For at starte med det første:
Vi stemmer imod dette lovforslag.
Debatten har ikke overbevist mig om, at vi skal gøre andet, vil jeg sige.
Det første princip, som vi ikke har talt så meget om i dag, og som denne lov gør vold på, er, at mennesker naturligvis ikke skal kunne gøres ansvarlige for andre menneskers lovovertrædelser.
Det bliver de med denne lov.
Den vil sørge for at gøre køberen af en ydelse eller en vare ansvarlig for, at sælgeren betaler sin skat.
Hvis sælger ikke betale sin skat, kan køber så tvinges til at afstå den skat, der skulle have været betalt.
Vi har under udvalgsbehandlingen bedt skatteministeren om at redegøre for, hvilke andre love der er i dansk lovgivning, herunder skattelovgivningen, der benytter sig af det samme princip om at gøre nogle andre ansvarlige for lovovertrædelsen end dem, der faktisk begår lovovertrædelsen.
Det bedste bud, der er kommet fra skatteministeren, er, at hvis en arbejdsgiver ikke indbetaler sine ansattes skat til SKAT i henhold til kildeskatteloven, skal den ansatte kunne forpligtes til at betale sin skat, fordi arbejdsgiveren ikke har gjort det.
Men det var ikke et særlig godt eksempel, for det handler jo om, at folk bliver pligtige til at betale deres egen skat, når nu deres arbejdsgiver ikke gør det.
Det handler naturligvis ikke om, at man som i det her tilfælde bliver forpligtet på at betale andre folks skat.
Det har den meget mærkelige konsekvens, at hvis man får købt noget sort arbejde hos en person, der har gode pengesager, og SKAT så opdager det, kan SKAT komme efter denne person, og han kan så betale det, der skal betales.
I det tilfælde kommer køber slet ikke til at betale noget, selv om han jo ifølge loven har gjort noget ulovligt.
I det andet tilfælde har køber købt en ydelse hos en sælger, f.eks.
en håndværker, hvor håndværkeren ikke har orden i sine pengesager og ikke har nogen penge på kistebunden, når SKAT kommer og påpeger, at ikke alt skat er betalt, og i det tilfælde bliver køberen så gjort ansvarlig for at betale skatteregningen, fordi sælgeren ikke kan.
Det er en fuldstændig vilkårlig retsstilling, der er for de to personer, som har gjort nøjagtig det samme.
Den ene person kan forpligtes til at betale sælgers skat, mens den anden ikke bliver forpligtet til det, fordi sælger kan betale sin skat selv, fuldstændig uafhængig af det køberen selv har gjort.
Og det viser bare, at det her er en ny retspolitisk bane, som Folketingets flertal betræder, men som andre er imod, og vi andre er det af meget gode grunde.
Så er der selve bestemmelsen om, at SKAT skal have lov til at gå ind på folks grund uden en retskendelse, hvilket jo er i strid med princippet bag grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed.
Den siger, at boligen er ukrænkelig, og hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, kan man kun træde ind efter en retskendelse.
Det, der er det centrale her, er, at vi i dette land har en tredeling af magten.
Vi deler magten op i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og vi har ikke så meget tillid til den udøvende magt, at vi tør lade den selv bestemme, om den må træde ind over boligens grænser.
Vi siger, at hvis myndighederne vil træde ind over boligens grænser, skal de først spørge om lov hos den dømmende magt, fordi vi finder boligens ukrænkelighed så vigtig.
Det er princippet i grundloven.
Det er det princip, man tilsidesætter med denne lov.
Man siger:
Vi har så meget tillid til den udøvende magt, at vi ikke behøver den dømmende magt til at holde den udøvende magt i ørerne.
Jeg ved godt, at det gør vi også på andre områder.
Hr.
Jesper Petersen fra SF nævnte Arbejdstilsynet, men spørgsmålet er jo, om vi burde have gjort det på andre områder.
Burde Arbejdstilsynet have ret til at gå ind på privatmands grund for at tjekke arbejdsforholdene uden en retskendelse?
Det er retskendelsen, der her er det afgørende.
Hvorfor skulle Arbejdstilsynet ikke spørge en domstol først, når de træder ind på privatmands grund?
Hvorfor skulle SKAT ikke spørge en domstol først, før de træder ind på privatkvindes grund?
Det er jo det, der er spørgsmålet, og det spørgsmål stillede vi også til skatteministeren under et åbent samråd.
Det svar, der kom, var ikke betryggende.
Svaret var, at de skal have lov til at gøre det uden en retskendelse, fordi det er nemmere for myndighederne.
Fordi det er nemmere for myndighederne
var det eneste brugbare svar, der kom fra skatteministeren; altså at det ville være mere besværligt, hvis de først skulle bede om retskendelse.
Men det skal faktisk ikke være alt for nemt at være myndighed i Danmark.
Det skal faktisk være svært, før man går ind på private menneskers grund og afkræver dem en forklaring om dit og om dat.
Det er derfor, vi har grundloven; den skal være med til at beskytte os mod den slags.
Så siger man så fra tilhængernes side:
Jamen der er en enorm forskel på, om det er uden- eller indendørs.
Jeg synes ikke, at forskellen er enorm.
Store dele af danskernes liv foregår udendørs, deres privatliv foregår udendørs; lige så snart solens stråler titter frem, går danskerne udendørs.
Det er ikke noget argument, at fordi de har budt håndværkere ind til at være der, har de også sagt ja tak til, at SKAT skal være der – ligesom det heller ikke er noget argument, at SKAT må komme ind i huset, når folk har gæster på besøg.
Der er forskel på at have besøg af dem, man har indbudt til at være der af den ene eller den anden grund, og så at få besøg af folk, der vil tiltvinge sig adgang.
Det er der, retskendelsen kommer ind som det vigtige princip, for vi vil have, at både den dømmende og udøvende magt er med på det her og ikke kun den udøvende magt.
Heldigvis kan vi konstatere i dag, at de borgerlige partiers modstand mod dette er principfast og klar.
Både Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er klare i mælet om, at det her er en skamplet på vores retssikkerhed.
Og det forpligter naturligvis efter et valg.
Det skal danskerne vide, nemlig at hvis de efter et valg sammensætter dette Folketing på en måde, så det regerende socialistiske flertal med støtte fra Det Radikale Venstre ikke har flertal længere, vil der være et borgerligt flertal, der i dag og i tidligere behandlinger af dette lovforslag har tilkendegivet meget sikkert og klart, at det her ikke hører til i vores have.
Og derfor kan man selvfølgelig også forvente, at et sådant borgerligt flertal efter næste valg, hvis det kommer til stede Folketinget, vil afskaffe denne lov.
Det glæder vi os så over, i mangel af at vi ikke kan tale det røde flertal til fornuft.