Tak for det.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Venstre hele tiden har været tilhængere af, at der skal være orden i økonomien, og derfor er det også helt i tråd med den tidligere VK-regerings politik, at vi indgår en aftale om en budgetlov – det er jo noget, som er groet i vores baghave – og dermed også sikrer redskaber til at styre økonomien i kommuner og regioner.
De forslag, som der nu bliver lagt frem for henholdsvis regionerne i L 164 og for kommunerne i L 165, betyder, at man bl.a.
hos regionerne får et øget betinget bloktilskud, som det hedder, på 1 mia.
kr.
på driftssiden og ½ mia.
kr.
på anlægssiden.
Det bliver så kun udbetalt, hvis driftsbudgetterne samlet set bliver holdt.
For kommunerne får man så også et nyt betinget bloktilskud på 1 mia.
kr.
på anlægssiden.
Endvidere gøres modregningen endnu mere individuel i forhold til de enkelte regioner og kommuner, hvis budgetterne alligevel ikke bliver holdt, sådan at der stadig væk er et element af kollektivitet på 40 pct.
blandt regioner og kommuner, og at 60 pct.
af den eventuelle nedsættelse af bloktilskuddet de kommende år så bliver gjort individuelt i forhold til regionernes og kommunernes individuelle budgetadfærd.
Hos venstrefløjen er det tilsyneladende først kommet som en nyhed efter folketingsvalget, at der skal være styr på økonomien.
Budgetloven er som sagt en mere eller mindre overtagelse af VK-regeringens forslag, og sanktionerne over for regioner og kommuner var for venstrefløjen med Socialdemokraterne, vil jeg gerne sige, i spidsen helt utænkeligt.
Lad mig f.eks.
tage en udtalelse fra daværende kommunalordfører for Socialdemokratiet, hr.
Rasmus Prehn, der den 4.
februar 2011 ved førstebehandlingen af L 112 om nedsættelse af statstilskud til kommuner ved overskridelse af det aftalte udgiftsniveau udtalte:
»Fra socialdemokratisk side kan vi ikke forstå, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke er mere optagede af at bekæmpe krisen, sætte gang i hjulene og sikre en ordentlig folkeskole og ordentlig velfærd frem for at bruge krudtet på nye straffesanktioner over for landets kommuner, der i forvejen er ved at drukne i statsligt bureaukrati ...
Det, vi siger fra Socialdemokratiets side, er, at man måske i stedet for skulle lave en realistisk økonomiaftale med kommunerne ...
Vi bryder os ikke om sanktionspolitikken og slet ikke, når kommunerne har en så stram og urealistisk økonomisk ramme at arbejde med ...
At foreslå yderligere sanktioner nu hænger derfor slet, slet ikke sammen.«
Sådan sagde Socialdemokraterne før valget, og nu efter valget er holdningen ikke bare ændret, det er 180 grader forskelligt den anden vej.
Men hvad er så en realistisk ramme ifølge venstrefløjen?
Ja, vi har været inde på det i den tidligere debat, nemlig at vi spillede ud med 0,8 pct.
Det var udtryk for en massakre, et blodbad, en udsultning af den offentlige velfærd – det var den beskrivelse, man brugte, da man som førende venstrefløjspolitiker skulle beskrive VK-regeringens økonomiske politik.
I dag ser vi så de selv samme partier fremlægge henholdsvis en budgetlov med sanktioner og en økonomisk plan – 2020-planen – som faktisk er i tråd med det, som VK-regeringen fremførte sidste år.
Tidligere var det mere reglen end undtagelsen, at budgetterne ikke blev overholdt.
Det ser heldigvis ud til nu at blive historie, og jeg vil derfor også gerne benytte lejligheden til at kvittere både over for kommuner og regioner, fordi man har taget opgaven alvorligt, og det er der blevet brug for.
Det skal vi holde fast i, og derfor støtter vi i Venstre selvfølgelig også de her forslag.
Det er som sagt ikke så mærkeligt, for de har groet i vores egen baghave.
Men jeg kan ikke lade være med at undres – også trække en lille smule på smilebåndet – når man skal høre det fra politikere, ikke mindst fra Socialdemokraterne og SF's side, der jo netop gik til valg på det stik modsatte, nemlig at man
ikke
ønskede sanktioner, og at man ønskede en betydelig højere vækst end den, de selv samme partier i dag lægger frem.
Men ikke desto mindre støtter Venstre de her to forslag, og jeg skulle hilse fra Liberal Alliances ordfører og sige, at de støtter også de to forslag.