Når jeg tager ordet, er det, fordi Venstre og Det Konservative Folkeparti har bedt om at få opdelt lovforslaget.
I Venstre kan vi ikke støtte det samlede lovforslag, da de lempelser, der er lagt op til, åbner for, at forældre kan sende deres børn på genopdragelsesrejser uden konsekvenser.
Dog er det sådan, at vi fra Venstres side og også fra Det Konservative Folkepartis side mener, at der er et element i lovforslaget, der er godt.
Det er det, der handler om at fritage børn under 6 år for integrationsvurdering.
Som jeg sagde allerede ved førstebehandlingen, vejer hensynet til familien og dens enhed tungt, men samtidig må vi også for alt i verden forhindre, at disse dybt skadelige genopdragelsesrejser finder sted.
Vi anmoder derfor om at få lovforslaget delt op i to, så vi kan stemme om det her ene element for sig og så de øvrige for sig.
Det her kunne jo være ordnet langt mere elegant, hvis justitsministeren havde indbudt til et bredt samarbejde, og hvis man rent faktisk havde ment det, man sagde før valget, det, man sagde i valgkampen, og det, man sagde, umiddelbart efter at man var tiltrådt, nemlig at Folketinget skulle samarbejde bredt.
Allerede den 3.
februar 2012 sagde jeg her i Folketingssalen, at vi fra Venstres side var positive og konstruktive i den her sag, og at vi gerne ville forhandle lige præcis det her område, men intet har vi hørt, intet er der sket.
I stedet har justitsministeren valgt fuldstændig at svigte alle de løfter, der var lagt op til, om bredt samarbejde på udlændingeområdet ved netop at udarbejde det her lovforslag i en meget, meget snæver kreds, hvor man ikke inviterede f.eks.
Venstre indenfor ved forhandlingsbordet.
Derfor stiller vi os dybt undrende over for det her, og derfor bliver vi nødt til at tage det her skridt i dag og bede om at få delt lovforslaget op, for der skal ingen tvivl være om, at for Venstre er det børnene, det handler om.
Vi vil ikke være med til at tage børnene som gidsler i den her sag, og derfor ser vi heller ikke anden mulighed end at bede om at få delt lovforslaget op, så vi kan få skilt tingene ad.