Tak for det.
I dag tredjebehandler og vedtager Folketinget en lempelse af familiesammenføringsreglerne.
Det beklager vi dybt i Dansk Folkeparti, da det kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for Danmark og for kommende generationer.
Den socialistiske regering vedtager formentlig om et kort øjeblik sammen med Enhedslisten og lidt overraskende Liberal Alliance, at pointsystemet, herunder beskæftigelseskrav, sprogkrav og uddannelseskrav bortfalder, og samtidig med dette lemper man tilknytningskravet samt den økonomiske garantistillelse.
Det vil naturligvis medføre, at indvandringen via familiesammenføringsreglerne vil stige, og på sigt vil en lempeligere udlændingepolitik ligeledes medføre stigende offentlige udgifter.
Det ved vi, og derfor kan det undre, at regeringen, Enhedslisten og ikke mindst Liberal Alliance i en tid med økonomisk krise insisterer på at gennemføre en lempeligere udlændingepolitik.
Jeg synes, at Liberal Alliance er utroværdige i forhold til den økonomiske politik og i forhold til udlændingepolitikken.
Denne regerings udlændingepolitik vil føre til stigende offentlige udgifter, og det har den konsekvens, at andre områder inden for velfærdssamfundet f.eks.
sundhedsvæsenet, folkeskolen eller ældreplejen må holde for.
I Dansk Folkeparti anerkender vi naturligvis, at der under visse forudsætninger skal være mulighed for at blive familiesammenført til Danmark.
Vi ønsker, at alle udlændinge, uanset hvor de kommer fra, skal være i stand til at forsørge sig selv, og vi ønsker at belønne de udlændinge, som er selvforsørgende, og som enten arbejder eller har taget en uddannelse.
Det ønsker Dansk Folkeparti, og det er det, som et flertal i Folketinget med en vedtagelse af dette forslag gør op med.
Derfor kan Dansk Folkeparti da heller ikke støtte lovforslaget, og jeg håber, at det kommende folketingsvalg vil give Dansk Folkeparti de nødvendige mandater til, uanset hvilken regering der måtte sidde, at presse resten af Folketinget til igen at føre en stram udlændingepolitik, i dette tilfælde hvad angår familiesammenføringsdelen.
Jeg opfordrer Folketingets medlemmer til at stemme nej til lovforslaget, og jeg opfordrer regeringen til at føre den stramme udlændingepolitik, som de både før og efter valget har sagt at de vil føre.