Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 143:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Ændring af revisionsbestemmelse).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 29.03.2012).

Forhandlingen er åbnet. Venstres ordfører, hr. Eyvind Vesselbo.

Det her kan gøres forholdsvis hurtigt, for det drejer sig om, at regeringen nu trækker et lovforslag tilbage, som har været fremsat, og som man må sige, da det blev fremsat, ikke var ligesom grundig nok undersøgt med hensyn til alle de faktorer, som var i lovforslaget, som var lagt frem i lovforslaget. Der var ikke den dokumentation, der skulle til for, at man ligesom kunne sige ja til det lovforslag. Så derfor er det klogt, at de partier, som er involveret i den her sag, alle har sagt, at man ønsker at trække lovforslaget tilbage og at udsætte den revision af lovforslaget, som jo blev vedtaget i 2008, til 2015-2016, sådan at man på det tidspunkt har de rapporter, de undersøgelser, den viden og den dokumentation, der skal til for at lave en saglig revision.

Jeg synes, at det er fint, at vi er nået dertil, at man, selv om det her lovforslag er blevet fremsat, altså tager skridtet fra regeringens side og siger: Jamen vi har ikke dokumentation nok; arbejdet kan gøres bedre, så vi trækker lovforslaget tilbage.

Det er helt fint, og det kan vi støtte.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Maja Panduro.

Det her lovforslag skyldes jo først og fremmest, at reglerne om hjemmetræning af børn med handicap blev ændret tilbage i 2008. Formålet med de ændringer, som man lavede dengang, var at give børnene nogle bedre muligheder for deres udvikling og deres trivsel, ved at man kunne inddrage forældrene mere aktivt i træningen. Det skulle der så løbende følges op på, både med undersøgelser blandt forældrene og med undersøgelser af børnene, og så skulle der også gennemføres nogle forskningsundersøgelser af effekten af hjemmetræningen. Derfor lavede man en revisionsbestemmelse i loven, som sagde, at den skulle revideres nu, i forbindelse med at bl.a. de forskningsresultater skulle foreligge.

Men det, vi så gør nu, er, at vi foreslår, at vi forlænger revisionsbestemmelsen, sådan at loven først revideres i folketingsåret 2015-2016. Det skyldes, at vi bl.a. ikke har forskningsresultaterne klar.

I 2007 blev der sat et forskningsprojekt i gang, som skulle undersøge effekterne af de her – måske særligt for nogles vedkommende – temmelig alternative træningsmetoder, og det projekt skulle have været afsluttet i 2010, men det er altså blevet forsinket nu. Desuden har der også været en del debat om effekterne og konsekvenserne af nogle af de her alternative træningsmetoder og af nogle af de her former for hjemmetræning af børn med svære handicap.

På baggrund af nogle forskellige lægefaglige bekymringer for nogle af de elementer, der var i nogle af de træningsmetoder, som har været anvendt, så har man i fællesskab i satspuljekredsen sat nogle af de initiativer i bero, som man ellers har taget i 2008, om opkvalificering af de her træningsindsatser. I det hele taget er vi blevet enige om at konstatere, at vi gerne vil have, at grundlaget for at kunne lave revisionen bliver bedre, end det er på nuværende tidspunkt. Det vigtigste for os alle sammen er jo, at vi får sikret barnets tarv og barnets trivsel.

På den ene side skal det selvfølgelig være muligt for forældre at kunne behandle og hjælpe deres børn på den måde, som de – forældrene – finder bedst, men på den anden side er det også nødvendigt, når vi understøtter den form for hjælp og behandling, at vi har noget sikkerhed og noget tilsyn med, hvordan vi gør det; at vi sikrer, at behandlingen virker, og især, at den aldrig skader barnet, når man skal kunne få økonomisk og faglig støtte til at lave den her træning.

Vi mener altså, at hvis vi skal give de her børn de bedste muligheder for udvikling og for trivsel – og også i videst mulig omfang inddrage forældrene aktivt – så er det nødvendigt med et ordentligt og nok også bedre vidensgrundlag end det, som vi har i dag. Og på den baggrund finder vi det vældig fornuftigt at udsætte revisionen af reglerne til senere, hvor oplysningsgrundlaget i form af både resultaterne fra de forskningsundersøgelser, som man har lavet, og effektevalueringerne kan foreligge, og derfor kan Socialdemokraterne støtte lovforslaget her.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Grunden til, at jeg tager ordet, er egentlig, at ordføreren kom med en bemærkning, som jeg gerne lige vil have belyst lidt nærmere: Mener ordføreren, at forældre med handicappede børn bevidst skader deres børn, for det var det, der fremgik af det, ordføreren kom til at sige?

Ordføreren.

Nej, det mener ordføreren ikke . Jeg tror heller ikke, at jeg har sagt det. Hvis jeg har sagt det, er det i hvert fald en fejl. Selvfølgelig mener jeg ikke, at der er nogle forældre, som bevidst skader deres børn, men jeg synes, vi er nødt til at forholde seriøst til, at der har været noget lægefaglig bekymring for nogle af de behandlingsmetoder, der er, og det skal vi da tage alvorligt, samtidig med at jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at forældre kan bidrage lige så meget, som de overhovedet orker, til behandlingen af deres børn, for det tror jeg ofte er rigtig, rigtig godt for barnet.

Hr. Eyvind Vesselbo.

Jo, men det var sådan, at ordføreren sagde, at vi måtte finde ud af, om det gavner barnet, eller om det skader barnet. Og derfor spørger jeg, om ordføreren mente, at der var nogle forældre, der udfører hjemmetræning, som de godt ved skader barnet, for det er jo det, ordføreren står og siger. Jeg mener, at i stedet for at mistænkeliggøre de her forældre skulle ordføreren være glad over, at der er nogle forældre, som har nogle handicappede børn, som bruger stort set hele deres liv på at hjælpe de her børn til at få en bedre tilværelse. Og så synes jeg altså, det er forkasteligt at stå på talerstolen og ligesom insinuere, at de forældre på en eller anden måde skader deres børn. Jeg mener, det er dybt uacceptabelt!

Ordføreren.

Jeg mener, det er dybt uacceptabelt og forkasteligt at lægge mig den slags ord i munden, for det har jeg på ingen måde sagt. Det mener jeg ikke, og det ved Venstres ordfører også godt er jeg helt sikker på.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Maja Panduro. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Karin Nødgaard.

I en tid, hvor der mediemæssigt er meget fokus på misrøgt af børn, manglende omsorg, manglende tilsyn og mangelfulde indberetninger vedrørende danske børn og unge, er det vigtigt at slå fast, at disse sager, om end det selvfølgelig er alt for mange sager, der dukker op, alligevel kun berører en lille del af det samlede antal børn og unge i Danmark. Det har vi også lige kunnet høre i den debat, der har kørt før det her forslag.

Men faktum er jo, at de fleste børn lever gode liv i gode familier med et netværk, som elsker og støtter dem og vil deres bedste fra den dag, de ser dagens lys. Det er en stor glæde at få et barn, og heldigvis er det en lykke, som mange har i livet. Børn er forskellige og har forskellige forudsætninger på flere niveauer. Det kan være miljø eller arv eller begge dele, som er med til at bestemme ens livsforløb. Nogle klarer sig godt, andre skal kæmpe mere, nogle endda rigtig meget. Denne kamp kan være meget hård, og måske især for de nærmeste pårørende er det svært at se på, at ens barn har nogle odds imod sig. Det gør da ofte, tror jeg, at der kommer en særlig fighterevne frem både i forældrene og i barnet.

Nogle børn fødes med handicap af den ene eller anden art, og især for forældrene og søskende til disse børn bliver tilværelsen meget påvirket af dette. Heldigvis er det i dag sådan, at der er en indstilling til, at disse børn skal hjælpes, så de opnår en højere livskvalitet og der sker fysiske og mentale fremskridt.

Forskningen har været med til, at der arbejdes med, hvorledes der kan fokuseres på, hvilke træningsmetoder der kan virke positivt. Noget træning finder sted i offentligt regi, andet varetager forældre selv i dialog med specialister.

Dette lovforslag, som i sin enkelthed går ud på at udskyde en revision fra det oprindelige aftaletidspunkt omkring 2012 til folketingsåret 2015-16, bakker Dansk Folkeparti op om. Men det er i dag vigtigt at komme med nogle kommentarer til, hvorfor det ikke er muligt at evaluere og konkludere nu, samt hvorfor Dansk Folkeparti hele vejen igennem har været skeptiske over for at reducere forældres indflydelse på træningsmetoder af deres eget barn. Dette er også årsagen til, at Dansk Folkeparti, trods det at vi er en del af satspuljekredsen, fra starten tog vores forbehold.

Vedrørende det første om konklusion er det jo meget vigtigt, at man som lovgivere har det fornødne grundlag at konkludere ud fra og ikke lader sig presse af en tidsfrist. Det dansk-norske forskningsprojekt, der skal undersøge effekten af træning med de alternative træningsmetoder, Doman og Family Hope Center, er ikke afsluttet som ventet, og derfor er det vigtigt, at dette afsluttes og medinddrages i en evaluering. Det sker først senere på året.

Med hensyn til Dansk Folkepartis generelle skepsis over for at reducere forældrenes muligheder for hjemmetræning er det vigtigt at slå fast, at al træning selvfølgelig skal kunne forsvares og ikke må skade barnet. For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi ikke opnår en situation, hvor det er Sundhedsstyrelsen og ministeriet og Folketinget, som automatisk ved, hvad der er bedst for det enkelte barn, men som udgangspunkt skal det være de nærmeste pårørende i dialog med sundhedsfagligt personale.

Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at barnet bliver et eksperiment, hvor det kan have alvorlige konsekvenser, men når man som jeg har set, hvordan denne hjemmetræning fungerer, og lytter til forældrenes beretninger om de større eller mindre fremskridt, som deres barn opnår, bliver jeg beroliget og får en styrket tro på, at det netop er denne daglige træning sammen med ens far eller mor og ofte en hjælper, der gør forskellen. For nogle børn er det næsten en uovervindelig sejr at komme fra krybende stadium til kravlende, og for forældrene er det en ubeskrivelig lykkefølelse, som gør, at de mange hårde træningstimer bliver fortrængt.

Måske har der været en skepsis med hensyn til ordet hjemmetræning, som for nogle måske har kunnet klinge lidt af noget hokuspokus, men det her drejer sig om en gruppe af menneskeligt ressourcestærke forældre, som sætter så godt som alt til side i tilværelsen for at hjælpe deres barn og øge dets livskvalitet. Hjemmetræning, som ofte finder sted, hvor forældrene er sammen og støtter hinanden, er vigtig, og det er det, som jeg, da jeg besøgte Mindsteps i Holte, oplevede. Her var der mange typer af handicappede børn, og det var givende og også rørende – for mig i hvert fald – at se de metoder, der anvendtes, og være i dialog med flere af de børn og unge, der trænede sammen med deres forældre.

Så længe det ikke kan bevises, at det er decideret skadeligt med hjemmetræning i en dialog med sundhedsfagligt personale, ønsker Dansk Folkeparti ikke at ændre på forældrenes muligheder for at hjælpe deres handicappede børn. Indtil 2015-16 er der god tid til at følge udviklingen, og der er et ordentligt grundlag for at se på loven igen. Måske skal der justeres noget, måske viser det sig faktisk, at det netop er dette arbejde, der laves i samarbejde mellem forældre og barn, der er med til at give det gode liv.

Tak til ordføreren. Herefter er det den radikale ordfører, fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. Jeg skal også gøre det kort. Fra radikal side støtter vi det, som satspuljepartierne i fællesskab har konstateret, nemlig at man på nuværende tidspunkt mangler de faglige forudsætninger for at lave en revision af de gældende regler om hjemmetræning af handicappede børn. Derfor støtter vi, at man venter med at lave en revision til, at man bl.a. har de fælles dansk-norske undersøgelser på området færdiggjort. Man vil på den måde få en mere fyldestgørende viden på et område, som jo netop – kan jeg høre på alle de øvrige ordførere – er et meget vigtigt område for os alle sammen og derfor også vigtigt at få ordentligt belyst. Således støtter vi altså også, at man udsætter revisionen til folketingsåret 2015-2016. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Herefter er det SF's ordfører, fru Annette Vilhelmsen.

Det er vigtigt for os i SF, at børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne sikres gode muligheder for udvikling og trivsel bl.a. ved, at man inddrager forældrene mere i træningsindsatsen, hvis de ønsker det. Det er vigtigt for os, at forældre til disse børn føler sig ordentligt inddraget i udredningen vedrørende deres børn og oplever, at de har mulighed for at træne deres børn i hjemmet, hvis der er behov for det. Derfor har vi også været og er fortsat meget positive over for at se på de indsatser, som der er til kvalificering af træningsindsatserne for børn med meget svære handicap. Det handler meget om at få et kvalificeret datagrundlag, og det er også det, som det her lovforslag giver gode muligheder for.

I år skulle vi have vurderet, om der var brug for en revision af lovgivningen, men som ministeren redegjorde for, så er de igangsatte evalueringer og forskning endnu ikke færdigbehandlet. Det er vigtigt, at vi ændrer i lovgivningen på et ordentligt oplyst grundlag. Vi er glade for, at der bliver lyttet til bekymringerne i høringssvarene, og derfor kan vi i SF tilslutte os forslaget om at udskyde revisionen, til der foreligger et bedre vidensgrundlag at evaluere ud fra. Når vi til den tid skal revidere lovgivningen, vil det være vigtigt for os, at man dels nøje kigger på, hvilken træning der er gavnlig for børnene, og hvordan man sikrer, at den udføres sundhedsfagligt forsvarligt, dels at man kigger på, med hvilke modeller forældrene oplever mest tilfredshed og inddragelse, ligesom det er væsentligt, at en revision af ordningen stadig giver et godt råderum til metodefrihed og individuelle hensyn til det enkelte barns tarv. På den baggrund støtter SF forslaget.

Mange tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix.

Jeg skal gøre det ganske kort. Jeg synes, der er sagt mange ganske fornuftige ting om baggrunden for, at forslaget ser ud, som det nu engang gør, og fra Enhedslistens side synes vi naturligvis, at det er fornuftigt at vente på, at den forskning, som er i gang med at blive gennemført, bliver færdig, sådan at Folketinget har det in mente, når vi kigger på revision af loven vedrørende hjemmetræning. Så det glæder vi os meget til at se, og så tager vi debatten igen, når revisionen skal ske næste gang. Tak.

Mange tak til ordføreren. Så er det fru Thyra Frank, ordfører for Liberal Alliance.

Vi har hørt fint om den væsentlige grund til, at vi udsætter de her beslutninger, indtil forskningsresultatet fremkommer omkring 2015, så vi kan i Liberal Alliance tilslutte os og kan til fulde støtte lovforslag nr. L 143.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Også fra konservativ side skal der lyde positive røster til det her lovforslag. Vi kan støtte lovforslaget, som jo dybest set handler om, at vi udsætter en revision, indtil vi har et bedre grundlag at revidere loven på, og det er vi fra konservativ side meget tilfredse med, specielt set i lyset af at vi måske var på vej til at gøre indgreb i den her mulighed, og det ville vi fra konservativ side synes var rigtig, rigtig ærgerligt.

Vi synes faktisk, det er en ganske glimrende ordning, vi har fået lavet i Danmark, nemlig at familien selv har en mulighed for at gøre en forskel, altså at man som forældre selv har en mulighed for at gøre en forskel i forhold til sine egne børn. Det er jo ikke rimeligt, at det normale er, at man, hvis ens barn fejler det ene eller det andet, så afleverer sit barn til de offentlige myndigheder og håber det bedste. Her er lige præcis en ordning, hvor forældre selv kan gøre en forskel, hvor man selv kan tage hånd om sit barn, hvor man selv kan træne sit barn til at få en bedre tilværelse, og det sætter de her familier enormt stor pris på. Det kan jeg godt forstå, for det styrker familierne, det holder sammen på familierne, det giver færre bekymringer, og det, vi har set indtil nu, eller i hvert fald det, jeg har set indtil nu, er, at børnene også får det væsentligt bedre.

Så det er godt, at ordningen nu får lov til at fortsætte, det er godt, at der stadig væk er økonomi til det, og når der er gået nogle flere år og man har fået et endnu bedre videngrundlag at træffe beslutning på, kan det jo godt være, at der er noget, der skal revideres; så kan det godt være, der er noget, der skal justeres, men den tid den glæde. Indtil da ønsker jeg tillykke til de familier, som har valgt den her ordning, og som har valgt at prøve at gøre en forskel. Det er godt, det er sundt, og det er ikke mindst godt for børnene. Så vi støtter lovforslaget her om en udsættelse af revisionen.

Tak til den konservative ordfører. Social- og integrationsministeren.

Jeg kan også gøre det ganske kort. Jeg vil gerne sige tak for debatten. Jeg tror, det var Venstres ordfører, der startede med at sige, at lovforslaget havde været fremsat. Til det vil jeg gerne sige: Det er jo ikke korrekt. Lovforslaget har været sendt i høring, det tidligere lovforslag har ikke været fremsat. Men grunden til, at vi har haft debatten, er jo, at man har haft en lang historik i den tidligere satspuljekreds om lige præcis det her forslag og om hjemmetræning. Og i den forbindelse havde man jo truffet beslutning om, at der skulle komme en evaluering, at der skulle komme en gennemgang i år. Det er jo derfor, at det står i lovprogrammet, og det er derfor, at det er på. Det er også derfor, det er på nu, at vi så skal beslutte at udsætte gennemgangen til 2015-16.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at der er blevet sagt mange ting om den meget forfærdelige situation, som nogle familier står i. For der er jo ikke nogen tvivl om, at de familier, som rammes af at få et hjerneskadet barn, bestemt er familier, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er familier, som vi ved har behov for støtte – ikke kun til at hjælpe det handicappede barn, men også til at holde hele familien sammen og tage hånd om de eventuelle søskende, der måtte være.

Derfor vil jeg gerne afslutte med at sige, at jeg glæder mig til, at vi skal have debatten på et andet tidspunkt, når vi også har det videngrundlag, som vi er blevet enige om i satspuljekredsen at vi bliver nødt til at have, før vi træffer endelig beslutning om, hvordan det skal gå videre herfra med hjemmetræning.

Men jeg vil gerne sige, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at den gode debat, vi har haft i satspuljekredsen, bliver afløst af, at man her i salen insinuerer, at der er nogle ordførere, der nærmest mener, at forældre bevidst skader deres børn. Det er bestemt ikke den debat, jeg oplever at vi har haft i salen. Det er heller ikke den debat, vi har haft, og derfor vil jeg sige, at jeg synes, at man skal holde sig for god til at ty til sådan nogle tricks og billige kneb. Der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der ikke synes, at vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe de handicappede børn og deres familier, eller nogen, der ikke synes, at vi skal vælge de metoder, der virker.

Så med de ord vil jeg sige tak for debatten, og jeg glæder mig til at tage den igen, når vi har mere viden.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Jeg har egentlig bare en enkelt bemærkning, nemlig at mit spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører egentlig bare var en hjælp, sådan at der ikke var nogen misforståelser i forbindelse med det, den socialdemokratiske ordfører sagde. For jeg har også hjulpet ministeren tidligere, når ministeren har været ude at sige, at forældre til handicappede børn skulle betale for deres daginstitutioner. Det måtte ministeren jo for lidt over en uge siden beklage her i Folketingssalen at hun havde sagt, og nu kunne jeg forstå, at den socialdemokratiske ordfører også kommer ministeren til hjælp og også beklager den misforståelse, der åbenbart var opstået.

Ministeren.

Jeg tror bare, at jeg afslutningsvis skal konstatere, at vi lever i parallelle virkeligheder, og det er der så åbenbart ikke rigtig noget at stille op over for. Jeg vil sige, at jeg bestemt ikke betragter det som værende nogen hjælp, men mere som en uforskammet flabethed.

Der er ikke flere bemærkninger. Mange tak til social- og integrationsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Såfremt ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.