Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 2. behandling af lovforslag nr. L 11:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 10.11.2011. 1. behandling 17.11.2011. Betænkning 14.12.2011).

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Karsten Lauritzen, ordfører for Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg skal på Venstres vegne udtrykke min største utilfredshed ved behandlingen af dette lovforslag. Det er Venstres klare indtryk, at justitsministeren med dette lovforslag forsøger at undertrykke en legitim demokratisk debat her i Folketingssalen i spørgsmålet om, hvorvidt man skal tildele statsborgerskab til en person, som Politiets Efterretningstjeneste vurderer kan være til fare for rigets sikkerhed.

Det fremgår af grundlovens § 44, at det utvetydigt er Folketinget, der ved lov bestemmer, om en person kan få statsborgerskab. På trods af dette er det Venstres klare indtryk, at Justitsministeriet og justitsministeren faktisk – nu vil jeg bruge et kraftigt udtryk – har villedt Folketingets Indfødsretsudvalg og tilbageholdt en række centrale oplysninger fra offentligheden i forbindelse med dette lovforslag. Jeg vil godt forklare det.

I sommerferien 2011 iværksatte daværende integrationsminister hr. Søren Pind en undersøgelse, der skulle afdække andre landes holdning til konventioner angående personer, der vurderes at være til fare for rigets sikkerhed. Undersøgelsen skulle bl.a. klarlægge andre landes praksis i forhold til tildeling af statsborgerskab til statsløse, der kunne vurderes at være til fare for rigets sikkerhed. Undersøgelsen var færdig i september, men Justitsministeriet og justitsministeren undlod at oversende undersøgelsen til Folketinget, som derfor den 1. november på et ukvalificeret grundlag måtte tage stilling til, om den statsløse person skulle have statsborgerskab. Først den 25. november modtog Folketinget undersøgelsen. Justitsministeriet og justitsministeren skylder fortsat at svare på, hvad forsinkelsen af den centrale undersøgelse skyldes.

Den 9. november 2011 konkluderer justitsministeren i et brev til Folketingets Indfødsretsudvalg, at der er bred enighed om, at undersøgelsen viser, at der ingen anden mulighed er end at tildele statsborgerskab til personer, som PET vurderer kan være til fare for rigets sikkerhed. Der er ikke rum, der er ikke luft i konventionen til dette. Det er en sandhed med modifikationer qua det faktum – hvis man læser ned i rapporten, som altså ikke er oversendt til udvalget – at man vil se, at de i Norge har en praksis, hvor der, hvis politiet undersøger en person, rent faktisk er mulighed for at udskyde tidspunktet for meddelelse af statsborgerskab.

Jeg vil gerne bede om ro i salen. Der er faktisk medlemmer, der ikke kan høre, hvad ordføreren siger. Det er ikke acceptabelt.

Værsgo.

Vi er derfor i Venstre ganske utilfreds med undersøgelsen og med den konklusion, som justitsministeren har oversendt til udvalget, som vi ikke mener er fyldestgørende for, hvad de enkelte lande rent faktisk har indberettet. Undersøgelsen viser i modsætning til det resumé, der er oversendt til udvalget, at man bl.a. i Norge kan sætte sager om statsborgerskab i bero, hvis ansøger er mistænkt for kriminalitet, der bliver efterforsket.

Desuden er tilbagemeldingen fra en række andre lande, bl.a. Tyskland, Holland og Sverige, tvetydig. Vi har opfordret justitsministeren til i udvalgsbehandlingen at undersøge de pågældende landes praksis nærmere. Det er blevet afvist.

Undersøgelsen, som Indfødsretsudvalget modtog den 25. november 2011, har Justitsministeriet i øvrigt stemplet »fortroligt«. Det har de gjort, på trods af at størstedelen af den faktisk er offentliggjort via aktindsigt til en række landsdækkende aviser. Justitsministeriet og justitsministeren forsøger dermed uden nævneværdig saglig begrundelse at forhindre Folketinget og den demokratiske debat, som i øvrigt foregår her i salen i dag. Man må undres over hvorfor.

Justitsministeriet har også nægtet Dansk Folkeparti teknisk bistand til at stille ændringsforslag til det lovforslag, vi behandler her i salen i dag, på trods af at det ellers vil være normal praksis, at man yder teknisk bistand. Det har i hvert fald været praksis, hvad man kan se, når man kigger lidt historisk på lovforslag om indfødsret. Det er uforståeligt og ikke i folkestyrets interesser, at justitsministeren og ministeriet ikke ønsker en åben demokratisk debat om noget så alvorligt som tildeling af statsborgerskab. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre ministeren til her i salen i dag at gå på talerstolen og give svar på de spørgsmål, som udvalget har stillet, og som vi hidtil under udvalgsbehandlingen ikke har fået svar på.

Tak til ordføreren. Der er bedt om korte bemærkninger. Den første er fra hr. Troels Ravn fra Socialdemokraterne. Ordføreren skal blive her. Hr. Troels Ravn. O.k., hr. Troels Ravn har ikke bedt om ordet. Den næste er hr. Andreas Steenberg. Det er heller ikke tilfældet. Der er et voldsomt tryk på knapperne i dag. Der er ikke korte bemærkninger til ordføreren. Jeg beklager ventetiden.

Den næste ordfører i talerrækken er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Som det er nævnt af Venstre, er der på det forslag til indfødsretslov, som er til anden behandling i dag, en person, som er omfattet af FN's konvention om statsløse og FN's børnekonvention, men som af Politiets Efterretningstjeneste vurderes som værende til fare for rigets sikkerhed. Justitsministeren har alligevel på vegne af regeringen anmodet om, at personen sættes på lovforslaget, og et flertal i Folketinget har fulgt justitsministerens henstilling. Argumentet er, at konventionen står over rigets sikkerhed. Det er vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig uenige i. Konventionerne er ikke skrevet med Guds finger og er ikke nogen hellig skrift, der er dumpet ned fra himlen. Jeg ved godt, at flertallet af politikerne går i bedestilling, blot de hører konventionerne nævnt ved navn. Det gør vi ikke i Dansk Folkeparti, og da slet ikke, når det drejer sig om rigets sikkerhed, for der skal ikke herske nogen tvivl om, at rigets sikkerhed og danskernes tryghed altid for os står over konventionerne.

Hvis nu den person, og det forestiller vi os som et tænkt eksempel, som PET vurderer som værende til fare for rigets sikkerhed, og som alligevel er ved at få statsborgerskab, om et halvt år går ud og begår terror, så vil det da se mærkeligt ud, hvis vi her i Folketinget har belønnet vedkommende med et statsborgerskab.

Årsagen til, at jeg går herop i dag, er, at vi i Dansk Folkeparti i forbindelse med denne andenbehandling har forsøgt at stille ændringsforslag om, at personen kommer af lovforslaget, fordi vi mener, hvad vi siger. Vi har anmodet justitsministeren om teknisk bistand, da personens navn jo er hemmeligholdt, og for at vi overhovedet kan stille et ændringsforslag, skal personens navn stå på det. Justitsministeren har nægtet DF denne tekniske bistand, hvilket gør, at vi ikke kan stille ændringsforslaget. Vi mener, det er uhørt, at ministeren ikke vil yde den bistand. Ifølge § 44, stk. 1, i grundloven er det altså Folketinget, der tildeler statsborgerskab. Når justitsministeren nægter teknisk bistand, mener vi, at det er en obstruktion af Folketingets arbejde. Det bør være muligt at kunne stille ændringsforslag for at få en person af et lovforslag, når man nu kan sætte personen på lovforslaget, hvis det skal give mening, at det er Folketinget og alene Folketinget, der tildeler statsborgerskabet. Ellers er det jo bare et Mickey Mouse-parlament, vi sidder i.

Justitsministeren har begrundet sit afslag på teknisk bistand med, at det vil kompromittere PET's arbejde, hvis personens navn bliver oplyst. Jeg vil gerne minde om, at personen er kommet på lovforslaget, efter at justitsministeren og regeringen har anbefalet det. Det vil sige, at det er regeringen, der kompromitterer PET.

Jeg forudser, at der nu vil komme en hel del sager i de næste år, hvor personer, der er omfattet af FN's konventioner og ikke er PET-godkendt, vil komme til at stå på de indfødsretslovforslag, der kommer. Vi har allerede en tilsvarende sag, der kommer på indfødsretslovforslaget til april. Man vil i fremtiden kunne henvise til, at det vil kompromittere PET, hvis navnene bliver oplyst. Vi vil ikke kunne stille ændringsforslag, og man vil fra regeringens side kunne tromle nye indfødsretslovforslag igennem med ikke-PET-godkendte personer under henvisning til PET og til fortrolighed. Det er jo så også en måde at lukke munden på kritikerne på.

Vi siger ja til det ændringsforslag, der er stillet til lovforslaget, men vi kan under ingen omstændigheder godkende det samlede indfødsretslovforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører, der har bedt om ordet, er hr. Tom Behnke, Det Konservative Folkeparti.

Det er jo en helt urimelig retstilstand, der er opstået. Derfor vil jeg gerne opfordre justitsministeren til at tage ordet her i dag og forholde sig til de betænkningsbidrag, der er optrykt i betænkningen, nemlig at det bør være muligt at udsætte en sådan ansøgning, når vores efterretningstjeneste har anbefalet, at man gør det.

Jeg vil opfordre til, at justitsministeren forholder sig til, at man måske internationalt sørger for at få en fælles forståelse af, at der bør være denne mulighed, ikke nødvendigvis sådan, at man afskærer personen fra at søge, men at man i hvert fald har muligheden for at man kan udsætte en ansøgning, og at man internationalt arbejder for at få en fælles forståelse for, at man kan tolke konventionen på den måde, og ikke nødvendigvis holder sig snævert til, hvordan vi eller embedsmændene i Danmark har valgt at fortolke konventionen.

Det skal også ses i lyset af, at flere andre lande jo tilsyneladende tolker konventionen anderledes. Og der vil jeg gerne understrege, ligesom Venstres ordfører gjorde det, at det har været et noget utilfredsstillende sagsforløb, forstået på den måde at når der er blevet spurgt meget konkret ind til noget, kommer der vævende svar tilbage. Man vil ikke helt afvise, at andre lande tolker det anderledes, men man vil heller ikke bekræfte, at de gør det. Det skaber jo tvivl og usikkerhed om, hvor langt den her konvention rækker. Hvor rigidt skal konventionen læses? Hvordan forholder andre lande sig til konventionen? Det har vi endnu ikke fået fuldstændig krystalklare svar på.

Derfor er opfordringen her til justitsministeren og til regeringen, at man arbejder for på internationalt plan sammen med de lande, som har ratificeret den her konvention, at skabe en fælles forståelse for, at når et lands efterretningstjeneste beder om, at en eller flere ansøgeres ansøgning bliver sat i bero, så sørger man i det mindste for at sætte den i bero og lige trækker vejret, inden der tages stilling til sagen. Der bør kunne skabes international forståelse for, at man kan tolke konventionen på den måde, for selve det tema er nemlig ikke omtalt i konventionen.

Hvis man fastholder, at der ikke er noget at gøre, for alle synes, at konventionen er krystalklar, og at den skal tolkes sådan, ligger den næste opfordring fra konservativ side til regeringen, at der internationalt arbejdes for at ændre den her konvention. Så må det være muligt at ændre den, for det må være muligt for et land at varetage landets sikkerhed frem for at overholde konventionen. Da man i sin tid lavede den her konvention, var det her problem slet ikke aktuelt. Man havde slet ikke tænkt på det her problem. Så da man lavede konventionen, var det jo ud fra de gode hensigter, men verden har forandret sig siden, og vi er i dag i en situation, hvor vi er nødt til at sætte landets sikkerhed over det, som man internationalt har formuleret for mange, mange år siden.

Derfor en opfordring til, at justitsministeren som minimum i dag tager ordet og forholder sig til betænkningsbidragene og forholder sig til De Konservatives opfordring til, at vi internationalt skaber en fælles forståelse for, at man selvfølgelig kan udsætte en ansøgning, når et lands efterretningstjeneste anbefaler, at man gør det, og subsidiært arbejder for at få ændret den her konvention, så det kan lade sig gøre i fremtiden.

Vi er fra konservativ side af den opfattelse, at vi skal overholde de konventioner, vi har ratificeret. Vi synes faktisk, at det her er en udmærket konvention, som vi gerne vil være med i. Men hvis den kun kan tolkes, sådan som regeringen tolker den, har vi et problem, og det problem kan i sidste ende føre til, at vi bliver nødt til at anbefale, at vi træder helt ud af den konvention, og det synes jeg ville være ærgerligt. Det er Danmark i dag; det kan være andre lande i morgen. Vi har også prøvet at spørge ind til, om der er andre lande, der faktisk har været i den her situation, og det har knebet med at få nogle helt præcise svar. Det får vi ikke, men lad det så ligge, for der kan vel være nogle andre begrundelser for, at vi ikke kan få nogle klare svar. Men i hvert fald en opfordring til, at vi får løst den her helt urimelige retstilstand, der er opstået.

Tak til ordføreren. Er der flere, der ønsker ordet? Justitsministeren.

Tak for det, formand. Det er jo voldsomme ting, man skal anklages for, ikke mindst af Venstres hr. Karsten Lauritzen. Man skal anklages for at undertrykke en legitim, demokratisk debat; man skal anklages for at have vildledt Folketinget; en undersøgelse, som er iværksat af den tidligere regering, skal man tilmed påtage sig det fulde ansvar for, også for dens videre færd i Folketinget. Det synes måske at være en smule over grænsen.

Sagen er her – det er det, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ikke vil erkende – at det dilemma, som den tidligere integrationsminister hr. Søren Pind forsøgte at skabe, ikke er der. Altså, der er ikke noget dilemma. Og det er det, man selvfølgelig godt kan blive ved med at diskutere, men hvis man eksempelvis ville have, at den pågældende undersøgelse skulle have været gjort færdig før, kunne man selv have gjort den færdig.

Anklager om, at jeg har holdt ting tilbage for Folketingets Indfødsretsudvalg, er helt ude i hampen. De papirer er, som det fremgår, oversendt fuldstændig, som de skal. Anklager om, at jeg skulle have undertrykt en legitim, demokratisk debat om den her sag, hører ingen steder hjemme. Der har været holdt samråd, der har været stor debat under førstebehandlingen, vi har en debat her, og jeg er helt sikker på, at vi også får en debat under tredjebehandlingen af forslaget. Det er helt fint.

Man kan som Dansk Folkeparti mene, at internationale konventioner er noget, vi skal se stort på. Det mener regeringen ikke. Det er derfor, at der ikke er noget dilemma her. Sandheden er den, at man skal passe på med at tegne et dilemma, som ikke er der.

Jeg synes, at V, K og O i den her sag som minimum – og det er det, der bekymrer mig lidt – dog må have den fornødne tillid til vores efterretningstjeneste og til, at den tager sig af de personer, som kan være til fare for rigets sikkerhed. Der er forsøg på fra især Venstre, som der står skrevet i betænkningsbidraget, at pålægge de folketingsmedlemmer, der agter at stemme for det her lovforslag, et ansvar for eventuelle fremtidige kriminelle handlinger fra de her folk. Jeg har godt nok kun været i Folketinget i 10 år, men jeg har aldrig nogen sinde læst noget lignende. Det er så langt ud over grænsen, som det overhovedet kan være.

Sandheden er den, at hvis man havde villet lave den her undersøgelse færdig, da man selv var i regering, kunne man have gjort det. Man kunne have sat den i gang før, man kunne have afsluttet den før. Fordi udvalget har bedt om at få sagerne oversendt, har vi oversendt sagerne fuldstændig efter aftalen. Den her regering mener ikke, der er noget dilemma. Konventionen er ganske klar, og hvad angår henvisningerne til Norge – ja, hvis man nu bare gider at læse de svar, som er sendt over, og som er ganske, ganske klare, vil man se, at de lige nøjagtig viser, hvad oppositionen ikke vil forstå, nemlig at den pågældende konvention, folkeretten og internationale konventioner går forud i de her sammenhænge. Det står fuldt ud i det svar, som er oversendt, og er endda blevet bekræftet i et efterfølgende svar. Så det kunne man prøve at starte med at læse, og så ville man se, at der ikke er den type dilemmaer, som man lægger op til.

Jeg er godt klar over, at når man i særlig grad læser Venstres betænkningsbidrag til lovforslaget, ser man, at det må være noget, der har været genstand for meget store debatter internt i Venstres folketingsgruppe. Det er helt fair, for det har været svært at skrive, men jeg må sige, at det er ganske, ganske overraskende, at et tidligere regeringsbærende parti nu er kommet så langt ud, at man øjensynligt er klar til at pålægge folketingsmedlemmer, der stemmer for et lovforslag, ansvaret for personers fremtidige kriminelle handlinger. Det står der direkte i det betænkningsbidrag. Jeg synes, det er meget, meget overraskende. Der er ikke noget dilemma her. Konventionen er ganske klar, og regeringens konklusion er også ganske klar. Den agter vi selvfølgelig at overholde.

Tak til ministeren. Der er ønsket korte bemærkninger af indtil videre tre medlemmer. Fru Gitte Lillelund Bech fra Venstre.

Jeg vil sådan set ikke gå ind i diskussionen om betænkningsbidrag eller ej. Jeg vil bare stille et meget simpelt spørgsmål til justitsministeren: Har justitsministeren i sin lange tid som medlem af dette Ting nogen sinde været ude for, at en regering, en minister, har nægtet teknisk bistand i forbindelse med udarbejdelse af et ændringsforslag til et lovforslag?

Tak. Ministeren.

Det er rigtigt, at Justitsministeriet har fastholdt, at når det handler om spørgsmålet om at give teknisk bistand til det ændringsforslag, har jeg klart tilkendegivet, at det ønsker jeg ikke. Og hvorfor? Fordi det rejser væsentlige retssikkerhedsmæssige problemer for den pågældende person. Det er det egentlige svar, og derfor ønsker vi det ikke.

Tak. Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Goddag mand, økseskaft! Jeg spurgte, om ministeren nogen sinde i sin tid som folketingsmedlem i dette Ting havde været ude for, at der var en minister, der havde nægtet teknisk bistand. Så fik jeg dette svar: Jeg ønsker som justitsminister ikke at give teknisk bistand. Det var sådan set ikke det, jeg spurgte om. Jeg vil bare gerne afkræve justitsministeren et svar fra justitsministeren: Har ministeren nogen sinde været ude for, at der er en minister, der har nægtet teknisk bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag til et lovforslag?

Tak. Justitsministeren.

Det her handler om, om vi skal gå så langt, at vi skal stille et ændringsforslag, som ville kunne afsløre den pågældende person. Det mener vi er et meget, meget principielt skridt, og derfor har vi sagt, at det medvirker vi ikke til.

Tak til justitsministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen fra Venstre.

Jeg er ked af det, men justitsministerens besvarelse her i Folketingssalen i dag er netop eksemplet på, hvad der har været kritisabelt i løbet af udvalgsbehandlingen af det her lovforslag, nemlig at justitsministeren og ministeriet ikke svarer på de spørgsmål, som udvalget stiller. Der blev stillet et ganske legitimt spørgsmål af fru Gitte Lillelund Bech om, om justitsministeren kan nævne et eksempel på, at man nogen sinde før har nægtet et mindretal i Folketinget at stille et ændringsforslag til et lovforslag. Det svarede justitsministeren ikke på. Og jeg bliver nødt til at bede justitsministeren om at svare på det principielle spørgsmål, om justitsministeren ikke mener, at det skal være sådan – særlig i spørgsmål om indfødsret, som er beskrevet i grundlovens § 44 – at et mindretal har mulighed for at stille et ændringsforslag til lovforslaget. Når jeg fra Folketingets talerstol sagde, at justitsministeren undertrykker en legitim demokratisk debat, refererede jeg netop til, at et mindretal ønsker at stille et ændringsforslag, som justitsministeren nægter mindretallet at stille. Jeg vil derfor bede justitsministeren om at redegøre for, om der tidligere er set eksempler på, at man nægter teknisk bistand.

Tak. Justitsministeren.

Svaret er og bliver det samme, og det er, som der står i svaret på spørgsmål nr. 24, at vi selvfølgelig kan bekræfte, at det er teknisk muligt at stille et ændringsforslag, men som svaret jo ganske klart beskriver, agter vi ikke at stille et sådant ændringsforslag, idet det medfører, at den pågældende ved navns nævnelse skal angives i ændringsforslaget, og derved afsløres den pågældendes identitet, og det er derfor uacceptabelt i forhold til den pågældendes retssikkerhed. Det er det, der er svaret, og det er det, der er holdningen.

Derfor handler det her jo også om en anden ting. Det handler jo helt grundlæggende om, om den borgerlige opposition har tillid til efterretningstjenestens arbejde. Det er jo det, det handler om. Sandheden er den, at hele fundamentet for indfødsretsloven og håndteringen af de her sager jo bl.a. hænger meget snævert sammen med, om man har den nødvendige tillid til efterretningstjenestens arbejde. Det har regeringen. Og derfor skal man lade være med at dække sig ind under alt muligt andet i den her sammenhæng.

Jeg mangler stadig væk svar fra Venstre på, om de kan huske, at der nogen sinde er afgivet et betænkningsbidrag, hvor man direkte skriver i betænkningsbidraget, at fordi et flertal i Folketinget vælger at stemme lovforslaget igennem, så pådrager man sig mere eller mindre et medansvar for den pågældende persons eller de pågældende personers fremtidige kriminelle handlinger. Jeg mangler stadig svar på, om man kan genfinde bare ét betænkningsbidrag, hvoraf det her fremgår. Jeg har ikke kunnet det, men jeg har som sagt også kun været medlem af Folketinget i lige godt 10 år.

Tak til justitsministeren. Og hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Men justitsministeren svarer jo ikke på spørgsmålet. I Venstre har vi skrevet et kritisk betænkningsbidrag, fordi justitsministeren nægter teknisk bistand, nægter et mindretal mulighed for at stille et ændringsforslag, at lave et ændringsforslag, som Venstre ville støtte. Og der, hvor det bliver fuldstændig absurd, vil jeg sige til justitsministeren, er, når justitsministeren kommer og påstår, at Venstre ikke har tillid til Politiets Efterretningstjeneste. Vi har netop tillid til Politiets Efterretningstjeneste, og derfor ønsker vi at følge de anbefalinger, som PET kommer med i forhold til personer, der kan vurderes at være til fare for rigets sikkerhed. Vi ønsker ikke, modsat justitsministeren og et flertal i Folketingssalen, at belønne dem med et rødbedefarvet pas. Og jeg bliver nødt til at bede justitsministeren om at forholde sig til det principielle forhold, at justitsministeren undertrykker en legitim demokratisk debat ved at forhindre et mindretal i at stille et ændringsforslag. Nu har vi spurgt tre gange, og jeg vil gerne spørge igen: Kan justitsministeren nævne et eksempel på, at et ministerium har nægtet et mindretal teknisk bistand til at stille et ændringsforslag? Det vil jeg gerne have at justitsministeren svarer på.

Tak. Justitsministeren.

Svaret i denne sag er og bliver det samme, og det fremgår også fuldkommen klart af svaret på spørgsmål nr. 24. Og jeg synes i det hele taget, man skal lade være med at dække sig ind under andet end det, det her handler om. Altså, det handler jo helt grundlæggende om: punkt 1, at vi har et tidligere regeringsbærende parti, som øjensynligt er klar til at bryde Danmarks internationale forpligtelser og konventioner, og punkt 2, at vi har et tidligere regeringsbærende parti, som øjensynligt nu ikke har den tillid, som man må have i de her sager, til, at er der personer, der kan give anledning til nogle problemer, har vi en efterretningstjeneste, der tager sig af dem. Det er grundlæggende de to ting, det handler om, når vi lytter til Venstre.

Jeg må sige om det her betænkningsbidrag, at jeg aldrig har set noget lignende, aldrig. Jeg tror, det har været genstand for en meget, meget grundig diskussion i Venstres folketingsgruppe; det er så tvetydigt og så dobbelttunget, som noget næsten kan være. På den ene side vil Venstres medlemmer af udvalget gerne, som der står, overholde internationale konventioner, men Venstre ønsker samtidig at sætte hensynet ... bla, bla, bla ... over det andet. Det er så tvetydigt, som noget kan være. Og så slutter man af med at kaste det hele over på det flertal af Folketingets medlemmer, som bærer det her igennem på de kendte præmisser og på det grundlag, man altid har forholdt sig til i den her slags lovgivning. Eksempelvis er det sådan, at hvis der er problemer med enkeltpersoner, har vi en efterretningstjeneste, som tager sig af dem. Og derfor er hele grundpræmissen for Venstres tilgang til det her, set med mine briller, stærkt, stærkt beklagelig: Punkt 1, et tidligere regeringsbærende parti, som nu sætter kraftigt spørgsmålstegn ved Danmarks overholdelse af og deltagelse i internationale konventioner, og punkt 2, et tidligere regeringsbærende parti, som øjensynligt sætter spørgsmålstegn ved, om vi har en efterretningstjeneste, der er i stand til at håndtere de her personer. Det synes jeg er stærkt beklageligt.

Hr. Tom Behnke, Det Konservative Folkeparti, for en kort bemærkning.

Det er mest for lige at sige, at ministeren sådan på et tidspunkt nævnte VKO i flæng. Men jeg vil gøre opmærksom på også over for de medlemmer af Folketinget, der måske ikke lige har læst betænkningsbidragene, at der er forskellige betænkningsbidrag, og Det Konservative Folkeparti har af gode grunde skrevet sit eget betænkningsbidrag. Det tror jeg også at ministeren har lagt mærke til, og det er der sådan set en grund til. Så den diskussion vil jeg ikke ind på.

Jeg vil heller ikke ind på den diskussion, der handler om, hvad den tidligere regering har gjort eller ikke gjort. Den tidligere regering prøvede trods alt at gøre noget. Det, der er interessant, og det, som jeg spurgte justitsministeren om, er, hvad vi gør fremadrettet. Jeg er helt enig med regeringen i, at vi ikke kan stille et ændringsforslag på nuværende tidspunkt uden for det første at udstille en person – og det er vi ikke indstillet på fra konservativ side – og for det andet at ødelægge efterretningstjenestens arbejde fuldstændig i fremtiden, og det er vi heller ikke indstillet på. Vi har nemlig stor tillid til efterretningstjenesten, og de skal have lov til at arbejde uden at blive forstyrret. Så den del af det er vi ikke med i.

Men det, der var spørgsmålet til justitsministeren, er, hvad vi gør fremad. Så svarer justitsministeren, at i Norge har de svaret, at hvis der er konflikt mellem en konvention og den nationale lovgivning, går konventionen forud. Men hvad nu, hvis der ikke er en konflikt? Hvis man i Norge ikke betragter det som værende en konflikt, at man udsætter en sag, kan konventionen jo ikke gå forud. Og det er det, der er det centrale i mit spørgsmål: Hvordan skal man tolke konventionen i forhold til muligheden for at udsætte? Det er der ikke kommet svar på endnu, og jeg venter stadig.

Justitsministeren.

Jeg skal starte med over for hr. Tom Behnke at beklage, at jeg kom til at nævne De Konservative i sammenhæng med både Venstre og Dansk Folkeparti. Jeg vil tilmed også rose De Konservative for jo faktisk at sige det samme, som jeg siger, altså, punkt 1, der skal ikke laves noget ændringsforslag, punkt 2, vi har tillid til, at efterretningstjenesten håndterer de her sager. Det er jo godt at få frem, at De Konservative står fast på og vagt om de principper, hvormed vi håndterer de her sager. Det synes jeg er glimrende, for det er jo så bare med til yderligere også på udlændingeområdet at tegne et billede af en splittet opposition.

Jeg er glad for, at De Konservative som et tidligere regeringsbærende parti nu står vagt om de principper, hvormed vi håndterer de her sager. Det synes jeg er godt. Det, jeg synes er overraskende, er, at et parti som Venstre – det undrer mig ikke med Dansk Folkeparti – nu meget, meget klart signalerer, at man er klar til at gå enegang i forhold til internationale konventioner, og at man øjensynlig ikke har den fornødne tillid til, at efterretningstjenesten kan håndtere de her sager. Derfor overrasker det mig, at Venstre skriver, som de gør i deres betænkningsbidrag.

Jeg lægger mærke til, hvad De Konservative skriver. Det fremadrettede, som De Konservative påpeger i deres betænkningsbidrag, er sådan set relativt enkelt, når der ikke er noget dilemma i de her sager. Når konventionen er klar, er grundlaget, hvorpå vi håndterer de her spørgsmål, også klart, og det er, at der som sagt ikke er noget dilemma. Det er også i forhold til det norske eksempel, som jo fremgår af et svar, at her går konventionen også forud for national ret. Regeringen ser ikke noget dilemma, ergo er der intet grundlag for at tage den type af fremadrettede diskussioner.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Det, der er fuldstændig enighed om mellem V, K og O, er, at vi har en fuldstændig urimelig retstilstand. Så er spørgsmålet, hvordan vi gør noget ved den. Der er vi fra Konservatives side meget optaget af at se fremad, for det, det handler om, er at indrette os på fremtiden og finde ud af, hvordan vi undgår den her situation igen i fremtiden. Det er helt uholdbart, at når en person, der har søgt dansk statsborgerskab, af vores efterretningstjeneste får den anbefaling, at ansøgningen skal udsættes, læner man sig bare tilbage og siger: Nej, der er en konvention. Man henviser til, at når der er konflikt mellem national lovgivning og en konvention, går konventionen forud for lovgivningen. Ja, det er vi sådan set enige i. Det er jo ikke det, der er det interessante.

Det, der er det interessante i det her spørgsmål, og som ministeren stadig væk ikke svarer på, er, om et land, der kommer i den her situation – og det kan være Norge, Sverige, Frankrig eller Holland, som vi har spurgt ind til – så betragter det som et problem. Betragter de det, som om der er en konflikt mellem deres lovgivning og konventionen? Det svarer ministeren ikke på i alle de svar, vi har fået. Ministeren slutter bare alle svarene med at sige, at regeringen i øvrigt har den opfattelse, at man skal overholde konventionen.

Ja, det vil vi også fra Konservatives side, men det interessante er, hvordan man fortolker konventionen, og hvis den er så krystalklar – og det tror jeg ikke den er – skal vi jo se fremad og sørge for, at vi bliver enige om, at man har lov til at udsætte en ansøgning, og hvis man ikke kan blive enige om det, at man så samarbejder om, at vi får ændret den her konvention, for retstilstanden er helt uholdbar.

Hvis ministeren ikke vil svare i dag, kommer der til at ske det, at vi fra Konservatives side fremsætter et beslutningsforslag om at pålægge regeringen at arbejde for en international fælles forståelse for, at man selvfølgelig kan varetage et lands sikkerhedsinteresser frem for konventionen. Sådan bør det være. Og hvis ikke det kan lade sig gøre, må vi have ændret den konvention, for den her retstilstand er uholdbar. Vi ønsker fra Konservatives side at overholde konventionerne, men konventionerne skal være rimelige, fornuftige og brugbare, og det er den her tilsyneladende ikke.

Tak, og så er det justitsministeren.

Nu er det jo sådan, at vi jo rent faktisk har svaret på et spørgsmål, spørgsmål nr. 12, og ikke for noget, men spørgsmålet er faktisk stillet af hr. Tom Behnke selv. Der står i næstsidste afsnit i svaret lige nøjagtig det, som hr. Tom Behnke spørger til. Der står følgende :

»Det Kongelige Barne- Ligestillings- og Inkluderingsdepartement har i besvarelsen understreget, at det, såfremt der opstår« – og så kommer det – »en konflikt mellem statsborgerskabslovens § 7, 2. led, og FNs konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed, fremgår af statsborgerskabslovens § 3, at konventionen«, og så kommer det, »går forud for bestemmelsen i statsborgerskabsloven.«

Vi har svaret på det. Vi har svaret på det, at der kan være en konflikt. Det er jo det, som hr. Tom Behnke selv har spurgt til i spørgsmål nr. 12, og det har vi svaret på.

Tak. Vi går til en ny ordfører, og det er hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, og det er for en kort bemærkning.

Jeg synes, at det er utroligt, at Justitsministeriet nægter et medlem af Folketinget hjælp og assistance til at udarbejde et ændringsforslag, sådan at man her i Folketingssalen kan stemme ja eller nej til en lovgivning, som medlemmerne har lyst til. Og jeg synes stadig væk, at justitsministeren mangler at svare på, om det er noget, justitsministeren kan erindre har fundet sted før i Folketinget, for jeg kan nemlig ikke erindre, at det er noget, der før har fundet sted. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om justitsministeren ikke synes, at det er meget betænkeligt, at en konvention dybest set forhindrer medlemmer af Folketinget i at stille forslag, herunder ændringsforslag. Synes justitsministeren ikke, at det er demokratisk betænkeligt?

Tak. Og justitsministeren ønsker ikke ordet, så er det hr. Martin Henriksen for den anden korte bemærkning.

Nu er vi nået til et nyt lavpunkt i Folketinget, hvor magtarrogancen er indtruffet så hurtigt, at jeg ikke kan erindre noget lignende. Det må jeg sige. Justitsministeren er ikke i stand til at svare på spørgsmålet fra Folketingets talerstol. Justitsministeren er ikke i stand til at svare på, om justitsministeren mener, at det er rimeligt, at en konvention forhindrer medlemmer af Folketinget i at stille ændringsforslag. Det er jo en total falliterklæring for justitsministeren. Justitsministeren har jo lagt sig fladt ned. Det er sørgeligt.

Tak. Justitsministeren.

Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne lade hr. Martin Henriksen stille de samme spørgsmål to gange, for jeg tænkte, at uanset hvad jeg svarede, ville han nok gøre det igen. Sandheden er jo også den, at hr. Martin Henriksen og jeg har været i samråd om den her sag.

Vi har diskuteret det tidligere, og som sagt er regeringens opfattelse: punkt 1, at der ikke er noget dilemma, og punkt 2, at hvis der opstår problemer med personer i relation til indfødsret, personer, som efterretningstjenesten anser for at være til fare for rigets sikkerhed, er det klart beskrevet i cirkulæret, hvordan det skal håndteres. Den situation er ikke væsentlig anderledes, på ingen måde overhovedet anderledes, end den måde, som den tidligere regering håndterede de her sager på. Så derfor anser jeg det ikke for at være noget problem. Regeringen mener ikke, at der skulle være et dilemma her. Jeg er godt klar over, at Dansk Folkeparti har et andet syn på Danmarks deltagelse i internationale samarbejder og overholdelse af internationale konventioner. Det er helt fint. Det må man gerne have. Der deler regeringen ikke synspunkterne.

Jeg må sige, at jeg jo ikke synes, at spørgsmålet om konventioner har været nogen hæmsko for debatten. Tværtimod, må man jo fristes til at sige, og derfor synes jeg ikke, at man kan fremstille det, som hr. Martin Henriksen gør, nemlig at debatten om konventionerne sådan nærmest skulle være et hold kæft-bolsje på diskussionen om konsekvenserne af dem. Det mener jeg bestemt ikke at man kan sige. Vi har forskellige holdninger til det, og sådan må det nødvendigvis også være.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Christian Langballe for en kort bemærkning.

Jeg fristes til med Venstre at sige goddag mand økseskaft. Det er en mærkelig bagvendt Erasmus Montanus-logik, når justitsministeren imod PET's anbefaling sætter en person på loven eller anmoder om, at personen bliver sat på loven, og vi så bagefter ikke kan få personen pillet af loven igen. Det er jo Justitsministeriet, der kompromitterer PET ved overhovedet at sætte den person på loven. Jeg synes, at det er en besynderlig argumentation. Vi følger PET's henstilling, og det har vi i øvrigt gjort altid, så jeg forstår det ikke. Men det kan være, at det giver mening oppe i justitsministerens hoved.

Tak. Så er det justitsministeren.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvis hoveder det giver mening i. Jeg kan sige, at det passer meget godt i mit eget syn på, hvordan Danmark skal overholde internationale konventioner, og hvordan vi skal have tillid til, at vi har en efterretningstjeneste, som er i stand til at håndtere sager af den her karakter. Derfor vil jeg sige igen, at regeringen har fuld tillid til, at vi har en efterretningstjeneste, der kan håndtere de her sager. Jeg er i øvrigt tilfreds med det, som hr. Tom Behnke fra De Konservative sagde, altså, at man ikke er enig i, at der skal stilles et ændringsforslag, og at man som regering har tillid til, at vi har en efterretningstjeneste, der håndterer problemer, hvis de måtte opstå, når vi taler om personer, som ønsker at få dansk indfødsret.

Tak. Hr. Christian Langballe for den anden korte bemærkning.

Så må jeg jo imødese – nu kan vi jo se, at der er en person, der kommer på loven til april – at man fra Justitsministeriets side kan henvise til PET og til fortrolighed, hvilket vil sige, at vi overhovedet ikke kan stille ændringsforslag, mens den nuværende regering sidder. Det synes jeg simpelt hen er uholdbart, og jeg synes, at det er en undergravelse af § 44 i grundloven, hvor der står, at det er Folketinget, der tildeler statsborgerskab. Det må jeg altså sige.

Tak. Justitsministeren.

Bare for, at det er kommenteret: Der er intet i det, som vi foretager os her fra Justitsministeriet eller fra justitsministerens side, som er i konflikt med den paragraf i grundloven, som spørgeren hentyder til.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet for en kort bemærkning, er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Det er jo åbenbart for enhver, at regeringen og dens støtteparti består af konventionsfanatikere. Sagen er, at vi i Danmark udelukkende skal følge én konvention, og det er den europæiske menneskerettighedskonvention, for den er indskrevet i dansk lovgivning. Resten er aftaler. De står under grundloven. Grundloven står over. Så vi kan til hver en tid forholde os politisk til konventionerne, netop fordi de er aftaler. Så hvorfor i alverden går regeringen og justitsministeren ind og gemmer sig bag konventioner, når det er grundloven, som vi skal forholde os til? Grundloven står øverst! Det spørgsmål er jo det afgørende, og det vil jeg gerne have et svar på.

Tak. Justitsministeren.

Det fremgår heraf, at det er Folketinget, som giver indfødsret, og så må Folketinget tage stilling til det, og det er det, Folketinget er i gang med nu. Så derfor er den ikke så meget længere. Jeg er ked af det, men det, vi har gang i nu, er faktisk det, der står i grundloven, nemlig at det er Folketinget, som giver indfødsret. Så jeg kan ikke rigtig se, at jeg skulle have noget problem med det.

Tak. Hr. Alex Ahrendtsen for en kort bemærkning.

Jeg har jo lagt mærke til, at justitsministeren gentagne gange har sagt, at regeringen ikke vil bryde internationale konventioner, og at man selvfølgelig vil respektere bla, bla, bla. Sagen er jo, at regeringen gemmer sig bag konventionerne og sætter konventionerne over grundloven, hvor det burde være omvendt. Det viser den her diskussion jo. Og så skal man ikke bare komme og sige, at nu har vi den her diskussion i Folketinget. Justitsministeren har jo sagt, at man til hver en tid vil lade konventioner stå over grundloven. Det kan da ikke være rimeligt over for den danske vælgerbefolkning, at en justitsminister gemmer sig bag konventionerne. Justitsministeren skal stå vagt om grundloven, intet andet, resten er aftaler.

Tak. Inden jeg giver justitsministeren ordet, skal jeg lige bemærke, at bla, bla, bla ikke er et parlamentarisk udtryk i Folketingssalen.

Værsgo til justitsministeren.

Det er rigtigt. Jamen der er ikke så meget andet at tilføje. Hvis Danmark skal træde ud af konventioner, er det en beslutning, der må træffes i Folketinget. Folketinget har tiltrådt den pågældende konvention, og virkeligheden er som sagt den, at det er Folketinget, som giver indfødsret. Det står der, som det også er sagt, og det er det, vi er i gang med nu. Så jeg kan sådan set ikke se, at spørgeren skulle komme i et dilemma, medmindre man selv bringer sig i et dilemma, men det vil jeg kraftigt anbefale man lader være med i de her sager, for der er ikke noget dilemma. Sagen er ganske, ganske klar.

Den sidste på listen er indtil videre hr. Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti, for en kort bemærkning.

Det her er en fortsættelse af hr. Tom Behnkes bemærkninger tidligere. Hr. Tom Behnke har ikke mulighed for at komme med flere korte bemærkninger her, så derfor vil jeg gerne fortsætte hans bemærkninger og spørgerække.

Vi er i Det Konservative Folkeparti på den linje, som ministeren også er: Vi overholder konventioner. Når Danmark har indgået konventioner, bliver de overholdt. Men vi har også lov til at mene, at der er konventioner, som bør ændres, eller hvor vi må sikre os en anden fortolkning af konventionerne, fordi der egentlig er en urimelig retstilstand.

Jeg vil bare spørge ministeren: Er ministeren ikke enig i, at det er en urimelig retstilstand? Vi er enige i, at vi må forholde os til den, som den er, men det er en urimelig retstilstand, at vi altså er tvunget til at give statsborgerskab til en person, som vi vurderer kan være et problem for rigets sikkerhed, og at vi på grund af konventionen ikke engang har mulighed for at udsætte den sag til et senere tidspunkt; vi skal give det statsborgerskab.

Er ministeren ikke enig i, at det er en urimelig retstilstand? Og vil ministeren støtte det beslutningsforslag, som Det Konservative Folkeparti nu vil fremsætte, og som går ud på, at regeringen skal arbejde for at få ændret konventionen eller sikre, at der er en fortolkning, så vi har mulighed for en udsættelse i sådan nogle sager?

Tak. Justitsministeren.

Nu har jeg ikke nogen interesse i at starte en diskussion med min forgænger andet end på et helt, helt oplyst grundlag, og der ved min forgænger ganske udmærket godt, hvordan Danmark forholder sig til konventioner, og det agter regeringen at fortsætte med. Vi ser ikke noget dilemma.

Vi mener fuldstændig ligesom min forgænger på posten, hr. Lars Barfoed, at der her ikke er grundlag for et ændringsforslag. Og vi har den nødvendige tillid til, at vi har en efterretningstjeneste, som er i stand til at håndtere de her spørgsmål. Derfor er der ikke noget dilemma. Vi ser som sagt ikke noget dilemma i den her diskussion.

Tak. Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Det er vi jo enige i. Altså, vi er jo enige om, hvor sagen står nu. Vi er enige i fortolkningen af reglerne, og jeg har for så vidt også forståelse for spørgsmålet om ændringsforslag; den argumentation er fornuftig, synes jeg.

Men det, jeg spørger til, er det fremadrettede, som hr. Tom Behnke startede med at spørge ind til. Selv om der juridisk set ikke er noget dilemma, er ministeren så ikke enig i, at det egentlig er urimeligt, at vi ikke, når en person vurderes som værende til fare for rigets sikkerhed, har mulighed for i det mindste at udsætte sagen, hvis ikke vi kan afvise den. Og hvis det er sådan, at konventionen forhindrer det, er ministeren så indstillet på at følge et konservativt beslutningsforslag, som vi fremsætter, og som går ud på, at regeringen skal arbejde for at få ændret forståelsen af konventionen eller ændret konventionen, så vi i sådan nogle tilfælde fremover har mulighed for at udsætte sagen?

Så vi diskuterer ikke retstilstanden her. Jeg er enig med ministeren i retstilstanden, men retstilstanden er jo kun til, så længe den ikke bliver ændret, og det er jo op til os politikere, når vi bliver opmærksomme på noget, der egentlig er urimeligt, at få det ændret.

Tak. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Regeringen agter ikke at støtte et sådant beslutningsforslag, for vi mener ikke, at der er et dilemma. Vi mener, at konventionen sådan set er meget klar på det her område, og vi har den fornødne tillid til, at er der personer, som kan udgøre en fare for rigets sikkerhed, skal det håndteres, fuldstændig ligesom den tidligere regering har håndteret det, altså hvor man lod efterretningstjenesten tage sig af de her personer.

Tak. Så er det hr. Martin Henriksen.

Jeg tager ordet igen, ikke i håb om at få en debat med justitsministeren, for det er vel at sætte forventningerne højt, men fordi jeg alt andet lige synes, det er rystende, at Folketinget accepterer, at en konvention dybest set forhindrer medlemmer af Folketinget i at stille de ændringsforslag, som medlemmerne af Folketinget har lyst til at stille. Jeg synes, det er rystende, at Folketinget accepterer, at man på den måde er sat ud af spillet. Det er rystende, at man accepterer, at medlemmerne ikke har mulighed for at give deres mening til kende ved at trykke på knapperne i forbindelse med et ændringsforslag, og jeg synes, det er tankevækkende, at justitsministeren ikke klart og tydeligt vil svare på, at han ikke har kendskab til, at det før har fundet sted over for Folketinget, at Justitsministeriet har nægtet at yde teknisk bistand i forbindelse med udarbejdelsen af et ændringsforslag efter anmodning fra et medlem af Folketinget.

Det synes jeg virkelig er rystende, og jeg synes, det er rystende, at det ikke giver anledning til større eftertænksomhed hos justitsministeren, men at justitsministeren bare konkluderer, at alt er fuldstændig inden for rammerne, at alt er helt i orden, og at der ingen problemer er i det, når en konvention dybest set forhindrer medlemmer af Folketinget i at stille de ændringsforslag, som medlemmerne af Folketinget ønsker at stille. Det er da en grundlæggende udemokratisk holdning at have, når man sidder i Folketinget. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Det er jo en holdning, som ligger helt uden for rammerne af, hvad det normalt er, vi tilkendegiver af synspunkter i Folketinget.

Som minister har man da et ansvar for at værne om grundloven. Det er grundloven, der sikrer, at det er Folketinget, der tildeler indfødsret, men samtidig har vi en konvention, der forhindrer, at folketingsmedlemmer er i stand til at udøve det hverv, som de dybest set er blevet pålagt i grundloven, og justitsministeren sidder bare der og smiler lidt, let overbærende, og udviser den form for arrogance, som ministerens korte tid som minister har vist ham nok er det bedste og det, han er god til.

Tak, og der kommer flere i anden runde.

Værsgo, justitsministeren.

Det er jo en talerstol, hvor ordet er frit, vi har her, og det har jeg det helt fint med, men når man ligefrem beskylder undertegnede for at udtrykke og udvise arrogance i forhold til den grundige behandling, det her lovforslag allerede har gennemgået, så synes jeg måske, det er noget, jeg ikke vil have siddende på mig, og derfor tager jeg selvfølgelig også ordet. Vi har svaret på alle de spørgsmål, der er, og vi har givet udvalget en service, der er helt i orden i forhold til de spørgsmål og de forhold, der i øvrigt ellers kunne være blevet rejst, og derfor deler jeg simpelt hen ikke opfattelsen i hr. Martin Henriksens spørgsmål og hans kritik; det giver selvfølgelig sig selv.

Det giver anledning til en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Man må jo bare forstå det sådan, at det er regeringens og justitsministerens opfattelse, at det er helt, helt i orden, at en konvention forhindrer medlemmer af Folketinget i at stille de ændringsforslag, som medlemmer af Folketinget ønsker at stille. Jeg synes, det er så rystende, at man som justitsminister ikke er i stand til at se, at der måske bare var et lillebitte problem. Sådan er det.

Vi går til den næste ordfører i rækken. Der er ikke ønske om svar fra justitsministeren. Hr. Karsten Lauritzen har ordet som ordfører – undskyld, en kort bemærkning.

Vi er enige med hr. Martin Henriksen i ganske meget af det, der bliver sagt, men det er jo justitsministeren, der bestemmer, om der skal stilles ændringsforslag til det her lovforslag i dag, og det er justitsministeren, der frarøver mindretallet den demokratiske mulighed for at stille et ændringsforslag og vise, at det ikke ønsker at tildele en person, som kan være til fare for rigets sikkerhed, statsborgerskab.

Derfor bliver jeg nødt til, når der nu er mulighed for det og justitsministeren tager ordet igen, at spørge justitsministeren og så håbe på, at vi denne gang – og det er vel tiende eller tolvte gang – kan få et svar på, om justitsministeren ikke mener, at det er et principielt problem, når en minister og et ministerium nægter teknisk bistand. Er det ikke et demokratisk problem, når ministeren nægter et mindretal teknisk bistand til at stille et ændringsforslag?

Tak. Justitsministeren.

I den pågældende sag har vi, som det også har været nævnt før, svaret helt ærligt, som det jo er, på spørgsmål nr. 24, at vi ikke vil stille et sådant ændringsforslag, fordi det vil betyde, at den pågældende med navns nævnelse skal angives i forslaget, og det vil afsløre den pågældendes identitet og derfor være uacceptabelt i forhold til den pågældendes retssikkerhed. Det er det, der er svaret, og det er derfor, jeg ikke agter at stille et ændringsforslag til lovforslaget.

Tak. Så er det hr. Karsten Lauritzen som ordfører i anden omgang. Værsgo.

Jeg synes, at man med rette kan se nærmere på justitsministerens argumentation og i øvrigt på det lovforslag, som Tinget behandler her i dag. Der er faktisk stillet et ændringsforslag af justitsministeren om at tage to personer af, to personer, som man identificerer. De to personer er taget af lovforslaget, fordi de ikke opfylder vandelskravet. Det vil sige, at noget er ændret, så nogle af de krav, som var gældende, da man satte personerne på lovforslaget, ikke er opfyldt. Det kan være, de har gæld til det offentlige, det kan være, de har begået kriminalitet eller andet. Så justitsministeren er jo selv i dag i Folketingssalen med til at pege på to personer, som med navns nævnelse bliver taget af lovforslaget. Derfor er det mærkeligt, dybt, dybt mærkeligt og dybt, dybt udemokratisk, at justitsministeren ikke vil yde teknisk bistand. Hvis vi skal forstå det, der står i regeringsgrundlaget om ordentlig lovkvalitet og et bredt samarbejde i Folketingssalen, er det da dybt mærkværdigt, at man ikke ønsker at yde teknisk bistand til et mindretal om at stille et ændringsforslag, som man har gjort tidligere, og som justitsministeren i øvrigt selv har stillet. Justitsministerens argumentation holder ikke vand, den holder ikke en meter.

Jeg må anmode om, at justitsministeren genovervejer, hvorvidt man ønsker at bryde den demokratiske tradition, der har været, for, at man yder teknisk bistand til et mindretal. Og jeg håber da, at der, mens vi har lovforlaget tilbage i udvalget mellem anden og tredje behandling, som Venstre har ønsket, er mulighed for fortsat at stille et ændringsforslag og yde teknisk bistand til det. Det er meget, meget mærkværdigt, at man ikke ønsker at yde mindretallet den beskyttelse, som hidtil har været gældende i Folketingssalen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Så er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1 og 2, tiltrådt af et flertal?

De er vedtaget.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.