Der er to ting.
Den ene er, at vi også kan tiltræde, at man laver en midlertidig bevillingslov.
Det synes vi følger af sagens natur.
Når en finanslov ikke kan være på plads i indeværende år, er det selvfølgelig kun ret og rimeligt, at vi laver en midlertidig bevillingslov, der sikrer, at de offentligt ansatte kan få udbetalt deres løn, og at man kan afholde udgifterne og i øvrigt også opkræve de skatter og afgifter, der er på det nuværende niveau, før regeringens planlagte skatte- og afgiftsforhøjelser træder i kraft i 2012.
Grunden til, at jeg lige tager ordet, er derudover, at jeg lige vil komme med en undren.
Da regeringen tiltrådte, havde regeringen helt øjensynligt problemer med at finde ud af, hvordan man skulle tackle det her forløb.
Det gav sig udtryk i, at man havde noget af en zigzagkurs i forhold til, om man ville komme med et finanslovforslag, som man ville søge opbakning til inden nytår og dermed inden det nye finansår, eller om man vil have en udsættelse og først færdigbehandle finansloven til næste år og så have en midlertidig bevillingslov.
Det har vel også givet sig udtryk i, at vi nu står i den mærkværdige situation, at vi, samtidig med at vi giver støtte til og vedtager en midlertidig bevillingslov, der gør, at vi først får en finanslov på plads næste år, alligevel ikke har fået regeringens selvstændige finanslovforslag.
Jeg synes, det er en mærkværdig arbejdsfacon:
Vi arbejder i virkeligheden med den gamle VK-regerings finanslovforslag suppleret med et hæfte på nogle og fyrre sider fra regeringen, som så er regeringens forslag til et finanslovforslag, og at vi nu her fra weekenden har den endelige aftale om finansloven.
Det har jo gjort det besværligt for Folketinget at arbejde med det her finanslovforslag.
Regeringen kunne jo godt have valgt at gøre det mere arbejdsdueligt for Folketinget, ved at man, når man alligevel vil have en midlertidig bevillingslov, havde lavet sit eget forslag til finanslov, hvor man på kontoplanen havde vist, hvilken effekt regeringens forslag vil have.
Vi har altså haft en lidt mærkelig facon, og jeg tror altså, at det er, fordi regeringen ikke helt har vidst, hvordan den ville gribe det an, og først sent er blevet enig med sig selv om, at det skulle ende, som det gør.
Dermed har Folketinget har haft dårligere arbejdsvilkår.
Det beklager jeg, og jeg håber selvfølgelig, at det kun er det her ene år i regeringens levetid, i den her valgperiode, at vi oplever det.