Når et flertal i Folketinget om ganske kort tid stemmer for dette lovforslag, så lemper regeringen igen udlændingepolitikken, med det uundgåelige resultat, at der er flere indvandrere, der vil få opholdstilladelse i Danmark.
Og her taler vi om nogle indvandrere, som har svært ved at tilpasse sig det danske samfund.
Det er dybt skadeligt for vores land, hvorfor jeg håber, at der inden for en overskuelig fremtid bliver mulighed for igen at stramme udlændingepolitikken.
Med denne lempelse sender regeringen sammen med sine støttepartier det signal, at det egentlig ikke er så vigtigt, om man kan ordentligt dansk, at det ikke betyder det store, om man er i beskæftigelse, og at det med medborgerskabet og det med at være aktiv i det danske samfund nu ikke er noget, der skal tillægges den samme vægt som før, når myndighederne vurderer ens ansøgning om permanent opholdstilladelse.
Der er tale om lempelse på lempelse.
Denne regering har trods valgløfterne om en stram udlændingepolitik ikke leveret andet end lempelser og atter lempelser; det er jo det, der her tæt på afslutningen af folketingssamlingen er realiteterne.
Og regeringen er åbenbart slet ikke færdig.
Jeg kan forstå, at der forhandles om lempelser i asylpolitikken, og at der jævnfør regeringsgrundlaget er lagt op til lempelser i forhold til indfødsretten.
Man må sige, at regeringen i den grad er i gang med at afsløre sig selv.
Men det er noget, der på et tidspunkt nok skal gå op for offentligheden, og så må vi håbe, at der i Folketinget er et flertal, der er parat til at rydde op.
For det bliver der i den grad behov for.