Jeg skal lige have pulten lidt ned.
Jeg vil starte med at sige, at det jo er rigtig godt, at vi endnu en gang lige gør opmærksom på, at der er menighedsrådsvalg til næste år.
For det er jo et valg, som der ikke nødvendigvis er den store fokus på, men som ikke desto mindre er et meget vigtigt valg, fordi det handler om demokratiet i vores fælles folkekirke, og det kan vi ikke gøre nok reklame for.
Lovforslaget her har jo også været under forberedelse i den tidligere regerings tid, og det har faktisk været sendt i høring, før valget blev udskrevet.
Vi støtter som parti lovforslaget, men jeg vil alligevel tillade mig at sige, at det måske er at gå i detaljen, at man lægger loft over, hvor mange navne der kan være på en kandidatliste til et menighedsrådsvalg.
Det er i hvert fald ikke noget, vi skal gå ind og gøre for meget ud af i forhold til andre demokratiske valg; det var måske nok noget, man også kunne tage stilling til rent lokalt.
Så det er jo også et godt bevis på, at lovforslaget ikke nødvendigvis har groet i vores have.
Men lad os tage lovforslaget, som det er, og lad os få et godt menighedsrådsvalg til næste år.
Og så tror jeg jo også, vi generelt vil få en stor debat – og måske forhåbentlig også en langvarig debat – om folkekirkens struktur i al almindelighed, hvor vi også får nogle drøftelser om:
Hvordan skal menighedsrådsvalget egentlig være i fremtiden?
Hvilken demokratiproces skal der være?
Hvordan skal valgprocedurerne være?
Er det den rigtige måde, vi kører valget på, eller skal det, som nogle af biskopperne og andre har foreslået, være noget, der er mere repræsentantskabsagtigt, noget, der er mere generalforsamlingsagtigt?
Det har vi som parti slet ikke lagt os fast på.
Vi er meget åbne over for, at man skal have en fri og fordomsfri debat om folkekirkens struktur, og derfor kan vi også godt spise lovforslaget, der ligger her, som det ligger i dag.
Så vi siger o.k.
til lovforslaget, men det er ikke det sidste punktum, der er sat i debatten om en tilrettelæggelse af menighedsrådsvalg.