Det her forslag handler om pirateri og om spredning af våben.
Det er selvfølgelig vigtigt at se på pirateri og også på årsag og virkning.
På kort sigt skal vi jo både forebygge pirateri og forsvare de skibe, som måtte skulle sejle i områder med pirater.
Men på længere sigt skal vi prøve at fjerne den fattigdom i verden, der er den egentlige årsag til, at fattige mennesker vælger pirateri frem for muligheden for at fiske på deres eget territorium, og i den sammenhæng er det jo dybt pinligt, at EU og andre har været med til at smadre muligheden for somaliernes fiskeri derovre, og at vi selv har været med til at presse en udvikling igennem, hvor folk vælger pirateri som levevej, og som måske eneste levevej.
Det her forslag giver mulighed for, at hvert skib kan medbringe op til 25 våben.
Vi har i gennemsnit 24 danske skibe i området, og det vil sige, at vi har en risiko for at sprede op mod 600 våben hver dag ude på de her skibe.
Og hvad værre er:
Det er nu rederierne, der skal foretage en egnethedsvurdering af de vagter, som skal bruge de her våben.
Det er jo lidt tåbeligt, når der i forvejen er mulighed for bevæbnede vagter om bord.
Den findes allerede i dag, endda med en meget, meget hurtig mulighed for at få en godkendelse eller for at få fornyet gamle godkendelser.
Da jeg spurgte ministeren, viste det sig, at mange rederier får godkendelsen, samme dag som de søger, så det er jo en søgt forklaring, at man vil gøre det mere effektivt og hurtigt for rederierne at få de her tilladelser, især når man tænker på, at der er så store problemer i at sprede flere våben ude på skibene.
En spredning af våben er i sig selv et problem.
Jeg vil meget gerne advare imod, at vi får en våbensituation, som ligner f.eks.
USA's, hvor det jo næsten er almindeligt, at man kan finde våben i private hjem osv.
Der vil blive mindre kontrol med, hvor våbnene er henne i vores samfund.
Der vil være en større vilkårlighed, med hensyn til hvem der bevæbnes på skibene.
Nu er det så rederiet eller kaptajnen, som skal vurdere, om et vagtpersonale er egnet til at bære de våben, man har liggende i skabet.
Så synes jeg, det er meget problematisk, at vi overhører både Advokatrådets, Politiforbundets og FTF's indsigelser.
De har gjort alvorlige indsigelser imod det og siger, at det er særdeles problematisk at gennemføre den her lovgivning.
Det vil sige, at vi gennemfører en lovgivning, som har en meget, meget begrænset effekt, men som har meget, meget store og vidtgående følger, når vi vedtager den, hvis vi vedtager den.
Jeg mener, at der er andre og meget mere vigtige ting at sætte fokus på ved pirateriet, nemlig hele problemet med retsforfølgelse.
Det ser ud til, at de fleste viger tilbage fra, at vi skal gennemføre en effektiv retsforfølgelse, fordi det er dyrt at tage piraterne hjem til Danmark, og hvad skal vi så gøre ved dem?
Så hellere sejle lidt rundt og kigge efter dem og så sætte dem i land, hvis ikke vi kan retsforfølge dem.
Der er også et uløst problem, der hedder frigivelse af de gidsler, der nu engang er blevet taget af pirater dernede.
Vi har danskere siddende, som har siddet der i mere end 500 dage, godt og vel 17 måneder er der danskere der har siddet der, og der er ingen, der endnu har løst de problemer.
Rederen er ligeglad.
Selv om han har penge på kistebunden, prøver han ikke engang på at få købt sine folk fri, han kan bare sejle videre til nye eventyr, hvor han kan tjene penge.
Det er umoralsk, og det er uanstændigt, at de ting ikke er løst, og at vi ikke hjælper med at få skabt en situation, hvor vi kan løse de her problemer.
Så alt i alt er det en rigtig dårlig idé at vedtage det her lovforslag med alle dets ulemper og dets meget, meget få fordele, og derfor vil vi fra Enhedslistens side stemme imod forslaget til lov.