I Enhedslisten bakker vi også op om det her lovforslag, fordi vi er rigtig glade for, at vi nu får en bedre sikring af og et større fokus på netop børns rettigheder.
Jeg synes, det er afgørende, at alle børn kender deres rettigheder, og jeg synes også, det er rigtig vigtigt, at vi med det her lovforslag – og vi skulle gerne gøre det med også andre lovforslag – holder fast i, at det altså er alle børn, som skal kende deres rettigheder og have mulighed for at bruge dem.
Jeg synes, vi skal passe på med at lave den her skarpe opdeling mellem udsatte børn, børn med særlige behov og så de almindelige børn, hvad det så end er at være et almindeligt barn.
Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at alle børn har ret til at blive hørt, og at alle børn har ret til at blive anerkendt.
Der synes vi i Enhedslisten, at det her forslag er et skridt i den rigtige retning, og vi håber, at det vil betyde, at flere og flere børn kommer til at kende til deres rettigheder og bruger de muligheder, de har.
Vi synes også, det er rigtig positivt, at vi nu får et stærkere organ, som kan rådgive ministre, og som kan rådgive Folketinget om, hvordan vi sikrer børns rettigheder i al vores lovgivning.
Der mener vi igen, at det her forslag er et rigtig stort fremskridt, i forhold til hvordan reglerne er i dag, og vi så faktisk gerne, at vi tog fat i al den lovgivning, der ligger, og kiggede på, hvordan vi får sikret børns rettigheder i netop den her lovgivning.
Det kan være lovgivning på asylområdet, på sundhedsområdet osv.
Det er jo rigtig dejligt, at vi skal gøre det med den lovgivning, vi skal til at lave, men det kunne da også være relevant at tage fat på den lovgivning, som allerede ligger, så vi på den måde sikrer børns rettigheder, uanset hvor i vores system børnene er.
Jeg håber også rigtig meget, at det her forslag kommer til at betyde, at der er en stor velvilje her i Folketinget, så vi arbejder hen imod også at høre børns egen stemme og ikke kun lytter til dem, der arbejder med børn.
Jeg synes, vi har en tendens til altid at tale med de meget dygtige medarbejdere, som arbejder med børn, men lidt at glemme at høre børnenes egen stemme.
Og det synes jeg sådan set også er rigtig vigtigt.
Her kan vi jo passende kigge over til Sverige, som netop arbejder rigtig meget med at høre børnenes egen stemme.
I Sverige har de jo en børneombudsmand, som lige præcis arbejder med en masse store projekter for tiden.
De handler om at høre især unges egen stemme og ikke kun dem, som arbejder med de unge.
Som sagt vil mange ting blive styrket med det her lovforslag.
Børnerådet har vi været inde på.
Børns Vilkår har vi været inde på.
Og Ombudsmandens arbejde.
Men når det så er sagt, er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten længe har ønsket os en egentlig børneombudsmand for at sikre, at sagsbehandlingen og rådgivningen er det samme sted og har den samme indgang.
Altså, vi vil gerne have klagebehandlingen og fortalervirksomheden under et.
Og når nu man så vælger at styrke Børnerådet, hvilket jeg er meget enig i, hvorfor så ikke også lade dem behandle børns klager?
Her er det jo netop fagpersoner, som sidder med sagerne i forvejen.
Hvis vi kigger over på vores nabolande, hvor man jo har børneombudsmænd, så kan man se, at ombudsmandsbegrebet ikke er blevet udvandet, hvilket jeg kan forstå i hvert fald fra nogle politiske partiers side har været frygten ved at indføre netop en børneombudsmand.
Og FN's Børnekomité har jo også netop anbefalet, at man laver en børneombudsmandsinstitution, ligesom de fleste af høringssvarene også peger på netop dette.
Jeg synes, at den konstruktion, man laver nu her, er en lille smule skrøbelig i forhold til at have en egentlig børneombudsmand.
Det synes jeg, fordi BørneTelefonen jo er en anonym rådgivningsinstans, og jeg mangler ligesom en sikkerhed for, hvordan vi så følger op på de børn, som ikke bliver, hvad skal man ligesom sige, sendt videre i systemet.
Hvordan sikrer vi de børns rettigheder?
Hvordan sikrer vi de børns rettigheder, som ikke er omfattet af nogen særlig lovgivning i dag?
Det kan jeg godt blive bekymret for med den her konstruktion, ligesom jeg kan blive bekymret for, at man lægger indgangen, altså ligesom BørneTelefonen, over i en privat organisation, Børns Vilkår, i stedet for at lave det til en samlet myndighed.
Jeg mener faktisk, at det er vores opgave som samfund, som Folketing, at sikre alle børns rettigheder.
Det mener jeg vi gør bedst ved at have en særlig børneombudsmand.
Når det så er sagt, er vi rigtig glade for de forbedringer, som lovforslaget medfører, og derfor støtter vi også forslaget.
Og jeg vil derfor bare til sidst bede ministeren om at kommentere de høringssvar, som anbefaler en børneombudsmand, og selvfølgelig særlig på Red Barnets høringssvar.