Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 104:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. (Ny balance i reglerne om ægtefællesammenføring, gebyr, fravigelse af persondatalovens § 7, stk. 8, i visse sager i forbindelse med overgang til elektronisk sagsbehandling, repræsentationsaftaler i medfør af visumkodeksen m.v.).

Af justitsministeren (Morten Bødskov).

(Fremsættelse 02.03.2012).

Jeg åbner forhandlingen om et øjeblik, når de medlemmer, der gerne vil tale sammen, er på vej ud af salen. Må jeg bede om lidt mere ro.

Så er forhandlingen åbnet, og det er fru Inger Støjberg som ordfører for Venstre.

Den nuværende statsminister sagde tilbage i december 2010, og det er et citat: Det er nok nu, vi har en tilstrækkelig stram udlændingelovgivning, der skal være ro om reglerne fra nu af.

Det løfte kom hun hurtigt væk fra, for nu er der nemlig lagt op til en række massive lempelser i udlændingepolitikken. Der er lagt op til en lempelse af tilknytningskravet, en lempelse af 28-års-reglen og en lempelse af bankgarantien. Sidst, men ikke mindst afskaffer regeringen pointsystemet og indvandringsprøven, og dermed afskaffer regeringen en fleksibel ordning, der sikrer Danmark en kvalificeret tilstrømning af udlændinge. Flere beregninger har vist, at indvandrere, der kommer fra de mindre udviklede lande, svækker de offentlige finanser.

Senest har DREAM's beregninger for CEPOS vist, at udlændinge, der kommer fra de mindre udviklede lande, i 2010-tal kostede knap 16 mia. kr. I kontrast hertil bidrog de indvandrere, der kom fra de mere udviklede lande, i 2010 med 4,7 mia. kr. til de offentlige finanser. Tendensen til at få familiesammenført en ægtefælle er også større blandt de indvandrere og deres efterkommere, der kommer fra de mindre udviklede lande, i forhold til de indvandrere og deres efterkommere, der kommer fra de mere udviklede lande.

Det kan derfor være uforståeligt, hvordan regeringen kan afskaffe nogle regler, som sikrer en kvalificeret tilgang af udlændinge. Regeringen afskaffer pointsystemet og indvandringsprøven og nedsætter kravet til danskkunskaber på A1-niveau, som betyder, at folk med meget ringe læsefærdigheder også kan bestå. Der var derfor, da vi fra Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis side i sin tid sikrede en fornuftig indvandring via pointsystemet, ikke tale om snobberi, men om, at der blev stillet faste, fair og fornuftige krav til udlændinge. Der var tale om, at der blev stillet krav til nogle kvalifikationer, som vi skal bruge i det danske samfund.

Vi justerede jo, da vi havde regeringsansvaret, løbende indvandringspolitikken. Da vi kom til i 2001, var det de familiesammenførte og flygtningene, der dominerede blandt de indvandrere, der kom til Danmark. Det fik vi vendt, så der i dag er tale om, at det er en helt anden type indvandrere. De, der kommer til Danmark, kommer især hertil for at arbejde og for at studere, dette selv om den samlede indvandring fra de mindre udviklede lande i dag ligger på samme niveau, som den gjorde ved årtusindskiftet. Man kan altså kort sagt sige, at vi fik vendt indvandringen til Danmark på en måde, så det var de kvalificerede indvandrere, der kom hertil, frem for at det var indvandrere, der kom hertil for at blive familiesammenført.

Man kan så også undre sig over, at Socialdemokraterne og SF jo tilbage i 2010 selv fremlagde et pointsystem, som man nu løber fra, men nok om det. Regeringen ønsker, som den siger, en udlændingepolitik, der er robust, men retfærdig, det på trods af at de nuværende regler er fleksible, således at mennesker jo har mulighed for at kvalificere sig til at få adgang til Danmark. Det vil sige, at den 23-årige sygeplejerske fra Australien, der ønsker at komme til Danmark, vil have en mulighed for at blive familiesammenført. Det ændrer regeringen nu på: Under de nye regler vil den 23-årige sygeplejerske fra Australien ikke kunne blive familiesammenført. Til gengæld vil dette ikke være noget problem for den 24-årige ufaglærte somaliske mand.

Mit spørgsmål er så bare: Hvordan kan man sige, at det er noget, der er robust, men retfærdigt? Det har jeg meget svært ved at se. Bag regeringens retorik om, at det skal være robust, men retfærdigt, gemmer der sig nok snarere en meget simpel logik, nemlig den, at der i regeringspartierne er dyb, dyb splid, og at man så har et støtteparti, der presser på. Der bliver presset på for yderligere lempelser, og jeg forventer derfor også, at det næste, vi kommer til at se, vil være, at man fjerner 24-års-reglen, og at reglerne om tålt ophold så afskaffes. Det kan vi jo i øvrigt også se i dagens aviser. Det nuværende lovforslag om lempelser er således kun begyndelsen.

Med disse ord kan jeg sige, at vi fra Venstres side ikke støtter lovforslaget.

Hr. Nadeem Farooq for en kort bemærkning.

Venstres ordfører nævner, at indvandrere og deres efterkommere fra ikkevestlige lande ifølge CEPOS koster 16 mia. kr. om året. Hvorfor bruger Venstres ordfører disse tal, når de er behæftet med så mange statistiske problemer, at de ikke er det papir værd, de er skrevet på?

Ordføreren.

Jeg kan jo høre, at ordføreren ikke er enig i disse tal, men det skulle da undre mig meget, hvis ikke ordføreren er enig i konklusionen, nemlig at de indvandrere, der kommer hertil på de her betingelser, som jeg nævnte, er indvandrere, der ikke bidrager til det danske samfund i særlig høj grad. Vi sikrede jo netop derimod en indvandrerpolitik i vores tid i regering, som sikrede, at de indvandrere, der kom til Danmark, hovedsagelig kom her for at arbejde og for at studere – nemlig indvandrere, der så ville bidrage til det danske samfund.

Jeg mener jo sådan set, det må være i alles interesse, at den indvandring, der sker til Danmark, også er en positiv indvandring forstået på den måde, at det er mennesker, der ønsker at bidrage, mennesker, der vil bidrage til det danske samfund. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl, og det kan være, at Det Radikale Venstre er af en helt anden opfattelse.

Hr. Nadeem Farooq.

En ting er opfattelse, noget andet er – og det kan vi jo så have forskellige holdninger til – at vi jo burde kunne diskutere ud fra fakta. Altså, når det regnestykke er blevet skilt ad af f.eks. en økonom som Michael Rosholm, forstår jeg ikke, at ordføreren bruger uvederhæftige tal. Synes ordføreren ikke, at Venstre har et problem, når ordføreren faktisk står og taler mod bedre vidende fra Folketingets talerstol?

Ordføreren.

Jeg kan berolige ordføreren med, at Venstre ikke har et problem. Det er tværtimod sådan, at jeg ville synes, det var et meget, meget stort problem, hvis man – og det er jo det, der er lagt op til nu – begyndte at vende udviklingen, med hensyn til hvilke indvandrere der kommer til Danmark, så det i fremtiden bliver sådan, at de indvandrere, der kommer til Danmark, ikke kommer til at bidrage til det danske samfund i særlig høj grad. Vi fik jo netop derimod vendt udviklingen, så de indvandrere, der kom til Danmark, kom her for at arbejde og studere og ikke for at blive familiesammenført. Det synes jeg er en fast og fair og god udlændingepolitik.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, det var en interessant diskussion, der var her mellem Det Radikale Venstre og Venstre, så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ikke fru Inger Støjberg kan bekræfte det, jeg nu vil læse op fra det lovforslag, som vi behandler her i dag. Der står på side 31 under de økonomiske konsekvenser – og jeg citerer: »Ændringen af reglerne for ægtefællesammenføring m.v. skønnes at medføre afledte merudgifter på integrationsområdet på op til 33,4 mio. kr. i 2012, op til 88,4 mio. kr. i 2013, op til 141,8 mio. kr. i 2014 og op til 166,0 mio. kr. årligt i 2015 og frem.«

Ordføreren.

Det kan jeg garantere jeg kan forsikre og bekræfte hr. Martin Henriksen i. Det viser jo i virkeligheden det meget store problem, som vi står over for, nemlig at regeringen nu vil ændre indvandringen til Danmark på en måde, så det ikke længere er indvandrere, der bidrager til det danske samfund, der kommer hertil. Man sætter derimod nærmest en ære i, at de indvandrere, der kommer til Danmark, ikke skal bidrage til det danske samfund. Det synes jeg er synd og skam. Vi skal være et åbent samfund, men vi skal også være et samfund, der tør at stille krav til de mennesker, der kommer til Danmark, og vi skal være et samfund, der understøtter, at de mennesker, der kommer til Danmark, også kommer her med kvalifikationer – vel at mærke når man kommer her som familiesammenført. I det ligger der jo faktisk også helt principielt, at når man flytter hertil på den måde, er det jo, fordi man ønsker at blive en del af det danske samfund. Og man kan der bare sige, at de regler, som regeringen har lagt på bordet nu, ikke understøtter det.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Jacob Bjerregaard som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Regeringen ønsker at skabe en ny balance i dansk udlændingepolitik. Vi ønsker en udlændingepolitik, der er robust, retfærdig og pålidelig. Derfor skal vi have helt klare regler, så udlændinge, der ønsker at være en del af Danmark, ved, hvilke krav der stilles til dem. Derfor er jeg glad for, at Folketinget i dag fremlægger et lovforslag, der skal udmønte løftet i regeringsgrundlaget om at ophæve pointsystemet for ægtefællefamiliesammenføring og tilbageføre 24-års-reglen til den form, som den havde, før VKO indførte pointsystemet i sommer.

Forslaget indebærer desuden, at vi tilbagefører tilknytningskravet, således at ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skal være større end deres tilknytning til et andet land. I forbindelse med hvem der kan undtages fra tilknytningskravet, ønsker regeringen også at ændre 28-års-reglen til en 26-års-regel. Regeringen ønsker at stille rimelige økonomiske krav, og derfor foreslår vi, at den økonomiske sikkerhedsstillelse i forbindelse med ægtefællefamiliesammenføring nedsættes fra 100.000 kr. til 50.000 kr., ligesom vi helt ønsker at fjerne gebyrerne på familiesammenføringsområdet. Regeringen ønsker også at fastholde motivationen til at lære dansk, og derfor indfører vi en trinmodel, hvor sikkerhedsstillelsen nedsættes, i takt med at den ægtefællesammenførte højner sit danskniveau. Det mener vi skal bidrage til, at den enkelte gør en aktiv indsats for at blive en velintegreret borger i Danmark.

Endelig ønsker regeringen at afskaffe indvandringsprøven, fordi vi mener, at den kun afspejler den enkeltes kundskaber og sproglige evner, før opholdstilladelsen gives. Når denne regering fjerner pointsystemet, er det grundlæggende, fordi vi mener, at det ikke bidrager til at fremme integrationen. Pointsystemet er ganske enkelt et udtryk for det, vi kalder uddannelsessnobberi, og det er et udtryk for, at nogle mennesker er mere værd end andre. Det mener vi ikke er rimeligt, og derfor gør vi op med det. Det er ikke det mest prangende cv, der skal afgøre, hvem der kan blive integreret i Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at vi i Socialdemokratiet går ind for en stram udlændingepolitik, men vores idé om en stram udlændingepolitik er ikke lig med stramninger i øst og vest flere gange årligt. Socialdemokratiet mener, at det er altafgørende at fremsætte regler, der er holdbare. Udlændingelovgivningen skal ikke være en valuta, som det har været tilfældet de sidste 10 år, hvor man har kunnet forlange den ene stramning efter den anden for at indgå forlig eller stemme for regeringens politik. Udlændingelovgivningen skal bruges til at fremme integrationen, derfor skal udlændinge mødes med rimelige, gennemskuelige og nødvendige krav. Vi tør påtage os ansvaret for integrationen, og vores løsning er ikke at indføre flere stramninger, der skaber usikkerhed om opholdsgrundlaget for mange mennesker, men at turde stille rimelige krav, der bidrager til det, det handler om, nemlig integrationen.

På den baggrund kan Socialdemokratiet støtte forslaget.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger, først hr. Martin Henriksen.

Tak. Det er jo tankevækkende, at hr. Jacob Bjerregaard i sin ordførertale siger, at Socialdemokratiet går ind for en stram udlændingepolitik, og så står og roser et lovforslag, der lemper udlændingepolitikken. Det lyder ikke særlig stramt i mine ører i hvert fald, det hænger ikke rigtig sammen, synes jeg.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det her med danskkundskaber, for hr. Jacob Bjerregaard sagde, at det var vigtigt, at man havde gode danskkundskaber. Det er jeg sådan set enig i, og det er Dansk Folkeparti enig i, men hvordan kan det så være, at Socialdemokratiet bakker op om et lovforslag, der fjerner kravet om, at man deltager i et danskkursus i forbindelse med tilknytningskravet?

Ordføreren.

Jamen i Socialdemokratiet støtter vi forslaget om, at man skal lære dansk, og at man skal bestå en danskprøve for at kunne blive familiesammenført, og det er også det, der ligger i vores lovgivning.

Så vil jeg bare sige til det første spørgsmål, hr. Martin Henriksen kom med, at den tidligere statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, jo pralede med en stram og god lovgivning før juni 2011, hvor man, kan vi sige, lavede pointsystemet og på den måde overrulede sin hidtidige udlændingepolitik. Vi vender jo i store træk tilbage til det, og det synes jeg stadig væk var og er en stram udlændingepolitik.

Hr. Martin Henriksen.

Man lemper jo længere tid tilbage end pointsystemet. Altså, indvandringsprøven eksisterede f.eks. før pointsystemet. Gebyr på det at søge om familiesammenføring eksisterede også før pointsystemet, så man lemper altså på en række områder. 28-års-reglen ændrer man til en 26-års-regel, der går man også endnu længere tilbage. Så man ændrer og lemper mere end det, som man giver udtryk for, og det synes jeg er ærgerligt og problematisk.

Jeg fik i øvrigt ikke svar på – og det kan hr. Jacob Bjerregaard så svare på nu i anden omgang – hvorfor man fjerner kravet om deltagelse i et danskkursus for at kunne leve op til tilknytningskravet, hvis det er, man synes, det her med danskkundskaber er så vigtigt. Det kunne jeg godt tænke mig få et klart svar på.

Så kunne jeg også godt tænke mig at vide: Hvad sker der, hvis man ikke består de danskprøver, som regeringen og Socialdemokratiet agter at indføre? For det står i bemærkningerne til lovforslaget, at hvis man ikke består danskprøverne, aktualiseres spørgsmålet om, hvorvidt opholdstilladelsen skal inddrages. Hvad betyder det? Altså, bliver den inddraget eller ikke inddraget?

Ordføreren.

Jamen man skal sådan set for at kunne blive familiesammenført deltage i de her danskkurser, og man skal også bestå en mundtlig prøve. Sådan er det.

Må jeg så ikke sige til hr. Martin Henriksen, at det, vi gør her, jo er, at vi gør lidt op med tankegangen om, at det er meget fint at have en eller anden lang uddannelse og på den baggrund have et cv, der er prangende, hvorimod man med en lavere uddannelse ikke med det nuværende system har en jordisk mulighed for at komme ind i Danmark. Vi gør rent faktisk op med den tankegang, fordi vi mener, at f.eks. en håndværksmæssig uddannelse kan være præcis lige så god som en ph.d. fra et fint universitet. Det synes vi er vigtigt at holde fast i.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er nogle rigtig fine ting, ordføreren for Socialdemokraterne siger om uddannelsessnobberi, og jeg og Enhedslisten er meget enige i, at det pointsystem, som vi heldigvis afskaffer i dag, i meget høj grad bar præg af uddannelsessnobberi.

Men Dansk Flygtningehjælp og i øvrigt en række andre organisationer anslår i deres høringssvar, at mellem en tredjedel og to tredjedele af dem, der ikke kan læse og skrive, der ikke kender det latinske alfabet, og som ikke taler andre sprog end modersmålet, ikke vil kunne nå at bestå en danskprøve på A1-niveau inden for den tidsramme, som regeringen lægger op til. De siger simpelt hen, at den danskprøve, man lægger op til fra regeringens side, jo faktisk i den grad er udtryk for uddannelsessnobberi, fordi dem, der kommer med boglige uddannelser fra andre lande, vil have langt bedre mulighed for at kunne bestå efter det her halve år, hvorimod dem, der kommer uden en længere boglig uddannelse, måske oven i købet som analfabeter, vil have meget, meget svært ved at bestå den prøve. Betragter ordføreren det ikke som udtryk for uddannelsessnobberi, at man altså laver en sorteringsmekanisme, som i den grad giver bedre muligheder til dem, der kommer med en uddannelse, end til dem, der ikke kommer med en uddannelse?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet.

Det er vigtigt for at kunne blive en integreret borger i Danmark, at man kan lære dansk, og at man kan begå sig. Derfor mener vi også, at det er nogle rette og rimelige krav, vi kommer til at stille, i forhold til at man bliver forpligtet på at følge de her kurser, og at man bliver forpligtet på at bestå den her danskprøve, som man jo så kan gå op til igen, hvis det er, man ikke klarer den første gang. Det må vi så indrette systemet efter, sådan at man får mulighed for at få det udbytte, der skal til for at bestå den her danskprøve. Det helt afgørende for Socialdemokratiet, at man lærer dansk, når man skal bo og være borger i Danmark.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes også, det er meget vigtigt, at man lærer dansk, det er helt afgørende for muligheden for integration i det danske samfund, at man kan sproget. Problemet er bare, at der altså er en række fagfolk, som siger, at det for en gruppe borgere, der ikke har nogen uddannelse med sig i forvejen – og sådan nogle kan man jo også forelske sig i – simpelt hen ikke vil være muligt at leve op til de her danskkrav, som regeringen lægger op til med det her lovforslag. Så er det bare, jeg spørger: Er det uddannelsessnobberi, som den nuværende regering med rette har kritiseret den tidligere regering for, ikke det samme, som gør sig gældende, når der laves en danskprøve efter X antal måneder, godt nok med mulighed for at gå op igen, hvis man dumper, men altså med den konsekvens, at man kan blive smidt ud, hvis ikke man så består i anden omgang? Er det ikke også uddannelsessnobberi? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvis nu det viser sig, at den her prøve ikke rigtig fungerer, altså at det her uddannelsessnobberi, som man nok godt kan sige der er tale om også i den her forbindelse, ikke går, vil man så fra Socialdemokraternes side genoverveje det her prøvesystem?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, der er tale om uddannelsessnobberi her. Det syntes jeg i den grad der var før, for der blev der simpelt hen gjort meget stor forskel på, hvilken uddannelsesbaggrund man havde, og hvilken erhvervsmæssig baggrund man havde, og det var ud fra nogle kriterier, hvor jeg syntes at nogle universiteter f.eks. blev gjort meget finere end andre. Det syntes jeg var det, vi kalder uddannelsessnobberi. Jeg synes ikke, det er uddannelsessnobberi, at man skal lære dansk, og at man skal forpligtes på at være en aktiv borger her i landet. Det kan man altså kun, hvis man kan det danske sprog, og det vil jeg faktisk ikke kalde for uddannelsessnobberi. Tværtimod vil jeg sige, at det er et integrationsmæssigt sigte, vi har her.

Så spørger fru Johanne Schmidt-Nielsen, om vi vil genoverveje det, hvis det er, det viser sig, at der er mange uhensigtsmæssigheder i det. Vores udgangspunkt er, at det lovforslag, vi har fremsat, hænger sammen, og at man har ½ år til at lære dansk. Jeg har også selv læst nogle høringssvar, og jeg ved godt, at der er nogle, der er bekymrede over det. Selvfølgelig skal man altid lytte til bekymringer, men vi synes, det er vigtigt at holde fast i en lovgivning, hvor man rent faktisk bliver forpligtet på at lære dansk, og hvor man får den tid, der bør være rigelig til, at man kan lære dansk.

Fru Inger Støjberg for en kort bemærkning.

Jeg har fuld forståelse for, at det her er en meget svær situation for ordføreren. Ordføreren siger det sådan set også meget klart, i og med at han siger, at Socialdemokratiet går ind for en robust og retfærdig udlændingepolitik. Nu er et jo, hvad Socialdemokratiet går ind for, og noget andet, hvad støttepartiet og resten af regeringen går ind for.

Jeg er helt med på, at ordføreren er i en meget, meget klemt situation, og det kunne man jo også høre på fru Johanne Schmidt-Nielsens indlæg her. Men man kunne også høre på svaret fra ordføreren, at det er en meget, meget svær balancegang. For da hr. Martin Henriksen spurgte, om man blev sendt ud af landet, eller om man fik inddraget sin opholdstilladelse, hvis ikke man bestod danskprøven, var svaret, at det gjorde man måske nok. Da så fru Johanne Schmidt-Nielsen spurgte, var svaret: Nej, nej, der er flere forsøg.

Nu må ordføreren beslutte sig, for det er jo ikke, ligesom når man diskuterer internt i regeringen og med støttepartiet, at man bare kan lave et kompromis. Nu er det lovgivning, nu fanger bordet. Hvilket svar vil ordføreren give? Var det rigtige svar det, som fru Johanne Schmidt-Nielsen fik, eller var det det, som hr. Martin Henriksen fik?

Ordføreren.

Fru Inger Støjberg hører mange ting, det er jeg glad for. Jeg skal da med glæde erkende, at Socialdemokratiet har en opfattelse, og at andre partier har en anden opfattelse, ligesom Venstre og Dansk Folkeparti – det har jeg fået bekræftet gennem de sidste måneder her i salen – også har forskellige opfattelser af, hvordan verden ser ud.

Det her er et udtryk for en rigtig fornuftig udlændingepolitik på midten af dansk politik, som jeg er rigtig glad for. Jeg hører jo også meget gerne fru Inger Støjberg måske sige lidt senere, at hun faktisk gerne vil bakke op om den. Det vil jo glæde mig rigtig meget, hun skal være hjertelig velkommen.

Jeg gav nøjagtig det samme svar til hr. Martin Henriksen og fru Johanne Schmidt-Nielsen, nemlig at man skal bestå den her prøve, og hvis man skulle være så uheldig, at man ikke er klar til den efter 6 måneder, får man en ny chance.

Fru Inger Støjberg.

Så det vil sige, at ordføreren nu holder fast i, at hvis ikke man består anden gang, bliver opholdstilladelsen inddraget. Det synes jeg er godt at få på plads. Det er jo det ene.

Det andet, der er godt at få på plads, er selvfølgelig, at ordføreren nu også her i dag åbent erkender, at der vil komme flere lempelser, for det er jo det, der bliver sagt. Når man presser lidt fra støttepartiets side, altså fra Enhedslistens side, eller fra Det Radikale Venstres side eller fra SF's side, ja, så er man også villig til at lade sig modellere. Det er jo sådan set også det, vi kan se på forsiden af Berlingske i dag, hvor det så godt nok ikke lige præcis er familiesammenføringer, det handler om; der handler det om tålt ophold. Nu har vi sådan set bare fået det på plads. Så om ikke andet er der da kommet det ud af debatten, at vi fra borgerligt hold har fået bekræftet, at der kommer flere lempelser.

Ordføreren.

Det har regeringen ikke nogen aktuelle planer om. Men fru Inger Støjberg hører jo ting, som hun må tolke. Diskussionen om tålt ophold synes jeg jo handler om noget fuldstændig andet, men det er der heller ingen aktuelle planer om.

Det her er en ganske fornuftig lovgivning, og jeg vil sige, at Socialdemokratiet bakker fuldt og helt op om den. Det er ikke noget, vi er blevet presset til. Det er faktisk et rigtig, rigtig godt og robust stykke politik, der nu ligger på udlændingeområdet, som vi kan bakke fuldt op om, og som er på midten af dansk politik. Det er vi stolte af, og vi glæder os til, at fru Inger Støjberg kvitterer for den nye gode udlændingelovgivning, hvor vi ikke længere har uddannelsessnobberi med i bagagen.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg synes nu nok, at hr. Jacob Bjerregaard lyder lidt som en presset mand, når han forsøger at balancere mellem et DF-synspunkt på den ene side og et Enhedslisten-synspunkt på den anden side. Det kræver trods alt en vis indsigt i, hvordan politik og taktik skal udføres, må jeg sige. Sådan er det.

Lad mig indledningsvis slå fast – for det er der ikke nogen grund til der skal herske nogen tvivl om – at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder kan støtte lovforslaget. Regeringen vil med dette forslag lempe udlændingepolitikken og dermed på sigt svække den sociale og kulturelle sammenhængskraft i samfundet. Regeringen vil påstå, at der ikke er den store forskel på den gamle politik og den nye politik, men det passer ikke. Der er forskel. Og det vil helt naturligt medføre en stigning i indvandringen til Danmark. Der er den afgørende forskel, at Dansk Folkeparti tør sige tingene, som de er, og at vi ikke har noget imod at stille de krav, der skal stilles, for at holde sammen på landet.

I dag belønner lovgivningen den familie og den udlænding, som vælger ikke at bosætte sig i et ghettoområde. Den belønning og det betydningsfulde signal bortfalder med lovforslaget. De nuværende regler belønner den udlænding, som forinden ankomsten til Danmark kan dokumentere selvforsørgelse i sit eget land, og hvorfor egentlig det? Jo, det er ud fra den logiske og simple tankegang, at hvis man er i stand til at forsørge sig selv, inden man kommer hertil, så taler det jo for, at man også kan forsørge sig selv i Danmark. Og det giver jo gode eller i hvert fald bedre muligheder for en vellykket integration, og den tankegang gør regeringen op med.

Ligeledes belønner den nuværende lovgivning den, der har uddannelse bag sig, eller den, der har gode sprogkundskaber. Vi opstiller det ikke som et ekskluderende krav, at man absolut skal have en uddannelse for at blive familiesammenført til Danmark. Vi opstiller det heller ikke som et ufravigeligt krav, at man bosætter sig uden for et ghettoområde. Men vi betragter det som noget positivt, noget, som vi gerne vil belønne via lovgivningen. Og jo flere positive træk, man har bag sig, jo tættere kommer man på en opholdstilladelse, og det modsatte gør sig så gældende, hvis man har flere negative træk bag sig. Det skammer vi os ikke over, tværtimod.

I Dansk Folkeparti er vi stolte over at turde sige, at beskæftigelse, det at have et arbejde, faglært som ufaglært, er positivt, ligesom uddannelse og sprogkundskaber tæller med som noget positivt, hvis man som udlænding ønsker at leve sit liv i Danmark. Det, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti blev enige om, var på ingen måde urimeligt. Kravene og lovgivningen var og er stadig væk set i lyset af de store integrationsproblemer yderst velafbalancerede.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det er sund fornuft at stille krav om deltagelse i et danskkursus i forbindelse med tilknytningskravet. Det krav bortfalder også. Indvandringsprøven, som stiller krav til den enkeltes danskkundskaber, og som derudover indeholder en prøve om danske samfundsforhold, bortfalder med dette lovforslag. Nu skal der åbenbart ikke længere være en prøve om det land, som den enkelte udlænding søger om lov til at bo i. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Hvad er der dog i vejen med det? Det er i øvrigt også uklart, hvor mange spørgsmål og opgaver man fremover skal bestå for at kunne få opholdstilladelse. Det fremgår heller ikke klart, hvilke konsekvenser der præcist er, såfremt en udlænding ikke består de pågældende prøver, hvis indhold indtil videre er hemmeligt. Som jeg læser lovforslaget, skal man næsten være uheldig for at blive nægtet fortsat ophold i landet, hvis man dumper, og det holder jo ikke. Regeringen burde mere tydeligt redegøre for konsekvenserne af den lovgivning, man her lægger frem. Jeg tror, og det fremgår jo også af bemærkningerne til lovforslaget, at vi vil se en stigning i den del af indvandringen, der kommer til landet som led i en familiesammenføring. Lempelserne vil påføre skatteborgerne store årlige millionregninger, og det fremgår også af lovforslagets bemærkninger.

Den såkaldte robuste og retfærdige udlændingepolitik vil svække den nationale sammenhængskraft. Der er ikke meget retfærdighed over for det danske folk. Det kulturelle fællesskab vil med disse og regeringens øvrige initiativer blive sat under pres og vil blive unødigt udfordret på grund af de rødes ulidelige leflen for de politisk korrekte holdninger. Det lyder så fint alt sammen, pakket ind i velforberedte taler og skrevet af embedsmændene og toprådgiverne, og der er pæne overskrifter, men det ændrer ikke ved, at det bliver de næste mange generationer, som kommer til at betale prisen økonomisk, socialt og kulturelt for denne regerings udlændingepolitik.

Dansk Folkeparti kan derfor ikke støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Zenia Stampe som radikal ordfører.

Som radikal er det en særlig stor fornøjelse at stå på talerstolen i dag. For i dag indleder vi opgøret med det, som om noget har stået som symbolet – vi vil nok kalde det for skamstøtten – for VKO's udlændingepolitik, nemlig pointsystemet for familiesammenføringer.

Det er ingen hemmelighed, at vi i Det Radikale Venstre mente, at grænsen var nået, længe før VKO introducerede pointsystemet. Men for mange andre var det netop pointsystemet, der fik bægeret til at flyde over. Her blev det tydeligt, at udlændingestramningerne havde nået et absurd niveau, hvor de ikke kun ramte de få, men faktisk havde udviklet sig til en generel og helt absurd krænkelse af almindelige danskeres ret til familieliv.

Vi kan stille krav til danskere, der ønsker at få familiesammenføring med en udenlandsk ægtefælle. Vi kan f.eks. kræve, at de kan forsørge sig selv, og at de har en passende bolig. Men grænsen er nået, når vi begynder at blande os i, hvem man forelsker sig i, hvem man vil gifte sig med, hvem man vil leve med i Danmark. Her har staten og politikerne absolut intet at gøre. Kærligheden tilhører borgerne og ikke staten; sådan er det. Vi kan ikke begynde at sondre mellem veluddannede og uuddannede ægtefæller. Vi kan ikke sondre mellem de ægtefæller, der har forfædre i Amerika, og dem, der har forfædre i Anatolien. Vi kan ikke sondre mellem ægtefæller, der taler fransk, og ægtefæller, der taler thailandsk. Staten kan ikke diskriminere, altså gøre forskel på borgere på basis af den slags kriterier. Det er regimer, som vi normalt ikke sammenligner os med, der gør den slags. Staten kan heller ikke bruge retten til familieliv, som en lille godbid og belønning til dem, der har appetitlige ressourcer og kompetencer.

Det her lovforslag handler for os at se ikke om udlændingepolitik. Det handler om danske statsborgeres rettigheder. Det handler om en af deres mest fundamentale rettigheder, nemlig retten til et familieliv. Radikale Venstre støtter derfor lovforslaget.

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Det lyder jo næsten på fru Zenia Stampe, som om der slet ikke skal være nogen regler, der regulerer adgangen til at få familiesammenføring i Danmark, for enhver regulering og begrænsning er i strid med fundamentale menneskerettigheder – sådan forstår jeg det – og så er det lige meget med den danske befolkning, som bliver udsat for diverse forfærdeligheder, fordi vi har haft en indvandring, som man ikke har kunnet kontrollere, hvor der f.eks. er en højere kriminalitet blandt visse grupper. Det skal der bare ses bort fra.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det for Det Radikale Venstre bare er første skridt, og om man vil lempe endnu mere end det, man her har lagt op til.

Ordføreren.

Hr. Martin Henriksen kender jo udmærket det politiske spil. Jeg tror også, at hr. Martin Henriksen kender det at gå på kompromis og ikke få alt det, man ønsker. Det er jo klart, at det her for os er et kompromis. 24-års-reglen er ikke vokset i vores baghave, men vi har accepteret den, fordi der ikke er et flertal bag vores politik, og vi vil ikke stille ultimative krav. Derfor synes vi, at det her er et skridt i den rigtige retning. Det er et kompromis, vi kan leve med. Det er sådan set et kompromis, som vi er stolte af, fordi det er første gang i 10 år, at vi netop går i den rigtige retning, og hvor det ikke bare er stramninger som en skrue uden ende.

Hr. Martin Henriksen.

Det tager jeg som en bekræftelse af, at Det Radikale Venstre internt i regeringen arbejder på at lempe udlændingepolitikken yderligere. Det håber vi selvfølgelig ikke de får det store held med.

I forhold til nogle af de misforståelser, der har været omkring pointsystemet i den gældende lovgivning, hører vi jo tit og ofte, og det sagde fru Zenia Stampe også, så vidt jeg hørte, at det er uddannelsessnobberi. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at der faktisk er mulighed for i pointsystemet, at man ikke nødvendigvis skal have en uddannelse, inden man kan komme til Danmark, men at man i det mindste skal kunne vise, at man er selvforsørgende i sit hjemland og i beskæftigelse, og hvis man derudover vil bosætte sig uden for et ghettoområder – altså faktisk via sine handlinger viser, at man ikke ønsker at leve i parallelsamfund, når man kommer til Danmark – kan man faktisk godt opnå det, der skal til for at blive familiesammenført til Danmark, hvis man ellers lever op til 24-års-reglen osv.?

Kan ordføreren derfor ikke bekræfte, at det er forkert, når hun siger, at det er uddannelsessnobberi, fordi man faktisk godt kan finde vej til Danmark med pointsystemet uden at have en uddannelse? Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Et faktum er, at der er nogle danske statsborgere, som aldrig nogen sinde vil have mulighed for at få deres ægtefælle til Danmark under det gamle pointsystem. Jeg er ligeglad med, om man kalder det snobberi eller ej. Det er ikke for mig sådan en gradsforskel. For mig handler det om en fuldstændig basal og grundlæggende ret for danske statsborgere til at få deres ægtefælle herop, lige meget hvor de bosætter sig, lige meget hvilken uddannelse ægtefællen har, lige meget hvor gammel ægtefællen er, men altså er over 24 år, og lige meget hvilket sprog ægtefællen taler.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Det er, fordi ordførerens kollega, hr. Nadeem Farooq, sagde, at den her CEPOS-undersøgelse ikke var det papir værd, den var skrevet på. Det vil jeg ikke gå ind i. Jeg vil dog lige understrege, at der har jo været andre ude at problematisere det faktum, at indvandringen til Danmark er en ganske og har historisk set været en ganske bekosteligt affære, og det vil jeg bare gerne bede ordføreren bekræfte. De økonomiske vismænd skrev i 2005, at et skift i indvandrernes og efterkommernes gennemsnitlige økonomiske karakteristika, så de svarer til gennemsnittet for personer af dansk oprindelse, reducerer den offentlige sektors langsigtede finansieringsproblem med 80 pct. Det er bare lige for at slå helt fast, at De Radikale, som jo er et parti, der også lytter til økonomer, er helt klar over, at indvandringen i Danmark har kostet rigtig, rigtig meget og er et problem i forhold til den langsigtede strukturelle udfordring, som Danmark har.

Ordføreren.

De økonomiske konsekvenser er jo også et resultat af den integration, der finder sted i samfundet, men for os er det fuldstændig afgørende at sondre mellem to ting her. Det er fint nok, når vi snakker om udenlandsk arbejdskraft, at gøre op, om det er en god forretning eller ej. Men det er ikke i orden, når vi snakker retten til familieliv, når vi snakker om din og min eller vores børns ret til at få deres ægtefælle til Danmark. Så er det ikke en økonomisk betragtning. Så er det sådan set en fundamental menneskeret, og den gør vi ikke op i kroner og øre. Hvis man endelig skal gøre det, må udfordringen ikke være at sige ja eller nej, men at sørge for, at det bliver en overskudsforretning, hvis det skulle være en underskudsforretning. Jeg tror i øvrigt godt, at vi kan løfte den opgave, hvis vi modtager vores udlændinge med en lillebitte smule mere imødekommenhed og optimisme, end vi gør i dag. Det synes jeg sådan set også der er rigtig gode ansatser til i det her lovforslag, bl.a. tiltagene omkring danskundervisning.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det er jo meget fint at tale om, at vi skal være positive, og at vi skal have en positiv indgang til integration osv., men de hårde tal og de historiske fakta siger entydigt, at indvandringen i Danmark har været en katastrofe set fra et økonomisk synspunkt. Og man er jo nødt til at gøre de her ting op i tal, fordi når vi f.eks. skal lave en efterlønsreform, som skal møde de udfordringer, vi har på den lange bane, når vi skal lave dagpengereform, når vi skal have alle de reformer, som er helt nødvendige, og som vi skulle i gang med alligevel, hænger det jo også sammen med, at vi har haft en indvandring til Danmark, som i den grad har udfordret vores økonomi. Det har jo betydning for hver eneste dansker, man ser ude på gaden i dag, at den indvandring, vi har haft i Danmark, er en meget stor belastning for dansk økonomi. Det vil jeg bare lige være helt sikker på at Det Radikale Venstre også er klar over. Så kan man sige, at økonomi ikke betyder noget osv. og det ikke er vigtigt, men det er det jo. Det betyder jo noget for alle danskere.

Ordføreren.

Jeg tror måske, at forskellen på Radikale Venstre og Liberal Alliance er, at selv om vi er meget optaget af økonomi, gør vi ikke alt op i økonomi. Vi synes, at der er ting, som er mindst lige så hårde og faktuelle som tal, nemlig rettigheder. Det her er en krænkelse af en fuldstændig fundamental ret for os at se, nemlig retten til familieliv, og den er altså vigtigere for os end hårde tal. Men det her er jo heller ikke noget, som ruinerer Danmark og ødelægger Danmarks fremtid. Det her er noget, vi har råd til. Men jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at vi da skal sørge for at gøre det her til en overskudsforretning, og den bedste integration, man sådan set kan få, er jo den, der finder sted i familien. Så det er en vej, vi må gå, nemlig at sørge for det bedste, vi kan få ud af de danske statsborgere, der vælger at gifte sig med en udlænding, få den udenlandske ægtefælle hertil og i øvrigt lægge deres egen arbejdsindsats her i stedet for at tage til udlandet og lægge den der. For det er jo en anden del af regnskabet, nemlig, ønsker vi at bevare de her danske statsborgere i Danmark, eller ønsker vi, at de skal tage til London eller USA, hvor de synes der er et lidt mere imødekommende klima i forhold til dem og deres ægtefæller? For det tror jeg også betyder noget på bundlinjen.

Fru Inger Støjberg for en kort bemærkning.

Nu bruger ordføreren jo rigtig mange kræfter på at nævne ordet rettighed og på at beskrive, hvilken ret man har til at blive familiesammenført, fordi kærlighed ingen grænser kender, og den slags. Kan ordføreren sætte sig ind i en situation, hvor man f.eks. som 23-årig sygeplejerske fra Australien kan synes, at det klinger en lillebitte smule hult med alle de her rettigheder, og at kærlighed ingen grænser kender, når den 23-årige sygeplejerske fra Australien jo før – altså med de regler, som vi indførte – godt kunne komme til Danmark, men ikke kan det med de regler, som den nye regering vil indføre?

Ordføreren.

Ja, det kan jeg da godt, men det syntes hun vel også var underligt for 3 år siden, da man under den daværende regering havde 24-års-reglen – det er da klart. Men det, der undrer mig ved den her argumentation, og som jeg er stødt på flere gange i den her debat, er, at det ligger fru Inger Støjberg så meget på sinde med de her 23-årige, for hvis det ligger ordføreren og Venstre så meget på sinde, synes jeg, at man skulle gå ind i en forhandling i forhold til dem under 24 år og deres vilkår for familiesammenføring. Jeg tror godt, ordføreren ved, at det ville vi da synes var spændende, men så vidt jeg har forstået, er det egentlig ikke det, spørgsmålet går ud på. Det er sådan set ikke, fordi man ønsker at komme den 23-årige til undsætning, det er, fordi man ønsker at fange mig på det forkerte ben.

Fru Inger Støjberg.

Altså, jeg forsøger ikke at fange nogen på det forkerte ben, men jeg kan godt love ordføreren, at det ikke er en spænding, der vil blive udløst, for vi står jo netop bag pointsystemet.

Men når mit spørgsmål lyder, som det lyder, er det, fordi man jo næsten ikke kan få armene ned i begejstring over rettigheder, og at kærlighed ingen grænser kender, og at nu bliver der virkelig åbnet for slusen, og nu kan folk komme til Danmark og blive familiesammenført, bare ikke lige, hvis det er den der 23-årige faglærte fra Australien – det kunne være en sygeplejerske eller en tømrer eller så meget andet – for der er Det Radikale Venstre jo i virkeligheden inde nu og sætte en bremse i. Det er da et ret principielt spørgsmål. Det er jo ikke et spørgsmål om at prøve at fange nogen på det forkerte ben, det er da et fuldstændig principielt spørgsmål.

Betyder det så også – det kunne være spørgsmål nr. 2 – at 24-års-reglen burde stå for fald, hvis det stod til Det Radikale Venstre?

Ordføreren.

Jamen hvis det ligger Venstre så meget på sinde, kan jeg egentlig ikke forstå, hvorfor man ikke søger en forhandling om vilkårene for de 23-årige. Det kan jeg sådan set ikke forstå.

Det er rigtigt, at jeg har valgt at leve med 24-års-reglen. Vi er ikke begejstrede for 24-års-reglen, og det har vi aldrig været, men vi synes, den er til at leve med, når alternativet er et pointsystem, hvor nogle mennesker aldrig vil få muligheden. Den 23-årige kan trods alt vente sig til en familiesammenføring, men den, der ikke har en god uddannelse, og som måske ikke taler nogle fine fremmedsprog, kan ikke vente sig til en opholdstilladelse. Det kan den 23-årige, og derfor kan jeg leve med det. Men jeg synes, hvis det ligger Venstre så meget på sinde at forbedre vilkårene for dem under 24 år, at det kunne være meget interessant at se Venstre gå ind i en forhandling med regeringen om netop det spørgsmål.

Så er det hr. Peter Juel Jensen.

Tak. Jeg sad faktisk sådan og blev lidt opstemt over den der fine snak om rettigheder, familiens rettigheder osv.

Jeg kan forstå, at ordføreren lægger meget vægt på, at man som familie har nogle rettigheder osv. Hvilke pligter følger med sådan nogle rettigheder? Hvis man nu bliver familiesammenført, hvad er det så for nogle pligter, man har, hvis man skal have de rettigheder? For ret og pligt siger regeringen går hånd i hånd. Hvad er det så for nogle pligter, man kan stille krav om til sådan en familiesammenført?

Ordføreren.

Jamen det fremgår ganske tydeligt af lovforslaget. Der er stadig væk et krav om, at man skal være selvforsørgende. Der er et krav om, at man skal tilegne sig dansk. Der er et krav om, at man skal stille en garanti. Der er et krav om, at man skal have en passende bolig. Så det er jo ikke rigtigt, at vi bare åbner for sluserne og siger: Kom alle sammen og hæv lige kontanthjælp i samme omgang.

Vi stiller krav. Men det er krav, som er realistiske, som alle har en realistisk mulighed for at kunne opfylde, men som netop også betyder, at de ægtefæller, man får til Danmark, ikke kommer til at ligge samfundet til last. Det er deres danske ægtefælle, der har sagt: Jeg påtager mig ansvaret, jeg påtager mig byrden med min ægtefælle.

Det synes vi er sådan noget, man netop skal tage ansvar for at klare inden for familien. Det er også derfor, vi stiller den slags krav til familien, for det er klart, at det ikke kun er en byrde, der skal bæres af samfundet, det er også en byrde, det skal bæres af ægtefællen.

Hr. Peter Juel Jensen.

Jamen så klinger det med alle de rettigheder, rettigheden til at forelske sig i, hvem søren man nu vil, rettigheden til at organisere sit familieliv, som man nu lyster, bare hult.

For hvis man nu har en familie, som siger, at de vælger at lade den ene ægtefælle gå hjemme, samfundet skal ikke tvinge vedkommende ud og lære dansk eller være på arbejdsmarkedet osv., er det jo ikke reelt ikke nogen pligt, man har. Så er det rettighederne, der kommer til at styre det. Så hele den der meget fri holdning med, at man skal kunne forelske sig i, hvem søren man nu gerne vil forelske sig i, og at man skal kunne organisere sin familie, som det nu passer ind i krammet, er bare en gang hul snak. Det var det ene.

Det andet, jeg vil, er så at stille dette spørgsmål: Hvordan ser ordføreren det her blive gennemtvunget, således at rettigheder og pligter går hånd i hånd? Skal man til at sende folk ud igen, efter at man har familiesammenført dem, hvis de vælger ikke at opfylde deres pligter, men har fået deres rettigheder? Hvordan skal det håndhæves?

Ordføreren.

Jamen det er egentlig et spørgsmål, der undrer mig, for jeg tror sådan set ikke, at håndhævelsen kommer til at afvige så forfærdelig meget fra den håndhævelse, der har været tidligere, hvad angår de krav. For de krav, vi stiller, er jo langt hen ad vejen en spejling af krav, som den tidligere regering også stillede.

Tak til ordføreren. Så går vi til den næste ordfører, fru Meta Fuglsang, der taler på vegne af Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Det glæder mig usigeligt, at vi i dag tager fat på at afskaffe et af de stærke symboler på en udlændingelovgivning, der kammede helt over, og indfører relevante, fair og ordentlige krav til mennesker, som ønsker at få deres ægtefælle til Danmark fra udlandet. Men sejren er jo ikke alene symbolsk, for med dette lovforslag får vi afskaffet et system, som har straffet nogle af de mennesker, som bidrager massivt til det danske samfund, og som knokler for at få integrationen til at lykkes.

Jeg har det sådan set rigtig godt med, at vi stiller krav til vore medmennesker og har forventninger til hinanden. Men her har vi om noget haft eksempler på, at det ikke er alle krav, der er lige fornuftige at stille. I SF mener vi, at gode og retfærdige krav er en måde at vise hinanden en grundlæggende anerkendelse og respekt på, og den kurs får regeringen nu Danmark ind på.

Formålet er at skabe et system, som forbereder folk på livet i Danmark, hvis de skal bo her sammen med deres ægtefælle, og som sikrer, at de mennesker, som vælger at bo i Danmark, også er indstillet på at arbejde for, at integrationen kan lykkes. Det er ikke mindst kendskab til det danske sprog, der er vigtigt. Personer i Danmark skal have mulighed for at få deres udenlandske ægtefælle til Danmark, men ikke uden at vi stiller rimelige og relevante krav. Her handler det først og fremmest om viljen til at indgå i samfundet.

VKO's system belønnede danskere, som fandt en ægtefælle med en uddannelse fra eliteuniversiteter og arbejdsfelter, hvor der mangler arbejdskraft i Danmark. Men vi havde også dengang en lovgivning til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, så den sammenblanding var underlig fra starten af.

Din ret til at leve i Danmark med din mand eller din kone bør selvfølgelig ikke afgøres af, hvad vi lige for tiden mangler på det danske arbejdsmarked, og som derfor optræder på en positivliste. Ud over selve det diskriminerende i pointsystemet får vi også rullet en lang række unødige barrierer i form af formålsløse krav væk. Vi får sat beløbet for sikkerhedsstillelsen ned til et rimeligt niveau. Det har aldrig været klart, hvorfor det skulle stige, da der mig bekendt aldrig har været behov for at trække hele beløbet. Det var en socialt skæv forringelse, som den tidligere regering stod bag. Det var en forringelse, som ramte mange hårdtarbejdende mennesker, som ønskede at komme til Danmark og yde en indsats.

I dag tager vi fat på at afskaffe et pointsystem, efter hvilket ægtefællesammenføring fortrinsvis er for velhavende danskere, som finder veluddannede ægtefæller i udlandet. Vi genindfører nu en fair balance i udlændingelovgivningen. Det glæder mig usigeligt, at vi får Danmarks udlændingepolitik tilbage på det rette spor. SF støtter selvfølgelig og med stor glæde lovforslaget, som det ligger her.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg skal bare forstå, hvordan det kan være, at Socialistisk Folkeparti synes, det er urimeligt at stille krav om, at en udlænding, der ønsker at komme for at bo og leve i Danmark, har været i beskæftigelse i sit hjemland, inden vedkommende kommer til Danmark. Det var noget af det, der bl.a. lå i pointsystemet. Det var en af de måder, man kunne opnå point på. Hvorfor er det urimeligt at stille det som et krav blandt flere? Det forstår jeg simpelt hen ikke, for hvis man har været i beskæftigelse i sit hjemland, taler det jo for, at man også kan komme i beskæftigelse, når man kommer til Danmark. Er den logik fuldstændig fremmed for fru Meta Fuglsang?

Ordføreren.

Det, der har været det væsentlige her, har jo været at fremme et system, der indebærer, at det væsentligste er viljen til at lære dansk og indgå i det danske samfund, og det handler også om at stille sig til rådighed på arbejdsmarkedet og for uddannelse og på den måde indgå på lige vilkår med andre i det danske samfund. Det har været det væsentligste for os.

Det, der har været urimeligt ved det pointsystem, som vi nu afskaffer, er, at man på forhånd har nogle formodninger om, hvem der nok kan integreres, hvilke uddannelser vi tror egner sig til det danske arbejdsmarked, og det er den urimelighed, som vi gerne vil sætte en streg over og i stedet sige, at det, der er formålet her, er at støtte integrationen og viljen til at indgå i det danske samfund.

Martin Henriksen.

Jamen fru Meta Fuglsang svarer jo ikke på mit spørgsmål, ligesom hr. Jacob Bjerregaard, den socialdemokratiske ordfører, heller ikke svarede på mit spørgsmål. Det synes jeg da er ærgerligt. For det forhindrer jo, at man kan få en nogenlunde ordentlig diskussion ud af det. Så jeg vil bare igen spørge: Hvorfor er det urimeligt, at man stiller det som et krav blandt flere, at man skal have været i beskæftigelse i sit hjemland? Hvorfor er det urimeligt? Argumentationen er igen, at sandsynligheden for, at man er i stand til at komme i arbejde, når man kommer til Danmark, alt andet lige er højere, end hvis man eksempelvis har været arbejdsløs de sidste 5 år i sit hjemland. Altså, kan ordføreren ikke se den logiske sammenhæng? Det var den ene ting.

Den anden ting er, at når nu ordføreren siger, at det er vigtigt, at udlændinge, der kommer til Danmark, lærer dansk, hvorfor afskaffer man så kravet om at deltage i et danskkursus i forbindelse med tilknytningskravet?

Ordføreren.

Jamen hr. Martin Henriksen har jo netop peget på, at det kan være svært at give det præcise svar, for ordføreren siger, at det er et ud af flere krav. Det urimelige ved pointsystemet var, at man skulle samle point på nogle bestemte områder. Hvis man piller ting enkeltvist ud og siger, at folk skal have arbejdsmarkedserfaring fra det land, de kommer fra, vil det på forhånd afskære dem, som ikke har en arbejdsmarkedstilknytning der, hvor de kommer fra, selv om de, når de kommer til Danmark, lærer dansk og er villige til at indgå i arbejdsmarkedet.

Derfor pointerer jeg meget pædagogisk, synes jeg selv, at det, der er vigtigt, er, at man har viljen til blive integreret i det danske samfund, når man kommer hertil. Vi skal ikke være bagudskuende og kigge på, hvad der skete på det tidspunkt, da man var i oprindelseslandet. Det er sådan set det, der er pointen i det her. I lovforslaget om danskundervisningen ligger der også det, at folk selvfølgelig skal lære dansk, når de kommer til Danmark. Der er stillet nogle forventninger i lovgivningen om det. Der er et krav om, at man skal lære dansk for at opretholde den opholdstilladelse, man får. Derfor er det jo helt naturligt, at man gør det på den måde.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til fru Johanne Schmidt-Nielsen, der er ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, at det er endda meget glædeligt, at familiesammenføringsreglerne for første gang i rigtig lang tid bliver forbedret, det vil sige, at det bliver lettere for folk at finde sig en mand eller en kone i udlandet og at få lov til at få ham eller hende med til Danmark, så de to kan leve sammen her i landet. Det er et af de lovforslag, der gør det synligt, at der er forskel på den nye regering og så den højrefløjsregering, der sammen med Dansk Folkeparti har haft magten de sidste 10 år.

Med det her lovforslag vil flere danske borgere simpelt hen få råd til at søge om familiesammenføring, fordi de absurd høje gebyrer, der i øjeblikket er på 8.000 kr., bliver afskaffet. Forslaget vil også betyde, at flere vil få familiesammenføring. Pointsystemet, indvandringsprøven afskaffes, kravene til de familiesammenførtes danskindlæring gøres mindre urimelige, tilknytningskravet blødes lidt op, 28-års-reglen bliver til en 26-års-regel, og så er der den her økonomiske sikkerhedsstillelse, som i dag er over 100.000 kr., der kommer ned, siger jeg i gåseøjne, på omkring 50.000 kr. Det er alt sammen skridt i den rigtige retning, og jeg vil komme med nogle korte kommentarer til de enkelte dele af lovforslaget.

Som sagt bliver VKO's pointsystem med det her lovforslag afskaffet. I Enhedslisten har vi fra starten af været fuldstændig grundlæggende imod den tankegang, der ligger bag pointsystemet. Vi synes, at det grundlæggende er usympatisk, at danske borgere, der forelsker sig i en akademiker fra et eliteuniversitet, skal have bedre mulighed for at få sin mand eller kone med til Danmark, end hvis han eller hun havde forelsket sig i en tømrer eller i en pædagog. Vi synes, at det er meget, meget sympatisk, at man får gjort op med den praksis.

Til gengæld vil den nye regering jo så opretholde 24-års-regel og tilknytningskrav. Det er vi dybt uenige i i Enhedslisten. Altså, vi vil fortsat arbejde for, at de her alt for stramme regler bliver afskaffet, for vi mener faktisk, at det er en grundlæggende ret eller bør være en grundlæggende ret for borgere i et moderne demokratisk samfund, at de kan finde sig kærester i andre lande, som de kan få lov til at bo sammen med her i Danmark.

Med hensyn til tilknytningskravet, som regeringen jo som sagt desværre også vælger at holde fast i, noterer vi os selvfølgelig, at der jo trods alt er en lille forbedring, i form af at 28-års-reglen bliver ændret til en 26-års-regel. Altså, hvis man har haft dansk statsborgerskab i 26 år eller har opholdt sig lovligt her i landet i 26 år, så behøver man ikke at leve op til tilknytningskravet. Man kan sige, at det er et åbent spørgsmål, hvor mange mennesker det reelt hjælper, og hvad enten vi siger 28 år eller 26 år, mener vi i Enhedslisten, at det er langt over den årrække, som man med rimelighed kan sige at der skal til, før en person har slået rødder, kan man sige, i Danmark. Så længe tilknytningskravet eksisterer, vil jeg så sige, vil vi selvfølgelig fra Enhedslistens side arbejde på at få det her antal år reduceret.

Lovforslaget afskaffer også indvandringsprøven, som jo blev vedtaget i 2007, sat i kraft i 2010 og yderligere skærpet i 2011, uden at den seneste skærpelse altså er nået at træde i kraft endnu. Vi støtter fuldt og fast den her afskaffelse af indvandringsprøven. Tankegangen om eller ideen om, at man skulle til prøve, inden man overhovedet havde fået opholdstilladelse i Danmark, er helt urimelig. Jeg forsøgte i øvrigt flere gange at få den tidligere regering til at svare på rimeligheden i, at hvis man f.eks. som dansk borger forelskede sig i en argentiner, så skulle personen til indvandringsprøve, men hvis man forelskede sig i en japaner, så skulle han eller hun ikke til indvandringsprøve. Det fik jeg desværre aldrig nogen sinde et klart svar på. Jeg prøvede mange gange, men uden succes. Det er selvfølgelig positivt, at den bliver afskaffet.

I stedet indfører regeringen så en danskprøve, som jo skal være bestået inden for et vist antal måneder. Jeg vil sige, at vi i Enhedslisten mener, at det er helt afgørende, at man lærer dansk, og det er, uanset om man kommer som direktør fra USA og skal lede en stor virksomhed i Danmark, eller om man kommer som tømrer fra Somalia. Det er fuldstændig afgørende for integrationen i det danske samfund, at man kan tale sproget. Alligevel synes vi, at man skal lytte til de problemer, der rejses i flere høringssvar, nemlig at den her proces omkring danskprøven er for forhastet. Man kan ikke nå at lære dansk så hurtigt. I hvert fald er der mange, der ikke vil kunne nå det. Det vigtigste i den forbindelse er nok, at det vil være meget forskelligt, om man har mulighed for at lære dansk så hurtigt. Hvis man kommer fra et område, hvor sproget ligner det danske, man er fortrolig med det latinske alfabet, man har en videregående boglig uddannelse, så bliver det nok ikke svært. Hvis omvendt de her forudsætninger ikke er til stede, kan det blive rigtig svært at bestå den her danskprøve inden for den periode, som regeringen har afsat.

Som jeg også kom ind på i mine spørgsmål til Socialdemokraternes ordfører, synes jeg måske, at det klinger lidt hult, at man taler om uddannelsessnobberi i forhold til den borgerlige regerings pointsystem, men ikke anerkender, at der faktisk er tale om det samme i forhold til den her danskprøve.

Der er mange andre ting, jeg kunne kommentere, hvis ikke der var en formand ved siden af mig, der stod og kiggede og sagde, at jeg skulle blive færdig.

Alt i alt vil jeg sige, at jeg synes, at der er nogle rigtig gode elementer, hvor man går i den rigtige retning, men jeg synes også, at der er store problemer. Det sidste, jeg vil nævne, er med hensyn til den økonomiske sikkerhedsstillelse: Hvor er det dejligt, at vi går fra 100.000 kr. til 50.000 kr., men hvor er der bare også mange mennesker, for hvem 50.000 kr. ikke lige er noget, man smider på bordet. Der har vi altså stadig væk et stort problem.

Tak til ordføreren. Jeg synes, jeg var diskret, når man tænker på, hvor kraftig overskridelsen var.

Så giver jeg ordet til hr. Joachim B. Olsen, ordfører for Liberal Alliance.

Tusind tak. Det danske samfund hviler på en stiltiende, men uomgængelig kontrakt om, at borgerne i den erhvervsaktive alder går på arbejde og betaler skat til de børn, unge og ældre, der går i skole, er under uddannelse eller, for de ældres vedkommende, er gået på pension. Desuden betaler danskere i arbejde også skat til at forsørge den fjerdedel af danskerne i den erhvervsaktive alder, som er på passiv forsørgelse. Den andel er i øvrigt større i Danmark end i lande, som vi normalt sammenligner os med.

En sådan kontrakt kan kun opretholdes, hvis der er balance mellem antallet af borgere i beskæftigelse og antallet af borgere, som er uden beskæftigelse. Der skal være balance mellem udgifter og indtægter. Oven i det skal lægges, at det høje skattetryk, som skal finansiere denne omfattende omfordeling, i sig selv har skadelige effekter på Danmarks muligheder for at skabe vækst og velstand og dermed bringe balance mellem netop udgifter og indtægter. Faktisk er det høje skattetryk det konkurrenceparameter, som Danmark klarer sig dårligst på, når man sammenligner OECD-landene. Derudover er der naturligvis det moralske aspekt i, at staten beslaglægger så stor en del af frugten af folks arbejde.

Der er flere grunde til, at Danmark har udsigt til lav vækst og underskud på de offentlige finanser i de kommende årtier. En af årsagerne er den fejlslagne indvandringspolitik, som dette Folketing har ført siden 1970'erne. Den har ganske enkelt været katastrofal. For hver ny gruppe af indvandrere, der er kommet til Danmark siden 1970'erne, er både erhvervsfrekvensen og beskæftigelsesfrekvensen faldet. De økonomiske konsekvenser af indvandringen i Danmark har aldrig spillet den store rolle i debatten hverken fra politikernes, meningsdannernes eller mediernes side. I øvrigt spillede befolkningens holdning til den øgede indvandring heller ikke den store rolle i debatten op gennem 1980'erne. Hensynet til samfundets økonomiske bæredygtighed var i 1980'erne fuldstændig fraværende i debatten om indvandringen, på trods af at antallet af udenlandske statsborgere i 1993 var steget til 180.000, hvilket var 75 pct. over niveauet fra 10 år før.

To tredjedele af indvandrerne havde deres oprindelse i tredjeverdenslande og havde meget ringe chance for senere at opnå en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Fra 1996 og frem blev beskæftigelsesgraden for de ikkevestlige indvandrere forbedret en anelse. Situationen gik fra at være elendig til at være meget dårlig. Beskæftigelsesgraden for ikkevestlige indvandrere i Danmark var nemlig den dårligste blandt samtlige velfærdssamfund. Under 00'ernes højkonjunktur og en strammere indvandringspolitik forbedredes situationen en anelse yderligere. Beskæftigelsesefterslæbet faldt fra 51 pct. i 1993 til 32 pct. i 2007, men det var stadig et meget stort efterslæb, også i international sammenhæng. Diskussionen om indvandring har stort set drejet sig om menneskesyn og om at være stueren eller ej og om religion og kultur. De økonomiske konsekvenser af indvandringen til Danmark har knap nok været genstand for interesse fra samfundsforskere.

Men indvandring har naturligvis økonomiske konsekvenser for det danske samfund og dermed for hver enkelt dansker. Hvis indvandrere i den erhvervsaktive alder kommer til at stå uden for arbejdsmarkedet, kan den ene af de to afgørende forudsætninger for at opfylde kontrakten mellem generationerne ikke opfyldes, nemlig forudsætningen om, at man i de erhvervsaktive år deltager i finansieringen af samfundet. Desværre er dette forhold ikke gældende, når man ser på indvandrere fra ikkevestlige lande og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Op gennem 00'erne blev der sat fokus på de økonomiske konsekvenser, som indvandringen har haft for Danmark. Velfærdskommissionen skrev i 2005: »Et skift i indvandrernes og efterkommernes gennemsnitlige økonomiske karakteristika, så de svarer til gennemsnittet for personer af dansk oprindelse, reducerer den offentlige sektors langsigtede finansieringsproblem med 80 pct.« De helt nødvendige reformer af f.eks. efterløn, pensionsalder og dagpengeperiode skal altså også ses i lyset af, at indvandringen fra 1970'erne og frem bidrog ganske negativt til den langsigtede finansiering af det danske samfund. Man kan kort sagt sige, at ønsker man et velfærdssamfund, kræver det en stram og restriktiv indvandringspolitik.

I Liberal Alliance er vi styret af princippet om åbne grænser og lukkede kasser. Vi vil meget gerne have indvandrere til Danmark, som kan bidrage positivt til det danske samfund. Al historisk erfaring tilsiger, at indvandring bidrager endog meget positivt til et lands vækst og velstand, hvis indvandringen vel at mærke er af en karakter, hvor indvandrerne finder en plads på arbejdsmarkedet. Det er ikke overvejende den type indvandring, vi har haft i Danmark. Derfor lægger vi i Liberal Alliance lige så høj vægt på de lukkede kasser. Du skal altså være velkommen i Danmark, og du må gerne tage din familie med, men du skal kunne forsørge den. Dette princip sikrer os mod unødvendigt bureaukrati og smagsdommeri og sikrer, at vi i Danmark kun får den indvandring, som der er behov for.

Vi bryder os hverken om tilknytningskrav, 24-års-regel eller pointsystemer, men vi bryder os lige så lidt om indvandring, der øger de offentlige udgifter. Det gør dette forslag, og derfor kan vi ikke umiddelbart stemme for forslaget, som det er fremsat.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg noterede mig med tilfredshed, at Liberal Alliance i hvert fald overvejer at stemme imod det her lovforslag. Det står jo i skærende kontrast til de andre områder inden for udlændingeområdet, hvor Liberal Alliance har lavet aftaler med den socialistiske regering om at lempe udlændingepolitikken om at bruge flere penge på f.eks. asylområdet. Det forstår jeg ikke helt, men det er så, hvad det er.

Hr. Joachim B. Olsen sagde, at det er vigtigt, at man fører en stram udlændingepolitik, og samtidig sagde hr. Joachim B. Olsen, at man skal have åbne grænser. Det er jo ikke en stram udlændingepolitik, det er jo det stik modsatte af en stram udlændingepolitik. Hvis vi har åbne grænser i Danmark for stort set alle, så vil Danmark jo blive oversvømmet. Det er jo det, der ligger i åbne grænser.

Ordføreren.

Men hr. Martin Henriksen glemmer altid det, der følger bagefter, nemlig lukkede kasser, det vil sige, at vi ønsker kun indvandring, vi ønsker kun, at folk kommer til det her land, hvis de på forhånd har en kontrakt med en dansk arbejdsgiver. Det er det, der ligger i det. Man må også gerne tage sin familie med, men man skal kunne forsørge den, og så skal de i øvrigt selv betale en sundhedsforsikring. Så man må ikke trække på de offentlige kasser. Det er et krav, og det sikrer, at vi får den indvandring, som vi har behov for. Hr. Martin Henriksen må også erkende, at den historiske erfaring viser, at indvandring, når den er af en karakter, hvor de, der kommer til et land, bidrager med nye ideer og med arbejdskraft, som der er behov for, er med til at øge et lands velstand. Og det vil vi meget gerne have, men vi vil ikke have, at folk kommer hertil og ikke kan forsørge sig selv.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg har hørt den del med de lukkede kasser, men hvis man siger, at politikken er åbne grænser, men lukkede kasser, og at man skal have en aftale med en arbejdsgiver for at kunne komme hertil, så vil det betyde, at danske slagteriarbejdere i stor stil vil blive arbejdsløse, for de ville jo blive udkonkurreret af billig arbejdskraft f.eks. fra Asien, men også fra andre dele af verden. Der ville være rigtig mange danskere, som lige pludselig ville have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi de ganske enkelt ville blive udkonkurreret. Det siger jo sig selv. Så ville de danskere jo skulle gå over på offentlig forsørgelse, og det er jo så en udgift for det danske samfund.

Derfor synes jeg altså, at hvis Liberal Alliance er tilhænger af en stram udlændingepolitik, er der nogle elementer i den udlændingepolitik, som man bør gå efter en gang til. Det er bare en stille opfordring.

Ordføreren.

Jeg må rette hr. Martin Henriksen. Det siger bestemt ikke sig selv. Det er jo sådan, at hvis man er slagteriarbejder i Danmark, får man en høj løn, og man må også sige, at lønnen lige på det her felt er blevet så høj, at arbejdspladser flytter ud af landet. Slagterier flytter f.eks. til Tyskland, hvor lønnen er meget lavere. Det betyder, at der er en masse slagteriarbejdere, som skal finde andet arbejde eller som ender på offentlig forsørgelse. Men der er ikke noget historisk belæg for at sige, at den konklusion, som ordføreren drager, skulle være rigtig. Det, at der er behov for arbejdskraft på et bestemt område, en arbejdskraft, som kommer herind, og som måske kan konkurrere til lavere løn, gør faktisk, at landet bliver mere velstående, fordi ressourcerne bliver brugt fornuftigt. For det er jo ikke sådan, at de mennesker, som så ikke kan konkurrere på det felt, bare sætter sig ned og siger, at nu ved de ikke, hvad de skal lave. Så viser al erfaring, at folk over tid efter en kort omstillingsperiode finder andre ting at lave. Det tilsiger al historisk erfaring, når det handler om, at der er konkurrence om arbejdskraften på et marked.

Tak til ordføreren. Og det var den sidste ordfører. Justitsministeren.

Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med at takke for en god debat her i salen i dag. Som det har været fremme flere gange i dag, bygger det lovforslag, vi behandler her i dag, på et solidt fundament under den fremtidige danske udlændingepolitik, som er robust og retfærdig: en 24-års-regel, et tilknytningskrav og et krav om sprogprøve for at fastholde sit opholdsgrundlag. Det er altså i al sin enkelhed en udlændingepolitik, hvor der er styr på tilgangen, og hvor det robuste fundament som sagt udgøres af 24-års-reglen, tilknytningskravet og sprogkravet og selvfølgelig hertil hørende danskundervisning, men samtidig også en udlændingelovgivning, som skal være med til at fremme integrationen frem for at splitte, og hvor det er klare krav, klare rettigheder og pligter og ikke mindst øget fokus på danskundervisning og i sammenhæng med regeringens øvrige initiativer fokus på en forbedret integration, som står i centrum.

Jeg vil gerne sige tak til Enhedslisten og også til Liberal Alliance, fordi man er med på ideerne i det her lovforslag. Jeg er helt sikker på, at vi kan finde svar på de spørgsmål, der rejser sig i forlængelse af det her.

Det er jo sådan, som det har været sagt tidligere, at det, der sker med det her lovforslag, er, at der ganske enkelt er tale om, at regeringen med lovforslaget i hovedtræk – i hovedtræk – genindfører de familiesammenføringsregler, der var gældende i slutningen af 2010. Vi har jo gentagne gange fået at vide – ikke mindst af tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen, da han stod på den her talerstol ved Folketingets åbning i 2009 – at der var styr på indvandringen. Derfor er det, regeringen her har lagt frem til Folketingets behandling – udtrykt i den positive stemning, der er – et forslag, som igen rammer midten af dansk politik, og det synes regeringen er den rigtige vej, når vi skal diskutere, hvordan vi kan sikre en holdbar politik på udlændingeområdet i fremtiden.

Så tak for en rigtig god debat. Jeg ser selvfølgelig frem til at bidrage til, at der kommer svar på de spørgsmål, der er rejst. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når det handler om de spørgsmål, Enhedslisten har rejst, og også de spørgsmål, som Liberal Alliance har rejst, vil vi være i stand til at finde svar på dem.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan ministeren forholder sig til, at der for ikke så lang tid siden er kommet en rapport fra Social- og Integrationsministeriet, der viser, at en del ikkevestlige indvandrere bruger EU-reglerne, den såkaldte Malmømodel, til at omgå bl.a. 24-års-reglen. Er det noget, regeringen vil tage nogle initiativer til at forhindre eskalerer, eller mener man, det er problematisk?

Ministeren.

Jeg tror ikke, det har særlig meget med lovforslaget at gøre, hvis jeg skal være helt ærlig. Det handler om arbejdskraftens frie bevægelighed – også i EU. Jeg er godt klar over, at Dansk Folkeparti tidligere har fået ekstra ressourcer til kontroller. Der bliver fulgt op på, om reglerne for ægtefællesammenføring i Danmark er overholdt. Så det har regeringen ikke nogen problemer med.

Martin Henriksen.

Jeg forstår ikke, at ministeren siger, det ikke har noget med lovforslaget at gøre. Det har det da i høj grad. Altså, hvis der er nogle EU-regler, som bliver brugt til at omgå de love, vi vedtager herinde – og sådan et diskuterer vi jo faktisk i dag – så er det da relevant for den politiske diskussion. Det vil jeg i hvert fald vove at påstå.

Der er jo så en rapport, der er kommet fra ministerens kollega social- og integrationsministeren, og som viser, at en del ikkevestlige indvandrere bruger EU-reglerne, den såkaldte Malmømodel, til at omgå 24-års-reglen, det, vi diskuterer her i dag. Og derfor vil jeg bare gerne vide, om det er noget, som justitsministeren agter at gøre noget ved, eller om man bare ønsker at fortsætte og konstatere, at regler, vi vedtager her, bliver omgået, og så ellers ikke gøre noget som helst ved det. Er det linjen? Sådan må jeg vel forstå det.

Ministeren.

Nu kom hr. Martin Henriksen jo selv til at sige, at det, dansk Folkepartis kritik rejser sig imod, er EU-reglerne – og det, vi diskuterer her, er nye regler for ægtefællesammenføring.

Derfor synes jeg, det, der er værd at understrege her, er, at vi har en 24-års-regel, som består, at vi har sikkerhed for, at den selvfølgelig bliver fulgt op, og at kernen i den nye udlændingepolitik, som regeringen lægger frem her – og som forhåbentlig bliver vedtaget med et bredt flertal hen over midten – både er robust og retfærdig. Den bygger på en 24-års-regel, den bygger på et tilknytningskrav, og den bygger på, at man skal have bestået en danskprøve for at fastholde sit opholdsgrundlag – hvis ikke, har det de konsekvenser, som allerede har været omtalt her i debatten.

Tak til ministeren. Hr. Martin Henriksen har bedt om ordet i anden ordførerrunde. Værsgo.

Jeg tager ordet i anden runde, fordi jeg synes, det er tankevækkende, at argumenterne for lovgivningen er så overfladiske. Jeg synes også, det er tankevækkende, at ministeren tilsyneladende ikke vil anerkende, at EU-reglerne bliver brugt til at omgå den lovgivning, som vi diskuterer her i dag. Det synes jeg da alt andet lige er relevant, om ikke andet så som en serviceoplysning. Jeg synes, at det på den debat, vi har haft, næsten lyder, som om alle har ret til at leve i Danmark, hvis de er gift med en, der i forvejen lever her. Hvis man fører den tanke helt ud i livet, vil den danske udlændingepolitik og Danmark ganske enkelt bryde sammen.

Når jeg lytter til Radikale Venstre og Enhedslisten, lyder det næsten, som om der slet ikke skal være nogen udlændingepolitik, som regulerer adgangen til Danmark. Det er også vanskeligt at sidde stille og lytte til, at justitsministeren og andre bliver ved med at sige, at man blot fører reglerne tilbage til før pointsystemet. Sagen er jo den, at der før pointsystemet eksisterede en 28-års-regel; den bliver til en 26-års-regel. Før pointsystemet var den økonomiske garantistillelse på næsten 64.000 kr.; nu bliver den sat ned fra 100.000 kr. til 50.000 kr. Før pointsystemet var der gebyr på ansøgninger om familiesammenføring; det afskaffer man også. Før pointsystemet var der krav om bestået indvandringsprøve; indvandringsprøven bortfalder med dette lovforslag.

Det er altså en række eksempler på, at regeringen lemper mere end det, man giver udtryk for i offentligheden og her Folketingssalen. I øvrigt er 24-års-reglen ikke længere nok. Det var også derfor, vi indførte nye regler. For at gøre det hele endnu mere absurd lægger regeringen tilmed op til at fjerne den positive særbehandling af udlændinge, der kommer hertil, fordi de er blevet gift med en dansker, og her taler jeg om udlændinge fra lande som Australien, New Zealand, Japan, Israel, Canada, Schweiz, Sydkorea og USA. Det giver på ingen måde mening, når man tager i betragtning, at der stort set ingen integrationsproblemer er med mennesker herfra.

Vi har i dag en glimrende lovgivning, der rent faktisk forskelsbehandler der, hvor det giver mening. Vi havde egentlig fundet ud af, hvordan man kunne gøre det lidt lettere for dem, som overhovedet ikke giver nogen problemer for Danmark, og lidt sværere for dem, der giver problemer for Danmark. Det er almindelig sund fornuft.

Ja, vi havde sågar med pointsystemet fundet en måde at sikre, at den unge dansker på 23 år, der på sit studie i udlandet fandt en kæreste og blev gift, fik en mulighed for at blive familiesammenført, før man var fyldt 24 år, hvis man kunne opnå de nødvendige point. Det var bestemt ikke nemt, men det kunne altså lade sig gøre. Det gider regeringen så heller ikke mere. Pointsystemet er bedre end 24-års-reglen, ganske enkelt fordi vi strammede reglerne over for de udlændinge, som var vanskelige at integrere, og det uanset om de var 24 år, 34 år eller 44 år. For hvis de ikke kunne bidrage til det danske samfund, blev det svært, og for nogle blev det umuligt.

Alt det ødelægger regeringen i dag med dette lovforslag og med dyrekøbte slogans og fokusgruppeproducerede overskrifter som »robust og retfærdig«, men lovforslaget er ingen af delene. Man vælger af uransagelige årsager at gå ind og lempe lige præcis dér, hvor vi ved at der kommer de største integrationsproblemer ud af det. Det er en dårlig dag for Danmark.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.