En af lovforslagets intentioner er, at det skal være nemmere for udlændinge, der kommer til Danmark, at stemme ved lokale valg.
I Dansk Folkeparti har vi den opfattelse, at man som udgangspunkt skal være dansk statsborger for at kunne stemme ved lokale valg i Danmark.
Vi har en regel, der går ud på, at man skal være dansk statsborger for at kunne stemme ved folketingsvalget.
Denne regel synes vi i Dansk Folkeparti er ganske udmærket og rimelig, hvorfor vi også ønsker, at den skal gøres gældende i forhold til kommunalvalg og regionsvalg.
Vi mener, det er rimeligt, at udlændinge skal gennemgå en integrationsproces, og at de skal leve op til nogle krav, som Folketinget og samfundet stiller, og når de så lever op til de krav, er der også nogle rettigheder og pligter, der følger med, bl.a.
at man har mulighed for at stemme ved demokratiske valg i Danmark.
Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er forkert, at man reducerer det at stemme til valg til en form for integrationsredskab, og derfor har vi stillet ændringsforslag her ved andenbehandlingen om, at alene personer med dansk indfødsret og nordiske statsborgere fremover kan opnå valgret og valgbarhed til kommunale og regionale valg, og vi håber selvfølgelig, at der er andre end Dansk Folkeparti, der kan se det rimelige i, at man selvfølgelig skal være dansk statsborger for at stemme til valg i Danmark.