Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 125:

Forslag til lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Af erhvervs- og vækstministeren (Ole Sohn).

(Fremsættelse 28.03.2012).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til Venstres ordfører, hr. Kim Andersen.

I Venstre er vi af den klare opfattelse, at virksomheder naturligvis skal overholde loven i det land, hvori de er placeret og opererer. Vi er også helt klart af den opfattelse, at virksomhederne har et ansvar for deres område og for deres ansatte, for deres kunder og over for miljøet, at virksomhedernes ansatte skal optræde etisk korrekt, og at man naturligvis skal have en god social opførsel i alt, hvad man beskæftiger sig med, og overholde love og regelsæt. Ingen tvivl om det.

Med det forslag, vi her har til behandling, er det regeringens intention, at der skal oprettes en mæglings- og klageinstitution, der skal tage sig af tvister om ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal samtidig fungere som en instans, hvor brud på OECD's retningslinjer, f.eks. brud på menneskerettigheder, miljø og arbejdstagerrettigheder inden for ansvarlig virksomhedsadfærd, kan rejses, dokumenteres og offentliggøres. Med det her forslag skal omkring 1.100 af landets største virksomheder ikke længere kun redegøre for deres samfundsansvar, de skal også redegøre for deres indsats i forhold til menneskerettigheder og miljø. Forslaget lægger endvidere op til en ændring af årsregnskabslovens § 99, som betyder, at alle virksomheder, store som små, altså ikke bare de 1.100 største, men alle virksomheder, skal til at forholde sig til, hvad deres politik er inden for menneskerettigheder og klimapolitik.

Det mener vi er at gå meget, meget langt. Vi mener, det er at skyde gråspurve med kanoner, og vi mener også, at det vil bidrage til at udhule frivillighedsprincippet. Dette, der naturligvis ligger som en selvfølgelighed for enhver virksomhedsleder, nemlig at man skal overholde love og regler, at man skal opføre sig etisk forsvarligt og anstændigt, ja, det vil nu ikke længere være noget, man er drevet til ud fra nogle ideale målsætninger og ud fra et ønske om at være en god virksomhedsleder og en moderne virksomhed, nej, fokus vil nu blive flyttet over på, hvordan man kan klare sig igennem uden kritik med den mindst mulige indsats. Det er i hvert fald en risiko. Og det vil sige, at fra at have et positivt, oprigtigt fokus får man et bureaukratisk, lidt negativt fokus, som går på at overholde regler ud fra laveste fællesnævner.

En administrativ mæglings- og klageinstans for ansvarlig virksomhedsadfærd vil ifølge forslaget skulle træffe afgørelser på baggrund af OECD's retningslinjer – retningslinjer, som dog ikke er retligt bindende for virksomhederne. Et sådant system risikerer at blive et parallelsystem til det gældende retssystem, og det rummer jo for mig at se risiko for, at virksomheder kan blive hængt ud og sat i gabestok, til trods for at de har overholdt gældende lovgivning til punkt og prikke. Firmaet vil i sager, der bliver behandlet i mæglings- og klageinstitutionen, hvor parterne når frem til en tilfredsstillende løsning, eller hvor en sag simpelt hen bliver afvist, i henhold til det her lovforslag stadig væk være underlagt offentlighedsloven, og det pågældende firma vil blive udstillet i offentligheden med al den dårlige omtale, som det kan medføre og dermed dårligere mulighed for at kunne sælge sine produkter og i det hele taget komme til at fremstå med et ramponeret image – vel at mærke uden saglig grund.

Så vil regeringen måske sige, at disse oplysninger i den slags sager vil blive anonymiseret. Javel, men det må antages, at disse oplysninger vil være så virksomhedsspecifikke, at virksomheden vil blive afsløret alligevel, fordi en anonymisering ikke er mulig i praksis. Forslaget relaterer sig også til regeringens målsætning om, at Danmark skal være i front med gældende regler på CSR-området, men her vil jeg gerne understrege, at det baserer sig på frivillighed og ikke på tvang.

Venstre er meget stor tilhænger af intentionerne i forslaget, men vi mener, at formen rummer risici for, at retssikkerheden kan blive krænket og kan virke direkte demotiverende for virksomhederne, og vi har derfor en lang, lang række spørgsmål, som vi vil stille under udvalgsarbejdet, og vi er ikke umiddelbart positive over for forslaget. Tak.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Jeg undrer mig utrolig meget over det, som jeg hører som værende et fuldstændigt paradigmeskift i Venstres holdning til ansvarlig virksomhedsførelse, og jeg synes også, det er meget underligt, at jeg ikke kan genfinde den kritik, som Venstres ordfører fremfører her, i nogen af de høringssvar, der er indgivet. Jeg vil minde Venstres ordfører mindeligt om, at det lovforslag, der er fremsat her, bygger på en anbefaling fra Rådet for Samfundsansvar, et råd, som i parentes bemærket blev nedsat under den tidligere regering, og det råd er jo kommet med en entydig anbefaling. I rådet sidder – og det her nævner jeg bare for sådan lige at ridse det op, hvis ordføreren skulle have glemt det – Dansk Industri, Dansk Erhverv, Rederiforeningen, Finansrådet, Forsikring & Pension, Håndværksrådet og Landbrug & Fødevarer. Alle disse organisationer har altså været med til at udarbejde dette forslag.

Så vil ordføreren ikke lige forklare: Hvordan kan det være, at Venstre pludselig har ændret holdning til vigtigheden af, at Danmark skal være i front, når det handler om ansvarlig virksomhedsførelse?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi er et politisk parti, som tager stilling til tingene ud fra vores egne idealer og målsætninger. Vi er jo ikke sådan et automattalerør for diverse organisationer eller virksomheder. Men det er i den her sag heller ikke sådan, at vi har skiftet mening, tværtimod. Vi er enige i mange af intentionerne, som jeg også har nævnt i min ordførertale, men det forslag her rummer en række risici, også for retssikkerheden, som vi bliver nødt til at tage seriøst.

Så er det jo også sådan, hvilket hr. Benny Engelbrecht burde vide, at i den rapport, der blev aflagt fra Rådet for Samfundsansvar, var der tale om henstillinger, og der var tale om, at det skulle baseres på frivillighed. Det var også klart, at hvis parterne nåede frem til et mæglingsresultat, eller hvis en sag blev afvist, skulle den ikke kunne behandles af den her klageinstans og offentliggøres. Det er jo en væsentlig og principiel ændring i forhold til de overvejelser, man gjorde sig i Rådet for Samfundsansvar. Det håber jeg meget at ordføreren vil notere sig.

Hr. Benny Engelbrecht.

Pointen, som jeg hørte i ordførerens tale, var, at dette skulle udhule retssikkerheden. Vi taler om en mæglingsinstitution. Hvad er formålet med en mæglingsinstitution? Formålet er at sikre, at en konflikt ikke eskalerer så langt, at den ender i retssystemet. Det er et godt princip. Og ja, der er ganske afgjort ting blandt de anbefalinger, som er kommet fra Rådet, som ikke implementeres i lovgivningen. En af de ting er eksempelvis, at man ikke benævner formanden for klagepunktet som ombudsmand. Det har en masse andre årsager at man ikke gør det. Men dog synes jeg alligevel, det er vigtigt at holde fast i, at en af årsagerne til, at denne titel blev nævnt af rådet, jo netop var den uafhængighed og den mæglingsfunktion, som er så ganske afgørende.

Jeg kan ganske enkelt ikke genkende den linje, der blev ført af den tidligere minister, hr. Brian Mikkelsen, i forhold til dette område, en meget ambitiøs indsats. Jeg ved godt, at hr. Brian Mikkelsen også på forskellig vis er blevet kritiseret gennem tiden, men han har dog gjort en meget vigtig indsats i forhold til dette her. Derfor bliver jeg også nødt til at spørge: Har Venstre være uenig i den linje, som den tidligere minister førte?

Jeg vil gerne gøre både hr. Benny Engelbrecht og ordføreren opmærksom på, at taletiden er et minut, når der er korte bemærkninger.

Ordføreren.

Hr. Benny Engelbrecht behøver ikke undre sig så meget, jeg redegjorde faktisk for vores overvejelser i min ordførertale. Vi er helt af den opfattelse, at virksomheder naturligvis skal overholde love og regelsæt og have en opførsel, som er etisk rigtig. Man skal naturligvis også overholde menneskerettigheder, og man skal tage hensyn til miljø og klima, men det skal være inden for love og regler, som man kan forholde sig til.

Vi er hele tiden gået ind i det her arbejde ud fra den opfattelse, at det skulle være frivilligt, og at det skulle være drevet af viljen til at opnå det bedste, ikke at det skulle være et bureaukratisk alternativ til gældende retssystemer. Det ville sætte retssikkerheden under pres, og det ville komme til at virke bureaukratisk og fordyrende for alle landets virksomheder i nogle så store og generelle spørgsmål, som mange små virksomheder simpelt hen ikke har en jordisk chance for at forholde sig til.

Fru Annette Vilhelmsen for en kort bemærkning.

Det er bare til afklaring. Jeg kan forstå, at Venstre nu efter valget fuldstændig har ændret syn på, hvordan man får tingene igennem. For inden valget var det sådan, at når individer, personer, gjorde noget, som staten ikke brød sig om, skulle man straffes, og incitamentet var lovgivning og straf. Nu kan jeg så forstå, og det er det, jeg lige skal have verificeret, at når det er virksomheder, som gør ting, man kunne ønske forbedringer af, så vil alene en klageinstitution som institution alene kunne udtale sig, men da institutionen ingen myndighed har i forhold til straf eller andet, hvordan virker det så? Altså, der er noget, jeg ikke lige forstår: På individniveau må man gerne straffe, men på virksomhedsniveau er alene en anbefalende institution for meget.

Ordføreren.

Jeg tror, at fru Annette Vilhelmsen misforstår nogle ting, og det lyder næsten, som om det er bevidst. Altså, der er jo ikke tale om, at virksomheder ikke skal straffes. Virksomheder skal naturligvis straffes. Hvis de bliver dømt for en lovovertrædelse, skal de straffes inden for den paragraf, som de har overtrådt, og med den strafferamme, der er gældende for det straffeområde, ingen tvivl om det. Og vi er, som jeg har understreget meget i min ordførertale, fuldstændig enige i mange af intentionerne. Virksomhederne har et ansvar. Vi er også store tilhængere af CSR-elementet, men det er så vigtigt, at vi holder fast i, at det skal ske ad frivillighedens vej, for så får man en langt mere positiv og konstruktiv tilgang til tingene, end hvis det er noget, man skal gøre for ikke at blive hængt ud i et administrativt klageorgan. For så vil man begynde at bruge kræfterne på, hvordan man lever op til målsætningen, og så i øvrigt ikke gøre noget derudover, og det ville være trist.

Fru Annette Vilhelmsen.

Da jeg kun har 1 minut, bruger jeg det ikke på bevidst at misforstå, så bruger jeg det simpelt hen på at forsøge at blive klogere på, hvad det er, hr. Kim Andersen siger her.

Jeg skal bare forstå det rigtigt. Er vi enige om, at mæglings- og klageinstitutionen er en institution, som ikke kan foretage retslige vurderinger, men den kan tilbyde alternative løsningsmodeller, og den kan tilbyde mægling eller undervisning? Kunne vi blive enige så langt, at det sådan set er en god måde at hjælpe virksomheder på, som kan have det lidt svært med det her?

Ordføreren.

Sådan er det beskrevet i lovforslaget, og jeg kan så føje til: i det omfang man kan få noget af kvalitet, og i det omfang man kan få noget for de 3 millioner, som vi taler om. For det er jo et beskedent beløb, der er sat af til det her formål, så hvad angår de mange gode intentioner, som fru Annette Vilhelmsen henviser til, er det nok relativt begrænset, hvad de bliver til i praksis. Men det, som er det afgørende, er, at vi laver om på årsregnskabsloven; at vi pålægger virksomhederne en masse bureaukrati; at vi går væk fra frivillighedsprincippet og over til »skal«-regler, og at vi kan hænge de virksomheder ud, som ikke har overtrådt nogen som helst regler eller love, tværtimod; de har fulgt loven til punkt og prikke, men har der været en tvist, en tvivl, kan de blive hængt ud i offentligheden med al den negativitet, den dårlige omtale, de forringede muligheder for at sælge sine produkter og et ødelagt image for den pågældende virksomhed til følge. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt og fornuftigt for erhvervslivet, og derfor er vi så betænkelige ved det her forslag, og derfor har vi rigtig mange spørgsmål til det.

Hr. Andreas Steenberg for en kort bemærkning.

Hr. Kim Andersen taler meget om, at vi nu går væk fra frivillighedsprincippet og over til »skal«-regler. Det er ikke rigtigt. Det her handler om, at der er nogle retningslinjer, som OECD og FN har lavet, og nu kan virksomheder eller interesseorganisationer få testet, om virksomhederne lever op til de retningslinjer. Det får man så papir på, og det kan man så som ngo bruge til at få at vide, om en virksomhed har overholdt de her retningslinjer, eller man kan som virksomhed få papir på, at den strategi, man har, lever op til de retningslinjer. Så hvordan bryder det med frivillighed, og hvordan bliver det til noget, man »skal«? Det handler jo bare om at finde ud af, om noget stemmer overens med nogle retningslinjer.

Ordføreren.

Så risikerer man at blive hængt ud i en offentlig gabestok, få miskrediteret sit firmas image, og dermed bliver ens muligheder for at sælge sine produkter og rekruttere medarbejdere forringet. Man bliver altså dårligere stillet økonomisk. Det er da ikke hensigtsmæssigt. Og det ville være forbundet med ekstra arbejde, administrative byrder, som også har en omkostning for virksomhederne. Man kan sige: til hvilken nytte og gavn? For det apparat, som ministeren tænker sig at stille an med, kan jo ikke få noget voldsomt omfang og slet ikke noget særlig stærkt fagligt omfang med det budget, der er sat af, nemlig 3 mio. kr.

Andreas Steenberg.

Det giver så også virksomhederne mulighed for at få papir på, at de netop overholder retningslinjerne, og det er jo derfor, at virksomhederne faktisk frivilligt i det her udvalg har været med til at anbefale, at vi laver sådan et klage- og mæglingsnævn, for der er nogle virksomheder, der faktisk mener, at de kan få et plus på bundlinjen med sådan et organ, der kan sige, om man overholder de retningslinjer.

Kan hr. Kim Andersen slet ikke se, at der sådan set også er indtjeningsmuligheder for dansk erhvervsliv i det her?

Ordføreren.

Det er jo en forunderlig bagvendt tilgang til tingene. Skal vi nu til at have papirer og certifikater på, at vi ikke har gjort noget forkert? Det kan da blive ganske omstændeligt. Jeg synes, det er udmærket, at det er sådan, at vi tager som udgangspunkt, at ingen, hverken borgere eller virksomheder, gør noget forkert. Sker det så alligevel, at man overtræder loven, skal det naturligvis retsforfølges, og hvis der er baggrund for det, skal der ske domfældelse. Så har man papir på, at man har gjort noget forkert. Har man ikke papir på, at man har gjort noget forkert, så er man lovlydig, og så har man levet op til det, man skal.

Det er sådan, at danske virksomheder jo i forvejen er foregangsvirksomheder på en lang, lang række områder. Det er også sådan, at vores virksomheder har en meget, meget fornem profil og et flot image ude i verden. Jeg synes, at vi skal fastholde den linje og animere til, at virksomhederne fortsat udvikler sig på den måde med frivillighed, entusiasme og begejstring, og ikke ved tvang, smålighed og indberetninger.

Tak til Venstres ordfører. Så giver jeg ordet til Socialdemokraternes ordfører, hr. Benny Engelbrecht.

Ingen har noget imod, at virksomheder opfører sig ansvarligt, men ligesom i fodbold, hvor man har regler, der sikrer, at det ene hold ikke stiller op med 14 spillere på banen eller konsekvent sparker benene væk under modstanderen, skal der også være rammer for virksomhedernes sociale ansvar. Der skal nok være organisationer, der ser virksomhederne over skuldrene. Det er der allerede i dag, men hvem kan i grunden gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt eller forkert, så vi alle er sikre på, at der rent faktisk spilles på den samme bane? Det er det, man på engelsk kalder level playing field. Det sikrer dette lovforslag præcis en ramme for.

Danmark har internationalt forpligtet sig til at arbejde for, at OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder udbredes og efterleves blandt danske virksomheder. Det er samtidig regeringens målsætning, at Danmark er i front, når det gælder global ansvarlighed i relation til arbejdstager- og menneskerettigheder, internationale miljøstandarder og kampen mod korruption. Det er med dette udgangspunkt, at vi i dag førstebehandler lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Erhvervsudvalget havde for nylig et foretræde af formanden for Rådet for Samfundsansvar. Der blev her berettet om det arbejde, der er gået forud for de anbefalinger, et enigt råd er kommet med. Det er anbefalinger, som stort set uændret går igen i det lovforslag, som fremsættes nu. Jeg skal ikke referere fra dette foretræde, men jeg kan vist roligt konkludere, at ethvert medlem af Erhvervsudvalget, som deltog i det møde, sad tilbage med den klare overbevisning, at Danmark med dette forslag er verdens førende på området for socialt ansvar, uden at det på nogen måde er en byrde for erhvervslivet, snarere tværtimod.

En række danske virksomheder har gjort en forbilledlig indsats for ikke blot selv at gå foran med det gode eksempel på virksomhedernes ansvar, men også i international sammenhæng at udvikle rammerne for csr, corporate social responsibility eller virksomhedsansvar. Det er bl.a. sket i regi af FN, som med initiativet global compact omtaler ti principper for ansvarlig virksomhedsledelse inden for spørgsmål som menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption.

På et punkt følger vi ikke anbefalingerne fra Rådet for Samfundsansvar. Når det handler om, hvad formanden for klagepunktet skal have af titel, følger vi ikke indstillingen om at benytte betegnelsen ombudsmand. Det ændrer dog ikke ved, at formanden for klagepunktet vil få en rolle, der ikke blot er passiv. Formanden skal også aktivt og på eget initiativ kunne tage sager op. Det kan eksempelvis være på baggrund af omtale i medierne. Ønsket om at skabe en ombudsmandslignende institution er yderst sympatisk, og derfor vil jeg gerne understrege, at det for Socialdemokraterne er afgørende, at klagepunktet bliver både uafhængigt og handlingsorienteret.

Jeg har i høringssvarene noteret mig 92-gruppens kritik af placeringen af klagepunktet under Erhvervsstyrelsen. Jeg vil i den sammenhæng gerne understrege, at vi ikke betvivler danske embedsmænds uafhængighed. Det afgørende mål må derfor være, at klagepunktet ikke er under instruktionsbeføjelse. Skulle klagepunktet placeres andetsteds, frygter jeg i stedet, at alt for mange ressourcer vil blive anvendt på administration i stedet for at løse klagepunktets egentlige opgave.

Jeg har i den offentlige debat noteret mig, at der stilles spørgsmål ved nødvendigheden af mæglings- og klageinstitutionen, og nu også af Venstre. Det er ikke en kritik, der kan genfindes i de mange høringssvar, der er indsendt, selv om der ikke fra nogen seriøse, interesserede parter rejses tvivl om nødvendigheden af en sådan mæglings- og klageinstitution, men jeg vil alligevel gerne slå fast, at der er andre årsager end vores internationale forpligtelser, der gør, at det er en fordel for Danmark og erhvervslivet at have denne ikkeretlige mæglings- og klagemekanisme.

Det har nemlig den fordel, at man kan arbejde hurtigere end domstolene, man kan komme ind på et tidligt stadium i en konflikt, inden den er eskaleret, og det betyder, at klagepunktet kan tilbyde alternativer såsom mægling til de formelle domstolsprocesser. Desuden går muligheden for at anmode om, at sager bliver taget op, jo begge veje. Det er altså også sådan, at virksomheder kan anmode mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd om at tage sager op. Det kan f.eks. være sager, hvor de føler sig uberettiget anklaget i medierne, som Venstres ordfører ellers var så bekymret for før. Eller det kan være i sager, hvor de ønsker at få bistand udefra til at løse en konflikt.

Derudover skal jeg også sige, at lovforslaget udvider årsregnskabslovens krav om redegørelse for samfundsansvar. Konkret skal virksomheder fremover udtrykkeligt redegøre for deres politiker for at respektere menneskerettigheder samt redegøre for deres politiker om reduktion af klimapåvirkninger.

Socialdemokraterne kan støtte forslaget.

Der er en række korte bemærkninger. Først er det fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil da gerne kvittere for ordførerens tale og sige, at jeg i princippet er enig i, at det er et glimrende lovforslag, det her. Der er bare et problem, og det er jo, at det er fremsat i det forkerte parlament. Det skulle jo rettelig have været fremsat i Zimbabwe eller Uganda eller Tanzania eller andre lande, hvor man ikke har den samme tilgang og adgang til demokrati og ligestilling, som gør, at vi sikrer os mod korruption og alle mulige andre dårlige ting.

Anerkender ordføreren ikke, at det her sådan set mere eller mindre bare er noget, man har lavet for at pudse sin egen selvfede politiske glorie ved at sige, at vi nu giver 3 mio. kr., og så er der i øvrigt flere tusinde virksomheder, som kan komme i en gabestok? Så siger man samtidig til de virksomheder, at det er en god gabestok at komme i, for hvis I først får en certificering her som værende frikendt, kan I bruge den over for jeres kunder. Er det ikke fuldstændig absurd?

Ordføreren.

Det er egentlig ret interessant, at det er så afgørende og vigtigt for Dansk Folkepartis ordfører at tale om selvfede glorier. Det er et helt nyt udtryk, i min ordbog i hvert fald. Det er interessant, al den stund at den tidligere regering havde dette som en markant indsats for dansk erhvervsliv. Mig bekendt var det faktisk sådan, at også Dansk Folkeparti fuldstændig støttede den indsats. Så man skal jo passe på, når man skyder selvfede glorier af sted i denne sag. De har sådan en tendens til at blive til boomeranger, der ryger direkte tilbage i hovedet på en selv.

Når det er sagt, så jo, vi har netop brug for dette. Vi har netop brug for, at danske virksomheder, når de handler med andre, internationale virksomheder, kan påvise, at de handler ansvarligt inden for det csr-område, som er så afgørende og vigtigt. Og en række førende virksomheder siger, at det er en forudsætning at kunne påvise sin uafhængighed og entydige respekt for menneskerettigheder for overhovedet at have en chance for at kunne handle internationalt. Men det er tilsyneladende ikke vigtigt for Dansk Folkeparti.

Hans Kristian Skibby.

Hvis det er så usandsynlig sandsynligt, som ordføreren siger, tror ordføreren så ikke, at de virksomheder selv er i stand til at tænke selv? Mange af dem er multinationale virksomheder, som har drevet handel og deltaget i samhandel og erhvervsudvikling igennem generationer, og det er derfor, vi har et velfærdssamfund i dag. Det er faktisk takket være danske erhvervsfolk, som har formået at skabe udenrigshandel osv. og få kapital hjem til Danmark.

Tror ordføreren ikke, at de godt selv er i stand til at håndtere energiproblematikker i deres virksomhed, udvælgelse af leverandører, overholdelse af menneskerettigheder, i forbindelse med at de har udenlandske medarbejdere ansat, underleverandører osv. Mener ordføreren virkelig ikke, at man kan tænke selv?

Ordføreren.

Det er præcis det, de kan, og danske virksomheder tænker selv, de tænker selv. De har deltaget aktivt i det arbejde, der har været, om at udvikle dette mæglingsorgan. Lad mig minde om, at Dansk Industri, Dansk Erhverv, Rederiforeningen, Finansrådet, Forsikring & Pension, Håndværksrådet og Landbrug & Fødevarer har siddet med ved udarbejdelsen af dette lovforslag, i forarbejderne til det. Formanden for rådet, der har lavet forarbejdet til lovforslaget, hedder hr. Mads Øvlisen, og jeg går ud fra, at selv Dansk Folkeparti vil respektere, at hr. Mads Øvlisen faktisk er en internationalt anerkendt erhvervsleder. Som jeg sagde i min ordførertale, så må enhver, der sad med i det foretræde, som hr. Mads Øvlisen var i, sidde tilbage med den klare overbevisning, at dette er en kæmpestor fordel for dansk erhvervsliv.

Så er det hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Jeg har nogle spørgsmål, som jeg stiller sagligt, fordi jeg gerne vil blive klogere på det her forslag, og jeg vil gerne anmode om at få et fagligt, sagligt svar.

Jeg vil gerne vide, hvordan den socialdemokratiske ordfører forestiller sig, at man kan pålægge danske virksomheder menneskerettighedsforpligtelser, når menneskerettighedskonventionerne er bindende for de stater, som har ratificeret dem, men jo ikke er bindende for private individer eller virksomheder.

Jeg vil også meget gerne have, hvis ordføreren kunne fortælle mig, hvad man forventer vil være de administrative byrder og omkostninger ved den udvidede afrapporteringspligt i årsregnskabslovens § 99. Jeg anmoder om ikke at få et demagogisk svar af ordføreren, men et sagligt funderet svar.

Ordføreren.

Lad os tage det første først, for den sidste del mener jeg sådan set, at ordføreren bør stille som et skriftligt spørgsmål til ministeren for at få et præcist svar. Jeg går ud fra, at ordføreren er klar over, at jeg er ordfører og ikke myndighedsperson i denne sammenhæng.

Den første del handler om den internationale forpligtelse. Det er jo ganske enkelt sådan, at de 1.100 største virksomheder i Danmark skal rapportere om deres virksomhedsansvar i forbindelse med deres årsregnskab. Det kan godt være, at de vælger at skrive i deres årsregnskab, at de ingenting gør, men det kan også godt være, at de vælger at gå videre og rapportere, hvorledes de agerer, og det er klart, at hvis der er en diskrepans i forhold til det, de skriver i deres årsregnskab, og det, de gør, så skal der selvfølgelig være et sted at gå hen og få efterprøvet det.

Lad mig bare minde om, at den lovgivning, som blev indført i 2009, om, at virksomheder faktisk skal afrapportere, jo blev indført af den tidligere regering, og at den tidligere regering og den tidligere minister også har tilkendegivet, at det danske klagepunkt skulle moderniseres i henhold til OECD's retningslinjer.

Hr. Kim Andersen.

Det her er jo en kraftig udvidelse af rapporteringskravene, og det kommer til at omfatte langt flere virksomheder. Så det er markant forskelligt i forhold til nugældende regler.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren slet ikke ser nogen principielle problemer i, at der med forslaget om mæglings- og klageinstans indføres et parallelt system til domstolene, et system, der skal træffe afgørelser, ikke på baggrund af love og regler, men på baggrund af etik og moral. Ser ordføreren ikke et principielt dilemma heri?

Jeg vil også gerne vide, hvad ordføreren har at sige til det forhold, at sager, der indbringes for denne klageinstans, og som afvises som værende grundløse, ikke omfattes af undtagelsesreglerne for senere offentliggørelse. Der er da en krænkende problemstilling heri for de pågældende virksomheder.

Ordføreren.

Mig bekendt er det ikke sådan, at antallet af virksomheder, der skal foretage rapportering af deres virksomhedsansvar, udvides i forhold til dette. Jeg går ud fra, at det også er noget, som ordføreren vil stille nærmere spørgsmål til i udvalgsbehandlingen, for det er klart, at sådan noget skal præciseres helt nøje. Som sagt kan jeg ikke give et myndighedssvar i forhold til dette.

Lad mig igen minde om, at dette er en mæglings- og klageinstitution, og det er jo sådan, at det er indenretlig, det ligger altså før en eventuel domstolsbehandling. Vi kender fra mange andre områder i Danmark, at man har sådanne klageorganer. Et eksempel kunne være Forbrugerombudsmanden, som også er en udmærket og meget effektiv måde at forhindre, at der opstår konflikter, og afklare konflikter, inden de når frem til en eventuel domstolsbehandling. Jeg synes i det hele taget, at vi har en god tradition i Danmark for at få afklaret ting på den måde.

Jeg kan se, at min taletid desværre er opbrugt, men så må ordføreren jo stille spørgsmålene skriftligt til ministeren.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren bryster sig af, at en række virksomheder og organisationer har medvirket ved udarbejdelsen af dette lovforslag. Der kunne jo altså også være den mulighed, at de virksomheder og organisationer har deltaget for at begrænse skaderne af regeringens reguleringsiver. Og hvad mener ordføreren at dette lille organ kan tilbyde, som ikke finder sted allerede ude i markedet? For som ordføreren siger, er Danmark og danske virksomheder jo netop fuldstændig fremme i skoene på dette område. Der bliver brugt rigtig mange ressourcer, og danske virksomheder bruger internationalt anerkendte standarder som f.eks. FSC. Hvad skal det her lillebitte, mærkværdige, uprofessionelle organ kunne tilbyde, som ikke findes på markedet allerede?

Ordføreren.

Det havde nok været mere passende for fru Merete Riisager at finde et eksempel inden for virksomhedsansvar, som faktisk var noget, som havde med virksomhedsansvar at gøre. FSC har jo noget at gøre med bæredygtig produktion, bæredygtigt træ eksempelvis. Inden for CSR-rapportering bruger man typisk ISO-standarder og andre tilgange. Det står i øvrigt meget grundigt beskrevet i det baggrundsmateriale, der ligger i forbindelse med lovforslaget. Men jeg ved godt, at fru Merete Riisager jo er reserveordfører på dette spørgsmål, så det er sådan set fair nok, at man ikke er dybt nede i sagerne på dette punkt.

Jeg vil altså godt lige påpege, at en af årsagerne til, at man skal have det her organ, er for at forhindre, at virksomheder uberettiget bliver hevet gennem en mediejungle på anklager, som der måske ikke er belæg for. Så dette er ikke bare et organ, der kan sikre, at menneskerettighedsorganisationer og andre, som måtte have klager, kan blive hørt. Nej, det her er sandelig da også af hensyn til virksomhederne, og det er netop derfor, at alle seriøse organisationer, der har medvirket i høringerne om dette, går så varmt ind for det. Måske kan man godt finde enkelte undtagelser, nemlig CEPOS, men de har så heller ikke medvirket ved at afgive høringssvar.

Fru Merete Riisager.

Som ordføreren jo siger, findes der allerede rigtig udmærkede standarder, som der bliver brugt rigtig mange ressourcer på ude i virksomhederne. Hvordan vil ordføreren sikre, at det her lillebitte organ med 3 mio. kr. overhovedet kan matche den professionalisme, der bliver udøvet ude i virksomhederne? Hvordan vil ordføreren sikre, at det her lillebitte, mærkværdige organ ikke vil forplumre debatten?

Ordføreren.

Det er faktisk meget sjovt, at fru Merete Riisager fra Liberal Alliance, som jo har været støtteparti for den tidligere regering, hænger sig så meget i, at det skulle være et lille beløb, der bliver afsat til dette klageorgan. Det nævner jeg, fordi en af de ting, som især den tidligere regering blev anklaget for, var ikke at afsætte tilstrækkelige midler til det eksisterende klagepunkt. Det var faktisk en problemstilling, som over flere år blev fremdraget i forskellige udsendelser, bl.a. i P1 Dokumentar, hvor den tidligere minister måtte stå til ansvar for den tidligere regerings handlinger på det punkt.

Derfor må jeg bare sige, at de 3 mio. kr., som er blevet afsat i forbindelse med finansloven, jo er 3 mio. kr. mere end det, som er blevet lavet hidtil. Vi må selvfølgelig se, om det viser sig at være tilstrækkeligt, for der er jo ikke nogen, der kender omfanget og nødvendigheden af dette, ud over at vi ved, at det er et organ, som vil blive efterspurgt fra begge sider. Og så må vi selvfølgelig se på i forbindelse med finanslovbehandlinger, om det er tilstrækkeligt.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Og så giver jeg straks ordet til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Hans Kristian Skibby.

Det lovforslag, som vi her behandler, er et af de mere humoristiske, skulle jeg hilse og sige. Men det har selvfølgelig en trist baggrund, og det er jo, at en lang række af lande i 2012 stadig væk har store problemer med menneskerettigheder, store problemer med miljøspørgsmål og store problemer med nepotisme og korruption. Men det har vi ikke i Danmark. Danmark er ikke en bananrepublik. Danmark er faktisk et af de mest udviklede lande i verden og har den største træfsikkerhed, når det drejer sig om omgang med offentlige midler. Vi er et af de lande, hvor der er så at sige ikke findes korruption. Vi er også et af de lande, hvor der er meget fokus på, at man selvfølgelig skal overholde menneskerettigheder, og vi skal også overholde internationale miljømål.

Men for at den nye regering og deres flertal med Enhedslisten har kunnet finde et eller andet spændende at sætte frem for at pudse deres politiske glorie har de valgt at tro, at man i Danmark er så dum, at man tror på, at 3 mio. kr. skal gøre det sådan, at alting kan blive godt, fryd og gammen. Det er jo simpelt hen forkert at tro, at de her 3 mio. kr. kan flytte noget som helst, når det drejer sig om menneskerettigheder, korruption, nepotisme og miljøspørgsmål. 3 mio. kr. skal gå til løn og administration, feriepenge og hvad ved jeg. Hvor mange penge er der så tilbage til at sagsbehandle klagesager, sådan som andre ordførere har været inde på tidligere?

Det er jo altså et faktum, at der allerede i dag udvises ganske glimrende samfundsansvar i de store danske virksomheder, og det gør der også i de mindre danske virksomheder. Der er faktisk rigtig mange virksomheder, som bruger det over for deres kunder; de fortæller og beskriver, hvad de egentlig gør for at gøre det så godt som overhovedet muligt. Man bruger det faktisk som en del af sin salgsindsats. Derfor er det jo endnu mere grotesk, at man tror, at det her initiativ skal flytte noget som helst.

Det lovforslag her er relativt harmløst, men det er desværre også virkningsløst; det flytter ikke noget som helst. Og det synes jeg måske at forslagsstillerne burde gå lidt mere ind i, frem for at sige, at de her initiativer har været glemt under det tidligere flertal her i Folketinget. Sådan har det jo ikke været. Hvis man eksempelvis går ind og kigger på Transparency International og deres evaluering af den her udvikling i Danmark set i forhold til andre lande, vil man se, at Danmark ikke har nogen væsentlige udfordringer på det her område. Det er jo også derfor – og det må man prøve at indrømme fra flertallets side her i Folketinget – at de 3 mio. kr. faktisk er et fint billede på, hvor lille et problem det er. For havde der vitterlig været et stort problem, havde regeringsflertallet også fundet endnu flere penge.

Jeg synes, det er et af de større selvmål, vi har oplevet her i Folketinget under den nye regering, og Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Der er en række korte bemærkninger; det er godt, at natten er lang, for vi har ni forslag tilbage. Den første er fra hr. Benny Engelbrecht.

Der er noget, jeg lige engang skal høre. Dansk Folkeparti var jo støtteparti for den tidligere regering, og da Rådet for Samfundsansvar blev bedt om at komme med deres anbefalinger i forhold til dette område, var det så sådan, at Dansk Folkeparti allerede på det tidspunkt gjorde opmærksom på de problemstillinger, som man syntes der var, altså at der ikke var nogen nødvendighed i forhold til, at Danmark skulle følge internationale aftaler og internationale forpligtelser? Det ved vi jo er noget som Dansk Folkeparti i andre sammenhænge har haft indsigelser imod. Så jeg ville egentlig bare gerne vide, om dette var et synspunkt og en pointe, som man over for den tidligere ansvarlige minister, hr. Brian Mikkelsen, fremhævede som noget, som man mente den tidligere regering ikke skulle gå videre med.

Ordføreren.

Der er ikke noget som helst nyt i, at Dansk Folkeparti også interesserer sig for, at man selvfølgelig skal overholde internationale aftaler, det har vi altid gjort en stor indsats for at man skal gøre, og det gør vi også fortsat. Men det, der ligger i det her lovforslag, er jo en tvang over for en lang, lang række danske virksomheder, og der vil jeg da gerne anfægte det, som netop hr. Benny Engelbrecht var inde på i sin ordførertale, altså påstanden om, at det hele er noget, der sker med Dansk Industris, med Bryggeriforeningens og andre foreningers velsignelse. Det er faktisk sådan, som det fremgår af høringssvarene fra de her berørte foreninger, at man har sagt, at man ikke kan anbefale forslaget om at få det her indskrevet i årsregnskabslovens § 99 a, og det er jo netop, fordi der er tale om tvang. Hvorfor skal vi bruge tvang over for nogen, som gør tingene rigtig godt uden tvang? Det harmonerer ganske, ganske enkelt ikke.

Det er ulogisk at basere en lovgivning på tvang, når det er sådan, at det hele foregår godt nok i frivillighedens navn, og derfor kan vi ikke støtte det her forslag.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan blive til tvang, at det specificeres, hvad det er, man i givet fald skal forholde sig til, når man afrapporter til CSR. Og kunne ordføreren så ikke lige minde Folketinget om, hvordan det i grunden var Dansk Folkeparti stemte, dengang man indførte denne tvang, som ordføreren kalder det, i forhold til årsregnskabsloven, hvor denne § 99 a jo altså blev indført? Jeg synes bare, det kunne være meget godt at få at vide, om det var sådan, at Dansk Folkeparti dengang støttede det eller man ikke støttede det.

Ordføreren.

Vi støttede de initiativer, der var. Men det, der bare ligger i det her lovforslag, vil jeg sige til hr. Benny Engelbrecht, er altså, at man med denne lovgivning ønsker at øge adgangen til brugen af tvang over for disse mange danske og internationale virksomheder. De høringssvar, som vi har fået, er jo ikke positive, sådan som hr. Benny Engelbrecht tidligere påstod de var. Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Bryggeriforeningen og andre støtter ikke lovforslaget om, at man skal have de her ting ført ind som et lovkrav i årsregnskabsloven. De ønsker, at virksomhederne selv udpeger de emner, som de vil have med i deres redegørelser omkring samfundsansvar i det hele taget. Det et da rigtig godt, at det er noget, de ønsker at gøre selv, frem for at man skal til at lave tvangslovgivning. Det er der, hvor kæden ganske enkelt er hoppet af for den nuværende regering, og jeg synes jo, jeg endnu en gang må minde om, at det er sølle, at man netop kun har kunnet finde 3 mio. kr. til at håndtere den lange række af klagesager, der vil kunne komme fra de flere tusinde virksomheder, som kan blive omfattet af den her lovgivning.

Det vil jo være flere tusinde virksomheder, der bliver omfattet af den her lovgivning, og det vil kunne medføre rigtig mange klagesager, og så er der 3 mio. kr. til rådighed, som er inklusive lokaleudgifter, pensionsordninger og feriepenge. Så vil der ikke være ret mange konsulenttimer til rådighed.

Hr. Andreas Steenberg for en kort bemærkning.

Ordføreren mener, at regeringen har lavet et selvmål. Jeg synes sådan set, at ordføreren selv laver et ganske gedigent selvmål oppe i trekanten af målhjørnet i sin egen overførertale, fordi hr. Hans Kristian Skibby siger, at CSR, det at tage ansvar, faktisk er noget, virksomheder tjener penge på. Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Hvorfor er det så ikke en god idé at lave sådan en institution, der kan give virksomhederne det brand, det stempel, der siger, at de rent faktisk også gør det? Og de virksomheder, der ikke gør det, kan få at vide, at de faktisk ikke gør det. Så hvis man mener, at det er noget, de kan tjene penge på, må det her vel hjælpe de virksomheder.

Ordføreren.

Jeg synes, det er et fantastisk spørgsmål at få. Det her er et brand. Det var det, der blev sagt af den radikale ordfører i den her sag.

Virksomhederne har faktisk et hav af muligheder for at gennemføre og afprøve deres varer i dag. Vi har ISO-certificering. Der er miljøcertificeringer. Der er smileyordning, og vi har sat alt muligt andet i verden for at sikre, at de produkter, der sælges i Danmark, og de produkter, der bliver eksporteret ud af Danmark, er af en god kvalitet.

Der er afsat 3 mio. kr. i det her lovforslag, og det skal dække udgifter til løn, administration, lokaler, pensionsforpligtelser og feriepenge. Hvor mange kroner er der tilbage til de her fine konsulenter, som hr. Andreas Steenberg mener skal til at certificere danske virksomheder, så de kan blive brandet lidt bedre? Jeg synes godt nok, at selvmålet ligger pænt placeret hos flertalspartierne i det her spørgsmål.

Andreas Steenberg.

Nej, for de virksomheder, der regner med at tjene penge på det, har anbefalet den her institution. De kan f.eks. blive anklaget for ikke at overholde de retningslinjer. Det kan nu blive afklaret. Det kan der blive mæglet omkring. Vi forbrugere kan så også få at vide, hvis der nogen virksomheder, der ikke overholder de her retningslinjer, men pynter sig med lånte fjer.

Hvordan forholder ordføreren sig til, at industrien sådan set selv støtter op om det her ud fra en præmis om, at de netop kan tjene penge på det og få løst nogle sager på den måde?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sætte et kraftigt spørgsmålstegn ved, om den radikale ordfører overhovedet har læst det her forslag, som regeringen selv har fremsat. Forslaget fra regeringen pålægger de 1.100 største danske virksomheder konkrete krav om at redegøre for virksomhedens politikker. Det står der jo, og det er det, der skal ind i årsregnskabslovens § 99 a. Det er faktisk sådan, at man i høringssvarene kan se, at Dansk Industri siger nej tak, at Landbrug & Fødevarer siger nej tak, at Bryggeriforeningen siger nej tak, og andre siger også nej tak. Så jeg kunne måske vælge at bede ordføreren, når ordføreren nu går på talerstolen om lidt, nævne nogle konkrete virksomheder, som har rost det her initiativ. Jeg har overhovedet ikke oplevet nogen gøre det.

Fru Annette Vilhelmsen for en kort bemærkning.

Ja, DI har udsendt en pressemeddelelse, hvor de udtaler, at CSR giver en styrket position for Danmark. Så jeg har bare lige brug for at høre ordføreren uddybe det, når Dansk Industri synes, det vil give en styrket position – under hensyn til at det danske erhvervsliv og dansk eksport i det hele taget udvikler sig, og at flere løntunge processer højst sandsynligt vil komme til at ligge i udlandet. Hvad er det så for en viden, ordføreren har, og som Dansk Industri ikke har, siden de kan anbefale det og ordføreren ikke kan?

Ordføreren.

Jamen altså jeg tror, fru Annette Vilhelmsen taler om noget lidt andet end det, jeg gør. Jeg taler om den del af lovforslaget, der taler om at indføre tvang over for virksomhederne, i og med at de skal rette ind i forhold til årsregnskabslovens § 99 a. Og hvis ordføreren ville gøre sig den ulejlighed at læse side 2 af de 17 sider, vi har fået med høringssvar, kan ordføreren se, at der ordret står: Bryggeriforeningen, Dansk Industri, Komiteen for Selskabsledelse og Landbrug & Fødevarer støtter ikke den foreslåede ændring af årsregnskabslovens § 99 a, fordi tilføjelsen af specifikke emner anses for at bryde med princippet om, at virksomhederne selv udpeger emnerne for deres redegørelse om samfundsansvar.

Det er der, jeg har min viden fra, og jeg synes faktisk, det står ganske klart, bøjet i blinkende neonrør, hvad de her institutioner ønsker.

Annette Vilhelmsen.

Selv om man ikke skulle tro det, har jeg faktisk læst det.

Det næste, jeg lige har brug for at komme på det rene med, er, at det her måske også bare er en erkendelse af, at det også er et politisk spørgsmål, og vi har ønsket at sende nogle ganske klare signaler om, at vi ønsker at styrke dansk erhvervsliv, og vi ønsker at styrke danske virksomheder, og vi tager også til indtægt, at der sker en udvikling også på globalt plan. Hr. Hans Kristian Skibby nævnte i sin bemærkning til hr. Benny Engelbrecht, at det måske var for at pudse glorien. Kunne man forestille sig, at det ikke var glorier, det handlede om, men politik, og at vi simpelt hen bare har et andet politisk ønske om at kvalificere Danmarks position inden for CSR?

Ordføreren.

Jeg synes jo, ordføreren selv brugte pæne ord: Vi ønsker at sende et signal. Det var det, fru Annette Vilhelmsen selv sagde, og det er ikke andet end signaler, det her. Det er ren symbolpolitik. Jeg er selv gammel købmand, havde jeg nær sagt, og jeg ved godt, hvad man får for 3 mio. kr. på 12 måneder, når man både skal betale lokaleleje, pensionsforpligtelser, sygedagpenge, hvis nogle af medarbejderne bliver syge osv. Man får ikke ret mange konsulentertimer til at give den her rådgivning i de her tvistsager, sådan som der lægges op til.

Jeg vil bare have lov til igen at spørge den anden vej, og jeg kan selvfølgelig ikke få noget svar nu, men jeg ved, at ordføreren senere kommer på talerstolen: Har Danmark problemer med menneskerettigheder i dag? Nej. Har Danmark problemer med miljøstandarder i dag? Nej. Har Danmark problemer i kampen mod korruption og nepotisme? Nej. Men det er de tre initiativer, man bruger som begrundelse for nu at begynde at bruge penge på det her. Der vil jeg bare mene og i al stilfærdighed sige, at man altså kan bruge de her penge langt, langt bedre andre steder end i den offentlige sektor.

Så er det hr. Andreas Steenberg som ordfører for Det Radikale Venstre – og tak til Dansk Folkepartis ordfører.

I dag tager vi et afgørende skridt i retning af at gøre Danmark til en førende nation i forhold til virksomhedsansvar for menneskerettigheder og klima. Rigtig mange virksomheder har allerede i dag politikker om, hvordan man som virksomhed kan bidrage til at bekæmpe fattigdom i ulande, sikre et bæredygtigt klima og bekæmpe korruption og overtrædelser af menneskerettighederne. Harvard University har undersøgt 180 virksomheder, som arbejder med miljø, socialt ansvar og bæredygtighed. Det viser sig, at de virksomheder har tjent penge på det. Det skyldes, at medarbejderne var mere tilfredse og derfor ydede en ekstra indsats.

Mange virksomheder brander sig også på, at netop deres produkter er fremstillet ansvarligt og klimavenligt. Herning Folkeblad har netop udsendt et magasin, der hedder »Vækstjylland«, og som sætter fokus på CSR, og der kan man se, at bl.a. en stor koncern som BESTSELLER brander sig på at ville bekæmpe fattigdom i ulande. Det var bare for at nævne et eksempel på en virksomhed.

Med det her lovforslag laver vi en ny institution, som tester, om virksomhederne lever op til de retningslinjer, der findes i OECD-regi. Det betyder, at virksomhederne nu kan få papir på, at de overholder de her regler. Det er en fordel for de mange virksomheder, som satser på det her. Netop derfor støtter også Dansk Industri og andre organisationer op om det her lovforslag.

Vi forbrugere vil også få at vide, hvilke virksomheder som rent faktisk overholder retningslinjerne, og hvem der ikke gør. Det er til gavn for de mange forbrugere, som ønsker at handle og købe ansvarligt og bæredygtigt ind. Institutionen gør det også muligt for organisationer som eksempelvis Amnesty International at få trukket frem, hvilke virksomheder der ikke har overholdt retningslinjerne, og på samme måde kan virksomheder jo også få svar på, om en anklage er berettiget eller ej, i stedet for at det bare kører rundt i medierne.

Det bliver sådan, at institutionen enten kan mægle mellem parterne og finde en løsning eller udtale kritik af forholdene, hvis man overhovedet tager sagen op. Institutionen kan tage sager op af egen drift, hvis man hører om et forhold, der bør undersøges. Det er vi radikale glade for.

Der har været debat om denne institution og om, hvorvidt formanden skulle hedde en ombudsmand, og om det altså skulle være en ombudsmandsinstitution. Mange forbinder Ombudsmanden med noget positivt, og det er glædeligt, men netop derfor er vi radikale generelt ikke positive over for at indføre en masse nye ombudsmænd, for så frygter vi, at det vil udvande begrebet. Med de ord kan vi støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kim Andersen.

Jeg undrer mig over, at De Radikale taler så varmt for det her forslag. De Radikale går jo sædvanligvis – og det synes jeg er meget positivt – meget op i retssikkerhed, og jeg vil gerne spørge den radikale ordfører, om han slet ikke har nogen betænkeligheder ved, at man altså laver sådan et parallelsystem til det retlige system, altså domstolene, hvor man skal udtale sig og foretage afgørelser, ikke på basis af lov og ret, men på basis af moral og etik. Er der slet ikke for en radikal nogle principielle overvejelser i den forbindelse?

Så vil jeg også gerne spørge ordføreren: Hvor stort og hvor kvalitativt et organ forventer ordføreren at man kan få for den pulje, der er sat af til den her klageinstans? Kunne vi få nogle overvejelser om det?

Ordføreren.

Hr. Kim Andersen siger, at det er et organ, der skal træffe afgørelser, såsom at man så skal konkludere, at en virksomhed er skyldig. Men det er jo ikke det, som den her institution kan – den kan sige, om der er handlet i overensstemmelse med retningslinjerne.

Hvad angår retssikkerhed, har jeg læst, at nogle virksomheder og Dansk Industri er bange for, at der kommer ting frem i den her institution, som man ikke vil have frem, men for mig at se er alternativet, at debatten kører i medierne, hvor virksomhederne så bliver hængt ud, og hvor alt muligt kommer frem. Derfor tror jeg også, at mange virksomheder kan se en fordel i, at de kan få lov at komme ind og få sagen behandlet i sådan en institution, hvor der kan blive mæglet imellem parterne, i stedet for at det kører i medierne. For mange af de her sager kører jo i offentligheden alligevel.

Med hensyn til de 3 mio. kr. vil jeg sige, at jeg ikke har nogen faste forventninger til, hvor mange der skal ansættes osv., men jeg har forventninger til, at den her institution bliver nedsat og selvfølgelig kommer op at køre og kan tage de her sager op.

Hr. Kim Andersen.

Med hensyn til retssikkerheden finder den radikale ordfører det så ikke betænkeligt, at sager, som er afvist, fordi de er grundløse, ikke ville være omfattet af undtagelsesbestemmelserne i forbindelse med offentlighedsloven? Her er det jo ikke nok at sige, at det er sager, der ville være kommet ud at køre i pressen alligevel. Det ville de jo netop ikke, når det drejede sig om sager, som var blevet afvist, fordi de var grundløse. Her er der et retssikkerhedsspørgsmål.

Så vil jeg i øvrigt gerne stille et spørgsmål til De Radikale, som jo, synes jeg, i sådan nogle sammenhænge her normalt kan være momentvis ganske fornuftige. Danske virksomheder har jo virkelig gjort det rigtig godt på CSR-området og er også i et internationalt perspektiv langt fremme på det her område. De er drevet af en positiv tilgang, visioner og idealisme – og er det så ikke lidt trist, at vi skal til at bureaukratisere det og tvangsbelægge det og foretage afrapporteringer? Ender vi ikke med at få gjort noget, der kører godt ad frivillighedens vej, til noget, man sådan modstræbende skal leve op til og derfor går efter laveste fællesnævner?

Ordføreren.

Nej, det frygter vi ikke. Jeg er meget enig med hr. Kim Andersen i, at der har været den her positive tilgang i virksomhederne. Det er også derfor, at jeg tror, at virksomhederne gennem Dansk Industri og alle de andre brancheorganisationer faktisk gerne vil have sådan et organ, for så kan vi få testet med hensyn til retningslinjerne, og vi kan også få afklaret de uenigheder, der er, eksempelvis med en ngo.

I forhold til retssikkerhed er det sådan, at det her kommer ind under en styrelse, i stedet for at det bliver en ombudsmand, og så kører det altså under den almindelige offentlighedslov. Vi har ikke i sinde at lave offentlighedsloven om i forbindelse med indførelsen af den her institution.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby, som vist er den sidste for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand.

Jeg synes jo, det var godt, at den radikale erhvervsordfører også turde nævne bare et enkelt virksomhedsnavn af nogle af dem, som man mente var begrundelsen for det her lovforslag. Jeg synes jo bare, at det, der er problemet, er, at ordføreren slet ikke svarede på det, der blev spurgt om. For det, der blev spurgt om, var, om man kunne nævne nogle virksomheder, som støttede det her lovforslag om, at der skulle være lovpligtige krav om de her ting i den her nye lovgivning. Det, ordføreren nævnte, var jo en eksisterende dansk virksomhed, BESTSELLER, som allerede under den nuværende lovgivning selvfølgelig bruger tid og ressourcer på at undersøge, hvordan deres produktion bliver til udeomkring i mange, mange andre, fjerne lande. Det er jo noget helt andet, det er faktisk et bevis på, at det eksisterer, og at det virker uden den her kransekage, en ganske og aldeles overflødig kransekage. Den er desværre også uspiselig.

Ordføreren.

Nu skal jeg ikke stå og gøre mig klog på, hvilke kager hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti godt kan lide at spise, men det, der jo er meningen med det her, er, at vi har en masse virksomheder, som siger, at de laver en masse på CSR-området, og nu kan vi så få testet, om de rent faktisk også gør det. Og virksomhederne kan få papir på, at de rent faktisk gør det og ikke bare siger det. Det er jo det, der er meningen med den her institution.

Hvis nu BESTSELLER, for at tage det eksempel, bliver angrebet af en ulandsorganisation, der siger: Jamen I gør da overhovedet ikke noget mod fattigdom. Og hvis der så kører en stor sag i medierne på det, så har man nu en institution, hvor man kan tage det op, og som så kan få mæglet mellem de parter. Og det er jo det, der er meningen.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, men at forsøge her i Folketinget at sælge det som en kæmpestor gevinst for de danske virksomheder er altså godt nok at pynte sig med adskillige lånte fjer, skulle jeg hilse og sige.

Lad os bare tage et eksempel: Det kunne være JYSK, de får produceret havemøbler i flere forskellige lande. Så kører der lige pludselig en sag, der bliver rejst i det her fantastiske nævn, om, at man klager over det, de har produceret i Burma. Så bliver det jo godkendt, de bliver frifundet, og det er helt, som det skal være. Men et halvt år efter kommer der en ny sag i Indien og et halvt år efter en ny sag i Pakistan. Så må ordføreren jo erkende, at de her certifikater eller det her brand, som ordføreren selv var inde på at det var, er et ganske ubrugeligt brand, ganske enkelt.

Ordføreren.

Hvis JYSK bliver udsat for den ene sag efter den anden i forbindelse med den måde, de producerer havemøbler på, så tror jeg, de er enormt tilfredse med at have sådan et organ, hvor de netop kan få de sager afsluttet, så der ikke er en eller anden ulandsorganisation, eller hvad det kan være, der har dem på deres hjemmeside. Alle sager ligger der, men nu er der så faktisk en udtalelse, og det kan godt være, den går imod JYSK, og så kan de jo så vide, hvad de kan lave om, hvis de gerne vil overholde de retningslinjer.

Så vil jeg sige, at jeg generelt er enig med hr. Hans Kristian Skibby i, at den helt store gevinst for dansk erhvervsliv kommer med den økonomiske politik, som regeringen har tænkt sig at føre, efter de sidste 10 års lemfældigheder.

Tak til den radikale ordfører. Så giver jeg ordet til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Annette Vilhelmsen.

For SF har vækst altid gået hånd i hånd med ansvarlighed. Danske virksomheder skal vækste, og de skal fastholde nuværende job og skabe nye job. Det skal ske igennem innovation og samarbejde, og det skal være med til at skabe fremgang i økonomien.

Men væksten må aldrig ske på trods af hensyn til miljø, overholdelse af menneskerettigheder og anstændige arbejdsforhold. Danske virksomheder udviser et stort samfundsansvar, men det kan blive bedre. Ingen medarbejdere skal opleve brud på menneskerettigheder. De har ret til pauser og ordentlige arbejdsforhold, ingen farlige situationer på arbejdspladsen, og ingen danske virksomheder skal være med til at tilsvine miljøet unødigt eller forstærke den farlige situation på klimaområdet. Vi vil ikke være med til, at danske virksomheder støtter korruption rundt om i verden, hvilket både er undergravende og skadeligt.

Derfor er vi meget tilfredse med dagens lovforslag, som på en og samme tid sikrer, at danske virksomheder tager globalt ansvar, samtidig med at bl.a. borgere, aktionærer, kunder og medarbejdere får bedre muligheder for indsigt i danske virksomheders samfundsansvar. Med mæglings- og klageinstitutionen kommer Danmark i front, når det gælder virksomheders globale sociale ansvar. De får mulighed for at leve op til OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og dermed sikre, at danske virksomheders forretninger og adfærd er ansvarlig, uanset hvor i verden de arbejder.

Med den nuværende lovgivning har staten ikke juridisk hjemmel til at tage affære, hvis der er mistanke om, at der i en danske virksomhed, der f.eks. opererer i Indien, begås brud på f.eks. menneskerettighederne. Hvis de lokale love bliver overholdt, så er der ikke noget at gøre. Man kan tværtimod kun handle, hvis virksomheden arbejder på dansk grund.

Men det er ikke rimeligt for hverken virksomhederne eller de udenlandske ansatte. Mæglings- og klageinstitutionen vil ikke skulle foretage retslige vurderinger. Den skal tværtimod tilbyde alternative løsningsmodeller såsom mægling eller undervisning. Som nævnt tidligere er det alene udtalelser og opfordringer, som institutionen kan komme med.

Vi er også meget tilfredse med udvidelsen af forpligtelserne i årsregnskabsloven med hensyn til virksomheders beretning om samfundsansvar. At berette om overholdelse af menneskerettigheder og klimapåvirkninger er noget, som en del virksomheder allerede gør. Derfor skal de ansatte, kunder og aktionærer have mulighed for at få disse oplysninger fra alle de største virksomheder.

Med lovforslaget er vi på rette vej mod ansvarlig virksomhedsudøvelse, og på baggrund af ovenstående kan vi i SF stemme klart ja til dette forslag.

Hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren for SF, om hun ikke kan se et problem i, at det foreslåede klageorgan skal træffe afgørelser og udøve mæglingsvirksomhed og behandle klager på baggrund af FN-konventioner og retningslinjer besluttet i OECD, som alene er retningsgivende, og som ikke har en retlig binding for danske virksomheder. Så vil jeg også godt høre, om ordføreren kan give mig svar på, hvad det er for nogle forpligtelser, som virksomheder, som opererer i udlandet, vil blive pålagt, hvor de f.eks. skal gøres ansvarlige for medarbejdernes sociale sikkerhed og boligforhold og rimelige levefod osv. Hvad er det for nogle forpligtelser, som sådan nogle virksomheder – der har datterselskaber i andre lande – kan blive pålagt i den forbindelse?

Ordføreren.

Jeg hører to spørgsmål fra hr. Kim Andersen. I forhold til OECD skal jeg lige præcisere, at det her organ, mæglings- og klageinstitutionen, ikke er en retslig instans, så de kommer ikke med afgørelser, de kommer med udtalelser. Jeg ser ikke noget problem i, at de også gør det på baggrund af det, som OECD opfordrer til. Så i forhold til den bekymring, som hr. Kim Andersen udtrykker, deler jeg den ikke, netop fordi der ikke er tale om, at man her har – hvad skal man sige – et parallelt retsligt system, men blot en institution, som har udtaleret. Ud over udtaleretten har man faktisk også mulighed for at gå ind og tilbyde de her alternative løsningsmodeller og hjælpe virksomhederne. Med hensyn til forpligtelserne over for medarbejderne er det også en del af dansk virksomhedstradition, at man kerer sig om medarbejderne, og det er også det, der skal være en tradition, når man opererer i udlandet.

Kim Andersen.

Jamen ser ordføreren ikke et problem i, at man beder om, at der skal afgives udtalelser og behandles klager i henhold til nogle konventioner, som ikke er bindende for virksomheder og enkeltindivider, men alene er bindende eller retningsgivende for de pågældende stater, der har ratificeret det? Ser ordføreren ikke et problem der?

I forhold til retssikkerhedsfølelsen vil jeg også gerne sige, at SF da må give mig ret i, at for en virksomhed kan det jo være lige så skæbnesvangert at blive hængt ud for noget, som man i og for sig ikke har gjort forkert – man har overholdt loven til punkt og prikke – og blive udsat for offentlig spot og spe. Det kan have langt videre konsekvenser end det at få en retlig afgørelse med en deraf følgende straf. Ser ordføreren ikke et retligt problem i det?

Det gør jeg faktisk ikke. Men jeg mener også, at når vi laver sådan en indsats, som vi gør med det her lovforslag, er det jo ikke gjort med det. Man kan sige, at når det så er vedtaget, hvad det forhåbentlig bliver, er det jo klart, at man skal følge området. Det skal man jo gøre i et tæt samarbejde med virksomhederne og med de lande, man opererer i, og selvfølgelig også fra politisk side. Bliver det så aktuelt, at der skal ske nogle justeringer, må man jo tage det op. Men umiddelbart ser vi ikke problemer i det, og vi mener, at det simpelt hen er en måde, hvorpå Danmark markerer sig som et ansvarligt produktionsland, som også opererer i andre lande, der måske er knap så etiske, som vi synes de skulle være.

Vi mener simpelt hen, at det skal gælde danske virksomheder, som får produceret i udlandet. Man skal vide, at når man f.eks. køber tre håndklæder for nærmest ingenting, skal det alligevel være sket på rimelige vilkår. Der er sager, som løbende har været i pressen, og vi vil gerne herfra sikre, at virksomhederne får hjælp til, at den slags sager ikke opstår.

Tak, og den næste, der skal have ordet, er hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Over for den radikale ordfører var jeg inde på havemøbler. Nu er vi så kommet til håndklæderne. Og det er jo godt. Nu er jeg selv uddannet speditør og har arbejdet med det internationale i mange år, og jeg vil gerne sige, at der er en ting, der er et af de helt store problemer i det her lovforslag, nemlig at de danske varer ikke afsættes på det danske marked. Fru Annette Vilhelmsen taler om håndklæder, men hvor mange af JYSKs håndklæder sælger JYSK i Danmark? De har over 1.000 butikker. Hvor mange af butikkerne har de i Danmark? Det er danske varer produceret af en dansk virksomhed, men varerne har aldrig og kommer aldrig nogen sinde på dansk grund, medmindre der er en turist, der tager dem med i sit bagagerum herop på ferie. De bliver afsat uden for de danske grænser, og det er også det, der er en af de helt store årsager til, at det her forslag er ganske overflødigt, ganske enkelt, for vi kan jo ikke stille de her krav, når varerne i princippet ikke bliver brugt eller konsumeret i Danmark, set i forhold til, at det jo typisk er datterselskaber i andre lande, som håndterer salgsarbejdet.

Ordføreren.

Jeg har lige lidt svært ved at vide, om det er et spørgsmål, eller om det er en kommentar. Men nu kommenterer jeg videre på håndklæder. Det, der ligger i det her initiativ, er egentlig også, at man kerer sig om andet end Danmark, for man kan sige, at hvis vi sammen lukker os om os selv og kun køber de håndklæder, der stort set bliver produceret og solgt i Danmark, så kunne vi også godt have hånd i hanke med det. Vi er simpelt hen ambitiøse på det her område. Vi er ambitiøse på klimaområdet, på miljøområdet, på produktionsområdet, på virksomhedsområdet, og hvis det så er JYSK – nu skal de sådan set ikke herfra udsættes for mere, end hvad godt er – så er det simpelt hen en dansk virksomhed. Den opererer i udlandet, hvor den sælger sine varer. Så vil jeg håbe, at de sælger dem fornuftigt og også oppebærer en fortjeneste, der også er fornuftig, men det må aldrig ske, sådan så der er overgreb på mennesker, på miljø og i forhold til korruption. Det er simpelt hen bare en holdning, og det er jo det, der er politik, og det, der gør det her så interessant.

Tak. Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Men det er jo bare sådan, at mange af de varer, som eksempelvis JYSK afsætter, faktisk ikke er produceret på ordre fra en dansk virksomhed. De er måske produceret på ordre fra JYSK i Ungarn, altså et datterselskab. Så skal ordføreren til at stille kravene over for et ungarsk registreret selskab. Det bliver da ganske festligt med de her 3 mio. kr. De når ikke ret langt, skulle jeg hilse at sige.

Dansk Folkeparti er jo egentlig enig i målet og det her med, at vi skal stille kravene til de her virksomheder. Vi skal have ordentlige menneskerettigheder og ordentligt miljø, og vi skal også have en indsats mod korruption, men det er jo bare det, at det værktøj, som konkret bliver foreslået her, det her institut til 3 mio. kr. om året, er et værktøj, som er ubrugeligt. Det svarer jo egentlig til, at vi skal stramme en stor møtrik, og så vælger vi at investere i en lille pincet til at stramme møtrikken til. Det er det, vi får for de her 3 mio. kr. Der kan vi ikke stramme skruen ret meget. Så hvis det her virkelig var et stort problem, vil ordføreren så ikke også anerkende, at så havde regeringen også fundet flere penge, fordi det er sådan: få penge, lille problem; stort problem, mange penge. Sådan må spillet altså være.

Ordføreren.

Det her bliver jo mere og mere interessant, for der bliver sagt, at der ikke er noget problem, og hvis ikke der er noget problem, må 3 mio. kr. jo være rigeligt. Jeg bliver dybt bekymret, hvis det faktisk er sådan, som ordføreren for Dansk Folkeparti siger, nemlig at der er kæmpestore problemer og 3 mio. kr. slet ikke er nok. Vi forestiller os, at nu laver vi den her institution. Den er anerkendt, og Dansk Industri lægger også vægt på, at vi har den, og siger, at det bliver en styrkeposition for Danmark. Så bliver den etableret. Om 3 mio. kr. er lidt eller meget, skal jeg sådan set ikke udtale mig om her. Det er en vurdering af, hvad der kan lade sig gøre. Og så må man også forvente, at det her er noget, der vil udvikle sig, også i forhold til at danske virksomheder nok vil øge produktionen også i udlandet.

Så jeg synes, at vi skal fortsætte debatten. Den kommer også i udvalget, og det synes jeg også er det, der gør det her rigtig, rigtig spændende, men vi vil noget med vores politik, og vi vil sikre, at danske virksomheder agerer på ordentlige vilkår, også når de opererer i udlandet. Det gør de også, og nu får de mulighed for at bevise det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Frank Aaen, Enhedslisten.

Vi støtter selvfølgelig lovforslaget. Vi har været med til at aftale det, og det står vi selvfølgelig ved, og det er vi glade for. Det erstatter et gammelt ubrugeligt organ, som har eksisteret i nogle årtier, som aldrig nogen sinde har produceret noget som helst, og hver eneste gang, de fik lagt en klagesag på bordet, kunne man være sikker på, at den bare blev lagt ned i skuffen.

En af de sager, jeg selv har fulgt lidt gennem tiden, er om A.P. Møller - Mærsk A/S, som havde en medicinalfabrik i Malaysia, hvor de i årevis nægtede de ansatte at få en overenskomst og nægtede at anerkende de ansattes faglige organisation og deres ønske om bare at få en forhandling med den pågældende virksomhed. Den her sag verserede i årevis, uden at det skete noget som helst i det gamle kontaktpunkt. Jeg håber på, at det nye her vil være meget mere håndfast og tage fat i sager og dels mægle, dels bringe dem frem i offentligheden.

Nu er det blevet sagt, at der bliver givet for få penge til det her center. Jeg kan ikke helt følge med i argumentationen; nogle gange hænger politiske argumenter jo sammen – det kan ikke udelukkes – men her har vi haft en debat, hvor man på den ene side har sagt, at der er for få penge, og på den anden side har sagt, at det er overflødigt. Men det må ordførerne jo selv om, er der brug for flere penge, er Enhedslisten helt med på det.

Det, vi altså håber at der nu vil komme til at ske, er, vi får et sted for de ansatte i de pågældende lande. Det kan eventuelt være en ulandsorganisation, eventuelt en organisation som DanWatch eller andre, der følger med i, hvad der sker på området, som får mulighed for at få de ansattes berettigede klage over en dansk multinational virksomhed frem i lyset, ved at sagen bliver behandlet i Danmark, så folk dermed bliver klar over, at der foregår noget svineri – sådan som vi har fået det belyst om A.P. Møller - Mærsk A/S, om JYSK, om dem, der køber granit, osv. Der har jo været masser af sager. Vi håber, at de sager kommer frem i lyset og ikke bare kommer frem i lyset i det pågældende land, hvor ledelsen i det land typisk er ligeglade og meget gerne vil have, at der er dårlige vilkår, for så mener de, at de kan tiltrække virksomheder til at skabe produktion i deres land, men kommer frem i lyset i Danmark, hvor tingene enten bliver lavet af en virksomhed, der har sit hjemsted her, eller bliver købt af en virksomhed her i landet; at vi altså på den måde kan få sat lys på det.

Det er en meget konkret hjælp til de ansatte i det pågældende land, og man skal jo vide, at de, der er ansat i Malaysia, Kina, Burma og rundtomkring, jo er nogle, der virkelig har svært ved at komme frem med deres synspunkter. Derfor er det meget vigtigt for os, at vi kan give dem den hjælp, der ligger i at få tingene behandlet her hos os selv og få dem frem i lyset og få presset virksomheden og i det hele taget på den måde sørge for, at der kommer bedre arbejdsvilkår for de mennesker i den tredje verden. Det er for os det allervigtigste ved det her, altså et politisk redskab, hvor vi lever op til vores ansvar og ikke bare køber bevidstløst ind, selv om vi ved, at folk får kræft eller andre sygdomme på grund af de vilkår, de blev budt, mens de lavede de pågældende ting; at vi altså står ved vores ansvar og er med til at hjælpe folk til at få nogle bedre vilkår. Det er det, der ligger i det her.

Vi har jo fået nogle henvendelser, bl.a. fra 92-gruppen, som peger på nogle ting, som de synes skal være lidt anderledes, eller som vi i hvert fald skal være opmærksomme på i det videre forløb, f.eks. formandens kvalifikationerne. Skal formanden for organet have erfaringer fra erhvervslivet? Der kunne måske også være andre erfaringer, det kunne være nyttigt at bringe i anvendelse. Det vil vi gerne være med til at debattere. Der skal måske sættes mere streg under organets mulighed for at gennemføre undersøgelser eller foranledige undersøgelser via andre organisationer, f.eks. en organisation som DanWatch. Så skal der selvfølgelig laves nogle retningslinjer for, hvordan det faktisk skal arbejde med tingene, herunder hvordan man følger op på tingene. Man har måske behandlet dem, har mæglet eller fået en aftale, og så skal man selvfølgelig efterfølgende kontrollere om det, man er nået frem til i mæglingen eller i aftalen, bliver gennemført. De ting vil vi sammen med regeringen tage frem i udvalgsarbejdet og på en eller anden måde få dem afklaret i forlængelse af de henvendelser, vi har fået.

Vi støtter selvfølgelig lovforslaget.

Tak. Og det er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Tak. Jamen jeg synes jo, at det med de her ting, som hr. Frank Aaen jo beskriver ganske rørstrømsk, vil jeg sige, er interessant, men de 3 mio. kr., der er kommet på regnestykket, dem, der er på budgettet, kunne jeg retfærdigvis godt tænke mig at få ordføreren til at forklare lidt om. Hvor meget arbejde, hvor mange undersøgelser, hvor mange sager, hvor mange klager tror ordføreren der vil kunne behandles for de 3 mio. kr. om året, når man først skal betale lederens løn, kontorhold, pensionsforpligtelser, sygedagpenge, feriepenge og alle de andre udgifter, der er forbundet med at drive en institution? Så er der ikke så mange penge tilbage, og det er jo ret interessant, at der i ministerens kommentarer til det her lovforslag står, at man vil sikre, at der sker en hurtig og effektiv undersøgelse af de her eventuelle klager og overtrædelser. Hvor hurtigt og effektivt mener ordføreren at det vil kunne ske med så få penge til rådighed?

Ordføreren.

Jeg kan forstå på ordføreren for Dansk Folkeparti, at man mener, at der vil komme ganske mange sager vedrørende danske virksomheders optræden i den tredje verden, og det vil jeg ikke udelukke kan ske, men jeg vil så bare love Dansk Folkeparti, at kommer der flere sager end dem, der kan klares inden for det, der her er afsat til det, så vil vi arbejde sammen med regeringen om at få tilført nogle flere penge.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Ja, der var ikke meget svar i det, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Men jeg vil gerne sige noget om årsagen til, at vi prikker lidt til det her med de 3 mio. kr. Det gør vi selvfølgelig, fordi vi siger, at hvis man kun har vurderet, at der skal 3 mio. kr. til, så må flertallet her i Folketinget også have vurderet, at der kun skal løses problemer for 3 mio. kr., og hvis der kun skal løses problemer for 3 mio. kr., så er de af et meget begrænset omfang, når en tredjedel af pengene i hvert fald går til administration og løn og alt muligt andet skidt. Derfor må ordføreren retfærdigvis også prøve på at forklare, hvor mange sager man tror man forventeligt vil kunne nå at sagsbehandle. Hvor mange virksomheder vil kunne få de her flotte certificeringer, som det er blevet sagt, som sådan noget salgsprospektagtigt et eller andet fra De Radikale og fra SF? Hvor mange af den slags certificeringer mener Enhedslisten vi vil kunne se frem?

Ordføreren.

Nu synes jeg, Dansk Folkeparti må finde ud af, hvad de mener. Det er selvfølgelig partiets egen afgørelse, om man mener noget og man i givet fald mener noget, der er sammenhængende. Det skal jeg selvfølgelig ikke stå her og belære dem om. Jeg synes alligevel bare af hensyn til offentligheden, at det måske vil være rart at vide, om Dansk Folkeparti synes, at det er overflødigt og der slet ikke burde gives nogen penge, eller om der er brug for flere penge. Det er ligesom to ret forskellige synspunkter, som bliver fremført i stort set samme sætning. Men det må Dansk Folkeparti jo selv om. Jeg kan bare love, at hvis der kommer flere opgaver end dem, der kan rummes inden for det, der er afsat her, så arbejder vi for, at der kommer flere penge til det.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Den næste er hr. Kim Andersen, Venstre, for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge ordføreren fra Enhedslisten, om han sådan rent principielt ikke ser nogen problemer i, at dette nye organ skal behandle sager og udtale sig om forhold på baggrund af OECD-henstillinger og på baggrund af internationale konventioner, som er tiltrådt og bindende for staterne, men ikke for individer og virksomheder. Er der ikke her et dilemma set ud fra et retssikkerhedssynspunkt?

Så til den sidste diskussion. Ordføreren har jo en vis erfaring i at føre sager og har jo også en vis baggrund i sit eget og sit partis sekretariat her på Christiansborg. Kunne vi få ordførerens vurdering af, hvor megen kapacitet man forventer at ville kunne opbygge for den sum, der er sat af, og hvilken faglig standard man sådan ville kunne påregne for det beløb, herunder om den pågældende instans skal forankres på en måde, så man kan hente bistand fra eksempelvis departementerne og styrelserne?

Ordføreren.

Det ville da være en rigtig god idé at gøre det sidste, der blev nævnt. Det vil jeg straks lade gå videre til ministeren.

Jeg kan bare gentage, at skulle det vise sig, at rammen på 3 mio. kr. er for lidt, skal vi sørge for, at der kommer nogle flere penge, og jeg kan forstå, at vi både kan få Dansk Folkeparti og Venstre til at støtte os i det, så det skal nok blive vedtaget. Det er jo dejligt.

Hvad angår det principielle, er det, der er problemet i dag, at der er mennesker, der bliver mishandlet, og det er det, det drejer sig om, på virksomheder i den tredje verden – og det kan være underunderunderleverandører, hvor det kan være lidt svært nogle gange helt at holde kontrol med, hvad der sker. De får her en mulighed for at få en stemme i offentligheden, ved at der bliver indgivet en klage til det her nævn. Danske fagforeninger kan hjælpe de pågældende, og danske organisationer – ulandsorganisationer og DanWatch har været nævnt – kan hjælpe de pågældende ansatte til at få deres elendige vilkår frem i lyset. Det her er jo ikke en domstol. Det er et sted, hvor man behandler tingene og ser på, om det er en berettiget klage, og hvis det er en berettiget klage, træffer man en eller anden form for afgørelse. Det er så mit bud, at langt de fleste danske virksomheder gør sig store anstrengelser for at få bragt forholdene i orden, som det f.eks. skete med JYSK og mange andre. Det, det går ud på, er jo at få presset virksomhederne til at sørge for, at der er ordentlige forhold for de mennesker, som de direkte eller indirekte beskæftiger.

Hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Det er klart, at virksomhederne skal overholde love og regler, ingen tvivl om det, men der er altså også retssikkerhed for virksomheder og virksomhedsledere.

Må jeg spørge: Ser ordføreren ikke nogen principielle problemer i, at en virksomhed kan risikere at blive hængt ud og sat i en offentlig gabestok for en sag, som er afvist, fordi den er grundløs, eller for en sag, som har noget med moral og etik at gøre, men hvor der ikke er overtrådt nogen lovgivning og der derfor ikke kan ske domfældelse? Alligevel kan man få sin sag offentliggjort, og det kan jo – det tror jeg også ordføreren er bekendt med – have langt videre konsekvenser for en virksomhed og dens ansatte end en dom og en straf.

Ordføreren.

Hvis vi snakker retssikkerhed, vil jeg da sige, at dem, hvis retssikkerhed er i klemme, er de ansatte i Burma, det er de ansatte i Kina, det er dem, som leverer til danske virksomheder, i de lande, hvor lønnen er elendig, arbejdsforholdene er elendige og miljøet lider stor skade. Det er deres retssikkerhed, der er i klemme. Den store danske virksomhed – for det er jo store danske virksomheder, vi taler om – har alle muligheder for at sørge for, at deres rettigheder bliver overholdt, og de har alle muligheder for at fremføre deres sag over for det her nye organ. Det er der ingen problemer i. De kan få tingene frem i aviserne. Det er ikke dem, der har noget problem; det er de ansatte ude i verden, der har et problem. Det synes jeg Venstre skulle tage at tænke på. Jeg her da helt sikker på, at det her organ vil arbejde på en ordentlig måde. Er der en begrundet klage, vil de påpege det, og er det ikke en begrundet klage, jamen så vil det jo være en fordel for virksomheden, at det ikke bare er noget, der skrives om i aviserne, men at de faktisk kan få en tilkendegivelse fra et sådant organ af, at det er en grundløs klage. Det tror jeg faktisk alle er glade for. Derfor er erhvervslederne jo i alt væsentligt også glade for det her. Det er også en fordel for dem.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Merete Riisager, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg holder i dag talen på vegne af min kollega hr. Ole Birk Olesen.

Vi har gentagne gange set, at regeringen ser sig selv som en kærlig og omfavnende surrogatmor, som er fuldt berettiget til at opdrage og skælde ud på myndige danske borgere og virksomheder og belære dem om, hvordan de skal opføre sig. Det afspejles tydeligt i dette lovforslag, hvor sproget driver af moralisme og minder om en stramtandet skolelærerinde, der formaner, at regeringen forventer, at danske virksomheder opfører sig ansvarligt, når de driver forretning på såvel de hjemlige som de globale markeder.

Der skal etableres en mæglings- og klageinstitution i forlængelse af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheders ageren. Den skal ikke være retligt bindende, men alene fungere som offentligt finansieret gabestok, hvor alskens kværulanter kan klage, ofte på vegne af andre, og dermed få held til at sværte virksomheder til ved den blotte mistanke om, at de har gjort noget, som i bagklogskabens lys måske kunne have været løst bedre.

Men danske virksomheder agerer i den store verden, der desværre ikke er perfekt, og som frembyder faktiske moralske dilemmaer, hvor der ikke er nogen åbenlyst rigtige svar. De opgaver prøver virksomhederne at løse så godt, som de overhovedet kan, men det vil i sidste ende altid bero på skøn og beslutninger truffet under tidspres – forhindringer på vejen mod det perfekte, som sådan en mæglings- og klageinstitution antagelig vil have forsvindende lille forståelse for. Derfor modsætter vi os i Liberal Alliance på det kraftigste, at danske virksomheder og skatteborgere skal finansiere en kvasidomstol, som skal hænge virksomheder ud, selv om de ikke har gjort noget ulovligt, men derimod har gjort os alle sammen en tjeneste ved at gøre forretning ude i verden og skabe job og vækst i Danmark.

Vi er især kritiske over for udsigten til, at danske virksomheder også kan blive gjort direkte ansvarlige for underleverandørers handlinger, som det ofte kan være nærved umulige at få viden om.

Vi er også imod den fremgangsmåde, hvor man på en yderst retssikkerhedsmæssigt betænkelig måde skaber et klagesystem, der giver mulighed for at fælde dom over ikkelovmæssige overtrædelser af forskellige værdikodekser. Vi må fastholde, at et retssamfund er baseret på et klart skel mellem lovligt og ulovligt, og at alt, der ikke eksplicit er forbudt, er tilladt. Det betyder ikke, at vi skal finde det sympatisk, eller at virksomheder ikke har et moralsk ansvar for, hvad de gør, og de skal selvfølgelig også være villige til at blive debatteret i offentligheden. Men vi skal ikke skabe et omfattende parallelt semiretligt system, hvor virksomheder i stedet for at køre deres virksomhed så godt som muligt hele tiden skal bruge deres tid på at gætte, hvilke utopiske projekter Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten nu er besat af, hvis de vil undgå gabestokken.

Ligeledes indeholder lovforslaget en ændring af årsregnskabsloven, således at de største danske virksomheder død og pine skal redegøre for deres påvirkning af menneskerettigheder og klima i deres årsregnskab, uanset hvor irrelevant det må forekomme dem i deres branche. Men staten blander sig allerede mere end rigeligt i danske virksomheders sociale ansvar, og 89 pct. af virksomhederne beretter allerede om miljø og klima under deres redegørelse for samfundsansvar. Dertil bryder forslaget med det gældende princip om, at virksomheder vælger efter væsentlighed, når de redegør for deres samfundsansvar.

Det er også lattervækkende at læse, at lovforslaget ikke ventes at medføre administrative byrder for erhvervslivet, fordi administrative byrder ved enkeltsager ikke regnes med og målingen har som forudsætning, at alle virksomheder overholder og efterlever reguleringen. For selvfølgelig vil forslaget medføre store byrder både for at undgå urimelige klager og indføre menneskerettigheds- og klimaovervejelser for slet ikke at tale om de mange spildte kræfter, som virksomhederne i stigende grad vil bruge på at komme Folketinget i forkøbet, så endnu mere erhvervsfjendtlige forslag ikke bliver vedtaget.

Man kunne med rette spørge, hvorfor vi ikke i stedet etablerer en klageinstitution, hvor virksomheder og borgere kan klage over at blive flået i skat, overvåget, kontrolleret, begrænset, reguleret m.m. af de offentlige myndigheder. Sidst er en 14-årig pige blevet lam, fordi Københavns Kommune ikke har vedligeholdt rækværket på Dronning Louises Bro på trods af varsel i ekstremt god tid.

Private virksomheder skaber vækst. Vores levestandard er eksploderet efter den industrielle revolution og ophævelsen af stavnsbåndet og næringsfrihedens indførelse og i de sidste 30 år globaliseringen af markedet for varer og tjenester. Konger og dronninger plejede at dø af basale sygdomme og forrette deres nødtørft i ildelugtende natpotter på iskolde uopvarmede og ikkeisolerede kamre. Den teknologiske udvikling og økonomiske vækst foranlediget af iværksætteri, private virksomheder og profitmotivet har bragt os fra stenalderen til i dag. Den udvikling skal vi være glade for, og vi skal ikke prøve at kortslutte den.

En statslig udgave af Corporate Social Responsibility, der jo betyder virksomheders ansvarlighed, vil blot gøre ondt værre. Elendighed ved at blive udnyttet af kapitalisterne er intet at sammenligne med elendigheden ved slet ikke at blive udnyttet, skrev den britiske økonom Joan Robinson i 1962. Det havde og har hun fuldstændig ret i. Liberal Alliance kan under ingen omstændigheder støtte dette lovforslag eller den menneskefjendske verdensopfattelse, som det er udtryk for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere til stede lige nu, så derfor er det nu erhvervs- og vækstministeren.

Jeg vil gerne indlede med at takke for en meget engageret debat om lovforslaget og i øvrigt også for en række af de spørgsmål og problemstillinger, der er rejst, og som jeg synes på mange måder er relevante. Men jeg vil godt lige sige et par ting om lovforslaget, sådan at vi får det ind i de – efter min opfattelse – rette folder.

Med dette lovforslag vil regeringen dels etablere en ikkeretlig mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd, dels ønsker vi at udvide regnskabslovens § 99 a om at redegøre for samfundsansvar, så de 1.100 største, ikke store og små, men største danske virksomheder fremover udtrykkeligt skal redegøre for deres politikker for at respektere menneskerettighederne og reducere klimapåvirkningen.

Der er to formål med mæglings- og klageinstitutionen. For det første skal mæglings- og klageinstitutionen være et sted, hvor danske virksomheder kan få en forudsigelig, en gennemskuelig og en troværdig håndtering af tvister om brud på OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. Er en anklage berettiget, kan den ofte løses gennem en konstruktiv dialog i fortrolighed mellem parterne. Er en anklage derimod uberettiget, og er parterne uenige, er der i dag ikke en instans, der kan tage stilling til tvisten og afvise den. Og det er det, vi nu ændrer på.

For det andet skal mæglings- og klageinstitutionen være et sted, som arbejdstagere, miljørepræsentanter, andre virksomheder og lignende fra hele verden kan gå til, hvis de oplever, at danske virksomheder handler i strid med OECD's retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Mæglings- og klageinstitutionen bliver dermed også et sted, hvor sager om krænkelse kan rejses, dokumenteres og offentliggøres.

Regeringen støtter de internationale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Med oprettelsen af mæglings- og klageinstitutionen bliver Danmark blandt de første lande i verden, der implementerer OECD's og FN's anbefalinger om at oprette en ikkeretlig mæglings- og klagemekanisme.

Rådet for Samfundsansvar, som blev nedsat af den tidligere økonomi- og erhvervsminister under den forrige regering, er fremkommet med anbefalinger til, hvordan de internationale retningslinjer skal implementeres. Rådets anbefalinger har spillet en helt afgørende rolle for, hvordan lovforslaget er blevet udformet. Dansk Industri, Dansk Erhverv, Rederiforeningen, Finansrådet, Forsikring & Pension, Håndværksrådet og Landbrug & Fødevarer sidder alle i rådet, og anbefalingerne er godkendt af et samlet råd. Det giver et stærkt grundlag for at udarbejde lovforslaget.

Det kan være en vanskelig opgave at sikre, at man som virksomhed overholder OECD's retningslinjer, særlig hvis man driver virksomhed i lande, hvor der er risiko for krænkelser af menneskerettighederne. Samtidig kan en virksomhed have et stort antal underleverandører, og det er svært at kontrollere dem alle lige effektivt. Det har jeg fuld forståelse for, og det er ikke meningen, at mæglings- og klageinstitutionen skal være en gabestok for virksomhederne. Mæglings- og klageinstitutionen tager netop udgangspunkt i mægling som et middel til at løse uoverensstemmelser og sikre fremadrettede løsninger og løbende forbedringer.

Lykkes det ikke at mægle mellem parterne, undersøger mæglings- og klageinstitutionen sagen og kommer på baggrund heraf med en udtalelse. I udtalelsen vil der være forslag til, hvordan OECD's retningslinjer kan efterleves.

Regeringen vil gerne have, at danske virksomheder er i front, når det gælder samfundsansvar, og derfor er det en meget vigtig opgave for mæglings- og klageinstitutionen at give virksomhederne viden og vejledning om, hvordan de kan overholde OECD's retningslinjer, når de driver virksomhed. Institutionen skal derfor ligeledes øge virksomhedernes viden om OECD's retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd gennem løbende information. Der skal bl.a. afholdes kurser for især små og mellemstore virksomheder om, hvordan de kan undgå at overtræde OECD's retningslinjer. Og endelig skal institutionen udarbejde vejledninger til små og mellemstore virksomheder.

Den anden del af lovforslaget udvider regnskabslovens krav om redegørelse om samfundsansvar. Udvidelsen betyder, at virksomheder fremover udtrykkeligt skal redegøre for deres politikker for at respektere menneskerettigheder samt for at reducere klimapåvirkninger. Udvidelsen får dermed betydning for de virksomheder, der ikke har en politik for henholdsvis menneskerettigheder og klima, idet de efter lovforslaget fremover udtrykkeligt skal oplyse i årsrapporten, at de ikke har en politik på de to områder.

Når vi gerne vil fremhæve emnerne menneskerettigheder og klima, er det for at bringe Danmark og dansk erhvervsliv på forkant med nogle meget væsentlige, internationale udviklingstendenser.

For det første har FN's Menneskerettighedsråd i juni 2011 vedtaget et sæt retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv, som er indarbejdet i OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. Det er helt oplagt at integrere dem i rapporteringskravet om samfundsansvar.

For det andet skærpes kravene til virksomhedernes klimarapportering i kraft af en stigende efterspørgsel fra virksomhedernes egne interessenter efter oplysning om især virksomhedernes strategier for at begrænse CO 2 -udledningerne. Derfor er der behov for, at virksomhederne fortsat udvikler deres klimaindsats og -rapportering.

Årsregnskabslovens § 99 a er forholdsvis unik set i en international sammenhæng. Erfaringerne viser, at rapporteringskravet har en positiv effekt på virksomhedernes CSR-indsatser. Indførelsen af rapporteringskravet om samfundsansvar giver virksomheder, der endnu ikke er kommet i gang med at arbejde strategisk med samfundsansvar, sådan et kærligt puf i den rigtige retning.

Til sidst vil jeg godt understrege, at det her handler om at hjælpe danske virksomheder til fortsat at være i front, når det gælder håndteringen af deres samfundsansvar, for det er der faktisk en ganske god forretning i.

Så vil jeg også godt lige på baggrund af debatten sige, at jeg synes, at der er rejst en række spørgsmål, ikke mindst havde Venstres ordfører indledningsvis en række spørgsmål, som ordføreren mente var uafklarede. Der synes jeg at vi skal bruge den tid, der skal til i udvalget for at få dem afdækket, for når jeg har lyttet til debatten, og når jeg har set de anbefalinger, som rådet er kommet med, og som er anbefalet af erhvervsorganisationerne, er det klart, at der for mig at se er en forskel på den måde, erhvervsorganisationerne har gået til det på, og det, Venstre siger med den måde, spørgsmålet blev stillet på fra Venstres ordførers side.

Det synes jeg må kunne afklares, for det er helt oplagt, at et øget CSR-ansvar vil kunne være en virkelig driver for danske virksomheder på det globale marked. Og det er jo også derfor, at danske virksomheder og deres organisationer har engageret sig så flot i det her arbejde. Og det synes jeg man skal udtrykke al mulig ros for.

Så vil jeg gerne understrege, at i dag, hvor man i årsregnskabsloven skal redegøre for sin CSR-indsats, er vi faktisk i den fantastisk glædelige situation, at 87 pct. af virksomhederne gør det. Og de gør det ikke, fordi de synes, at den forrige regering, som igangsatte det, var særlig ondskabsfuld, de gør det sådan set, fordi de kan se en værdi i det for sig selv og deres forretning og deres fremtid. Det synes jeg man skal tage positivt. Og hvorfor ikke bære ved til den positive udvikling?

Nu har der været en hel del debat om økonomien bag mæglings- og klageinstitutionen, men jeg vil godt understrege, at danske virksomheder er dygtige, danske virksomheder er ordentlige, og derfor er der ikke nogen grund til ligesom at have en debat om, hvorvidt vi mener danske virksomheder nærmest er helt kriminelle, som jeg nærmest, når jeg hører Dansk Folkepartis ordfører, hører at vi forestiller os, og at der vil blive et rend ind til den her klageinstans. Sådan bliver virkeligheden slet ikke.

Det nye er, at når der opstår sager, foregår de ikke pr. definition direkte i pressen med de negative effekter, det kan have for virksomhederne, man disciplinerer dem, der måtte klage over en virksomhed, ved at sige, at en virksomhed ikke nødvendigvis gør det af ond vilje, men på grund af manglende vejledning eller manglende viden, og at man nu får en ny mæglingsinstans, sådan at man i mindelighed kan løse tvister. Det er en fordel, også for virksomhederne.

Så har der været spørgsmål i forbindelse med lov om offentlighed. Der vil jeg sige, at det er klart, at hvis man forliger en sag, inden den går til mæglingsinstitutionen, er der jo ikke offentlighed om den. Kører der en sag ved mæglingsinstitutionen, er der ikke offentlighed, mens den kører, men lov om offentlighed i forvaltningen gør, at når en sag er afsluttet, kan den offentliggøres, men naturligvis er, hvad der måtte være af følsomme oplysninger, undtaget i offentlighedsloven, så man ikke afslører forretningshemmeligheder, eller hvad der måtte være. Så de gældende regler bliver naturligvis også overholdt i forbindelse med det her lovforslag.

Med de bemærkninger vil jeg sige, at jeg synes, at vi har haft en god og konstruktiv debat, og jeg håber, at vi kan få afdækket og afklaret en række af de spørgsmål og usikkerheder, som er blevet rejst, i udvalgsarbejdet, for for mig at se er det her et spørgsmål om, at vi har fået en række anbefalinger fra Rådet for Samfundsansvar, hvor alle erhvervsorganisationerne har taget meget konstruktivt del sammen med ngo-organisationer og faglige organisationer. De er i fællesskab kommet med nogle anbefalinger, som vi nu omsætter til lov, fordi det kan give værdi i kraft af positiv anseelse for Danmark, vi får et godt ry som et land, som tager ansvar for menneskerettighederne, som tager ansvar for samfundsudviklingen, som tager ansvar for klimaet. Og det er jo den positive historie om Danmark. Hvorfor skal vi ikke brede den ud i den store verden? Tak.

Tak til ministeren. Det er hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti, der har en kort bemærkning.

Jeg vil gerne kvittere for ministerens tale. Jeg noterede mig i øvrigt, at formanden nævnte, at det var den nuværende erhvervsminister – jeg blev lidt bange for, at man var ved at overveje at forlade sin post, men det skal man i hvert fald ikke gøre på baggrund af denne debat.

Ministeren forsøger at forklare bevæggrundene for, at man har valgt at fremsætte det her forslag. Man ønsker at give erhvervsvirksomhederne et kærligt puf fremad, det var i hvert fald det, erhvervsministeren sagde i sin kommentar. Men det svarer jo efter min opfattelse til, at man prøver at skubbe til en, der i forvejen cykler ret hurtigt på sin cykel, for det går faktisk rigtig godt for danske internationale virksomheder, som opererer på det internationale marked.

Det nævnte ministeren jo også selv. Der var faktisk en ret stor andel af virksomheder, som absolut havde det her på deres egne, interne dagsordener helt frivilligt. Det er også derfor, at vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side har sagt: Det her er jo mildest talt et overflødigt, harmløst lovforslag, og det er desværre også virkningsløst, for virksomhederne har allerede i dag efter vores opfattelse påtaget sig den her underforståede opgave med at kigge på de her ting med, hvordan man behandler sine medarbejdere og varer, også uden for de danske grænser.

Der synes jeg måske bare at erhvervsministeren skulle bekræfte endnu en gang, at det, man nu ønsker at stille krav om skal foregå på en anden måde, faktisk er noget, der allerede fungerer rigtig godt.

Erhvervs- og vækstministeren.

Jamen jeg vil gerne bekræfte, at danske virksomheder generelt opfører sig ordentligt og generelt gør det godt, og at vi skal være generelt stolte af den måde, som dansk erhvervsliv opererer på, både herhjemme og på den globale scene.

Men jeg synes også, at vi skal anerkende, at den forrige regering ændrede årsregnskabsloven for ligesom at lægge vægt på, at man også skal forholde sig til virksomhedernes samfundsansvar, og at den nedsatte et råd, Rådet for Samfundsansvar, med repræsentanter fra erhvervsorganisationer, faglige organisationer, ngo'er. Og de har arbejdet sig frem til at sige, at de synes, det er en bedre måde at håndtere, hvad der måtte være af tvister om en virksomheds samfundsansvar, på en organiseret måde i fordragelighed i en forligs- eller mæglingsinstitution frem for at råbe ad hinanden i pressen.

Man ansvarliggør hinanden. Virksomhederne ansvarliggør ngo'erne, ngo'erne ansvarliggør virksomhederne, og man får et system, hvor man kan behandle urimeligheder på en civiliseret måde. Det er da til virksomhedernes gavn, frem for at det foregår i pressen. Det er jo derfor, virksomhederne og deres organisationer synes, at det her er en god idé.

Hvis vi som regering og Folketing kan se, at man kan styrke virksomhedernes samfundsansvar, og at de kan gøre det på en mere ordentlig måde end ved bare at råbe i pressen, ja, så skal vi da støtte dem i det. Og det er det, forslaget går ud på.

En kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, men jeg synes altså lidt, at man begår en form for åndelig voldtægt på de – hvad hedder det? – forskellige erhvervsinstitutioner i Danmark, for der bliver hele tiden sagt, at de støtter det her lovforslag. De støtter en del af det her lovforslag.

Der er jo altså kommet en række høringssvar fra Bryggeriforeningen, Dansk Industri, Komiteen for god Selskabsledelse, Landbrug & Fødevarer og andre, som siger, at de ikke støtter det her lovforslag med hensyn til det, der hedder, at man vil stille nye, retlige krav til, hvad der skal stå og foregå i forbindelse med den her § 99, stk. a, i årsregnskabsloven.

Men jeg ved godt, at ministeren jo var inde på, at det, da man kommenterede den anden del af forslaget om at nedsætte det her råd, vakte en større genklang, også hos erhvervsdrivende. Men ministeren skal måske også retfærdigvis bare sige her i Folketingssalen, at det faktisk er sådan, at mange af de her organisationer ikke støtter den del af lovforslaget, som drejer sig om årsregnskabslovens præmis.

Ministeren.

Jamen jeg vil lige indledningsvis sige, at da jeg besvarede det om de organisationer, der støttede mæglingsorganet, var det, fordi det var det, jeg blev spurgt om af ordføreren. Ordføreren fik så et svar, som han øjensynlig var tilfreds med. Så stiller ordføreren et nyt spørgsmål om et andet emne, og det svarer jeg naturligvis også på.

Det er korrekt, at en række erhvervsorganisationer mener, at den formulering, der er i årsregnskabsloven i dag, er tilstrækkelig, hvorefter de så i øvrigt gør opmærksom på, at hvis man skal eksemplificere samfundsansvaret med mere end det, der står i dag, er menneskerettigheder og klima yderst relevante områder – sådan mener jeg formuleringen er.

Faktisk er det sådan, at en række af de virksomheder, som skal redegøre for deres forhold til menneskerettigheder og klima, allerede gør det i dag, fordi de er tilsluttet FN's Global Compact-guidelines, altså retningslinjer. Derfor er det bare et spørgsmål om at genbruge, hvad de i øvrigt formulerer vedrørende menneskerettigheder og klima, at gentage/copy-paste det ind i forbindelse med årsregnskabet. Så på den måde kan det, de gør i forvejen, komme til at fremgå, fordi de noterer det ned, de gør i forvejen. Jeg har været opmærksom på det, men det glæder mig, at de siger, at skal man eksemplificere i forbindelse med årsregnskabslovens § 99 a, er det to relevante temaer, vi har taget op.

Tak. Det er hr. Kim Andersen fra Venstre for en kort bemærkning.

Tak for det, og tak for ministerens besvarelse.

Jeg er også glad for, at ministeren anerkender, at jeg i min ordførertale rejste en række principielle spørgsmål til de principper, der ligger bag lovforslagets elementer.

Jeg har tre spørgsmål til ministeren.

Jeg vil gerne vide med hensyn til det organ, der tænkes etableret med den her ramme på de 3 mio. kr., om det – de proportioner taget i betragtning – er ministerens intention, at det her organ skal have adgang til at kunne trække på centraladministrationens kapacitet i øvrigt? Det er spørgsmål 1.

Når der bliver sagt, at organisationerne osv. har ønsket det her lovforslag med de forskellige elementer, vil jeg gerne i forlængelse af det, som lige er blevet slået fast i forbindelse med hr. Skibbys spørgsmål og ministerens svar, lige spørge ministeren, om ikke det er rigtigt, at lovforslaget her ikke er identisk med den betænkning, der blev afgivet af Rådet for Samfundsansvar, og at man på principielle områder har fraveget det, som rådet fremkom med i betænkningen?

Til sidst vil gerne spørge ministeren, om ministeren ikke er enig med mig i, at det, der på CSR-området har bragt danske virksomheder helt i front internationalt, har været en indsats, der byggede på frivillighed og gensidig motivation og brugen af sund fornuft fra virksomhedernes side? Tak.

Erhvervs- og vækstministeren.

Jo, men generelt mener jeg sådan set, at lovforslaget er udtryk for sund fornuft, for nu at tage det sidste først. Der har været enighed i Folketinget om at nedsætte Rådet for Samfundsansvar med repræsentanter fra erhvervslivet, de faglige organisationer og ngo-organisationerne. De arbejder sig så frem til et forslag med nogle anbefalinger til regeringen, som vi så omsætter til et lovforslag.

Det, de foreslår fra rådets side, bygger på sund fornuft. Det må man også formode er en af grundene til, at man har kunnet få Dansk Industri – hvad hedder det? – miljøorganisationerne, Mærsk, de faglige organisationer, Dansk Erhverv og græsrodsorganisationerne til at gå sammen om nogle fælles anbefalinger. Det gør de jo, fordi det er logisk.

Det andet spørgsmål var, om vi har fulgt anbefalingerne og gjort forslaget identisk med dem. Nej, det har vi ikke. Der har været diskussioner om, om man skulle have en formand, eller om man skulle have en ombudsmand, altså om, hvilken status lederen af mæglingsinstitutionen skulle have. Den anbefaling har vi ikke fulgt, og der er nogle enkelte andre steder, hvor vi heller ikke har fulgt dem, men hvad angår grundlinjen i at etablere et klage- og mæglingsnævn, har vi fulgt de retningslinjer, som de er kommet med. Det er også det, som fremgår af høringssvarene, nemlig at der er en stor anerkendelse fra erhvervsorganisationerne af, at vi har fulgt anbefalingerne fra rådet.

Så er der spørgsmålet om selve institutionens placering, og om jeg forstod det ret, også et spørgsmål om, om der nu var penge nok. Jeg håber altså, og jeg tror også med de erfaringer, vi har, at organets hovedopgave bliver vejledning. Men der vil jeg bare sige, at der ingen instruksbeføjelser er fra Erhvervsstyrelsen til det nye mæglingsnævn. Det er et uafhængigt nævn.

Hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Skal det sidste forstås på den måde, at dette nye organ ikke kan trække på centraladministrationen, på statslige institutioner, styrelser, departementer? Sådan måtte jeg forstå det, ministeren sagde, men jeg ville gerne have, hvis vi lige kunne få gjort det tydeligere.

Så vil jeg gerne lige i forhold til det her med, hvad der er sund fornuft, og hvad Rådet for Samfundsansvar har foreslået og ikke foreslået, spørge, for det er ret centralt: Er det ikke korrekt, at i forbindelse med lovforslaget er det ikke medtaget, at sager, som er blevet afvist, som altså ikke kan behandles og ikke vil blive behandlet, ikke er udtaget af lovforslaget og derfor er omfattet af offentlighedsloven? Det er jo ret centralt. For det er jo det, der er med til, at en virksomhed kan få sat negativ spot på sig i en sag, som har vist sig så indholdsløs, at organet ikke har villet behandle den.

Til sidst vil jeg sige, at det, jeg spurgte om, ikke drejer sig om frivillighed og sund fornuft i forhold til regeringen og rådet, det drejer sig om, om ikke ministeren anerkender, at når danske virksomheder er kommet helt i front internationalt på CSR-området, er det alene på grund af frivillighed, at det er sket.

Erhvervs- og vækstministeren.

Jamen nu har vi jo i regnskabslovens § 99 a skitseret de retningslinjer, der gælder for rapportering af virksomhedernes samfundsansvar. Så er det bare, at jeg gør opmærksom på, at det er der glædeligvis allerede 87 pct. der følger. Og det er jo et udtryk for, at de anerkender, at det også er til fordel for virksomhederne selv.

Man kunne selvfølgelig også vende det om og spørge: Skulle vi så ikke fokusere på de sidste 13 pct. og sige, at nu skal de med, og så komme med den store pisk? Det er jo egentlig ikke nødvendigt, for vi kan se, at antallet af virksomheder, der følger det, støt og roligt stiger.

Hr. Kim Andersen har jo ret i, at virksomhederne kan se, at det er sund fornuft. Det er også derfor, vi tager det fuldstændig afslappet og ikke kommer med den store pisk, men alene stort set hele vejen igennem arbejder med gulerodsprincippet – og det er i øvrigt sundt.

Så var der et spørgsmål, der lige glippede for mig, men der var spørgsmålet om, hvorvidt man kan trække på medarbejderne i Erhvervsstyrelsen. Jeg vil bare sige, at der synes jeg vi kan få skitseret hvordan retning retningslinjerne er. Men grunden til, at jeg understregede det med instruks, var, at jeg ville understrege, at det her er et uafhængigt mæglingsorgan.

Jo, nu kom det! Det var det her med spørgsmålet om det der med at kunne blive hængt ud. Det bliver man i dag, for er der en eller anden miljøorganisation eller faglig organisation, som mener, at virksomheden gør noget forkert, går de til pressen og hænger virksomheden ud; uanset om der er grundlag for det eller ej, er der skriverier i pressen. Det nye er, at nu kommer det ind i ordnede rammer.

Men grunden til, at jeg kvitterede for Venstres ordførertale, er, at er der nogle usikkerheder, er der noget, vi kan grænse af i forhold til offentlighedsloven, skal vi gøre det. Og det er det, jeg mener vi skal bruge tid på i udvalgsarbejdet.

Tak til erhvervs- og vækstministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.