Tak for det.
Da vores ordfører på sagen ikke kan være til stede i salen, har jeg lovet at læse følgende op:
Vi er rigtig glade for lovforslaget, som er en opfølgning på satsaftalen, og også fordi vi som udgangspunkt hele tiden har været glade for Barnets Reform, i hvert fald for de intentioner, der har ligget bag reformen, om, at vi generelt skal tage bedre hånd om vores mest udsatte børn og unge.
Det er nogle af de grundtemaer, der er i reformen, altså en tidlig indsats og kvalitet i indsatsen.
Derfor er det også vigtigt og nødvendigt, at de intentioner, der var med Barnets Reform, også opfyldes i praksis, og hvis der er utilsigtede konsekvenser som følge af reformen, skal vi selvfølgelig rette op på dem og sikre, at børn og unges rettigheder opfyldes, og at kvaliteten i indsatsen er god nok.
Det er baggrunden for lovforslaget.
Med lovforslaget sikrer vi børnenes rettigheder i praksis ved at give de 12-14-årige partsstatus, så de kan indbringe deres sager for domstolene.
På den måde er disse børn og unge ikke længere afhængige af deres forældre, når det gælder muligheden for en domstolsprøvelse.
I disse ofte meget svære sager har børnene jo langtfra altid de samme interesser som forældrene, og det er derfor et vigtigt og nødvendigt tiltag, at også unge under 15 år fremover kan klage til Ankestyrelsen eller Det Sociale Nævn, hvis ikke de mener, deres sag er afgjort korrekt.
Ved Barnets Reform var der endvidere fokus på efterværn til unge.
Overgangen fra barnelivet til voksenlivet kan være særlig svær for anbragte unge, der ofte er mere sårbare end andre unge.
I den forbindelse sikrede vi en klar lovhjemmel om unges adgang til at klage over efterværnsafgørelser, der træffes, inden den unge fylder 18 år.
Med reformen skete der utilsigtet det, at afgørelsen om efterværn, inden den unge fylder 18 år, blev uklar, og det rettes der op på.
Lovforslaget retter desuden op på andre uklarheder i forhold til tildeling af gratis advokatbistand, når Ankestyrelsen tager sager op af egen drift.
Som en del af Barnets Reform blev der lagt vægt på børns ret til samvær, først og fremmest så det blev sikret, at der skulle tages udgangspunkt i børns ret til samvær og ikke forældrenes.
Derudover blev det tilføjet, at børn havde ret til samvær med deres netværk, altså søskende, bedsteforældre eller andre nære personer i barnets liv.
Lovforslaget præciserer, at børn har ret til samvær med deres netværk, og kommunerne skal understøtte dette i de tilfælde, hvor det er til barnets bedste.
Et andet vigtigt tema i Barnets Reform var plejefamilierne og ikke mindst uddannelse og supervision af dem.
Med reformen fik plejefamilierne ret og pligt til minimum 2 dages efteruddannelse samt supervision efter behov i overensstemmelse med plejeopgavernes omfang.
I den forbindelse blev handle- og betalingsforpligtelsen for uddannelse og supervision placeret hos den godkendende kommune.
Desværre kan vi se, at alt for mange plejefamilier ikke modtager den efteruddannelse og supervision, de har ret til og ikke mindst behov for, og det er selvfølgelig et problem, der nu skal rettes op på.
Det har vist sig at være uhensigtsmæssigt, at den godkendende kommune står med ansvaret alene.
Den godkendende kommune har ikke altid indgående kendskab til de børn, der anbringes i familien, og det kan derfor være vanskeligt for kommunen at vurdere, hvilke behov for opkvalificering plejefamilien har.
Med dagens lovforslag foreslås det at flytte handle- og betalingsforpligtelsen for plejefamiliernes efteruddannelse og supervision tilbage fra den godkendende kommune til den anbringende kommune.
Det giver langt bedre mening, for det er den anbringende kommune, der har forpligtelsen til at sikre efteruddannelsen og supervision, fordi det er den kommune, der kender barnet og dermed ved, hvilke behov barnet har, og hvilke opgaver plejefamilien skal kunne løfte.
Alt i alt retter lovforslaget op på nogle uhensigtsmæssigheder som følge af Barnets Reform, og frem for alt sikrer det, at intentionerne bag Barnets Reform, nemlig at sikre børns retsstilling, sikre retten til samvær og sikre bedre uddannelse af plejefamilier, også gennemføres i praksis.
Dette lovforslag underbygger med andre ord det vigtigste, nemlig at vi tager bedre hånd om de mest udsatte børn og unge, at vi giver dem en bedre chance og bedre vilkår.
På den baggrund kan Socialdemokraterne støtte det fremsatte lovforslag.
Jeg skal hilse fra SF's ordfører, der heller ikke kan være til stede i salen i dag, og sige, at SF også støtter forslaget.