Tak, hr.
formand.
Det her lovforslag er et, man kan sige meget om.
Det er jo altid interessant, og det er altid noget, der berører alle, når vi taler om ferie, altså hvordan man afholder ferie, om man nu får den ferie, man har optjent, eller hvordan det nu hænger sammen, og der er også spørgsmålet om, om man får de feriepenge, som man nu har til gode.
Det er også det, der berører mange.
I det her tilfælde er der så tale om erstatningsferie.
EU har i sin visdom pålagt landene og Danmark at gennemføre, at man skal have en erstatningsferie, hvis man er syg.
Det har vi selvfølgelig set meget på i Dansk Folkeparti, og vi har stillet en del spørgsmål til det, for vi synes, det er meget uklart, hvad der kommer til at foregå.
Jeg ved, at beskæftigelsesministeren har sagt, at der er helt klare regler, men alligevel synes vi, at vi står tilbage med et indtryk af, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne vil komme til at stå i en situation, hvor de ikke rigtig ved, hvordan de skal tackle det.
Vores indstilling er egentlig, at det her var noget, som parterne burde have aftalt med hinanden, så de havde fundet en løsning, der tilfredsstillede både lønmodtagere og arbejdsgivere.
Dansk Folkeparti kan ikke se noget som helst formål med, at EU skal blande sig i, hvordan vi planlægger ferien herhjemme.
Så derfor synes vi egentlig, at regeringen skulle have sagt til EU i det her tilfælde:
Hold nallerne væk fra vores ferie; det ordner vi herhjemme; vi lader parterne aftale, hvordan vi skal ordne det med erstatningsferie, i stedet for at vi skal lave et diktat om, hvordan de skal forholde sig.
Det er simpelt hen misvisende.
Hvordan forholder man sig som lønmodtager, hvis man tager 3 ugers ferie og bliver syg i et eller andet land.
Så går man op til en læge og betaler 10 dollar eller 50 dollar, alt efter hvilket land man er i, og så får man en lægeerklæring på, at man er syg.
Skal man tage hjem, når man er syg?
Nej, man bliver bare og afvikler sin ferie, mens man er syg.
Så kan man få en erstatningsferie, når man kommer hjem.
Man kan også genoptage arbejdet.
Så er problemet der selvfølgelig, hvis virksomheden har ferielukket, og så skal man finde ud af, hvordan det nu forholder sig.
Der er simpelt hen så mange uklare regler.
Der er godt nok svaret på spørgsmålene efter bedste overbevisning fra ministeriets side, men stadig væk synes vi, at det er uklart, og netop på den baggrund kan vi ikke støtte det her lovforslag.
Desuden er det efter vores mening helt forkert, at regeringen har lagt ind, at man tager 100 mio.
kr.
hvert år i 5 år fra Feriekonto og lægger ind i finansloven.
Det synes vi at den skulle have lavet i en lov for sig selv, så vi kunne have fået diskussionen.
Der har den borgerlige regering og Dansk Folkeparti jo fået en masse skældud, hver eneste gang der er sket noget på det område.
Det er ikke, fordi det ikke er sket tidligere, men der er det her med den regering, vi har nu, at den har sagt, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre, og at det skulle vi ikke gøre.
Pengene skulle blive i Feriekonto.
I Dansk Folkeparti ser vi helst, at feriepengene kommer ud til lønmodtagerne.
Der skulle slet ikke være nogen, der blev ophobet i Feriekonto.
De skal ud til lønmodtagerne, og vi vil gerne have hævet det beløb, man pr.
automatik sender ud.
I dag er det sådan, at man kan sende 2.225 kr.
ud pr.
automatik, hvis man ikke har hævet sine feriepenge og man har mindre end de her 2.225 kr.
Det beløb, der skulle det sendes ud pr.
automatik, så vi gerne blev sat op til i hvert fald 5.000 kr.
Så vil der heller ikke være så mange penge, der ophober sig i Feriekonto, for folk skal selvfølgelig have de penge, de har optjent til ferie.
Så det er sådan lidt en mærkelig sammenblanding, et mærkeligt lovforslag.
Så selv om vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig er af den overbevisning, at folk skal have den ferie, de har til gode, kan vi altså ikke støtte det her lovforslag, fordi vi mener, at det skulle have været sendt ud, så parterne kunne aftale, hvordan man ville administrere den her ordning, og hvordan man ville få aftalt, at folk skulle have erstatningsferie.