L 119 - 2011-12 - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren

TilBeskæftigelsesministerietMinisterietharvedbrevaf9.februar2012fremsendtforslagtilændringaflovomLigebehandlingsnævnetihøring.Daministerietsidsteårbadominputtildenforeståenderevision,gavACdentilbagemelding,atdetvilværeformålstjenligt,atnævnetsafgørelserblevbegrundetmereudførligt,idetdetvilbidragetilatstyrkenævnetogafgørelsernespræcedensskabendevirkning.Omenddetteinputikkeermedtagetiministerietsredegørelsefordebidrag,somministerietmodtog,vilACikkeundladeatgentagesynspunktet. Det er fortsat AC’sopfattelse,atdetersværtatbrugenævnetsafgørelsersomstøtteiandrelignendesager,fordinævnetsafgørelserindeholdermegetkortebegrundelser.Med venlig hilsenTine HolstChefkonsulentD25354145M 2 2 4 9 5 8 6 8E[email protected]

Høring – Udkast til lov om ændring af lov om Ligebehand-lingsnævnetBeskæftigelsesministeriet har sendt udkast til lov om ændring af lov om Lige-behandlingsnævnet i høring.Dansk Arbejdsgiverforening (DA) tilkendegav allerede ved tankerne om etable-ringen af Ligebehandlingsnævnet, at DA ikke kunne støtte oprettelsen af næv-net. På baggrund af de erfaringer, der er gjort i den periode, som nævnet hareksisteret, er DA fortsat generelt skeptisk over for nævnet.Egen driftDet fremgår af Beskæftigelsesministeriets høringsskrivelse af den 9. februar2012, at ministeriet vurderer, at der er behov for yderligere analyse af, hvor-dan nævnet kan gives kompetence til at tage sager op af egen drift. DA be-mærker i den forbindelse, at det er DA’s opfattelse, at en mulighed for nævnettil at tage sager op af egen drift svækker nævnets objektivitet, og nævnet skif-ter derved karakter til et mere holdningspræget organ. Ud fra retssikkerheds-overvejelser er det ikke holdbart, at nævnet skal påbegynde sager, sikre deresoplysning og træffe afgørelse i dem.Der er i øvrigt med etableringen af Ligebehandlingsnævnet skabt en så enkelog simpel klagemulighed, at alle, der måtte have ønske om at rejse sag, kangøre det. Derfor er der efter DA’s opfattelse heller ikke et behov for at etablereen mulighed for, at nævnet kan tage sager op af egen drift. Måtte tankerne omat give nævnet kompetence til at tage sager op af egen drift fastholdes, ønskerDA at blive inddraget i det forestående analysearbejde.ProcesrenterDA kan ikke tilslutte sig den foreslåede ændring, der giver ret til at tilkendeprocesrenter. DA mener ikke, at indgivelsen af en klage til Ligebehandlings-nævnet kan sidestilles med en retsforfølgning og er derfor af den opfattelse, atder ikke er hjemmel til at tilkende procesrenter fra tidspunktet for klagens ind-givelse. Rentelovens bestemmelser er fuldt tilstrækkelige til at håndtere rente-mæssige spørgsmål, og derfor kan DA ikke tilslutte sig, at det skal komme til atfremgå af lov om Ligebehandlingsnævnet, at der kan tillægges renter fra klage-tidspunktet. Den omstændighed, at det tidligere Ligestillingsnævn har tilkendtrenter, kan efter DA’s opfattelse ikke berettige en lovændring som den foreslå-ede.29. februar 2012LRGDok ID: 15879

Side 2Nævnets formandDA har ikke bemærkninger til den foreslåede ændring af § 3, stk. 2, men be-mærker, at de sager, der automatisk efter klagers ønske videreføres fra næv-net, alt andet lige anlægges ved byretterne.RetssikkerhedLovforslaget tilstræber at gøre op med de uhensigtsmæssigheder af retssikker-hedsmæssig karakter, der, nøjagtigt som DA har påpeget fra begyndelsen, eropstået som følge af, at sager, der frembyder bevistvivl, ikke afvises fra be-handling. DA kan for så vidt tilslutte sig, at bestemmelsen om sekretariatetsselvstændige kompetence i § 5, stk. 4, ophæves, og at det tydeliggøres, at deter nævnet, der har den suveræne kompetence. Den foreslåede konstruktionløser dog ikke de oplevede problemer med behandlingen af sager, der skal af-vises. Disse problemer skal ubetinget løses. DA kan tilslutte sig, at kompeten-cen for administrative nævn, der skal afgøre tvister mellem private, skal værebegrænses til sager, der ikke frembyder bevistvivl, der rettelig burde afklaresved parts- og vidneforklaringer. Det er meningen, at sager, der frembyder be-vistvivl, skal afvises fra behandling. Desværre sker dette i mange tilfælde ikke.Det skal derfor fremgå specifikt af § 8, at sager, der frembyder bevistvivl, skalafvises fra nævnets behandling. Dette er et så afgørende retssikkerhedsmæs-sigt spørgsmål, der ikke blot skal overlades til nævnets forretningsorden.Det er problematisk, at loven ikke indeholder klare retningslinjer for sagsbe-handlingen på dette helt centrale punkt. Det er endnu mere problematisk, hvisproblemkredsen trækkes yderligere ud af loven og i stedet lægges over i næv-nets forretningsorden.For at sikre parternes retssikkerhed bør der i stedet etableres et klart to-instanssystem i forhold til formalitetsafgørelser, således at nævnets sekretariati første række bør tage stilling til formalitetsindsigelser – herunder navnlig af-visning på grund af behovet for bevisførelse. Denne stillingtagen må naturligvisske på et oplyst grundlag, men den må lige så naturligt adskilles fra den mate-rielle vurdering, således at det er muligt at få en præjudiciel stillingtagen tilafvisningsspørgsmålet.Denne stillingtagen må selvsagt, og i overensstemmelse med den almindeligeforvaltningsret, begrundes fyldestgørende. Som reglerne administreres i dag,er det ikke muligt at opnå en ren formalitetsafgørelse, ligesom nævnets beslut-ninger om fremme henholdsvis afvisning sjældent er udførligt begrundede. Deafgørelser, sekretariatet træffer om afvisningsspørgsmålet, bør herefter kunnepåklages til nævnet - eventuelt blot formandskabet.Den høje grad af usikkerhed i forhold til afvisningsspørgsmålet er formentligmedvirkende til den ret høje frekvens af afvisningspåstande i klagesager.DA anerkender, at nævnet er tillagt en hjemmel til at pådømme afskedigelses-sager og følgelig også forudsætningsvis bør udnytte den. De seneste års udvik-ling har imidlertid medført, at langt størstedelen af de sager, der rejses, vedrø-rer dels spørgsmålet om et valg mellem flere medarbejdere (ansættelses- ogafskedigelsesskønnet) og dels mulighederne for omplacering til andet arbejde isamme virksomhed. Sager om påstået forskelsbehandling eller ulige behand-ling er erfaringsmæssigt meget komplekse og bliver i det fagretlige system og idet civile retssystem nærmest undtagelsesfrit behandlet gennem egentlige

Side 3parts- og vidneforklaringer og ikke afgjort på skriftligt grundlag. DA skal i denforbindelse pege på, at det hører til blandt sjældenhederne, at der i sager afden karakter, der vedrører arbejdsmarkedet, foreligger et egentligt skriftligtbevis, som kan afgøre sagen. Derfor skal mange sager afvises fra behandling iLigebehandlingsnævnet.Vurderingen af de overvejelser, der ligger bag virksomhedens skøn i disse situ-ationer, vil som nævnt stort set altid forudsætte bevisførelse i form af vidnebe-vis. Det er i sidste ende vurderinger, som er foretaget af nærmeste leder, derafgør, hvordan skønnet falder ud. Det kan i denne sammenhæng bemærkes, atnetop dette tema udgør den klare tyngde i de civile sager, der føres i henholdtil de to regelsæt. Udover en række centrale principielle overvejelser er sagernetypisk bevissager, der afgøres på baggrund af de forklaringer, der afgives i ret-ten.Det er vigtigt at være opmærksom på, at behovet for vidnebevis ikke kan om-gås ved fremlæggelse af skriftlige vidneudsagn eller båndoptagelser/lydfiler,hvilket DA’s medlemsorganisationer har set eksempler på i forbindelse mednævnets sagsbehandling. Fremlæggelsen af sådanne bevismidler understreger ivirkeligheden blot behovet for bevisførelse i form af vidneforklaringer. Skriftligeredegørelser – det være sig i processkrifter eller som bilag – bør alene kunnetillægges betydning i det omfang, der ikke er tvist i forhold til faktum.Som tidligere påpeget mener DA, at det er afgørende for nævnets troværdig-hed, at der er respekt om og accept af, at en lang række sager rent faktisk ikkeer egnede til at blive behandlet i den nævnsstruktur, der er. Mange arbejdsgi-vere efterlades med en fornemmelse af, at deres retssikkerhed ikke er i højsæ-det, når de påpegede bevisproblemer ikke anerkendes.Helt generelt er det vigtigt at være opmærksom på, at godtgørelsesniveauet ogde særlige bevisregler indebærer, at sagerne i henhold til såvel forskelsbehand-lingsloven som ligebehandlingsloven er alvorlige for virksomhederne, og i man-ge tilfælde egentligt velfærdstruende, samtidig med at de bevismæssigt er uhy-re vanskelige. Det indebærer, at virksomhederne oplever at være overordentligudsatte og føler et stort behov for at sikre en retfærdig rettergang. Desværreforekommer det ganske ofte, at virksomhederne føler sig bortdømt i nævnet,og – uanset om de bliver dømt eller frifundet – har været afskåret fra at vare-tage deres interesser på rimelig vis.Hertil kommer, at det kræver tid, besvær og betydelige omkostninger, når sa-gen skal forberedes fuldt ud, før der træffes beslutning om afvisning. Derforskal der, som nævnt, være en udtrykkelig adgang til at få rene formalitetsafgø-relser. Indklagede skal have et retskrav på, at der særskilt tages stilling tilformalitetsspørgsmålet. Indklagede skal ikke mødes med den besked, at der vilblive taget stilling til formaliteten på samme møde, som nævnet behandler sel-ve sagen. Denne retsstilling skaber en uacceptabel retsstilling for indklagede,der både skal argumentere for afvisning og så for en sikkerheds skyld løfte be-viset.HenvisningsadgangEndelig skal DA foreslå, at der særligt vedrørende principielle sager skabes enhjemmel til at henvise sager til behandling ved de civile domstole. De lovområ-der, der henhører under nævnets kompetence, er dynamiske områder, derpræges af et stort antal sager og en hurtig retsudvikling. Begge områder har

Side 4undergået ret få lovgivningsændringer, men er til gengæld under konstant ud-vikling ved domstolene. Af disse årsager er der en mængde sager på områder-ne, der har vidtrækkende betydning for mange borgere og virksomheder, ogsom er med til at forme retsudvikling fremadrettet. Det er ikke hensigtsmæs-sigt, at disse sager behandles i nævnet uden adgangen til den særligt grundigebehandling, der er ved de civile domstole. Herunder ved forelæggelse, vidne-forklaringer samt adgangen til mundtlig procedure.Det er derfor hensigtsmæssigt, at der etableres en utvetydig hjemmel til, atnævnet henviser sager til civilretlig behandling, uanset at de ikke måtte forud-sætte bevisførelse. Helt parallelt med de regler, der gælder for henvisning frabyret til landsret.Med venlig hilsenDANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Beskæ igelsesministeriet,a .Birgi eBuchwaldJørgensenBm j.nr. 2011-895Beskæ igelsesministerietharden9.ds.sendtlovforslagomændringaflovomLigebehandlingsnævnetihøring.Detforeliggendelovforslagindeholderividtomfangpræciseringerogkonsekvensændringerogenkodiﬁceringafnævnetspraksisvedr. lkendelseafprocesrente.Derudoversynesderikkeidetforeliggendeudkastatværemedtagetændringersomfølgeafdebidrag,derblevindhentetsomledirevisionenafnævnetijunimåned2011.Dererihøringsbrevetredegjortfordesynspunkterogrelevanteproblems llinger,somerblevetfremsatsamthvorledes, ministeriet har vurderet de forskellige bidrag.PådetforeliggendegrundlagharDanskeRegionerikkebemærkninger llovforslaget.Med venlig hilsenMaleneVestergaardSørensenChefrådgiverLønoverenskomsterogAnsættelsesvilkårDanske RegionerDampfærgevej222100KøbenhavnØT35 29 82 43F35 29 83 00E[email protected]Officiel post bedes sendt til[email protected]www.regioner.dk

TakforhøringenomrevisionaflovomLigebehehandlingsnævnet.FAharnoteretsiglovforslagetselementerafpræciseringer,menhardogenbemærkningtil§1,nr.4.Detforeslåsi§1,nr.4,bl.a.atformandenforLigebandlingsnævnetbeskikkesafbeskæftigelsesministerenefterudpegningafvedkommenderetspræsident.Idagudpegesformandenafretspræsidenten.Ibemærkningernetil§1,nr.4,skriverministeriet:"Detfremgårikkeafdengældendelov,atdeterbeskæftigelsesministeren,derbeskikkerformandognæstformand,hvilketeralmindeligkutyme.Dereraltsåtaleomkodificeringafpraksis."EfterFA'sopfattelseerdetforkertatbetegnepraksisefterenrelativtnylovsomkutyme.Kutymeerenpraksis,derharværetfulgtalmindeligt,stadigtoglænge,udfraenretsoverbevisning.FAharikkeyderligerebemærkningertilrevisionenaflovomLigebehandlingsnævnet.Med venlig hilsenClaus RydeJurist[email protected]Telefon: +45 3391 4700Direkte: +45 3338 1614

Revision af lov om LigebehandlingsnævnetFTF har modtaget lovforslag om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet i høring og harfølgende bemærkninger:Det er vigtigt for FTF at påpege, at Ligebehandlingsnævnet ikke bør tage stilling til forholdeller problemstillinger, der udspringer af de overenskomster, der er forhandlet af arbejds-markedets parter.Men samtidig betragter FTF Ligebehandlingsnævnets rolle som central i forhold til sam-fundsmæssige spørgsmål vedr. forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religioneller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social elleretnisk oprindelse. Det er FTFs opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet vil blive en betydeliginstitution i fremtiden grundet dets konstruktion og funktion. FTF finder det specielt positivt,at borgere kan få afklaret juridiske spørgsmål vedr. forskelsbehandling på grund af køn,race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap ellernational, social eller etnisk oprindelse, uden at det er forbundet med store økonomiske om-kostninger.FTF mener, at klager, der afvises af nævnssekretariatet, bør fremgå af nævnets hjemme-side, så fremtidige klagere kan se, med hvilken baggrund en klage bliver afvist.FTF anbefaler, at Ligebehandlingsnævnet suppleres af yderligere initiativer, der kan skabeøget fokus på ligebehandlingsproblematikken herunder det kønsopdelte arbejdsmarked,samt at arbejdsmarkedets parter inddrages i dette arbejde.Med venlig hilsenBente Sorgenfrey

Horing omIovforslag omndring atby om LigebehandIingsnvnetBeskeftigeisesministeriet har ved skrivelseaf9. d. sendt ovenmevnte lovforslag ihøring, og LO skal til dette bemarke følgende:LO henholder sig til tidligere høringsskrivelser af 1. februar 2007 og 20. juni 2011.LO har noteret sig, at sagsbehandiingstiden er nedbragt, hviiket er g1de1igt, men dererfortsat plads til forbedring, og ministeriet giver ingen anvisning af, hvorledcs manvii forholde sig, hvis mâ1stningen for 2012 ikke nâs.Vedrørende “egen drift kompetencen” er LO enig i, at der er et overlap til Institutfor Menneskerettigheder. LO finder dog ikke, atmanher har afsat de fornØdneressourcer til at kunne løfte en sàdan opgave. LO hører gerne, hvad den forventedetidshorisont for den bebudede afdkning af spØrgsmàlet er, og hvilke elementer dervii indgà i denne.—

Nævnets beføjelser er for indskrænkedeDH mener overordnet, at Ligebehandlingsnævnet skal kunne behandle sager ift. alle gæl-dende love/forordninger mv., der omhandler diskrimination – ikke alene dansk lovgivning –og ikke alene ift. arbejdsmarkedet. Dette uddybes i nedenstående.Ret er mere end blot dansk retDH ønsker, at Ligebehandlingsnævnet holder det EU-retlige aspekt for øje i sagsbehandlin-gen, og dermed ser på samspillet mellem dansk lov og EU-retten. DH er dog fortsat bekym-ret over, at lov om Ligebehandlingsnævnet kun nævner, at klager over forskelsbehandlingpå grund af handicap behandles efter dansk lov om forbud mod forskelsbehandling på ar-bejdsmarkedet (jf. § 1, stk.3). DH mener derfor, at det bør indskærpes og indskrives i loven,at nævnet skal forholde sig til både national lovgivningogrelevante EU-direktiver, såvelsom FN-konventioner, herunder Handicapkonventionen. Dette for at sikre, at konventioner-ne efterleves i praksis, og at eventuelle mangler på efterlevelse kan anfægtes.Forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedetDH mener endvidere, at nævnets beføjelser bør udvides til også at omhandle klager om for-skelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, som det er tilfældet ved forskelsbehandling pågrund af køn og etnicitet. DH mener, det er nødvendigt, at kompetencen samles ét sted. Hvisikke det sker, er det vanskeligt for de berørte personer, som oplever forskelsbehandling påbaggrund af handicap, at finde ud af, hvor de skal klage, og hvordan denne klage indgives.

Nødvendigt med mulighed for mundtlig sagsbehandlingDer er grupper af mennesker med handicap, der vil blive hørt bedst muligt ved en mundtligsagsbehandling. Det er DH’s erfaring, at der er behov for at kunne forklare sig for det kla-genævn, som skal behandle ens sag, da nævnet ofte ikke har de fornødne forudsætninger forat kunne sætte sig ind i, på hvilke måder en person er diskrimineret på baggrund af sit særli-ge handicap i sin særlige livssituation. Det kan f.eks. dreje sig om personer, som har vanske-ligt ved at formulere sig skriftligt. Derfor mener DH forsat, at det i loven skal sikres, at Li-gebehandlingsnævnet har mulighed for, efter begæring, at foretage mundtlig behandling,både i sekretariatets forberedelse af sagen, som det bl.a. kendes fra Ankestyrelsen (jf. be-kendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen, § 14, stk. 3), og i selve nævnet. Perso-ner, der er direkte involveret i den enkelte sag, skal kunne høres ved fremmøde for sekreta-riatet og nævnet.FN’s HandicapkonventionIkke alene stiller det nogle mennesker med handicap dårligere, at klagerne kun behandles pået skriftligt grundlag (jf. § 5, stk. 2), men det er også i modstrid med FN’s Handicapkonven-tion, som trådte i kraft den 23. august 2009 i Danmark. I konventionens artikel 13, som om-handler emnet adgang til retssystemet, hedder det blandt andet, at: ”Deltagerstaterne skalsikre, at personer med handicap har effektiv adgang til retssystemet på lige fod med andre,herunder ved tilvejebringelse af procesretlige og alderssvarende tilpasning, for at lette deresmulighed for effektivt at deltage direkte eller indirekte, herunder som vidner, i alle formerfor retssager, herunder på de efterforskningsmæssige og andre forberedende stadier”.

Organisationernes mulighed for at indgive klager skal sikresOrganisationer bør have mulighed for at fremsætte klager på vegne af enkeltpersoner ellerklager vedrørende mere generelle diskriminationsproblematikker for de medlemmer, hvisinteresser organisationen varetager. Derfor har DH med bekymring observeret Ligebehand-lingsnævnets afgørelse nr. 110/2010, hvor de afviste at behandle en sag indbragt af en orga-nisation. Årsagen til, at det er relevant at behandle klager indbragt af organisationer, er, atpersoner kan opleve sig så mindreværdige og stigmatiserede af diskriminationen, at de ikkemagter at føre en sag ved Ligebehandlingsnævnet. Organisationerne kan desuden, i kraft afderes kontakt med mange medlemmer, blive opmærksomme på generelle problemstillinger,som af forskellige årsager ikke fører til sager indgivet af enkeltpersoner. Det betyder ikke, atsagerne mangler relevans for nævnets arbejde. Muligheden for, at organisationer kan ind-bringe klager, vil bidrage til en højere grad af opfyldelse af forpligtelsen til at sikre moddiskrimination, således som den fremgår af Handicapkonventionens artikel 5, stk. 1-3.

Fra Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC),Høringssvar vedr. Revision af lov om ligebehandlingsnævnet. Deres sags nr. 2011-895DRC har tidligere afgivet svar til Ministeriet i sommeren 2011, og har i den forbindelse givet udtrykfor behov for revision af nævnets lovgrundlag på en række punkter. Af det medsendte høringsbrevtil udkastet til lovforslag om ændringen af loven for nævnet, fremgår desværre at der ikke er udsigttil at disse forslag kommer i betragtning (dog er spørgsmålet om nævnets adgang til at tage sagerunder behandling af egen drift, udskudt til senere).IndledningDRC skal derfor indledningsvis henvise til bl.a. FN’s racediskriminations komite, der på det senestemøde omhandlende Danmark rejste spørgsmålet om nævnets mandat. Af komiteens ”Concludingobservations” fremgår det bl.a. at:8. The Committee, while welcoming the establishment of the Board of EqualTreatment to consider complaints alleging discrimination in all fields, notesthat the prescribed procedure is very impersonal in that individuals can onlylodge complaints in writing, including through letters and do not have toappear in person. The Committee further notes that the Board is not in aposition to obtain evidence such as explanations or testimonies by the partiesconcerned, and that the secretariat of the Board can dismiss complaintsfound to be unsuitable for consideration by the Board (art. 6).The Committee recommends that the State party strengthen theBoard’s complaint-lodging procedure to enable complainants to provideoral testimony, which will also assist the panel of the Board to assessand appreciate the demeanour of the parties to the complaint. TheCommittee urges the State party to revise the procedure of the Board toensure that the Secretariat does not usurp the powers of the Board byrejecting complaints before they are considered by the panel.CERD/C/DNK/CO/18-19, 20 September 2010DRC skal i denne forbindelse påpege, at når en FN komite har taget emnet op, så er det sædvanligt,at de øvrige FN komiteer også tager problemstillingen under behandlingi. Eksempelvis kan derpeges på en meget lang række af komite-udtalelser om den forrige danske regerings afvisning af atinkorporere FN konventionerne i dansk ret, på samme måde som det har været tilfældet med DenEuropæiske Menneskerettighedskonvention siden 1992.

Det skal derfor bemærkes, at FN’s Menneskerettighedskomite i de forudgående spørgsmål til dendanske regerings næste eksamination i FN regi allerede har sat spørgsmålet på dagsordenen. Se:”Draft list of issues prior to the submission of the sixth periodic report of Denmark” 29 November2011 CCPR/C/DNK/6 para. 23 (What has been the impact of the Board for Equal Treatment …What measures have been taken or are planned to strengthen its procedure for lodging complaints?).Da Ligebehandlingsnævnet som bekendt også behandler sager om diskrimination mod kvinder,handicappede m.v. så er det nærliggende at forvente, at også FN’s kvindekomite og handicapkomite m.v. vil stille regeringen til regnskab, når Danmark inviteres til møde i disse komiteer.DRC vil derfor opfordre regeringen til at lytte til FN og genoverveje udkastet til lovforslag,herunder om det er muligt at indarbejde forslag, der gør det lettere for de udsatte grupper at indgiveklager. Umiddelbart synes forslaget nærmest tvært imod at have den modsatte virkning, idet man vilgøre det letter at afvise klager på sekretariatsniveau – hvilket netop er et af de punkter som FNkomiteen advarer imod.Kort sagt, hvis regeringen fremsætter og får vedtaget lovforslaget i den nuværende form, kan manvære ret sikker på løbende FN kritik på helt samme måde som det allerede er tilfældet i forholdetmed den manglende danske inkorporering af FN konventionerne.Dertil kommer, at diskriminationslovgrundlaget for nævnets arbejde primært er baseret på EUdirektiver og som sådan også skal opfylder de EU retlige standarder. Eksempelvis fremgår det afDirektiv 43/2000/EF artikel 13 at hver medlemsstat skal have et organ der kan bistå ofre for (race)diskrimination og Direktivet opstiller desuden retningslinjer for periodisk afrapportering til EU påsamme måde som det er tilfældet i forhold til FN.Kommentarer til udkast til lovforslagDRC finder at det er positivt med en revision af lovgrundlaget for nævnet. DRC har også noteret demedsendte kommentarer af d. 9. februar 2012, hvor Beskæftigelsesministeriet sammenfatter enrække af de i sommeren 2011 fremkomne forslag samt fremfører de synspunkter der har ført tiludformningen af det fremsendte udkast. Hertil bemærkes.Mundtlig sagsbehandling.DRC har fuld forståelse for de mulige retssikkerhedsmæssige spørgsmål, der kan rejses vedovergangen fra en rent skriftlig til også en mundtlighed i sagsførelse ved nævnet. DRC er dogoverrasket over argumentet om, at dette har en særlig betydning fordi der er tale om et nævn derbehandler tvister mellem private – modsætningsvis når der er tale om tvister mellem borgere ogmyndigheder, skulle der ikke være det samme problem. DRC finder at der må være de sammeretssikkerhedsmæssige forhold i spil uanset om den enkelte borger føre sag mod en andenborger/virksomhed m.v. eller mod en offentlig instans.DRC kan eksempelvis påpege at Flygtningenævnet har en næsten identisk juridisk sammensætning(formanden er dommer og de to øvrige nævnsmedlemmer er også jurister), men her er behandlingen

i høj grad mundtlig. Den enkelte asylansøger har helt samme behov for retssikkerhed, som parternei en sag ved Ligebehandlingsnævnet. Den afgørende forskel er dog, at mens den tabende part i ensag ved ligebehandlingsnævnet har den yderligere retssikkerhed at kunne indbringe sagen for dealmindelige domstole, så betyder endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven, at asylansøgerenikke har ret til at indbringe et evt. Flygtningenævnsafslag for domstolene.Hvis det således er opfattelsen, at der af retssikkerhedsmæssige grunde ikke kan være mundtlighedved Ligebehandlingsnævnet, så bør Regeringen som konsekvens fremsætte forslag om at nedlæggeFlygtningenævnet og lade det være de almindelige domstole, der behandler asylsager på et fuldt udretssikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag. Det forventer vi dog ikke sker og modsætningsvis kanvi heller ikke se, at man kan opretholde argumentet om det retssikkerhedsmæssige betænkelige vedmundtlighed ved det ene nævn men ikke ved det andet.DRC finder således ikke argumentationen for at afvise mundtlig tvingende og kan med henvisningtil en række andre NGO besvarelser fra sommeren 2011, samt før nævnte FN’s Concludingobservations påpeget, at vores kritik ikke står alene.NævnssammensætningDRC finder, jfr. det ovennævnte at det er positivt at nævnet har en landsdommer som forkvinde.DRC støtter også at de øvrige dommere i nævnet skal være landsdommere med henvisning tilsikringen af den optimale behandling af de ofte meget komplicerede ligestillingsspørgsmål. Detgiver dog anledning til at påpege at dommerne p.t. har delt diskriminations områder, sådan at etnævn tager kønsligestillingssager, mens andre deler de øvrige områder. DRC finder det som nævntmeget positivt, at nævnet er højt fagligt kvalificeret og specialiseret med en landsdommer i spidsen.Samtidig finder vi det uheldigt, at der indenfor nævnet er sket en yderligere specialisering, hvorvedman mister de synergieffekter, der ellers kunne opstå når de forskellige diskriminationsområderbehandles i samme nævn. DRC har således oplevet en betydelig skævvridning i forhold til succesraten for kønsligestillingssager sammenlignet med diskriminationssager pga. etnicitet eller religion.DRC ville derfor foretrække hvis alle dommere (og medlemmer) kunne tage alle sager, og ikke somnu være specielt øremærket til bestemte sagsområder.Sekretariatsafvisning af klager.DRC er bekendt med at der kan være henvendelser der rammer så meget ved siden af mandatet atman på forhånd kan vurderer at henvendelsen er udsigtsløs. Det er dog et fåtal og DRC finder, at deter uheldigt at sende det overordnede signal at den samlede ”pakke” af lovændringer vil gøre detsvære og ikke letter for diskriminationsofre at benytte/få adgang til nævnet.Det helt afgørende problem som vi møder, uanset om vi som NGO’er bistår funktionsnedsatte,ældre, kvinder, seksuelle, etniske eller religiøse minoriteter er ofrenes frygt/tilbageholdenhed medat rejse klagesager. Undersøgelser af mørketal viser (Se eksempelvis Lise Togeby’s undersøgelse”Oplevet diskrimination”), at for nogle grupper er det så lidt som 10-15 % af dem der oplever sigudsat for ulovlig forskelsbehandling, der går videre med sagen.

Der er derfor ikke brug for flere men for færre barriere for ofre for forskelsbehandling, herunder entryghed for at klagen ikke bliver afvist på forhånd.Dertil kan yderligere påpeges det særlige problem at ofrene kan frygte at klagen bliver brugt imodden pågældende, som senere/samtidig bliver udsat for afstraffelse/ufordelagtig behandling pga.klagen. Af lovgrundlaget og den bagvedliggende EU ret fremgår det dog, at der kan statueres enselvstændig lovovertrædelse, hvis fremførelsen af en klage udløser sanktioner overfor klageren.DRC finder det dog stærkt betænkeligt, at det endnu ikke er lykkedes nævnet at statuerer en sådanovertrædelse, uanset at vi har indbragt flere sager, bl.a. vedrørende bortvisning af skolebørn iforbindelse med indgivelse af klager om diskrimination til deres respektive skoler. DRC og andreburde med sikkerhed kunne sige til vores brugere, at de med tryghed kan indgive klage uden atblive udsat for repressalier (og hvis det alligevel sker, så vil dette blive sanktioneret af nævnet). Detkan vi desværre ikke, da vi endnu ikke har eksempler på at nævnet har truffet en sådan afgørelse,nærmest tvært imod.Afsluttende bemærkningerDRC finder det positivt at der er sket en evaluering og at man fortsat vil se på spørgsmålet omnævnet skal kunne tage sager af egen drift. DRC havde dog foretrukket at dette spørgsmål også varindgået som en del af et lovforslag i denne omgang. Som det ser ud nu, med det fremsendte udkaster der ingen forbedringer for diskriminationsofrene, nærmest tvært imod. Hvis man samtidig medlovforslaget vil gøre det nemmer at afvise klagere og i øvrigt ikke tager andre initiativer til at letteklageadgangen, så sender man det helt forkerte signal til de forurettede og de organisationer, derskal bistå dem.Hvis der ikke er politisk vilje til at forbedre nævnets mandat, kunne man i stedet foreslå, at derskabes politisk opbakning til at forbedre støtten til de organisationer, der bistår de ældre,handicappede m.v. med at indgive klager til nævnet, som en mulighed forbedring af deresretsstilling/retssikkerhed. DRC kan således påpege, at vi var meget aktive i forbindelse medindførelsen af lovgivning om International retshjælp, der gjorde det muligt at søge retshjælp iforbindelse med bistand til personer, der fører sager ved internationale organer, eksempelvis DenEuropæiske Menneskerettighedsdomstol, FN’s kvindekomite m.fl. DRC håber derfor at der skabesflertal for at der tildeles ressourcer til bistand til rådgivning og vejledning, samt konkret sagsførelseved nævnet, som et muligt fremskridt.Med venlig hilsen

Høring over lovforslag om ændring af lov om LigebehandlingsnævnetBeskæftigelsesministeriet har den 9. februar 2012 anmodet Institut forMenneskerettigheder om eventuelle bemærkninger til udkast til lov om ændring af lov omLigebehandlingsnævnet. Høringsanmodningen ses imidlertid ikke at være modtaget afinstituttet, og instituttet blev først den 1. marts 2012 gjort opmærksom på anmodningen.Det fremgår af § 18 i lov om Ligebehandlingsnævnet, at beskæftigelsesministerenfremsætter forslag til revision af loven i folketingsåret 2011-2012. Nærværende lovforslagdrejer sig om denne revision.Institut for Menneskerettigheder har tidligere afgivet høringssvar vedrørende bidrag tilbrug for revision af lov om Ligebehandlingsnævnet. Der henvises til høringssvar af 16.juni 2011, som er vedhæftet som fil.Ligeledes afgav instituttet den 5. februar 2007 høringssvar i forbindelse medbehandlingen af udkast til forslag til lov om Klagenævnet for Ligebehandling, hvorvednævnet blev etableret. Der henvises til instituttets høringssvar, som også er vedhæftetsom fil.Instituttet skal endvidere fremhæve visse af instituttets tidligere afgivne bemærkninger, jf.straks nedenfor.Nævnets kompetence til at behandle sager om chikane på grund af køn uden forarbejdsmarkedetInstitut for Menneskerettigheder finder det positivt, at det med lovforslaget præciseres, atnævnet har kompetence til at behandle sager om chikane på grund af køn uden for

arbejdsmarkedet. Instituttet er enigt med Beskæftigelsesministeriet i, at det følger af lovom ligestilling af kvinder og mænd samt af Rådets Direktiv 2004/113/EF af 13. december2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder iforbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, at chikane er indeholdti definitionen af forskelsbehandling på grund af køn, og dermed allerede omfattet af dengenerelle forbudsbestemmelse.KlageadgangInstitut for Menneskerettigheder er opmærksom på, det fremgår afBeskæftigelsesminsteriets høringsanmodning, at det i forhold til egen drift kompetence erministeriets vurdering, at der er behov for en analyse af, hvordan en sådan kompetenceskal gennemføres blandt andet i relation til, at Institut for Menneskerettigheder også haren egen drift kompetence. Ministeriet har derfor besluttet, at dette område samt dertilrelaterede spørgsmål ikke medtages i nærværende lovforslag. Lovforslaget forholder sigsåledes ikke til spørgsmålet om egen drift kompetence eller til klageadgangen til nævnet.Instituttet skal i den forbindelse fremhæve, at instituttet finder det positivt, at ministeriet vilforetage den omtalte analyse. Instituttet skal samtidig bemærker, at det er instituttetsopfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bør kunne behandle klager indbragt aforganisationer som fx et ligebehandlingsorgan eller en interesseorganisation. Instituttethenviser som tidligere til, at EU-Domstolen har slået fast, at forbuddet mod direkteforskelsbehandling kan være overtrådt, selv om der ikke kan påvises individuelle ofre. Sesag C 54/07, Feryn.Det er instituttets opfattelse, at en sådan form for kompetence ikke skal kategoriseressom en egen drift kompetence, da klagesagsbehandling på baggrund af enhenvendelse/klage fra fx en interesseorganisation ikke indebærer, at nævnet proaktivttager sager op af egen drift. Det indebærer alene, at nævnet behandler og træfferafgørelse i sager, hvor fx et ligebehandlingsorgan eller en interesseorganisation harindgivet en klage/henvendt sig til nævnet. Denne kompetence adskiller sig væsentligt fraden kompetence, som instituttet har til at tage sager op af egen drift, idet instituttet ikkekan behandle og træffe retlige bindende afgørelse i sager. Instituttet finder, at det erafgørende for en effektiv bekæmpelse af diskrimination, at det ikke er et krav, at der er etidentificerbart offer men at organisationer, der arbejder med at bekæmpe diskrimination,selv kan forfølge sager om mulig diskrimination.

Af den nu ophævede bestemmelse i § 10, stk. 2 i lov om etnisk ligebehandling fremgik, atInstitut for Menneskerettigheder kan behandle klager over overtrædelse af forbuddet modforskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Instituttet skal i denforbindelse henlede opmærksomheden på, at det fremgår af bemærkninger til den nuophævede § 10, stk. 2, at enhver kan indgive en klage. Det var således ikke et krav, atklageren var part i den sag, hvorover der blev klaget.Ligebehandlingsnævnets ressourcerDet fremgår af Beskæftigelsesministeriets høringsanmodning, at nævnets gennemsnitligesagsbehandlingstid er faldet fra 9,5 måneder i 2010 til 8,7 måneder i 2011, og at målet for2012 er 6,3 måneder. Instituttet er ikke i tvivl om, at både nævnet og sekretariatet gør enstor indsats for at løfte arbejdsbyrden og nedbringe sagsbehandlingstiden. Instituttet erimidlertid bekymret for, om nævnet har ressourcer til at nedbringe sagsbehandlingstiden,og skal derfor anmode om, at det overvejes at tilføre yderligere ressourcer til nævnet.Den materielle beskyttelseInstituttet noterer sig, at det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at en ændring afbeskyttelsen i forhold til de enkelte kriterier ikke bør ske ved en ændring af lov omLigebehandlingsnævnet, der alene bør afspejle det bagvedliggende lovgrundlag.Instituttet er enigt med Beskæftigelsesministeriet i denne betragtning. Instituttet anbefalerfortsat, at der skabes de nødvendige lovændringer for at sikre såvel beskyttelse somklageadgang over samtlige diskriminationsgrunde og inden for alle samfundsområder.

Høring vedrørende bidrag til brug for revision af lov om LigebehandlingsnævnetInstitut for Menneskerettigheder er ved brev af 16. maj 2011, modtaget den 6. juni 2011,anmodet om bidrag til brug for den kommende revision af lov om Ligebehandlingsnævnet(lov nr. 387 af 27. maj 2008).Høringen sker med baggrund i, at der efter lovens § 18 skal fremsættes forslag til revisionaf loven fra beskæftigelsesministeren i Folketingsåret 2011-12. Til brug for udarbejdelsenaf forslag til revision af loven får organisationer og myndigheder lejlighed til at kommemed synspunkter på nævnets rolle i henhold til lovgivningen, herunder oplysning om derer tilstrækkeligt kendskab til nævnet og de muligheder, som nævnet har for at træffeafgørelser.Institut for Menneskerettigheder afgav høringssvar i forbindelse med behandlingen afudkast til forslag til lov om Klagenævnet for Ligebehandling. Der henvises til voreshøringssvar af 5. februar 2007, som er vedhæftet som fil.Instituttet har følgende anbefalinger:Instituttet anbefaler fortsat, at der skabes lovgrundlag for såvel beskyttelse somklageadgang over samtlige diskriminationsgrunde og på alle samfundsområder.Der bør indsættes særskilt lovhjemmel, hvorefter nævnet på eget initiativ kaninddrage de diskriminationsgrunde, som er relevante i den konkrete sag.

1. Nævnets rolle i henhold til lovgivningen1.1 Behandling af klagesager inden for og uden for arbejdsmarkedetVed oprettelsen af nævnet blev der skabt adgang til administrativt at få behandlet enklage over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund af køn, race, hudfarve,religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national,social eller etnisk oprindelse på grundlag af en række love.Instituttet finder, at oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet som et fælles klageorganutvivlsomt har været et væsentligt og effektivt middel til behandling af konkrete sager omdiskrimination inden for arbejdsmarkedet.Personer, der oplever forskelsbehandling f.eks. på grund af alder, handicap , religion ellertro og seksuel orientering er med det nugældende lovgrundlag, som kan anvendes afnævnet, ikke beskyttet af det lovfæstede diskriminationsforbud uden for arbejdsmarkedet.Hvis der opleves diskrimination af disse grunde uden for arbejdsmarkedet, f.eks. iforbindelse med restaurationsbesøg, adgang til uddannelse eller bolig, er der ikkeadgang til at indbringe en sag for Ligebehandlingsnævnet på samme måde sompersoner, der oplever kønsmæssig og etnisk forskelsbehandling. Så længe der eksistererdenne forskel i beskyttelse signaleres fra lovgivers side, at diskrimination af disse grundeer mindre alvorlig end diskrimination på grund af køn, race og etnisk oprindelse.Lige beskyttelse og klageadgang for alle, som oplever diskrimination, forudsætterændringer i den eksisterende lovgivning eller vedtagelse af et generelt forbud moddiskrimination i alle sektorer og omfattende de nævnte diskriminationsgrunde.21

områder . Samtidigt bør der indføres mulighed for at tilkende godtgørelse i alle tilfælde afdiskrimination.Instituttet anbefalede derfor i sit høringssvar af 5. februar 2007, at Ligebehandlings-nævnet burde tildeles beføjelser til at behandle klager over samtlige diskriminations-grunde såvel inden for som uden for arbejdsmarkedet, herunder området for vare- ogtjenesteydelser, social- og sundhedsområdet, uddannelsessektoren og boligsektoren.Instituttet anbefaler fortsat, at der skabes lovgrundlag for såvel beskyttelse somklageadgang over samtlige diskriminationsgrunde og på alle samfundsområder.1.2 MultidiskriminationInstituttet bemærkede i sit høringssvar, at nævnet burde udstyres med mandat til atkunne håndtere sager om multidiskrimination, hvor diskrimination retter sig mod enperson på grund af flere diskriminationsgrunde, f.eks. køn, religion og handicap i fore-ning. I sådanne situationer er det instituttets anbefaling, at Ligebehandlingsnævnet påeget initiativ bør kunne inddrage yderligere diskriminationsformer i sagen, selvom de ikkeer påberåbt af klager.Der bør indsættes særskilt lovhjemmel, hvorefter nævnet på eget initiativ kaninddrage de diskriminationsgrunde, som er relevante i den konkrete sag.1.3 Særskilt beskyttelse af kønsidentitet og transkønnede personerTranskønnede personer nyder ikke særskilt beskyttelse efter den gældende lovgivning,og diskriminationssager på baggrund heraf afgøres ud fra enten diskriminationsgrundenekøn eller seksuel orientering. Det er instituttets opfattelse, at der fremadrettet børarbejdes for, at denne gruppe altid er omfattet af beskyttelsen mod forbuddet moddiskrimination. Det kan mest nærliggende gøres ved, at gruppen beskyttes som ensærskilt diskriminationsgrund på linje med køn. I den forbindelse vil der være behov for atdefinere de omfattede grupper/begreber klart.

1.4 Sammensætning af LigebehandlingsnævnetInstituttet har i sit tidligere høringssvar af 5. februar 2007, bl.a. side 3 f. og 8 f. henvist tilParis Principperne (PP) og Europarådets kommission mod racisme og intolerance(ECRI)´s anbefaling, hvorefter diskriminationsorganer skal være pluralistiske i deressammensætning for dermed at afspejle samfundet og dets mangfoldighed. Det erinstituttets erfaring fra bl.a. det tidligere arbejde i Klagekomitéen for EtniskLigebehandling, at det har stor betydning for forståelsen afdiskriminationsproblemstillingerne, at der er mulighed for at trække på viden og erfaringfra personer med anden faglig baggrund end den juridiske og med konkret og særligtkendskab og erfaring fra arbejde med diskriminationsgrundene både inden for og udenfor arbejdsmarkedet.Det bør efter instituttets opfattelse overvejes at udpege særligt sagkyndige ellerlægpersoner, som ikke er jurister, som permanente medlemmer eller som adhoc-medlemmer af Ligebehandlingsnævnet, for derved at sikre den størst muligeviden, ekspertise og konkrete erfaring inden for de enkelte diskriminations-områder og -grunde.1.5 Kravet om skriftlighed som grundlag for klagebehandlingInstituttet finder det fortsat - som udgangspunkt - fornuftigt at kræve, at klager indgivesskriftligt, og at indklagede afgiver deres udtalelse skriftligt. Et ufravigeligt krav om skrift-lighed vil imidlertid kunne betyde, at nogle klagere stilles ringere end andre, f.eks. fordi de654

ikke kan skrive en klage eller udtrykke sig tilstrækkeligt tydeligt på skriftligt grundlag.Instituttet finder på denne baggrund, at det bør overvejes om sekretariatet skal kunnetilbyde hjælp med udformningen af en konkret klage i disse tilfælde.I den forbindelse bør nævnet være særligt opmærksomt på, hvorvidt klager i f.eks. sagerom forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse har tilstrækkelige dansk-kundskaber til at forstå nævnets klagevejledning og udforme en klage. Samtidig kannævnes, at nævnet ligeledes skal være opmærksom på, at personer med visse former forhandicap kan have vanskeligt ved rent praktisk at nedfælde en skriftlig klage.Det bør efter instituttets opfattelse fortsat overvejes at undtage visse klagere fradet ubetingede krav om skriftlighed, således at en klager f.eks. kan indgive sinklage mundtligt ved personligt fremmøde for nævnets sekretariat og modtagevejledning med henblik på sagens videre skriftlige behandling.1.6 Behandlingen af klagesager, herunder sekretariatets forberedelse og sagensbehandling for nævnetBehandlingen på skriftligt grundlag indebærer bl.a., at Ligebehandlingsnævnet ikke kanforanstalte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, jf. lovens § 5, stk. 2, og atsager, der ikke skønnes egnede til behandling ved nævnet, vil blive afvist, jf. stk. 4.Af Ligebehandlingsnævnets årsberetning for 2009 fremgår, at der blev afvist en rækkesager, som ikke skønnedes egnede til behandling i nævnet, fordi en afgørelse af, omklageren havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling, ville forudsætte en egentligbevisførelse, herunder mundtlige parts- og vidneforklaringer. Det fremgår samtidigt afårsberetningen, at det især var i sager om forskelsbehandling på grund af race og etniskoprindelse, at nævnet i 2009 har været nødt til at afvise klager på grund af manglendebevis.Diskriminationshændelser er typisk komplekse og kendetegnet ved, at udsagn elleradfærd opfattes forskelligt af de involverede parter. Instituttet foreslog i sit høringssvar, atLigebehandlingsnævnet efter eget skøn burde tillægges beføjelse til at kunne indhenteoplysninger mundtligt, herunder ved indkaldelse af parter til en samtale eller til enmundtlig forhandling. Klager burde i sådanne situationer kunne bistås af advokat eller7

1.7 Hvem kan indgive en klage?Det er instituttets opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bør kunne behandle klagerindbragt af organisationer som f.eks. et ligebehandlingsorgan eller intersseorganisationer.Instituttet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen har slået fast, at forbuddet moddirekte diskrimination kan være overtrådt, selv om der ikke kan påvises individuelle ofre.Det er således afgørende for en effektiv bekæmpelse af diskrimination, at det ikke er etkrav, at der er et identificerbart offer, men at organisationer selv kan forfølge sager ommulig diskrimination.Organisationer bør efter omstændighederne være selvstændigt klageberettigedetil Ligebehandlingsnævnet.2. Udbredelse af kendskabet til LigebehandlingsnævnetHvis Ligebehandlingsnævnet skal kunne bidrage væsentligt til effektiv beskyttelse moddiskrimination, er det afgørende, at nævnet er synligt i den brede offentlighed. Institutteter bekendt med, at nævnet har ydet en indsats med henblik på at gøre opmærksom påsin eksistens, jf. bl.a. nævnets årsberetning for 2009, side 10f. Det er imidlertid instituttetsopfattelse, at nævnet skal fortsætte med at yde denne indsats og særligt prioritereindsatser, der når ud til de befolkningsgrupper, hvori der kan findes potentielle ofre for8

forskelsbehandling. En målrettet indsats bør særligt overvejes på de områder, hvor dermodtages få eller ingen klager.Samtidigt bør det overvejes at oversætte nævnets klagevejledning til de sprog, som errelevante for etniske minoriteter i Danmark. En klagevejledning på engelsk er tilgængeligpå nævnets hjemmeside.Det er instituttets opfattelse, at nævnet skal fortsætte med at yde en indsats iforhold til synlighed, og at denne indsats skal målrettes mod borgere, der er irisiko for at blive udsat for forskelsbehandling.3. Det økonomiske grundlagDet er af helt afgørende betydning for nævnets funktion og gennemslagskraft, at der entilstrækkelig økonomisk fundering for det arbejde, som nævnet udfører, herunder såvelden konkrete sagsbehandling som det oplysende arbejde om nævnets funktioner.Instituttet finder derfor, at nævnet bør tilføres ressourcer i et sådant omfang, at der utvivl-somt er ressourcer til at løfte disse meget vigtige opgaver på diskriminationsområdet,herunder til udbredelse af kendskabet til nævnet. Samtidigt er det vigtigt, at personale inævnets sekretariat ikke unødigt er delt mellem flere funktioner, således at der fagligt kanopbygges den stærkest mulige kompetence.Nævnets økonomiske fundering bør generelt styrkes for at understregevigtigheden af nævnets arbejde.

1. BaggrundInstituttet er ved Beskæftigelsesministeriets mail af 15. januar 2007 blevet anmodet om at frem-komme med bemærkninger til forslag til lov om Klagenævnet for Ligebehandling.Med forslaget foreslås oprettelse af et samlet klagenævn for ligebehandling, men ingen udvidelseeller ændring af den eksisterende materielle beskyttelse mod forskelsbehandling.Da det menneskeretlige diskriminationsforbud har generel karakter og dermed betydning for allesamfundsområder, finder instituttet anledning til at knytte bemærkninger til det materielle lovgrund-lag i tilknytning til lovforslagets bestemmelser om det foreslåede klageorgans beføjelser.2. VurderingsgrundlagInstituttets bemærkninger til lovforslaget bygger på menneskeretlig og EU-retlig regulering, her-under såvel retligt bindende som vejledende dokumenter. Bemærkningerne tilstræber dog alene atvurdere, om oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet og det mandat, det planlægges tillagt, følger destandarder for uafhængige og effektive retsmidler, som er udviklet og anbefalet i regi af Europa-rådet og EU. Der tages herved afsæt i, at manglende overholdelse af de anførte standarder og anbe-falinger ikke kan føre til krænkelse af retlige forpligtelser.Der er derfor i hovedsagen tale om menneskerettighedspolitiske vurderinger af, hvordan Lige-behandlingsnævnet ved sin oprettelse og funktion udformes på en måde, der bedst muligt bidragertil effektiv beskyttelse mod diskrimination.Da der er en naturlig sammenhæng mellem klagenævnets beføjelser og det materielle lovgrundlag,inden for hvilket klageorganet skal virke, inddrages desuden de menneskeretlige diskriminations-forbud, således som de er udtrykt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FNs Menne-skerettighedskonventioner, i EU-charteret om fundamentale rettigheder, i Amsterdamtraktaten og iEU's ligebehandlings- og ligestillingsdirektiver som vurderingsgrundlag.I det følgende redegøres indledningsvis for det menneskeretlige diskriminationsforbud og princippetom ligebehandling (afsnit 2.1.). Derefter følger en gennemgang af de standarder og anbefalinger,der angår effektive retsmidler og specialiserede ligebehandlingsorganer. (afsnit 2.2.)

2.1. Diskriminationsforbuddet og ligebehandlingsprincippetDet diskriminationsforbud, der gælder efter menneskeretten, og som er indeholdt i FN's Konventionom civile og politiske rettigheder (1966) i art. 26, er generelt og retter sig derfor mod alle samfunds-områder. Det samme gælder for FN's Børnekonvention (1989) i art. 2, stk. 2, FN's Konvention ombekæmpelse af alle former for racediskrimination (1965), FN's Konvention om bekæmpelse af alleformer for diskrimination af kvinder (1979), og FN’s konvention om migrantarbejdere og deresfamilier (1990 – ej ratificeret af Danmark) i art. 6. I den seneste FN-konvention om rettigheder forpersoner med handicap, som åbnes for ratifikation i marts 2007, er indføjet et forbud mod diskrimi-nation på grund af handicap i art. 5, som ligeledes er selvstændigt og kan påberåbes i forhold til alleområder af dansk ret.Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14 indeholder et diskriminationsforbud, derhar betydning i forhold til udøvelsen af de rettigheder, der er omfattet af konventionen, og vil der-med også kunne have betydning på alle områder, herunder såvel inden for som uden for arbejds-markedet. Tillægsprotokol nr. 12 udvider forbuddet til at gælde uafhængigt af konventionens speci-fikke rettigheder (ej ratificeret af Danmark).Amsterdam-traktaten (1997) indeholder i art. 13 et ikke-diskriminationsprincip, der er udformetsom udtrykkeligt omfattende både køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap,alder og seksuel orientering. Som politisk målsætning og forpligtelse er princippet yderligere under-streget i EU’s charter om grundlæggende rettigheder (2000), art. 21. Der arbejdes i begge dissedokumenter med et generelt forbud mod diskrimination, som knytter sig til implementeringen af alEU-regulering i medlemsstaterne.For at udmønte dele af Amsterdam-traktaten og Charterets ikke-diskriminationsprincip i retligtbindende regulering vedtog Rådet i 2000 to direktiver: beskæftigelsesdirektivet om ligebehandlingmed hensyn til beskæftigelse og erhverv (78/EF af 27. november 2000) og direktivet om lige-behandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (43/EF af 29. juni 2000). Disse direktiverpålægger EU-medlemsstaterne at gennemføre lovgivning, der effektivt sikrer borgerne mod direkteog indirekte forskelsbehandling samt chikane både i den offentlige og den private sektor. Lige-behandlingsdirektivet gælder både inden for arbejdsmarkedet og inden for områderne social beskyt-telse, sociale goder, uddannelse samt adgang til vare- og tjenesteydelser, herunder bolig.Den form for diskrimination, der er omfattet af disse forbud, dækker i hvert fald direkte diskri-mination. Den EU-retlige regulering dækker udtrykkeligt både direkte og indirekte diskrimination,samt chikane. Den indirekte diskrimination dækker her over diskriminationsfænomer som institutio-nel og strukturel diskrimination, hvor diskriminationen opstår som konsekens af adfærd betinget afpraksisser, rutiner, strukturer mv. Omfattet er tillige multi-diskrimiantion, hvor diskriminationenkan henføres til to eller flere diskriminationsgrunde. Dobbeltdiskrimination af kvinder på grund afmanglende kønsligestilling er således udtrykkeligt nævnt som omfattet af forpligtelsen i ligebehand-lingsdirektivet til at gennemføre ligebehandlingsprincippet.2.2. Effektive retsmidlerMenneskeretrighedskonventionerne opstiller ikke et almindeligt krav til udformningen af organer,der modtager klager og træffer afgørelse i sager om borgernes menneskerettigheder, herunder sager

om diskrimination. I relation til prøvelsen af sager, der angår nydelsen og udøvelsen af rettighederomfattet afden europæiske menneskerettighedskonventioner det imidlertid et krav, at det rets-middel, der stilles til rådigehd for borgerne, er effektivt. Art. 13 fastslår således, at“Enhver, der krænkes i de ved denne Konvention anerkendte rettigheder og fri-heder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed, uansetom krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.”Af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis fremgår, at kravet om effektive retsmidler,indebærer, at et administrativt organ, der fungerer som prøvelsesinstans, skal være tilstrækkeligtuafhængigt for at kunne yde beskyttelse mod misbrug fra myndighedernes side, jf. sagenKhan modUK af 12. maj 2000, pr. 44-47.Selve prøvelsen skal omfatte både sagens retlige og faktiske om-stændigheder, jf.Sagen Soering mod UK af 7. juli 1989, pr. 121.Uafhængighedskravet ses ikke at være omsat til principper for udpegning af medlemmer til admini-strative organer og disses funktionsperiode. I forhold til dommeres uafhængighed er det dog fastlagtved domstolens praksis i relation til art. 6 om retten til en retfærdig rettergang, at uafhængigheds-kravet ikke er til hinder for, at dommerudpegning sker ved en minister. Afgørende er, at en dommerfungerer i sin personlige egenskab og ikke er underlagt instruktionsbeføjelse i forbindelse med ud-øvelsen af hvervet som dommer, jf. SagenSramek mod Østrig af 22. oktober 1984.Ved vur-deringen af en dommers uafhængighed lægges derudover vægt på dommerens funktionsperiode,herunder om der er en nedre grænse for periodens længde, og om der består beskyttelse mod afske-digelse i funktionsperioden. Den sidstnævnte beskyttelse skal ikke nødvendigvis være formel, menkan opnås ved, at afskedigelse i praksis ikke udgør en reel trussel, der kan påvirke dommerensuafhængighed, jf. sagenCampbell og Fell mod UK af 28. juni 1984, pr. 80.Det er instituttets opfattelse, at de standarder for uafhængighed, der er udviklet i relation til art. 13 iden Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke i alle tilfælde er relevante for vurderingen afdet foreslåede Ligebehandlingsnævn. Da det imidlertid ikke kan udelukkes, at en række af de sager,der vil blive indgivet til klageorganet, vil vedrøre forhold, der tillige er omfattet af diskrimina-tionsbeskyttelsen i konventionen, jf. ovenfor, er det hensigtsmæssigt at inddrage de forpligtelser,der flyder af konventionen i relation til effektive retsmidler, i vurderingen af Ligebehandlings-nævnet.I vurderingsgrundlaget har instituttet derudover fundet det relevant at inddrage det sæt af principper,som er udformet og vedtaget i regi af Europarådets kommission mod racisme og intolerance(ECRI).ECRI's anbefaling nr. 2 om anti-diskriminationsorganer(General Policy RecommandationNo. 2: Specialised bodies to combat racism, xenophobia, antisemitism and intolerance at a nationallevel, 1997). Denne anbefaling opstiller retningslinier for udformningen af organer, der arbejdermed ikke-diskrimination og ligebehandling, herunder om udpegning af medlemmer, funktion ogmandat.Instituttet tager ved sin vurdering af det fremlagte forslag om oprettelse af et ligebehandlingsnævnendvidere afsæt i de standarder, der er udviklet i FN-regi for uafhængige nationale menneskerettig-hedsinstitutioner. Disse standarder er indeholdt i de såkaldteFN Paris Principper(Principlesrelating to the Status and Functioning of National Institutions for Protection and Promotion of

Human Rights, 1993). De nationale menneskerettighedsinstitutioner løfter i mange lande opgavenmed at modtage og behandle klagesager om diskrimination.Instituttets bemærkninger skal derudover ses i lyset af de erfaringer, som er opbygget i tilknytningtil de opgaver, der er udført under lov om etnisk ligebehandling, § 10, stk. 2-4, hvorefter InstituttetsKlagekomité for Etnisk Ligebehandlinghar behandlet klager over forskelsbehandling på grund afrace og etnisk oprindelse.Instituttet har derudover gennem samarbejde inetværkbestående af specialiserede ligebehandlings-organer i EU,1antidiskriminationsorganer i de nordiske lande2og nationale menneskerettigheds-institutioner rundt om i verden opnået indsigt i, hvordan behandlingen af klager over diskriminationog menneskerettighedskrænkelser håndteres og hvilke erfaringer, der er opnået i disse institutioner.Endvidere har instituttet i forbindelse med arbejdet med afdækning af behovet for beskyttelse moddiskrimination iUdredning nr. 2/2005: Ligebehandling – Status og FremtidsperspektiversamtUd-redning nr. 5/2007: Effektiv beskyttelse mod diskrimination – retlige og faktiske tiltag(under udgi-velse) opnået indsigt i de interesser i og behov for administrativ klageadgang, der eksisterer på deforskellige diskriminationsområder og formuleres afinteresseorganisationerne.

3. Instituttets bemærkninger til forslaget3.1. Generelle bemærkningerInstituttet anser forslaget om oprettelse af et fælles ligebehandlingsklageorgan som et væsentligt ogpositivt tiltag, idet et fælles klageorgan vil kunne udgøre et hurtigt og effektivt middel til at be-handle konkrete sager om diskrimination både inden for arbejdsmarkedet og i en række andre sekto-rer, herunder social- og sundhedsområdet, uddannelsessektoren, boligsektoren, samt området forvare- og tjenesteydelser.Derudover vil et klageorgan introducere en administrativ klagemulighed i sager om forskels-behandling på arbejdsmarkedet for ældre og homoseksuelle, personer med funktionsnedsættelsersamt personer, der oplever forskelsbehandling på grund af religion eller tro, social eller nationaloprindelse eller politisk anskuelse. Ingen af disse grupper har i dag mulighed for at benytte en admi-nistrativ klageadgang, men er henvist til det arbejdsretlige system eller de almindelige domstole.Forslaget er dermed et fint bidrag til den menneskeretlige forpligtelse til at sørge for, at borgernehar adgang til effektive retsmidler, hvorigennem de kan søge oprejsning for krænkelser af deresmenneskerettigheder, herunder af diskriminationsforbuddet.

3.2. Konkrete bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.3.2.1. § 1, stk. 2-5 om beføjelserDet følger af bestemmelserne i forslagets § 1, stk. 2-5, at det foreslåede Ligebehandlingsnævn vilkunne behandle klageruden for arbejdsmarkedetpå baggrund af køn, race eller etnisk oprindelse oginden for arbejdsmarkedetpå baggrund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse,seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.Modsat i dag, bliver der efter forslaget skabt adgang til administrativt at få behandlet en klage overforskelsbehandlinginden for arbejdsmarkedetaf samtlige de grunde, der er omfattet af lov om for-bud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, det vil sigereligion, tro, politisk anskuelse, seksu-el orientering, alder, handicap og social oprindelse.Som det er i dag, kan der kun klages admini-strativt over diskrimination på grund af køn, race eller etnisk oprindelse.Uden for arbejdsmarkedeter kvinder og mænd beskyttet mod kønsdiskrimination, ligesom allepersoner er beskyttet mod diskrimination på grund af race og etnisk oprindelse. Personer, der til-hører disse grupper, er således beskyttet af diskriminationsforbuddet både inden for og uden forarbejdsmarkedet og har mulighed for at klage administrativt, hvis de oplever forskelsbehandling iforhold til tildeling af social- og sundhedsydelser, adgang til uddannelse, boligsektoren samt vare-og tjenesteydelser.Personer, der oplever forskelsbehandling på grund af alder, handicap, religion eller tro og seksuelorientering på disse områder er derimod ikke beskyttet af det lovfæstede diskriminationsforbududen for arbejdsmarkedet og vil følgelig ikke have adgang til at indbringe en sag for domstoleneeller til Ligebehandlingsnævnet på samme måde som personer, der oplever kønsmæssig og etniskforskelsbehandling.Opnåelse af lige klageadgang for alle fordrer derfor ændringer i den eksisterende lovgivning ellervedtagelse af et generelt forbud mod diskrimination i alle sektorer og omfattende de nævnte diskri-minationsgrunde. Så længe diskrimination på grund af alder, handicap, religion eller tro, seksuelorientering, social oprindelse og politisk anskuelse udelukkende er forbudt inden for arbejds-markedet, vil der herske en hierarkisering af diskriminationsbeskyttelsen, som signalerer, at diskri-mination af disse grunde er mindre alvorlig end diskrimination på grund af køn, race og etniskoprindelse.Det er på denne baggrund instituttets opfattelse, at det foreslåede Ligebehandlingsnævn bør tildelesbeføjelser til at behandle klager over de former for diskrimination, der er nævnt i lovforslagets stk.2, på alle samfundsområder – og ikke kun på de områder, der er nævnt i stk. 3-5.

bliver overset, eller når den udsatte ikke formår at rejse en klagesag på grund af fx manglende psy-kiske ressourcer, eller når indgivelse af en klage opleves som en opfordring eller anledning til endirekte interessekonflikt. Egen drift sager kan således medvirke til at kaste lys over indirekte,strukturel eller institutionel diskrimination og vil give Ligebehandlingsnævnet mulighed for at fore-tage en aktiv overvågning af, om forbuddet mod diskrimination bliver overholdt. Det kan fx værepå områder eller i sektorer, som nævnet er blevet opmærksom på gennem de individuelle klager.Ligebehandlingsnævnet bør ligeledes udstyres med mandat til at kunne håndtere sager om multi-diskrimination, hvor diskriminationen retter sig mod en person på grund af en flerhed af dennesegenskaber, evner eller baggrund, fx køn, religion og handicap i forening. Ligebehandlingsnævnetmå derfor af egen drift kunne inddrage yderligere diskriminationsformer i sagen, hvis de afdækkesunder oplysning af diskriminationshændelsen, selvom de ikke er påberåbt af klager.Det er instituttet opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bedst medvirker til at sikre effektiv beskyt-telse mod diskrimination, hvis det tillægges beføjelse til at iværksætte sager af egen drift.Det bør samtidig overvejes specifikt at nævne multi-diskrimination som omfattet af Ligebehand-lingsnævnets beføjelser, således at nævnet selv kan inddrage de diskriminationsgrunde, som måttevære relevante i en konkret sag.Henstillinger og anbefalingerDet fremlagte forslag åbner ikke for, at Ligebehandlingsnævnet skal kunne give henstillinger elleranbefalinger til indklagede.Det er instituttets erfaring, at et vigtigt redskab til at understrege alvoren af en overtrædelse afdiskriminationsforbuddet over for indklagede er generelle henstillinger og anbefalinger. Henstil-linger vil fx være egnede i situationer, hvor det af bevismæssige årsager ikke har været muligt atfastslå, om der er sket overtrædelse af forbuddet mod diskrimination, men hvor sagen på grund afsin karakter må antages at kunne få betydning for forståelsen af ligebehandlingslovgivning.Anvendelse af generelle henstillinger og anbefalinger kan også være gavnlig i sager, som har ensådan karakter, at en generel henstilling om de konkrete forhold i sagen vil kunne være af betydningfor fremtidige sager. Dette gælder særligt i sager om indirekte, institutionel og strukturel diskrimi-nation.Instituttet skal i den forbindelse henvise til, at Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling i fleresager er fremkommet med generelle anbefalinger, herunder blandt andet i komitéens afgørelse af20. juni 2006, hvor komitéen i forbindelse med komitéens udtalelse om en kommunes praksis vedtildeling af hjemmehjælp i forbindelse med ønsker fra borgere om at skifte til en hjemmehjælp meden bestemt etnisk oprindelse fremkom med flere anbefalinger til, hvordan man fremover kunneforebygge overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprin-delse. Et andet eksempel er komitéens afgørelse af 5. december 2005, hvor komitéen i en sag om enkommunes ordning, hvorefter tosprogede børn med behov for udvikling af danskkundskaber blev

fordelt således, at andelen af disse børn i de enkelte daginstitutioner højst udgjorde 30 %, ligeledesfremkom med generelle anbefalinger.3,Adgang til at udstikke anbefalinger til indklagede om midler til undgåelse af tilsvarende sager frem-over vil efter instituttets opfattelse have stor betydning for opnåelse af effektiv beskyttelse moddiskrimination.Instituttet opfordrer til, at Ligebehandlingsnævnet udstyres med beføjelser til at komme med henstil-linger og anbefalinger til indklagede.3.2.2. § 1, stk. 6 om tilkendelse af godtgørelseEfter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 6, skal Ligebehandlingsnævnet kunne tilkende godt-gørelse i det omfang, det følger af lovgivningen på ligebehandlingsområdet.En ensartet behandling af alle diskriminationsgrunde kan støttes på de menneskeretlige diskrimina-tionsforbud, jf. bemærkningerne til § 1, stk. 2-5 og bør efter instituttets opfattelse føre til, at godt-gørelse kan tilkendes i alle tilfælde af diskrimination i en form, der er nævnt i dansk lovgivning, ogpå alle samfundsområder.Instituttet er derfor af den opfattelse, at adgangen til at tilkende godtgørelse bør udvides i de eksi-sterende materielle lovgrundlag, for dermed at sikre, at klager kan indgives og godtgørelse tilken-des i tilfælde af diskrimination på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk ansku-else, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.3.2.3. § 2, stk. 2 og stk. 3 om sammensætningKlagenævnet foreslås sammensat af et formandskab og 9 øvrige medlemmer. Forslaget udstyrer så-ledes klagenævnet med et formandskab, der består af en formand og 2 næstformænd, der udpeges afbeskæftigelsesministeren efter samråd med integrationsministeren og ligestillingsministeren. Såvelformand som næstformænd skal være dommereDe øvrige medlemmer foreslås udpeget af beskæftigelsesministeren, heraf 3 efter indstilling fraintegrationsministeren og 3 efter indstilling fra ligestillingsministeren. Alle medlemmer skal havebestået juridisk kandidateksamen og have særligt kendskab til lovgivning angående forskels-behandling og ligebehandling uanset køn, race og etnisk oprindelse, forskelsbehandling på arbejds-markedet og kendskab til forholdene på arbejdsmarkedet.Udpegning af medlemmerDet er et grundlæggende krav i såvel Paris Principperne som ECRI-anbefaling nr. 2, at ikke-diskriminationsorganer skal være uafhængige, og at dette uafhængighedskrav er reflekteret i de ud-pegningsprocedurer, der fastsættes i forhold til medlemmerne af sådanne organer, jf. herved PPComposition and Guarantees of independece and pluralism, pkt. 1 og ECRI/2, chapter D, principle4. Det følger heraf, at udpegningsprocedurer og -periode skal være fastlagt, evt. i lovgivning, og atdet skal sikres, at der eksisterer mekanismer, der kan forhindre misbrug eller magtfordrejning, in-3

struktion eller anden påvirkning af organets medlemmer fra folketing, regering eller udøvendemyndigheders side. Et tilsvarende krav kan støttes på EMRK art. 13.En ordning som den foreslåede, hvorefter udpegning af medlemmer af nævn og råd med den opgaveat træffe endelig administrativ afgørelse i sager, der angår borgernes rettigheder, sker ved ministre,er næppe i sig selv i strid med uafhængighedskravet.Derimod må det efter instituttets opfattelse sikres, at uafhængigheden er sikret via såvel udpeg-ningsprocedure som fastlæggelse af medlemmernes funktionsperiode. Det bør således sikres, atmedlemmerne ikke under funktionsperioden er undergivet instruktionsbeføjelser fra den udpegendeminister, men alene agerer i deres personlige kapacitet.Udpegningsperioden er i det foreliggende forslag fastsat i lovforslagets § 2, stk. 4 til tre år. Institut-tet forstår dette således, at den 3-årige periode ikke forkortes og eller på anden måde begrænses afden udpegende minister. Det må dog–i hvert fald i praksis–sikres, at det alene er det enkelte med-lem, der kan tage skridt til at afkorte sin funktionsperiode.Instituttet finder anledning til at bemærke, at medlemmernes uafhængighed kan styrkes ved, at det iloven fastslås, at udpegningsperioden alene kan afkortes af medlemmet selv. Tilsvarende vil dethave en positiv effekt på uafhængigheden, at det i loven slås fast, at den udpegende minister og deindstillende ministre ikke kan udøve instruktion i forhold til Ligebehandlingsnævnets afgørelser ogøvrige aktiviteter.Ligebehandlingsnævnets forretningsordenBestemmelsen i § 2, stk. 6, der giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at fastsætte en for-retningsorden for nævnet efter forhandling med integrationsministeren og ligestillingsministeren.I lyset af uafhængighedskravet, jf. ovenfor, er det problematisk, at Ligebehandlingsnævnets tilrette-læggelse af procedurer, sagsbehandling mv. foretages af ministeren. Det må følge af et krav omnævnets uafhængighed, at det er nævnet selv, der træffer afgørelse om, hvordan de beføjelser, somnævnet er tildelt ved lov, skal udmøntes i praktiske retningslinier.Instituttet bemærker, at det er bedst stemmende med kravet om uafhængighed, at det er Ligebehand-lingsnævnet selv, der fastsætter sin forretningsorden.Formandskabets faglige baggrundEfter forslagets § 2, stk. 2, 2. pkt. skal formandskabet bestå af dommere.Diskriminationsretten er som retsområde forholdsvist nyt i Danmark og samtidig karakteriseret veden høj grad af kompleksitet. Denne hidrører dels fra retlige forhold, omfattende ikke-diskrimina-tionsprincipper med forankring i international ret og EU-ret, og i en tradition, der i mange tilfældeadskiller sig fra traditionel dansk retstænkning; dels fra faktiske forhold, idet diskrimination somfænomen ikke blot optræder i sin direkte form, men også i en indirekte, institutionel, strukturel,eller kumulativ form, der tillige i en konkret situation kan have karakter af multi-diskrimination.

Dertil kommer, at det kræver særlig erfaring at iværksætte og gennemføre egen-drift sager, og atdenne type erfaring ikke oparbejdes og udvikles i et dommerembede.Det er derfor efter instituttets opfattelse ikke givet, at danske dommere er mere kompetente til athåndtere diskriminationssager end andre jurister med høj faglig specialisering inden for diskrimina-tionsretten, fx professorer eller andre forskere, advokater eller andre med erfaring med sagshånd-tering og -afgørelse samt opsøgende virksomhed.Det bør derfor efter instituttets opfattelse ikke være et ubetinget krav, at formandskabet består afmedlemmer med baggrund som dommer.De øvrige medlemmers faglige baggrundDe øvrige medlemmer af Ligebehandlingsnævnet skal efter forslagets § 2, stk. 3, 2. pkt. være juri-diske kandidater og besidde særligt kendskab til ligebehandlings- og forskelsbehandlingsområdetsamt arbejdsmarkedets forhold.Det fremgår af Paris Principperne og ECRI anbefalingen, at diskriminationsorganer skal være plura-listiske i deres sammensætning for dermed at afspejle samfundet og dets mangfoldighed, jf. PPComposition and Guarantees of independence and pluralism, pkt. 1 og ECRI/2, chapter D, principle4.Med afsæt i disse standarder bør det derfor overvejes, om et Ligebehandlingsnævn kan sammen-sættes på en måde, så de forskellige diskriminationsområder bliver repræsenteret.Det er instituttets erfaring fra arbejdet i Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, at det har storbetydning for forståelsen af diskriminationsproblemstillingerne, at der er mulighed for at trække påviden og erfaring fra personer med anden faglig baggrund end den juridiske og med særligt kend-skab til de faktiske konsekvenser af de forskellige former for diskrimination.Samme positive erfaringer med inddragelse af sagkyndige eller lægpersoner i klagebehandling ogsagsafgørelser er der på beskæftigelsesområdet. De Regionale Beskæftigelsesankenævn, der er op-rettet med henblik på bl.a. at behandle klager over ydelser i medfør af lov om aktiv socialpolitik oglov om kompensation til handicappede i erhverv, har således repræsentanter fra relevante organisa-tioner blandt deres medlemmer. Ud af de otte medlemmer, som Beskæftigelsesankenævnene beståraf, er et medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). I tilfælde af indbringelseaf en afgørelse fra et Beskæftigelsesankenævn til Ankestyrelsen nedsætter Ankestyrelsen et særligtudvalg til behandling af sagen, hvori DSI ligeledes er repræsenteret.Endvidere har både Ankestyrelsen og Patientklagenævnet erfaring med deltagelse af lægmands-repræsentanter, når der afgøres sager med et indhold, der kræver særlig indsigt.Udpegning af en særlig sagkyndig eller lægperson som permanent eller ad hoc medlem af Lige-behandlingsnævnet vil sikre, at specifik viden om konkrete forhold på de enkelte diskriminations-områder inddrages aktivt i sagsbehandlingen. Også oplevelser i relation til diskriminationshændel-ser kan bedre oplyses og vurderes, når der medvirker et nævnsmedlem med praktisk viden om detspecifikke område. En sådan ordning bidrager dermed til, at der i klageorganet er viden til stede om

eventuelle særlige forhold, der måtte knytte sig til diskrimination på grund af alder, race og etniskoprindelse, køn, handicap, religion og tro, seksuel orientering og politisk anskuelse, der går udoverde rent juridiske forhold.Ligebehandlingsnævnets egnethed til at træffe afgørelse i diskriminationssager er tæt forbundetmed adgangen til viden, ekspertise og konkret erfaring med diskriminationsområderne og-grundene. Det er derfor instituttets opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet bør sammensættes på enmåde, der sikrer den nødvendige juridisk faglige kompetence og samtidig inddrager konkret videnog faktisk erfaring med diskriminationsgrundene både inden for og uden for arbejdsmarkedet.3.2.4. § 4, stk. 1. om sagsbehandlingEfter forslagets § 4, stk. 1 forbereder sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet behandlingen afklagen. Klagerne behandles på skriftligt grundlag. Ifølge bemærkningerne indebærer dette, at Lige-behandlingsnævnet ikke vil kunne foranstalte bevisførelse, herunder vidneafhøring mv. Instituttetforstår dette således, at der alene henvises til mundtlig bevisførelse.Instituttet finder, at det som udgangspunkt kan være fornuftigt at kræve, at en klage indgives skrift-ligt, samt at indklagede afgiver deres udtalelse skriftligt. Dette skyldes, at det ved sagsbehandlingofte er nemmere at forholde sig til skriftligt materiale end til mundtligt afgivne forklaringer. Insti-tuttet finder imidlertid, at det er uhensigtsmæssigt med et ubøjeligt krav om skriftlighed, idet et så-dant krav sætter grænser for frembringelse af oplysninger. Instituttet er således af den opfattelse, atdet kan være nyttigt at have en mundtlig samtale med parterne i en sag. Samtidig skal det under-streges, at det ikke alene handler om, at nogle personer føler, at de ikke kan skrive en klage, menogså at det ikke er alle, der kan gøre sig forståelige på skrift. Instituttet finder således, at det er nød-vendigt med en undtagelsesbestemmelse til reglen om skriftlighed.Ved nogle af de klageorganer, der er oprettet rundt om i verden med status af nationale menneske-rettighedsinstitutioner, gennemføres en mundtlig forklaring for klageorganet, som giver mulighedfor mundtlig forhandling. En sådan ordning kan lettere bane vejen for indgåelse af aftale om løsningaf sagen og også skabe rammen for en diskussion om fremtidige tiltag, der kan forhindre, at diskri-mination forekommer igen. En sådan model bør efter instituttets opfattelse overvejes i forhold tilLigebehandlingsnævnet.En mundtlig forhandling vil alt efter sagens karakter og kompleksitet kræve, at de involverede par-ter får bistand af en advokat eller af en bisidder med særlig sagkundskab inden for diskriminations-ret. En sådan bistandsmulighed vil på grund af diskriminationsrettens karakter i mange tilfældevære nødvendig eller i hvert fald hensigtsmæssig for såvel klager som indklagede.Det er Instituttets opfattelse, at det er nødvendigt med fleksibilitet vedrørende kravet om skriftlighedog foreslår derfor, at der indsættes et § 4, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at såfremt klager finderdet nødvendigt, kan han/hun indgive sin klage telefonisk eller ved personligt fremmøde efter aftale.Endvidere foreslår instituttet, at det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, at Ligebehandlings-nævnet efter sit eget skøn kan indhente oplysninger mundtligt, herunder ved indkaldelse af parter tilen samtale eller til en mundtlig forhandling. Klager bør i sådanne situationer kunne bistås af advo-kat eller anden sagkyndig.

3.2.5. § 4, stk. 2. om sagens oplysningEfter forslagets § 4, stk. 2 kan sekretariatet anmode sagens parter om at medvirke til sagens oplys-ning. Hvis en part ikke efterkommer anmodningen inden den fastsatte frist, fastsættes en ny frist, oghvis denne opfordring til at svare ikke efterkommes, kan Ligebehandlingsnævnet beslutte, at sagenkan afgøres på det foreliggende grundlag. Ifølge bemærkningerne vil Ligebehandlingsnævnet end-videre kunne beslutte, at sagen bortfalder.I forbindelse med oplysning af individuelle klagesager er en af de væsentligste forhindringer for atgennemføre fuld oplysning af en sag den indklagede parts modvilje mod at afgive oplysninger omden hændelse, der har givet anledning til diskriminationsklagen. Uden oplysninger fra begge partervil et klageorgan kunne afslutte sagen ved enten at afvise den eller ved at tillægge det skadevirk-ning, at indklagede nægter at give oplysninger. I det første tilfælde vil det have negative konse-kvenser for klager, både konkret i forhold til den faktuelle diskriminationshændelse og mere gene-relt i forhold til vedkommendes forventninger til egen retssikkerhed og prøvelsesadgang. Omvendtvil situationen, hvor klageorganet tillægger det skadevirkning for indklagede, betyde, at sagen af-gøres på grundlag af klagers forklaringer og øvrige oplysninger. Uanset et krav om, at klagers op-lysninger i sådanne tilfælde skal være veldokumenterede, vil der være risiko for, at indklagede rets-sikkerhedsmæssigt stilles ringere, end vedkommende med rimelighed må kunne forvente.Diskriminationshændelser er typisk komplekse og kendetegnet ved, at udsagn eller adfærd opfattesforskelligt af de involverede parter. Under særlige omstændigheder kan der derfor være behov for atindhente oplysninger fra personer, som forventes at have en særlig viden om den konkrete diskrimi-nationshændelse. Sådanne personer bør kunne indkaldes som vidner til at afgive forklaring i sagen.Hvis personen ikke giver fremmøde, bør det overvejes, om retsplejelovens almindelige regler forvidneforklaring skal finde anvendelse og dermed åbne for, at vidneforklaring afgives med bistandfra politiet. Det bør i tilknytning hertil overvejes, om bevisoptagelse bør kunne gennemføres veddomstolene.Efter Instituttets opfattelse vil problemstillingen kunne løses ved at tillægge klagenævnet mandat tilat pålægge parten at afgive oplysninger og om nødvendigt tillægge det processuel skadevirkning,hvis oplysningspligten ikke opfyldes.Det bør i tilknytning hertil overvejes, om Ligebehandlingsnævnet skal kunne indkalde personer til atgive vidneforklaring, herunder om en sådan ordning kan etableres på baggrund af retspejelovensregler.3.2.6. § 6 om sagkyndig bistandDet fremgår af forslagets § 6, at Ligebehandlingsnævnet kan indhente erklæringer fra sagkyndige iforbindelse med behandlingen af en klage. Ifølge bemærkningerne kunne dette fx være tilfældet isager om arbejdsgiverens pligt til at tilpasse arbejdspladsen til en person med handicap, hvor derkan rejses tekniske spørgsmål i relation til de konkrete muligheder for tilpasning.

Det ligger efter instituttets opfattelse inden for officialmaksimen at indhente en erklæring fra ensagkyndig. Det fremgår således afGammeltoft-Hansens Forvaltningsret, 2. udg. 2002,at official-princippet retter sig imod både det faktiske og det retlige grundlag for afgørelsen. Det fremgår, atdet ikke alene forudsætter, at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, menogså at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører detmed til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssigvurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. Også op-lysninger, som indhentes fra andre myndigheder eller sagkyndige, må myndigheden efter omstæn-dighederne forholde sig kritisk til og ikke uden videre lægge til grund for sin bedømmelse af sagen.Endvidere fremgår det afSteen Rønsholdts Forvaltningsret, 1. udg. 2001,i forbindelse med official-princippets indhold og rækkevidde, at svaret på sagsoplysningens udstrækning må være, at under-søgelsen skal udstrækkes til, hvad der i det enkelte tilfælde er nødvendigt og tilstrækkeligt for attræffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse.Som nævnt tidligere er det instituttets erfaring fra arbejdet i Klagekomitéen for Etnisk Ligebehand-ling, at det har stor betydning for forståelsen af diskriminationsproblemstillingerne, at der er mulig-hed for at trække på viden og erfaring fra personer med anden faglig baggrund end den juridiske ogmed særligt kendskab til de faktiske konsekvenser af de forskellige former for diskrimination. Insti-tuttet forestiller sig derfor, at den sagkyndige bistand ikke alene tilkaldes ved tekniske spørgsmål,men også i sager hvor Ligebehandlingsnævnet ikke har den fornødne faglige og evt. erfarings-mæssige indsigt i og/eller viden om det pågældende diskriminationsområde.Instituttet ser som udgangspunkt positivt på, at Ligebehandlingsnævnet får mulighed for indhentelseaf en sagkyndig erklæring. Instituttet foreslår imidlertid for at understrege vigtigheden af, at Lige-behandlingsnævnet indhenter sagkyndig bistand, at det af bemærkningerne til loven fremgår, atsagkyndig bistand også kan indhentes fra fx professorer, forskere, advokater eller andre eksperter isager, hvor klagenævnet ikke har den fornødne indsigt i/viden om det pågældende diskriminations-område.SammenfatningInstituttet anser forslaget om oprettelse af et fælles ligebehandlingsklageorgan som et væsentligt ogpositivt tiltag, idet et fælles klageorgan vil kunne udgøre et hurtigt og effektivt middel til at behand-le konkrete sager om diskrimination både inden for arbejdsmarkedet og i en række andre sektorer,herunder social- og sundhedsområdet, uddannelsessektoren, boligsektoren, samt området for vare-og tjenesteydelser.Derudover vil et klageorgan introducere en administrativ klagemulighed i sager om forskelsbehand-ling på arbejdsmarkedet for ældre og homoseksuelle, personer med funktionsnedsættelser samt per-soner, der oplever forskelsbehandling på grund af religion eller tro, social eller national oprindelseeller politisk anskuelse. Ingen af disse grupper har i dag mulighed for at benytte en administrativklageadgang, men er henvist til det arbejdsretlige system eller de almindelige domstole.Forslaget er dermed et fint bidrag til den menneskeretlige forpligtelse til at sørge for, at borgernehar adgang til effektive retsmidler, hvorigennem de kan søge oprejsning for krænkelser af deresmenneskerettigheder, herunder af diskriminationsforbuddet.

Ligebehandlingsnævnet bedst medvirker til at sikre effektiv beskyttelse mod diskrimination,hvis det tillægges beføjelse til at iværksætte sager af egen drift.det bør overvejes specifikt at nævne multi-diskrimination som omfattet af Ligebehandlings-nævnets beføjelser, således at nævnet selv kan inddrage de diskriminationsgrunde, sommåtte være relevante i en konkret sag.Ligebehandlingsnævnet bør udstyres med beføjelser til at komme med henstillinger oganbefalinger.Der bør endvidere skabes materielt lovgrundlag, der sikrer, at der kan tilkendes godtgørelse itilfælde af diskrimination på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk ansku-else, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

at der, da det er nødvendigt med fleksibilitet vedrørende kravet om skriftlighed, indsættes enbestemmelse, hvoraf det fremgår, at såfremt klager finder det nødvendigt, kan han/hun ind-give sin klage telefonisk eller ved personligt fremmøde efter aftale.at det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, at Ligebehandlingsnævnet efter sit eget skønkan indhente oplysninger mundtligt, herunder ved indkaldelse af parter til en samtale eller tilen mundtlig forhandling. Klager bør i sådanne situationer kunne bistås af advokat elleranden sagkyndig.at Ligebehandlingsnævnet udstyres med beføjelse til at pålægge parten at afgive oplysningerog om nødvendigt tillægge det processuel skadevirkning, hvis oplysningspligten ikke op-fyldes.at det i tilknytning hertil overvejes, om Ligebehandlingsnævnet skal kunne indkalde perso-ner til at give vidneforklaring, herunder om en sådan ordning kan etableres på baggrund afretsplejelovens regler.at Ligebehandlingsnævnet får mulighed for at indhente en sagkyndig erklæring. For at un-derstrege vigtigheden af, at Ligebehandlingsnævnet indhenter sagkyndig bistand, bør detfremgå af lovbemærkningerne, at sagkyndig bistand også kan indhentes fra fx professorer,forskere, advokater eller andre eksperter i sager, hvor klagenævnet ikke har den fornødneindsigt i/viden om det om det pågældende diskriminationsområde.

Kvinderådets høringssvar vedr. lovforslag om ændring af lov om LigebehandlingsnævnetKvinderådet har tidligere tilkendegivet, at vi ønsker at Ligebehandlingsnævnet skal have mulighed forat tage sager op af egen drift, og det fremgår af høringsbrevet, at flere har givet udtryk for det sammeønske. Dette er endvidere også en del af regeringsgrundlaget. Vi er enige i, at der er behov for enanalyse af, hvordan kompetencen skal fordeles mellem Ligebehandlingsnævnet og Institut forMenneskerettigheders kønsligebehandlingsorgan. Vi mener imidlertid, at en sådan analyse alleredeburde være foretaget i forbindelse med udarbejdelse af nærværende lovforslag. Vi havde gerne seten mere udfoldet analyse af Ligebehandlingsnævnets arbejde sammenholdt med de opgaver, dertænkes løst i Institut for Menneskerettigheder. Vi skal derfor beklage, at spørgsmålet om egen driftkompetence ikke er taget med i lovforslaget.Vi har noteret os, at antallet af klagesager er steget, men vi mener fortsat, at der er behov for en mereoffensiv informationsstrategi, og vi vil derfor igen foreslå, at der i tilknytning til nævnet etableres eninformationsenhed med ressourcer til at øge synligheden af nævnet, informere om de forskelligeformer for diskrimination samt samle op på nævnets sager og afgørelser. Endvidere bør der etablereslokale centre, hvor borgere og virksomheder kan henvende sig om diskrimination og få vejledning iklagemuligheder.Vi undrer os over, at lovforslaget ikke er blevet ligestillingsvurderet og at der ikke i bemærkningerneer en begrundelse for dette.Venlig hilsenRandi Iversen, forkvinde/ Randi Theil, sekretariatsleder

1. marts 2012Vedr. høring om lovforslag om ændring af lov om LigebehandlingsnævnetKVINFO konstaterer med det foreliggende lovudkast, at det trodshøringsrundens mange forslag om ændringer, kun indeholder nogle mindreforbedringer og ingen større substantielle ændringer.KVINFO mener fortsat, at der bør udarbejdes en ekstern evaluering afnævnets arbejde, da vidensgrundlaget for at lave en substantielrevision af loven ikke er tilstrækkeligt på nuværende tidspunkt.Evalueringen bør udarbejdes af en uafhængig aktør og inddrage personermed ekspertviden inden for alle diskriminationsområder. Idéerne tilhvad denne evaluering kunne indeholde har KVINFO uddybet i voresbidrag til brug for revision af loven indsendt 2011.KVINFO mener fortsat, at Ligebehandlingsnævnet bør tildeles hjemmeltil at rejse sager af egen drift. Vi anser det for en samfundsmæssigopgave og et samfundsmæssigt ansvar at sikre den enkelte moddiskrimination, og vi finder det vigtigt at nævnet i særlige tilfældekan rejse sager af en mere principiel karakter og prøve disse veddomstolene. I brevet udsendt til høringsparterne lægges der op til, atder er behov for yderligere analyse af, hvordan dette skal gennemføresmed reference til, at Institut for Menneskerettigheder allerede harkompetence til at tage visse sagstyper op af egen drift. KVINFO finderdet overordentlig vigtigt, at det bliver præciseret hvornår, af hvemog på hvilken måde analysen skal gennemføres. KVINFO foreslår, at dersamtidig med denne analyse bliver lavet en egentlig evaluering afligebehandlingsnævnet som nævnt ovenfor. Denne evaluering kan bl.a.være med til at kaste lys over, hvilke og hvor mange sagerligebehandlingsnævnet afviser, samt hvorvidt disse sager bliver rejstandet steds i retssystemet.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at nævnets kompetencetil at behandle sager om chikane på grund af køn uden forarbejdsmarkedet bliver præciseret. Men det fremgår ikke af detegentlige lovforslag, hvorledes dette bliver skrevet ind i loven.KVINFO undrer sig over, hvorledes nævnet skal kunne behandle sager omseksuel chikane, når nævnet stadig kun kan behandle sager skriftligt.Nævnet har hidtil afvist sager om sexchikane med den begrundelse, atde ”kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- ogvidneforklaringer”.KVINFO undrer sig endvidere over, at konsekvenserne af revisionen afloven ikke er blevet ligestillingsvurderet.Venlig hilsen

29. februar 2012.Beskæftigelsesministeriet[email protected]Vedr. lovforslag om ændring af lov om LigebehandlingsnævnetLGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner finderanledning til på ny at påpege nødvendigheden af at præcisere beskyttelse mod forskelsbehandlingpå grund af kønsidentitet og anbefaler, at kønsidentitet inkluderes i Lov omLigebehandlingsnævnet.I høringsbrevet af 9. februar 2012 - Beskæftigelsesudvalget 2011-12 BEU alm. del Bilag 95 –anføres om transkønnede følgende:I forhold til en særlig beskyttelse af de transkønnede bemærkes, at diskrimination aftranskønnede i Danmark betragtes som diskrimination på grund af køn, og at der derforallerede efter gældende ret gælder et forbud mod forskelsbehandling både påarbejdsmarkedet og uden for arbejdsmarkedet.Det er selvfølgelig udmærket, ministeriet mener dette, men som det fremgår af vores høringssvardateret den 10. juni 2011, der medsendes, mener vi det er faktuelt forkert.Landsforeningen må derfor protestere over høringsbrevets banalisering af fortolkningen afkønsidentitet og insistere på, at dansk lovgivning eksplicit skal beskytte kønsidentitet, og atkønsidentitet derfor i Lov om Ligebehandlingsnævnet inkluderes i§ 1, der lyderLigebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn, race,hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap ellernational, social eller etnisk oprindelse, jf. stk. 2-5.således at ordlyden bliver:Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn,kønsidentitet,race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering,alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, jf. stk. 2-5.og i§ 1, stk. 3, der lyderNævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion ellertro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etniskoprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.LGBT Danmark– Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersonerNGO in special consultative status with the economic and social council of the United NationsNYGADE 7 • POSTBOKS 1023 • 1007 KØBENHAVN K • TLF. 33 13 19 48[email protected]•WWW.LGBT.DK

Side 2 af 4.således at ordlyden bliver:Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion ellertro, politisk anskuelse, seksuel orientering,kønsidentitet,alder, handicap eller national,social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling påarbejdsmarkedet m.v.For så vidt ministeriet mener, at kønsidentitet allerede er omfattet, burde præciseringen være heltuproblematisk. Med samme begrundelse og i forlængelse af høringsbrevets bemærkninger omnævnets kompetence, mener Landsforeningen endvidere, at en tilsvarende præcisering bør findested i den øvrige lovgivning – altså, at kønsidentitet indskrives – i straffelovens § 81, nr. 6 og § 266b og i andre love, der yder beskyttelse mod forskelsbehandling og diskrimination [1].Landsforeningen vil henlede opmærksomheden på, at der var stor tilslutning i vores rundspørge tilpolitikerne [2] før folketingsvalget den 15. september 2011 om, at kønsidentitet skal indføres sombeskyttelsesgrund på lige fod med alder, handicap, køn, race og etnicitet, tro og religion, og seksuelorientering.Rapporten, der er udfærdiget på grundlag af nævnte rundspørge, medsendes.Forholdet til EU-rettenI høringsbrevet anføres under pkt. 7.Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.Set i relation til de efterhånden talrige tekster fra EU, hvori kønsidentitet og transkønnede nævnesspecifikt på lige fod med seksuel orientering og køn, og i betragtning af, at transkønnethed i sig selvikke er et køn, men en kønsidentitet, er det nødvendigt, at kønsidentitet indføres i lovteksten for atvære i overensstemmelse med intentionerne i EU-retten [3].Med venlig hilsenVivi JelstrupForpersonNoter1)Love, der yder beskyttelse mod forskelsbehandling og diskrimination•Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedetLBK nr 1349 af 16/12/2008https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=122522http://www.thranesen.dk/?cat=1148&aid=5680#bm5680•Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race, køn, seksuelle orienteringm.v.LBK nr 626 af 29/09/1987https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59249http://www.thranesen.dk/?cat=1148&aid=5681#bm5681

Rundspørge til politikernehttp://www.lgbt.dk/uploads/media/LGBT_valgekstra_2011.pdfIntentioner i EU-retten og anbefalinger fra Europarådet•EU-direktiv P7_TA(2011)0469 af 27. oktober 2011 om minimumsstandarder foranerkendelse asylUnder pkt. 29 anføres og i artikel 10, grundene til forfølgelse, pkt. 1, d, anføres specifiktkønsidentitet.http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2011-0469&language=DA&ring=A7-2011-0271http://www.thranesen.dk/d?cat=1224&aid=14040#bm14040•Combating discrimination on grounds of sexual orientation or gender identity: Councilof Europe standards. 27. juli 2011http://www.coe.int/t/dghl/standardsetting/hrpolicy/Publications/LGBT_EN.pdfhttp://book.coe.int/EN/ficheouvrage.php?PAGEID=36&lang=EN&produit_aliasid=2590http://www.thranesen.dk/?cat=703&aid=13897#bm13897Diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i Europa. 23. juni 2011Se ikke mindst udtalelserne i forordet af menneskerettighedskommissær, ThomasHammarberghttp://www.coe.int/t/Commissioner/Source/LGBT/LGBTStudy2011_en.pdfhttp://www.thranesen.dk/?cat=703&aid=13828#bm13828Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.Anbefaling CM/Rec(2010)5 af 31. marts 2010 fra Europarådet.http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/ministerkomitéens%20rekommandation.pdfhttp://www.thranesen.dk/?cat=703&aid=13002#bm13002Thomas Hammarbergs rapport af 29. juli 2009 med 12 anbefalinger, som bør væregældende for alle transkønnede i EuropaNGO in special consultative status with the economic and social council of the United NationsNYGADE 7 • POSTBOKS 1023 • 1007 KØBENHAVN K • TLF. 33 13 19 48[email protected]•WWW.LGBT.DK

Side 4 af 4.https://wcd.coe.int/ViewDoc.jsp?id=1476365http://www.thranesen.dk/?cat=703&aid=13037#bm13037•Yogyakarta principperne om seksuel orientering og kønsidentitet af 26. marts 2007http://www.yogyakartaprinciples.org/principles_en.htmhttp://www.thranesen.dk/?cat=703&aid=8125#bm8125Ministerkommittéen i Europarådet vedtog den 7. april 2011 en konvention -CM(2011)49 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder.Konventionen er den første juridisk bindende internationale aftale nogensinde, somomfatter seksuel orientering og kønsidentitet og bekræfter dermed, at lesbiske, bøsser,biseksuelle, trans- og interkønnede - LGBTI - menneskers rettigheder udgør enintegrerende del af de universelle menneskerettigheder.https://wcd.coe.int/ViewDoc.jsp?id=1772191http://www.thranesen.dk/?cat=1224&aid=13747#bm13747EU værktøjskasse om LGBT menneskerettigheder af 17. juni 2010I Rådet for Den Europæiske Union har Menneskerettighedsgruppen den 8. juni 2010vedtaget og derefter offentliggjort et værktøjssæt til fremme og beskyttelse af allemenneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle (LGBT-personer).http://register.consilium.europa.eu/pdf/da/10/st11/st11179.da10.pdfhttp://www.thranesen.dk/default.asp?cat=1224&aid=13313#bm13313

Høring over lovforslag om ændring af lov om LigebehandlingsnævnetBeskæftigelsesministeriet har med skrivelse af 9. februar 2012 anmodet om eventuelle bemærknin-ger til ovenstående senest torsdag den 1. marts kl. 10.Ændringsforslaget er meget begrænset og indebærer reelt, at Ligebehandlingsnævnet fortsætter sitarbejde næsen uændret. En af de få ændringer er ophævelsen af sekretariatets selvstændige kompe-tence til at afvise klager ved ophævelsen af § 5, stk. 4. Da Nævnet fremover kan delegere dennekompetence til sekretariatet, er det uklart, hvor stor reel betydning dette vil få; men det er et sundtprincip, at det er Nævnet, der afgør, hvilke sager der skal afvises, fordi de er udsigtsløse.Det bemærkes i høringsskrivelsen, at flere organisationer i forhøringen, der fandt sted i sommeren2011, har tilkendegivet, at man ønsker at Ligebehandlingsnævnet kan tage sager op af egen drift.Det nævnes, at det også af regeringsprogrammet fremgår, at regeringen ønsker, at ligebehandlings-nævnet kan tage sager op af egen drift. Alligevel er det ikke med i ændringsforslaget, da man vilanalysere spørgsmålet nærmere. Ældremobiliseringen finder det væsentligt, at Ligebehandlings-nævnet kan tage sager op af egen drift og håber på en snarlig afslutning af analysearbejdet, så detkan munde ud i lovforslag.Det er klart, at Ligebehandlingsnævnet kun kan behandle sager i henhold til den lovgivning, derfindes på området; men Ældremobiliseringen finder, at dette lovgrundlag bør ændres. Ældremobili-seringen nævnte i sin høringsskrivelse af 9. juni 2011, at man mente, at Danmark skulle benytte sigaf formandsperioden i første halvdel af 2012 til at arbejde for en snarlig vedtagelse af EU’s horison-tale direktiv og alternativt arbejde for en national lovgivning, der generelt skaber regler mod for-skelsbehandling både i og uden for arbejdsmarkedet. Ældremobiliseringen vil gerne gentage detteønske og håber, at regeringen aktivt vil gå ind i dette arbejde.

JAICJakob Solmunde John Michelsen (EOGS, Sara Talaii Olesen, Katrine Josefsen, Simon Hauptmann(EOGS, Tine Kromann Kapper (EOGS, [email protected]From:Katrine Josefsen [[email protected]]Subject:VS:EksternhøringvedrørenderevisionaflovomLigebehandlingsnævnetSent:10-02-2012 08:23:17Attachments:Høringsbrev.pdf;Høringsliste.pdf;LovforslagomrevisionaflovomLigebehandlingsnævnet.pdf;CKRharmodtagetLovomLigebehandlingsnævnetihøring.CKRvurderer,atforslagetikkeererhvervsrelevantogatforslagetikkemedføreradministrativebyrderforerhvervslivet.CKRharderforingenbemærkningertilforslaget.Resten af Erhvervsstyrelsen har ligeledes ingen kommentarer.Med venlig hilsenKatrine JosefsenStudentermedhjælperERHVERVSSTYRELSENCenter for Kvalitet i ErhvervsreguleringKampmannsgade 11780KøbenhavnVTelefon: 3330 7700Direkte: 41738242E-mail: [email protected]www.erst.dkERHVERVS-OGVÆKSTMINISTERIET

PPaspåmiljøet-udskriv kun denne e-mailhvisdeternødvendigt-----Oprindelig meddelelse-----Fra:Merie Ziberi [mailto:[email protected]]Sendt:9. februar 2012 16:51Til:Akademikernes Centralorganisation (AC); Finanssektorens Arbejdsgiverforening; Foreningen af Socialchefer iDanmark;Ankestyrelsen;Frivilligrådet;Finansrådet;lo;kl;KristeligArbejdsgiverforeningKAF;Advokatrådet;CentralorganisationernesFællesudvalg;DanskArbejdsgiverforening(DA);DanskeAdvokater;DanskeRegioner;DenDanskeDommerforening;FTFFunktionærernesogTjenestemændenesFællesråd;InstitutforMenneskerettighederIMR;KTOKommunaleTjenestemændogOverenskomstansatte;KristeligFagbevægelseKRIFA;Kvinderådet;KVINFO;LHLedernes Hovedorganisation; SALA Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger; Datatilsynet; CKR; DanskSocialrådgiverforening;DetCentraleHandicapråd;Beskæftigelsesrådet;DanskFlygtningehjælp;DanskRetspolitiskForening;DanskRødeKors;DanskeHandicaporganisationer;Dokumentations- ogrådgivningscentretomracediskrimination;Flygtningenævnet;ForeningenafPolitimestreiDanmark;Foreningenafstatsforvaltningsdirektører;ForeningenafStatsamtsjurister;ForeningenforEtniskLigestilling;ForeningDadman;JobrådgivernesBrancheforening;KoordinationenforKønsforskning;LandsforeningenAdoptionogSamfund;Landsforeningenafbøsseroglesbiske;MellemfolkeligtSamvirke;PolitidirektøreniKøbenhavn;PolitiforbundetiKøbenhavn;Politifuldmægtigforeningen;Retssikkerhedsfonden;Rigsadvokaten;Rigspolitichefen;RådetforEtniskeMinoriteter;Ældresagen;AOFDanmark;DanskFolkeoplysningsSamråd;DanskOplysningsforbund;FOF'sLandsorganisation;LiberaltOplysningsforbund;ØstreLandsret;VestreLandsret;Sø- ogHandelsretten;AmnestyInternational;Dommerfuldmægtigforeningen;Foreningentilintegrationafnydanskerepåarbejdsmarkedet;Netværkforforskningommænd;ÆldremobiliseringenCc:BirgitteBuchwaldJørgensen;VibekeMøllerMikkelstrup;SusanneChristensenEmne:EksternhøringvedrørenderevisionaflovomLigebehandlingsnævnet(BMID:156877)

Bemærkninger til lovforslagets indholdNævnet har med tilfredshed noteret, dels at lovforslaget indeholder enændring af formandskabsbestemmelsen, således at formanden fornævnet skal være landsdommer, dels at der stilles forslag om enkodificering af nævnets hidtidige praksis om tilkendelse af procesrente.Med forslaget til formuleringen af § 8 er nævnets ønske om entydeliggørelse af, at den egentlige kompetence til at afvise klager liggerhos nævnet, ligeledes imødekommet. Det fremgår således af forslaget til§ 8, at nævnet træffer afgørelse om afvisning, og at sekretariatet i dethele afleder sin kompetence heraf. Der vil med denne formulering ikkelængere være tvivl om, at sekretariatet ikke har til opgave at træffesærskilt afgørelse, om at en sag findes egnet til forelæggelse for nævnet.

Høringssvar vedr.lovforslagom ændringaf lov om LigebehandlingsnævnetBeskæftigelsesministeriet har ved høringer af9. februar 2012 anmodet om bemærkninger til lov-forslag om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.Det fremgår af det fremsendte, at det foreslås, at formanden for ligebehandlingsnævnet skal værelandsdommer, mens næstformændene skal være byretsdommere. I den forbindelse finder jeganledning til at gøre opmærksom på, at Sø- og Handelsretten behandler principielle sager omansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, jf. retsplejelovens § 227, stk. 1.Som følge heraf vil en eventuel domstolsprøvelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelser og be-handling aflignende problemstillinger i tvister mellem arbejdsgiver og arbejdstagere i civile sa-ger således ofte finde sted i Sø- og Handelsrettens regi, hvorfor rettens vicepræsidenter og dom-mere besidder en stor viden om spørgsmål omkringligebehandling.Såfremt ministeriet ikke ønsker at udelukke sig selv fra at gøre brug af disse kompetencer, børdet overvejes at tilføje, at nævnets formand også kan være en vicepræsident i Sø- og Handelsret-ten.

POLITIRigspolitietDirektionssekretariatetPolititorvet 14, 3.1780KøbenhavnVTlf. 45 15 2017E-mail: [email protected]Fra:Merie Ziberi [mailto:[email protected]]Sendt:9. februar 2012 16:51Til:Akademikernes Centralorganisation (AC); Finanssektorens Arbejdsgiverforening; Foreningen af Socialchefer iDanmark;Ankestyrelsen;Frivilligrådet;Finansrådet;lo;kl;KristeligArbejdsgiverforeningKAF;Advokatrådet;CentralorganisationernesFællesudvalg;DanskArbejdsgiverforening(DA);DanskeAdvokater;DanskeRegioner;DenDanskeDommerforening;FTFFunktionærernesogTjenestemændenesFællesråd;InstitutforMenneskerettighederIMR;KTOKommunaleTjenestemændogOverenskomstansatte;KristeligFagbevægelseKRIFA;Kvinderådet;KVINFO;LHLedernes Hovedorganisation; SALA Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger; Datatilsynet; Center forKvalitetiErhvervsregulering;DanskSocialrådgiverforening;DetCentraleHandicapråd;Beskæftigelsesrådet;DanskFlygtningehjælp;DanskRetspolitiskForening;DanskRødeKors;DanskeHandicaporganisationer;Dokumentations-ogrådgivningscentretomracediskrimination(DRC);Flygtningenævnet;ForeningenafPolitimestreiDanmark;Foreningenafstatsforvaltningsdirektører;ForeningenafStatsamtsjurister;ForeningenforEtniskLigestilling;ForeningDadman;JobrådgivernesBrancheforening;KoordinationenforKønsforskning;LandsforeningenAdoptionogSamfund;Landsforeningenafbøsseroglesbiske;MellemfolkeligtSamvirke;KBHFPSikker;PolitiforbundetiKøbenhavn;Politifuldmægtigforeningen;Retssikkerhedsfonden;Rigsadvokaten;ADMFPRigspolitichefenSikker;RådetforEtniskeMinoriteter;Ældresagen;AOFDanmark;DanskFolkeoplysningsSamråd;DanskOplysningsforbund;FOF'sLandsorganisation;LiberaltOplysningsforbund;ØstreLandsret;VestreLandsret;Sø-og Handelsretten; Amnesty