftede moraliserende fingre, der skal fortælle, hvordan mennesker skal leve i forhold til deres sygdom. Nu kommer vi til at behandle mennesker ligeværdigt, og vi kommer til at behandle dem værdigt. Det kan ikke være rigtigt, at mennesker på gader og stræder med bukserne nede prøver at finde en åre, som de kan fikse stof i. Nu kommer det til at være sådan, at de kan henvende sig i et af de her stofindtagelsesrum, hvor der er personale, og kan fikse deres stoffer der. Vi håber, at vi når dem dér, vi håber, at vi kan reducere skadevirkningerne, og vi håber, at vi kan motivere dem til at tage imod den behandling, der skal til, hvis de skal komme ud af deres misbrug.

Det er et af de her gode skridt i den rigtige retning, men samtidig er det jo også nødvendigt, hvis man skal gå ind og nedbringe dødeligheden markant, at vi skal blive ved med at fokusere på det her område. Vi skal blive ved med i fællesskab at finde nogle utraditionelle løsninger for at kunne nå den her målgruppe, som er rigtig, rigtig svær at nå.

Derfor er det en stor glæde og kæmpesejr for de mange mennesker, som lever med stofmisbrug til hverdag, men også en hilsen til dem, der har mistet livet undervejs, fordi Folketinget med den tidligere regering havde valgt at basere deres behandling af stofmisbrugere på moral i stedet for videnskab. At der nu kommer stofindtagelsesrum, er vi utrolig glade for.

Tak til SF's ordfører. Så har fru Jane Heitmann også bedt om ordet som ordfører for Venstre. Værsgo.

Vi hørte fra den socialdemokratiske ordfører, at dette er en historisk dag. Der er i hvert fald et punkt, hvor jeg kan sige at jeg er fuldstændig enig: Dette er en historisk dag. Jeg er lige ved at tro, at det her er første gang i Folketingets historie, at man vedtager et lovforslag, som har haft en høringsfrist på kun 8 timer for nogle aktørers vedkommende.

Det, vi vedtager nu, er en glidebane, hvor dødens købmænd får frit spil. Vi vedtager nu et lovforslag om passiv parkering af stofmisbrugere, hvor vi vælger at fastholde dem i socialt armod, for sagen er jo, at ingen reelt er blevet stoffrie af at fikse i et stofindtagelsesrum, og de seneste undersøgelser fra Sundhedsministeriet viser, at der reelt ikke er nogen narkomaner, som faktisk er døde af en overdosis, efter at de er blevet løsladt fra fængsler. Det har været et af regeringens hovedargumenter, at man gerne ville minimere overdødeligheden blandt narkomaner, der netop er blevet løsladt. Men hvis vi ser på fakta og evidens, er der ingen som helst belæg for den påstand.

Jeg kan derfor kun beklage, at regeringen vælger en passiv misbrugspolitik og ikke vælger at tage et aktivt ansvar og hjælpe alle de ulykkelige stofmisbrugere, vi har i Danmark, ud af socialt armod, ud af kriminalitet og ud af et liv, der for størstedelens vedkommende er uden værdighed.

Der er to med korte bemærkninger, først er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

Ja, man kan jo undre sig lidt over, når nu Venstre har haft magten i 10 år, at ordføreren stadig står her og er meget bekymret for stofmisbrugerne og siger, at vi burde have valgt at gå nogle helt andre veje for at hjælpe de mennesker. Hvorfor har man så ikke løst nogen af de problemstillinger?

Jeg er helt klar over, at man har taget masser af initiativer, som vi også har bakket op om, om sundhedsrum, som dengang efter min mening skulle have været stofindtagelsesrum. Man har været med til at sikre – i en valgkamp – at hr. Lars Løkke Rasmussen meldte ud, at der nu skulle være lægeordineret heroin. Man ville ikke være med til at sikre, at det ikke kun blev for dem, som injicerede, men det vil man pludselig gerne nu – eller det vil De Konservative i hvert fald.

Så kom nu lige ned fra den høje hest. Man har haft ansvaret i 10 år, og der er altså stadig væk massive problemer med overdødelighed blandt stofmisbrugere i Danmark. Man har ikke rykket på tallene for, hvor mange der dør af overdoser, og hvor mange der dør af forgiftninger.

Så vil jeg egentlig gerne høre ordføreren: Hvad er det for aktører, der kun har haft 8 timers høringsfrist?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige til Socialdemokraternes ordfører, at vi lige præcis, mens vi var i regering, har taget en lang række initiativer, som dels skulle mindske tilgangen til stofmisbrug, dels hjælpe de stofmisbrugere, som allerede var havnet i stofmisbrug, ud af deres misbrug. Vi har, som ordføreren var inde på, taget initiativer til sundhedsrum og til lægeordineret heroin. Og hvad angår lægeordineret heroin, er det jo faktisk en af de få ting, som vi reelt ved virker. Vi ved, at de narkomaner, som har været inde over tilbuddet om lægeordineret heroin, faktisk har fået nedbragt deres antal af kriminalitetsdage. De har fået en markant bedre sundhedstilstand, og når man spørger dem, er der jo faktisk narkomaner, der i den nye evalueringsrapport udtaler, at de rent faktisk har fået et liv. Det synes jeg bestemt er en indsats, der er bemærkelsesværdig, og jeg kan da kun appellere til, at regeringen vil arbejde videre ad den vej.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg tror da, vi alle delte glæden over at få vedtaget ordningen med lægeordineret heroin, men det laver ikke om på, at man fra den tidligere regerings side valgte at gøre det til en meget, meget snæver målgruppe, nemlig alene dem, som kun injicerer, altså stiknarkomaner, selv om der allerede dengang var røster fremme om, at der også var erfaringer med andre indtagelsesmetoder.

Så de skridt, man hele tiden har taget, har været enormt små, vil jeg vove at påstå, og stofindtagelsesrum har man ikke villet diskutere nærmest i 10 år, og jeg synes også, det er en meget hård afvisning, vi får i dag.

Men ordføreren svarede ikke på mit spørgsmål: Hvad er det for aktører, der kun har fået 8 timers høringsfrist? For så vidt det er mig bekendt, blev lovforslaget sendt i høring torsdag eftermiddag, og folk havde frist indtil mandag – jeg mener, det var kl. 12.00 eller midt på dagen eller i løbet af eftermiddagen. Så jeg kan ikke se, hvem det er, der kun har haft 8 timers høringsfrist.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det blev fremsendt torsdag, så reelt er der høringsparter, der faktisk kun har haft en arbejdsdag, nemlig fredag, til at svare i høringsperioden. Og det svarer faktisk til en ganske almindelig arbejdsdag på 8 timer, at man har en fredag til at vende tilbage, og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Det er jo også det, som vi i den samlede opposition har klandret regeringen. Vi har sat spørgsmålstegn ved regeringens eget regeringsgrundlag, hvor man jo skriver, at man vil sikre lange høringsfrister og god regeringsførelse. Jeg tillader mig bare at spørge, om det at få en arbejdsdag til at svare på et forslag, der er så væsentligt og har givet anledning til så meget debat, er i orden.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Nu siger ordføreren om lægeordineret heroin, at det ved vi er noget, der virker. Men da debatten var der, første gang det blev foreslået, var der rigtig, rigtig meget kritik af, at man ville begynde at åbne op for, at man skulle begynde at lægeordinere et ulovligt stof som heroin. Det er, fordi man grundlæggende fra de borgerliges side tror på, at man kan gøre stofmisbrugerne stoffri ved simpelt hen at løfte pegefingeren. Men nu viser videnskaben jo, at den vej, vi valgte at gå efter lang tids massivt arbejde, hvor vi i fællesskab valgte at sige, at vi ville prøve lægeordineret heroin, betyder, at vi faktisk kan gå ind og redde menneskeliv.

Når ordføreren siger, at det er en passiv stofmisbrugspolitik, regeringen har valgt, vil jeg spørge, hvordan det kan være en passiv politik, man har valgt, når man bliver ved med at støtte lægeordineret heroin, anonym stofbehandling og samtidig laver stofindtagelsesrum, hvor der er sundhedspersonale, der kan motivere. Mener ordføreren, at det er udtryk for en passiv politik, når der er et sundhedspersonale, et tværfagligt personale, der kan motiverere den enkelte til at søge hjælp?

Ordføreren.

Jamen er det i virkeligheden ikke fantastisk, at vi har taget initiativer til tiltag på stofmisbrugsområdet, som vi med den delevalueringsrapport, der er kommet, faktisk kan konstatere virker? Tænk, hvis vi har fundet en lillebitte vej til faktisk at hjælpe en meget, meget belastet gruppe. Jeg kan ikke andet end at glæde mig sammen med SF's ordfører.

Det er og bliver passiv misbrugspolitik at parkere narkomaner i stofindtagelsesrum. Det er betænkeligt, at det bliver lovligt at indtage ulovlige stoffer på visse matrikler. Det er betænkeligt, at ulovlige stoffer stadig væk kan købes på det illegale marked. Det er betænkeligt, at ulovlige stoffer, som indtages i de her fixerum, stadig væk vil være beskidte og urene. Og det er betænkeligt, at vi ikke forsøger at hjælpe en gruppe stofmisbrugere ud af deres misbrug og ud af deres sociale armod, men vælger at parkere dem i stofindtagelsesrum, hvor de kan sidde og være kriminelle i fred.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg vil anbefale, at man ikke bruger ordet parkere. Det er en bil, man parkerer. I dag sidder vi og diskuterer en gruppe mennesker, som har det rigtig, rigtig svært. Jeg synes, det er en uværdig måde at snakke om de her mennesker på.

Ordføreren siger gentagne gange, at vi ud fra delevalueringen af behandlingen med lægeordineret heroin ved, at det virker. Men vi begynder også at måle det her i forhold til, hvad det er for nogle kriterier, der skal opfyldes; hvordan det er, vi skal prøve at nå de her mennesker; om det har hjulpet i forhold til skadereduktion; om det har hjulpet i forhold til at motivere dem til at søge hjælp. Og hvis nu evalueringen af det viser, at det virker med stofindtagelsesrum, betyder det så, at Venstre vil lægge op til, at man støtter det? Det er det, jeg spørger om helt konkret.

Er den eneste grund til, at Venstre ikke støtter det her forslag, at man simpelt mangler videnskabelige data på, om det virker? For så kunne det være rigtig interessant at diskutere det her, når der også kommer en delevaluering af stofindtagelsesrum.

Ordføreren.

Ja, hvis det altså virker, kan vi jo konstatere, at det vil være første gang i verdenshistorien. Man kan sige, at de internationale erfaringer, man har med stofindtagelsesrum eller fixerum, jo helt tydeligt viser, at der ikke er en eneste narkoman, som man kan konstatere er blevet stoffri efter at have frekventeret et fixerum. Så det vil da være første gang i verdenshistorien, hvis det scenarie skulle udspille sig her i vores lille nation.

Så vil jeg gerne ganske kort i forhold til mit svar til ordføreren før præcisere, at jeg naturligvis ikke mener, at narkomaner er kriminelle. Det, jeg mener, er, at for en stor dels vedkommende er stofferne erhvervet for midler, som kan være indhentet ved kriminalitet.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, at det virker, som om ordføreren, fru Jane Heitmann, opstiller en fuldstændig falsk modsætning mellem det at have ambitioner for behandlingstilbud til stofafhængige og det at etablere muligheden for stofindtagelsesrum. Så jeg vil godt bede ordføreren om at præcisere, hvad det er, der lige præcis forhindrer, at man parallelt med, at man etablerer muligheden for stofindtagelsesrum, også kan have en ambitiøs strategi for, hvordan vi hjælper de stofafhængige, som måtte ønske at komme ud af deres misbrug, og som har overskuddet til det og til at tage imod behandlingstilbud. Hvad er det i etablering af stofindtagelsesrum, som skulle forhindre det? Det er da ikke en modsætning.

Ordføreren.

Det, der er det problematiske ved etableringen af fixerum, er, at det bl.a. er en glidebane. Det er også en måde at fastholde narkomaner i deres misbrug, og det er en måde at give dødens købmænd frit spil til stadig væk at kunne handle stoffer på. Det er ikke en måde at sikre, at de stoffer, som misbrugerne indtager, er rene og ordentlige, og det er det, der lige præcis er det problematiske ved det her lovforslag.

Fru Camilla Hersom.

Nu er det jo sådan med de svært stofafhængige, at de netop er afhængige af deres stoffer, så de tager jo de stoffer, uanset hvad. Så jeg vil bede Venstres ordfører om at bekræfte, at det, der følger af Venstres indstilling til det her forslag, er, at de mest udsatte grupper i vores samfund fortsat er henvist til at indtage deres stoffer på gader og stræder og i opgange under dybt, dybt uhygiejniske og umenneskelige forhold. Det er det, der er konsekvensen af Venstres holdning til det her forslag. Vil fru Jane Heitmann bekræfte det?

Ordføreren.

Det vil jeg på ingen måde bekræfte, for vi er fra Venstres side fuldstændig bevidste om, at der er en stor gruppe meget hårdt belastede misbrugere, som i den grad fortjener vores opmærksomhed og fortjener vores hjælp. Men det er ikke nogen hjælp at give dem, at vi parkerer dem passivt, at vi lukker døren og gør fuldstændig ligesom strudsen, nemlig stikker hovedet i busken. Det er ikke en reel hjælp.

Tidligere diskuterede jeg lægeordineret heroin både med SF's ordfører og Socialdemokraternes ordfører. Det er, kan vi jo se af de evalueringsrapporter, som der ligger, en farbar vej at gå, og det bringer lige præcis narkomanerne ud af deres kriminalitet, det bringer dem ud af den sociale armod, og det giver dem rent faktisk et værdigt liv. Og det er det, der er det allervigtigste for os i Venstre. Det er, at vi sikrer et liv med værdighed, også for de mennesker, som har det allerallersværest.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne bede ordføreren uddybe, hvordan det her er en glidebane. Altså, hvor kan det, ud fra de erfaringer, man har gjort sig i udlandet, ses, at det har været en glidebane, og at det har ført til, at der er kommet flere narkomaner, at flere er døde? Hvad er det helt specifikt og konkret, der menes med glidebane, ud fra de erfaringer, man har gjort sig i udlandet?

Ordføreren.

Det kan ikke andet end være en glidebane, når man tillader, at ulovligt indkøbte stoffer kan indtages lovligt i et offentligt stofindtagelsesrum. Det kan ikke andet end give anledning til, at tingene vil skride på et eller andet tidspunkt.

Hr. Joachim B. Olsen.

Helt ærligt, det er da noget vås. Det er da ikke et svar at komme med. Jeg beder om konkrete eksempler på, at de erfaringer, man har gjort sig i udlandet, hvor man har indført det her, har vist, at det er en glidebane, og så står ordføreren og siger: Jeg tror; det kan ikke være andet end; på et eller andet tidspunkt vil det bryde sammen. Kom nu med nogle konkrete eksempler i stedet for at stå og lukke sådan noget vås ud.

Ordføreren.

En af de ting, der har været rigtig, rigtig vanskelig ved det her lovforslag, er, at det har været meget svært at få et konkret svar på de spørgsmål, der er blevet stillet under udvalgsbehandlingen.

Hvis jeg lige skal nævne et eksempel på det, så er der det her med, hvor mange gram stof en narkoman kan have på sig i en eller anden form for nærhed til et fixerum. Der har vi i udvalgsarbejdet faktisk ikke kunnet få noget svar på, hvordan f.eks. umiddelbar nærhed defineres. Det betyder, at man fuldstændig frit kan rende rundt med ulovlige stoffer på sig i en eller anden afstand til et eller andet fixerum, som ingen ved hvad er. Det synes jeg er meget, meget problematisk, og det er i allerhøjeste grad en glidebane mod intetheden, ud mod noget, vi ikke ved, hvad er, når man i udvalgsarbejdet end ikke kan få konkrete svar på meget, meget konkrete spørgsmål til formuleringer i lovforslaget.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg er glad for at kunne konstatere, at folketingsmedlemmer hurtigt lærer at snakke udenom. Pointen er, at der blev stillet et meget præcist spørgsmål om, hvorvidt der var eksempler fra udlandet på, at det her havde ført til en glidebane. Så får vi en lang sang om uklare svar på spørgsmål i udvalgsarbejdet. Kender ordføreren konkrete eksempler fra udlandet på, at det her har ført til en glidebane?

Mit andet spørgsmål er: Hvis narkomanerne ikke skal indtage deres stoffer i stofindtagelsesrum, men heller ikke i opgange, kældre og på gader og veje, hvor skal de så indtage dem henne? For ordføreren sagde jo, at hvis man stemte imod det her forslag, ville det ikke føre til, at narkomaner ville indtage deres stoffer i kældergange.

Ordføreren.

Jeg kan jo så også konstatere, at hr. Per Clausen efter mange år i Folketinget har lært at twiste ordene. Jeg synes ikke, jeg gjorde mig klog på, hvor narkomaner så skulle indtage deres stoffer. Det, som jeg erindrer at jeg sagde, var, at jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi har nogle tilbud, som vi ved virker, og et af dem kunne være lægeordineret heroin. Og kan man få flere eller bedre tilbud i forbindelse med lægeordineret heroin, så giver det jo sig selv, hvor de her stofmisbrugere kan indtage deres stoffer.

Hr. Per Clausen.

Altså, jeg er jo glad for at høre, at Venstre er indstillet på at gennemføre en meget omfattende liberalisering af området vedrørende lægeordineret heroin. Det er godt, selv om det er nyt, men det bliver det selvfølgelig kun endnu bedre af.

Men tilbage står vel, at det at stemme imod det her forslag ikke sikrer narkomanerne noget som helst alternativ til at fixe i opgange, på gader og stræder og under uhygiejniske forhold. Det alternativ findes jo ikke, fordi man stemmer det her forslag ned. Så konklusionen på det her bliver vel alligevel – i hvert fald i en periode, indtil Venstre får liberaliseret udleveringen af lægeordineret heroin ganske voldsomt, vil jeg sige – at narkomanerne vil være henvist til at fixe i opgange og på gader og stræder til gene for sig selv og omgivelserne.

Ordføreren.

I bund og grund handler det her jo om, at regeringen og regeringens støtteparti bør komme på banen med et forslag, som reelt kan flytte noget for stofmisbrugere og ikke bare fastholde dem.

Tak til Venstres ordfører. Så har hr. Jens Henrik Thulesen Dahl også bedt om ordet som ordfører.

Tak. Jeg vil gerne understrege, at Dansk Folkeparti ønsker at hjælpe de stofmisbrugere, der er derude, og det er faktisk en del af baggrunden for, at vi stemmer imod det her forslag. I alle de anbefalinger, vi har fået, alt det materiale, vi har fået i forbindelse med behandlingen af det her lovforslag, er der én ting der går igen, og det er, at man siger, at muligvis kan stofindtagelsesrum reducere dødeligheden, men forudsætningen for, at det på nogen måde skal kunne give mening at etablere dem, er, at der også er alle de andre tilbud. Og det er egentlig vores hovedanke her, altså at det har man jo ikke.

Nu har vi lige fået rapporter om lægeordineret heroin, og vi har hørt de gode eksempler på, at nogle oplever, at det faktisk får dem ud af kriminalitet, at det faktisk giver dem mod på at komme ud af deres stofmisbrug, og at det faktisk giver dem mod på at få et liv. Hvordan kan det så være, at det ikke er den vej, man skal gå? Hvordan kan det være, at man ikke insisterer på, at kommunerne skal have nogle hurtige tilbud? Hvordan kan det være, at man ikke insisterer på at få gang i alle de forebyggende tiltag, når vi faktisk kan se, at det er grundlaget for, at man overhovedet kan begynde at overveje stofindtagelsesrum?

Stofindtagelsesrum gør ikke noget ved de urene stoffer – det er der jo heller ikke nogen der vil benægte – de gør ikke noget ved det illegale marked, og de gør ikke noget ved den kriminalitet, som stofmisbrugeren jo stadig væk står for. Samtidig vil jeg sige, for at tage fat i et helt andet hjørne af det her, at vi jo i forbindelse med udvalgsarbejdet har forsøgt at få opklaret, hvordan man egentlig vil bruge de her rum, og hvordan man kan lave dem. Nu siger man, at der skal være personale, der skal hjælpe og vejlede og rådgive, men det personale skal jo også have et ordentligt arbejdsmiljø. Hvordan skal det personale kunne agere i de her omgivelser, hvis der er rygeheroin i spil? For vi ved jo, at hvis man er i samme rum som nogle, der ryger heroin, vil man naturligt nok få det i blodet, og dermed indtager man jo stoffer. Det er måske meget vigtigere, at man kan være der og hjælpe nogle, end at man tager hensyn til sig selv, men vi synes altså også, det er vigtigt, at det personale, der skal arbejde derude, har helt klare vilkår. Og det er ikke noget vi har kunnet få klaring på, altså hvordan man skal håndtere det, hvordan man skal gøre det derude. Nej, det, man siger, er, at det må de finde ud af ude i kommunerne, når de skal etablere dem.

Hvordan skal man sikre, hvis de her stofindtagelsesrum skal placeres, at de bliver placeret i områder, så de ikke ligger op ad skoler eller ikke ligger op ad daginstitutioner eller ikke ligger steder, hvor det miljø, der så skabes deromkring, bare skaber nye problemer?

Der er rigtig mange uafklarede ting i forhold til det her forslag. Det helt centrale må være, at man over for stofmisbrugerne laver den nødvendige sociale indsats, og at man har en hel række gode tilbud. Og der er lægeordineret heroin jo som nævnt en oplagt mulighed.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Özlem Sara Cekic.

Jeg bliver lidt i tvivl om, om ordføreren faktisk har læst forslaget. Ved ordføreren ikke, at det her lovforslag går ud på, at man skal hjælpe stofmisbrugerne og ikke bekæmpe rockerne i forhold til det illegale stofmarked? Det er ikke derfor, vi laver stofindtagerrum. For ordføreren siger: Det her forhindrer jo ikke, at der bliver solgt de her stoffer. Men det er heller ikke det, der er formålet med det. Formålet er jo at sørge for, at de her mennesker, som har et stofafhængighedsproblem, ikke skal stå på gader og stræder med bukserne nede for at prøve at finde en åre med en uren kanyle, men at de kan komme et sted, hvor der er værdighed, og hvor der er sundhedspersonale.

Nu gentager ordføreren flere gange: Hvorfor laver man ikke andre tiltag, så man socialt og sundhedsmæssigt prøver at nå de her mennesker? Men det her er da ikke i modsætning til, at man også skal lave det andet, hvilket man også gør. Og vi skal fra regeringens side også begynde at iværksætte nye og andre tiltag. Så hvordan kan det være hinandens modsætning?

Så første spørgsmål er: Har ordføreren læst forslaget?

Det andet spørgsmål er: Hvordan kan det være hinandens modsætning?

Værsgo.

Jamen jeg må da vedkende mig, at jeg rent faktisk har læst forslaget. Og når jeg antyder, at man ikke tager hånd om problemerne med kriminalitet, så er det jo en følgevirkning. Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er det, som det her forslag skal tage hånd om. Men så vil jeg jo lige gerne spørge: Hvordan kan det være, at man ikke tager fat i alle de andre muligheder, der er? Hvorfor sikrer man ikke, at de ude i landet faktisk har de tilbud, der skulle til, så det her stofindtagelsesrum ikke var nødvendigt? Hvorfor er det ikke den vej, man går, altså sikrer, at man gør, hvad man kan for at forebygge og for at have andre tiltag i spil?

Fru Özlem Sara Cekic.

For os har det aldrig været et enten-eller. Det er et både-og. Ordføreren siger, at så er der ikke behov for, at vi har et stofindtagerrum. Det behov er der. Det ser man, hvis man bare bruger en halv time på at gå ned ad Istedgade og sidegaderne og stå foran Mændenes Hjem. Behovet er der. Spørgsmålet er, om vi skal sidde og være moralske overdommere fra Folketingets side, eller om vi skal lytte til de eksperter, der er på området, som siger, at der er behov for det her tilbud.

Det her er jo ikke med til at forebygge de følgevirkninger, der er med, at folk ender i kriminalitet. Det er derfor, det bliver så spændende at kigge på hele aftalen om lægeordineret heroin. Jeg kan forstå, at der også er konservative og andre, der bakker op om, at man skal gå ind og prøve at udvide ordningen, så der også er flere nye målgrupper. Jeg vil høre: Vil Dansk Folkeparti også det? Vil man være med til, at vi går ind og kigger på den ordning, så vi udvider gruppen, så det ikke kun er lægeordineret heroin? Det vil jeg gerne lige have et svar på.

Værsgo.

Vi vil gerne være med til at se på alle muligheder, altså hvor vi kan gøre tingene bedre. Derfor kigger vi også på, hvad der bliver anbefalet af de eksperter. Vi har masser af materiale som baggrund for det her lovforslag, og det siger jo netop, at stofindtagelsesrum ikke i sig selv har nogen væsentlig effekt. Men det, der er fuldstændig afgørende, er, at man har tilbud: behandlingstilbud, sociale tilbud, alle mulige andre tilbud. Det er sådan set bare det, vi siger. Vi har ikke udtømt det. Så der er mange andre veje. Derfor er vi ikke nået til, at det egentlig er relevant at diskutere stofindtagelsesrum.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Ordføreren siger, at det her ikke ændre på, at narkomanerne indtage urene stoffer. Hvad vil ordføreren gøre for, at narkomanerne ikke indtager urene stoffer?

Ordføreren.

Jamen jeg synes netop, at de gode eksempler, der er med lægeordineret heroin, gør, at der er nogle muligheder der, som man bør kigge på. Det er sådan set den anbefaling, jeg vil give.

Hr. Joachim B. Olsen.

Men det er jo kun en meget lille gruppe. Vil det så sige, at Dansk Folkeparti er indstillet på – når man nu har det her store ønske om at gøre noget ved det faktum, at der bliver indtaget urene stoffer – at udbrede det, så alle stofmisbrugere, som i dag går rundt på Vesterbro og som vil være dem, som vil blive brugere af det her stofindtagelsesrum, kan få rene stoffer. Skal det forstås på den måde?

Og så vil jeg gerne vide et par ting til. I dag indtager stofbrugere urene stoffer på gaden. Hvordan kan det så blive værre af, at de indtager det under nogle sikre forhold i et stofindtagelsesrum, hvor der er personale til stede, og hvor de også får en adgang til at komme ind i nogle tilbud osv., så de kan komme videre deres liv. Det er jo det, erfaringerne fra Canada klokkeklart viser, nemlig at de her stofindtagelsesrum har hjulpet med til det. Punkt 1: Skal vi gøre det sådan, at alle stofbrugere kan få rene stoffer? Punkt 2: Hvordan ændrer det her ved, at man allerede i dag indtager urene stoffer?

Ordføreren.

Jamen i Dansk Folkeparti vil vi meget gerne med til at se på, hvad der kan være af muligheder for at hjælpe stofmisbrugerne. Det har jeg sagt flere gange, og det står vi selvfølgelig ved. Det at lave stofindtagelsesrum ændrer jo ikke på, at man indtager urene stoffer. Så det her forslag har sådan set ikke noget med det at gøre. Der kunne alle mulige andre løsninger være meget bedre. Og i forhold til kriminalitet m.v. så ændrer det her jo heller ikke på noget – måske tværtimod.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Det med de urene stoffer tror jeg ikke man løser, medmindre man gør det muligt for alle stofmisbrugere at gå ned på apoteket og hente lægeordinerede stoffer. Og jeg fornemmer ligesom ikke, at det er der, Dansk Folkeparti er henne. Og jeg fornemmer heller ikke, at det er der, den store brede danske befolkning er henne, når det handler om dansk narkotikapolitik.

Derfor vil jeg egentlig bare spørge ordføreren: Når nu stofferne er urene, fordi de er købt under kriminelle forhold – altså på et ulovligt marked – er ordføreren så ikke enig i, at det stadig væk er et mere sikkert alternativ at indtage stofferne i et stofindtagelsesrum, hvor der er hjælp at hente, hvis man får en overdosis, hvor man kan få hjælp til at komme i behandling hurtigt, hvis man gerne vil ud af det, gøre brug af behandlingsgaranti og andre gode tiltag? Altså, når tingene nu ser ud, som de gør, så er et stofindtagelsesrum et sted, hvor man faktisk rækker hånden ud og bringer folk tættere på behandlingsapparatet.

Ordføreren.

Når tingene nu ser ud, som de ser ud, så er det jo, fordi man ikke har udtømt de muligheder, der kunne være for at lave andre tiltag. Så kan man selvfølgelig godt sige, at nu laver vi et rum, og så får vi gjort nogle ting bedre det sted i forhold til de problemer, der er i dag. Det er bare ikke den vej, vi ønsker at gå nu.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jamen hvad er det for andre tiltag, der ikke er prøvet af? Altså, i dag har vi hørt flere borgerlige ordførere sige, at man ønsker at udvide behandlingen med lægeordineret heroin. Det er jo glædeligt. Vi håber også, at man vil være med til at finde pengene til det.

Jeg vil bare sige, at det ikke er alle stofmisbrugere, der bruger heroin. Der er rigtig mange stofmisbrugere, der tager kokain. Der er også mange, der tager en cocktail af alle mulige tilgængelige stoffer, de nu kan komme i nærheden af. Så hvad er alternativet for de mennesker? Der vil jo stadig væk og altid også være en ret stor gruppe af udsatte mennesker, som ikke her og nu er motiveret for at gå i behandling, men som vi dog trods alt stadig væk burde give den omsorg at sikre, at de overlever deres stofafhængighed og en dag kan komme ud på den anden side uden at være smittet med hiv, uden at være smittet med smitsom leverbetændelse, uden at have fået hjerteklap-betændelse, uden at have fået sat benet eller foden eller armen af på grund af betændelsestilstande. Altså hvor vi ud fra et medmenneskeligt synspunkt gerne vil hjælpe folk, uanset hvor de er henne i deres liv.

Ordføreren.

Jamen vi tror som sagt bare ikke på, at de andre muligheder, der er, er udtømt. Ordføreren spurgte om, hvilke muligheder det kunne være. Jamen lægeordineret heroin har netop vist nogle gode resultater. Ude i kommunerne undlader man i mange tilfælde at bruge de tilbud, der faktisk kunne være, for man har ikke lige penge til dem. Der skal være et tilbud til den stofmisbruger, som faktisk er motiveret for at tage imod et tilbud, så vedkommende kan komme i behandling her og nu, og så der efterfølgende følges op med sociale indsatser. De sociale indsatser, som kan gøre en forskel i det her, skal gøres. Der er rigtig mange ting, man kunne gøre udeomkring, som man ikke gør i dag, og derfor mener vi sådan set ikke, det overhovedet er relevant at diskutere stofindtagelsesrum.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Det er flere gange blevet fremhævet af ordføreren, at det centrale er, at man også kan tilbyde de svært stofafhængige sociale og behandlingsmæssige tilbud. Det er der mig bekendt ikke nogen af de partier, som støtter det forslag, der er til behandling i dag, som er imod. Tværtimod er vi jo fælles om, at vi gerne vil gøre endnu mere for de mest udsatte i samfundet.

Det bliver så fremhævet i ordførertalen, at det er af hensyn til narkomanerne og af hensyn til arbejdsmiljøet for de ansatte, at man ikke kan stemme for det her forslag, vi altså behandler i dag – det helt konkrete forslag.

Jeg medgiver, at de ansatte nok skal have nogle særlige kompetencer for at kunne fungere i et arbejdsmiljø, som også vil være præget af belastning, men når det kommer til de stofafhængige, altså narkomanerne, vil ordføreren så ikke være sød at præcisere, hvordan det lige præcis er, at det skulle gå ud over dem, at vi etablerer stofindtagelsesrum. Hvordan er det lige præcis, det påvirker deres situation negativt, at vi etablerer stofindtagelsesrum?

Ordføreren.

Jamen det, det handler om, er jo ikke, om et stofindtagelsesrum eventuelt er godt eller skidt for den enkelte misbruger. Det, det handler om, er, at der er rigtig mange negative konsekvenser af et stofindtagelsesrum i øvrigt, og det, det handler om, er, at der er andre veje at gå i den her sag. Det er sådan set det, vi anfører som det primære i forhold til, at vi ikke kan stemme for det her forslag.

Fru Camilla Hersom.

Jeg synes, det er beklageligt, at Dansk Folkeparti ikke har haft modet til at stemme for det her forslag, ligesom Dansk Folkeparti har haft mod til tidligere faktisk at støtte lægeordineret heroin.

Jeg vil fastholde, at hvis man tager udgangspunkt i det, som er de stofafhængiges situation, og f.eks. kigger på høringssvarene, så er der en lang, lang stribe af foreninger og organisationer – som har med de stofafhængige at gøre – som har givet udtryk for, hvor utrolig vigtigt det er, at man får den her mulighed. Det gælder Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, det gælder Dansk Socialrådgiverforeningen, det gælder Dansk Sygeplejeråd, det gælder Foreningen Fixerum, Københavns Kommune, Gadejuristen, Landsforeningen af VæreSteder, Lægeforeningen, Mændenes Hjem osv. osv.

Gør det ikke indtryk på Dansk Folkeparti, at de organisationer og instanser, som har den tætteste kontakt til de allermest udsatte stofafhængige, anbefaler den her mulighed for etablering af stofindtagelsesrum?

Ordføreren.

Høringssvar gør altid indtryk, og dem lytter vi også til, men det gør også indtryk, når der i de ekspertvurderinger, som ligger til grund for det her forslag, anføres, at en afgørende ting er, at man har udtømt – udtømt – alle andre muligheder for tiltag og hjælpende foranstaltninger og andre veje. Og det mener vi ikke man har, og dermed kan vi altså ikke støtte det her forslag.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tusind tak. I 40 år har man bekæmpet narko. Den findes stadig væk. Den har vist sig at være ekstremt modstandsdygtig over for alle initiativer, som alle mulige stater har taget. Den bliver stadig væk efterspurgt. Konsekvensen af det er for en lang række mennesker fuldstændig frygtelige. Men det er nok også kommet dertil, hvor man må erkende, at det ikke er alle de initiativer, man har taget, som har virket. Der bliver her i dag talt meget om, at man skal udtømme alle muligheder. Det er jo bare sådan, og det er et faktum, at når man ser på, hvor stort tilbagefaldet er blandt stofbrugere, som er i behandling, vil man se, at det er helt enormt. Det er otte ud af ti, som falder tilbage. Det har ikke virket i en lang række tilfælde.

Definitionen på sindssyge er at gentage det samme mønster eller den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat hver gang. Det er i høj grad den tilgang, som har præget både initiativer, som skulle mindske salget af narko, og behandlingen af narkomaner.

Nu kommer der så her et lovforslag, som jeg vil vove at påstå også var blevet gennemført, hvis der ikke havde været et regeringsskifte, for Liberal Alliance havde med garanti fremsat lovforslaget, og så er det jo næsten en umulig situation at forestille sig, at der ikke havde været et flertal uden om regeringen. Så det her var blevet vedtaget under alle omstændigheder.

Jeg må sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke kan samles enstemmighed om det her. Der er ikke ret mange rationelle begrundelser for, hvorfor man ikke skulle lave det her tiltag. Erfaringerne fra udlandet er positive. Det her er skadesreduktion. Det er den vej, som behandlingen af stofbrugere går, også i erkendelse af, at meget af det, man har lavet tidligere, netop ikke har virket. Det her løser på ingen måde alle problemer. Det fjerner ikke efterspørgselen på narko, og derfor fjerner det heller ikke dem, der er villige til at sælge det, men det gør det bestemt heller ikke værre, og det vil øge chancen for, at nogle af de mest udsatte rent faktisk kan overleve og gøre brug af de sundhedstilbud, som vi ellers har til dem. Derfor synes vi også, at det er rigtig glædeligt, at det bliver fremsat og vedtaget.

Så må jeg også sige, at nogle af de argumenter, man har hørt fra de andre oppositionspartier i dag, virkelig er tynde. De er baseret mere på følelser end på faglighed. Det synes jeg er ærgerligt, når det er en sag, der handler om at redde menneskeliv. Det er simpelt hen irrationelt.

Det, man kunne have ønsket sig, var, at man måske var gået lidt længere med hensyn til afkriminalisering, sådan at mængden, man må have på sig, var blevet øget, ligesom man har gjort i Portugal med ganske gavnlige effekter. For det er jo ikke sådan, at en narkoman eller stofbruger, når vedkommende får beslaglagt sit stof inde på Vesterbro, så siger: Det var vel nok ærgerligt, nu går jeg hjem og lægger mig, og så får jeg ikke mit stof i dag. Nej, det er ikke det, der sker. Stofbrugeren bliver måske endda endnu mere desperat og er villig til at begå endnu mere desperat kriminalitet, som går ud over mennesker, som er fuldstændig uskyldige og hverken har med køb eller salg af narkotika at gøre.

Det, som vi efterspørger, er, at der skal være en mere saglig og rationel tilgang til det her. Nu har man prøvet det samme i 40 år, og det har ikke virket. Det her er et lille skridt ind på fornuftens sti, og det kan vi kun bifalde i Liberal Alliance. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann.

Tak til ordføreren. Det var en interessant vinkel, som ordføreren valgte at lægge på det, og jeg synes lige, jeg sådan bliver nødt til at spørge uddybende. Ordføreren nævnte, at stofindtagelsesrum kan redde menneskeliv. Vil ordføreren lige præcisere, hvor han har den kendsgerning fra?

Ordføreren.

Det viser erfaringer både fra Canada og fra Hamborg og fra Portugal. Jeg har på ingen måde sagt, at det her er et mirakelmiddel, men erfaringerne fra f.eks. Canada viser, at brugen af stofindtagelsesrum er en måde, hvorpå de stofbrugere, som har mindst overskud, kommer i kontakt med et behandlingssystem, og dermed bliver adgangen nemmere til behandlingssystemet. Derfor synes jeg også, man skulle kombinere f.eks. det her forslag med nogle af dem, som hr. Tom Behnke har stillet. Det ville være et endnu bedre skridt.

Fru Jane Heitmann.

Så er det egentlig med megen undren, at jeg står her med et svar fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i hånden, hvor jeg faktisk har spurgt ministeren, om ministeren på baggrund af de udenlandske erfaringer vil oplyse, hvor mange stofmisbrugere der reelt er kommet ud af deres stofmisbrug efter at have frekventeret et stofindtagelsesrum. Og det, som ministeren skriver, er, at man reelt ikke ved, hvor mange der er kommet ud af et misbrug efter at have frekventeret et stofindtagelsesrum.

Jeg undrer mig bare lidt over ministerens svar, og at hr. Joachim B. Olsen tilsyneladende ved noget, som ingen andre i hele Sundhedsudvalget ved.

Ordføreren.

Jamen det kan da godt være, at ministeren svarer sådan, men når man spørger politiet i Hamborg, og når man ser på de erfaringer, der er fra Canada, vil man se, at erfaringerne helt entydige. Det kan godt være, at man ikke kan komme med et konkret tal på, hvor mange der er blevet reddet, det er da meget muligt, men det rokker ikke ved den kendsgerning, at erfaringerne fra udlandet vedrørende skadesreduktion er positive – helt entydigt positive.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så har fru Camilla Hersom bedt om ordet som ordfører for De Radikale.

Tak for det. Jeg havde egentlig ikke planlagt at tage ordet i dag som ordfører i den her sag. Vi havde en lang og fyldig debat også under førstebehandlingen, og der er blevet stillet en lang række spørgsmål i forbindelse med udvalgsbehandlingen af det her lovforslag. Så jeg havde faktisk ikke forventet, at vi ville få så grundig en debat, som vi har haft her ved tredjebehandlingen også.

Når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg eller vi i Det Radikale Venstre egentlig føler os fuldt dækket af det, som blev fremført af den socialdemokratiske ordfører, som jo har arbejdet længe og grundigt med den her sag. Så det vil vi gerne kvittere for.

Når jeg alligevel er gået herop, er det, fordi den debat, vi har haft, på mange måder kommer til at handle om alt muligt andet end det, der egentlig er kernen i lovforslaget. Det lovforslag, vi behandler i dag, handler om muligheden for at etablere stofindtagelsesrum i danske kommuner. Det handler ikke om behandling af stofafhængighed; det handler ikke om bekæmpelse af kriminalitet; det handler ikke om, hvad vi gør ved det problem, at der er urene stoffer på markedet; det handler ikke om nogle af alle de ting, som vi alle sammen også synes er alvorlige problemstillinger, og hvor det jo er regeringspartiernes ambition, at vi vil gøre så meget, som vi overhovedet kan, for de mest udsatte.

Det, som det her helt konkrete lovforslag handler om, er at skabe et minimum af værdighed for de allermest udsatte i vores samfund. Det er simpelt hen det, det handler om: at give folk rammer, som er mennesker værdige, for at de dermed måske kan få det lille overskud, der gør, at de kan tage imod de behandlingstilbud, som samfundet tilbyder. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Tom Behnke som konservativ ordfører.

Hvis ikke det var så alvorligt, blev man jo helt fristet til at konstatere, at et væsentligt problem med den her debat er, at regeringspartierne jo sådan nærmest er inde i en rus, en glædesrus, over, at man har flertallet, at man har et markant flertal, og den glædesrus kommer så til udtryk, ved at man helt glemmer at se helheden i den her problemstilling.

Det, der er så ærgerligt, når vi diskuterer regeringens forslag, er, at man ikke ser helheden. Man vælger at tage nogle enkeltelementer ud, fremsætter et forslag, der løser de problemer, men lukker i øvrigt øjnene for alle mulige andre problemer, der er forbundet med det her. Det er det, der er problemet. Det, der er tale om, er, at regeringen fremsætter et forslag, som kun er en halv løsning. Og det er derfor, at vi fra konservativ side stemmer imod. Vi vil ikke en halv løsning, vi vil en hel løsning.

Løsningen her er en halv løsning, fordi det, man gør, er at oprette fixerum, hvor stofmisbrugere kan indtage ulovlige stoffer lovligt. Stofferne er ulovlige, og det gør man ikke noget ved. Stofferne er urene og giver skader, og det gør man heller ikke noget ved. Jo, man tilbyder, når så skaden er sket, at gøre noget ved skaden. Det gør man allerede i dag i sundhedsrummene, så der er ingen forskel på det. Men man gør intet for at gøre noget ved, at det er ulovlige stoffer. Man gør ikke noget som helst ved, at det er urene stoffer. Og det værste er, at man overhovedet heller ikke gør nogen ting, i forhold til at styrken af de her stoffer er fuldstændig ukontrolleret. Det er det, der slår stofmisbrugerne ihjel; det er, når de tager en overdosis, fordi de tror, at det stof, de har fået fat i, har en bestemt koncentration, og det så viser sig, at det er meget stærkere, og så får de en overdosis. Og så er det rigtigt, at hvis de indtager disse ukontrollerede stoffer på et sted, hvor der er andre mennesker til stede, der kan hjælpe, når de er ved at dø, kan man redde de liv, men man løser jo ikke det grundlæggende problem, nemlig at det er det stof, der bliver indtaget, som er problemet. Det løser man ikke, og det er derfor, at det her kun er et halvt forslag, kun er en halv løsning.

Derudover lukker man også øjnene for noget. Det er jo så dér, hvor nogle har syntes, at det var helt forfærdeligt, at man sådan kunne have nogle moralske overvejelser med hensyn til det her. Vi skal kun lytte til videnskaben, siger man. Hvilken videnskab? vil jeg så lige indskyde her, for det er jo heller ikke sådan, at man inden for videnskaben er fuldstændig enig på det her område, og selv om man så skulle være det, er det vel heller ikke sådan, at et Folketing er underlagt, hvad videnskabsmændene siger. Så kan vi jo nedlægge parlamentet. Altså, det er jo et folkestyre, vi har, og ikke et videnskabsmandsstyre. Men det, som gør sig gældende her, er, at hele det illegale marked holder man stadig væk liv i, og det er da et moralsk problem. Hvordan kan man lukke øjnene for det? Hvordan kan man skose dem, der stemmer imod eller stemmer gult, for, at de har nogle moralske overvejelser med hensyn til det her? Hvordan kan man tillade sig at gøre det, bare fordi man har flertallet og man er inde i denne glædesrus og så lige skal nå at sparke til dem, der er imod det her lovforslag, med nogle helt uhørte argumenter?

Følgekriminaliteten er der stadig væk, hvad angår tyverier af den ene eller anden slags. Det er indbrud, det er røverier osv., det er der stadig væk, og det løser det her forslag ikke. Jeg siger ikke, at det gør det værre, for det gør det ikke. Men det er der stadig væk, og man forholder sig ikke til det. Man lukker øjnene og siger: Nå ja, det vil vi helst ikke vide. Når stofmisbrugerne sidder i et fixerum, har de først været ude at stjæle et fjernsyn ved et indbrud, omsat det til penge og købt stofferne af dødens købmænd på det illegale marked og er lige nøjagtig nået inden for i et fixerum; så må man gerne have lov til at sidde og indtage det farvefjernsyn. For det er jo det, der sker. Men hvis man ikke når det, ja, så er det stadig væk ulovligt.

Det er jo en mystisk, mystisk verden, vi kommer til at opleve, hvor stofmisbrugere skal løbe om kap med tiden, med politiet og mod deres såkaldte venner om at nå hen i et fixerum for at kunne indtage stofferne. Det er jo det, der kommer til at gøre sig gældende. Det er det billede, vi kommer til at se. Vi ved i dag, at stofmisbrugere ikke løber mere end 200 m med deres stoffer og så skynder sig at indtage det, fordi de er hundeangst for, at enten politiet konfiskerer det, eller at deres såkaldte kammerater tager det fra dem.

Så hvis fixerummene skal have den effekt, at man virkelig får ryddet op, skal der rigtig, rigtig mange til. Nu hørte jeg også, at der var en ordfører, der sagde: Det her er et supergodt forslag i forhold til Vesterbro i København. Men det er vist ikke det eneste sted i Danmark, der har stofmisbrugere. Altså, det er jo en helt gal argumentation. Hvis fixerummene skulle have den effekt, at alle stofmisbrugere søgte derhen, skulle der mange, mange flere til, og det vil man jo heller ikke være med til.

Det, jeg gjorde, da vi havde haft førstebehandlingen, var at skrive en meget lang mail til de øvrige ordførere – halvanden side, hvor jeg oplistede alt det, som vi er enige om, alt det, hvor vi alle sammen har den gode vilje til at gøre en forskel. Det gjorde jeg netop for at understrege, at det ikke er, som fru Sophie Hæstorp Andersen pointerede det, nemlig at der var nogle, der havde patent på det gode menneskesyn. Det er simpelt hen helt uhørt, at man skal høre på det, altså at fordi man er imod det her forslag, har man et dårligt menneskesyn. Tænk sig at have den argumentation, når man har flertallet. Jeg kunne forstå det, hvis man var presset, men det er man jo ikke. Næh, jeg skrev en meget, meget lang mail, hvor jeg listede den her situation op og appellerede til, at vi i Folketinget bredt fandt en løsning, der var en helhedsløsning og ikke kun en halv løsning.

Hvad fik jeg tilbage af svar? Socialdemokratiet har stadig væk ikke svaret. Der har ikke været nogen som helst debat om det her. Der har ikke været viljen til at diskutere og finde en helhedsløsning, overhovedet ikke. En ordfører fra Enhedslisten foreslog, at vi da kunne holde en høring. Ja, men nu er vi i gang med at lovgive. Det her er et lovforslag. Folketinget kunne, hvis vi ville, inden vi var nået til tredjebehandlingen, have lavet det her lovforslag på en sådan måde, at det var en helhedsløsning, der havde løst problemerne, alle problemerne, men man vil ikke. Og det er det, der er så problematisk, når man så siger, at der jo både har været en høringsperiode – ja, på et par dage – og også har været debat og sådan noget. Nej, det har der ikke. Vi havde en debat ved førstebehandlingen, og den var rigtig, og den var positiv, og den var god, men siden har der ikke været noget.

Det, der er sagen, er, at vi fra konservativ side er enige i det sigte, regeringspartierne har. Vi vil gerne gøre noget for at fjerne kanylerne fra gader og stræder, sandkasser, legepladser osv. Det er vi enige i, det vil vi også gerne. Vi vil også gerne reducere antallet af dødsfald, og vi vil også gerne højne sundhedsstandarden for stofmisbrugerne. Vi er enige. Jeg synes godt, at flertallet kunne anerkende, at den enighed faktisk er til stede – også lige for at understrege det der med hensyn til spørgsmålet om, hvem der har patent på det gode menneskesyn.

Det, vi foreslår, er, at man i stedet for at lave de her fixerum, hvor det er ulovlige stoffer, finansieret af ulovlige penge, købt på det illegale marked af dødens købmænd, får udvidet ordningen med den lægeordinerede heroin. Så er det lovlige stoffer, der er rene og i en kontrolleret styrke, der bliver indtaget under kontrollerede forhold. Så er det lovlige stoffer indtaget lovligt, og så opnår vi alle fordelene. Men ikke én ordfører har været indstillet på, at vi kunne diskutere det her – ikke én! – for man er så ekstatisk i sin glædesrus over, at der nu endelig var et flertal, og så buldrer man det flertal igennem og vil bare have sine fixerum. Det er simpelt hen helt uhørt.

Men det skal ikke skille os ad. Vi har tænkt os fra konservativ side, også selv om vi stemmer imod i dag, til efteråret at fremsætte et konkret forslag om, at vi skal have udvidet ordningen med lægeordineret heroin, for det bliver vi simpelt hen nødt til. Vi bliver nødt til som mindretal her at anerkende, at der er et flertal, der vil have fixerum. Fint nok, det kan vi ikke gøre noget ved nu, det kan vi måske gøre senere, men vi burde i det mindste gøre det sådan, at vi lavede en ordentlig ordning. Det ene er at sørge for, at ordningen med lægeordineret heroin bliver udvidet, så det er lovlige stoffer indtaget lovligt. Det andet, som vil være helt afgørende, er, at man lige ser efter, hvordan man har gjort det med succes i andre lande: Hvis man vil have de her fixerum, og det vil flertallet jo, så skal man, når nu der skal gives tilladelse til de her fixerum – og det er en appel til ministeren – huske at placere dem ved siden af et sundhedsrum og huske at placere dem ved siden af en dør, de kan gå ind ad, når de gerne vil i afvænning.

For hvis det her skal batte noget og være en helhedsløsning, skal vi altså have de tre muligheder liggende lige op og ned ad hinanden, så man, når man går ned til et fixerum med sine ulovlige stoffer i lommen, har muligheden for, den dag man er motiveret, at vælge den anden dør og gå i afvænning i stedet for. For det er jo det, der ikke fungerer, og det er derfor, at den tidligere regerings politik ikke fungerer ude i kommunerne; for kommunerne vil det ikke. Der, hvor staten har styr på tingene, er i fængslerne. Der har vi lavet behandlingsgaranti til stofmisbrugere, og det fungerer perfekt. Lige så snart vi kommer ud i kommunerne, halter det helt vildt. Det er et maratonløb, det er et forhindringsløb, der er helt uhørt, hvis man som stofmisbruger gerne vil i behandling. Jeg har været med gennem det forløb sammen med to stofmisbrugere, og det er helt uhørt, som man bliver afvist, når man kommer og gerne vil i afvænning, men det bliver man. Det gør man ikke i statsligt regi.

Problemet er i øvrigt også – bare for at understrege det – at når man så går i gang med en behandling inde i fængslet, som jo fungerer fint, kan man ikke den dag, man bliver løsladt, få lov til at komme over i det kommunale regi, fordi kommunen bare sidder og snorksover. Det er det, der er problemet, og det burde vi løse i stedet for.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg sidder lidt og undrer mig over, hvem det egentlig er, der er euforisk, og hvem det er, der er helt oppe at køre i sin egen rus over det her lovforslag, når jeg hører på hr. Tom Behnke. Jeg undrer mig lidt over, hvem der er moralens vogter, og hvor den moral er, der handler om, at der faktisk er menneskers liv på spil, når det handler om at være stofafhængig, at der faktisk er tiltag i dag, som vi ved vil virke for at redde menneskers liv og beskytte dem mod smitsomme sygdomme og mod heftige sygdomme som hjerteklapbetændelse og andet, og at man så står her og er moralens vogter på nogle helt andre områder, i stedet for at tage den etik til sig, der hedder, at når der er noget, som vi ved virker fra udlandet og andre steder, og som redder liv, var det måske noget, vi skulle indføre i det danske sundhedsvæsen og i det danske socialvæsen.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan stå og påberåbe sig moralen, når man samtidig ser, at under den tidligere regering var der hvert år det samme høje antal, der døde på grund af overdoser, forgiftninger eller andet.

Derfor vil jeg også bare spørge hr. Tom Behnke: Hvad er det for en helhedsløsning, som hr. Tom Behnke ser for sig, der med et slag skulle løse alle de problemstillinger, som hr. Tom Behnke har problematiseret her i dag med kriminalitet og urene stoffer og alt muligt andet? Hvad er det for en helhedsløsning, som med et slag løser alle problemer?

Mange tak. Ordføreren.

Jeg skal bestemt ikke tage patent på moralen, tværimod. Det, jeg problematiserede, var, at fru Sophie Hæstorp Andersen stod her og sagde, at vi andre havde et dårligt menneskesyn, fordi vi ikke stemmer for det her forslag. Det er det, der er problematisk. Jeg anerkendte tværtimod – og det sagde jeg klart og tydeligt – regeringens ønske om at gøre en forskel og prøve på at gøre noget, men det er kun en halv løsning, man er ikke nået hele vejen til at lave en hel løsning. Hvis man virkelig ønsker at redde liv, kan man redde lige så mange, og jeg vil vove den påstand, at man kan redde flere liv, hvis man laver en ordentlig ordning i forhold til lægeordineret heroin. Alle internationale erfaringer viser, at det jo er det, der for alvor virker. Vi har da det samme ønske om at redde de her menneskeliv, men vi vil gøre det på en ordentlig måde og på en lovlig måde.

Når vi har moralske skrupler, er det, fordi vi ønsker at tage hånd om ofrene, alle ofrene, ikke kun stofmisbrugerne, men også dem, der bliver udsat for indbrud, dem, der sidder nede i banken og bliver udsat for væbnet røveri, fordi der skal skaffes penge til dødens købmænd. Det er alle ofrene, vi ønsker at tage hånd om, og det gør man med lægeordineret heroin.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Hvor var De Konservative henne, da det gik op for dem, at behandlingsgarantien ikke altid blev overholdt ude i kommunerne, og at den kvalitet i behandlingen, som man efterspurgte, ikke altid var til stede? Hvor var De Konservative, da man gik ud og sagde – og det vil jeg egentlig gerne have hr. Tom Behnke til at bekræfte – at vi jo faktisk i mange år i dansk narkotikapolitik har haft den holdning, at det ikke er brugen af stoffer, vi kriminaliserer i det danske samfund, det er besiddelsen og købet af stoffer, vi kriminaliserer. Derfor er det da også noget fuldstændig vrøvl, når man står her og siger i dag, at der er store problemer med, at fixerum er sådan en eller anden form for helle.

Det er allerede sådan i dag, at der ikke er nogen, der er kriminaliseret ved at bruge stoffer, men man er kriminaliseret ved at besidde stoffer i meget store mængder, og man er kriminaliseret ved, at der er nogle mennesker, der kan finde på at sælge stoffer og importere stoffer, og de mennesker skal vi slå hårdt ned på i den danske narkotikapolitik, samtidig med at vi rækker hånden ud til dem, som er afhængige af stoffer.

Jeg synes stadig væk, at jeg mangler at få at vide, hvad det er for en helhedsløsning, der løser alle de her problemer på en gang, for jeg kan ikke se, heller ikke fra Holland, at man med et slag har løst alle problemer ved at indføre lægeordineret heroin, men jeg støtter gerne en udvidelse af forslaget og håber, at De Konservative så vil gå lidt mere lempeligt til værks, når man kræver skattelettelser og skattelettelser og skattelettelser, for der kommer altså til at skulle bruges nogle penge på at udvide ordningen med lægeordineret heroin.

Mange tak. Så er det ordføreren.

Forudsætningen for, at det offentlige har nogle penge at gøre godt med, er, at der er nogle, der betaler skat, og det er forudsat, at der er nogle, der arbejder. Det er derfor, at vi ønsker at indrette skattesystemet på en sådan måde, at det kan betale sig at yde en indsats, og så kommer der også kroner i kassen. Vi har også set med de skattelettelser, der har været, at det rent faktisk har givet flere penge i kassen. Men det er jo en helt anden diskussion. Det er en helt anden diskussion.

I forhold til at gøre noget vil jeg sige, at straks jeg konstaterede, at alle de gode tiltag, vi havde gjort igennem 10 år, ikke fungerede ude i kommunerne, gik jeg i gang med at få rettet skuden op. Det første, vi har været i gang med, er forslaget her. Den næste, der kommer til at ske, er i forhold til, at vi skal have behandlingsgarantien til at fungere. Vi har ikke kunnet nå at fremsætte forslag i den her folketingssamling, men det gør vi i næste folketingssamling. Det kan godt være, at fru Andersen sidder der og griner smørret. Vi taler om menneskeliv. Det er det, vi taler om.

Vi prøver på at gøre en forskel, og når jeg konstaterer, at der er nogle ting, der ikke fungerer, gør jeg en indsats for at rette op på det. Så stiller jeg ikke et forslag, der er en halv løsning. Det med den lægeordineret heroin er en helhedsløsning i forhold til dem, der er med i det, men det er da rigtigt, at vi ikke fra dag et kan have alle personer med, men det en helhedsløsning i forhold til dem, der går med.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt lige understrege, at jeg aldrig nogen sinde kunne finde på at anfægte ordførerens livssyn. Jeg deler ordførerens holdning om, at den slags retorik er ubehagelig.

Så vil jeg også gerne gøre ordføreren opmærksom på, at jeg under andenbehandlingen gik op og holdt en meget lang tale, hvor jeg roste ordføreren for de ændringsforslag, der var stillet, og for de meget konstruktive forslag, som ordføreren også har gjort rede for bl.a. på sin Facebookprofil.

Ordføreren taler om dødens købmænd osv., men det, at stofmisbrugere kan indtage deres stof under nogle sikre forhold og under nogle forhold, der gør, at hvis de tager en overdosis, får de hjælp – og jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at en overdosis kan lede til andet end døden; det kan føre til en hjerneskade osv., og dem er der mange af, hvilket sender folk på overførselsindkomst osv., så de bliver rigtig, rigtig dyre for samfundet – ændrer ikke ved, at købmanden, ligegyldigt om stofmisbrugeren indtager sine stoffer under sikre forhold eller indtager dem på gaden, stadig væk tjener sine penge. Det ændrer det her overhovedet ikke ved, så det er jo en helt forkert argumentation.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. Jeg tror heller ikke, at det, at man laver fixerum, ændrer på, hvor mange stoffer der bliver solgt illegalt. Men i det øjeblik, hvor stofmisbrugerne kan få udleveret deres stof lovligt og indtage det lovligt under kontrol, gør det noget ved det illegale marked. Det er det, jeg appellerer til.

Det er derfor, jeg siger, at det her jo kun er en halv løsning, og at det er en illusion at tro, at regeringens forslag løser problemerne. Det løser nogle af problemerne, men ikke dem alle. Det, jeg prøver at gøre opmærksom på, er, at hvis vi dog bare i udvalget under udvalgsbehandlingen havde haft viljen til at åbne op og finde en helhedsløsning i stedet for den her halve løsning, havde vi gjort noget ved også dødens købmænd og hele det illegale marked og følgekriminaliteten, men det ville man ikke.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det her er ikke noget, der løser alle problemer, og det mener vi i Liberal Alliance heller ikke at det gør. Jeg tror faktisk ikke, der er nogen partier herinde, der mener, at det her løser alle problemer, men det er dog et skridt på vejen. Jeg må sige, at jeg synes, ordføreren kommer med nogle tanker, der er meget, meget interessante – det må jeg i hvert fald sige jeg personligt synes – for ordføreren er jo inde på det rigtige. Det er jo netop, fordi der er et illegalt marked, at der er urene stoffer, der skader folk – det er fuldstændig rigtigt – og derfor er det også rigtigt, at det, hvis folk kan få rene stoffer, så også vil være skadesreducerende; det er der ingen tvivl om. Så det er nogle gode tanker. Vil ordføreren så også være med til at udbrede det, så det kommer til at omfatte andre stoffer end heroin, altså f.eks. kokain, som også er noget, der bliver taget i stofindtagelsesrummet, og som både bliver injiceret, røget og andre ting? Skal det være sådan, at det udbredes til at omfatte alle de stoffer, som giver problemer på Vesterbro, i Aarhus, i Aalborg og andre steder, hvor der også vil komme stofindtagelsesrum?

Ordføreren.

Hvis det skal have den ønskede effekt, er det sådan, at man simpelt hen er nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at placere sig der, hvor stofmisbrugeren er, og anerkende det misbrug, der finder sted, anerkende den afhængighed, der er, og så er det altså bedre, at misbrugeren får nogle stoffer, der er lovlige, og som indtages under kontrollerede forhold, end at man bare lader det sejle. For jeg er enig i, at det med hensyn til resten af det her vil være sådan, at det, hvis det er, at man kun får løftet en lille flig af det, så bare vil køre videre, som det er. Man er nødt til en gang for alle at komme hele vejen rundt om den her problemstilling, og det var det, vi appellerede til. Det var det, vi gerne ville have haft at Folketinget havde været med til, men det ville man ikke. Man ville kun have den halve løsning. Jeg er, som jeg også sagde ved førstebehandlingen, så bekymret for, at det, når man gør det her, så ligesom bare er for at dulme den dårlige samvittighed, altså at man siger, at nu giver man stofmisbrugerne det her, og så skal de i øvrigt holde deres mund, for så har de fået det, de gerne ville have. Intet kan være mere forkert. Jeg kan se, at hr. Olsen også sidder og ryster på hovedet, og der er vi så enige, nemlig at det, der skal til, er mere, end det, der er her. Det her kan overhovedet ikke stå alene.

Fru Özlem Cekic for en kort bemærkning.

Det kan godt være, at det var sådan, det fungerede under den tidligere regering, altså at det var, at man gav en gruppe noget, og at man så håbede, at de nu holdt mund. Men grunden til, at jeg tager ordet, er, at ordføreren nu siger, at der jo ikke har været en eneste, der gerne har villet drøfte den mail, som han har sendt ud. Men der er det faktisk sådan, at det er den 23. maj kl. 14.17, ordføreren sender mailen ud, og at det er den 23. maj kl. 15.14, jeg svarer, og jeg skriver:

Kære Tom. Jeg synes, du har rigtig mange gode pointer, men jeg mener stadig, at det af hensyn til behovet for skadereduktion er vigtigt at give mulighed for fixerum her og nu. Din idé om at udvide ordningen med lægeordineret heroin synes jeg lyder rigtig interessant, og den del bør vi bestemt drøfte.

Der er det faktisk noget, vi har taget op i Socialudvalget, og vi er der blevet enige om, at Socialudvalget tager kontakt til Sundhedsudvalget og Retsudvalget, og at vi i fællesskab også prøver at lave en høring om det her.

Derfor synes jeg, det er en meget mærkelig situation at stå i, nemlig at man, når man faktisk har skrevet, at det var noget, man enormt gerne ville drøfte, men jeg ikke mener, at den del, der vedrører den lægeordinerede heroin, har noget at gøre med det her, så får at vide, at man slet ikke er interesseret i at drøfte det her.

Ordføreren.

Nu vil jeg ikke stå her og citere fra den mail, som jeg har modtaget, for det syntes jeg ikke jeg kunne tillade mig; nu har ordføreren selv gjort det. Det, der gjorde sig gældende, var jo, at man fastholdt, at man ville gennemføre regeringens lovforslag, fordi man ville have en effekt her og nu. Mit svar tilbage var, at det var sådan, at der var tale om, at det var en her og nu-effekt, som vi sagtens ville kunne nå inden for den samme tidsramme ved at udvide ordningen med lægeordineret heroin. Det var ikke noget, der ville have været en grund til, at det ville have taget længere tid at gennemføre lovforslaget, hvis ellers viljen havde været til stede. Men viljen var der ikke. Man vil have regeringens forslag igennem, og man har ikke været indstillet på at drøfte det, inden det bliver vedtaget. Så er der – det er rigtigt, det anerkender jeg – flere, der har givet udtryk for, at vi, når det her nu er blevet vedtaget, så godt kan drøfte det videre. Der synes jeg bare, det er ærgerligt, nemlig at vi, når vi havde muligheden for at gøre det rigtige den første gang, så nu kun laver noget, der er en halv løsning, som vi senere skal lappe på. Det er ærgerligt, men det anerkender jeg bliver det der bliver vejen fremad. Og det er så også det spor, jeg kommer til at følge, nemlig at anerkende det her og så derfra køre videre.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg er glad for anerkendelsen. I forhold til selve det der med at lave stofindtagelsesrum vil jeg sige, at vi jo ved, at kommunerne sidder og enormt gerne vil gå i gang med det her. Og der er jo ikke noget, der forhindrer, at når man har vedtaget det her og det bliver etableret, kan vi senere hen også drøfte i forbindelse med lægeordineret heroin at gøre det på de her steder.

Med hensyn til den anden del, der hedder lægeordineret heroin, har vi i fællesskab besluttet, at vi faktisk skal kigge på en delevaluering af det og handle derfra, og jeg vil sige, at det er der fuldstændig enighed om. Men det, som jeg bare undrer mig over, og som jeg ikke kan lade være med at sætte spørgsmålstegn ved, er: Nu kommer ordføreren gentagne gange med den anklage, at det her ligesom er en måde at lade tingene blive glemt og passere på, men husker jeg ikke korrekt, når jeg mener, at der var en konservativ sundhedsminister på området, da behandlingsgarantien ikke fungerede? Husker jeg forkert, når jeg mener, at det var en konservativ minister, der ikke ville kigge på et andet kriterium i forhold til lægeordineret heroin, og at det var en konservativ minister, der afviste, at vi skulle have stofindtagelsesrum? Husker jeg forkert, når jeg mener, at det var en konservativ minister?

Ordføreren.

Når jeg er bekymret for, om det her ligesom er, at man siger: Så, det var det, og nu skal vi have ro på bagsmækken; nu er der ikke nogen, der skal brokke sig længere; så er det, fordi det var erfaringerne, da man indførte metadon. Metadon var også bare sådan uha, det var kun et skridt på vejen til, at de skulle i behandling. Men det er det aldrig blevet ordentligt, det er aldrig kommet til at fungere ordentligt, fordi man bare havde det sådan: Nu har vi gjort det.

Den anden del af det er, at vi fra konservativ side har en bekymring for ofrene, og det er alle ofrene. Det er både stofmisbrugerne, der er ofre for deres misbrug, og det er også alle de ofre, der bliver udsat for berigelseskriminalitet, som er indbrud, røverier, overfald, for at der kan skaffes penge til de her illegale stoffer. Vi ønsker at gøre noget for alle ofrene, og det er derfor, vi fortsætter den her kamp. Det er ikke bare af hensyn til stofmisbrugerne, men også alle dem, der lider under, at vi har stofmisbrugere. Og deres misbrug er finansieret af illegale penge, ulovlige penge.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes jo på mange måder, det har været gode indlæg, der er kommet fra hr. Tom Behnke, både ved førstebehandlingen og her i dag, og jeg kan da i hvert fald love hr. Tom Behnke, at Enhedslisten på en lang række områder vil støtte de initiativer, som hr. Tom Behnke lægger op til. Det behøver han overhovedet ikke være i tvivl om. Jeg har så været vikarierende på det her område i nogle forskellige omgange gennem årene, og jeg vil sige, at jeg også synes, der er sket en vis udvikling med Det Konservative Folkepartis politik på det her område – i en god retning. Det skal man aldrig kritisere folk for.

Men jeg har et enkelt spørgsmål til hr. Tom Behnke. Det er, fordi han siger, at Det Konservative Folkeparti vil stemme imod det her lovforslag, fordi det kun er en halv løsning, og så vil jeg bare spørge hr. Tom Behnke, om han ikke har en svag erindring om, at Det Konservative Folkeparti somme tider har stemt for ting i Folketinget, som ikke løste alle problemer, men kun løste nogle få af dem.

Ordføreren.

Jo, og det er rigtigt, at hvis man så lavede den matematiske opgørelse her – og derfor er det måske også forkert, at jeg siger, det er en halv løsning; det er det for så vidt ikke engang – er det ikke en matematisk opgørelse, i forhold til om vi stemmer for eller imod. Det, der er problemet, er, at med de her fixerum anerkender man, accepterer man, at stofmisbrugerne først har været ude at lave kriminalitet for at skaffe penge og derefter har købt ulovlige stoffer på det illegale marked, men når de så når ind i fixerummet, er det pludselig helt i orden, og så er vi ligeglade med, hvor pengene kommer fra. Så er vi ligeglade med, hvor stofferne kommer fra, og det er det, jeg ikke kan bære. Det kan jeg ikke stemme for. Jeg kan ikke stemme for, at man anerkender indbrud, røverier, overfald – det kan jeg ikke.

Hr. Per Clausen.

Jeg tror, hr. Tom Behnke er enig med mig i, at der ikke bliver et eneste mindre røveri, ikke en eneste mindre kriminel handling af, at man ikke etablerer fixerum. Det, man får ud af at etablere fixerum, er at skabe nogle tryggere omstændigheder under selve det at indtage stoffet. Så man bekæmper jo ikke kriminalitet ved at indtage hr. Tom Behnkes synspunkt, overhovedet ikke. Altså, jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor hr. Tom Behnke ikke stemmer for det her som et lille fremskridt, men et meget vigtigt fremskridt for de narkomaner, det handler om, og så i øvrigt arbejder videre ad den vej, som jeg synes er den rigtige, nemlig at sikre, at de mennesker, som er blevet afhængige, faktisk får adgang til nogle stoffer, som ikke er farligere, om jeg så må sige, end det er i sig selv at indtage gift.

Ordføreren.

Nej, men der kan vi så se en markant forskel på vores tilgang til tingene. Det, jeg ser, når man laver fixerum, er, at man anerkender, at det er o.k., at stofferne er illegale. Man siger, det er o.k., at de er finansieret illegalt. Det er det, jeg har det rigtig, rigtig skidt med, for jeg vil til enhver tid tage afstand fra det, og derfor vil jeg også gøre, hvad jeg kan, for at forhindre, at der sker berigelseskriminalitet til at finansiere stofferne, at de bliver købt på det illegale marked. Og derfor var mit forslag hele vejen igennem i behandlingen af det her lovforslag: Lad os nu lave lægeordineret heroin til dem alle, for så er vi ude over problemerne med hele det illegale marked og følgekriminaliteten. Men det ville man ikke, og jeg kan ikke sidde og stemme for et forslag, hvor man vender det blinde øje til al den kriminalitet, der er i kølvandet på det her. Det kan jeg ikke gøre.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til ordføreren. Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Jeg vil, trods visse knubbede ord, alligevel takke for den rigtig gode debat her i dag. Når det har været en god debat, så er det bl.a., fordi den har omhandlet en meget konkret forbedring og er et meget vigtigt skridt med henblik på skadesreduktion hos nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund, den stærkt udsatte gruppe af stofmisbrugere. For det andet var det en god debat, fordi den har vist en bred interesse, en bred optagethed og et bredt engagement for at gøre noget yderligere for at hjælpe den her gruppe. Det er jo et rigtig godt grundlag at gå videre med arbejdet på.

Det kvitterede jeg for under første behandling af lovforslaget i salen, hvor de her tanker også var på banen, bl.a. fra den konservative ordfører, og det vil jeg meget gerne kvittere for i dag også. Jeg synes, det er et stærkt fundament at have i den videre drøftelse af, hvordan vi bedst hjælper de her borgere i vores samfund.

Der er ingen, der siger, at indførelse af lovhjemmel til, at kommunerne kan drive stofindtagelsesrum, løser hele problemet. Det er der ingen der påstår. Men det er en del af en løsning. Det er en løsning, der kan medføre vigtig skadesreduktion, en løsning, der kan nedbringe overdosisdødeligheden, en løsning, der kan nedbringe antallet af mennesker, der bliver smittet med hiv, smitsom leverbetændelse, nedbringe antallet af mennesker, som får betændelsestilstande og andre skader, og det er en løsning, der kan gøre, at vi får bragt nogle af de mennesker, vi har allersværest ved at få kontakt til og give den hjælp, de har behov for, tættere på hjælp, tættere på et behandlingssystem. Det er et godt forslag, det er godt, at vi får det gennemført nu, så de kommuner, der er interesseret i at drive stofindtagelsesrum, har hjemmel og kan komme i gang.

Så tak for debatten om det konkrete forslag, men også i høj grad tak for den store interesse for den videre debat om, hvordan vi hjælper den her udsatte gruppe af stofmisbrugere. Bl.a. kommer vi til at tage debatten om udvidelse af heroinordinationsordningen. Som jeg også fortalte ved første behandling, er Sundhedsstyrelsen i gang med at lave en vurdering af effekten af og mulighederne for at udvide den ordning. Det er en vurdering, der ligger færdig her til sommer. Den tror jeg at vi alle sammen ser meget frem til, og på baggrund af diskussionen om det her forslag ser jeg i hvert fald meget frem til at drøfte med alle Folketingets partier, hvad vi yderligere kan gøre.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg har to spørgsmål, som jeg har villet stille ministeren. Derfor har jeg skrevet dem ned, så jeg huskede dem.

Jeg vil gerne bede ministeren forsikre, at personalet i sundhedsrummene ikke bliver pålagt særlige anmeldelsespligter i forhold til politiet i de kommende vejledninger til personalet i sundhedsrummet, og at der kommer de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer i stofindtagelsesrummene, da det er en forudsætning for, at man kan modvirke de her over 7.000 tilfælde af overdoser, der er om året. De fører ikke alle til dødsfald, men så vi får forhindret, at de gør det.

Ministeren.

Svaret på det første er, at nej, der vil ikke blive anmeldepligt til politiet. Svaret på det andet er, at det her jo er og skal være et lavtærskeltilbud, og det skal være et tilbud, hvor kommunerne har ansvaret for den tilrettelæggelse, der passer bedst til de lokale forhold. Det gælder altså for de kommuner, som vil være interesseret i at drive stofindtagelsesrum. Derfor vil der også være meget få statslige krav. Men et af de krav, der vil være, er, at der skal være adgang til sociale og sundhedsfaglige tilbud i det her stofindtagelsesrum. Så det er et ja til ordførerens andet spørgsmål.

Hr. Joachim B. Olsen? Nej. Så er det fru Jane Heitmann for en kort bemærkning.

Tak. Vi hørte tidligere ordføreren for Liberal Alliance komme med helt nye oplysninger om fixerum. Ordføreren pointerede, at det er dokumenteret, at fixerum kan redde menneskeliv. Det er jo en ting, som jeg undrer mig over, særlig fordi jeg i udvalgsbehandlingen netop har stillet spørgsmål om, hvorvidt det er dokumenteret, at et fixerum kan redde menneskeliv.

Jeg vil gerne bede ministeren om at bekræfte, at ministerens svar står ved magt.

Ministeren.

Fru Jane Heitmann kredser meget om et skriftligt spørgsmål, hun har stillet, og om svaret på det. Og så blander fru Jane Heitmann alt muligt ind i det. Det er et svar, der hedder, at vi ikke kender antallet på, hvor mange overdosisdødsfald der er blevet forhindret gennem stofindtagelsesrum, men det er jo ikke det samme, som at der ikke er noget belæg for at sige det, når man kigger rundtomkring i verden. Det er jo lige præcis det, som Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug kan konkludere, nemlig at det har en effekt i forhold til bl.a. overdosisdødsfald, og at det også har en effekt i forhold til den bredere skadesreduktion.

Fru Jane Heitmann.

Jeg vil da godt gentage, hvad jeg faktisk har stillet af spørgsmål, altså spørgsmål 1. Jeg har spurgt om de udenlandske erfaringer, altså om ministeren vil oplyse, hvor mange stofmisbrugere som reelt er kommet ud af deres stofmisbrug efter at have frekventeret et stofindtagelsesrum. Der kan jeg jo så af svaret konstatere, at man reelt ikke ved, hvor mange der er kommet ud af et stofmisbrug. Og jeg går ud fra, at ministeren holder fast i det svar.

Ministeren.

Sagt til fru Jane Heitmann: Man har ikke et antal, men til gengæld har man erfaringer fra mere end 90 stofindtagelsesrum rundtomkring i verden og Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som har lavet en række publikationer, hvor de kigger på, hvad resultaterne så er af at indføre stofindtagelsesrum. De konstaterer, at det har den effekt, at man rent faktisk kan nå ud til gademisbrugere, man ellers ikke kan komme i kontakt med; det har den effekt, at man kan begrænse overdosisdødsfald; det har den effekt, at man kan nedbringe eksponeringen for infektionssygdomme, smitsomme sygdomme; man kan begrænse stofmisbrug i offentligheden. Så det har jo en effekt. Det kan godt være, at den effekt ikke har nogen værdi for fru Jane Heitmann, hvis ikke hun kan få et præcist hovedantal på, hvor mange mennesker der er tale om. Men for mig har det altså en meget stor værdi, at vi af internationale erfaringer fra mere end 90 stofindtagelsesrum rundtomkring i verden kan se, at der er en effekt.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Nu bliver det i forbindelse med det her forslag sagt mange gange, at der skal sikres en social- og sundhedsfaglig indsats, og det hører jeg sådan, at hvis der er nogle af de stofmisbrugere, der kommer i de her rum og har ønske om en eller anden form for hjælp til at komme videre, jamen så skal den hjælp være der. Derfor vil jeg gerne høre ministeren om, hvordan man vil sikre, at de kommuner, der opretter de her rum, også afsætter de nødvendige midler til at tage den stofmisbruger, der kommer ind og siger, at vedkommende gerne vil i behandling, og faktisk sætter stofmisbrugeren i behandling så hurtigt, at vedkommende ikke mister motivationen. Og jeg vil også gerne høre ministeren om, hvordan man vil sikre, at kommunerne også afsætter ressourcer til at følge op på vedkommende, når vedkommende er kommet på den anden side af behandlingen, for at sikre, at der ydes den støtte, der skal til, for at det virker. Hvordan vil man sikre, at kommunerne gør det, når de nu rent faktisk ikke gør det specielt godt i dag?

Ministeren.

Det redegjorde jeg også for, da hr. Joachim B. Olsen stillede spørgsmålet. Der er jo ikke mange detaljerede krav fra statslig side i det her forslag. Det er en lovhjemmel til, at kommunerne kan etablere og drive stofindtagelsesrum, eller at man, hvis man er en forening med driftsoverenskomst med kommunen, kan drive det. Men der er nogle krav, og et af de krav er, at der skal være adgang til social- og sundhedsfaglige tilbud, og det er jo et af de steder, hvor det er ret smart, at det er kommunerne, der står for driften af de her rum, for så er det også kommuner, der skal sørge for, at der ligger de kommunale tilbud, hvis man så motiverer folk til at gå i behandling; der er ansvaret meget klart. Jeg synes faktisk, det er en smart model, vi har lavet, der også sikrer en form for enstrengethed i den forstand. Så det er svaret på det.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nu siger ministeren, at det er en smart model, og det er det selvfølgelig også, for så slipper ministeren jo for at svare konkret. Billedet er nok ikke sådan i dag, at der er det umiddelbare tilbud fra kommunerne til stofmisbrugerne, hvis de kommer og er motiverede for at komme i behandling. Så får de nok mere typisk denne besked: Det må vi se på, kom igen i næste uge, så kan det godt være, at du kan få en behandling. Det, der måske var behov for, var, at de faktisk kom i øjeblikkelig behandling. Så hvis det her skal have den lidt mere brede effekt, som man jo også argumenterer med der er, jamen så vil jeg da gerne høre, om ikke ministeren vil gøre tiltag til at sikre, at der rent faktisk også bliver gjort noget, og at kommunerne har de midler, der skal til, for at kunne lave den her indsats, så det bliver gjort effektivt.

Ministeren.

Vi behandler i dag et lovforslag, som sikrer lovhjemmel til, at kommuner eller foreninger, der tegner driftsoverenskomst med kommunen, kan etablere et stofindtagelsesrum. Det er et vigtigt skridt i forhold til skadesreduktion over for en stærkt udsat gruppe af stofmisbrugere i Danmark. Det i sig selv er positivt. Det kan have betydning i forhold til overdosisdødelighed, i forhold til skadesreduktion, når det kommer til smitte med leverbetændelse, hiv eller andet, og det har den effekt, at vi kan bringe nogle mennesker, vi i dag ikke er i kontakt med, tættere på behandlingssystemet.

Dermed ikke sagt, at træerne vokser ind i himlen, og at hver en person, der sætter sin fod i et stofindtagelsesrum, motiveres til at tage imod behandling. Det ville være naivt at stå og sige det. Derfor har jeg også hele vejen igennem medgivet og kvitteret for forståelsen her i Folketinget af, at det her er ét skridt. Det her løser ikke alle problemer på det her område, men jeg er oprigtig glad for, at der er så stor en optagethed hos rigtig mange af partiernes ordførere for, hvordan vi i øget grad kan hjælpe de her mennesker, f.eks. ved at kigge på de kommunale behandlingstilbud. Det glæder jeg mig til den videre debat om.

Mange tak til ministeren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, kan vi gå til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 63 (S, RV, SF, EL og LA), imod stemte 43 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte 1 (Jan E. Jørgensen (V)).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)