Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2012.

Af finansministeren (Bjarne Corydon).

(Fremsættelse 12.10.2011. 1. behandling 10.11.2011. Betænkning 17.11.2011. 2. behandling 22.11.2011. Tillægsbetænkning 12.01.2012. I tillægsbetænkningen er der stillet 548 ændringsforslag).

Finansministeren har meddelt mig, at han har ønsket at tage følgende ændringsforslag tilbage: Ændringsforslag nr. 153, 155, 171, 179, 234 og 235, 434-436, 438-447 og 453.

Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslag og forslaget kan kommenteres under forhandlingen.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Christensen som ordfører for Venstre.

Jeg vil starte med at ønske regeringen tillykke med at bestyre et af verdens 12 mest kreditværdige lande. Regeringen har ellers sagt til alle og enhver, at den har overtaget et såkaldt håndværkertilbud, en faldefærdig rønne. Sandheden er en anden. Danmark er nemlig et ud af kun 12 lande i verden med den højeste kreditvurdering, AAA. Det er ikke ligegyldigt i en tid, hvor en god kreditvurdering er altafgørende. Så hvis regeringen virkelig har overtaget et såkaldt håndværkertilbud, må jeg ønske regeringen tillykke med dens store held. Aldrig har nogen overtaget et håndværkertilbud i bedre stand.

Men uanset stand skal et hus altid vedligeholdes. VK-regeringen gjorde det fornødne i samarbejde med Dansk Folkeparti. Vi vendte gælden til en formue, inden krisen ramte landet. Vi gennemførte reformer, der styrkede den langsigtede holdbarhed, også i samarbejde med De Radikale. Det er vi stolte af. Vi er stolte af at overlade et hus i en god stand til den nye regering. Tillykke med det.

Vi kan imidlertid godt undre os lidt i Venstre, når vi tænker tilbage på valgkampen og optakten til valgkampen. Gang på gang måtte vi lægge ører til, at vores økonomiske politik var forkert og ramte de svageste i samfundet. Alligevel overtog den nye regering vores efterlønsreform og vores dagpengereform. Gang på gang måtte vi høre, at vores forsigtige udgiftspolitik var et blodbad og en massakre. Det sagde SF's formand, hr. Villy Søvndal. Nu kan jeg så forstå, at regeringen vil skære endnu mere i det offentlige forbrug, end den tidligere regering lagde op til, men nu er det ikke længere et blodbad, nu skærer man blot 1,6 mia. kr. mere, end den tidligere regering ville have gjort. Gang på gang måtte vi høre, at det var for galt, når vi ikke ville kickstarte den danske økonomi. Da den nye regering så kom til, lavede den et program for fremrykning af offentlige investeringer, som stort set ikke rummede noget nyt. Den såkaldte kickstart havde intet kick, og den startede stort set ingenting. Det skulle da lige være grænsehandelen.

Men der er da enkelte små nyheder i den såkaldte kickstart, desværre. F.eks. vil regeringen investere i en betalingsmur omkring København og kalder det for aktivitetsfremmende. Aktivitetsfremmende? Tja, man skal jo da i hvert fald have hånden ned i tegnebogen, og er betalingsringen i virkeligheden ikke bare en skatteskrue? Ringen forkorter kun bilisternes rejsetid minimalt: 20 sekunder på en tur fra Hørsholm til Gentofte og 5 minutter fra Helsingør til København. Antager vi nu, at prisen for at passere ringen bliver de 25 kr., som regeringen tidligere har luftet, svarer det til 5 kr. pr. sparet minut.

Danmark har ikke brug for flere forhindringer, hverken i form af betalingsmure eller i form af nye skatter og afgifter. Det er på de punkter, regeringen trækker i den helt forkerte retning. Det er dybt skadeligt, når regeringen gør det dyrere at være dansker og dyrere at drive virksomhed. Regeringen er ved at slå sprækker i det solide fundament, som den har fået overleveret. Regeringen svækker forbrugernes tillid til fremtiden på grund af nye afgifter. Regeringen svækker virksomhedernes lyst til at investere på grund af nye skatter og sender arbejdspladser ud af landet.

Regeringen svækker arbejdsudbuddet ved at fjerne loftet over kontanthjælpen. Med de nye regler skal kontanthjælpsmodtagere tjene op mod 30.000 kr., før det kan betale sig at gå fra forsørgelse og i arbejde. Dermed gør regeringen kontanthjælpsmodtagerne en bjørnetjeneste. Den fastholder flere på passiv forsørgelse, og den belønner inaktivitet frem for aktivitet. Samtidig har regeringen besluttet, at selv samme kontanthjælpsmodtagere nu skal have ret til 5 ugers betalt ferie. Men hvordan skal det bringe flere kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse? Regeringen svækker også integrationspolitikken ved at afskaffe starthjælpen. Alt i alt reducerer regeringen arbejdsudbuddet med 4.000 personer, og dermed svækker regeringen holdbarheden af den offentlige økonomi. Det betyder, at vi skal spare endnu mere, end vi ellers behøvede.

Men alting er ikke sort i sort. Venstre deler en række af regeringens ambitioner, og vi vil holde regeringen fast på dem. Regeringen har f.eks. en ambition om at øge arbejdsudbuddet med 55.000 personer. Det har regeringen så selv lige forhøjet til 59.000 personer, fordi den første politik, regeringen lavede, trak mennesker ud af arbejdsmarkedet. Men at holde regeringen fast på den ambition hjælper vi gerne regeringen med, for det har Danmark brug for. Regeringen har også en ambition om at indføre et forsigtighedsprincip. Pengene skal ikke bruges, før de er der. Det er et sundt princip, hvis ellers regeringen lever op til det, for det har Danmark brug for.

Lad os bare sige, at Venstre vil holde regeringen fast på disse ambitioner, fordi regeringen ikke selv virker helt fast i kødet. Vi har set det ene løftebrud efter det andet. I dag er regeringen 109 dage gammel, og i dag har regeringen 109 løftebrud på samvittigheden, og det fortsætter. Løftebruddene skaber forvirring og usikkerhed i en tid, hvor Danmark har brug for klarhed og tillid. Venstre skal ikke klandre regeringen for at have skiftet kurs der, hvor det har været til gavn for Danmark, men vi vil klandre regeringen for at gøre reformerne vanskeligere, end de burde være. Vi vil klandre regeringen for at skabe en kløft af mistillid mellem befolkningen og Folketinget. Jeg forstår godt, hvis der er mange danskere, der føler, at den nye regering har løjet sig til magten.

Det går ikke, at Danmark bliver ved med at miste konkurrencekraft, for så flytter virksomheder og job ud af landet. Sådan sagde statsministeren i sin nytårstale, men alligevel er det præcis, hvad regeringens politik fører til. Der er en kløft mellem ordene og gerningerne, imellem italesættelsen og virkeligheden. Måske tror regeringen, at den kan skabe sin egen virkelighed ved at blive ved med at italesætte den, men imens regeringen italesætter dit og italesætter dat, bliver Danmarks fundament svækket af den ene fejlprioritering efter den anden.

Jeg startede med at ønske regeringen tillykke. Jeg vil slutte af med at ønske, at regeringen kommer på bedre tanker. Lad være med at gøre det dyrere at være dansker. Gør det nu lettere at være dansker. Lad være med at straffe dem, der går på arbejde. Gør det nu lettere at gå på arbejde. Lad være med at straffe dem, der skaber job i Danmark. Beløn dem, der skaber job i Danmark.

Venstre er imod centrale dele af regeringens finanslovaftale med Enhedslisten. Det gælder bl.a. de elementer, som øger skatter og afgifter med over 5 mia. kr. Venstre er også imod de elementer, som betyder, at det bliver mindre attraktivt at være i arbejde og i stedet mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Også dette trækker i den modsatte retning. Ikke desto mindre stemmer Venstre for den samlede finanslov, da finansloven indeholder de langsigtede reformer, som VK-regeringen fremlagde. Det gælder efterlønsreformen, og det gælder dagpengereformen, som regeringen fremlagde i august 2011. Så fundamentet er godt, så længe det varer.

Der er et antal korte bemærkninger. Jeg tager dem efter partistørrelse, men foreløbig kan dem, der har meldt sig, i hvert fald komme på.

Først er det hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Jeg vil egentlig godt starte med at rose ordføreren for Venstre, fordi de nu er kommet på bedre tanker og har tænkt sig at stemme for finansloven; det er jo en god tradition, vi har. Jeg kunne forstå, at Venstre var i tvivl i et langt stykke tid, men at den tvivl nu er fejet til side, og at man følger den gode tradition, der er. Tillykke med det. Det er jeg glad for.

Så bliver jeg jo nødt til at spørge Venstre: Hvad i alverden har Venstre tænkt sig at gøre ved den krise, Danmark befinder sig midt i? Det er, som om Venstre fuldstændig vasker sine hænder rene eller forsøger det, i forhold til at Venstre jo stod i spidsen for en regering, der mistede mere end 150.000 job i Danmark i løbet af en meget, meget kort tidsperiode.

Det, jeg hører nu, er kun, at så vil Venstre ikke det, og at så vil Venstre ikke det. Jeg hører ikke et eneste konkret forslag til, hvordan Venstre havde tænkt sig, at Danmark skulle komme ud af krisen. Jo, man kunne jo så forstå, at det er et eller andet med at sætte sig hen i hjørnet og holde hænderne for øjnene og vente, til krisen på et eller andet tidspunkt måske går over af sig selv. Jeg skal bare hilse og sige, at det altså ikke skaber job i Danmark. Jeg har respekt for, at man vil belønne dem, der skaber job, og det må så betyde, at man også vil belønne regeringen, der jo skaber 11.000 nye job alene i 2012. Så det må være det, der i virkeligheden også er behov for i Venstres egen analyse, men hvorfor søren hører vi ikke nogen konkrete bud fra Venstre på, hvordan Danmark kommer ud af den her krise?

Ordføreren.

Jeg vil gerne indlede med at bekræfte over for hr. John Dyrby Paulsen, at ja, vi har været i tvivl om, hvorvidt vi skulle stemme for finansloven. Vi har også den holdning i Venstre, at vi ikke på forhånd vil garantere, at vi bare stemmer for en finanslov. Det gælder også fremadrettet. Men som jeg sluttede af med at sige i mit indlæg, indeholder denne finanslov jo de vidtgående reformer, såsom efterlønsreformen, som skal til, for at vi har et godt fundament, og derfor stemmer vi for.

Så vil jeg sige, at det er sandt, at regeringen har lavet en kickstart, men jeg må rette hr. John Dyrby Paulsen, med hensyn til at det ikke giver det tal, som blev nævnt. For Finansministeriet har allerede nedjusteret effekten af sin egen kickstart, så den giver 8.000 job i år. Og så er der allerede på længere sigt strukturelt en negativ effekt af den politik, som regeringen fører.

Hvad skal der så til ...

Hr. John Dyrby Paulsen.

Ja, nu er jeg jo i den lidt besynderlige situation, er jeg bange for, at Venstre og Venstres politiske ordfører ikke har læst, hvad der rent faktisk står. Det er rigtigt, at effekten af kickstarten isoleret set er skåret ned fra 9.000 til 8.000 job. Til gengæld er effekten af resten af finansloven skåret op fra 0 til 3.000. Og det er jo ikke noget, vi bare gør politisk, det er noget, regnedrengene i Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet gør. Så i virkeligheden er den samlede effekt 11.000 nye job i 2012.

Jeg er da glad for, at Venstre anerkender, at en forskel på 3.000 er meget, og det betyder også, at 11.000 nye job i 2012 er rigtig, rigtig meget – specielt set i forhold til de 150.000, vi allerede har mistet. Der har vi jo lang vej at gå endnu, men vi er da trods alt begyndt på det.

Det, der må være konklusionen af hr. Peter Christensens svar, er jo, at Venstre havde tænkt sig ikke at gøre noget som helst, men sætte sig over i hjørnet og vente på, at det hele gik over af sig selv, lukke øjnene for de problemer og de arbejdsløse, der er i Danmark, og i øvrigt håbe på, at der er nogle andre, der klarer situationen for os. Det synes jeg er temmelig utilfredsstillende, for så vidt angår Danmarks største oppositionsparti.

Men det kunne være, at hr. Peter Christensen ville løfte bare en flig af sløret for, hvad Venstre har tænkt sig at gøre eller ville have tænkt sig at gøre for at trække Danmark ud af krisen.

Ordføreren.

Lad os da lige starte med den her taldiskussion, for min skyld ingen alarm. Havde der ikke været den situation i år, at der ville blive udbetalt efterlønsbidrag, som danskerne har krav på, når vi nu ændrer efterlønsordningen, så ville effekten, virkningen på beskæftigelsen have været 0, og den ville næste år have været på minus 5.000. Så jeg forstår godt, at regeringen er glad for, at den løb fra sit løfte og accepterede efterlønsforringelserne, for ellers ville den her finanslov have set endnu værre ud. Så lad os da gerne diskutere tallene.

Hvad vil Venstre? Ja, Venstre fremlagde før valget vores vækstplan, der hed »Holdbar vækst«, men derudover tror vi rent faktisk på, at det, der er bedst for dansk økonomi, er ro og tillid. For hvad er et af de store problemer ved dansk økonomi? Det er, at privatforbruget er meget lavt. Danskerne er bekymrede, de tør ikke bruge deres penge. Men det eneste svar fra regeringens side er nye skatter og afgifter for 5 mia. kr., og tror Socialdemokraterne virkelig på, at det får danskerne til at bruge penge?

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Det er interessant at høre Venstres finansordførers indlæg her, for det fremstår nærmest, som om at verden var fuldstændig uproblematisk indtil den 5. september det Herrens år 2011. Alt gik efter en snorlige linje, får man indtryk af, når man hører hr. Peter Christensens indlæg.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ganske simpelt: Hvem er det, der skal betale det 4-års-underskud, som vi har overtaget, på næsten 250 mia. kr.? Det svarer til 100.000 kr. pr. husstand i Danmark. Hvem skal betale det underskud, der er bygget op igennem de sidste 4 år?

Ordføreren.

Vi var heldigvis som nation i den heldige situation, at vi havde benyttet de gode år til at betale af på gælden, sådan at Danmark var gældfrit, da krisen ramte. Det er jeg stolt over, for det gør, at Danmark er langt bedre rustet end mange lande omkring os. Derudover har vi lavet reformer, også sammen med Det Radikale Venstre.

Vi lagde sådan set ikke skjul på hele vejen, også lang tid før valget, at situationen var slem, at Danmark var hårdt ramt. Mens vi fortalte danskerne, og regeringen fortalte Folketinget, hvad virkeligheden var, afgav Det Radikale Venstres kolleger i den nye regering det ene løfte efter det andet, som alle vidste aldrig kunne indfries. De Radikale tav, for magt var vigtigere end politik og hvad virkeligheden var. Derfor ligger De Radikale også selv nu, som de har redt, fordi de er blevet en del af en løftebrudsregering.

Fru Marianne Jelved.

Der blev da overhovedet ikke svaret på mit spørgsmål, overhovedet ikke. Hr. Peter Christensen taler fuldstændig udenom. Det Radikale Venstre gik til valg på et kæmpestort reformprogram. Det ved enhver i dette land, undtagen hr. Peter Christensen, der ikke opdagede det.

Et andet spørgsmål, jeg har, drejer sig om, at hvis man ser i Økonomisk Redegørelse for december 2011, kan man på side 156 se en opgørelse over lønkonkurrenceevnen, og derfor vil jeg gerne spørge hr. Peter Christensen: Hvordan kan det egentlig være, at lønkonkurrenceevnen fra 2000 til 2008 blev forringet med hele 25 procentpoint, uden at en Venstreledet regering gjorde noget ved det?

Ordføreren.

Jamen det mener jeg sådan set også er en stor udfordring for Danmark, og hvis man tager konkurrencesituationen også endnu længere tilbage, har den været faldende. Det er jo det forhold, at hvor Danmark i mange år har kunnet klare sig ved, at vi øgede produktiviteten i det her land, og at det reddede noget af det, så kan vi ikke blive ved med at holde konkurrencen – eller de andre lande, om man vil – stangen alene ved produktivitetsforbedringer. Vi er også nødt til at kigge på omkostningerne. Derfor glæder det mig sådan set, at den nye statsminister har slået fast, at der er behov for løntilbageholdenhed. Jeg er sikker på, at havde en borgerlig regering sagt det samme, ville der have været en storm fra venstrefløjen, men det glæder mig, at den nye statsminister siger det, for det er jeg enig i. Der er også behov for, at man sænker skatten på arbejde. Det kan jeg forstå at den nye regering synes er en god idé. Det har vi gjort tre gange de sidste 10 år uden at få andet end kritik fra de samme partier, som nu vil det. Men det er alt sammen noget, der glæder mig.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er meget sigende, at der blandt de ændringsforslag, vi behandler her i dag, er meget få fra Venstre. De fleste er sådan set mere populistiske forslag, end de er realpolitiske forslag, og derfor må man også spørge i dag: Har Venstre opgivet at føre en ansvarlig finanspolitik? For det, vi nu har hørt i svaret til fru Marianne Jelved, er, at med det her underskud på 250 mia. kr. akkumuleret de sidste 4 år, var der bare behov for ro og tillid. Det svar gav hr. Peter Christensen selv tidligere. Det synes jeg er tankevækkende. Det var det svar, hr. John Dyrby Paulsen fik tidligere på dagen, nemlig at der er behov for ro og tillid, når man står med et underskud på 250 mia. kr. Den nye regering anerkender faktisk, at der er en udfordring, og det er den handske, vi har taget op, men jeg savner ærlig talt at få nogle svar på, hvad det er, Venstre har tænkt sig.

Ordføreren.

Det er jo helt utroligt, hvad man skal høre på. Nu kommer der et spørgsmål om ændringsforslagene. Nu er det sådan, at den her finanslov tager udgangspunkt i VK-regeringens finanslov, så når der er mange ændringsforslag fra den nye regerings side, er det, fordi den ikke er enig i alt, hvad vi lagde frem. Og nu bliver jeg så kritiseret for, at jeg er enig i den politik, som min egen regering før valget stod for. Nu er det ved at blive nærmest mystisk.

Hvad er der brug for? Der er brug for reformer. Det har vi sagt i mange, mange år, og vi har lavet dem i mange, mange år. Det her valg handlede om reformer. Danskerne skulle tage stilling til, om der var behov for, at vi blev længere på arbejdsmarkedet. Og hvordan vandt den nye regering så valget? Ved at love danskerne, at der ikke var behov for ændringer. Man kunne oven i købet få masser af nye velfærdsydelser. Ja, der var råd til det hele, og regeringen er løbet fra det hele. Den har løjet sig til magten.

Hr. Jonas Dahl.

Jeg tror, at man skal passe meget på med at stå og beskylde andre for at lyve, når man afleverer et land, der i de sidste 4 år har haft et underskud på 250 mia. kr. og man selv i foråret 2011 havde to aftaler, man lagde frem. »To streger under facit« hed den ene reformpakke, og den anden hed »Danmark ud af krisen – regningen betalt«. Det er dog tankevækkende, at »To streger under facit« og »Danmark ud af krisen – regningen betalt« er det, man lægger op til et valg med, og så præsenterer man 4 års underskud på 250 mia. kr., og nu skal vi høre på, at Venstre ikke engang har nogen selvstændige svar på den politik, som de har ført Danmark ud i, den krise, man har medvirket til at Danmark er havnet i, det underskud, man har medvirket til at Danmark står med. Så har Venstre ingen svar, mens man inden valget bildte folk ind, at regningen sådan set var betalt. Det er da ærlig talt ret tyndt. Kom nu, vil jeg sige til hr. Peter Christensen. Hvad er Venstres svar på det underskud på 250 mia. kr., VK-regeringen stod bag de sidste 4 år?

Ordføreren.

Vi lavede en økonomisk aftale, der betød, at der strukturelt var balance i 2020. Det var ansvarligt. Vi lagde ikke skjul på, at der ville komme år med store underskud. Det har man kunnet se i alle den tidligere regerings publikationer. Samtidig kom så »En Fair Løsning« fra Socialdemokratiet og SF. Her var ingen reformer, men en masse forbrug, en masse gyldne løfter. Det var det mest solide arbejde, sagde den nuværende finansminister, der nogen sinde var lavet fra en oppositions side. Første gang den samme finansminister skal regne på dette solide arbejde, der aldrig var set mage til tidligere, var det, at det overhovedet ikke hang sammen, at det var underfinansieret med 24 mia. kr. Det var så det mest solide, man nogen sinde havde set fra S og SF's side, og jeg er faktisk enig.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Der er meget kritik af den nye regering. Det synes jeg er helt i orden; det er jo en oppositions rolle – fint nok. Men når det så kommer til, hvad Venstre selv mener, er det jo meget betegnende, at det hele er i datidsform. Det er jo i datidsform: Vi lavede, vi gjorde, vi sagde, vi mente. Men ikke et ord, ikke ét ord om, hvad Venstre mener der skal ske i den nuværende situation, hvad der skal ske i dag for at skabe arbejdspladser. Kunne vi ikke fået svar på det?

Ordføreren.

Jamen det er det samme, som vi sagde før valget, og det er jo nok det, der egentlig ryster venstre side af Folketingssalen allermest, for man mener, at det skal være nyt. Det mener vi sådan set ikke, vi mener, det skal være ordentligt, og at det skal være holdbart, og derfor mener vi det samme, som vi gjorde før valget. Jeg vil anbefale Socialdemokratiet og SF at prøve det. Det skaber tillid i befolkningen, og det er godt for dansk økonomi.

Vi mener det samme. Vi havde en pakke, der hed »Holdbar vækst«, vi havde et skattestop, og vi havde lavet reformer, der gjorde, at der var en grundlæggende tillid til dansk økonomi også ude på markederne. Og det er det, som den nye regering selvfølgelig overtager – heldigvis, for det gør, at vi fortsat er et af de få lande i verden, der kan have meget billige renter, fordi der er tillid til dansk økonomi. Men nyt? Nej, der ikke noget nyt; der er noget ordentligt.

Hr. Frank Aaen.

Jeg skal bare takke for, at Venstre ikke har noget nyt på dagsordenen.

Ordføreren.

Altså, jeg kan forstå, at man i regeringspartierne og Enhedslisten nærmest er stolt af, at man er løbet fra stort set alt, hvad man sagde før valget. Og det skal jeg så ikke kommentere yderligere.

Hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Venstres ordfører sagde, at nu var der behov for ro og tillid, men spørgsmålet er jo, hvordan man kan have tillid til Venstre. Der blev opbygget et massivt underskud under Venstres sidste 4 år ved regeringsmagten. Den tidligere statsminister gik ud og sagde, at krisen var overstået, at krisen var slut, at nu var det tid til at se fremad, og alligevel ser vi, hvordan skeletterne vælter ud af skabene. Og jeg tror desværre ikke, at skeletterne er færdige med at vælte ud af skabene.

Der er en kæmpe regning, der skal betales efter Venstre, og alligevel kan vi ikke få at vide, hvad det er, Venstre vil. Når vi ser på skattepolitikken, kan vi se, at Venstre vil give massive, ufinansierede skattelettelser. Den ene dag er der stadig væk skattestop, og den næste dag, ah, så er der alligevel ikke skattestop. Vi kan simpelt hen ikke få nogen klare svar fra Venstre på, om Venstre vil være med til at betale den regning, som de har smidt ikke bare til den nye regering, men også til samtlige danskere. Formuleringerne er ren populisme om, at det bliver dyrere at være dansker. Ja tak, det kan godt ske, det bliver dyrere at være dansker, men det er jo simpelt hen, fordi regningen efter VKO-styret skal betales.

Så mit spørgsmål i dag er: Ud over de sådan rent populistiske indslag, der er i ændringsforslagene fra Venstre, hvad er så Venstres skattepolitik? Hvad er Venstres vej ud af den her krise, som dansk økonomi står i?

Ordføreren.

Jamen det er en særegen historieskrivning, der er i gang i Socialdemokratiet, nemlig at alle de nye skatter og afgifter, der bliver lagt på danskerne, kommer på grund af krisen. Jeg tror, at enhver, der vil læse finanslovforslaget igennem, kan se, at det ikke er rigtigt, at det er, fordi man er i gang med at bruge pengene. Så det er jo simpelt hen ikke rigtigt, hvad der bliver sagt, men jeg er ikke i tvivl om, at det sådan er den fortælling, man går og banker, oven i købet dunker, hinanden på ryggen med i Socialdemokratiet, så man i øvrigt synes, det hele kører godt.

Man kan sagtens stole på Venstre, vi har ikke 109 løftebrud på bagen, men vi har en klar politik, som vi lagde frem før valget, hvor vi jo sagde klart til danskerne: Danmark bliver ramt af den her krise, det kan alle se. Det ville da også have været mærkeligt, hvis et land, der har en erhvervsstruktur, der er så afhængig af landene omkring det, så ikke bliver ramt. Men vi gjorde noget ved det, og det var ikke at begynde at love danskerne guld og grønne skove, men at lave reformer. Det var upopulært. Alle sagde, at det at lave en efterlønsreform kunne man ikke før et valg. Det kan godt være, at man ikke kan det, men det var det, der var behov for.

Hr. Thomas Jensen.

Jeg synes, der er sådan en ansvarsforflygtigelse i den måde, som Venstres ordfører taler fra talerstolen på. Der ligger en lang række regninger, og jeg er også sikker på, at Venstres ordfører nok skal blive konfronteret med dem, f.eks. de skattelettelser, der er givet til dansk landbrug. Der er regningen ikke betalt endnu, det er en regning, som man har smidt videre til den nuværende regering, og som vi først skal ud og finde finansiering for nu her. Så der er en lang række steder, hvor Venstre bare har delt gaver ud, især til landbruget og til sine borgerlige venner, højreorienterede venner, og nu kommer vi så og skal sørge for, at der er en finansiering af de gaver. Derfor ville jeg også synes, det var rart, hvis vi kunne få et ansvarligt, troværdigt svar fra Venstres finansordfører i dag:

Hvor er det, Venstre vil gå ind og være med til at tage ansvaret for at finansiere nogle af de gaver, som Venstre har delt ud? Det er sådan noget, som det ville være ret rart at hr. Peter Christensen kunne give nogle klare svar på i dag. Hvor er det, Venstre vil finansiere f.eks. landbrugets skattelettelser?

Ordføreren.

At høre Socialdemokratiet snakke om ansvarlighed og kalde sig selv for en reformregering er jo bare ord, og det kendetegner den nye regering. Det er bare ord, handlingen er den stik modsatte. Når man f.eks. hører statsministeren holde sin nytårstale, er det en fin tale, men det er bare ord, for den politik, der bliver stemt igennem herinde i Folketingssalen, gør det stik modsatte. Reformer, bliver der sagt, men nævn nogle reformer, som den nye regering har gennemført, nævn nogle! I stedet har man lavet det, der betyder, at 4.000 mennesker forlader arbejdsmarkedet, sådan at det reformbehov, som den nye regering har skitseret, er steget. De eneste reformer, der er blevet lavet i de 109 dage, den nye regering har siddet, er dem, VK-regeringen lagde frem.

Så lad være med at klandre Venstre for, at vi ikke har ført en økonomisk ansvarlig politik. Jeg glæder mig til at se, at der kommer en eller anden sammenhæng mellem ord og handling hos den nye regering.

Hr. Andreas Steenberg for en kort bemærkning.

Økonomernes lærebøger skulle skrives om. Sådan sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre, og det står jo i kontrast til, at ordføreren siger, at man ikke kan klandre Venstre for at have ført en økonomisk uansvarlig politik. For det, økonomerne sagde, var jo, at hvis man blev ved med at lade pengene fosse ud af statskassen på den måde, som VK-regeringen gjorde, så ville det overophede økonomien; det ville mindske konkurrenceevnen, fordi lønnen ville stige alt for meget.

Det, jeg gerne vil høre ordføreren svare på, er: Er der noget, man har fortrudt fra de sidste 10 år? Og hvad har man tænkt sig at gøre ved de udfordringer, man har skabt med den politik, man førte?

Ordføreren.

Nej, jeg mener grundlæggende, at når vi ser på, hvordan dansk økonomi er i dag, så er der ikke noget, vi har fortrudt. Jeg mener, der er en udfordring, som vi har brugt mange år på at slås med, og som har handlet om at styre især den kommunale økonomi. Der har jo bredt i Folketinget været en holdning om, at der skulle være frihed til kommunerne, og der har også været stor kritik af den daværende regering, når den begyndte at sætte tommelskruerne på kommunerne. Så jeg glæder mig sådan set over, at vi er nået så langt nu, at der faktisk er rimelig bred opbakning i Folketinget til at have en budgetlov, som også strammer økonomien for kommunerne, for det er en af de helt store faktorer, i forbindelse med at de offentlige udgifter steg så kraftigt i de år, hvor der var højkonjunktur, og hvor alle jo pressede på, for når man havde store overskud på de offentlige finanser, ja, så skulle pengene jo bruges alle steder. Det pres var især hårdt fra Socialdemokratiet og SF, der kaldte det en massakre, og jeg ved ikke hvad, men det pres stod vi imod, og det er godt, for det gør, at Danmark nu er blevet kreditvurderet med AAA i dag.

Hr. Andreas Steenberg.

Men det var jo ikke udelukkende den kritik, økonomerne kom med. Det var jo bl.a., at Venstre og den daværende regering ikke i tide fik vedtaget de reformer, der skulle til for at sikre arbejdsudbuddet. Det er også dejligt, at Venstre lige pludselig fandt ud af, at vi alligevel skulle se på efterlønnen, selv om man jo i 2007 gik til valg på at bevare efterlønnen. Og det, der kunne være interessant at høre fra Venstres ordfører, er: Når nu den nye regering har tænkt sig at lægge en masse reformer på bordet, som skal løse de problemer, som skulle være løst for 10 år siden, vil Venstre så være med, eller vil man stå ovre i hjørnet og være imod?

Ordføreren.

Venstre bakker helt regeringen op i reformbehovet og er meget, meget enig i, at når man sætter et reformbehov på 55.000 personer strukturelt i regeringsgrundlaget, så er det godt, for det har Danmark brug for. Det kan jo så undre noget, at første gang partierne har mulighed for at påvirke tingene, hedder det minus 4.000. Det er bare, fordi jeg har en eller anden forestilling om, at hvis man har et mål, man gerne vil nå, så begynder man at gå derhenad. Det gør regeringspartierne ikke, de vender ryggen til målet og styrter den modsatte vej. Så at skulle lytte til Det Radikale Venstres ord om ansvarlighed og behovet for reformer, når det, man gør, første gang man har noget at skulle have sagt, er at trække 4.000 personer ud af arbejdsmarkedet, ja, det undrer.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Nu kommer der jo sådan set 11.000 flere i arbejde på grund af den finanslov, så beskrivelsen er lidt misvisende. Jeg havde egentlig håbet, at debatten i dag ville betyde, at der ville blive lagt en ny kurs fra Venstres side, at der ville komme en eller anden form for bud på, hvad Venstres politik egentlig er efter valget, om man har nogle ideer til, hvordan der kan blive ryddet op efter nogle af de problemer, som jeg håber at Venstre trods alt erkender også fandtes, på trods af at man sad i regering i 10 år.

For lidt over et halvt år siden stod den daværende statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, i denne sal og afblæste krisen, og i virkeligheden er den jo blevet værre; hullet i statskassen var større end det, vi fik fortalt før valget. Jeg synes, det er o.k. at være uenige om, hvordan man løser det, men det ville bare være sjovere at diskutere politik, hvis der var nogen at spille op ad, hvis der var andre, der kom med nogle løsningsforslag, så vi ligesom kunne diskutere det, og det ikke kun var os, der skulle komme med noget. Man har fornemmelsen af, at det, de i Venstre foretager sig, når man ikke ser dem – det hørte jeg faktisk et folketingsmedlem fra Venstre sige på gangene i går – er, at de er i gang med at forberede to publikationer, hvoraf den ene hedder: Brok og kritik på 100 måder; og den anden hedder: Sådan ligger du i hængekøjen i 4 år uden at få liggesår. Er det dét, man går rundt og arbejder med i Venstres folketingsgruppe?

Man får ikke noget ud af åbne spørgsmål, så jeg må spørge konkret: Betyder Venstres modstand mod finansloven, at børnechecken igen vil blive beskåret, at der igen bliver brugerbetaling på fertilitetsbehandling, at der igen kommer et loft på 3.500 kr. for at tage kurser for folk, der er blevet ledige? Så må vi prøve at gøre det sådan. Kan vi få konkrete svar?

Ordføreren

Vi står fuldt ud ved den finanslov, vi lagde frem før valget. Vi står fuldt ud ved de reformer, vi har gennemført, og som gør, at dansk økonomi står stærkt. Og nu beder SF så om noget at spille op ad. Det er selvfølgelig også nyt for SF at have et ansvar, men det at have ansvaret indbefatter rent faktisk, at man spiller ud med det, man vil, og så forhandler man med Folketingets partier.

Vi er i de her første 109 dage med den nye regering i gang ved at opleve en helt ny måde at være regering på, hvor man siger: Vi ved ikke, hvad vi vil; vi har et mål om at lave reformer, et arbejdsudbud på 55.000, men vi går så lige 4.000 ned første gang; når vi så skal snakke om reformerne, vil vi egentlig gerne høre, hvad Venstre vil; vi vil gerne lave en skattereform – kan Venstre ikke fortælle, hvor pengene skal komme fra?

Det kunne jo også være, at man skulle tage det ansvar, der følger med, og så fortælle, hvad man selv vil. Så møder vi gerne op. Vi har jo sådan set en historik, der gør, at SF kan se, at vi tør tage ansvar, men tør SF det?

Hr. Jesper Petersen.

Det var vel så egentlig noget nyt af en slags. Så fik vi alligevel lidt. Jeg forstår svaret sådan, at alle de ting, der ligesom sker med finansloven, og som ikke var sket, hvis ikke vi havde skaffet den finansiering til at gøre det, som vi har, og som Venstre er stor modstander af, og i øvrigt havde foretaget de omprioriteringer, som vi har, vil Venstre rulle tilbage, hvis man får magten igen. Der vil igen ske beskæring af børnechecken; der vil komme mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet; de ledige vil få færre muligheder for at opkvalificere sig, fordi der igen bliver lagt loft på de kurser, man kan tage; til de 11.000 flere danskere, der kommer i arbejde i år, vil man sige, at de hellere skal være arbejdsløse; til de tusindvis af flere unge, der kommer til at få en praktikplads, vil man også sige, at det kan de stadig væk ikke få.

Der er ikke en vilje til at løse nogle af de problemer, som den gamle regering efterlod, og som vi må samle op. Igen vil jeg sige, at jeg synes, det er o.k. at være uenige om, hvordan det skal gøres, men man må da spille med, komme med nogle bud på, hvordan det skal gøres. Men jeg kan forstå, at svaret er, at alt vil blive rullet tilbage, at man ikke vil være med til at løse alle de her problemer.

Vi skal nok lægge et konkret forslag til en skattereform frem og til, hvordan den skal finansieres og hvordan der skal gives lettelser af skatten på arbejde. Men det er jo den eneste konkrete ting, Venstre har nævnt: Hr. Lars Løkke Rasmussen sagde op til Venstres landsmøde, at der skulle gives skattelettelser, men han ville ikke sige, hvor finansieringen skulle komme fra, der skulle bare ikke være andre skatter, der steg. Men vi kan måske her få løftet sløret for, hvor i den offentlige sektor der skal skæres yderligere ned.

Ordføreren.

Vi står fuldt ud ved det, vi lagde frem før valget. For finansloven for 2013 vil Venstre selvfølgelig komme med sit eget bud, udfærdige et udspil til den. Det vil være helt naturligt, at man gør det som oppositionsparti, så selvfølgelig vil vi gøre det. Det vil være ansvarligt, konkret og holdbart.

Nu står vi så i en situation, hvor vi mener, at det, Danmark har brug for, også i forhold til det spørgsmål, jeg fik tidligere, vedrørende konkurrenceevne, ikke er skatteomlægninger, men en sænkelse af selve skattebyrden, også for at få styrket konkurrencen, for der er ingen tvivl om, at Danmark bliver stadigt hårdere presset. Det arbejde vil vi gå i gang med, og vi vil selvfølgelig også præsentere det konkret for danskerne, så de ved, hvad det går ud på.

Så har regeringen et ønske om at lave en skattereform, og jeg kan jo tydeligt lytte mig til, helt afhængig af hvilke ministre der udtaler sig, at regeringen er i dyb splid med sig selv om, hvordan den skattereform skal se ud. Men når regeringen engang har fundet ud af med sig selv, hvad den mener, vil vi glæde os til forhandlingerne og kommer meget gerne.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så det er hr. John Dyrby Paulsen som socialdemokratisk ordfører.

Den nye regering har siddet i lidt mere end 100 dage, og der er vel to ting, der står fuldstændig tindrende klart lige nu. Det ene er, at Danmark står i en hidtil uset dyb økonomisk krise med meget store udfordringer, og det andet er, at den her regering har igangsat en reformdagsorden, der ikke er set magen til i mange år i Danmark.

Den økonomiske udfordring betyder, at ethvert ekstra tiltag på bl.a. finansloven skal finansieres krone for krone. Den økonomiske udfordring betyder også, at den her regering fokuserer på at skabe nye job og nye arbejdspladser i det her land, for det er det, der er behov for. Men man skal også holde fast i, at ingen finanslov, heller ikke denne her, er designet til at løse alle problemer og alle udfordringer, Danmark står over for. Man kan vel sige, at den her finanslov er starten på begyndelsen på den reformdagsorden, som regeringen har lagt frem.

Jeg synes, at det er lige flot nok efter 100 dage at blive beskyldt for, at man ikke har lavet de store reformer endnu, store reformer tager altså lidt længere tid og skulle gerne være funderet på et bredt flertal i det her Folketing. Så kan jeg sådan stille spørgsmål ved, om oppositionen og specielt Venstre har lyst til at være med til de reformer. Hvis Venstre bryster sig af at være et reformparti, så håber jeg, at det også gælder for de reformer, vi skal i gang med. Jeg kan frygte, at det ikke gælder, men lad os nu se, når året rinder ud, om vi kan regne med Venstre i reformdagsordenen eller ej.

Vi kommer til at tale om reformer. Vi kommer til at tale om en skattereform, vi kommer til at tale om reformer på beskæftigelsesområdet, vi kommer til at tale om reformer af kontanthjælpsområdet, vi kommer til at tale om reformer af førtidspensionsområdet – for bare at nævne nogle stykker. Og vi har reformviljen. Vi vil gerne noget, og vi vil gerne meget langt. Jeg håber, at oppositionen kan være med.

Så har vi igen den der diskussion om udlandets tillid til Danmark. Og det er rigtigt, at Danmark er et såkaldt AAA-land, og nogle gange måler man udlandets tillid ved, om den danske rente er høj eller lav. Jeg må bare i al beskedenhed sige, at efter regeringen er trådt til, er den danske rente faldet yderligere, og i Venstres optik betyder det jo normalt, at udlandets tillid er meget stor. Så må man også konkludere, at udlandets tillid er blevet endnu større, efter den nye regering er trådt til. Det synes jeg bare skal være sagt for fuldstændighedens skyld.

Vi ved godt, at det her med reformer bliver svært. Vi ved godt, at det bliver svære forhandlinger. Og jeg har sagt det før, men jeg bliver nødt til at gentage det: Da Venstre i 2007 hævdede, at de økonomiske lærebøger skulle skrives om, tog Venstre fejl. Og der er sket meget i verden siden 2007, men spørgsmålet er, om der også er sket noget med Venstre og Venstres opfattelse af økonomisk politik. Indtil nu synes det mest at have været at sætte sig hen i hjørnet med hænderne for øjnene og vente på, at krisen går over af sig selv, og så i øvrigt gøre så lidt som overhovedet muligt.

Jeg synes i virkeligheden, at Venstre siden valget i december sådan demonstrativt har været fornærmet. Fornærmet over, at man ikke vandt valget – det kan jeg måske godt forstå – og derudover fornærmet over alt, hvad der kom fra regeringen, og man har demonstrativt stort set skudt alt ned. Det er ikke hver gang med lige gode argumenter; faktisk med sådan nogle lidt mærkelige argumenter om, at det vil man ikke, det kunne man ikke, og der var masser af ting i vejen – i stedet for sammen med regeringen at adressere de udfordringer, Danmark står over for.

Vi har ikke hørt et eneste konkret bud fra Venstre på, hvordan man løser den krise og de udfordringer, vi står over for – ikke et. Venstre har godt nok stillet tre små ændringsforslag til finansloven, og hvis jeg må tage det som udtryk for, at Venstre synes, at der ikke er sket noget nyt, siden Venstre fremsatte sit forslag til finanslov i august 2011, at verden ikke er blevet ændret, at udfordringerne ikke er blevet større siden august 2011, må jeg sige til Venstre, at Venstre ikke har fulgt med de sidste par måneder, heller ikke i forhold til uroen på de finansielle markeder, som er blevet værre, end den var for 6 måneder siden.

Vi ved alle sammen, at regeringen er tiltrådt på et vanskeligt tidspunkt. Danmark står over for store udfordringer, og konjunkturerne, ikke bare i Danmark, men i de fleste andre lande, vi samarbejder med og sammenligner os med, er svage. Danske virksomheder har mistet titusindvis af job. Det er selvfølgelig benhårdt for dem, der står uden arbejde, og det er svært for familierne. Det koster samfundet dyrt, meget dyrt, og risikoen for fornyet tilbagegang er altså stadig eksisterende. Over hele landet står boliger til salg i månedsvis. Familier tøver med at bruge penge, og det kan man godt forstå, fordi de er utrygge ved fremtiden og utrygge ved, om de har deres job også om en måned og om et år. De unge har svært ved at finde job, og der er mangel på praktikpladser. Det er klart, at vi i denne Folketingssal har en bunden opgave i at vende den udvikling. Vi skal genskabe troen på fremtiden i Danmark, og den første store udfordring er at få sat gang i væksten og gang i jobskabelsen, og det er et af kerneområderne i finansloven for 2012.

Det havde selvfølgelig været dejligt, hvis der havde været penge på kistebunden til at sætte gang i dansk økonomi, men vi ved alle sammen, at sådan er virkeligheden desværre ikke. Der er ubalance i dansk økonomi, og underskuddet på statens finanser truer med at udhule vores velfærd. Det er ikke bare et almindeligt underskud, vi sådan kan se gennem fingre med, men der er tale om et gigantisk hul.

Men det betyder ikke, at vi skal sætte os hen i hjørnet og vente på, at det her går over af sig selv. Vi kan faktisk gøre noget, vi kan gøre nogle tiltag – bl.a. den kickstart, som vi sætter gang i, som rent faktisk skaber job i Danmark. Det betyder, at der til næste år med kickstarten af finansloven er 11.000 mennesker, der kommer i arbejde, og som ikke alternativt vil være ledige. Det skal vi glæde os over, for det er det, der er vejen frem. I øvrigt er de 11.000 job mere, end vi havde forventet, da vi forhandlede finansloven, og i øvrigt langt mere end den plan om holdbar vækst, som VK-regeringen havde i sin tid.

Meget handler om økonomi, men alt handler jo ikke kun om økonomi. Det er rigtigt, at regeringen har overtaget et meget, meget stort underskud på de offentlige finanser, men vi har også arvet et stort underskud på nogle af de menneskeområder, som vi sætter meget højt. Alt for mange danske familier har levet i fattigdom, og alt for mange børn har oplevet konsekvenserne af fattigdom, og derfor har vi afskaffet fattigdomsydelserne. Vi tror altså ikke, at det bliver nemmere at få folk i arbejde, eller at vi gør dem dygtigere ved at gøre dem fattigere, og vi vender os stærkt imod den fuldstændig absurde tanke, at børn får flere muligheder af, at vi gør deres familie fattig. Sandheden er i virkeligheden den stik modsatte: Fattigdomsydelserne har givet Danmark et socialt underskud, og det underskud har vi nu rettet op på.

Vi forlænger dagpengeperioden med ½ år for forsikrede ledige, vi skaber 1.500 ekstra praktikpladser for de unge, og det er ikke noget, der bare kommer de unge til gavn, det kommer også samfundet og dansk erhvervsliv til gavn den dag, konjunkturerne vender. På samme måde har vi gjort op med VK-regeringens aftale med DF om grænsebommene. Vi har fjernet grænsebommene, men vi bibeholder den styrkelse af SKAT, der også ligger i aftalen, fordi det er sund fornuft, og fordi det er en god investering. Vi har også styrket SKAT's kontrol med illegal import af varer og deres kontrol af multinationale selskaber – også det er en god investering, som burde have været foretaget for lang tid siden.

For at sige det ligeud har vi jo ikke lagt skjul på, at vi ville hæve skatter og afgifter med 5 mia. kr., fordi der så blev råd til at gøre nogle tiltag, der skaber job i Danmark, skaber bedre energiløsninger og skaber bedre boliger. Vi har sagt det meget åbent, for skal vi lave noget, skal vi også have pengene til det. Vi fortsætter ikke det, den gamle regering gjorde, nemlig med underskud på underskud, for danskerne ved godt, at de underskud skal betales på et tidspunkt, og danskerne ved godt, at der kun er danskerne til at betale dem.

Når vi har hævet nogle af skatterne og afgifterne, har vi jo gjort det, dels for at få et ekstra provenu, dels fordi vi håber på, at nogle af afgifterne giver et afkast i form af mere sundhed hos danskerne. Det er ikke noget, vi kan skrive ind i finansloven, og vi kan ikke regne med det som sådan, men der er altså en betydelig potentiel sundhedsmæssig gevinst også i afgifter. Men det er ikke det eneste sundhedstiltag, der er i finansloven. Vi har fjernet egenbetaling for fertilitetsbehandling, ikke fordi det er en menneskeret at få børn, men fordi vi gerne vil have flere nyfødte danskere. Vi har styrket kræftindsatsen, og vi har prioriteret psykiatri. Desuden styrker vi kvaliteten i sundhedssektoren, og vi forlænger forsøgsordningen med akuthelikoptere i Karup og i Ringsted.

Alt i alt gør vi det lettere og sundere at være dansker, både nu og i fremtiden, og vi har altså fundet ekstra 1,5 mia. kr. til at gøre danskerne sundere. Vi befinder os midt i en meget alvorlig krise, det er der ingen tvivl om, men vi må ikke glemme, at Danmark helt grundlæggende er et fantastisk land, et land med mange muligheder og stort potentiale, et land for de mange og ikke blot de få. Vi har meget at være stolte af, vi har meget, vi skal nå, og vi skal videre. Vi har brug for nye job, vi har brug for nye reformer, og det arbejde sætter vi i gang med finansloven for 2012. Det er en lang rejse, vi har foran os, den er meget lang, den her finanslov er regeringens første skridt på den rejse.

Der er et antal, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg læser lige listen med den prioritering, jeg vil foreslå, op. Det er sådan, at det især er Venstre, der har flere på listen, end vi når. Så må man eventuelt selv melde, hvis man mener, at det er vigtigere med andre end dem, jeg nævner. Jeg har i denne rækkefølge foreløbig Peter Christensen, Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen, Mike Legarth, Kristian Jensen, Tina Nedergaard, Gitte Lillelund Bech, Simon Emil Ammitzbøll. Så når vi nok ikke mange flere.

Men først hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Indtil nu har de reformer, som er blevet stemt igennem, mens den nye regering har siddet, jo været dem, som den tidligere regering lagde frem. Og på et eller andet tidspunkt skal vi jo også til at snakke om nye reformer. Det er regeringen enig i, og det glæder os. En af dem er en skattereform. Og jeg forventer jo, at den er på banen, siden jeg kan se, at regeringen nu begynder at ville diskutere skat. Men der er jo alligevel mange svar, der ikke er kommet, og derfor er mit spørgsmål: Når nu regeringen, som det kollektiv, en regering jo er, går ud og siger, at ulighed er uinteressant, når vi snakker skat, og at vi ikke skal have nogen snak om Ginikoefficient – det er noget teknisk, som økonomer kan gå op i, pjat med det, nu handler det om, at det skal kunne betale sig at arbejde – så bliver vi jo glade i Venstre, men hvad dækker det over i Socialdemokratiet?

Dækker det over, at man også er parat til at lette skatten for de højeste indkomster, eller hvordan skal man tolke den debat?

Ordføreren.

Må jeg ikke bare sige som en generel betragtning, at Venstre jo er inde på den der bane med, at nu skal vi lave reformer, men inden vi skal lave dem, skal regeringen lige fortælle, hvad den nøjagtig vil med de reformer. Det virker jo sådan lidt underligt. Vi lægger jo op til en reformsnak – og nej, det er faktisk ikke særlig normalt, selv om det bliver hævdet dernedefra. Venstre beder jo om, at før vi starter den her reformsnak, skal vi sige nøjagtig, hvad det er, vi vil, hvordan vi vil indrette det hele, og hvordan den tekniske sammenhæng er. Der må jeg bare sige til hr. Peter Christensen og Venstre: Kunne vi ikke gøre det på den anden måde, så vi starter med at snakke om, hvad vi hver især vil i henhold til det endelige mål med skattereformen? Vi har jo sagt meget klart, nemlig at det er at øge arbejdsudbuddet i det her land. Og med hensyn til ulighed og ikke ulighed tror jeg, man skal passe på med det der trick, som Venstre laver, med at tage en enkelt pind ud og sige: Det her øger uligheden, så det er da helt forfærdeligt, den skulle man tage at trække ud. Nej, det afgørende er jo virkningen af den samlede pakke, den samlede finanslov, de samlede reformer, vi nu skal i gang med at snakke om i år. Det er det, der er pointen, altså hvad er den samlede effekt af de samlede reformer?

Man bør ikke tage et enkelt led ud og i øvrigt glemme den anden side af lighedstegnet og sige, at det herovre er helt forfærdeligt, og så glemme alt det andet, vi gerne vil lave.

Peter Christensen.

Jamen det var nu sådan set ikke et angreb på hr. John Dyrby Paulsen, selv om svaret virkede, som om at man opfattede det som et angreb. Jeg kan lige – bare for historieskrivningens skyld – sige, at det nu ikke er usædvanligt, at en regering har ansvaret og påtager sig ansvaret, og at dem, man skal forhandle med, godt vil vide, hvad det er, der forhandles om. Det er nu ikke så usædvanligt. Jeg tror, det vil gå op for hr. John Dyrby Paulsen, at man nok er nødt til at mene noget for at få andre partiers holdning til det, man vil. Ellers bliver det langt og svært.

Mit spørgsmål er sådan set helt stille og fredeligt. Hvordan den samlede finanslov ser ud fremadrettet, afgøres jo under finanslovforhandlingerne. Men hvordan ser Socialdemokratiet på selve skattereformen? Jeg er bare nysgerrig efter at vide, at når man vil gøre op med det budskab, man havde før valget, om, at ligheden skulle være større – også når man laver en skattereform, og skatteministeren nu siger, at det skal den ikke længere, og at det godt må blive mere skævt – kan Socialdemokratiet så acceptere, at det bliver mere skævt? For det bliver det jo, hvis man giver lettelser til de højeste indkomster.

Det er sådan set ikke et angreb. Det er mere for at finde ud af, hvad der er af grundlæggende tanker bag det arbejde, der skal i gang.

Ordføreren.

Jamen jeg opfattede såmænd heller ikke det, der blev sagt, som et angreb. Det, jeg bare er sådan lidt bekymret for, er jo, at vi igen ser, at Venstre stiller sig ud på sidelinjen og ikke vil være med til noget som helst med mange besynderlige argumenter såsom: Jamen vi ved ikke, hvad regeringen vil. Det, vi lægger op til, er jo en åben drøftelse om, hvad der kan være i det her. Der står meget klart i regeringsgrundlaget, og jeg håber også, at Venstre har læst det, at en skattereform skal sænke skatten på arbejde, være socialt afbalanceret og øge arbejdsudbuddet i Danmark. Det er hovedformålet med en skattereform. Hvis andre partier i det her Folketing har nogle andre ønsker, må de jo lægge dem på bordet, og så må vi forhandle ud fra det. Men vi starter jo ikke med at sige, at her er en facitliste, og den kan der ikke rykkes ved. Tværtimod.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak, formand. Jeg tror, at hr. John Dyrby Paulsen vil sande, at det kræver lidt tilvænning at være ordfører for et regeringsparti. Man kan somme tider løbe ind i den situation, at man får nogle spørgsmål om, hvad regeringens politik egentlig er, og hvis svaret så altid er, at det vil man gerne have en dialog om, er det lidt svært at komme videre. Altså, det normale er, at man stiller spørgsmål om, hvad regeringens position er, og så forholder ordføreren sig til det og siger selvfølgelig også, hvad han eller hun selv vil. Når hr. John Dyrby Paulsen i sit indlæg om finansloven gør meget ud af, at regeringen vil reformer, så taler vi jo hurtigt om en skattereform, som regeringen har bebudet, og så er det jo ikke mærkeligt, at vi spørger til, hvad pejlemærkerne i en skattereform er for regeringen.

Der er i hvert fald et spørgsmål, der er vigtigt for Dansk Folkeparti at få Socialdemokratiets holdning til. Det er: Skal de såkaldte rige med en skattereform betale mere i skat? Jeg har tidligere under debatter her i Folketingssalen forsøgt at få regeringens svar på det. Det har jeg ikke kunnet få, men jeg synes, at det er et højaktuelt spørgsmål, også som følge af, at der jo var en valgkamp, hvor netop det med, at der skulle være en millionærskat, en bankskat, at de rige skulle betale mere, var helt afgørende for Socialdemokratiet. Så derfor vil jeg spørge: Vil en skattereform efter Socialdemokratiets opfattelse betyde, at de såkaldte rige kommer til at betale mere i skat – ja eller nej?

Ordføreren.

Må jeg ikke bare sådan helt grundlæggende sige, at jeg ikke vil afvise, at jeg skal vænne mig til, at vi er i regering. Jeg synes, det er en sand fornøjelse. Jeg tror i virkeligheden også, at hr. Kristian Thulesen Dahl skal vænne sig til at være ordfører for et parti, der ikke fuldstændig har indflydelse på den regering, der nu sidder. Men hr. Kristian Thulesen Dahl kan være fuldstændig sikker på, at når vi laver reformer, gør vi det med et klart sigte. Det klare sigte med de reformer er bl.a. og først og fremmest beskrevet i regeringsgrundlaget. Der står helt klart, at den skattereform, vi skal lave, skal sænke skatten på arbejde, øge arbejdsudbuddet i det her land og i øvrigt være socialt afbalanceret. Det er indgangsvinklen.

Det kan godt være, at Dansk Folkeparti ikke har været vant til det tidligere, men det er jo ikke noget nyt, at den her regering altså lægger op til reformer, som forhandles i det her Folketing. Vi hører, hvad der er ønskerne fra de forskellige partier, og tager udgangspunkt i det og ser, om vi kan nå et fælles mål. For sandheden er jo, at de reformer, vi skal til at gå i gang med – og det er mange, og de er omfattende – er allermest levedygtige, hvis vi kan få et bredt flertal for dem i det her Folketing, i stedet for at regeringen sætter en facitliste op, og hvis folk ikke vil være med til det, gennemfører regeringen dem bare. Sådan har vi ikke tænkt os at køre den her proces.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, det er fint at lægge op til forhandling. Vi kommer meget gerne til forhandlinger med regeringen, det har vi bebudet ved alle mulige lejligheder. Vi tager meget gerne diskussionen, og vi håber også, at regeringen vil lytte til vores synspunkter. Og kan der blive enighed blandt mange partier, er det selvfølgelig glimrende. Men jeg vil sige til hr. John Dyrby Paulsen, at det jo ikke gør, at Socialdemokratiets ordfører kan slippe for at svare på de mest banale spørgsmål. Og det er jo altså svært at komme til en forhandling og få en dialog i gang, hvis ikke man ved, hvad den anden part mener. Specielt når vi taler om et regeringspartis ordfører, bliver vi jo nødt til at vide, hvad regeringens udgangspunkt er for de her forhandlinger. Og det er et simpelt spørgsmål at svare på efter den valgkamp, hvor det var så vigtigt et spørgsmål – de rige skal betale noget mere, og vi vil have millionærskat, blev der sagt gang på gang, også af Socialdemokratiets formand, den nuværende statsminister. Og bankerne skulle betale mere, det var afgørende vigtigt. Det var endda noget, man satte så meget på spidsen, at man sagde, at hvis De Radikale ikke ville være med til det, måtte de vælte sådan en regering.

Så spørger jeg bare i al stilfærdighed: Skal en skattereform, som vi skal til at forhandle lige om lidt, bl.a. indeholde, efter Socialdemokratiets opfattelse, at de rige, man har talt om i valgkampen, kommer til at betale mere i skat?

Ordføreren.

Med fare for at komme til at gentage mig selv, vil jeg sige, at udgangspunktet er det, der står i regeringsgrundlaget. Der står klart, at skattereformen skal sænke skatten på arbejde og i øvrigt øge arbejdsudbuddet og være socialt afbalanceret. Det er udgangspunktet for regeringens forhandlinger om en skattereform; det er det, der er målet; det er det, der er udgangspunktet. Hvordan det konkret kommer til at hænge sammen, med konkrete beslutninger, altså den tekniske udformning af skattereformen og den tilhørende lovgivning, er jo noget, vi tilpasser hen ad vejen. Og det duer altså ikke, at vi sætter os op og laver en facitliste på forhånd og så siger til Dansk Folkeparti: Enten kan I købe det, eller I kan lade være. Det er ikke den måde, vi forhandler på.

Derfor bliver jeg nødt til som svar på det spørgsmål, der nu er stillet to gange, og som jeg nu har svaret på to gange, at sige, at jeg bare vil understrege, at jeg synes, svaret ligger i det, når jeg siger, at skattereformen skal sænke skatten på arbejde.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu er vi en god time henne i debatten, og Danmark er blevet gældsat for yderligere ca. 10 mio. kr. Når vi er færdige engang i aften, er vi gældsat med omkring 230 mio. kr. ekstra, en kvart milliard. Det er den finanslov, vi diskuterer i dag, og som Socialdemokratiet lægger stemmer til, og som resten af Folketinget lægger stemmer til på nær Liberal Alliance, som ønsker at trække en streg i sandet og sige: Det her er bare ikke godt nok. En kvart milliard i aften svarer til, at vi har pantsat yderligere en jysk landsby. Det er det perspektiv, vi taler om.

Det er så voldsomt i den situation, som Europa er i på nuværende tidspunkt, at vi burde tage os sammen i det her Folketing og handle. Vi kan faktisk som nation trække os ud af den her situation ved at skabe en øget konkurrenceevne, sænke skatterne på arbejde markant, sænke skattetrykket markant, stramme op i den offentlige sektor, sådan at vi bliver det sted, hvor de næste investeringer bliver lagt.

Men der er intet perspektiv i den her finanslov, som peger i den retning. Der er ikke mere vækst, der er mindre vækst. Der er ikke lavere skatter, der er højere skatter. Der er ikke mere frihed, der er mindre frihed. Der er ikke en mere effektiv offentlig sektor.

Hvorfor kan man som socialdemokrat lægge stemmer til sådan noget? Er overskriften på den socialdemokratiske politik: Vi har ét mål, nemlig mere gældsætning?

Ordføreren.

Til det sidste må jeg svare klart nej. Men det understreger jo meget klart det, der ligger i spørgerens spørgsmål, nemlig hvad det er for en alvorlig situation, vi står i. Jeg er ikke enig i spørgerens sådan underliggende præmis, nemlig at det kunne man bare fjerne, at man bare kunne fjerne et underskud på 100 mia. kr. stort set i løbet af finansåret i år, nemlig 2012; det er jeg fuldstændig uenig i. Det ville kuldsejle dansk økonomi fuldstændig, og så skulle vi for alvor se udfordringer for dansk økonomi og et meget stort antal ledige. Så det er ikke vejen frem at gå.

Det er rigtigt, at vi har overtaget et meget stort underskud. Derfor har vi også pålagt os selv at sige, at hvis vi skal lave nye initiativer, bliver vi nødt til at finansiere dem krone til krone. Det har vi gjort med den her finanslov, og vi skaber altså 11.000 nye job alene i år. Det er vejen frem.

Med hensyn til gældsætning eller ikke gældsætning vil jeg sige: Ja, det skal vi ud af. Og til næste år har vi yderligere den udfordring at leve op til EU's krav, og det gør vi. Det betyder, at underskuddet skal bringes endnu længere ned.

Må jeg så ikke vende tilbage til en af de pointer, jeg havde i min ordførertale, nemlig at det, vi jo kan se med hensyn til udlandets tillid til Danmark, er, at den er usvækket. Så det er altså ikke nogen bekymring, det store kapitalmarked i udlandet har til, at Danmark bliver yderligere gældsat. Det mener man godt at man kan bære i den her situation – med den økonomiske politik, der er fremlagt af regeringen.

Hr. Anders Samuelsen.

Det er rigtigt, at udlandet stadig væk har tillid til Danmark; det kan vi se ved de lave renter. Det er bl.a. begrundet i, at vi holder en afstand til bl.a. det eurosamarbejde, som er ved at kuldsejle fuldstændig i øjeblikket. Her er regeringen så på vej til at ville låses endnu mere ind i det, ved at vi skal være med i den nye traktattilføjelse, ved at vi skal stille penge til rådighed, 40 mia. kr. Det er det samme som at sende et signal til markederne om, at vi er på vej til at lægge penge, yderligere dansk økonomi, i et lod, i en vægtskål, som trækker Danmark nedad.

Hvorfor er det, at regeringen ikke handler, når vi er i sådan en situation? Vi er 179 medlemmer af det her Folketing, og vi kan fra den ene dag til den anden ændre rammerne for dansk erhvervsliv, for investeringslysten i Danmark. Uanset om verdensøkonomien skrumper i øjeblikket, uanset at vi er på vej mod en alvorlig recession, er Danmark et så lille land, med en så lille andel af verdensmarkedet, at hvis vi kan øge den andel, kan vi komme ud på den sikre side. Men det kræver altså mere perspektiv end 100 mia. kr. i underskud og en påstand om, at man skaffer nye penge til nye initiativer. Udgangspunktet er altså 100 mia. kr. i underskud, og så kan man da ikke påstå, at man har råd til det, som man lægger frem. Vil ordføreren ikke godt erkende det?

Ordføreren.

Nej, det vil jeg ikke erkende. Der er lige nogle ting, vi skal have på plads. Vi finansierer de nye initiativer, vi tager, krone til krone. Det er noget, vi har pålagt os selv, og det er en sund økonomisk indgangsvinkel til de udfordringer, vi har. Det er den ene side af sagen. Og så bliver der nævnt, at vi stiller et lån på 40 mia. kr. til rådighed for den her finanspagt. Det er nu ikke helt rigtigt, det er Nationalbanken, der stiller det til rådighed over for den Internationale Monetære Fond. Det er i øvrigt noget, vi har gjort før og gør igen, og de penge er der ikke den store risiko ved.

Men det er jo rigtigt, at den finanseuropagt, der er i gang i øjeblikket, kender vi ikke nøjagtig udformningen af, og så er det jo svært at tage stilling til den, og det skal vi heller ikke gøre i forbindelse med finansloven.

Jeg tror ikke, det er rigtigt, at markedet har den opfattelse, at vi er fuldstændig fjernt fra, hvad der sker i Europa i øvrigt. Vi er meget afhængige af, hvad der sker i Europa, vi har jo også bundet vores valuta til euroen. Så derfor kan vi ikke fuldstændig se bort fra, hvad der sker i den øvrige eurozone, og det ved markedet også godt. Så når markedet har tillid til Danmark og dansk økonomi, er det ikke, fordi vi ikke er en del af hele den der eurozone, for det er vi økonomisk; der er vi temmelig dybt involveret i, hvad der sker i resten af Europa.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge finansordføreren, om Socialdemokratiet er i tråd med sit bagland. Når nu fagbevægelsen ved Dansk Metal melder ud, at de kræver lettelser i topskatten, er partiet, Socialdemokratiet, så enig i det?

Ordføreren.

Jeg har noteret de synspunkter, der er kommet fra Dansk Metal, og dem hilser jeg velkommen. Jeg synes, det er et godt indspark i debatten. Vores udgangspunkt er stadig, at den skattereform, vi skal lave, skal lette skatten på arbejde og øge arbejdsudbuddet i Danmark, og alle forslag, der måtte komme i den henseende, også fra fagbevægelsen og fra organisationer, der ikke er en del af fagbevægelsen, er velkomne – det gælder i øvrigt også de politiske partier – for det, der er vigtigt, er, at vi får en bred diskussion af, hvad det her skal føre frem til, og i øvrigt forhåbentlig får en bred aftale om en ny reform, hvor man også tør være modig; det gælder regeringen, men det gælder så sandelig også oppositionen.

Hr. Mike Legarth.

Socialdemokratiet har jo altid været modig, når det gælder om at udskrive nye skatter og afgifter. Men jeg fik i hvert fald ikke afkræftet eller bekræftet noget som helst her. Der blev nærmere svaret udenom, ingen konkrete svar. Altså, befolkningen må undre sig, lyttere og seere må undre sig over, at man ikke kan få at vide, hvad det er for en politik, Socialdemokratiet står for.

I valgkampen hørte vi, at man ville skaffe indtægter fra bankskat på 2 mia. kr., og man ville skaffe indtægter fra millionærerne på 1,2 mia. kr. Straks efter laves der et regeringsgrundlag, og ingen af delene er med. Nu annoncerer man en skattereform. Hvordan skal den se ud? Hvad vil udbyttet være? Skal skattetrykket falde eller stige? Skal topskatten lettes eller ikke?

Ordføreren.

Nu kommer vi jo tilbage til lidt af det, jeg også diskuterede med Venstres finansordfører, for det er jo en underlig situation, at vi nu lægger op til, at vi i løbet af 2012 begynder at diskutere en skattereform – og jeg har forestillet mig, at det skal være i kølvandet på, at vi jo så ved, hvordan overenskomsterne er landet, og hvordan trepartsforhandlingerne eventuelt er landet – og nu siger De Konservative så: Nej, nej, før vi skal det, skal Socialdemokratiet og regeringen komme med en hel spiseseddel om, hvordan den her skattereform kommer til at ende. Og der må jeg bare sige igen: Nej, det er ikke det, der er køreplanen. Vi går ind til det her med meget åbent sind, og vi hører gerne på, hvad også De Konservative siger, og hvis De Konservative gerne vil indføre en bankskat og en millionærskat, må de jo lægge det på bordet, og så må vi jo drøfte, om det er noget, der kan lade sig gøre. Det tror jeg nu ikke det kan.

Men pointen er, at vi laver en skattereform, der sænker skatten på arbejde og øger arbejdsudbuddet i det her land. Det er formålet med skattereformen. Hvordan vi så indretter den teknisk, er jo i virkeligheden det, forhandlingerne drejer sig om.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Det er egentlig ikke, fordi jeg ønsker regeringen eller Socialdemokratiet nogen særlig lys fremtid, og derfor er det sjældent, jeg kommer rundt med gode råd. Jeg vil alligevel komme med et godt råd til hr. John Dyrby Paulsen. Man skal holde op med at klynke, man skal holde op med at kritisere, man skal begynde at reagere. Man er blevet regeringsparti, og så skal man lade være med at tro, at alle andre kommer med forslagene.

Man har vundet forpligtelsen og retten til at lægge forslag frem, så man skal prøve at gøre det i stedet for at anvende den stil, som både økonomiministeren og senest skatteministeren har lagt for dagen. De kaster prøveballoner op med en børnecheck, som man i øvrigt ikke vil kommentere og sige sin mening om. Eller der er en skattereform, om hvilken man ikke vil sige noget som helst om finansieringen. Ordføreren sluttede sin tale af med at sige, at den her finanslov var det første skridt. Hvis det er det første skridt på rejsen, går man i den forkerte retning. Man har en finanslov med et lavere arbejdsudbud. Man har en finanslov med en dårligere konkurrenceevne. Man har en finanslov med et højere skatte- og afgiftsniveau. Det er den stik modsatte vej af, hvad Danmark har behov for.

Jeg vil bare høre: Hvis de reformer, som ordføreren gerne vil have et bredt samarbejde om, virkelig skal være brede, er man så klar til at gå i den stik modsatte retning med reformerne end det, man gør med finansloven?

Ordføreren.

Nej, det er vi ikke. Vi mener faktisk, at den her finanslov givet de meget svære udfordringer, vi har, bestemt peger i den rigtige retning, bl.a. ved at vi skaber 11.000 nye job i år. Det er det, der er hele kernen i det her. Jeg tror egentlig ikke, at Venstre hørte efter, hvad der blev sagt i ordførertalen. Ja, jeg kritiserede Venstre, men jeg synes i virkeligheden, jeg brugte over to tredjedele af min ordførertale på at nævne, hvad det er, vi vil med finansloven. Vi vil skabe nye arbejdspladser, lave den her kickstart, fjerne fattigdomsydelserne, lave en række tiltag inden for sundhedsområdet, skabe 1.500 nye praktikpladser osv. osv.

I virkeligheden er der rigtig mange gode ting i den del af finansloven, der er vores, nemlig det, vi har finansieret krone for krone. Vi har taget den udfordring på os, og jeg synes måske ikke helt, at Venstre har opdaget det endnu. De reformer, vi skal lave på skatteområdet, på beskæftigelsesområdet, på kontanthjælpsområdet og på førtidspensionsområdet skal alle trække Danmark i en anden retning. Indrømmet, det er en anden retning end den, VK-regeringen var i gang med at trække Danmark i, men jeg håber så inderligt, at Venstre vil være med og har modet til at være med i arbejdet med de her reformdagsordener.

Hr. Kristian Jensen.

Venstre deltager gerne i reformer, men de skal trække i en anden retning end den, finansloven gør. Ordføreren siger, at man skal øge arbejdsudbuddet. Kan ordføreren ikke bekræfte, at finansloven reducerer arbejdsudbuddet? Det er ikke de midlertidige job, man snakker om, men den permanente virkning på arbejdsudbuddet. Ifølge et svar fra finansministeren reducerer man det i den her finanslov med 3.000-4.000 personer. Er ordføreren enig i det? Mener ordføreren, at den her finanslov med en NO x -afgift forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne? I så fald mener jeg, at man skal tage en snak med fællestillidsmændene på Aalborg Portland.

Det kan måske være, at man ligesom Det Radikale Venstre synes, at det bare er gamle arbejdspladser. Mener man virkelig, at den rigtige vej at gå er at sætte skatter og afgifter op – det er noget, der sætter gang i grænsehandelen og betyder, at de butiksansatte mister deres arbejdsplads i Danmark? Hvis man virkelig ønsker et bredt samarbejde og reformer, der styrker, må ordføreren erkende, at den her finanslov trækker i den forkerte retning, og at reformerne skal trække i en anden retning end det, der er aftalt.

Ordføreren.

Nej, det kan denne ordfører ikke erkende. Lad os nu få tingene helt på plads. NO x -afgiften indførte Venstre jo selv, og jeg mener faktisk, at den afgift har forbedret konkurrenceevnen for nogle danske virksomheder, specielt på det grønne område. De har en mere grøn profil, end de havde før, ingen tvivl om det.

Lad os lige tage den der med arbejdsudbuddet. Venstre hænger sig jo enormt meget i, at finansloven, hvad angår fattigdomsydelserne, teknisk set reducerer arbejdsudbuddet. Man skal lige huske, at det er på temmelig langt sigt. Vismændene siger, at der er en effekt i løbet af 6-7 år. Det vil sige, at vi snakker om en effekt, der går frem til 2019. Venstre hænger sig meget i nu, at arbejdsudbuddet i 2019 bliver reduceret med 4.000 personer. Man glemmer jo alle de reformer, vi ellers skal lave, bl.a. skattereformen, som øger arbejdsudbuddet i Danmark. Det er jo meget belejligt for Venstre, for så behøver Venstre ikke tale om den meget store udfordring, vi har, med, at vi har mistet 150.000 job, mens Venstre havde magten i det her land. Det er en fælles udfordring at genskabe de job. Finansloven tager fat på det ved at skabe 11.000 nye job alene i år.

Fru Tina Nedergaard for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har en vis forståelse for, at det, når man kommer i regering og er ny som regeringsordfører, kan være sådan lidt utrygt at udtale sig alt for stærkt om, hvad regeringen vil. Og derfor synes jeg, at jeg gerne vil understrege, at jeg spørger meget ind til, hvad Socialdemokraterne, som stadig væk er et selvstændigt parti, om end en lille smule reduceret efter valget, vil.

Som jeg forstår det, opfatter Socialdemokraterne Folketinget som en slags studiekreds, hvor vi mødes på kryds og tværs og kan udveksle ord om, hvad vi måtte mene vi skal gøre for det danske samfund. Jeg kunne godt ønske mig, at Socialdemokraterne kunne vænne sig til deres nye rolle og tage ansvaret på sig og fortælle, hvor man skal bevæge sig hen i fremtiden, bl.a. på baggrund af at den danske befolkning jo lytter til, hvad en regering siger.

Den danske befolkning lytter til de meldinger, der ikke mindst kommer fra det største regeringsparti, og den situation, der er skabt i bl.a. Nordjylland, hvor man som udgangspunkt f.eks. belastede Aalborg Portland med 40 mio. kr., er noget, der skaber utryghed. Og derfor vil jeg gerne i forlængelse af Venstres gruppeformands spørgsmål spørge ind til det, der handler om de reformer, der varsles: Skal de indeholde mere af det samme, så det bliver dyrere at producere i Danmark, og så det koster arbejdspladser, eller vil man arbejde med henblik på at skabe mere velstand og mere produktion i det danske samfund?

Ordføreren.

Vi vil arbejde på at skabe mere velstand og mere produktion i det danske samfund. Jeg tror, at statsministeren sagde meget klart, at Danmark skal være et land, der også er baseret på produktionsvirksomheder. Det er en meget, meget vigtig del af dansk industri og dansk økonomi i det hele taget. Så vi vil gerne arbejde for – og det gør vi også, og det er også et udtryk for det sigte, der i finansloven – at skabe job og vækst, herunder vækst i industrivirksomheder og vækst i job i industrivirksomheder i Danmark.

Fru Tina Nedergaard.

Jo, jo, men det, der er situationen, er, at den reelle politik, der gennemføres med finansloven, koster arbejdspladser. Det er skatter og afgifter, der pålægges virksomhederne. Det koster arbejdspladser. Den vækst, som Socialdemokraternes ordfører taler om, er jo de fremrykkede investeringer, som er lånte penge, som er penge, vi ikke kan bruge i de kommende år, for dem bruger Socialdemokraterne og regeringen nu. Det er jo lånte penge.

Men de strukturelle ting i finansloven, f.eks. de 40 mio. kr. på Aalborg Portland, rammer jo arbejdspladser, vi har nu og her, og det vil koste velstand og gøre det sværere for os at betale den betydelige gæld, der ganske rigtigt er fulgt af, at vi har ført en ekspansiv finanspolitik for at afbøde følgerne af den negative globale økonomiske udvikling. Så kort og godt koster den reelle politik i finansloven arbejdspladser. De lånte kroner til de fremrykkede investeringer giver arbejdspladser, javel, men det er så arbejdspladser, vi ikke har senere.

Ordføreren.

Det tror jeg må være udtryk for, at man bruger en lidt alternativ lommeregner til at regne ud, hvad effekterne af det her er. Altså, kickstarten alene giver 8.000 nye job, og resten af finansloven giver, som modellerne ser ud nu – de blev ændret lige før jul med nogle decimaler – 3.000 nye job. Så samlet set bliver der altså skabt 11.000 nye job i 2012. Det må jeg bare holde fast i.

Så kan man godt sætte nogle scenarier op og sige: Jamen i virkeligheden er der nogle områder, hvor man kan frygte at der er en lidt negativ virkning. Men sådan er det jo, når man overtager et underskud på 100 mia. kr. og gerne vil finansiere nogle nye tiltag. Så bliver man også nødt til at finde nogle finansieringskilder til det. Derfor skal jeg bare fastholde, at det, vi kigger på, og det, man bør kigge på, er den samlede effekt af hele finansloven, og der er altså en betydelig positiv jobskabelse.

Den sidste korte bemærkning bliver til fru Gitte Lillelund Bech.

Lige inden fru Lillelund Bech får ordet, vil jeg bede om, at partierne melder sig på med det samme, hvis man vil være sikker på, at jeg kan sørge for en rimelig jævn fordeling mellem partierne inden for den halve time, der er. Det vil jeg bede om i fortsættelsen.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Med hensyn til effekten af finansloven tror jeg nu mere på finansministeren. Al respekt for Socialdemokraternes finansordfører, men finansministeren har afgivet et svar, hvor han siger, at den varige effekt altså er et negativt arbejdsudbud på 3.000-4.000.

Mit spørgsmål går sådan set mere på det her med skattereformen. For det var jo en interessant kronik, som skatteministeren havde i Berlingske i går. I de svar, vi har fået indtil nu fra den socialdemokratiske ordfører, siger han: Vi går til forhandlingerne med et åbent sind. Altså, jeg står lidt med fornemmelsen af, at regeringen vil gå til skatteforhandlingerne med et tomt hoved, for vi kan simpelt hen ikke få nogen svar på, hvad en skattereform skal indeholde. Derfor vil jeg helt konkret spørge hr. John Dyrby Paulsen: Skatteministeren skriver i sin kronik, at den her skattereform ikke skal gavne studerende og kontanthjælpsmodtagere. De må stå over i denne omgang. Er Socialdemokraterne enige i det?

Ordføreren.

Må jeg ikke starte med at svare på det spørgsmål, der blev stillet først, nemlig kommentaren om, at der skulle være en forskel mellem det, jeg har sagt i min ordførertale, og de svar, som finansministeren har givet. Det er der ikke. Det er rigtigt, at finansloven for 2012 har en negativ arbejdsudbudseffekt på op til 4.000 mennesker, forstået på den måde, at arbejdsudbuddet vil blive reduceret. Ifølge vismændene sker det med en forsinkelse på ca. 6-7 år. Det vil sige, at vi snakker om noget, der sker i 2018 eller 2019. Men det, vi er optaget af, og det, der er kerneudfordringen, er jo at skabe job nu og her i 2012 og 2013. Det er det, vi har fokus på, ikke udbudseffekterne i 2018 og 2019. Dem adresserer på en anden måde, bl.a. med skattereformen og nogle af de andre reformer, vi skal i gang med. De har også en effekt på arbejdsudbuddet.

Så lad mig lige sige til sidst med hensyn til skattereformen: Jeg er helt enig i det, der står i skatteministerens kronik. Jeg tror, det er meget rigtigt. Udgangspunktet er, som jeg har sagt flere gange, det, der står i regeringsgrundlaget, nemlig at vi sænker skatten på arbejde og øger arbejdsudbuddet. Det er sådan en skattereform, vi skal lave.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg er da superglad for det svar, for det betyder så også, at den socialdemokratiske finansordfører erkender, at Ginikoefficienten kan man ikke bruge til noget som helst, når man skal måle på, hvorvidt skattereformen rent faktisk har en effekt eller ej. Det vil sige, at i hele den diskussion, der har været om den såkaldte Ginikoefficient, og hvorvidt den kan bruges som en måde at måle, om der er fattigdom eller ej, anerkender Socialdemokraterne nu, at det kan den ikke, for det er sådan set det, skatteministeren skriver i sin kronik.

Så vil jeg godt tilbage til det spørgsmål, som min konservative kollega stillede, og som handlede om Dansk Metals ønske om at hæve grænsen for topskat. Jeg vil bare spørge Socialdemokraternes ordfører om, om Socialdemokraterne er indstillet på at hæve grænsen for topskatten, når man skal forhandle en skattereform – ja eller nej?

Ordføreren.

Som jeg har sagt tidligere, hilser jeg de her indspark velkommen, og jeg synes, de er vigtige i den debat om en skattereform, der nu skal i gang. Skattereformen skal sænke skatten på arbejde og øge arbejdsudbuddet – punktum.

Med hensyn til Ginikoefficienten er det ikke rigtigt udlagt, at nu kan man pludselig ikke bruge den til noget som helst. Ginikoefficienten kan være et udmærket mål for en form for lighed i samfundet, men at tage den ud og beregne Ginikoefficienten ud fra enkelt tiltag og så i øvrigt diskutere, om den er gået 0,1 op eller ned, giver ikke nogen mening. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan bruge Ginikoefficienten i en almindelig diskussion om lighed i samfundet. Det kan man godt. Men at tage den ud og hævde, at et enkelt tiltag skal være udtryk for Ginikoefficienten og så på decimaler, enten anden eller tredje decimal, er fuldstændig meningsløst, og det er i virkeligheden det, der er pointen i skatteministerens kronik.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi har brugt den halve time til korte bemærkninger. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Lad mig lige indledningsvis sige tillykke til finansministeren. Jeg kendte ikke meget til finansministeren, skal jeg ærligt erkende, før folketingsvalgkampen tilbage i september. Jeg havde godt læst noget om ham, at han sad der bag linjerne i Socialdemokratiet, bag fru Helle Thorning-Schmidt, den nuværende statsminister, og kreerede de store oplæg, de store planer, men jeg kendte ikke rigtig noget til manden bag planerne. I valgkampen havde vi et par enkelte sammenstød i forbindelse med nogle debatter, og så er det jo først, efter at finanslovforslaget ligesom er blevet genfremsat og forhandlingerne har været der, at vi har kunnet lære finansministeren lidt bedre at kende. Og dog, for vi havde jo sådan set fra Dansk Folkepartis side ønsket at lære finansministeren endnu bedre at kende, ved at der havde været nogle flere møder, nogle flere steder, hvor finansministeren havde inviteret til reel forhandling om finansloven for 2012.

Som bekendt var der et enkelt sættemøde, som Dansk Folkeparti blev inviteret til, hvor vi skyndte os at drikke så meget kaffe, vi overhovedet kunne overkomme på den time, vi nu havde, for vi havde jo bebudet, at vi ville drikke mange kander kaffe og ikke kun kopper. Så vi tog for os af retterne, og vi måtte jo erkende, at det så også var den eneste gang, vi fik anledning til at diskutere finansloven med finansministeren. Og det ærgrer os selvfølgelig lidt, når vi så ser resultatet af finanslovforhandlingerne, for samtidig med at vi selvfølgelig ønsker finansministeren tillykke med det første finanslovforlig, han har fået indgået, med Enhedslisten, synes vi jo, at resultatet, indholdet af finanslovaftalen godt kunne være noget bedre.

En finanslov er jo skidt og kanel. Og det er i virkeligheden tankevækkende, at jeg vel kan indlede, nogenlunde som jeg har gjort det de sidste 10 år, nemlig med at sige, at jeg jo altid – det har jeg i hvert fald gjort nu i en del år – kommer som den tredje ordfører efter én ordfører, der hovedsagelig fortæller om en masse gode ting, og en anden ordfører, der fortæller, hvor skidt det hele står til. Det kan godt være, at rollerne for de to førstes vedkommende er byttet lidt om efter valget, det skal jeg ikke underkende værdien af, heller ikke underholdningsværdien, men min rolle er i virkeligheden ikke så forandret, den er nemlig at anerkende, at der selvfølgelig i en finanslovaftale er en masse ting, som vi synes er positive, men at der altså også er nogle ting, som vi synes er ærgerlige. Og det vil jo ikke komme som nogen overraskelse, når jeg ikke har meget tid heroppe tilbage, at jeg vil bruge lidt tid på det sidste.

Jeg vil tage udgangspunkt i den økonomiske situation, som jo er dramatisk. Det er den på verdensplan; der er krise rigtig mange steder i verden; der er lande, der har meget, meget store problemer. Og det er Danmark jo også ramt af. Hovedårsagen til krisen, som den er nu rundt om i store dele af verden, er jo en gældskrise, altså at stater og lande har opbygget en alt for stor gæld, og at der derfor ikke er tillid til, at landene kan betale gælden tilbage, og derfor oplever de markant stigende renter. Danmark er i den sammenhæng jo i en god situation, når vi skal sammenligne os med andre lande. Det har også givet sig udslag i, at Danmark er blandt de 12 lande, der har den bedste såkaldte rating, altså en vurdering ud fra tilliden til landets økonomi.

Vi tror så på, at hovedårsagen til det er – lige præcis fordi udgangspunktet er en gældskrise, altså at landene har for stor gæld – at Danmark faktisk lykkedes med at få et nettotilgodehavende, altså at betale sin gæld af i de gode år. Og det forstår jeg egentlig godt at regeringen ikke vil tale ret meget om, for det er selvfølgelig ikke regeringens fortjeneste, at vi nåede at betale gælden af i de gode år, så vi havde et nettotilgodehavende og ikke nettogæld, da finanskrisen ramte os tilbage i 2008 og 2009. Men sagen er jo, at i og med vi lige præcis taler om en gældskrise, og at Danmark kom ind i finanskrisen med et nettotilgodehavende og ikke nettogæld, er det selvfølgelig af afgørende betydning for, at Danmark i dag står i en god økonomisk udgangsposition.

Så handler det jo dernæst om, hvordan vi sikrer, at Danmark kommer bedst igennem den her krise, hvordan vi sikrer, at der i Danmark er noget lyst og iværksætteri, at der er virksomheder, der vil investere, og at der er forbrugere, der tør forbruge, så vi ikke får en for høj arbejdsløshed. Og der vil vi tillade os at henlede regeringens opmærksomhed på, at regeringen tager nogle initiativer, der i virkeligheden er vækstdræbende og vækstdæmpende, for det er klart, at når man siger til forbrugerne i en tid, hvor de er utrygge over den globale økonomi, at nu hælder man lige en strøm af nye skatter og afgifter ud over dem, og at de i øvrigt skal vide, at lige omkring hjørnet kommer man også med stigende energipriser til dem, hvad får det så forbrugerne til? Tja, jeg tror, at den ganske almindelige, robuste, raske dansker vil sige: Nå, men så må jeg nok hellere holde lidt mere igen, så jeg har lidt mere at stå imod med, når nu regeringens skatter og afgifter og stigende energipriser kommer ud over det danske land.

Jeg tror også, at virksomhederne, når de oplever stigende afgifter og besked om stigende energipriser fremadrettet, tænker, at de hellere må holde lidt igen. Og vi har jo set historier de seneste dage om, at erhvervslivet, når man har spurgt dem, siger, at de betragter 2012 som et år, hvor man nok lige skal vare sig for at sætte aktiviteter i gang, og hvor man skal være lidt afventende. Og det er jo ikke godt for vores økonomi, for hvad sker der med statsfinanserne, når man på den måde dæmper væksten i samfundet? Ja, der sker det med statsfinanserne, at de bliver værre, de bliver dårligere, vi får større underskud. Og det er jo en af grundene til, at regeringen nu bliver nødt til at operere med et underskud i 2012 på over 100 mia. kr., og det er derfor, at vi betegner regeringens politik som en vækstdæmpende politik, og det er ikke det, Danmark har brug for i den situation, vi står i.

Der har været meget snak om den der kickstart. Regeringen render rundt og taler om en kickstart, og vi har joket lidt med, at der ligger lidt mere alvor i det end som så, altså at det jo også er rigtigt nok, at vi skal rose den, som roses skal, for der er jo en kickstart syd for den dansk-tyske grænse i form af arbejdspladser, og i form af at der kommer mere gang i hjulene, og det kan Fleggaard og andre være glade for. Men hvis vi kigger på den danske situation, kan vi se, at meget af kickstarten består i, at vi i august sidste år fik at vide, at f.eks. nogle vejprojekter bliver fremrykket, de bliver hurtigere færdige, og det konterer man så ind, og kalder det en kickstart. Eller man vil anlægge en betalingsring omkring København, som måske nok ikke er noget, der sådan for alvor vil fremme mobiliteten i det danske samfund, det er nok noget, der vil skabe problemer med fremkommelighed og lignende, og så kalder man det en del af en kickstart.

Det har jeg jo spurgt finansministeren om tidligere hvordan han får sammenhæng i, og så kommer svaret, at der jo er nogle, der skal bygge den der betalingsring. Og det er jo rigtigt, og så kan man selvfølgelig sige, at det er en måde at skabe arbejdspladser på, men hvis det langsigtet er skadeligt for den danske økonomi, den danske udvikling og den danske mobilitet, er det jo selvfølgelig noget skidt.

Det er jo det samme, når vi kigger på regeringens politik om arbejdsudbuddet, hvor det jo er rigtigt nok, at man skriver højt og flot i sit regeringsgrundlag, at man vil øge arbejdsudbuddet. Det, der er paradoksalt, er jo, at man starter med at skrive, at vi skal øge arbejdsudbuddet, og så starter man med at fremlægge en politik, der gør det modsatte. Hr. John Dyrby Paulsen var også lidt inde på det i de spørgsmål, der var til den socialdemokratiske ordfører. Man trækker ca. 4.000 i arbejdsudbuddet væk, men siger, at det er det modsatte, der er målet, med det resultat, at man så nu øger kravet til egne fremtidige reformer.

Man siger også, det bedre skal kunne betale sig at arbejde, og så starter man med at fjerne kontanthjælpsloftet og starthjælpen, som er nogle af de ordninger, der har gjort, at det kunne betale sig for nogle grupper i samfundet at bevæge sig fra overførsel til at være i beskæftigelse. Det vil sige, at man starter med at øge et problem, som man anerkender er der, og så skal man i virkeligheden bagefter løse problemet. Og så siger man, at det skal ske med en skattereform. Og så spørger vi til, hvad den skal indeholde, hvad planerne er, og så er det, vi ikke får ret mange svar.

Regeringen har selvfølgelig været belastet af en diskussion om løftebrud, altså at man på en lang række områder stillede danskerne noget i udsigt, som man ikke har kunnet levere bagefter. Jeg tror, man hele vejen igennem – der spiller finansministeren jo en nøglerolle, apropos det, jeg startede med – har været klar over, at man ikke ville kunne levere varen. Det har ikke noget at gøre med en forstærket krise efter valget. Vi har jo fået blotlagt, også igennem Finansudvalgets arbejde, at der er en underfinansiering i de planer, S og SF opererede med op til valget, på et eller andet sted mellem 22 og 39 mia. kr. – 22 og 39 mia. kr., som er et hul i den økonomiske plan. Og så siger det sig selv, når man så kommer til magten med en plan, der mangler mellem 22 og 39 mia. kr., at så kan man ikke levere i forhold til de løfter, som var en del af de samme planer. Det tror jeg sådan set ikke på nogen som helst måde skyldes en forstærket krise, det skyldes bare – det er den enkle sandhed – at man altså havde nogle planer, som var hullede som en si. Det har man jo anerkendt, og det må vi jo også rose regeringen for, altså at man efter valget har været så ærlig, at man i virkeligheden har anerkendt over for Folketinget, at der var et kæmpe økonomisk hul i den gamle S-SF-plan »En Fair Løsning«.

Man har en plan om at ændre udlændingepolitikken. Det hørte vi ikke ret meget om i valgkampen, men det har man. Man vil have asylansøgerne ud af centrene, og det er også en del af finanslovaftalen. Og det er jo også noget, der gør Danmark til en nation, hvor man udefra vil se det som mere attraktivt at komme til Danmark. Så regeringens politik vil medføre flere indvandrere, desværre også flere indvandrere af dem, der ikke vil kunne bidrage til det danske samfund, men dem, der skal nyde og ikke yde. Og det vil medføre, at mange af dem, der kommer hertil som asylansøgere, vil kunne se det fantastiske, at de efter 6 måneder vil kunne komme ud af asylcentrene, komme ud at arbejde i det danske samfund, have beskæftigelse i det danske samfund, og når de så efterfølgende får et afslag på deres asylansøgning, vil de nok være lidt uforstående over for det, når de nu lige har fået lov til at komme ud at både bo og arbejde i samfundet generelt.

Vi har stillet en række ændringsforslag. Vi markerer jo hovedparten af vores politik ved at stemme imod store dele af de ændringsforslag, regeringen stiller, og som udmønter det, jeg her har talt imod i min ordførertale. Derudover har vi selv stillet en række ændringsforslag, som så skal give et billede af, hvor vi hellere ville have bevæget os hen, hvis vi nu havde haft de afgørende mandater og havde siddet til forhandling med regeringen. Det har vi ikke haft mulighed for i år, og det er jo ærgerligt, men det skal ikke skorte på velvilje, i forhold til at vi fremadrettet deltager i forhandlingerne med regeringen.

Så hold kaffen varm, bryg gerne fortsat kander og ikke kopper, og så glæder vi os til at komme og drikke dem – om det så kan resultere i politiske aftaler, må forhandlingerne vise.

Tak. Der er en række bemærkninger, først hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Jeg vil godt starte med at kvittere for afslutningen på ordførerens tale. Jeg synes, at det var meget pragmatisk, meget imødekommende, i forhold til de svære forhandlinger, vi skal i gang med, og jeg vil godt takke for det, jeg opfattede som i virkeligheden en meget stor imødekommenhed, og at man er parat til at se på tingene. Jeg synes også, at Dansk Folkeparti med ændringsforslagene viser vejen frem, og hvor Dansk Folkeparti gerne vil hen, og det har jeg også respekt for. Man behøver ikke nødvendigvis at komme med et stort forkromet finanslovforslag, man kan gøre det med et ændringsforslag. Jeg synes, at mange af ændringsforslagene mere har karakter af det, der kommer ind i en skattereform, men så må vi jo tage det i den sammenhæng.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Dansk Folkeparti lidt om, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti så vil med finansloven og finanslovpolitikken, for alle ved jo, at når vi er færdige her, er vi allerede i gang med finansloven for 2013. Som jeg i hvert fald hørte det, var der nogle bemærkninger om, at det her med jobskabelsesdelen faktisk er en god idé. Så kan man så diskutere, om det er nok, eller om man kunne have gjort mere eller gjort noget andet. Men er Dansk Folkeparti enig i, at hovedsigtet med de her års finanspolitik er at skabe job i Danmark?

Ordføreren.

Vi synes, at det er meget afgørende, at vi skaber flere job, og at vi sikrer, at ledigheden ikke bliver for høj i en tid, hvor landene omkring os døjer lige præcis med det. Vi har så den opfattelse, i modsætning til det, regeringen har lagt frem, at en af måderne til at sikre, at der er gang i Danmark i en tid, hvor det globalt raser, er, at danskerne kan føle sig trygge i deres privatøkonomi, og at virksomhederne kan regne med, hvordan tingene er.

Man må jo sige, at på de to parametre har regeringen jo gjort det besværligere. Det er derfor, vi tør bruge betegnelsen: en vækstdæmpende finanslov. For uagtet man altså fremrykker nogle vejprojekter og man skal bruge nogle folk til at anlægge en betalingsring omkring København og kalder det en kickstart, så er det jo sådan, at man skaber mere utryghed i familierne, når man siger, at der kommer stigende skatter og afgifter og stigende energipriser lige om hjørnet. Så får man ikke sat forbruget i gang, man får det modsatte. Det vil sige, at vi jo tror, at der ligger en mulighed for ad den vej at sikre nogle job i Danmark, som ellers går tabt.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Hvis vi ser tilbage på det, der er sket de sidste år, ser vi, at den her alvorlige afdæmpning i danskernes forbrug skete lang tid før valget og det tidspunkt, da der kom en ny regering. Det skete, fordi vi har mistet over 150.000 job i det her land. Så der er ikke noget at sige til, at folk bliver utrygge. Der er ikke noget at sige til, at folk holder igen i deres privatøkonomi. Det skete lang tid før valget. Det har ikke noget med finansloven at gøre. Det skete, fordi vi har en generel jobkrise også i Danmark. I virkeligheden er den blevet større, end den burde have været.

Det er derfor, at de skatter og nye tiltag, der ligger i finansloven, samlet set øger antallet af job i Danmark. De skaber arbejdspladser, og det er jo positivt. Det, der i virkeligheden er problemet for virksomhederne og danskerne, er, at man er usikker på, om man har et job i næste måned. Det er derfor, at indsatsen skal være på jobskabelsesområdet nu og her. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad det er, Dansk Folkeparti i virkeligheden gerne vil gøre for at skabe endnu flere job i Danmark. Og hvordan skal man finansiere de tiltag?

Ordføreren.

Jeg tror, en af metoderne er at prøve at gå op imod en radikal ordfører, der f.eks. gør det klart, at en virksomhed som Aalborg Portland ikke har nogen fremtid i Danmark. Altså, vi har jo diskuteret den her stigning i NO x -afgiften, som regeringen har bebudet, meget, og den er nu udskudt et halvt år, fordi man kunne se, hvilke problemer vi løb ind i, og hvor mange arbejdspladser vi kunne risikere at tabe i Danmark. Men det er klart, at mange af de job, vi har tabt de senere år, har været industrijob, det har været inden for den traditionelle industri. Det kan være lidt paradoksalt, hvis man på en og samme tid siger, at det er noget skidt, vi har tabt de arbejdspladser, og at vi derfor skal tabe nogle flere.

Det er jo også derfor, jeg har noteret mig en uenighed i regeringen. Jeg noterede mig da i hvert fald, at statsministeren ikke er enig med den radikale ordfører på det her punkt. Det synes jeg selvfølgelig er godt, og nu er jeg spændt på, hvordan det vil udmønte sig, for foreløbig ligger der altså en stor ekstraregning til sommer til en virksomhed som bl.a. Aalborg Portland. Jeg mener, at hvis vi skal have cementproduktion i verden – og det skal vi nok en rum tid fremadrettet – kan jeg ikke se, at der er noget miljømæssigt vundet ved, at den cementproduktion ikke skal finde sted i Danmark. Jeg synes, det er godt, at vi har en driftig virksomhed, der også skaber nogle arbejdspladser. Der har i hvert fald dele af regeringen det modsatte synspunkt, og det synes jeg selvfølgelig er trist i forhold til at fastholde og skabe nye arbejdspladser.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Hvordan kan være, at Dansk Folkeparti som finanslovpartner til VK-regeringen lod lønkonkurrenceevnen blive forværret så fantastisk meget, som det skete fra 2002 til 2008? Det var med 25 procentpoint. Det er temmelig meget. Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti lod det ske? Dansk Folkeparti er jo i virkeligheden meget ansvarlig, og det her var jo heller ikke et ukendt område; vi hørte det jo fra vismænd og andre, og vi kunne se i økonomiske redegørelser, hvad vej det gik. Men hvordan kunne det være, at hr. Kristian Thulesen Dahl lod det ske?

Ordføreren.

Det er dejligt at have ansvar, og hvis ikke jeg har det nu, kan jeg da i det mindste påtage mig det for tidligere. Dog vil jeg så sige, at en stor del af diskussionen omkring konkurrenceevnen beror på, at vi i Danmark i en årrække havde lønstigninger, der oversteg de lønstigninger, man havde i konkurrerende lande, og det er jo her, den afgørende nøgle ligger i det tab af konkurrenceevne, der var i de år, fru Marianne Jelved peger på.

Jeg tror, at enhver politiker herinde må sande, at når det handler om at være meget præcis i forhold til påvirkning af lønudviklingen, så er vi ude i noget, der er ret besværligt, fordi vi i Danmark har en tradition for, at løn bl.a. er noget, der forhandles af arbejdsmarkedets parter. Og der var i nogle år et pres på lønstigningerne, selvfølgelig med baggrund i den almindelige økonomiske udvikling, hvor mange mennesker syntes, at de var berettiget til at få del i større lønstigninger. Og det har udviklet sig til et problem. Men der må jeg så sige, at man nu også vil kunne slå efter og se, at det har der været ganske mange – også de seneste 3-4 år – der har forholdt sig til, også folk fra den daværende regering og fra Dansk Folkeparti.

Fru Marianne Jelved.

Det er fuldstændig rigtigt, at det gik rigtig godt på det tidspunkt; hjulene var i sving, om jeg så må sige. Der var en gennemsnitlig værditilvækst i samfundet på 2½ pct. igennem de år og en meget høj finanspolitisk aktivitet – for at sige det pænt – som jo bidrog til den opfattelse, at vi kunne købe hele verden, og at vi dermed også kunne slå til skaglerne og bare kræve mere og mere i løn.

Men regeringer er jo til for at regere og balancere den slags ting af. Så derfor spørger jeg igen: Hvor var hr. Thulesen Dahl henne, dengang ansvaret lå på hr. Thulesen Dahls skuldre?

Ordføreren.

Der er rigtig meget i den økonomiske politik over de sidste 10 år, som der er grund til at være stolt af, og det er rigtig mange af de ting, der gør, at ledende ministre fra den nye regering nu rejser rundt i verden og i særdeleshed i Europa og bryster sig af en stærk dansk økonomi. Jeg har endda også i dag hørt fra den socialdemokratiske ordfører, at man er glad for, at Danmark har en stærkere økonomi end så mange andre lande.

Man har også talt om renten, som jo har årsag i den økonomiske politik, der er blevet ført de sidste 10 år, og som gjorde, at f.eks. statsgælden var betalt ud, og at vi altså ikke havde en nettogæld, men et nettotilgodehavende, da finanskrisen indtraf. Man betalte ikke bare løbende de regninger, der var i den offentlige sektor, man betalte også den gæld, der var fra tidligere. Så nettogælden var blevet til et nettotilgodehavende. Vi havde en rigtig god udvikling – og har jo på mange måder en god udvikling på det område.

Vi har også i forhold til betalingsbalancen haft en helt anden situation, end man f.eks. havde i krisen i 1970'erne. Altså, en af grundene til, at Danmark står så stærkt, er jo, at vi varigt eller i hvert fald i rigtig, rigtig mange år har haft det her meget store betalingsbalanceoverskud, som jo også var det, der gav sig udslag i den bemærkning fra den daværende finansminister, som fru Marianne Jelved henviser til i sit spørgsmål.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Lidt i tråd med der, hvor ordføreren sluttede, går jeg ud fra, at der også er en vis anerkendelse af, at man i den tidligere VK-regering lod økonomien overophede, og at det har været med til at skabe den situation, hvor man nu rent faktisk har et relativt stort underskud akkumuleret over de sidste 4 år. Derfor vil jeg egentlig bare gerne høre, om Dansk Folkeparti medgiver, at der rent faktisk var nogle fejl i den økonomiske politik, specielt de sidste 4 år, som medvirkede til, at man opbyggede det her underskud.

Så vil jeg også høre, om ordføreren egentlig er enig i, at der netop er et behov for at skabe arbejdspladser i Danmark, hvad der faktisk også ligger i den her finanslov.

Ordføreren.

I forhold til det første er der næsten ingen grænser for hykleriet. Jeg har jo været finansordfører i samtlige de år, der henvises til, og jeg har altså stået her i salen og skullet argumentere imod socialistiske ordførere og sige, at der ikke var råd til at begynde at bruge af det overskud, vi havde i de gode år, til forbrug. Altså, vi forfægtede, at den rigtigste linje i de gode år, hvor overskuddet var meget, meget stort, var, at vi skulle bruge overskuddet til at betale af på gælden, sådan at vi, da finanskrisen indtraf – det vidste vi jo ikke dengang – i 2008, var netto gældfri og havde et nettotilgodehavende. Jeg skulle argumentere imod socialistiske ordførere, som ønskede at bruge af overskuddet til forbrug.

Så er det jo lidt paradoksalt nu efter regeringsskiftet at skulle mødes af en argumentation fra i hvert fald de selv samme partier, selv om det er nogle andre ordførere, om, at vi i virkeligheden ikke gjorde det fornødne. Vi holdt stand over for ønsket om at forbruge mere af overskuddet, fordi vi så, at det vigtigste var at få betalt gælden af i de gode tider.

Hr. Jonas Dahl.

Nu gik spørgsmålet på de sidste 4 år, men jeg går så også ud fra, at Dansk Folkeparti anerkender, at de har et medansvar for det underskud, som er blevet akkumuleret i de senere år. Der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre Dansk Folkepartis svar på, hvad det så er for nogle udfordringer, vi står over for med det? Anerkender man også, at der er behov for at skabe arbejdspladser? Hvad hvis man ser på de ændringsforslag, som jeg sådan set anerkender at Dansk Folkeparti har stillet til finansloven? Jeg synes, det er positivt, at nogle partier kommer med nogle ændringsforslag, så de synliggør deres egen politik, det har jeg fuld forståelse for, men jeg kunne også godt tænke mig at få nogle svar på, hvad det er, der skal til for at skabe nye arbejdspladser. For regeringen har jo nu iværksat bl.a. en kickstart, som alene i år skaber 8.000 nye arbejdspladser. Er Dansk Folkeparti så fuldstændig enige i, at den her kickstart kommer på det helt rigtige tidspunkt?

Ordføreren.

Nej. Altså, man kan jo dele kickstarten op i flere dele. Begynder man at kigge på indholdet af den her overskrift kickstart, som bliver brugt, kan man se, at den sådan set indeholder ganske mange forskellige ting. Jeg har eksempelvis nævnt det, at vi i august fik at vide af Vejdirektoratet, at man kunne blive hurtigere færdig med nogle vejbyggerier. Så siger man: Haps, det er en del af vores kickstart. Det er jo sådan set bare almindelig logik. Hvis man fortæller, at man kan bygge en motorvej hurtigere og få den gevinst af øget mobilitet ved at bygge et motorvejsstykke hurtigere, end man troede man kunne, så kan det da være fint. Der er andre ting som f.eks. anlæg af en betalingsring, som vi er meget voldsomt imod, for vi tror, at det vil hæmme mobiliteten, at det vil gøre det besværligere, at det vil dræne Danmark for vækst. Så der er jo mange forskellige ting i sådan en kickstart.

Vi har ikke afvist det hele, men vi har sagt, at man virkelig skal være forsigtig med at tro på effekten af en kickstart. En kickstart har jo sit primære virke, når den kommer for at skubbe en optur, som i forvejen er der, på vej, forstærke en optur, fremrykke en optur. Det havde jeg en debat med finansministeren om så sent som i går eftermiddags her i Folketingssalen. Hvis den kommer på et tidspunkt, hvor økonomien er i dvale og måske endda stadig væk for nedadgående, kan man risikere, at en kickstart bare er penge ud af vinduet, og at man ikke får nogen som helst langsigtet effekt af den.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Der er jo ingen tvivl om, at den bedste løsning for arbejdsløse er at komme i arbejde, det er alle vel enige om. Der er så forskellige opfattelser af, hvordan man får skabt nogle flere arbejdspladser. Men desværre må man nok regne med, at der i en lang periode vil være et stort antal arbejdsløse i Danmark, og derfor er mit spørgsmål til Dansk Folkeparti, hvad man vil gøre for at forbedre vilkårene for de arbejdsløse.

Ordføreren.

Det afgørende for en arbejdsløs, udover selvfølgelig at have nogle tålelige vilkår, mens man er arbejdsløs, er jo perspektivet i at komme i arbejde. Man kan sige, at noget af det, der har været allervigtigst for os, også de senere år, har været at kigge på, hvordan vi undgår en stigende langtidsledighed. For der er rigtig mange mennesker, der i en krisetid vil være ramt af forbigående ledighed, men det afgørende for den enkelte er selvfølgelig perspektivet i, at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, at man kan få et job, så man føler, at det kan betale sig, at man søger osv.

Det er jo også derfor, vi også de seneste år har haft, jeg ved ikke hvor mange debatter her i Folketingssalen om, hvordan vi kunne sikre arbejdsmarkedspolitikken, altså hvordan man hjalp de ledige, hvordan man opkvalificerede de ledige. Det har vi jo talt rigtig, rigtig meget om, og det synes jeg har været på sin plads, også fordi der mange steder har været brugt ressourcer på nogle ting, der ikke hjalp de ledige til at komme i beskæftigelse; det har man også kunnet se på den måde, vi har skullet lave om på tingene. Der har der selvfølgelig været behov for at debattere – og det gjorde vi bestemt også før valget – hvordan man kunne lave det om, så man i højere grad brugte de offentlige ressourcer på at hjælpe de ledige og give dem perspektiv i at kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Hr. Frank Aaen.

Der var vist ikke et eneste ord, der nærmede sig en besvarelse af mit spørgsmål. Der var noget om langtidsledighed, og vi er enige i, at det er et meget stort problem. Langtidsledigheden er på det seneste blevet firedoblet, og man kan jo sige meget om den nye regering, men den kan vist ikke pålægges ansvaret for, at langtidsledigheden er steget – det må vi nok tilbage til den tidligere regering for at have fat i. Jeg er helt sikkert også glad for, at noget af den dumme aktivering er blevet fjernet.

Men mit enkle spørgsmål var jo i virkeligheden: Når der er udsigt til, at mange mennesker desværre vil være arbejdsløse i en lang periode endnu, trods den indsats, der er blevet gjort, hvad vil Dansk Folkeparti så gøre for at give de arbejdsløse bedre vilkår, så længe de er arbejdsløse?

Ordføreren.

Jamen jeg tror i virkeligheden, at man rammer forkert, hvis man siger, at det, der er afgørende, er, at man f.eks. hæver dagpengeniveauet, som jeg tror at hr. Frank Aaen er talsmand for. Jeg tror, at det, man skal sikre, er arbejdspladser, og jeg må jo konstatere, at hr. Frank Aaens politik og det bidrag, han har leveret indtil finanslovforhandlingerne, modvirker det.

Altså, med hensyn til det, jeg nævnte før vedrørende Aalborg Portland, en stor dansk industrivirksomhed med en masse ansatte, så ønsker hr. Frank Aaen jo, at den virksomhed bliver pålagt afgifter, der gør, at de i realiteten ikke kan drive virksomhed i Danmark. Når vi taler om afgifter på såkaldt usunde fødevarer, så ønsker hr. Frank Aaen, at der bliver lagt afgifter på de her fødevarer, hvilket betyder, at der bliver eksporteret arbejdspladser ud af landet. Så der kommer en stigning i beskæftigelsen uden for landets grænser, hvor der er grænsehandel, mens der kommer færre beskæftigede i den danske detailhandel, altså de danske købmandskæder osv. Hr. Frank Aaen vil have flere indvandrere, som ikke bidrager, til landet. Det vil jo i givet fald også være indvandrere og dem, der søger asyl, som skal ud og arbejde, der vil tage job fra folk i Danmark, der ellers mangler job.

Så på en lang række felter bidrager hr. Frank Aaen jo ikke til det, han påstår at bidrage til. Han kommer med nogle flotte ord, og så gør han det i virkeligheden sværere for folk, der er ledige i Danmark, at få job, og det synes jeg er ærgerligt.

Hr. Ole Hækkerup for en kort bemærkning.

Tak, formand. Man kan prøve at lave en sammenligning over de ti års tid, hvor Dansk Folkeparti har haft en helt afgørende indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark. Hvis vi f.eks. sammenligner 2001 med 2011, så må man jo på mange måder sige, at der er mange ting, der grundlæggende ligner hinanden: lav inflation, lav rente, ledigheden ligger omtrent på det samme niveau. Men der er jo i hvert fald den afgørende forskel, som vi har været omkring her i debatten, at man er gået fra at have et overskud i de offentlige kasser til nu at have et enormt underskud i de offentlige kasser.

Jeg har jo hørt ordførerens tale osv., så jeg kan godt se for mig, hvad noget af svaret bliver, nemlig for det første den økonomiske krise og for det andet de initiativer, man har taget med eksempelvis tilbagetrækningsreformen. Men jeg tror jo også, at hr. Kristian Thulesen Dahl udmærket ved, at økonomisk krise og tilbagetrækningsreform ikke er nok til at dække hele den forskel fra at have overskud i de offentlige kasser til nu at have underskud i de offentlige kasser. Og jeg tror sådan set også, hr. Thulesen Dahl udmærket er opmærksom på, at nogle af de ting, man har lagt ind i de 10 år, hvor DF havde afgørende indflydelse i Danmark, nemlig forårspakken osv., som skulle finansieres, salg af CO 2 -kvoter osv., ikke har givet det, man havde regnet med.

Så mit spørgsmål er: Hvilket ansvar har Dansk Folkeparti for den helt afgørende forandring af dansk økonomi fra et enormt overskud til et enormt underskud?

Ordføreren.

Altså, vi startede ikke med at have subprimelån i USA, hvor jeg tror hele krisen for alvor eskalerede. Vi har op til 2008 også bidraget godt til at undgå, at Danmark udviklede statsgæld; vi betalte gælden af. I det omfang, problemet udeomkring i verden er en statsgældskrise, hvilket jeg tror de fleste anerkender, så kan man sige, at Danmark sådan set gjorde sit gode hjemmearbejde og sikrede, at vi i hvert fald ikke fremprovokerede nogen statsgældskrise, for vi sørgede for, at vi ikke havde statsgæld. Så i det omfang man kan sige, at subprimekrisen fra USA, der bølgede ind over os ca. 2009, efterfølgende udviklede sig til en statsgældskrise, tror jeg, de fleste vil være enige om, at det ikke var Danmark, der bidrog til problemerne. Jeg tror, man godt er klar over, at Sydeuropa, den græske økonomi, mistanken om, at Italien ikke har styr på tingene, Spanien osv. – det tror jeg selv en socialdemokrat må erkende, og jeg tror egentlig også, det fremgår lidt af finansministerens svar fra tid til anden – har et ret stort ansvar for den krise, vi står i.

Det, der så er afgørende, er, hvordan Danmark klarer sig bedst igennem krisen, og der må jeg bare sige, at jeg også har brugt noget tid i dag på at forklare, hvorfor jeg mener, at regeringen med sin finanslov for 2012 fører en vækst dæmpende politik. Og det har vi ikke behov for.

Hr. Ole Hækkerup.

Men det havde jo, alle ordførerens kvaliteter ufortalt, jo intet at gøre med det, jeg spurgte om. For jeg prøvede ikke på nogen måde at sige, at Dansk Folkeparti havde ansvar for den økonomiske krise. Jeg prøvede at sige, at den helt afgørende forskel, den helt afgørende forandring, der er sket i dansk økonomi, når man kigger på de sidste 10 år, er, at vi er gået fra at have et enormt overskud til at have et enormt underskud i de offentlige kasser. Og jeg tror sådan set, at hr. Thulesen Dahl udmærket er opmærksom på, at ud over den økonomiske krise og ud over det, man har lavet med tilbagetrækningsreformen, er der stadig væk en stor del af den manko, der mangler at blive forklaret. Jeg tror sådan set også, at hr. Thulesen Dahl udmærket er opmærksom på, at de forudsætninger, man lavede, hver gang man lavede økonomiske aftaler i de 10 år, hvor Dansk Folkeparti havde afgørende indflydelse, eksempelvis lavvækst i de kommunale budgetter, eksempelvis salg af CO 2 -kvoter, overhovedet ikke er blevet opfyldt.

Derfor er mit spørgsmål, den økonomiske krise ufortalt: Er der ikke et ansvar for dansk økonomi hos dem, der har siddet i 10 år på magten, altså for at vi er gået fra det enorme overskud til det enorme underskud?

Ordføreren.

Hvis jeg skal prøve at nærme mig et sted, hvor spørgeren kan have en pointe, så vil det jo være i forhold til f.eks. den kommunale økonomi. Den nævner hr. Hækkerup jo selv. I den kommunale økonomi fik udgifterne lov til at stige mere end det, der var aftalt. Det er klart, at hvis man lader udgifterne stige i den kommunale sektor, altså det, de kan bruge på børnehaver og folkeskoler og ældrepleje, mere end det, der var aftalt, så kan vi jo godt i princippet spørge: Mangler man så ikke de penge? Jo, det gør man jo et eller andet sted. Der vil man mangle de penge. Jeg må så bare spørge, hvad Socialdemokratiets budskab var i de år, vi her taler om? Var det, at vi brugte for mange penge i den kommunale sektor? Var det, at vi brugte for mange penge på børnehaver og folkeskoler og ældrepleje? Eller var det, at vi brugte for få? Det var vistnok, at vi brugte for få. Og det var vel også derfor, at man op til valget kom med sine egne programmer, bl.a. »En Fair Løsning«, som sagde, at nu skulle man altså have en gevaldig vækst i den kommunale økonomi, altså i de pengekasser, de har til rådighed ude i kommunerne. Det er vel derfor, at vi har set indlæg fra mange af dem, der nu sidder som regeringspartier, og de har direkte fortalt kommunerne, hvor mange penge man ville få, hvis de kom til magten. Det er jo det, der er en del af løftebrudsdiskussionen i dag, nemlig at man på den måde har stillet folk noget i udsigt, som man ikke leverer.

Fru Lotte Rod for en kort bemærkning.

Som nyvalgt er det en stor ære at få lov til at være med i debatten, men det er også ærgerligt at opleve, hvor meget tid der går med bare at kritisere. Det er jo ikke for sjov, at vi politikere er nogle af dem, som folk har allermindst tiltro til. Men det kunne vi jo gøre noget ved, hvis vi nu fortalte noget mere om, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi ikke vil.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om ikke det ville have været godt, hvis Dansk Folkeparti havde fremvist et samlet finanslovforslag for at vise, hvad Dansk Folkeparti gerne vil.

Ordføreren.

Jeg glæder mig mere og mere til at høre den radikale ordfører senere på dagen, for det vil blive sådan en sand myriade af alle mulige ting, man selv vil, og ikke et ord om andre. Nå, spøg til side.

Vi har valgt den her tilgang i år, fordi vi synes det er den rigtigste. For regeringen vælger at fremsætte den gamle regerings finanslovforslag og ikke at lave sit eget. Vi havde jo egentlig en tro på, at den nye regering ville tage den gamle regerings finanslovforslag af bordet og så fremstille helt sin eget, og så ville vi selvfølgelig også være kommet med et større materiale i forhold til det. Men man har valgt at komme med den gamle regerings finanslovforslag, som i sig har indbygget rigtig mange af de ting, som vi jo har arbejdet sammen med den gamle regering om i ganske mange år. Derfor synes vi, at det ville være højst mærkværdigt, hvis vi så på den baggrund skulle komme med sådan et helt nyt finanslovforslag. Derfor vælger vi at markere vores politik i dag, dels ved at afvise en lang række af de ændringer, som den nye regering så laver til den gamle regerings finanslovforslag – det her kan være lidt tricky, men sådan er det jo – dels at komme med nogle målrettede ændringsforslag, der viser nogle steder, hvor vi så i forhold til den gamle regering ville have forhandlet tingene anderledes. Så det er baggrunden for, at vi i år har valgt at gøre det på den måde, som vi har.

Fru Lotte Rod.

Når jeg spørger, er det jo, fordi vi har hørt en hel masse om, hvad Dansk Folkeparti ikke vil, og jeg vil gerne høre noget mere om, hvad man gerne vil. Så kunne jeg ikke spørge om, ikke hvad Dansk Folkeparti ikke vil, men hvad Dansk Folkeparti gerne vil gøre for at skabe flere arbejdspladser i Danmark?

Ordføreren.

Jeg har været meget inde på det med arbejdspladser, og det er jo også en af grundene til, at jeg brugte meget tid på regeringens ændringer. For jeg mener, at regeringens ændringer er vækstdæmpende. Jeg mener, at regeringens ændringer forringer vores mulighed for vækst. Og jeg mener, at den radikale ordfører på det område må tage sit medansvar, for forleden blev det sagt, at en virksomhed som Aalborg Portland ikke har fremtiden for sig i Danmark. Men vi har jo med vores ændringsforslag på mange andre områder bebudet positive forbedringer, og det vil jeg meget gerne bruge lidt tid på.

Vi foreslår bl.a., at vi sikrer flere midler til socialområdet, fordi vi mener, at de pensionister, der har mindst, skal have mere. Det er typisk dem, der får ældrechecken. Det er et område, vi ikke hører ret meget om fra regeringens side. Efter valget er det, som om pensionisterne er blevet helt glemt. Før lovede man, at man ville hæve pensionstillægget med 5.000 kr. Nu hører vi ikke rigtig noget. Vi foreslår jo også forbedringer på sundhedsområdet, hvor vi afsætter 3/4 mia. kr. mere, end regeringen gør, til forbedringer på sundhedsområdet, bl.a. til personer med hjerneskade, allergipatienter osv. Og sådan kunne jeg blive ved.

Nu har jeg ikke mere tid til det, men jeg vil meget gerne have flere spørgsmål, så jeg får mere mulighed for at udfolde de her positive forbedringer, vi konkret foreslår til finansloven.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Jamen så skal ordføreren da gerne få chancen, for det, spørgsmålet gik på, var jo, om Dansk Folkeparti ikke kunne komme med nogle konkrete steder, hvor de kan se at de kunne være med til at skabe job, som kunne være med til at få Danmark ud af krisen. Så får vi et svar om, at det at forbedre ældrechecken er noget, der skal skabe vækst i Danmark, og det er jeg måske lidt overrasket over.

Ordføreren var i sin ordførertale inde på, at man i den borgerlige regering var med til at betale af på den gæld, Danmark havde, og det er jo også fint nok, men så vil jeg meget gerne høre: Var man også med til at spare op og føre en ansvarlig politik, da krisen så ramte? Vi fik jo forårspakken i 2009, hvor man postede et tocifret milliardbeløb ud til skattelettelser, primært for de rigeste i det her samfund, og det var i hvert fald ikke med til at sikre, at gælden og det underskud, Danmark gik ind i krisen med, blev mindre. Så synes Dansk Folkeparti ikke, der kan være noget om, at den politik, man har ført de sidste 4 år, også har medvirket til, at Danmark står i den situation, vi står i nu?

Ordføreren.

Tværtimod, i 2009 lavede vi skatteomlægning, i 2009 lavede vi genopretningspakke, i 2011 lavede vi tilbagetrækningsreform. Alle tre dele havde til formål at bringe Danmark i en mere kampklar position fremadrettet; sikre, at vi har det arbejdsudbud, vi har brug for; sikre, at vi har et skattesystem, der gør, at det kan betale sig at arbejde, og at det også kan betale sig at tage en ekstra time. Så mange af de ting har vi lige præcis taget hånd om de sidste 3-4 år.

Jeg synes, det er lidt spændende, når fru Sophie Hæstorp Andersen begynder at beskæftige sig med skattepolitikken med den samme retorik, som Socialdemokratiet havde før valget, for det kan jo gøre, at vi alligevel får åbnet lidt for sluserne i løbet af i dag, for så vidt angår, hvad det er for en skattereform, man selv er på vej med, hvilket vi jo ikke har kunnet få noget at vide om i dag. Jeg tror da, der er mange danskere, der undrer sig over, at man har fået regeringsmagten og så siger, at der skal komme en skattereform; og når vi så spørger, hvad den skal indeholde, så hører vi ingenting, og så kommer der i virkeligheden en masse historielærdom i stedet for.

Altså, jeg tror, danskerne er lidt mere interesseret i, hvad det i virkeligheden er, regeringen barsler med. Indtil nu har det været sådan en regering, der er meget søgende, men jeg håber, vi i løbet af i dag kan få større klarhed, også med hensyn til skattepolitikken, over, hvad det er for en regering, vi har. Vil man eksempelvis have, at de rige beskattes hårdere, som man havde som retorik før valget, eller vil man ikke?

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu er det jo normalt sådan, at når ordføreren står oppe på talerstolen, er det mig, der stiller spørgsmålene, og ordføreren, der besvarer dem. Det er jo retorisk meget smart at stille et spørgsmål tilbage.

Det, jeg spurgte om, var: Kunne Dansk Folkeparti ikke være konkret om, hvordan vi i den situation, vi står i i Danmark nu, kan være med til at skabe nye arbejdspladser? For den tidligere regerings politik er jo hele tiden gået ud på, at man troede, man kunne forbruge sig ud af krisen. Det er den måde, man har grebet det an på de sidste 4 år, f.eks. med forårspakken. Man blev ved med at poste penge ud til dem, som havde flest i forvejen, i håbet om at det skulle sætte gang i forbruget. Det er ikke sket i tilstrækkelig grad. Nu går vi en ny vej med den her regerings finanspolitik, hvor vi laver offentlige investeringer, som vi erfaringsmæssigt ved har været med til at trække Danmark ud af krisen ved tidligere lejligheder, fordi det skaber mere arbejde, når man bygger, når man går i gang med at kickstarte økonomien på den måde.

Kunne Dansk Folkeparti ikke løfte lidt af sløret for, hvad det er, Dansk Folkeparti ønsker, hvad det er, der skal gøres så meget anderledes, at man ikke i dag kan støtte det her finanslovforslag ud over på det symbolske plan, nemlig ved at man ikke stemmer imod det til slut?

Ordføreren.

Nu tror jeg faktisk, vi kommer tingene lidt nærmere, og det vil jeg gerne takke fru Sophie Hæstorp Andersen for, for nu kan man fornemme en rød tråd, der handler om, at det ikke drejer sig om det private forbrug og de private investeringer, men at det drejer sig om det offentlige, de offentlige investeringer. Det er der, vi skal skabe arbejdspladserne, og det ville jo være befriende ærligt, hvis regeringen sagde: Jamen det er strategien, og det er derfor, man lægger skatter og afgifter på det private forbrug, at man øger afgifterne på de private virksomheder, fordi pengene så i stedet for skal bruges på at skabe offentligt forbrug og offentlige investeringer. Det har ikke været den entydige linje, vi har hørt fra regeringens side, vil jeg så sige. Man har vist forsøgt at gå på to ben, men der er da en større ærlighed over det.

Man kan da også sige, at det giver en ahaoplevelse i forhold til finanslovforslagets indhold, hvor man jo lige præcis hæver skatter og afgifter med 5-6 mia. kr., og hvor man siger, at der kommer stigende energiafgifter. Og man ved jo godt, det har en vækstdæmpende effekt, når man øger skatter og afgifter. Så siger man, at det hele skal reddes af, at man øger de offentlige investeringer, og det er jo rigtigt nok.

Der har vi en lidt anden tilgang til det, for vi kan se, at de varige arbejdspladser ikke ligger i offentlige investeringer. De varige arbejdspladser ligger bl.a. på Aalborg Portland, som regeringen, indtil jeg hører andet, vel nærmest mener skal lukkes og ikke være en fremtidsvirksomhed i Danmark. Altså, det er bl.a. der, i den produktive private sektor, hvor der ligger vigtige arbejdspladser, hvor vi i hvert fald mener at der skal udbygges, i modsætning til den politik, der kommer ud af regeringens planer.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det den radikale ordfører, fru Marianne Jelved.

Tak. Finansudvalget har afgivet betænkning til L 1, dvs. til finanslovforslaget for 2012, og Venstre og Dansk Folkeparti har afgivet deres betænkningsbidrag, som begge er en sønderlemmende kritik af den politik, der ligger bag den nye regerings forslag til finanslov. Det er bemærkelsesværdigt af to grunde, og det er inspirationen til den tale, som jeg holder nu.

For det første er det bemærkelsesværdigt, fordi vi har været tvunget af tidspres og har bygget vores forslag – altså den nye regerings finanslovforslag – oven på VK's forslag. Og for det andet fordi de udfordringer, vi står over for i dag, er megastore, og der er brug for rigtig mange nye arbejdspladser, og der er brug for, at vi får rettet op på underskuddet og på økonomien i det hele taget. Det underskud, vi har nu på 100 mia. kr., skal vi bogstavelig talt arbejde os ud af alle sammen. Det underskud er ikke bare et resultat af en finansiel krise. Det er grundlagt af en letsindig og uansvarlig økonomisk politik under VK-regeringen. Jeg mener grundlæggende, at vi skal lære af historien, og derfor kan man også blive klog af at iagttage i sammenhæng, hvad det egentlig var, der skete i 00'erne.

I 2001 arvede VK-regeringen en økonomi fra SR-regeringen, og den økonomi var stærk og holdbar og anerkendt internationalt. Det er faktisk i store træk blevet formøblet i årene fra 2002 til 2011. Ødelæggelsen af den danske økonomi begyndte, da VK-regeringen indførte skattestoppet i 2002. Det skattestop medførte en udhuling af statens indtægter, og det betød, at skatteprovenuet i 2010 blev i størrelsesordenen 100 mia. kr. mindre, end det ville have været uden skattestoppet. Det andet skadelige element i skattestoppet var indførelsen af det nominelle skattestop på ejendomsværdiskatten, fordi det bidrog til en boble i ejendomspriserne og en overophedning af byggesektoren. Fordelen ved ejendomsværdibeskatningen er, at den afbalancerer prisudsving på ejerboliger, så udsvingene ikke bliver så store, som de ellers ville være blevet. Men kombinationen af skattestop, afdragsfri lån og rentetilpasningslån førte til en prisudvikling på boligmarkedet, der ikke kunne holde til ændringer i konjunkturerne. Miljøafgifter og energiagifter blev også udhulet af skattestoppet, så incitamentet til at spare på f.eks. energi blev udhulet år for år. Men VK-regeringen drog aldrig den logiske konsekvens af skattestoppet. Og det var sådan set rigtig ærgerligt. Til et skattestop hører nemlig logisk nok et udgiftsstop, men det hørte vi aldrig om, tværtimod.

Det, der skete, skal ses i lyset af en vækst, der i årene fra 2004 til 2007 i gennemsnit var på 2,5 pct. om året, og det er en relativt høj vækst i Danmark. Og hvad er så baggrunden for, at den vækst og den bedre konjunktur kom? Det var de strukturelle reformer i 1990'erne, der gjorde det muligt. Men det var ikke godt nok for VK-regeringen. Man førte en alt for lempelig finanspolitik. Udgifterne til det offentlige forbrug steg markant, samtidig med at vi bl.a. på grund af skattestoppet – men også på grund af ufinansierede skattelettelser – fik lavere indtægter. Kort sagt hang finanspolitikken i de år overhovedet ikke sammen med de konjunkturudviklinger, der var. VK-regeringen skulle på ansvarlig vis have bremset op for ikke at ende i en overophedning af dansk økonomi, sådan som det skete. Der var advarsler fra både Nationalbanken, vismændene og universitetsøkonomer i flere omgange. Den daværende regering valgte at overhøre alle advarsler og proklamerede, at lærebøgerne i økonomi skulle skrives om. Jeg har taget et citat fra TV 2 Nyhederne så sent som den 29. november 2007. Der siger speakeren:

»Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser de økonomiske vismænds opfordring til regeringen om at spænde livremmen ind. Det vil tværtimod være den forkerte medicin lige nu, mener han. Det sker, efter at vismændene i en rapport opfordrer regeringen til at stramme finanspolitikken, men Anders Fogh Rasmussen svarer igen ved at opfordre økonomerne til at omskrive lærebøgerne. Ledigheden faldt ifølge Danmarks Statistik i dag til 3 pct. Det er ikke set siden 1974«.

Så er der et citat fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, og det lyder:

»Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu«.

Som bekendt gik det gruelig galt, og lærebøgerne blev ikke skrevet om. Den høje konjunktur fra 2005-2007 samt den meget ekspansive finanspolitik medførte uforholdsmæssig høje lønninger, som var ødelæggende for lønkonkurrenceevnen. Fra 2002-2008 blev lønkonkurrenceevnen forværret med 25 procentpoint. Det betød, at rigtig mange arbejdspladser ikke ville kunne fortsætte i Danmark ved de første krisetegn, på grund af det høje omkostningsniveau. Og igen blev dette til virkelighed. Vi mistede rigtig, rigtig mange arbejdspladser, da krisen satte ind. I 2006 indgik VK-regeringen en velfærdsaftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Alderen på efterløn og folkepension blev hævet og indekseret i sammenhæng med middellevealderen. Det var klogt, det var endda rigtig klogt.

I en kort periode kunne vi alle sammen være lettede og glade, fordi det så ud, som om at dansk økonomi nu var holdbar også på længere sigt. Men det blev snart spist op af skattelettelser, der ikke var finansieret, og af uholdbare stigninger i de offentlige udgifter. Og så kom finanskrisen i slutningen af 2008. Alligevel udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på forsiden af Børsen den 19. august 2008: »Jeg tror ikke på recession«. Men recessionen kom og varede et helt år. Arbejdspladserne forsvandt i hundredtusindvis, beskæftigelsen faldt, og danskerne blev utrygge. Selve tacklingen af den økonomiske krise var også skadelig. VK-regeringen fejldiagnosticerede den økonomiske krise og førte en uhensigtsmæssig finanspolitik. Man lempede finanspolitikken for sent og for lidt og strammede op for tidligt.

Hvad kan man lære af det her? Hvad kan man lære af den førte økonomiske politik under VK-regeringen? Ja, man kunne kalde det manglende alvor eller manglende respekt for de uafhængige institutioner, som vi har i form af Nationalbanken og Det Økonomiske Råd. Eller er det bare overmodighed, eller er det en måde at købe vælgerne på? Ja, det må enhver efter temperament og ståsted jo gøre op med sig selv. Men uanset hvad vi vil kalde det, blev der ført en politik, der var skadelig og dyr for Danmark. Den gamle visdom om at spare op i gode tider er stadig væk relevant. Ikke kun konkret i form af at spare op, men også at man indretter strukturen i samfundet – i vores skattesystem og i vores overførselssystemer – på en måde, der gør, at de bliver mere robuste over for de forandringer, der sker i samfundet i både Danmark og omkring os, og som påvirker os. Den finanslov, vi behandler i dag, er afmålt og ansvarlig. Der er en kickstart, der er finansieret i forvejen, fordi det er fremrykninger af planlagte investeringer. Det er sådan set meget, meget banalt, og det er faktisk også ret ufarligt. Så er der også prioriteret indtægter i form af bl.a. afgifter på usunde fødevarer. Det er fuldstændig korrekt. Den nye regering har valgt at samle penge ind – havde jeg nær sagt – for 5 mia. kr. til 2012, fordi vi har nogle prioriteter, vi gerne vil varetage. De indtægter er målrettet de initiativer, der bidrager til et samfund, hvor fællesskabet i højere grad tager hånd om de forskellige mindretal, der har fået deres muligheder beskåret af VKO's prioriteringer. Vi har f.eks. fulgt op på Forebyggelseskommissionen, som VK-regeringen nedsatte, og som kom med sine anbefalinger under VK-regeringens sidste år. Og det samme gjorde VK-regeringen jo i virkeligheden. Der blev også indført en fedtafgift, som gjorde det dyrere at være dansker. Så vi var jo stærkt inspireret af, hvad VK havde gjort, da vi selv satte afgifterne på de usunde fødevarer op for at skabe en bedre sammenhæng i tingene, når vi taler om sundhed, og for at vi samtidig har mulighed for at bruge de indtægter til at prioritere de grupper i samfundet, som har det ringest. Jeg synes, man skal anerkende forskellen på partierne og forskellen i prioriteringer. I den nye regering mener vi ikke, at Danmark skal spare på udviklingsbistanden, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har gjort. Vi mener faktisk, at Danmark skal gå foran som et godt eksempel for at bidrage til, at flere mennesker i verden får mulighed for at forme deres fremtid. Vi mener ikke, at barnløse selv skal betale for fertilitetsbehandlinger. Vi mener ikke, at de mest udsatte og sårbare skal leve på et eksistensminimum. Der er mennesker, der ikke har det overskud eller de ressourcer, der gør, at de kan følge økonomiske incitamenter. Det får tværtimod mange mennesker, der har svage ressourcer, til at opgive. De skal derimod have tålelige vilkår, så de har mulighed for at bruge deres kræfter på at komme i gang med at lære nyt og prøve sig af på arbejdsmarkedet. De har brug for en fremstrakt hånd og ikke for stryg, og de har brug for at opleve sammenhængen mellem pligter og rettigheder. I den nye regering tror vi, at vi kommer længere med det gode og ved at give mennesker muligheder og stille forventninger til dem.

Det er det fællesskab, der kendetegner den nye regerings ambitioner. Og det er en reformregering, der står med de største udfordringer i mands minde. Det er reformerne af skattesystemet og af overførslerne – i det hele taget de systemer, vi har bygget vores velfærdssamfund op på – der skal skabe det råderum, der giver mulighed for at styrke uddannelse og forskning og gøre noget for de grupper, som har mest brug for det. Det er det, finansloven er indledningen på i en længere regeringsperiode.

Tak. Der er en række bemærkninger. Jeg nævner dem lige i den rækkefølge, jeg har tænkt mig at tage dem i foreløbig: Peter Christensen, Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen, Claus Hjort Frederiksen, Simon Emil Ammitzbøll, Erling Bonnesen, Peter Skaarup og Tina Nedergaard. Med lidt lykke og held kan vi godt nå alle inden for den halve time, tror jeg.

Hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Det var så et indlæg fra Det Radikale Venstres ordfører, som starter med at sige, at oppositionen er kritisk, for derefter at bruge sin taletid på at kritisere den tidligere regering. Det synes jeg er lidt sjovt. Men det, jeg alligevel vil tage fat i, er: Når man fra De Radikales side giver udtryk for, at regeringen med Venstre og Konservative har ødelagt dansk økonomi, så vil jeg bare konstatere, at der nu på dette tidspunkt er 12 lande i hele verden – kun 12 lande – der har den højeste kreditvurdering, heriblandt Danmark. Så markedet bedømmer vores handlinger og vores politik noget bedre end Det Radikale Venstre, men jeg er helt sikker på, at De Radikale i deres selvforståelse er bedre til at dømme. Lad det være.

Vi har nu gennem det sidste stykke tid hørt diskussioner om højere skatter og afgifter, noget, som Det Radikale Venstre før valget sagde ikke duer og hæmmer væksten. Nu kommer så bl.a. NO x -afgiften. Aalborg Portland bliver ramt hårdt, og hvad siger Det Radikale Venstre? Det er datidens erhverv. De kan bare smutte. Vi har buddet på fremtidens erhverv. Hvor mange virksomheder gælder det?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at Danmark er blandt de 12 lande med den højeste kreditvurdering. Det er vi ikke på grund af det, der skete i 00'erne. Det er vi på grund af den stadige reformomgang, Danmark har været igennem siden 1980'erne under Poul Schlüter som statsminister, 1990'erne under Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og i et vist omfang 00'erne med Anders Fogh Rasmussen som statsminister og særlig sidst med hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Det er den type kontinuitet, der skaber respekt ude i verden, og som viser, at Danmark tager højde for de udfordringer, vi står over for, bl.a. de demografiske udfordringer. Men der er langt derfra og så til at anerkende det, der i øvrigt skete i 00'erne med en ødelagt lønkonkurrenceevne, som jeg synes er en katastrofe, og som burde have været bremset, længe før det skete, og nu skete det med en krise.

NO x -afgiften har vi selv brugt i Det Radikale Venstre som finansiering af vores forslag til en skattereform, og min gode partikollega, hr. Rasmus Helveg Petersen, har beklaget – eller burde i hvert fald have gjort det på nuværende tidspunkt – det, han sagde om Aalborg Portland.

Hr. Peter Christensen.

Jeg er meget enig i, at det burde min gode kollega, hr. Rasmus Helveg Petersen, beklage, for det er arrogant over for arbejdspladser. Men nu er det sagt, og jeg tror, det dækker over en reel holdning, der er i Det Radikale Venstre, nemlig at de gamle arbejdspladser, hvor folk kunne gå hen og blive beskidte, ikke er noget værd. Vi skal have fremtidens arbejdspladser med papirvendere. Men er fru Marianne Jelved enig i, at når man øger NO x -afgiften så meget, bliver konsekvensen, at den type arbejdspladser, hvor man bruger meget energi, vil lukke? Og bekymrer det Det Radikale Venstre, eller er den reelle holdning i Det Radikale Venstre, uanset om han burde have sagt det eller ej: Pyt med det, det er taberarbejdspladser, det er datidens arbejdspladser, væk med dem?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det er bedre, at man bruger afgiftsværktøjet bevidst til at fremme nogle af de formål, man gerne vil fremme, end at man lader en svækket lønkonkurrenceevne æde arbejdspladser i Danmark op.

Så skal jeg sige, at når hr. Peter Christensen siger, at han tror, at det, der bliver sagt om Aalborg Portland, dækker en holdning hos Det Radikale Venstre om, at vi ikke vil have beskidte arbejdspladser, så er det vitterlig vås. Vi går ind for, at der er produktionsvirksomheder i Danmark. Det er nødvendigt, for at vi kan få innovation, fornyelse osv., at vi har produktionsvirksomheder og udviklingsvirksomheder i Danmark. Men vi er også så presset af, at så mange arbejdspladser er forsvundet fra Danmark til andre dele af verden og ikke forventes at komme tilbage igen, at vi er nødt til at finde nye måder at skabe arbejdspladser på. Vi er fuldstændig på det rene med, at vi skal have en innovationsstrategi for Danmark, og at vi skal finde de områder, hvor vi virkelig kan satse på at skabe vækst og innovation og dermed nye arbejdspladser.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det. Altså, fru Marianne Jelved virker altså en anelse indebrændt eller sådan indestængt, og jeg må sige, at det ikke klæder fru Marianne Jelved. Det er meget bedre at have den der dialog, der er baseret på lidt smil på læben og lidt lune.

Det er måske, fordi fru Marianne Jelved godt kan se, at Det Radikale Venstre er noget trængt, altså først og fremmest selvfølgelig af den debat om Aalborg Portland, som partiets egen ordfører har foranstaltet ved at sige:

»Aalborg Portland har haft meget høj stemmeføring, men er i denne sammenhæng uinteressante. Det handler om fremtidens arbejdspladser, og det er ikke Aalborg Portland, der under nogen omstændigheder skal udfylde den rolle.«

Det er jo ikke sådan lige en lille svipser, og det følger jo en meget klar pick the winner-strategi, altså at man som politiker mener, at man ved, hvad det er for en type arbejdspladser, Danmark skal leve af fremover, og derfor har man ingen problemer med afgiftsbelægge nogle af de »gamle« arbejdspladser, vi har, som er i en industriproduktion, hvor man egentlig tænker, at det da var skønnere, at den der lidt mere forurenende industri lå i Polen eller i Ungarn måske eller i hvert fald i andre lande; den skal i hvert fald ikke ligge i Danmark. Er det ikke derfor, vil jeg spørge fru Marianne Jelved, at det er en lidt problematisk debat at tage?

Ordføreren.

Jeg skal først sige til hr. Thulesen Dahl, at jeg ikke synes, at det klæder hr. Thulesen Dahl at fortælle mig, seerne og alle dem, der sidder her i Folketinget, hvad der klæder mig. Det kommer sådan set ikke sagen ved.

Så skal jeg lige sige om udviklingen af arbejdspladser i Danmark: Der sker en kontinuerlig udvikling og ændring af arbejdspladserne i Danmark på grund af ny teknologi, nye krav, nye behov osv. Vi har ikke 260.000 landbrug længere, det er godt nok nogle årtier siden, at vi havde så mange af den slags. Vi har heller ikke længere særlig mange skibsværfter, det er ikke så længe siden, at vi havde en del af dem. Der forandres jo hele tiden på vores arbejdspladser, og derfor skal vi hele tiden kunne forny dem, og vi skal hele tiden skabe muligheder for at forbedre både miljøet, konkurrenceevnen og muligheden for at skabe nye arbejdspladser; for vi står ikke stille som samfund.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg forsøgte bare at skabe lidt humør, men jeg kan godt se – beklager – at det gik ikke.

Jeg synes jo bare, at i den debat om arbejdspladser, som regeringspartierne vil tage, bliver man jo også nødt til at svare, når vi spørger til det og til regeringens politik. Og når en radikal ordfører udnævner industrier i Danmark som nogle industrier, som ikke er en del af fremtidens arbejdspladser i Danmark, er det da en interessant debat at tage.

Det er da også interessant, i lyset af at fru Marianne Jelveds parti er i regering med SF, som jo tidligere her i salen har udnævnt det danske landbrug som et pick the loser-erhverv, altså at man i virkeligheden har støttet et tabererhverv, og i lyset af at fru Marianne Jelved nu selv trækker landbruget frem som et af de steder, hvor det selvfølgelig er gået, som det er – vi har færre arbejdspladser i landbruget – men det er jo ikke det samme, som at vi ikke skal prøve at kere os om de arbejdspladser, der er, og prøve at sikre, at vi fortsat har et produktivt landbrugserhverv i Danmark, som også har ganske mange arbejdspladser, bl.a. i yderområderne af Danmark, hvor det er svært at finde andre arbejdspladser.

Så ligger der sådan en strategi hos regeringspartierne om, at der altså er nogle erhverv i Danmark, man ikke længere vil have?

Ordføreren.

Nej, det gør der ikke. Jeg tror, at jeg er enig i stort set alt det, hr. Thulesen Dahl lige har sagt, så her kan vi sagtens samarbejde. Selvfølgelig skal der være ordentlige muligheder for landbruget, for fødevareproduktionen osv.; det er en kerneproduktion i Danmark. Og der skal også være plads til andre virksomheder. Det skal vi slet ikke bestemme, men vi skal bestemme, hvilke miljøforhold der skal arbejdes under, hvilket grundlag man har virksomheder på i Danmark, og det har vi skullet altid. Og vi har set, at Danmark har klaret sig godt, ved at vi har haft nogle rimelig gode miljøkrav, som også har smittet af på vores omgivelser.

Jeg vil endnu en gang sige, at det, der er sagt af hr. Rasmus Helveg Petersen om Aalborg Portland, er trukket tilbage – fra Folketingets talerstol, om nødvendigt.

Hr. Anders Samuelsen for en kort bemærkning.

Fru Marianne Jelved brugte ordene om denne finanslov, som der skal stemmes om i morgen, at den var afmålt og ansvarlig. Det undrer mig, at fru Marianne Jelved kan lægge navn til en 100-milliarder-kroners-underskuds-finanslov og sige, at den er afmålt og ansvarlig. Det er ikke sådan, jeg har lært fru Marianne Jelved at kende. Nu er vi 2½ timer henne i debatten, og Danmark er nu gældsat med ca. 30 mio. kr. ekstra i forhold til, da vi startede. Ud over tilbagetrækningsreformen, som blev indgået som en aftale mellem Det Radikale Venstre og de borgerlige partier – ikke med venstrefløjen, men med de borgerlige partier – hvor er det så, perspektivet ligger henne i den her finanslov? Er det NO x -afgifterne, er det de for 5 mia. kr. øgede afgifter, er det de 100 mia. kr. i underskud?

Kunne ordføreren ikke komme med tre konkrete markante initiativer, der er i den her finanslov, som sparker Danmark i den rigtige retning, ud over tilbagetrækningsreformen?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke den siddende regering, altså den nye regering, der har leveret det udgangspunkt, der hed 100 mia. kr. i underskud. Det er jo kommet af forskellige årsager, som jeg bl.a. har beskrevet i mit indlæg. Det har vi en plan for hvordan vi kommer af med, og det er vores hensigt, at man kommer ned under det krav om et underskud på maks. 3 pct. af bruttonationalproduktet, som er det krav, man har forpligtet sig på i EU-sammenhæng. Og vores perspektiv er, at vi skal have balance mellem udgifter og indtægter i 2020, og det arbejder vi efter.

Vi har ikke i sinde at fjerne et underskud på 50 mia. kr. eller 100 mia. kr. fra det ene år til det andet – det mener vi er helt urealistisk – men vores regeringsgrundlag og den strategi, der er lagt, fører til, at de resultater har det mål, som jeg siger, og de perspektiver, der er. Og derfor synes jeg, det er en ansvarlig finanslov, når man tager i betragtning, at vi har haft et meget presset forløb her i efteråret, og at vi bygger på Venstre og Konservatives oprindelige forslag.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg bad om tre konkrete eksempler, der var i den her finanslov, som eksempler på noget, der har sparket i den rigtige retning, og jeg fik ikke et eneste. Jeg fik en historie om, at man bygger videre på den tidligere regerings underskud. Ja, det gør man. Men nu er der jo sådan set kommet en ny regering, som har magten til at gøre noget andet, og det eneste, man så gør, er, at man øger afgiftstrykket med 5 mia. kr. ekstra, at man indfører NO x -afgifter, og at man ikke kan komme med nogen eksempler på tre konkrete ting, som for alvor peger i den rigtige retning for Danmark. Det er da der, falliterklæringen ligger. Er finansloven så ansvarlig? Ja, det er den, siger ordføreren, hvis man indregner de planlagte initiativer, som man har i skuffen – jeg går ud fra, at det er en skattereform osv. – men hvorfor er det, man ikke vil tage nogen initiativer nu; hvorfor vil man ikke det i den her finanslov?

Jeg er enig i, at man ikke kan fjerne de 100 mia. kr. hen over en sommner, men man kunne tage nogle initiativer i forbindelse med den største forhandlingsaftale, som vi laver i Folketinget hvert år, nemlig finansloven. Og hvor er det, de tre konkrete initiativer i den her finanslov er, ud over det med tilbagetrækningsreformen, som ikke er blevet indgået med Det Radikale Venstres nuværende samarbejdspartnere, men med de borgerlige partier?

Ordføreren.

Jamen jeg beklager, at jeg ikke fik nævnt de tre eksempler; jeg havde glemt, at det var det, der blev spurgt om. En reform af tilbagetrækningsaftalen og en fastholdelse af dagpengeperioden på 2 år er i hvert fald to perspektiver, der tegner den reformvilje, som den nye regering har, og ja, det er en del af finansloven, og det er det bl.a. blevet, fordi Det Radikale Venstre har været med til at lave det her.

Som det andet mener vi, det var en god idé, Venstre og Konservative havde, da de nedsatte Forebyggelseskommissionen. Vi mener også, der er et perspektiv i, at man, ligesom man arbejder med miljø og andre forhold, der har med livskvaliteten at gøre, så også skal arbejde med sundhed, og derfor har vi taget hul på nogle ideer og anbefalinger fra Forebyggelseskommissionen i et større omfang, end Venstre og Konservative gjorde.

Som det tredje har vi også vist, at vi prioriterer uddannelse og forskning, og at vi prioriterer de svagest stillede i det danske samfund.

Det er tre perspektiver, der er er rigtig vigtige for Det Radikale Venstre, ud over det, som jeg nævnte i første omgang, nemlig den økonomiske plan for, hvordan vi kommer hen til en balance mellem udgifter og indtægter.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Det Radikale Venstre gik til valg på at ville skabe vækst og arbejdspladser, og derfor undrer det mig, at det første, man lægger stemmer til, er nye afgiftsstigninger, nye skatter, som alle ved koster arbejdspladser, sår tvivl om job, sår tvivl om, at virksomheder kan blive i Danmark, og i hvert fald kan vi ikke tiltrække nye virksomheder og kapital – meget besynderligt. Der har man så dækket sig ind under, at man har mange andre ting på vej, og det ene med det andet, men det er jo et løftebrud.

Nu annonceres der så en skattereform. Kan vi her fra talerstolen få en garanti fra Det Radikale Venstre om, at udbyttet af den skattereform bliver, at skattetrykket sænkes, betydeligt helst, og at der kommer lettelser i topskatten, hvilket jo er det, der vil give den effekt, at der kan skabes nye job, skabes optimisme og velstand i det her land, og gøre os konkurrencedygtige?

Ordføreren.

Jeg vil godt understrege, at jeg har besluttet mig for at lade skatteministeren udtale sig om skattereformen, så sådan er det.

Dernæst vil jeg gerne sige til hr. Mike Legarth, at det er rigtigt, at Radikale Venstre er meget optaget af, at der kommer nye arbejdspladser i Danmark, det var vi også i valgkampen. Så mener Det Konservative Folkepartis ordfører, at vi nu har begået løftebrud ved at nedlægge arbejdspladser, men samtidig har vi altså taget initiativer, der opretter arbejdspladser, så man kan sige, at nettoresultatet trods alt bliver et plus.

Men jeg vil godt i den sammenhæng lige understrege, at jeg ikke ved, hvornår hr. Mike Legarth har lovet vælgerne, at Venstre og Konservative skulle føre en politik i 00'erne, som gjorde, at rigtig, rigtig mange arbejdspladser forsvandt ud af Danmark med et snuptag, da krisen satte ind. Hvem har lovet vælgerne det? Men det skete dog.

Hr. Mike Legarth.

Det glæder jeg mig til at få et spørgsmål om, når jeg er på talerstolen som ordfører. I hvert fald er det lodret forkert, at det var konservativ politik, der gjorde det.

Mit spørgsmål gik på, hvorfor Det Radikale Venstre gik til valg på ikke at ville bruge nye skatter og afgifter til mere offentligt forbrug, når man så gør det diametralt modsatte, fordi man vinder regeringsmagten. Og med hensyn til arbejdspladser og vigtigheden af, at vi skaber arbejdspladser, også til folk i kedeldragter, altså industriens folk, vil jeg sige, at vi jo har hørt den radikale ordfører været ude at sige, at det er datidens arbejdspladser, at de ikke har nogen fremtid i Danmark, og at de lige så godt kan lukke ned, flage ud, for vi har ikke behov for dem. Det er meget problematisk, det er et helt forkert signal at sende i en tid, hvor videnskaben har vist, at hvis vi skal have innovative virksomheder, højteknologiske virksomheder, så skal vi også have produktion, så skal vi også have arbejde til dem, som ikke er så gode til at læse i bøgerne, og som har en fuldt ud lige så berettiget rolle i vores samfund. Så der var et ry om, at Det Radikale Venstre mest var partiet for forskere og akademikere og glemte folk på gulvet. Det er jeg meget bekymret for og ked af, og jeg vil håbe, at man retter den holdning lynhurtigt.

Ordføreren.

Det er mærkeligt, at det er så svært at høre, hvad der bliver sagt her fra talerstolen. For tredje gang, mens jeg står heroppe, vil jeg sige, at det, hr. Rasmus Helveg Petersen sagde om Aalborg Portland, ikke er Det Radikale Venstres opfattelse. Kan det siges tydeligere? Nej. Og jeg skal nok ordne det med hr. Rasmus Helveg Petersen.

Det er rigtigt, at Det Radikale Venstre gik til valg på ikke at øge afgifter eller skatter, det er fuldstændig rigtigt, men Det Radikale Venstre fik ikke 90 mandater, og så er det ganske naturligt i et demokrati, at man laver et kompromis med dem, man så kan finde sammen med. Og der er ikke nogen vælgere, der har sagt til os, at det, vi gjorde, var galt. De kan godt se ideen i det, de forstår godt, at man skal lave kompromiser. Der er faktisk rigtig mange andre end radikale vælgere uden for Christiansborgs mure, der kan se det. Det er kun herinde, man ikke kan se det, mærkeligt nok. Det er dog her, det er smeltediglen.

Hr. Claus Hjort Frederiksen for en kort bemærkning.

For et par uger siden var statsministeren i TV-avisen og blev konfronteret med et fynsk gartneri, et gartneri, som har en hel del ufaglært arbejdskraft ansat, og deres regnskaber går nu i minus på grund af NO x -afgiften. Så blev statsministeren spurgt, hvad hun mente om det, og hvad hun ville gøre ved det, og der svarede statsministeren, at nu ville man satse på uddannelse og forskning. Synes fru Marianne Jelved, det er et rimeligt svar at give til en virksomhed, som har en hel del ansatte, og som nu går i minus på grund af NO x -afgiften og sandsynligvis må lukke? Nu hørte jeg også, at fru Marianne Jelved sagde, at hun prioriterede forskning og uddannelse, så er fru Marianne Jelved enig i, at det så er prisen, denne fynske virksomhed må betale, nemlig at lukke?

Ordføreren.

Jamen der er jo ikke nogen politikere – jeg var lige ved at sige kloge politikere, det sagde jeg heldigvis ikke – der i alvor kan sige, at ingenting forandres, heller ikke vilkårene for de virksomheder, som vi har i dag i Danmark. Faktisk er kvælstofudledninger temmelig skadelige for vores sundhed, og derfor er vi nødt til at forholde os til det og gøre noget ved det. Så må vi jo se, hvordan vi kan hjælpe med teknologi og andre ting, udvikling, der kan gøre, at gartnerier og andre industrier stadig væk kan være i Danmark og arbejde i Danmark.

Så har vi jo planer om, skal jeg måske lige tilføje, en skattereform, der sænker skatten på arbejde markant, for at citere regeringsgrundlaget, og det skulle jo også bidrage til, at vores lønkonkurrenceevne kan forbedres, fordi man dermed ikke behøver presse lønnen opad.

Hr. Claus Hjort Frederiksen.

Det er altså regeringens svar til de mange virksomheder, som formentlig i den kommende tid må dreje nøglen om på grund af de her stigende afgifter, altså at tingene forandrer sig, og så må vi se, og at forskning og uddannelse er det, man prioriterer. Lad mig så lige, i en parentes, sige til fru Marianne Jelved, at den prioritering, regeringen har lavet af forskning og uddannelse, betyder, at der spares 419 mio. kr. på det område i 2012, så det er jo flotte ord at sige, at det prioriterer man.

Ordføreren.

Jamen det er da uomtvisteligt, at det er prioriteret. Vi ville gerne have prioriteret med endnu flere midler, men vi har da bidraget til, at der er kommet flere midler til uddannelse og forskning, end der var i det oprindelige finanslovforslag fra Venstre og Konservative. Det er en bevidst prioritering og dermed også et signal til omverdenen om, hvad det er for en prioritering, vi vil fremover.

Jeg vil sige om det at stille krav til miljø og energiforbrug osv., at det har Danmark haft rigtig stor succes med i mange årtier. Vi har med høje afgifter på energi, indtil de ikke længere var høje relativt, kunnet forbedre vores effektivitet i energiforbruget, så vi har ligget fuldstændig fladt i forbruget, selv om vi har haft en BNP-vækst, der er gået i en helt anden retning. Det er, fordi vi har stillet krav til virksomhederne, og det er jo det, der gør, at vi kan blive konkurrencedygtige på mange områder, og at vi i øvrigt kan komme til at eksportere ny teknologi til andre dele af verden, som også har brug for at lære af de erfaringer, vi har gjort på netop sådan et område.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes, det var meget interessant at høre den radikale ordførers gennemgang af historikken op til den regering, der forholdsvis for nylig er trådt til. Historikken gik nærmest på, at vi havde haft en VK-regering, der havde ført en meget uansvarlig økonomisk politik, og at vi nu så har fået en regering, der fører en meget ansvarlig økonomisk politik. Det indebærer så lidt skatteforhøjelser og afgiftsforhøjelser til den danske befolkning, og det må så åbenbart være Det Radikale Venstres politik.

Uanset det synes jeg, det mange gange er interessant, når man hører sådan en historisk gennemgang af, hvor sagerne står og har stået, se på, hvad en ordfører ikke kommer ind på i forbindelse med sådan en gennemgang. Noget af det, der undrede mig lidt ved gennemgangen, var, at det, som den radikale ordfører måske har gjort størst indtryk på den danske befolkning med, nemlig en meget aggressiv kampagne for, at Danmark skal være omfattet af euroen, overhovedet ikke blev nævnt. Der vil jeg godt spørge ordføreren: Mener Det Radikale Venstre stadig væk, at Danmark skal meldes ind i euroen, og at euroen skal erstatte kronen?

Ordføreren.

Det er stadig væk Det Radikale Venstres politik, at Danmark skal være helt og fuldt med i det europæiske samarbejde i EU. Når jeg ikke nævnte det, er det, fordi det ikke har noget at gøre med det, der var mit ærinde, nemlig at påpege, hvordan den økonomiske politik i Danmark i 00'erne havde udviklet sig. Så det er sådan set logisk nok, men jeg møder gerne op og snakker om euroen.

Hr. Peter Skaarup.

Nu er det ikke helt uinteressant, hvad Det Radikale Venstre mener. Det er vi nok nogle der har lært op igennem den politiske danmarkshistorie, i hvert fald i de seneste mange år. Jo, der var måske lige en periode under to statsministre, hvor det var mindre interessant. Men det er virkelig interessant nu, hvor Det Radikale Venstres sidder med i regeringen og har ret meget at skulle have sagt. Det kan vi jo se på de aftryk, der er sat på regeringens politik i det hele taget.

Derfor er det også interessant at høre, at fru Marianne Jelved åbenbart fortsat mener helhjertet, at Danmark skal være fuldt med i det europæiske samarbejde, og med til det hører så, at vi skal være med i euroen. Derfor er mit spørgsmål til den radikale ordfører: Hvornår skal vi så have en folkeafstemning om det? Hvornår skal danskerne forvente at det her økonomiske uhyre, som jeg tror der er mange danskere der ser euroen og det monetære samarbejde som, kommer på banen igen? Er det i den her folketingssamling? Er det under det danske EU-formandskab? Eller er det senere? Hvornår kan vi forvente at Det Radikale Venstre slår til med ønsket om dansk medlemskab af euroen?

Ordføreren.

Jeg kunne anbefale hr. Peter Skaarup at læse i regeringsgrundlaget. Men jeg skal gerne gøre det meget klart, at vi har indgået et kompromis i regeringen. Vi vil arbejde for, at de to af forbeholdene, forsvarsforbeholdet og det retlige forbehold, kommer til folkeafstemning. Vi har ikke aftalt, at forbeholdet for euroen skal til folkeafstemning, hverken nu eller i den her valgperiode eller i næste valgperiode. Det er der slet ikke taget stilling til. Men jeg kan sige med sikkerhed, at når det engang kommer til at ske, får danskerne lov at stemme om det.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, vi skal forlade diskussionen om fortiden og prøve at komme ind i nutiden og diskutere det, som vi – eller egentlig andre – skal vedtage i morgen. Fru Marianne Jelved taler om, at der selvfølgelig er kompromiser, og at man ikke kan fjerne underskuddet fra den ene dag til den anden, og det har vi sådan set respekt for – ingen problemer med det overhovedet. Det, der er bekymrende, er, at der ligesom ikke bliver lagt noget ud, der skaber et perspektiv for, at det kommer til at gå bedre. Altså, det er 100 milliarder primært i overforbrug, det er ikke 100 milliarder til noget, der lægger et reformspor. Tværtimod er der på dagpengeområdet lige nogle mennesker, der skal have ½ år ekstra; man ophæver kontanthjælpsloftet, en gammel radikal ting, som man har været med til at indføre i sin tid; man indfører afgifter på almindeligt forbrug, på varer; man indfører en ny NO x -afgift, som skader virksomhederne; og man laver en kontraproduktiv kickstart.

Er det ikke bekymrende, at man har det enorme underskud, samtidig med at der slet ikke er lagt noget perspektiv ud for, hvordan det kan ændres?

Ordføreren.

Det er heller ikke korrekt, hvad hr. Simon Emil Ammitzbøll siger. Det er jo fuldstændig klart, hvad regeringens målsætning er: Vi skal op til 2020 have balance imellem udgifter og indtægter; vi skal i løbet af en meget kort årrække ned under 3 pct. af bruttonationalproduktet i underskud. Og det kommer vi. Det er det, der er planen, det er det, der arbejdes efter.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jamen målsætninger og hensigter og erklæringer kan jo være fine nok, men vi skal også se på handling og på praksis. Jeg forstår sådan set fru Marianne Jelveds svar sådan, at jeg egentlig havde ret i min opremsning af, at der ikke rigtig er noget i den finanslov, man her fremlægger, og at de ting, der er, er kontraproduktive. Jo, der er tilbagetrækningsreformen som det eneste element, men den er jo fra dengang, Det Radikale Venstre åbenbart havde indflydelse på den økonomiske politik, da hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

Det har man så åbenbart ikke nu, for det går i den modsatte retning med alle de ting, vi kan nævne, som gør noget for arbejdsudbuddet, for beskæftigelsen, for jobskabelsen: Det er arbejdspladser ud af Danmark, det er et mindre arbejdsudbud, det er værre forhold for virksomhederne. Det må da bekymre en tidligere radikal økonomiminister.

Selv om kickstarten, som man så bruger som undskyldning, har vi et svar fra finansministeren, der siger, at når vi kommer frem til 2020, vil det give en beskæftigelsesvirkning på minus 5.000 arbejdspladser. Så det der med, at det først skulle virke i 2020, var også bare snak. Der er jo intet i den her finanslov, vil jeg sige til fru Marianne Jelved, der trækker i den rigtige retning, i hvert fald ikke det, man har lavet med S og SF.

Ordføreren.

Jeg er bare fundamentalt uenig. Og jeg synes stadig væk, at det er besynderligt, at Liberal Alliance ikke griber muligheden, når der er en regering, der har annonceret, at vi i det kommende år skal have en skattereform, der sænker skatten på arbejde markant. Det bidrager jo til, at vi har perspektiv på, hvordan økonomien i Danmark kan udvikle sig, for den økonomi er meget afhængig af arbejdsudbuddet. Derfor handler det om de reformer, der er nævnt, og som er planlagt – i dette år, 2012, tager vi fat på dem: Det er skattereformen, det er reform af førtidspensionen, det er reform af kontanthjælpssystemet. Det er i det hele taget overførslerne, vi skal se på, bl.a. for at mindske antallet af mennesker i den erhvervsaktive alder, der er på passiv forsørgelse i Danmark.

Vi har meget høje planer om at øge arbejdsudbuddet via reformer. Det er det, der skal skabe det råderum, der gør, at vi kan få balance i økonomien, få underskuddet væk og få styrket bl.a. uddannelse og forskning.

Vi bør kunne nå de sidste to korte bemærkninger fra hr. Erling Bonnesen og fru Tina Nedergaard, hvis man opper sig lidt. Hr. Erling Bonnesen.

Tak. Vi skal arbejde os ud af krisen, har det lydt som en god læresætning i meget lang tid. Nu står jeg lidt og tænker på den danske og den fynske gartneribranche, hvor man hver dag knokler og har gjort det i lang tid. Hvad er så svaret til dem? Det er jo velkendt nu, at det er, at de får påført nye NO x -afgifter, og at nye energiafgifter er på vej. Man udraderer stort set en stor del af gartneribranchen. Det er jo den stik modsatte vej. Så kommer der nogle forklaringer i forbindelse med et tidligere spørgsmål, som går på, at det er for at motivere dem til at gøre noget mere for energieffektiviteten. Jamen det har de jo gjort i forvejen blot for at overleve indtil nu. Hvordan har den radikale ordfører det egentlig med at se, at resultatet af ens egen politik er, at man stort set udraderer store dele af gartneribranchen?

Ordføreren.

Jeg er af den overbevisning, at der faktisk sidder rigtig mange partier i Folketinget, inklusive Venstre, som har planer om at gå ind at se på klimaproblemstillingerne og på energiproblemstillingerne. Den tidligere regering med Venstre i spidsen har jo arbejdet for, at den, hvis den var fortsat, skulle have lagt forslag frem til, hvordan man kunne lave en energiaftale. Jeg forventer også, at det ville have været en bred aftale. Vi er ikke færdige med de forhandlinger. Det er jo ikke noget, som der kun er ét parti eller få partier, der arbejder med. Alle er enige om, at det er nødvendigt, at vi ser på den måde, vores energiforbrug tilgodeses på.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det ikkesvar. Det viser bare, at man ikke har styr på det i regeringen. Man starter med den gode gamle røde plan med nye afgifter, den er De Radikale desværre hoppet på, og så vil man se på det bagefter. Men det holder jo ikke.

Bare kort til sidst: Prøv lige at sætte fokus på jordbrugssektoren, på landbruget. De har 350 mia. kr. i gæld. De har haft store underskud op til nu. Det, der i hvert fald ikke er brug for, er at lægge nye skatter og afgifter ovenpå i samme omgang. Så vil den radikale ordfører her og nu sige, at hun er enig i, at der i hvert fald ikke er brug for at pålægge landbruget ekstra nye skatter og afgifter nu, og vil den radikale ordfører skabe ro i erhvervet ved at sige, at de i hvert fald ikke får samme tur som gartnerierne?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at landbruget er stærkt plaget af gæld, og det er en gæld, som landbruget selv har ansvaret for. Den er i hvert fald ikke påført af den nuværende regering og heller ikke efter min opfattelse af den tidligere regering. Derfor er det selvfølgelig alligevel et stort problem, og vi kan se, at der heldigvis er forskel på landbrug. Der er nogle landbrug, der klarer sig rigtig godt, og der er nogle, der har det rigtig, rigtig skidt. Men det skal jo ikke forhindre, at vi arbejder med, hvordan Danmark som helhed kan tage udfordringer med energi og omstilling af energi fra olie til vedvarende energi op. Det er vi da nødt til at arbejde med, uanset om landbruget har problemer.

Derfor må jeg endnu en gang sige, at vi kan lære af historien, og vi ved, at det, at vi stiller skrappe krav til miljø og til energiforbrug osv., giver resultater i form af ny teknologi, der gør, at vi kan blive mere effektive. Det, der er balancegangen, er jo at kunne det.

Fru Tina Nedergaard for en kort bemærkning, og det bliver så den sidste.

Tak til fru Marianne Jelved. Jeg kan forstå, at fru Marianne Jelved nu har gjort det fuldstændig klart, at hr. Rasmus Helveg Petersens nedsættende udtalelser om nordjyske industriarbejdspladser ikke er dækkende for Det Radikale Venstres holdning. Det vil jeg gerne kvittere for. Det, jeg synes er problematisk, er, at de er fuldt dækkende for regeringens handlinger. For konsekvensen af det, man gør med finansloven, vil jo på sigt være, at man ikke kan have tunge industrijob i Danmark.

I går blev jeg konfronteret med den problemstilling, at mange ingeniører, der i øjeblikket bliver uddannet i Danmark, ikke kan få job. Jeg blev så spurgt om, hvad Venstre vil gøre ved det. Der må jeg sige, at mit svar er, at vi i hvert fald vil gøre det stik modsatte af det, regeringen gør med sit finanslovforslag. For hvis man gør det umuligt at have produktion i Danmark, hvis man gør det umuligt at have tunge industrivirksomheder og også forskningstunge virksomheder som f.eks. Aalborg Portland, så bliver der ikke job til de nyuddannede ingeniører. Derfor giver det ikke mening, når statsministeren på regeringens vegne understreger, at vi i stedet for at have virksomhederne vil uddanne os til fremtiden og forske i fremtiden. For hvem skal finansiere det, og hvor skal man finde jobbet, hvis der ikke længere er arbejdspladser?

Ordføreren.

Det er stærkt beklageligt, at vi er en situation, hvor det er svært at skaffe nye arbejdspladser. Det er stærkt beklageligt, at der blev ført en politik, der gjorde, at lønkonkurrenceevnen gik fuldstændig grassat, og at vi har mistet rigtig, rigtig mange arbejdspladser, som vi ikke havde behøvet at miste. Det er jo ikke en naturlov. Det sker på grund af nogle vilkår, der var til stede under VK-regeringen i 00'erne. Vi er i den nye regering opsat på at skabe nye arbejdspladser og øge arbejdsudbuddet, og det vil ske, men det forhindrer os ikke i, at vi tager ideer fra Forebyggelseskommissionen og prøver at forbedre sundheden i Danmark via brugen af afgifter.

Fru Tina Nedergaard.

Tak. Men det er jo også falske svar, man giver, når man så er ude i verden, for jeg kan forstå, at statsministeren havde refereret til, at man ville bruge penge på uddannelse og forskning i stedet for at redde gode danske arbejdspladser.

Derfor skal mit sidste spørgsmål til ordføreren være: Når nu man vil satse så meget på forskning og uddannelse, hvorfor er det så, at regeringen har truffet beslutning om at skære ned med 419 mio. kr. i den offentligt finansierede forskning fra 2011, hvor VKO-flertallet havde ansvaret for finansloven, til 2012, hvor de fire røde partier har ansvaret for finansloven?

Ordføreren.

På en eller anden måde skulle finansloven jo gå op. Sådan er livet og vilkårene.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den radikale ordfører. Så er det SF's ordfører, hr. Jonas Dahl. Det bliver så ordførertalen, og så holder vi frokost efterfølgende. Hr. Jonas Dahl.

Tak for det.

Regeringen har overtaget ansvaret i en svær økonomisk tid. Den økonomiske virkelighed ser meget anderledes ud end det billede, den tidligere regering forsøgte at tegne før sommeren 2011. Der meldte man ud, at dansk økonomi var på vej ind i et selvbærende opsving. Det var mildt sagt et glansbillede, og dertil kommer så de tunge, sorte skyer, der hænger over europæisk økonomi. De rammer selvfølgelig også Danmark.

Underskuddet er blevet større, væksten lavere og ledigheden højere. Det går ud over den enkelte, det rammer ledigheden, og det går ud over samfundet. Den økonomiske medvind op gennem 00'erne er endegyldigt slut, og set i det lys må det også ærgre, at VKO valgte at solde de økonomiske medgangstider op. Der blev drysset skattelettelser ud til de rigeste. Pengene blev spildt på favorisering af privathospitalerne, og de offentlige budgetter blev overskredet, uden at der kom bedre velfærd ud af det. I stedet for at bruge en lille smule husmoderlig snusfornuft og lægge penge til side, så forsvandt de ud i det blå. Efter 10 år med VKO står vi nu tilbage med en økonomi i ringe forfatning, øget ulighed og en skrantende velfærd. Derfor undrer det mig egentlig ikke, at Venstre er blevet meget tavse på det sidste. Partiet har tydeligvis ikke lyst til at fortælle, hvorfor de aldrig fik gjort Danmark robust nok i de gode år.

For SF og for regeringen har det været helt afgørende at få sat gang i væksten og sikre job til de mange arbejdsløse. Ledigheden må ikke bide sig fast, og vi skal genskabe tilliden til dansk økonomi. Den opgave har vi allerede taget hul på med finansloven for 2012. Vi fremrykker planlagte offentlige investeringer for næsten 19 mia. kr. i 2012 og 2013. Det giver ca. 16.000 arbejdspladser til de mange ledige alene fra kickstarten. Behovet er der, de ledige hænder er der, og økonomien hænger ikke sammen. Derfor er det ikke bare økonomisk ansvarligt, men det er også det eneste rigtige at sætte i gang nu, og naturligvis er det helt i tråd med EU's henstillinger.

Regeringen varsler nye tider, hvor der er fuldstændig styr på økonomien. Det gør vi, fordi vi ved, at hvis der ikke er orden i økonomien, er det dem, der har mindst, der kommer til at betale regningen. Kickstarten skal selvfølgelig ikke stå alene, men den sender et klart signal om, at Danmark og danskerne nu har en regering, der tror på, at der er en vej ud af stagnationen, og som også tør sætte handling bag ordene. Flere job sikrer flere praktikpladser til de mange unge, der i dag ikke kan gennemføre deres uddannelse. Samtidig er der afsat penge til flere skolepraktikpladser, sikret, at skolepraktikken bliver forbedret og bl.a. sat ind over for lærerfri timer på erhvervsuddannelserne.

De unge har været hårdt ramt af krisen. Deres ledighed er vokset mest, og der er en reel risiko for, at vi taber en hel årgang på gulvet. Der er mange, der har måttet droppe deres uddannelse, ene og alene fordi de ikke har kunnet få den nødvendige praktikplads. Det har vi som samfund ikke råd til. Vi skal derimod hjælpe de unge, så de sikres muligheden for at fuldføre deres uddannelse og sikre, at vi får den kvalificerede arbejdskraft, vi har behov for i årene fremover. Den højere ledighed handler ikke kun om, at unge ikke vil arbejde, men den handler om, at der ikke har været plads og beskæftigelse til dem. Den handler ikke om, at de ikke ønsker at færdiggøre deres uddannelse, men om, at de ikke har fået en praktikplads, så de kan færdiggøre deres uddannelse.

Ud over kickstarten har det også været vigtigt for SF at få fjernet de lave kontanthjælpsydelser og erstatte dem med almindelig kontanthjælp. Fattigdom hjælper ingen, og afskaffelsen af ydelserne er derfor et vigtigt skridt i forhold til at sikre mindre ulighed. Kontanthjælpen er og skal være et sikkerhedsnet til dem, der i en periode ikke har mulighed for at arbejde. Jeg vil også gerne gøre det helt klart her i dag, at man selvfølgelig ikke er fattig, hvis man har et rådighedsbeløb, der svarer til det, en helt almindelig hårdtarbejdende lønmodtager får udbetalt.

Men det er ikke det samme som at sige, at der ikke findes fattigdom i Danmark – tværtimod. Vi kan faktisk ikke være bekendt i vores samfund, at der er børn, der vokser op i familier, hvor en helt almindelig børnefødselsdag er et stort problem.

Derfor er jeg faktisk også rigtig stolt over og glad for, at vi med finansloven for 2012 har taget et vigtigt skridt og et stort skridt frem mod at begrænse uligheden i vores samfund. Hvor den tidligere regering mente, at fattigdom fik folk i arbejde, tror vi, at den bedste måde er ved at skabe flere job. Folk skal have muligheden for at forsørge sig selv, og netop derfor er kickstarten af dansk økonomi så afgørende.

Også når det gælder miljøet, har regeringen valgt at sætte barren højt. Vores ambition er, at Danmark skal have den grønneste regering nogen sinde, og derfor har den sat store, men også realistiske mål. Vi vil sikre en grøn og bæredygtig vækst. Det første skridt tager vi nu med finansloven. Vi sætter penge af til miljø, teknologiske udviklings- og demonstrationsprogrammer. Sådan styrker vi Danmarks position inden for grøn teknologi. Vi fremrykker offentlige investeringer, og vi har allerede aftalt en ny grøn støtteordning til energiforbedringer i boliger. Det sikrer ikke bare energibesparelser, men det styrker også vores position inden for området.

Sidst, men ikke mindst går vi – inden alt for mange minutter er det vel næsten – i gang med forhandlingerne om et ambitiøst energiudspil, det energiudspil, som regeringen har lagt frem, og det bliver vigtige forhandlinger, der får stor betydning for den bæredygtige udvikling i Danmark, vigtige forhandlinger ikke alene for den enkelte dansker, men så sandelig også for Danmark. Den kommende tid vil så afgøre, om partierne bredt i Folketinget er parate til en grøn forandring og har samme ambitioner som regeringen på det her felt og er villige til at forhandle de flotte ord til konkret handling.

På sundhedsområdet får vi med finansloven en sundhedspakke, som bl.a. sætter ind i forhold til psykisk syge og i forhold til bedre forebyggelse. Det er vi også tilfredse med i SF, ikke mindst fordi det er to oversete områder – ikke mindst de sidste 10 år. Det sikrer klare forbedringer for dem, der rammes af sygdom både i den psykiatriske del og også i forhold til en forebyggende indsats.

Vi afskaffer fradragsretten for sundhedsforsikringer. Sådan sikrer vi en mere lige adgang til sundhedsvæsenet. Arbejdsgivernes fradragsret på sundhedsforsikringer har betydet, at vi alle har været med til at finansiere, at nogle er blevet behandlet først. Det er ikke rimeligt, og derfor er det også glædeligt, at vi får forandret den del.

Vi øger ydermere muligheden for at få tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et handicappet eller sygt barn, noget, som der igennem årene har været et stort behov for, og derfor er jeg også glad for, at vi faktisk anerkender dem, der tager den store opgave på sig.

Sidst, men ikke mindst, ophæver vi også aldersgrænsen for at få tilskud til psykologbehandling ved depression, alt sammen forbedringer for dem, der har nogle af de allerstørste behov.

Regeringen har fået magten i en rigtig vanskelig tid, en tid, der stiller krav til prioriteringer, og en tid, der om noget kræver en venstreorienteret, økonomisk ansvarlig politik, hvor vi ikke bare sikrer ansvarlige effektiviseringer og omprioriteringer, men også sikrer, at byrderne bliver omfordelt ligeligt. Effektiviseringer og omprioriteringer kan være både rigtige og ansvarlige, men det skal ske på en måde, så vi fremtidssikrer velfærdssamfundet, og vi skal sikre, at dem, der ved noget om, hvad der virker og ikke virker, bliver inddraget. Dermed skal både personalet i den offentlige sektor og borgerne inddrages i langt højere grad end i dag.

Så mens den tidligere regering gang på gang sagde, at krisen var betalt, uden at det havde hold i virkeligheden, vil den her regering sikre en ny ærlighed omkring økonomien. Mens den tidligere regering altid lod lønmodtagerne betale, vil vi sikre, at vi alle kommer til at betale, og at vi alle hjælper til. Mens arbejdspladserne fossede ud af landet på Løkkes vagt, vil vi sikre nye job med kickstarten, reformer og en ny erhvervspolitik. Det er det, vi i SF forstår ved økonomisk ansvarlighed.

Tak. Jeg skal her udsætte mødet en times tid til kl. 13.00, og så kommer SF's ordfører tilbage på stolen igen. Jeg skal lige sige, hvem jeg har skrevet op foreløbig: Kristian Thulesen Dahl, Mike Legarth, Tina Nedergaard, Joachim B. Olsen, Benedikte Kiær, Torsten Schack Pedersen og Kristian Jensen. Det vil sige, at det bliver hr. Kristian Thulesen Dahl, der indleder, når vi kommer tilbage efter frokostpausen.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er åbnet.

Vi byder velkommen til både ministeren og til ordføreren, som nu er kommet på talerstolen igen for at blive eksamineret i en halv times tid.

Tak. Det glæder vi os til.

Den første, der har mulighed for at spørge, er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak, formand. Og tak for ordførertalen, som vi fik for godt en times tid siden. Jeg synes i virkeligheden, at der er en ting, der svæver i det uvisse, og som kunne være rart at få SF's ordførers holdning til. Det har baggrund i, at skatteministeren, som jo er SF'er, har skrevet en efterhånden berømt kronik om den kommende skattereform, som regeringen ønsker at få gennemført. Og noget af det, jeg synes svæver i det uvisse, også specielt i forhold til den debat, der var under valgkampen, er jo, om de, der tjener rigtig godt i det her samfund, skal betale mere i skat ved hjælp af en skattereform, eller om de ikke kommer til at betale mere i skat. Jeg noterede mig jo, at der i valgkampen var diskussion om en millionærskat, som var vigtig. Der var bankskat osv. Men det var altså koncentreret om, at de rige – som SF formulerede det i valgkampen – skulle betale noget mere til velfærdssamfundet.

Siden valget har vi ikke hørt ret meget om det, og derfor er mit spørgsmål nu: Vil det være sådan efter SF's mening, at en skattereform skal betyde, at de velstillede skal betale noget mere i skat?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at skatteministeren er yderst tilfreds, hvis han er blevet berømt i løbet af 24 timer. Det lyder nærmest, som om det også er ude i den vide verden. Men jeg er helt sikker på, at han vil være yderst tilfreds med det.

Det, skatteministeren jo har sagt, er sådan set bare en præcisering af det, der allerede står i regeringsgrundlaget i dag. Der skal være en skattereform, og det står i regeringsgrundlaget. Den skal være fuldt finansieret. Den skal være socialt afbalanceret. Og så skal den i øvrigt også skabe beskæftigelse. Det er jo sådan set den del, som skatteministeren også har været ude at beskrive meget, meget klart her med den kronik, der var i Berlingske Tidende i går. Det er også det, der for mig stadig væk stå lysende klart, nemlig at vi bliver nødt til at have den her skattereform. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi flytter rundt på nogle ting i skattesystemet.

Det, vi jo så også har sagt, er, at vi faktisk inviterer til brede drøftelser. Jeg har bidt mærke i, at interesseorganisationer på både den ene og på den anden side sådan set er kommet med indspark til det. Dem har vi lyttet til, og dem vil vi fra regeringspartiernes side lytte til. Og så vil vi selvfølgelig også, når tiden er inde, lægge regeringens skatteforslag frem, og så vil vi også invitere alle partier til drøftelser.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for ordene, men der var jo ikke noget svar. Jeg har læst regeringsgrundlaget. Jeg ved også godt, at der står, at noget skal være socialt afbalanceret. Jeg har også læst skatteministerens kronik, så jeg ved også godt, hvad der står i den. Derfor er det jo bare på baggrund af det, at jeg har et ganske simpelt spørgsmål til ordføreren.

Man har ført hele sin valgkamp med store farvestrålende brochurer – her har jeg en sort-hvid kopi – som man har rejst hele landet rundt med, og i dem har man gjort det klart, at ens politik går ud på, at de mest velstillede i det her land skal betale en højere skat til velfærdssamfundet, altså mere direkte eksemplificeret i en millionærskat. Er det rigtigt forstået, at man så kort tid efter valget har kapituleret på det punkt og accepterer, at sådan bliver det ikke? Hvad består socialt afbalanceret i, altså i regeringsgrundlaget, kan man jo også spørge?

Jeg synes da, at SF må forholde sig til, om det stadig væk er SF's politik, at de mest velstillede i det her land skal betale mere i skat, hvilket man sagde i valgkampen og gik til valg på, eller har man pakket det sammen, endda før forhandlinger om en kommende skattereform?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, der faktisk er rigtig interessant i det, hr. Thulesen Dahl spørger ind til i dag, jo netop er, hvad der rent faktisk står også i finansloven om det her. Hvad er det rent faktisk for nogle tiltag, der kommer i finansloven? Det er jo netop en lang række tiltag, som bl.a. gør op med starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Jo, for det er jo netop også præcis en del af det her. Det er et spørgsmål om at gøre noget for dem, som rent faktisk er blevet ramt her de senere år. Det gør vi jo så med finansloven.

Vi har sagt, at ja, så skal vi også have en skattereform. Når vi siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, gør vi det i stedet for ved at sænke skatten for dem, der er i job. Det er nemlig langt mere perspektivrigt end at gøre det, som man hidtil har gjort, altså at straffe dem, som af den ene eller anden grund ikke har et job. Det er det, der er den markante forskel på det.

Så kan jeg berolige hr. Thulesen Dahl med, at vi nok skal fremsætte et detaljeret forslag til, hvad der både skal være på den ene side og den anden side af indtægter og udgifter i forhold til skattereformen. Men jeg håber også, at hr. Thulesen Dahl vil anerkende, at vi selvfølgelig i regeringen har behov for at fremsætte et samlet forslag. Nu er skatteministeren kommet med en uddybning af de ting, der står i regeringsgrundlaget. Det er jeg sådan set glad for at vi kan få en rigtig god og grundig debat om, men det er også vigtigt at holde fast i, at regeringen har sagt, at vi her i løbet af 2012 fremlægger regeringens oplæg til skattereform, og så inviterer vi til brede drøftelser.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Følgende har også bedt om ordet med en kort bemærkning til hr. Jonas Dahl: Mike Legarth, Tina Nedergaard, Joachim B. Olsen, Benedikte Kiær, Torsten Schack Pedersen, Kristian Jensen, Kristian Pihl Lorentzen, Anders Samuelsen, Erling Bonnesen og Anni Matthiesen.

Først er det Mike Legarth.

SF foreslog og lovede, gav et løfte under valgkampen om, at nu skulle afgifterne på kollektiv trafik sænkes med 40 pct. Det er muligt, at der er noget, jeg har overset, men jeg fandt det ikke, da jeg læste regeringsgrundlaget. Har jeg overset det, vil jeg spørge hr. Jonas Dahl?

Ordføreren.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi fra SF's side gerne havde set, at vi kunne have sænket priserne inden for den kollektive trafik, ikke mindst når man ser på de markante stigninger, der har været i de senere år, specielt under VK-regeringen. Så hvis man kigger på den stigning, der har været, må man sige, at der virkelig har været behov for den. Vi må så bare erkende, at Danmark står i en rigtig svær økonomisk situation, og det er sådan set det, vi har sagt.

Til gengæld har regeringen jo også meget, meget tydeligt sagt, at der i forbindelse med den her trængselsafgift, som der nu kommer i Københavnsområdet, selvfølgelig også vil ske investeringer i den kollektive trafik. Det er fremgået meget klart af det, der er kommet frem, og som jeg har forstået det, kommer der også til at ske noget i relativt nær fremtid i den ånd.

Men der er da virkelig et behov, og det håber jeg da også De Konservative er enige i, for også at gøre noget ved den kollektive trafik i Københavnsområdet, men det kan hr. Mike Legarth så eventuelt svare på, når han har fået ordet senere på eftermiddagen.

Hr. Mike Legarth.

Jeg kan konstatere, at man fuldstændig løb fra det løfte, man gav befolkningen, om 40 pct. billigere kollektiv trafik.

Så er der betalingsringen, hvor den nye regering – i hvert fald SF, De Radikale og Socialdemokratiet – har foreslået, at der skal oprettes et selskab, som kan optage lån, og som derfor kan bruge penge, inden man har dem. Hvordan synes hr. Jonas Dahl det passer med forsigtighedsprincippet, som jo ellers blev lanceret som det helt store hit, altså at pengene skulle være i kassen, før man brugte dem?

Ordføreren.

Jeg har godt bidt mærke i, at der har været rigtig mange skriverier i pressen om den her trængselsafgift og det ene og det andet. Jeg må også bare sige, at der mig bekendt ikke er blevet fremsat noget lovforslag om, hvordan det her skal se ud, og hvis hr. Mike Legarth har set det, vil jeg da enormt gerne vil se det. Det lyder da enormt spændende, men mig bekendt er der sådan set ikke sivet noget ud, i forhold til hvordan den her trængselsafgift skal konstrueres, og hvad indholdet af den er. Så jeg tror, at man skal passe meget på med at tage en diskussion om, hvad man har hørt, og hvad der måske står i det, inden der rent faktisk bliver fremsat et lovforslag. Det plejer sådan at være den gode skik.

Men for mig at se er det da meget vigtigt også at sige, at vi har behov for at gøre noget ved den kollektive trafik. Det er jo netop også en del af det, der ligger i trængselsafgiften for Københavnsområdet, altså at pengene selvfølgelig så også skal bruges til at sænke priserne i den kollektive trafik og til generelt at øge mulighederne i den kollektive trafik. Det synes jeg sådan set er et rigtig godt perspektiv, ikke mindst når man ser på de stigninger i den kollektive trafik, der har været under den borgerlige regering.

Tak. Næste spørger, fru Tina Nedergaard.

Tak. Jeg kan godt forstå, hvis det måske begynder at trætte SF's ordfører en lille smule, når vi spørger til de brudte løfter. Men der er jo et nyt hver dag, og så er man nødt til at spørge interesseret ind til dem.

Jeg må dog medgive, at jeg før valget blev lidt beklemt, når S og SF beskyldte regeringen for ikke at bruge tilstrækkeligt på forskning og jeg sådan skulle forklare og forsvare osv. Der må jeg sige at jeg har et svagt punkt. Forskning er fundamentet for vores fremtid, og derfor havde jeg lidt et svagt punkt, når man var ude og drøfte det på gymnasier og andre steder, fordi SF og Socialdemokraterne stod fast på, at vi skulle bruge flere penge på forskning; det var vores basis for fremtiden. Derfor skal jeg bare bede ordføreren om lige at begrunde, hvorfor man netop har valgt at skære så hårdt ned på den offentligt finansierede forskning, som tilfældet er med det røde flertal. Altså, man skærer 419 mio. kr. væk i offentlig forskning fra 2011, hvor VKO havde ansvaret for finansloven, til 2012, hvor det er det røde flertal, der har ansvaret for finansloven. Jeg spørger oprigtigt interesseret, for jeg synes, man skylder nogle svar til sektorerne, men man skylder også nogle svar til vores børn og unge, hvis fremtid skabes oven på den forskning, som vi finansierer i dag.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om spørgeren gik glip af mit ordførerindlæg. Uddannelse fyldte sådan set ret meget i den ordførertale, jeg holdt inden frokostpausen. Jeg kan ikke huske i hovedet, om det er 986 mio. kr. – eller om det er plus/minus et par millioner – som der rent faktisk bliver tilført forskningsområdet.

Det er i øvrigt en aftale, som både fru Tina Nedergaard og jeg selv var med til at forhandle på plads i Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Så at der ikke bliver tilført penge til området, er simpelt hen ikke korrekt. Der er faktisk lavet en bred politisk aftale, hvor alle Folketingets partier sådan set er enige om, at der nu bliver brugt over 900 mio. kr. på det her område. Så der er faktisk tilført midler med den her finanslov. Det fremgår af den aftale, som Venstre selv har været med til at indgå.

Spørgeren.

Jeg har selv prøvet at have samme rolle i mit eget parti, som ordføreren har i øjeblikket, og derfor ved jeg, at der kan være tal, som man ikke lige har været fuldstændig opmærksom på.

Jeg vil blot gøre ordføreren helt opmærksom på, at det sådan set ikke er nogen tal, vi har siddet og regnet ud i Venstre. Det fremgår af de svar, jeg har fået af bl.a. uddannelsesministeren, at det er korrekt, at der spares 419 mio. kr. på offentlig forskning fra 2011 til 2012. Det kunne så være gået meget værre, men vi lykkedes jo med at indgå en bred aftale, hvor Venstre, hvad der er fuldstændig korrekt, bidrog til at finde finansiering til 300 mio. kr., som vi kunne give som noget ekstra. Det ændrer ikke ved bottom line. Sådan som samfundet vil opleve det, er der 419 mio. kr. mindre til forskning under et rødt flertal, end der var, da vi havde blåt flertal i Folketingssalen.

Ordføreren.

Jeg håber også, at Venstres spørger vil slå op i aftalen om finansloven for 2012 på side 138, hvor der står:

Partierne – det drejer sig bl.a. også om Venstre – er enige om, at forskningsreserven på 686 mio. kr. i 2012 forhøjes med 300 mio. kr. til 986 mio. kr.

Det vil sige, at beløbet på 986 mio. kr., som jeg sagde, viste sig at være korrekt. Så det er korrekt, at der rent faktisk blevet tilført midler, og der er den forskningsreserve, som bliver udmøntet, som Venstre selv har været med til at udmønte. Vi har selv siddet ovre i ministeriet og været med til det. Det har fru Tina Nedergaard også. Jeg håber sådan set også, at Venstre vil stå ved de aftaler, man er indgået. Nu har der været lidt tvivl, om Venstre vil stemme for finansloven eller ej. Jeg kan forstå, at det vil Venstre, og det er jeg da glad for. Der er jo også flere delaftaler, hvor Venstre har indgået aftale, bl.a. på forskningsområdet. Jeg går også ud fra, at Venstre selvfølgelig står ved de aftaler, man har indgået, som netop tilfører de her 986 mio. kr.

Tak. Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Tusind tak. Nu bliver der igen snakket meget om fattigdom oppe fra talerstolen. Man vælger at afskaffe de her ydelser, selv om man selv erkender, at det holder mennesker på kontanthjælp. Op mod 3.000 mennesker bliver nu holdt på passiv forsørgelse, fordi man afskaffer de her ydelser. Så siger man: Jamen det kompenserer vi for, for vi laver en kickstart. Man glemmer jo bare at fortælle, at både da Socialdemokratiet havde magten i 1990'erne, og da den tidligere regering havde magten, var det sådan, at hver gang man prøvede at lave de her kickstarter, som jo er en rigtig god idé i teorien, var de bare meget svære at gennemføre i virkeligheden. Kun op imod en tredjedel af de investeringer, man prøver at gennemføre, bliver rent faktisk realiseret.

Så alle de tiltag, som er i den her finanslov, og som svækker beskæftigelsen, afhænger bl.a. af, at man skal gennemføre noget, som i teorien er en god idé, men som i virkelighedens verden har vist sig at være meget svært at gennemføre. Det er faktisk ikke lykkedes for nogen regering at få gennemført, få realiseret alle de investeringer, som man har lovet. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jeg har umiddelbart ikke nogen grund til at betvivle det, når ordføreren står her siger det. Jeg kender ikke her på stående fod samtlige kickstarter i Danmark og deres præcise indførelse og økonomien i dem, men det er sikkert korrekt, at der har været nogle usikkerheder i det. Det er der som regel, og det vil der sikkert også være, når regeringen planlægger investeringer for 18,6 mia. kr. Så kan det godt være, at der også er noget, der bliver skubbet fra det ene år til andet. Det vil jeg slet ikke stå her og afvise.

Men jeg synes, at det, som hr. Joachim B. Olsen selv tager fat på i forhold til fattigdom, er interessant, for det, der jo sådan set er vigtigt her, er at sige, at der altså heller ikke er nogen, der bliver rigere af, at folk bliver fattigere. Og det er jo lidt det synspunkt, jeg synes vi støder på gang på gang, i forhold til at der er nogle, der får en lav ydelse. Nu har regeringen sagt, at den gerne vil fjerne starthjælpen, den vil gerne fjerne kontanthjælpsloftet, fordi den faktisk anerkender, at der er nogle, der har det rigtig, rigtig svært i det her land, og så har der været en debat, som hr. Joachim B. Olsen selv har været en stor del af, og som for mig at se kørte pænt meget af sporet. Men det synes jeg bl.a. skyldes, at man i den debat fuldstændig glemmer, at der rent faktisk er fattige i Danmark; der er faktisk nogle mennesker, som har behov for hjælp, lige så vel som der også er andre, der er på overførselsindkomst. Det gælder bl.a. studerende, men det gælder jo også folk, der bl.a. får støtte fra Team Danmark eller andet.

Hr. Joachim B. Olsen.

Nu har vi jo så ikke kunnet få præsenteret en fattig – det har man opgivet i SF, og det er fair nok.

Der er mennesker, der har behov for hjælp, det er der. Der er mennesker, som mangler et job. Vi har et samfund, hvor 25 pct. af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet. 857.300 mennesker var i 2010 uden for arbejdsmarkedet. Det løser man altså ikke ved, fordi man gerne vil være god, at dele penge ud til folk, som man siger er fattige, selv om man ikke kan komme med et eneste eksempel på det. Når man selv siger, at det holder folk på passiv forsørgelse, er det da ikke at hjælpe mennesker. Det er da at gøre det modsatte, når man ved, at de børn, som vokser op i familier, hvor man er på passiv forsørgelse gennem længere tid, har en større risiko for selv at ende på passiv forsørgelse med de sociale problemer, vi ved det medfører: større risiko for at ende i kriminalitet, større risiko for at ende i misbrug. Det er ikke en god og ansvarlig politik.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at jeg glæder mig rigtig meget til at høre Liberal Alliances bud på, hvad der så er ansvarlig politik. For det, jeg har kunnet læse de seneste uger, har været, at hr. Joachim B. Olsen har foreslået, at man bare skulle skære 150 mia. kr. i de offentlige budgetter, og så ville det hele blive meget bedre. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre svaret på, hvor de 150 mia. kr. skal komme fra.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg faktisk synes, der er nogle mennesker, der har behov for hjælp. Jeg synes faktisk, vi som samfund har et ansvar for at hjælpe nogle af de fattigste mennesker i det her land til rent faktisk at få en anstændig indtægt, således at man er i stand til at klare sig, og at man er i stand til at hjælpe sine børn til at få en uddannelse. Og så har vi selvfølgelig også som samfund en udfordring i at skabe arbejdspladser. Vi har en udfordring i at skabe uddannelsesmuligheder, for det er måden at hjælpe de her mennesker på, som af den ene eller den anden grund er havnet i fattigdom. Det er netop ved at give dem noget mere uddannelse, således at de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det er at skabe arbejdspladser, så de kan få det arbejde. Og der lægger vi jo faktisk i finansloven op til at styrke mulighederne i forhold til uddannelse. Vi tager fat på at skabe nogle af de praktikpladser, som gør, at unge nu får mulighed for at gennemføre deres praktik, men vi sikrer samtidig også, at vi rent faktisk får fastholdt, at der også skal skabes arbejdspladser, og det er bl.a. en del af kickstarten. Men hvad er Liberal Alliances svar på det? Det svæver jo temmelig meget i luften.

Tak. Så er det fru Benedikte Kiær.

Tak. Jeg hørte jo under ordførerens tale, at der blev talt om lighed og ulighed. Og da hæfter jeg mig ved noget, som ordførerens formand, hr. Villy Søvndal, sagde dagen før valget, nemlig at en ny regering, som SF vil deltage i, skal måles på at skabe mere lighed i samfundet, og at Ginikoefficienten er den bedste metode at måle med.

Nu er vi så i fuld gang med at tredjebehandle finanslovforslaget, og vi kan jo se, at vi skal helt ned på anden decimal for overhovedet at se, hvad det er for en effekt, det får på den såkaldte Ginikoefficient, når man skal måle lighed. Og skatteministeren, som også er fra SF, har jo været ude i går at sige, at en skattereform skal lette skatten for dem, som er i arbejde, hvilket alt andet lige vil betyde, at det har en negativ effekt på uligheden ifølge Ginikoefficienten. Det vil simpelt hen sige, at der med SF i regering kommer øget ulighed.

Jeg vil simpelt hen høre, hvad det er, der er sket siden valget, eller hvordan SF så vil få sikret mere lighed ifølge Ginikoefficienten.

Ordføreren.

Det fremgår jo faktisk meget klart af regeringsgrundlaget, at regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden, og at vi vil måles på at mindske fattigdommen. Med den her finanslov for 2012 øger vi sådan set ligheden, som fru Benedikte Kiær sådan set også rigtig nok er inde på. Men vi står også over for en skattereform nu, hvor målet så bliver at sænke skatten på arbejde, og det tror jeg sådan set også, sådan som jeg har forstået det, at De Konservative har nikket imødekommende til.

Men man skal også huske på, at mindre ulighed ikke kun sikres ved at øge ligheden, det sikres jo allerbedst ved rent faktisk at skabe job. Det sikres, ved at alle mennesker får mulighed for at få en uddannelse og ved at sikre ligheden i vores sundhedsvæsen. Og det gør vi jo bl.a. ved at afskaffe nogle af de ulighedsskabende ting, der bl.a. har været i vores sundhedsvæsen. Så det her er jo sådan set regeringens hovedpunkter, og det er jo rent faktisk det, vi gør med den her finanslov. Vi skaber netop øget lighed i vores sundhedsvæsen, vi skaber netop muligheder for, at man kan få en uddannelse, og vi skaber netop mulighederne for, at man rent faktisk også kan få et arbejde.

Fru Benedikte Kiær.

Jeg tror lige, jeg blev lidt forvirret, da ordføreren sagde, at man ikke kan mindske uligheden ved at øge ligheden. Jeg er sådan set mere interesseret i det, hr. Villy Søvndal sagde, nemlig at den her regering skal måles på Ginikoefficienten, når man skal måle uligheden. Der er jeg meget interesseret i at høre hvordan man så vil kunne sikre, at der kommer en øget lighed i samfundet via Ginikoefficienten, når man har sagt, at man gerne vil lave en skattereform, hvor man sænker skatten for dem, som er i arbejde. For det vil jo øge uligheden for dem, som ikke er i arbejde. Hvilke tiltag vil man så gøre? For man må da stadig væk fra SF's side mene, at man skal måle via Ginikoefficienten, eller har man forladt det?

Ordføreren.

Som jeg indledte med at sige før, fremgår det jo sådan set meget klart af regeringsgrundlaget, at regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Det gør vi sådan set også i SF. Det er også derfor, vi er glade for at være med i regeringen.

Men det er også vigtigt at holde fast i, at vi rent faktisk nu har taget nogle meget store skridt i forhold til at begrænse den fattigdom, som der har været i Danmark. Vi har afskaffet starthjælpen, og vi har fået taget et opgør med kontanthjælpsloftet. Det er sådan nogle skridt, der for mig at se går meget i den rigtige retning i forhold til rent faktisk at sikre nogle bedre muligheder for nogle af dem, der har det allersværest i det her land. Det har vi opnået med den her finanslov.

Så har vi også sagt: Ja, vi har også behov for en skattereform, og det var så det, skatteministeren i går inviterede til en bred drøftelse af. Vi har også sagt, at vi vil lytte til de forslag, der kommer frem, og så tager vi et rigtig gerne en drøftelse af skattereformen. Men nu har regeringen mig bekendt ikke fremlagt sit forslag, så derfor tror jeg også, man skal vente med at diskutere indholdet i en skattereform, til man rent faktisk har noget indhold at diskutere ud fra. Regeringen skal nok invitere til alle de brede drøftelser, når regeringen har fremlagt sit forslag, og så er jeg helt sikker på at vi også får en god diskussion i den forbindelse.

Tak. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen.

Det om ulighed og Ginikoefficienten er jo meget interessant, i forhold til hvad SF har sagt indtil i går. Som fru Benedikte Kiær gjorde klart, var det et af de mål, som den nuværende udenrigsminister mente at regeringen skulle måles på. Og da vi havde åbningsdebatten i oktober, sagde SF's politiske ordfører:

»I det regeringsgrundlag, der er lavet, har vi stålsat sat os det mål, at fattigdommen skal bekæmpes og uligheden skal mindskes, og det kommer skattepolitikken jo også til at være en del af.«

Det kommer skattepolitikken jo også til at være en del af, siger man. Hvordan har SF det så med, at skatteministeren, der er fra SF, i går konstaterede, at en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde, ikke kommer til at hjælpe med til at sikre mere lighed? Det er også det, ordføreren siger nu.

Tror ordføreren ikke, at der må sidde nogle ude i kongeriget og undrer sig såre over, at SF før valget siger, at vi skal måles på Ginikoefficienten, at SF til åbningsdebatten siger, at en skattereform skal mindske uligheden, og at meldingen fra skatteministeren nu er den diametralt modsatte?

Ordføreren.

Jeg tror sådan set, at det, der står lysende klart for befolkningen, er, at der rent faktisk er kommet en finanslov – som er det, vi behandler her i dag – som rent faktisk mindsker uligheden i Danmark. Det er det, der har været regeringens ambition, det fremgår af regeringsgrundlaget, og det er det, vi nu leverer med bl.a. finansloven.

Så er der en debat om en skattereform, der ikke engang er fremsat forslag om. Jeg tror, det er lidt for tidligt at begynde at diskutere indholdet af noget, som selv hr. Torsten Schack Pedersen ikke engang kender indholdet af. Og derfor tror jeg også, at man skal passe lidt på med at begynde at tage diskussionerne forlods i forhold til en skattereform.

Men det, der er det helt afgørende, er, at der står i regeringsgrundlaget – det tror jeg sådan set også at hr. Torsten Schack Pedersen har læst – at regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden, og at vi også gerne vil måles på at mindske fattigdommen. Og det synes jeg sådan set vi har opnået med den her finanslov. Vi afskaffer noget af det, der er det allermest fattigdomsskabende i det her land: starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Det får vi rent faktisk taget et opgør med inden for de her 100 dage. Man har haft så travlt med at nedgøre, hvad regeringen faktisk har opnået af resultater, men her har vi faktisk leveret noget sort på hvidt: Vi har faktisk taget et opgør med den fattigdom, som blev skabt under VK-regeringen. Det synes jeg sådan set næsten også at man burde anerkende fra Venstres side.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Det problematiske er jo, at når man spørger SF'ere som repræsentanter for SF, f.eks. SF's formand før valget og SF's politiske ordfører under åbningsdebatten i oktober, så skal skattepolitikken bruges til at mindske uligheden. Men når skatteministeren, der er fra SF, på vegne af regeringen udtaler sig om, hvad formålet med en kommende skattereform er, er det ikke det samme; det er faktisk det diametralt modsatte. Så anerkender man, at lavere skat på arbejde vil øge den matematiske ulighed; jeg tror næsten, det ville være en matematisk umulighed at undgå det.

Men så må SF da have et stort problem med skatteministerens udmelding, for SF's politiske ordfører siger under åbningsdebatten, at skattereformen skal mindske uligheden i Danmark, altså at skattereformen skal bidrage til at mindske uligheden. Og jeg går ud fra, at SF's politiske ordfører taler på vegne af SF's folketingsgruppe. Men så må SF's folketingsgruppe da føle sig voldsomt klemt af, at en skatteminister, der taler på vegne af hele regeringen, totalt undsiger SF's politiske ordfører og siger, at der nu kommer en skattereform, der vil øge uligheden.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at noget af det, der har været det sjoveste at følge her de sidste 24 timer, har været, hvor travlt man har haft med at sige, at der nu skulle være intern uenighed i SF om det her. For det, der har vist sig i de baglandsundersøgelser, der også har været, og som aviserne er meget hurtige til at lave, er, at der sådan set er opbakning til det, skatteministeren har sagt, og at der sådan set er en glæde over, at vi rent faktisk med den her finanslov mindsker uligheden.

Så har der også været den her diskussion om Ginikoefficienten, og lad mig bare komme med et enkelt eksempel på det. For hvis man nu tager noget fra en rengøringsassistent, som passer sit arbejde, og giver det som ekstra SU til en lægestuderende, hvad sker der så med Ginikoefficienten? Og mindsker vi dermed fattigdommen? Det tror jeg er to svar, som vi alle sammen godt kan give. Ja, det vil nok øge Ginikoefficienten, men vil det omvendt være mere lige? Nej, det tror jeg sådan set ikke, og derfor er der selvfølgelig nogle dilemmaer i det her. Vi har sådan set også sagt, at den diskussion vil vi gerne tage.

Men det, der er vigtigt at holde fast i – og det fremgår også meget, meget klart af regeringsgrundlaget – er, at vi gerne vil begrænse uligheden, men at vi også vil tage fat på at mindske den fattigdom, som faktisk er i Danmark, og som faktisk er blevet øget de sidste 10 år under borgerligt styre. Det tager vi fat på nu, det har vi taget et stort skridt i retning af, og vi tager et kæmpeskridt med den her finanslov. Det er jeg faktisk stolt af.

Vi kan lige nå hr. Kristian Jensen, som får den sidste korte bemærkning i denne runde.

Allerførst vil jeg jo godt tillade mig at rose hr. Jonas Dahl. I modsætning til Socialdemokraternes ordfører, som brugte sin taletid på at skyde på Venstre, og i modsætning til den radikale ordfører, der brugte sin taletid på at holde sådan en historieforelæsning om det seneste årtis økonomiske politik, så forsøgte hr. Jonas Dahl faktisk at sige noget om dette års finanslov.

Desværre kom hr. Jonas Dahl faktisk også ind på en masse ting, hvor han kom til at modsige sig selv, bl.a. at det var en debat om fattigdom, der var kørt af sporet, fordi hr. Joachim B. Olsen og fru Özlem Sara Cekic havde været ude at besøge den såkaldte Carina. Jeg ved ikke, om debatten er kørt af sporet; jeg synes, debatten er kommet tilbage på sporet, med hensyn til hvad der reelt er fattigdom, og jeg noterede mig, at udenrigsministeren, hr. Jonas Dahls partiformand, sagde, at man selvfølgelig ikke er fattig, når man får udbetalt 15.000 kr. om måneden. Så er spørgsmålet bare: Hvorfor har SF valgt at bryde så mange af de valgløfter, man havde, f.eks. løftet om lavere billetpriser i den kollektive trafik, for at løfte ydelsen til en person, som man selv siger ikke er fattig?

Ordføreren.

Jeg vil da gerne kvittere for, at vi kan få en diskussion om skattereformen. Jeg ville faktisk ønske, at vi også havde taget en diskussion med Venstres medlemmer hidtil. Det har ikke været tilfældet, og derfor vil jeg gerne kvittere for, at Venstres gruppeformand nu faktisk kan tage en diskussion i forhold til finansloven.

Det, jeg har sagt, og det, jeg sagde til hr. Joachim B. Olsen, var jo, at der faktisk er et fattigdomsproblem i Danmark, og jeg synes desværre, at det her eksempel – jeg medgiver gerne, at det ikke var det bedste eksempel – har skygget for en debat, som sådan set var rigtig fornuftig at tage. For der er et problem med fattigdom i Danmark, og det er jo sådan set den diskussion, vi også har taget i regeringen. Det er baggrunden for, at vi har taget et opgør med starthjælpen, og det er baggrunden for, at vi har taget et opgør med kontanthjælpsloftet. Det er, fordi i regeringen og i SF mener vi rent faktisk, at der er et problem med fattigdom i Danmark. Det vil vi gerne gøre noget ved, og det er baggrunden for, at vi netop tager et opgør med starthjælpen og kontanthjælpsloftet, som begge to er noget, den borgerlige regering indførte, og som begge to i mine øjne, og i mange andres, har medført en øget fattigdom i Danmark de sidste 10 år.

Hr. Kristian Jensen.

Men prøv lige at høre, sådan bare helt lavpraktisk: Der er jo ikke nogen grund til at skabe en eller anden falsk konflikt. Altså, jeg anerkender fuldt ud, at der er fattige i Danmark. Sagen er bare, at udenrigsministeren, SF's partiformand, også har erkendt, at det eksempel, man tog frem, ikke drejede sig om en fattig, da Carina ikke er fattig ifølge udenrigsministerens udtalelser til Politiken og andre steder. Så er spørgsmålet bare: Hvorfor vælger man så alligevel at løfte ydelsen til en, man selv siger ikke er fattig, mens man bryder en lang række løfter? Jeg tager bare som et konkret eksempel løftet om at sænke taksterne i den kollektive trafik. Hvorfor prioriterer SF at løfte ydelserne til dem, der ikke er fattige? Man siger selv, at den her person ikke er fattig, men alligevel skal vedkommende have mere fra alle de hårdtarbejdende danskere, der betaler skattekroner til samfundet. Så hvorfor har man den prioritering fra SF's side?

Ordføreren.

Jeg er faktisk glad for, at Venstre nu anerkender, at der er fattige i Danmark; det betyder jo også, at man måske burde have brugt lidt mere tid på at gøre noget ved de problemstillinger de sidste 10 år. Noget af det, der står i regeringsgrundlaget, er, at i Danmark modsat mange andre lande er der sådan set ikke en officiel definition af fattigdom eller en fattigdomsgrænse, og det har også gjort det svært at diskutere den her udvikling. Derfor vil regeringen nedsætte et ekspertudvalg, netop for at få belyst de her problemer og netop for at få lavet en fattigdomsgrænse, for det gør det langt nemmere at tage den her diskussion i stedet for at tage en, hvor vi kan diskutere, om den ene eller den anden er mere eller mindre fattig.

Jeg anerkendte sådan set også tidligere, det gjorde jeg allerede i min første besvarelse til hr. Kristian Jensen, at det her Carinaeksempel ikke var det bedste eksempel, men betyder det, at der ikke er fattige i Danmark? Nej, det gør det ikke, der er fattige i Danmark, og der er mange af de mennesker, der har levet på starthjælp eller under kontanthjælpsloftet og lidt under det, som i dag rent faktisk, i min optik i hvert fald, kan betegnes som fattige. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan hr. Kristian Jensen opfatter en fattig, men jeg glæder mig sådan set til den her diskussion, for det er en central diskussion. Det er jo netop konsekvenserne af 10 års borgerlig politik, vi nu får det endelige opgør med, og jeg er sådan set stolt af, at vi nu netop tager det opgør.

Tak til ordføreren. Den halve time er gået, og jeg giver ordet til Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen, der står klar.

Europa og en stor del af verden er i krise, og overalt diskuteres det, hvordan man kommer ud af den krise. I det spørgsmål er der i både Danmark og internationalt to linjer. Den dominerende linje er desværre, at landene skal spare sig ud af krisen, og det vil sige, at landenes befolkninger skal betale prisen for krisen. Det er den politik, EU kører frem med. Det er de krav, Den Internationale Valutafond stiller, og sådan var det jo også i Danmark før valget. Den tidligere regering sendte regningen videre til børnefamilierne, sparede på uddannelserne og forskningen, skar ned i kommunernes budgetter og i velfærden og ville spare på udviklingsbistanden og på forskningen. Nogle af de ting, som den tidligere regering fik igennem sammen med Dansk Folkeparti, har vi rettet op på med finanslovaftalen, men desværre ikke alt, og en af grundene til, at vi ikke har fået det hele rettet op, er, at den tidligere regering jo havde tømt kassen, sådan at der ikke var så meget at gøre godt med.

Modsat gik den nuværende regering til valg og vandt valget på en holdning om at skabe beskæftigelse, så vi kan arbejde os ud af krisen. På mange måder blev der lagt mærke til den danske udvikling ude i Europa, for vi proklamerede en anden politik end den, der er mest gældende. Jeg kan tilføje for Enhedslistens vedkommende, at der udeomkring ses på, hvordan et venstreorienteret parti er gået frem uden at sælge ud af principperne, hvordan det ikke bare er lykkedes at få en valgsejr, men også er lykkedes at få indflydelse på den måde, som det er sket med den finanslov, der er til behandling i dag.

Danmark gør på den måde en forskel i forhold til de fleste andre lande, og det kan give inspiration til den politiske diskussion udeomkring, og det kan også give inspiration på den måde, at det beskedent, men vigtigt, tror vi, kan bidrage til at sætte spørgsmålstegn ved den ødelæggende krisepolitik, der i dag føres i en række europæiske lande med nedskæringer og besparelser, der bare uddyber krisen – besparelser, nedskæringer og en hård politik, der påfører befolkningerne store lidelser, massiv arbejdsløshed, stigende selvmordsrater og indsættelse af politiske ledere, der ikke er valgt, men kommer fra investeringsselskabet Goldman Sachs.

Det er jo blodig ironi, at et af de store finansselskaber, Goldman Sachs, der var med til at skabe krisen, som var med til at føre Grækenland ud i den dybe armod, Grækenland er ude i, i dag har sat sig med deres tidligere såvel som nuværende medarbejdere på ledende poster i ICB, i Italien, i USA – ja, i en lang række andre lande. Det har virkelig været et studie værd at se, hvordan man på den måde som pengemagt først fører verden ud i krise og bagefter sætter sig på den politiske magt, vel at mærke uden at blive valgt til det.

Vi synes, at der er brug for at lave om på de ting, og i beskeden målestok er det altså for vores vedkommende en af de ting, der gør, at vi kan stemme for den aftale, vi har lavet med regeringen, om finansloven for 2012. Det er beskæftigelse med kickstarten, den er beskeden, men den er der. Det er tiltag mod social dumping, som vi har set, og som vi desværre stadig væk ser, i form af at man udnytter arbejdere fra Østeuropa og på den måde får tingene billigere og får presset de danske løn- og arbejdsvilkår.

Jeg synes i øvrigt, det er meget interessant, at alle undersøgelser viser, at der, hvor udnyttelsen af lavtlønnet arbejdskraft på elendige arbejdsvilkår breder sig mest, er i Nordsjælland. Mens man siger, at det er kontanthjælpsmodtagerne, der er dem, der kræver og vil have uden at lave noget, så er det altså de rige mennesker i Nordsjælland, der er mest ivrige efter at snyde med de danske skatteregler og den danske arbejdsmarkedspolitik og sørge for at få tingene billigst muligt uden moms og uden skat. Det er da meget sigende i debatten om, hvem det er, der kræver, at den der krævementalitet blomstrer i Nordsjælland, hvor man så også på den måde har krævet og fået en meget lang række skattelettelser. Men det var en bisætning.

Vi er glade for, at vi i den modsatte ende har fået fjernet fattigdomsydelserne. Vi har fået mere velfærd med penge til kommunerne i 2013, med et maksimalt antal for, hvor mange unge der må være i gymnasieklasserne, med målsætningen om en normering for, hvor mange voksne der skal være til at passe børn i daginstitutionerne. Vi har fået forbedringer for de arbejdsløse med en meget lille, men vigtig forlængelse af dagpengerettighederne og med bedre uddannelsesmuligheder. Vi får mere skat ind fra de multinationale selskaber, vi får kigget på beskatningen af nordsøolien, og der er også lavet en meget udmærket grøn aftale, ligesom vi har fået nogle af børnene ud af asylcentrene og fået nogle enkelte lempelser i udlændingepolitikken.

Jeg siger de her ting, fordi vi synes, det er en aftale, der er ganske god, og som bryder med den tidligere regerings politik igennem 10 år. Der er brug for mere, ikke mindst er der brug for mere inden for beskæftigelse. Der er brug for meget mere for at sætte gang i beskæftigelsen, også fordi det er den bedste måde at redde den offentlige økonomi på. Når der kommer gang i beskæftigelsen, spares der dagpenge, der spares sociale ydelser, og til gengæld kommer der mere ind i skatter og afgifter, og det er jo lige præcis det, der er vejen i stedet for nedskæringsvejen.

Der er ikke faldet mange bemærkninger i debatten om de stillede ændringsforslag, som jo er til diskussion i dag. Vi vil bare sige, at vi stemmer imod de stillede forslag fra den borgerlige opposition. Det er forslagene fra Venstre og Konservative, der vil spare på indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. Det er vi imod. Det er Liberal Alliance, der vil indføre skattelettelser til de rigeste og skære ned på velfærden, og det er Dansk Folkeparti, der vil skære ned i udviklingsbistanden, altså tage fra verdens fattigste. De forslag og de pakker af forslag stemmer vi nej til. De er alle sammen en fortsættelse af den gamle regerings politik, som vi var imod og er glade for vi har fået væltet. Det er det, der skal gøres op med.

Der er dog et enkelt ændringsforslag, vi vil stemme for, og det er forslaget om, at vi skal have en folkeafstemning om europagten, som er udemokratisk og vil binde den europæiske politik i EU til noget, der ligner Liberal Alliance. Det vil vi gerne have en folkeafstemning om, sådan at vi kan få det forhindret.

Jeg vil til sidst sige, at for os er finansloven bare en lille begyndelse. Debatten, og det gælder særlig debatten om en skattereform, viser også, at det ikke er en selvfølge, at linjen fra finansloven bliver videreført. Selv om regeringens skatteudspil ikke er fuldt udfoldet, er principperne jo fremlagt, og det er ikke nogen hemmelighed, at de ligger til højrebenet og ikke til Enhedslisten. Vi vil gerne være med til at give skattelettelser til dem, der har lav løn. Det har vi altid sagt, og det gør vi stadig, så den del af forslaget støtter vi. Men når det så bliver sat ind i en sammenhæng, hvor der stadig væk skal gives skattelettelser til de rigeste, sådan som der står i regeringsgrundlaget, og når man siger, at alle dem, der har mindst, skal snydes endnu en gang, ligesom de er blevet snydt de sidste 10 år af VKO-flertallet, så er vi jo nødt til at sige, at den form for skattelettelser vil vi ikke være med til.

Vi vil sørge for, at der kommer en skattereform, som er socialt retfærdig, og som sørger for, at der ikke bliver mere ulighed i samfundet, men at dem, der har mindst, får det bedre, samtidig med at dem, der er i arbejde, og herunder ikke mindst dem, der er i arbejde og har en lav løn, kan mærke en forbedring. Det går vi fuldstændig ind for.

Det gør vi, fordi det er retfærdigt, men vi gør det også, fordi vi synes, det er vigtigt ideologisk. For der har altså bredt sig en opfattelse i Danmark vedrørende at give skattelettelser til dem, der er i arbejde, og straffe dem, der ikke er i arbejde. Det hedder så pænt, at det skal kunne betale sig at arbejde, og selvfølgelig skal og kan det det. 95 pct. af dem, der ikke er i arbejde, vil umiddelbart bare tjene penge ved at komme i arbejde. Deres problem er ikke, om dagpengene er for høje, de er nemlig for lave. Deres problem er, at der ikke er arbejde at få, og der bliver ikke mere arbejde at få, bare fordi man giver skattelettelser til dem, der er i arbejde, og undlader at give skattelettelser til dem, der er arbejdsløse.

Det er simpelt hen en borgerlig ideologi, og vi er meget kede af, at SF, Socialdemokratiet og De Radikale har taget den til sig, og at de synes, at det er en fordel for den økonomiske udvikling, hvis de økonomiske forskelle på dem, der er i arbejde, og dem, der ikke er i arbejde, vokser. Det er simpelt hen en ideologi, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Jeg vil sige, at skulle der være nogle enkelte – og det er der jo, det ved vi også fra debatten – for hvem det ser meget svært ud at tjene mere ved at komme i arbejde, så har det helt andre årsager.

Tak til ordføreren. Der er tre, som gerne vil spørge, og det er Kristian Thulesen Dahl, Bent Bøgsted og Mike Legarth. Først er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Og så vil jeg sige tillykke til Enhedslisten med det første finanslovforlig, partiet har indgået – det er jo historisk – men måske i virkeligheden mest tillykke med den omstillingsparathed, Enhedslisten har udvist, altså det, at man i virkeligheden for ganske små indrømmelser har villet lave et finanslovforlig med regeringen og dermed hjælpe regeringen i gang efter valget i september. Og jeg synes også, det er det, hr. Frank Aaens indlæg her i dag bærer præg af, altså det, at han har travlt med at prøve at kridte banen op i forhold til de kommende ting og prøve at få opmærksomheden hen på det. Det er fair nok. Det vil jeg også gerne bidrage til, for jeg synes jo, at noget af det, der står foran os, og som selvfølgelig er interessant, er drøftelsen om en skattereform. Og her sagde hr. Frank Aaen jo nogle ting, som jeg synes var vigtige, og som jeg gerne vil bede hr. Frank Aaen bekræfte, så der ikke er nogen som helst tvivl om, hvor Enhedslisten står i spørgsmålet om en skattereform.

Altså, vil man kunne deltage i en skattereform, der medfører større ulighed i det danske samfund? Hvis der kommer en skattereform, der øger uligheden målt på Ginikoefficienten – som jo er det, i hvert fald jeg er blevet tudet ørerne fulde med de sidste 10 år er en af de måder, man kan måle det på – vil Enhedslisten så kunne medvirke, eller vil betingelsen for Enhedslistens deltagelse i en eventuel skattereform bero på, at der bliver mindre ulighed målt efter den her berømte Ginikoefficient?

Ordføreren.

På trods af det dårlige oplæg fra regeringens side vil vi selvfølgelig deltage i forhandlinger med den, ligesom vi har sagt til regeringen, at vi i forhold til alle de politiske dagsordener, der står foran os her i foråret, er villige til at forhandle og lave en aftale, fordi en aftale med Enhedslisten er bedre end en aftale, som hr. Kristian Thulesen Dahl stemmer for. Så på den måde skal vi forhandle med regeringen.

Om resultatet så skal se ud på den ene eller den anden måde afhænger af helheden; det er den, vi tager stilling til. Lad mig give et eksempel: Det kan jo godt være, at selve skattereformen betyder, at der er en øget forskel mellem dem, der er på dagpenge, og dem, der er i arbejde. Det kan ikke udelukkes, at det ender sådan. Men hvis man så samtidig hæver dagpengene og på den måde eliminerer forskellen, er der ikke noget problem. Og derfor kan man ikke bare tage sådan en matematisk formel at sætte det ind i. I forhold til skattereformen er man nødt til at kigge på den helhed, en skattereform eventuelt indgår i.

Spørgeren.

Det naturlige spørgsmål er jo så, om den helhed, som vil skulle laves i forbindelse med en skattereform, vil skulle medføre øget lighed i det danske samfund målt på Ginikoefficienten, eller om en sådan samlet aftale, som så eventuelt indeholder mere end en skatteomlægning, vil kunne medføre større ulighed og stadig væk få Enhedslistens opbakning.

Altså, når jeg spørger lidt interesseret, er det, fordi der er nogle partier, som har haft travlt med at løbe væk fra det, de sagde i valgkampen om større lighed. Vi har f.eks. en SF-skatteminister, der jo har forladt synspunktet om, at der skal være større lighed i samfundet, og som siger, at der godt må komme større ulighed; der var en millionærskat, der blev væk, en bankskat, der blev væk og sådan noget.

Men alt det har Enhedslisten jo ligesom sagt ja til med finanslovaftalen; man har sagt, det er o.k., at det er forsvundet. Det er derfor, jeg er lidt interesseret i, om der stadig væk er sådan en rest ægte socialisme tilbage i hr. Frank Aaen. Er det sådan, lige præcis når det kommer til den næste store mulighed, dvs. en skattereform med alt, hvad det måtte indebære ud over en ren skatteomlægning, at det så vil være en betingelse, at det samlet set medfører en større lighed i samfundet målt på Ginikoefficienten?

Ordføreren.

Den samlede reform vil komme til at medføre større lighed i samfundet. Det er uden for debat. Men hvordan det måles, er ikke noget, hr. Kristian Thulesen Dahl kan komme til at bestemme.

Lad mig tage et eksempel igen: Vi laver gerne en Ginikoefficient, hvor vi måler på skattereformen, men hvis vi samtidig får en aftale om, at dem, der har været arbejdsløse i et år, er garanteret et job på normale vilkår med ret til genoptjening af deres dagpenge, så tror jeg ikke det viser sig i Ginikoefficienten. Men så vil det vise sig afgørende i de arbejdsløses vilkår, nemlig deres mulighed for at komme i arbejde og genoptjene retten til dagpenge.

Derfor er det meget mere fleksibelt end det der matematiske begreb, selv om det selvfølgelig også spiller en rolle i forhold til, hvordan vi skal vurdere tingene. Og der er vi jo glade for, at finanslovaftalen gav en mindre ulighed end den, som er blevet skabt i den tid, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl var ved magten i Danmark.

Tak. Så er det hr. Bent Bøgsted.

Tak. Det er jo tydeligt at høre, at hr. Frank Aaen taler uden om det spørgsmål, der blev stillet af hr. Kristian Thulesen Dahl, for der blev hele tiden sagt hvis og hvis – hvis nu dagpengebeløbet stiger, hvis nu det bliver fastlagt, at man kan få et arbejde efter 1 år – og det kan tolkes på den måde, at Enhedslisten er klar til at indgå en skatteaftale uden nogen dikkedarer; så er man klar til at sige ja, hvis man får sådan nogle store løfter opfyldt. Men det stemmer jo ikke overens med det, Enhedslisten tidligere har sagt, om, at de ikke vil være med til at indgå noget skatteforlig, hvis ikke man sikrer sig mod uligheden i skattesystemet, altså at der bliver en mere ligelig fordeling. Det er hr. Frank Aaen jo ved at gå bort fra nu. Og så siger man, at hvis man får en højere dagpengesats, hvis man får en aftale om job, så vil man indgå en aftale. Men endnu ved vi jo ikke noget om, hvordan det skal finansieres. Det er jo også spændende at se, hvor hr. Frank Aaen og Enhedslisten så vil finde de penge, der skal til at finansiere sådan en skattereform, hvis man laver de store aftaler om at hæve dagpengebeløbet og en garanti for job efter 1 års ledighed. Det er ret store omkostninger, der kommer der, og der er vi jo selvfølgelig også spændt på at se, hvor Enhedslisten vil finde de penge.

Ordføreren.

Lad mig starte med det sidste. Vi ønsker skat på spekulation, vi ønsker flere penge fra de multinationale selskaber, vi ønsker flere penge ind fra olien i Nordsøen, og så vil vi rulle nogle af de skattelettelser tilbage, som Dansk Folkeparti har gennemført sammen med den tidligere regering, og som gav bankdirektørerne en halv million i skattelettelse. Det skal rulles tilbage, og så er der over 7 mia. kr. i kassen at gøre godt med. Der skal pengene komme fra.

Så er der et spørgsmål om, hvordan man skal måle, om en reform giver mere eller mindre lighed. Dertil vil jeg sige, at det er forkert bare at tage ét element ud. Lad mig bare sige en ting, som jeg er sikker på at Dansk Folkeparti vil sige ja til, selv om man godt nok i dag er med til at fordele satspuljepengene, altså de penge, der bliver taget hvert eneste år fra pensionister og arbejdsløse og puttet ned i en sukkerskål, som udvalgte partier sidder og deler ud fra: Hvis nu en skattereform forbindes med en aftale om, at satspuljen ophører, så er det jo med til at øge ligheden i samfundet. Og det er derfor, man skal se tingene i en sammenhæng og ikke prøve at tage et enkelt element ud.

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen det er tydeligt, at hr. Frank Aaen taler udenom hele tiden, når vi ved, hvis vi går tilbage og kigger på skattereformen i 2004 og de skattelettelser, der blev givet der, at det var LO-familierne, der fik rigtig meget ud af det, og det var også der, Dansk Folkeparti fik jobfradraget ind. Men det har hr. Frank Aaen lykkelig glemt, og så taler han om, at det er de rigeste, der fik de store skattelettelser. Det var LO-familierne, der fik allermest ud af det dengang.

Der er en anden ting, jeg godt lige vil spørge hr. Frank Aaen om. Det kom mig for øre, at hr. Frank Aaen talte om de finansfolk, der gik ind i politik uden at være politisk valgt, og at det ikke var noget, hr. Frank Aaen brød sig særlig meget om, hvis jeg har forstået hr. Frank Aaen rigtigt. Så er det lidt bemærkelsesværdigt, at hr. Frank Aaen nu støtter en regering, hvor der er flere ministre, der ikke er politisk valgt. Det modsiger jo det, som hr. Frank Aaen sagde fra talerstolen om, at Enhedslisten ikke brød sig om, at der kom nogle ind, der ikke var politisk valgt til at styre et lands politik. Det er så ikke i Danmark, hr. Frank Aaen taler om, men andre steder. Men lige nøjagtig her i Danmark støtter hr. Frank Aaen jo en regering, hvor der er flere ministre, der ikke er politisk valgt.

Ordføreren.

Jeg talte ikke udenom i mit svar, jeg svarede jo. Jeg sagde, hvor pengene skulle komme fra, for jeg sagde, at de skulle komme fra dem, der tjener mest – mere end en halv million. Det var det, der var mit svar, altså at de skal betale det samme i skat i 2012, som de gjorde i 2009, hvis det stod til os. Og det var jo, fordi jeg svarede, at spørgeren så totalt skiftede emne. Og jeg har det sådan, at jeg intet problem har med, at der skulle sidde en enkelt eller to hernede, som ikke er valgt, men som er blevet udnævnt som minister. Men det, vi ser nede i Europa, er, at folk fra et bestemt investeringsselskab, nemlig Goldman Sachs, som i den grad har ansvaret for den krise, Europa og verden er kommet ud i, i den grad sætter sig på regeringsledende poster, ikke bare ministerposter langt nede i rækkerne, men ledende poster. Det synes jeg er et demokratisk problem, som bør tages lidt mere alvorligt end at prøve at gøre lidt grin med det her i debatten.

Så går vi videre til den næste, og det er hr. Mike Legarth.

Nu vil jeg starte med at sige, at jeg jo er konservativ. Jeg arbejder dag ind og dag ud for at skaffe skattelettelser, og det vil jeg også gøre i fremtiden. Men når jeg nu ser og hører hr. Frank Aaen på talerstolen, er det altså morsomt – ja, det er nærmest så hylende morsomt, at man er ved at kaste sig ned på gulvet af grin over det – at høre, hvordan retorikken er vendt 180 grader. Det er altså fuldkommen til grin.

Hver gang den dagsorden var der, stod hr. Frank Aaen og kaldte den for champagnereform, rødvinsreform og for de rige og havde alverdens mærkelige synspunkter, men nu er regeringen jo parlamentarisk grundlag for rød blok, og så er det altså en ny situation. Og derfor vil jeg gerne høre hr. Frank Aaen, om hr. Frank Aaen vil arbejde for en skattereform, der øger uligheden, der ikke skaber mere social balance. Det er ikke sådan, som man tidligere har sagt, men man er altså indstillet på at følge det, rød blok nu siger, nemlig at det er man ikke så optaget af, hverken den sociale lighed eller den sociale balance.

Ordføreren.

Vi har hele tiden sagt, at vi er imod en reform, som øger uligheden i Danmark, og de synspunkter, jeg har stået her og videregivet flere gange, kunne man f.eks. læse om i dagspressen i går, og i dag kan man også læse om dem i forskellige aviser. Vi har sagt, at hvis det er sådan, at det ender med en skattereform, som ikke i sig selv er tilfredsstillende set ud fra et lighedssynspunkt, vil vi selvfølgelig kigge på, om der er andre elementer, der kan rette det op, så vi får en samlet reform, der øger ligheden her i landet.

Jeg ved godt, det lyder som noget, der kan ryste enhver konservativ, nemlig at vi kunne foreslå at sætte dagpengene op eller at fjerne satspuljen, som er det rene tyveri fra pensionister og arbejdsløse, men det er nogle af de forslag, vi vil komme med, så vi kan få rettet op på tingene. Men vi har da endnu ikke opgivet at få regeringen til at lave en skattereform, der i sig selv er retfærdig, det vil jeg gerne understrege. Det vil stadig væk være vores målsætning, men vi vil samtidig se på tingene i sammenhæng.

Hr. Mike Legarth.

Ikke desto mindre vil jeg indstille hr. Frank Aaen til Årets Vendekåbe, til en pris for årets humørindslag, for det, vi hører nu, er altså fuldstændig ude af takt med det, vi tidligere har hørt. Men jeg vil stille et andet spørgsmål.

Vi har set, at fru Johanne Schmidt-Nielsen og hr. Per Clausen har været ude med at sige, at man ikke afviser topskattelettelser, og jeg kan høre, at hr. Frank Aaen ikke afviser, at uligheden øges via Ginikoefficienten, som ellers er det redskab, vi har brugt, og som hr. Frank Aaen og Enhedslisten har kæmpet imod, men hvad siger baglandet? Er baglandet enig i, at Enhedslisten arbejder for det, og det er da godt, jeg er jo positiv, men er baglandet det? Er det virkelig rigtigt, at det kun er hr. Frank Aaen, eller er det også Enhedslistens bagland, der kan arbejde for et lavere skattetryk, en lavere topskat og en øget ulighed?

Ordføreren.

Det, hr. Per Clausen, fru Johanne Schmidt-Nielsen og hr. Frank Aaen har sagt i sagen om topskatten, er, at da vi nu har set, hvad der står i regeringsgrundlaget, nemlig at man vil hæve grænsen en anelse, vil vi ikke bruge det som et veto mod at lave en samlet reform. Den skal bare betales af dem, der tjener endnu mere. Det er da lighedsskabende. Det er da om noget rødt og revolutionært. Man behøver slet ikke i Det Konservative Folkeparti at være bange for den socialistiske linje i Enhedslisten, for den er fuldstændig intakt, og den har og vil også have opbakning i vores bagland. Hvis jeg kan komme tilbage til vores bagland og sige, at vi har fået hævet dagpengene, vil de klappe mig ind og ud ad døren. Så bare rolig, der er ikke nogen problemer i det, jeg har sagt her.

Sidste korte bemærkning er fra fru Pia Kjærsgaard. [Lydudfald] ... Hr. Simon Emil Ammitzbøll har spurgt, men nu er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Allerførst vil jeg da også kvittere for noget. Enhedslisten mærker nu at være parlamentarisk støtte til en regering og har ligesom frasagt sig det der princip med at stemme imod enhver forringelse, men for enhver forbedring. Vi ser jo tydeligt, at det ikke længere er sådan.

Enhedslisten stemmer jo for første gang for finansloven, og det er sådan, det skal være, når man er parlamentarisk støtte, og når man har deltaget i den aftale, der ligger om finansloven, som vi nu debatterer og stemmer om i dag. Så jeg vil høre, om man også vedkender sig tilbagetrækningsreformen, som Enhedslisten som grundlag ikke har stemt for, men som klart er en del af finansloven, en del af finansieringen, en del af det hele, som regeringen stemmer for. Vedkender man sig som sådan også, at man er en del af det, for man er en del af den aftale, og man vil godt bruge de penge, som den indbringer, og må stå ved, at det nu engang er sådan?

Ordføreren.

Det er jo i grunden ret modigt af fru Pia Kjærsgaard at prøve at sætte spørgsmålstegn ved andre partiers holdning til efterlønnen. Hvis der var nogen, der sagde, at den i hvert fald ikke skulle fjernes, og at det aldrig ville ske, så var det fru Pia Kjærsgaard. Og det er fru Pia Kjærsgaard, der har sørget for, at den nu stort set bliver elimineret. I modsætning til Enhedslisten stemte fru Pia Kjærsgaard for, mens Enhedslisten stemte imod. Sådan var det. Kunne vi have forhindret, at den blev vedtaget, havde vi også gjort det, men når der er et flertal i Folketinget, der stemmer en ting igennem, kan vi jo ikke fjerne den ved at stemme nej til finansloven. Sådan er det, og derfor må vi acceptere, at det er en del af finansloven. Vi bruger i øvrigt ikke pengene fra den reform, for vi tror ikke på, at den giver penge. Tværtom giver den jo udgifter, fordi der skal betales penge tilbage, som folk har indbetalt til efterlønnen, og vi tror ikke på de der kunstige regnestykker med, at bare der bliver flere ledige, kommer der flere i arbejde. Jeg ved ikke, om man gør det i Dansk Folkeparti. Det er sådan en filosofi, man har opfundet herovre i Finansministeriet, og den går ud på, at bare der er flere ledige, er der også flere arbejdspladser. Jeg fatter ikke, hvor de arbejdspladser skulle komme fra, bare fordi der er dobbelt så mange ansøgere til et ledigt job, som der var dagen før.

Fru Pia Kjærsgaard.

Hr. Frank Aaen behøver sådan set ikke at stå og prædike for mig, men jeg går ud fra, at prædiken også har været til stede ovre i Finansudvalgets lokale i forhold til de tre partier, som sidder i regering, nemlig Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – en regering, som Enhedslisten jo varmt støtter, står bag, holder hånden under og over, og vi har allerede opdaget, at Enhedslisten vil gøre det til hver en tid. Sådan vil det være. Men tilbagetrækningsreformen er jo en klar del af det. Jeg tror bestemt, at regeringen har en anden holdning til den økonomi, der ligger i tilbagetrækningsreformen, end den, som hr. Frank Aaen giver udtryk for her på talerstolen, og som sådan er den altså en del af finansloven, den er en del af finansieringen, for man kunne godt bruge de penge. Og i modsætning til regeringen har Dansk Folkeparti jo lagt det frem i valgkampen, det har der altid været åbenhed omkring, vi snød ikke nogen overhovedet, tværtimod, det er der andre partier, der har gjort, og det må de stå ved. Men nu spørger jeg om Enhedslistens holdning, altså at man ved en accept af finansloven vedkender sig og står ved, at tilbagetrækningsreformen er en væsentlig del af den. Man kan ikke frasige sig det ansvar, som det også er.

Ordføreren.

Jeg forstår det simpelt hen ikke. Vi har stemt imod elimineringen af efterlønnen, vi stemte også imod, dengang man halverede dagpengeperioden. Vi har stemt imod alle de forringelser, der er lavet på det område, i modsætning til Dansk Folkeparti, der har støttet det hver eneste gang, og det gør vi stadig væk, så vi vedkender os det ikke. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at bekæmpe det, og vi gjorde altså også det, at vi stemte imod. Der er ikke noget med, at vi bruger penge ved den her finanslov, der stammer fra elimineringen af efterlønnen. Efterlønnens eliminering er jo en udgift. Lad os sige, at nogle af de der fantasiregnestykker, som Finansministeriet laver, skulle virke, så virker de jo ikke i år, men de virker først om mange år. Til gengæld virker tilbagebetalingen af 20-30 mia. kr., som er kontingent, der er blevet indbetalt, og som nu skal tilbagebetales, lige med det samme og er med til at gøre, at statens underskud er så stort, som det desværre er. Så fru Pia Kjærsgaard har været med til at øge underskuddet på finansloven for 2012, og det er ikke nogen penge, som vi har været med til at bruge – tværtom.

Vi kan lige nå de sidste to til korte bemærkninger, først hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Grøn omstilling er jo det store mantra i, hvad der sådan skulle ske af fornyelser, og der kan da også komme nogle gode ting ud af en grøn omstilling, hvis man gør det rigtigt. Det kunne f.eks. være, hvis man fik gang i noget mere biogas til landbruget, at de fik nogle bedre muligheder.

Men når man prøver at se på, hvad det er, der rent faktisk er kommet ud af det, man har gjort indtil nu fra rød bloks side, kan man se, at der f.eks. er kommet NO x -afgifter i gartnerisektoren, og så begrunder man det jo lidt med, at det er for at prøve at motivere til nogle omstillinger og effektiviseringer. Der er bare det ved det, at i gartnerisektoren har de været rigtig gode til at omstille sig og effektivisere. De har faktisk været nødt til det bare for at overleve. Og resultatet er jo nu, at når man så banker den her nye afgift ind over, udraderer man jo store dele af gartnerisektoren.

Hvordan har Enhedslisten det egentlig med, at man løfter fanen så højt, at fødderne så at sige ikke kan nå jorden, fordi det medfører direkte tab af arbejdspladser og tab af værditilvækst i samfundet?

Ordføreren.

Nu har jeg jo været med til den slags debatter i nogle år efterhånden, og lige før havde vi også en diskussion om Aalborg Portland. Jeg ved ikke, jeg tror, Aalborg Portland er lukket mindst tre gange på grund af grønne afgifter, i den tid jeg har siddet i Folketinget. Men det er en velfungerende virksomhed oppe i Aalborg, som jeg håber vil være velfungerende i lang tid endnu, og som laver ganske udmærket cement.

Sådan tror jeg også det er med gartnerier. Jeg er sikker på, at sidst der blev indført NO x -afgift, og det var jo under den gamle regering, ville gartnerierne også lukke, men det har de så ikke gjort. Der var et gartneri, der skrev ind, at så var de jo nødt til at fremrykke deres overgang til fjernvarme, for det giver mindre NO x -forurening. Det var da på tide, siger jeg så, det skulle I have gjort noget før. Og andre gartnerier indfører nogle forskellige former for katalysatorer, så de kommer af med deres NO x . Mon ikke de finder ud af at spare på NO x -en, så de også sparer på afgiften og vi får et bedre miljø?

Hr. Erling Bonnesen.

For mange år siden var der en kendt politiker, der sagde: Hvis det er fakta ude i virkeligheden, så benægter jeg fakta. Det er faktisk det, som vi hører at ordføreren for Enhedslisten gør nu. Det kan da ikke være gået helt upåagtet hen over Enhedslistens ordfører, hvad det er, der bliver konsekvensen af den politik, man selv har gennemført. Så kan det jo godt være, der kan lægges en lille smule til og fra i vurderingerne, det er fair nok, men når det er, at det står så dramatisk til, at man kommer med så store afgiftspålæg i forbindelse med sine ting, at det udraderer store dele af en sektor og konsekvensen bliver, at vi i stedet for at købe sunde danske grønsager skal til at købe udenlandske grønsager med højere pesticidindhold, og man så oven i købet vil pakke det ind i sundhed, selv om det har den direkte modsatte effekt, så kan jeg ikke undgå at komme til at tænke lidt på det, der var citatet fra den tidligere kendte politiker: Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta.

Ordføreren.

Det har jeg jo ikke gjort. Jeg har sådan set bare henvist til det faktum, at Aalborg Portland, der har truet med at lukke, jeg ved ikke hvor mange gange, stadig væk er en velfungerende virksomhed. Hvad angår det med gartnerierne, så lad os tage debatten om et år.

Jeg vil bare gøre opmærksom på, at det ikke særlig røde dagblad Jyllands-Posten for nogle få uger siden bragte en forsideartikel, hvor de skrev, at netop det, at vi pålagde dansk erhvervsliv at spare på energien og dermed spare på forureningen, gav dansk erhvervsliv en konkurrencefordel i forhold til andre landes erhvervsliv, hvor man ikke gjorde det samme, fordi vi på den måde var forberedt på stigende oliepriser og stigende energipriser og dermed altså kunne klare os i en konkurrence med de andre, som stadig væk sviner løs med olie og anden energi. Så det er ikke sådan, som det bliver sagt i de der dommedagsprofetier. Jeg tror, at den kurs, vi er inde på, er en ganske sund kurs, også for erhvervslivet.

Tak til ordføreren. Listen over spørgere er udtømt, den ændrer sig lidt hele tiden, og det er helt i orden. Så nu giver jeg ordet til den næste ordfører, og det er hr. Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.

Når lamperne i morgen lyser på afstemningstavlen, vil de vise en masse grønne lys, og så vil de vise, at Liberal Alliance stemmer nej til finansloven. Det er, kan man sige, et brud med en tradition, som der dog har været sat spørgsmålstegn ved flere gange tidligere, bl.a. fra Uffe Ellemann-Jensens og Anders Fogh Rasmussens side. Men vi bryder her med den tradition, der er, om, at man altid ender med at stemme ja til finansloven, og det gør vi, fordi der intet perspektiv er i den her finanslov. Og ikke nok med, at der intet perspektiv er i den her finanslov, krisen ude i Europa er også eskaleret ganske dramatisk, og det fordrer faktisk, at vi i Folketinget vågner op, tager os sammen, gør en forskel, og at vi sikrer de reformer, der skal til. Men der er intet af det i den finanslov, som vi diskuterer på nuværende tidspunkt.

Jeg spurgte den radikale ordfører, om man kunne nævne tre ting, ud over de ting, som man havde lavet med de borgerlige partier, som pegede i den rigtige retning, hvortil jeg fik et svar, som bestod af to eksempler, som var præcis de ting, som man havde lavet med den forrige, borgerlige regering, og så var der en ny ting omkring forskning. Men det er bare ikke nok. Det er slet ikke nok til at flytte Danmark i den rigtige retning; det er overhovedet ikke at gå i den rigtige retning, at man hæver afgifterne med 5 mia. kr. Det er at bilde den danske befolkning noget ind at påstå, at man fører en ansvarlig finanspolitik, fordi man har lyst til at bruge 5 mia. kr. ud over det underskud på de 95 mia. kr., der i forvejen er lagt op til, altså ved at hæve afgifter, som man så kan bruge til de nye ting, som man har lyst til. Det er ikke en ansvarlig finanspolitik, det er på ingen måde en ansvarlig finanspolitik. Den gæld, vi i øjeblikket oparbejder, er så ufattelig stor, at man faktisk slet ikke kan forstå det.

Vi gældsætter os for ca. 275 mio. kr. hver eneste dag, det er 11 mio. kr. i timen. Vi er 5 timer inde i den her debat, og vi har alene under den her debat gældsat os selv med op mod 60 mio. kr. Er der kommet nogen konstruktive løsningsforslag? Er der kommet nogen bud på, hvordan vi trækker i den rigtige retning? Der er i regeringsgrundlaget kommet nogle antydninger af, at man vil lave en skattereform, og der gættes der på, at det vil øge arbejdsudbuddet med omkring 6.000-7.000 mennesker. Men vi har jo på nuværende tidspunkt 850.000 mennesker, som er på overførselsindkomst, og vi har et underskud på 100 mia. kr., som vi i år kan se frem til. Så det er ganske enkelt uansvarligt.

Tingene går oven i købet utrolig stærkt i Europa i øjeblikket. Vi kunne i sidste uge se, at der var seks-syv lande, der var blevet nedgraderet, og det betyder, at de kan se frem til højere renter, når de skal refinansiere deres lån. Vi kan ikke isolere krisen til Grækenland, de, der tror, vi kan det, mener jeg stærkt undervurderer, hvor alvorlig situationen er. Når man i Italien har en gæld, som svarer til ca. 100 pct. af BNP, og den skal refinansieres til en 7-procents-rente, så fortæller det os jo alt om, hvor alvorlig en situation Italien er i, og hvor kraftig en vækst de egentlig skal have for bare at kunne følge med. Så det er urealistisk at tro det, og i den situation bør vi i Danmark være meget, meget fokuseret på, om vi kan foretage os noget, som giver os nogle fordele, trods alt, i en situation, hvor vi kan se frem til, at økonomien i den vestlige verden skrumper. Det, der er den gængse opfattelse i Danmark, er, at det kan vi ikke; vi må vente på, at tyskerne retter op, at Europa tager sig sammen, at vi sidder med ved bordet osv.

Men er det nu rigtigt? Hvis verdensøkonomien nu har en bestemt størrelse og den bliver lidt mindre, men Danmark i dag besidder en del af den samlede verdensøkonomi, der er meget, meget lille, er det så nødvendigvis sådan, at vores andel skal blive tilsvarende mindre? Kunne det ikke tænkes, at vi, hvis vi lavede de rigtige reformer, hvis vi skabte rammerne for et stærkt erhvervsliv, for nye investeringer, så kunne tiltrække investeringer og nye arbejdspladser til Danmark og øge vores procentvise andel af den samlede verdensøkonomi? Jo, selvfølgelig kan vi det. Det er helt banalt. Hvis resten af verden vedtager en Tobinskat, skal Danmark så bare følge med, eller skal vi sige, at det vil vi da ikke? Hvis vi gør det, vil vi umiddelbart kunne tiltrække 30.000-40.000 nye arbejdspladser i den finansielle sektor.

Det er et eksempel på, at vi selv kan gøre en forskel, altså ved at sørge for at sikre finansieringsunderlaget, grundlaget, arbejdspladserne, for at sikre, at vi også har råd til den velfærd, som vi alle sammen er enige om der skal være råd til, og den kan vi selv skabe ved at træffe de rigtige beslutninger.

Men vi mangler modet. Uanset hvad jeg har hørt fra Venstre, Socialdemokratiet, SF eller Det Radikale Venstre i dag, har jeg simpelt hen ikke kunnet høre nogen konstruktive bud på, hvordan vi får flyttet Danmark ud. I stedet for så bare at kritisere, hvad andre har sagt, vil jeg godt understrege, at vi i Liberal Alliance har konkrete bud på, hvad man kan gøre. Vi har oven i købet tilladt os at være så modige, at vi op til valget bad den uafhængige analysegruppe DREAM om at gennemregne vores udspil for at få et bud på: Hvad vil det alt andet lige have af konsekvenser, hvis man gør det, som vi foreslår?

Vores forslag var at sænke skatten på arbejde til maks. 40 pct., det vil koste 26 mia. kr., halvere selskabsskatten, det vil koste 17 mia. kr., afskaffe multimedieskatten, afskaffe iværksætterskatten, afskaffe iværksættergebyret, afskaffe særskatten på pensioner og afskaffe fedtskatten, afskaffe momsen på byggegrunde, fjerne loftet på SU-fribeløbet, sikre penge til mere fri forskning og udvide det frie valg i sundhedsvæsenet. Det er i alt udgifter for ca. 51 mia. kr.

Vi kom med et finansieringsforslag på over 70 mia. kr. Det at gennemføre tilbagetrækningsreformen, effektivisere den offentlige sektor for 20 mia. kr., altså en reduktion på 40.000 i den offentlige sektor, reducere erhvervsstøtten med 10 mia. kr., indføre noget brugerbetaling i sundhedsvæsenet i stil med det, vi kender fra Sverige, udlicitere noget mere, ændre dagpengesystemet yderligere, er finansieringskilder for i alt 72 mia. kr. Det er, hvis man gør det, ikke et spørgsmål om, at man så vil have fjernet grundlæggende velfærdsydelser i det her land, overhovedet ikke, men man vil have skabt en ramme, som ifølge DREAM-gruppen vil føre til forbedringer på den offentlige saldo på over 80 mia. kr. – over 80 mia. kr. Jeg har ikke hørt nogen som helst bud i dag på noget, der bare minder om det.

Vi vil i 2020 få en forøgelse i antallet af fuldtidsbeskæftigede på over 210.000. Det, vi har diskuteret indtil nu, har været en kickstart fra regeringens side, som ifølge dens egne tal vil mindske beskæftigelsen med 5.000 i 2020. Vi vil få en forøgelse af vores bruttonationalprodukt med 166 mia. kr. om året, hvis vi gør de her ting. Spørgsmålet er: Vil vi blive mere fattige af det? Uligheden vil ud fra gængse regnemetoder blive øget, selvfølgelig vil den det. Når man sænker maks.-skatten på arbejde til 40 pct., er det klart, at de, der i dag betaler mest i skat, vil få den største lettelse, sådan er det med procentregning.

Men er det ikke den stærkeste socialpolitik, vi overhovedet kan føre, altså at vi skaber en situation, hvor vi øger beskæftigelsen med 210.000? Som hr. Joachim B. Olsen rigtigt påpegede tidligere i dag i debatten, er det et kæmpemæssigt problem med så mange mennesker på overførselsindkomst, ikke kun for dem, der er på overførselsindkomsten, men jo også for de børn, som vokser op i de familier, hvor man er på overførselsindkomst, fordi det går i arv. Vi ved, at det går i arv.

Det her forslag, som vi lægger frem som et konstruktivt bud på, hvordan Danmark kan komme videre, er det stærkeste bud på en socialpolitik, man overhovedet kan høre om inde i det her Folketing. Vi er i Liberal Alliance endt med at blive det eneste arbejderparti – det eneste arbejderparti – for vi er hundrede procent fokuseret på at skabe arbejdspladser. Ja, der smiles hos venstrefløjen, for man kan slet ikke forestille sig, at det kan være rigtigt, men det er det. Er venstrefløjen kommet med et bud på, hvordan man skaber en øget beskæftigelse på 210.000? Nej, det er man ikke. Er venstrefløjen kommet med et forslag til, hvordan vi sikrer, at vi kommer af med gælden, så vi har råd til gratis uddannelse, gratis sundhed og en ordentlig socialpolitik? Nej, det er man ikke. Det, som vi på nuværende tidspunkt er oppe imod, er en politik, som vil føre os ud i, at vi heller ikke vil have en økonomi, der er stærk og troværdig, og at vi vil blive nedgraderet af kreditvurderingsinstitutterne og vil komme til at opleve stigende renter.

Vi har i det her Folketing et valg: Vi kan vælge at fortsætte som hidtil og blindt stemme ja, som vi plejer at gøre, eller tage skeen i den anden hånd. 90 mandater i dette Folketing kan gøre en kolossal forskel og sikre, at Danmark også er stærkt om både 10 og 20 år. Men det er der ikke 90 mandater der vil.

Tværtimod vil 170 mandater stemme for en finanslov, der trækker os i retning af afgrunden i stedet for væk fra afgrunden, og derfor stemmer vi nej til finansloven.

Tak. Der er foreløbig to, der gerne vil spørge: John Dyrby Paulsen og Kristian Thulesen Dahl. Først er det hr. John Dyrby Paulsen.

Tak, formand, og tak for indlægget. Hvad Liberal Alliance ender med at stemme til finansloven, skal jeg overlade til Liberal Alliance selv at bestemme, men jeg synes jo, det er lidt flot ligesom at sige, at Liberal Alliance – ifølge hr. Anders Samuelsen selv – har løsninger på alle problemer, og at det er alle os andre, der bare ikke forstår, hvad der foregår.

Men kunne jeg så ikke bede hr. Anders Samuelsen om lige at forklare, hvor hurtigt det så egentlig er at Liberal Alliances model skal indfases. Altså, vil der skabes arbejdspladser i år eller i 2013? Jeg forstår, der skal fyres i hvert fald 40.000 i den offentlige sektor, og den del, som man henter ind på udlicitering, må jo også betyde en væsentlig reduktion i antallet af job i forbindelse med offentlig service eller offentligt arbejde på en eller anden måde i hvert fald. Hvor mange er det, der skal fyres? Hvor hurtigt skal det ske? Og hvad er egentlig Liberal Alliances egne synspunkter med hensyn til, hvad der sker i Liberal Alliances model, hvad angår privatforbruget og sådan noget? Det er jo et af de problemer, vi har i øjeblikket, nemlig at danskerne holder pengene i lommen – af mange gode årsager – men økonomisk er det stadig en udfordring. Så kunne hr. Anders Samuelsen ikke løse lidt op for posen og sige, hvad der er af forudsætninger i Liberal Alliances model?

Ordføreren.

Hvis den socialdemokratiske ordfører havde forberedt sig ordentligt, ville han være gået ind på Liberal Alliances hjemmeside og have kigget i vores reformplan og set de tal, som vi ikke har regnet os frem til, men DREAM-gruppen har regnet sig frem til. Og af dem fremgår det, at beskæftigelsen vil stige i 2012 og i 2013 og i 2014 og i 2015 og i 2016 og i 2017 og i 2018 og i 2019 og i 2020, til vi har øget beskæftigelsen med 210.000 netto, dvs. inklusive 40.000 færre ansatte i den offentlige sektor. Hvad vil der ske med det private forbrug? Det vil stige, fordi folk har flere penge mellem hænderne, og fordi vi ikke bare laver omlægninger, trækker penge op af den ene lomme med grønne afgifter og så kommer lidt ned i den anden lomme, sådan som skattereformer indtil nu altid har fungeret.

Nej, der er tale om reelle skattelettelser via reelle besparelser via en bedre offentlig sektor, som jeg er fuldstændig overbevist om vil føre til langt større arbejdsglæde i den offentlige sektor, når der kommer ordentlig ledelse, når der kommer nogle klare mål, når der kommer en tillid til, at medarbejderne faktisk kan levere varen. For vi er fuldstændig overbevist om, at folk, der er ansat i den offentlige sektor, gerne vil gøre det godt. Vi herinde i Folketinget er med til at forhindre dem i at gøre det.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Så kan jeg sige, at jeg faktisk har læst Liberal Alliances oplæg, og jeg er ikke synderlig imponeret, for jeg synes ikke, der er nogen detaljer om, hvad der i virkeligheden er forudsætningerne for den her model. Det kan vi jo så regne igennem på et eller andet tidspunkt. Men det står rent faktisk ikke fuldstændig klart, hvor de her effektiviseringer skal komme fra, og hvad det er for nogle mennesker, der skal fyres i den offentlige sektor. Altså, det er så let at gå ud og sige: Vi kan med et fingerknips fyre 40.000 offentligt ansatte, og vi får den samme offentlige service. Det lader sig ikke gøre, vil jeg sige til hr. Anders Samuelsen.

Det er klart, at hvis man opfinder sådan nogle problemer, der i virkeligheden ikke er der, eller effektiviseringer, man bare lige kan bukke sig ned og samle op, er det let nok at få ens egen økonomisk model til at hænge sammen, men de effektiviseringer er der jo ikke i den offentlige sektor – og de kommer slet ikke med den hast, som hr. Anders Samuelsen gerne vil have dem til at komme.

Jeg spørger endnu en gang: Hvad er det for nogle forudsætninger vedrørende danskernes privatforbrug? For hvis man ser på, hvad der er sket de seneste år, kan man se, at den meget lave rente, der er i øjeblikket i Danmark, jo har gjort, at mange, specielt boligejere, har fået flere penge mellem hænderne. Det har jo ikke gjort, at de er gået ud at bruge penge. Der er en grundlæggende usikkerhed og utryghed blandt danskerne, og det forstår jeg godt, for man er bange for, at man ikke har job om 1 måned eller 1 år. Og så er der altså ikke noget, der tilsiger, at man bare går ud og gør det, fordi Liberal Alliance og hr. Anders Samuelsen siger det.

Ordføreren.

Det er lige netop det, der er min pointe. Liberal Alliance skal ikke gøre det her alene. Vi opfordrer jo til, at Folketinget står sammen om det her, skaber en tillid i den danske befolkning, for det er rigtigt, at der faktisk er rigtig mange penge ude i den private sektor, men folk holder på pengene nu, og hvorfor? Fordi de ikke stoler på os politikere. De stoler ikke på, at vi har nogle planer, som peger i den rigtige retning, og det kan man da ikke fortænke dem i, når der i morgen bliver vedtaget en finanslov med et underskud på 100 milliarder og vi hver eneste time øger vores gæld med 11 millioner. Så er det da klart, at folk holder på pengene og tænker: Det her går da ikke godt. Når man indfører NO x -afgifter, som gør, at man skal nedlægge danske virksomheder og arbejdspladser, er det da klart, at folk holder på pengene. Det vil enhver da gøre.

Vi kan løse det her sammen; det er sådan set hovedpointen. Vi kan løse Danmarks udfordring, hvis vi vil, og hvis vi tør lægge angsten og retorikken og gamle vaner på hylden og gøre det rigtige. Jeg har så stor tiltro til den danske befolkning og dens evne til at omstille sig, at jeg tror på, at det her kan lade sig gøre – jeg er overbevist om det. Og vi har ikke selv regnet tallene igennem; det har DREAM-gruppen.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det. Der er jo en del områder, hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ser forskelligt på tingene; sådan er det. Men der er faktisk også flere områder, hvor jeg tror vi deler syn, og det, jeg vil spørge ind til, er euroen. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti deler, har jeg forstået, det udgangspunkt, at det er godt, at Danmark ikke har euro, men at vi har vores egen valuta, og at det, man har kunnet se de seneste år med euroens udvikling og de økonomiske problemer, har understreget det, hvad man måske også kan læse ud af, at et flertal af erhvervsledere nu også er begyndt at sige, at det nok er meget godt, at vi ikke har euro.

Men det, det leder mig frem til, er jo selvfølgelig et spørgsmål. Dansk Folkeparti har til i dag stillet et ændringsforslag, hvor vi kræver europagten, som eurolandene jo nu bruger som et forsøg på at redde deres valuta, til folkeafstemning, så det er befolkningen i Danmark, der afgør, om Danmark, når vi nu har det her euroforbehold, alligevel skal være med i europagten, eller vi ikke skal. Bare for en ordens skyld kunne jeg godt tænke mig lige at høre hr. Anders Samuelsen sige, hvad Liberal Alliances holdning er til det ændringsforslag. Deler vi også der syn på, hvordan Danmark i givet fald skulle tiltræde den her europagt, hvis der er et flertal, der ønsker det?

Ordføreren.

Svaret er ja.

Spørgeren.

Det synes jeg selvfølgelig er rigtig godt, fordi der så er flere mandater, der kæmper for en folkeafstemning.

Hr. Anders Samuelsen kunne måske bruge anden runde til at forklare lidt om baggrunden for, at også Liberal Alliance synes, det er vigtigt, at vi er skeptiske over for europagten. I Dansk Folkeparti ser vi jo europagten som eurolandenes lidt desperate forsøg på at redde en valuta, som i sin fødsel ikke var skabt på den rigtige måde. Hvis man vil have en fælles valuta i Europa, skal man også have en finanspolitisk union. Man skal have nogle meget, meget kraftige centrale styringsredskaber for, at man i virkeligheden kan tvinge landene, som jo så vil være en slags delstater, til at føre den rigtige økonomiske politik, der kan holde sammen på tingene. Når man ikke har det, får man en helt forudsigelig situation, hvor tingene falder fra hinanden. Det forsøger eurolandene at undgå med en europagt, men det mener vi ikke Danmark skal fedtes ind i. Vi har vores forbehold over for euroen. Vi har vores krone, og vi mener, at hvis de andre vil lave sanktionsordninger over for hinanden og de vil prøve at styre finanspolitikken og skal have finanslovene til årlige gennemsyn og godkendelse hos Kommissionen i Bruxelles, så er det noget, vi skal sige nej tak til, og vi skal bevare vores handlefrihed her i Danmark.

Ordføreren.

Jeg deltog forleden aften i et tv-program, hvor også tidligere finansminister Henning Christophersen og Niels Thygesen deltog, som man må sige er to af de ældre fædre til Danmarks engagement i EU. Der blev det påpeget af begge de herrer, at euroen, da man udviklede ideen om den, egentlig var tiltænkt seks-syv lande, de syv stærkeste økonomier i Europa. Sådan gik det ikke. Tanken var også, at de syv lande havde så stor budgetdisciplin, at de kunne holde sammen om det, der var en forudsætning for euroen, nemlig at man havde styr på økonomien. Sådan gik det ikke. Man udvidede til en række andre lande, og man havde netop ikke indarbejdet det, som faktisk ville være en forudsætning for, at det kunne lade sig gøre, nemlig en central styring af finanspolitikken, hvilket i sig selv ville have ført til, at Danmark aldrig nogen sinde ville tilslutte sig.

Det er forudsætningen. Det kan vi se i dag. Så længe det gik godt, så længe der var medvind på cykelstien i verdensøkonomien, kunne det gå an. Men da først tyskerne forbrød sig mod reglerne i forbindelse med den første finanskrise i tiden efter 11. september og det smittede af på resten af Sydeuropa, skred forudsætningerne. Det er derfor, vi siger, at vi ikke på nuværende tidspunkt skal være med. Vi er i en situation, hvor vi er i en liga med f.eks. svenskerne og englænderne. Man kan sige, at vi er midt imellem svenskerne og englænderne på den ene side og på den anden side resten af Europa. Det betyder, at markederne lige nu forestiller sig, at Danmark ikke involverer sig yderligere. Det er derfor, vi også har lavere renter end tyskerne. Det skal vi holde fast i, og det er også derfor, vi advarer imod at gå ind i europagten og også at stille den garanti på 40 mia. kr. til rådighed, som Nationalbanken gør. Det mener vi er halsløs gerning.

Tak. Så er det fru Camilla Hersom, og derefter har også Jonas Dahl og Marianne Jelved bedt om korte bemærkninger.

Tak. Det er altid så forfriskende at høre hr. Anders Samuelsen tale om Liberal Alliances politik: Fire hurtige punkter om skat og vækst og effektivitet og personlig frihed, og så er vi ude af den krise; det er ganske vist. Og valgkampsretorikken gentages her i salen i dag: Danmark skal stort set bare drives som en virksomhed, og vi skal bruge krisen som en anledning til at gå solo på en række punkter i EU, skabe et fristed for finansspekulanter – uden noget som helst blik for, hvor afhængig også Danmark er af udviklingen i EU, som vi jo handler med og eksporterer til.

Nu melder Liberal Alliance sig så også ud af traditionen med at stemme for den samlede finanslov, og mit spørgsmål til hr. Anders Samuelsen går på, om man kan forestille sig en situation, hvor en privat virksomhed, som man jo hylder så meget, ville have en ledelse, som ikke accepterede, at der skulle være et budget for driften af virksomheden. For det er jo det, det handler om. Altså, vi har jo en styreform her i landet, hvor vælgerne sammensætter et Folketing, så dannes der en regering, og den regering fremsætter et finanslovforslag. Men alle anerkender jo, at hvis vi ikke har en finanslov, så har vi ikke noget budget for landet, og så kan vi ikke drive landet.

Så burde man ikke tage den konsekvens, man ville tage i en privat virksomhed, og simpelt hen nedlægge sine mandater?

Ordføreren.

Det bliver ikke i den her periode i hvert fald.

Jeg synes egentlig, det er sørgeligt, at ordføreren så hurtigt tager del i en gammeldags retorik. Tænk, at det ikke skulle tage længere tid.

Det her er jo ikke et budget; det her er en finanslov, som opererer med et underskud på 100 mia. kr. Enhver ledelse i en privat virksomhed ville sige fra. Hvis der ikke er et perspektiv med et underskud, sådan at det skaber vækst og fremgang for virksomheden, hvis det altså ikke er udtryk for et investeringsunderskud, så ville enhver ledelse rejse sig op og sige: Det her går ikke, venner!

Vi er så i parentes bemærket heller ikke en del af ledelsen herinde. Der er faktisk et socialistisk flertal bakket op af Det Radikale Venstre, som lægger det her på bordet. Og vi tilbød at være med i en finanslovaftale, men blev afvist.

Spørgeren.

Man ville gerne være med, men blev afvist, og derfor vil man nu ikke stemme for – eller hvordan hænger det sammen? Altså, sagen er jo, at hvis Liberal Alliance virkelig gerne vil være med til at drive Danmark ud af krisen – det har vi jo alle sammen en interesse i – og komme med gode, konstruktive forslag, så er man jo også nødt til at være en del af det, der gør, at vi overhovedet har et samfund, der fungerer, og der er det altså nødvendigt, at vi også har en finanslov. Og det er jo i anerkendelse af det, at man plejer at stemme for den, også selv om man ikke er en del af det flertal, der står bag regeringen.

Ordføreren.

Ganske kort igen: Verdensøkonomien er katastrofal, og den europæiske økonomi er præget af store, store gældsproblemer. I den situation skal vi handle.

Det svarer til, at en landsby mister en masse arbejdspladser, og hvor der tidligere var plads til tre bagere, er der måske kun plads til to; den tredje skal udkonkurreres. Det betyder ikke, at der ikke er plads til bagere, det betyder bare, at der er plads til en bager mindre. Den situation, verden er i nu, betyder altså ikke, at Danmark går fallit, fordi de andre går fallit. Vi kan gøre noget, så det er os, der kommer til at sælge brød. Det er det, vi skal gøre. Og det gør den her finanslov intet for.

Tak. Så er det hr. Jonas Dahl.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre hr. Anders Samuelsen uddybe den forklaring, som vi også var lidt inde på i forhold til hr. John Dyrby Paulsen, når vi ser på det akkumulerede underskud, der har været under VK-regeringen, fordi det er jo den VK-regering, som hr. Anders Samuelsen sagde at han ville støtte, eller i hvert fald den statsministerkandidat, han valgte at støtte efter valget. Synes hr. Anders Samuelsen, at VK-regeringen førte en økonomisk ansvarlig politik de sidste 4 år?

Ordføreren.

Nej.

Spørgeren.

Så må man jo alligevel undre sig over, hvad baggrunden er for, at man ville pege på hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men det kan vi vende tilbage til. Men er det så økonomisk ansvarlighed, når hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance også er ude at sige, at vi skal spare de her 150 mia. kr., for jeg må indrømme, at jeg synes, at det er en interessant tanke, hvis man kan annoncere de her besparelser på 150 mia. kr., men ligesom mange andre kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor de kommer fra. Nu har man jo ikke fra Liberal Alliances side fremlagt et idékatalog over de her 150 mia. kr., og det ville jo være oplagt at gøre det her til finansloven, men det kommer så forhåbentligvis til den kommende finanslov for 2013, går jeg ud fra, og det håber jeg at hr. Anders Samuelsen kan love mig nu her om lidt. Men kan hr. Anders Samuelsen bare løfte en lille smule af det slør for, hvor de her 150 mia. kr. skal findes i den offentlige sektor? Er det folkeskolen, er det plejehjemmene, eller hvad er det for nogle samfundsgrupper, som skal stå for skud?

Ordføreren.

Liberal Alliance har lagt et forslag frem, som peger på, hvordan vi kan skaffe 72 mia. kr. For få år siden havde vi et overskud på de offentlige finanser på ca. 60 mia. kr. Nu har vi et underskud på 100 mia. kr. Vi er altså dykket 160 mia. kr., så hvis man skulle se det fra den vinkel, er det det, der er udfordringen. Men som parti byder vi 72 mia. kr., altså hvordan man kan skaffe dem, og hvordan man kan bruge dem på en fornuftig måde, så man skaber den vækst og de arbejdspladser og det grundlag, der skal sikre, at der er råd til velfærdssamfundet i fremtiden.

Tak. Den sidste spørger er fru Marianne Jelved.

Jeg har jo mange gange hørt hr. Anders Samuelsen beskrive regnestykket eller opgørelsen, eller hvad man nu vil kalde det, med Liberal Alliances politik kørt igennem DREAM-modellen, og vil bare komme med den bemærkning som indledning, at man jo kan putte tal i maskinen, og så kommer der nogle andre tal ud. Det, der er interessant, er jo, hvilke tal man putter ind, fordi det jo også siger noget om, hvad det er for et samfund, man gerne vil have. Man kunne f.eks. lave en præmis, der hed, at man afskaffede dagpengene. Så ville man få et andet resultat – bare for at bruge det som eksempel. Sådan som jeg husker det, har Liberal Alliance argumenteret for, at der kunne være 40.000 færre i den offentlige sektor. Der plejer at blive brugt den vending, at det jo er, som det var på Nyrups tid, og det tror jeg helt på er tjekket. Nu har vi jo så fået at vide forleden dag, at der er knap 20.000 færre i den offentlige sektor, end der var, da Anders Fogh Rasmussen overtog regeringsmagten i 2001, og så spørger jeg:

Hvis det nu af sig selv, altså via det arbejde, der foregår i kommunerne og regionerne, primært tror jeg det er, reduceres med 40.000 i den offentlige sektor, inden Liberal Alliance kommer til og kan få sin politik gennemført, hvilke konsekvenser får det så for regnestykket?

Ordføreren.

Det får ingen konsekvenser, hvis man lader være med at bruge pengene fra den besparelse, der opstår, men problemet er, at den her regering bruger pengene.

Spørgeren.

Jeg havde den opfattelse, at besparelsen på de 40.000 offentligt ansatte var i størrelsesordenen 20 mia. kr., og de skulle bruges til at finansiere den omlægning, men de 20 milliarder jo gået til nogle andre ting eller sparet væk allerede nu, så hvor vil Liberal Alliance skaffe de 20 milliarder fra, som allerede er et eller andet sted, hvor det er mindre nemt at hente dem?

Ordføreren.

Det vil vi gøre ved bl.a. at lade os inspirere af den politiske chef i den kommune, jeg bor i, som er socialdemokrat, tidligere socialdemokratisk minister, Jan Trøjborg, som sammen med resten af den kommunalbestyrelse, som jeg selv er medlem af – på nær SF, tror jeg – har lagt en plan frem, som viser, at hvis man bare, hver gang der er 17, der forlader den offentlige sektor, nøjes med at genansætte 16, og det her bakker Jan Trøjborg op om, kan man nå frem til det her tal uden problemer. Det tror man på som socialdemokrat i Horsens, og jeg tror på det som Liberal Alliance-mand i Danmark.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Mike Legarth fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Da regeringen fremlagde sit oplæg til finanslov, skete det under titlen »Ansvar og handling«. Jeg sagde allerede ved den lejlighed, at det i stedet burde hedde skattesmæk og løftebrud, og jeg kan konstatere, at den titel stadig holder: skattesmæk, fordi skatter og afgifter øges med 5 mia. kr., og løftebrud, fordi regeringen er løbet fra det ene løfte efter det andet, som man gav før valget.

Finansloven går i den stik modsatte retning af, hvad der er brug for. Den gør det dyrere at være dansker, og den gør det dyrere at drive virksomhed, og det er ikke vejen frem, hvis man vil skabe vækst. Den helt almindelige hårdtarbejdende dansker vil opleve at få færre penge i lommen til sig selv og sin familie, det bliver dyrere at handle i supermarkederne på grund af nye skatter, og det bliver dyrere at tænde for varmen i sin bolig på grund af nye skatter. Det bliver i det hele taget dyrere at være dansker. Men det bør ikke komme som en overraskelse, at det bliver dyrere at være dansker, når regeringen er rød. Sådan har det altid været, og sådan er det fortsat.

I en tid, hvor vi har brug for vækst, er det ikke vejen frem, tværtimod. Der er brug for, at danskerne igen bruger penge og dermed sætter gang i økonomien, og den her finanslov gør det stik modsatte – vi får nemlig færre penge at købe for.

Men det er ikke kun den almindelige hårdtarbejdende dansker, det bliver dyrere for. Det bliver også dyrere for virksomhederne, de virksomheder, der faktisk skaber arbejdspladser, de arbejdspladser, der er så hårdt brug for, så danskerne kan have den tryghed, der ligger i at have et arbejde. Men det bliver altså ikke desto mindre dyrere for virksomhederne, og det er på grund af de nye øgede skatter – det er der ikke brug for.

Der er ikke brug for eksempelvis en NO x -afgift, der vil koste arbejdspladser bl.a. på Aalborg Portland og på Rockwool, som ligger i min hjemby, men også i mange andre virksomheder rundt omkring i landet. Der er heller ikke brug for, at regeringen øger grænsehandelen som følge af øgede skatter og afgifter på slik, sodavand, øl og cigaretter; det vil koste arbejdspladser hos små selvstændige danske virksomheder og hos selv større ikke bare dagligvarevirksomheder, men også servicevirksomheder, servicebutikker, fordi flere danskere nu vil købe syd for grænsen.

Regeringens eget bud på tabte arbejdspladser på den konto er knap 500 stykker. I det hele taget synes ingenting at være for småt for regeringen til at blive beskattet; det er ikke kun slik, cigaretter, øl og sodavand, der bliver dyrere – selv varer som ketchup og rødkål får en omgang med skruen.

Der er heller ikke brug for en øget afgift på reklametryksager, for det vil skabe både øget arbejdsløshed og unfair konkurrence, fordi det kun er de store virksomheder, der har råd til fortsat i fremtiden at have husstandsomdelte reklamer. Man kan jo især frygte, at de, der ligger lige syd for grænsen, vil have en forrang, hvad det angår.

Men det er ikke kun de øgede skatter, vi Konservative er imod. Vi er også imod regeringens ønske og beslutning om at fjerne start- og kontanthjælpsloftet. Det betyder nemlig, at incitamentet til at finde et job er blevet meget mindre. Vi er også imod, at regeringen alene på grund af ideologi vil beskatte de mere end en million danskere, der i dag har en sundhedsforsikring – de sundhedsforsikringer, der har hjulpet hundredetusinder af danskere til en hurtigere behandling. Det kan kun føre til to ting: enten endnu højere skat for den enkelte dansker, hvis man beholder sin sundhedsforsikring, eller øgede ventelister på de offentlige hospitaler, fordi man ikke længere har råd til at beholde sin sundhedsforsikring.

Som om det ikke er nok, at det bliver dyrere at være dansker, så må de også finde sig i, at alle de ting, som regeringen lovede før valget, ikke er blevet til noget. Hvis der fandtes et VM i løftebrud, ville regeringen vinde uden modstand. Regeringen lovede bl.a. billigere offentlig transport, den lovede en boligpakke til de betrængte boligejere, den lovede en maksimal ventetid på skadestuerne på 30 minutter, og sådan kunne jeg blive ved og ved næsten i det uendelige.

Bundlinjen er, at den her regering i den grad har begået løftebrud i et omfang, der ikke er set tidligere, for der kan jo føjes mere til. Efterlønsreformen gennemføres, til trods for at Socialdemokratiet og SF sagde, at de ville sløjfe den. Til gengæld røres der ikke ved dagpengeperioden, på samme måde som der heller ikke indføres en millionærskat. Og lige præcis de løftebrud er vi Konservative naturligvis ikke kede af, men der må være mange, mange vælgere, der føler sig snydt. Men det er naturligvis en sag mellem regeringspartierne og de vælgere, der stemte på dem.

En sag mellem regeringen og dens vælgere må det også være, når den tidligere VK-regering gang på gang af både Socialdemokratiet og SF blev beskyldt for at være skyld i et blodbad på velfærdsområdet. Det må have skabt en berettiget forventning hos vælgerne om, at det så ville blive helt, helt anderledes, hvis en ny regering kom til, ikke mindst fordi det nu efterhånden så berygtede udspil »En Fair Løsning« lovede, at man fra Socialdemokratiet og SF's side ville øge det offentlige forbrug. Men heller ikke her har regeringen holdt, hvad den lovede. Faktum er nemlig, at regeringen rent faktisk vil bruge 1,6 mia. kr. mindre på offentligt forbrug i år, i forhold til hvad VK-regeringen havde planlagt. Er det så en overraskelse, at det løfte heller ikke blev holdt?

Næh, for den her regering har i sine første 100 dage præsteret 109 løftebrud. Det er sandt for dyden ikke en imponerende statistik, men omvendt er det måske også det bedste argument hos regeringen for at forsøge at blive siddende så længe som muligt. På et eller andet tidspunkt vil det alt andet lige betyde, at der er flere dage end løfter, der kan brydes, og så bliver statistikken om ikke andet så bare lidt pænere.

Regeringen har dog i det mindste valgt at holde ét løfte, nemlig betalingsringen rundt om København. Det er til gengæld et løfte, som de fleste har ønsket ikke skulle holdes. Betalingsringen er nemlig lig med endnu en beskatning af den hårdtarbejdende dansker, der passer sit arbejde, den hårdtarbejdende dansker, der er med til at holde samfundet i gang. Hvis eksempelvis Socialdemokratiet skulle være i tvivl om holdningen til det spørgsmål, vil jeg anbefale, at man ringer til partiets egne borgmestre i kommunerne omkring København – en rundringning, der nok skal fjerne tvivlen ret hurtigt.

Men ret skal være ret; der er også ting, som vi Konservative bifalder i finansloven. Her tænker jeg naturligvis på de delaftaler, som vi selv er en del af, fordi de peger i den rigtige retning. Det gælder bl.a. aftalen om en forstærket indsats for flere praktikpladser. På grund af mangel på praktikpladser kan vi nemlig desværre konstatere, at for mange unge i dag forlader erhvervsuddannelserne, men med den aftale skaber vi rammer for, at der kan oprettes flere praktikpladser i 2012, og dermed skaber vi også rammer for, at flere unge kan blive på deres uddannelse og færdiggøre den.

Når det gælder politiets økonomi, er vi også med i en aftale, der sikrer et forstærket politi og en forstærket politiindsats i de kommende år, og for De Konservative er politiets øgede indsats over for kriminalitet et absolut kerneområde. (Mike Legarths mobiltelefon ringer) . Derfor glæder vi os over, at vi med aftalen viderefører eksempelvis politiets forbedrede borgerbetjening, den intensiverede bande- og rockerindsats og den forstærkede terrorbekæmpelse.

Samtidig glæder vi os også over, at aftalen indebærer en enighed om at afsætte ressourcer til en styrket politiindsats i særlig udsatte boligområder, til en ny indsats rettet mod bande- og rockermiljøets rekrutteringsbaser i de særlig udsatte boligområder og til en udvidet mobil videoovervågning i bl.a. det grænsenære område. De initiativer vil yderligere styrke politiets mulighed for at bekæmpe den organiserede kriminalitet og dermed være med til at sikre den tryghed, der er så vigtig for borgerne i deres helt nære hverdag.

Endelig vil jeg også nævne aftalen om fordeling af forskningsreserven for 2012. Forskning og ny viden er en af de afgørende forudsætninger for at skabe vækst og arbejdspladser i fremtiden, og derfor har vi også besluttet at forhøje forskningsreserven med 300 mio. kr. for 2012.

Til trods for disse positive elementer er der altså helt overordnet tale om en finanslov, der vil gøre det dyrere at være dansker. Helt overordnet er der tale om en finanslov, der vil gøre det dyrere for virksomhederne, og det er det stik modsatte af, hvad der er behov for lige nu. Finansloven er heller ikke på nogen måde svaret på de udfordringer, vi står over for – meget langt fra endda.

Men regeringen kan kalde. Vi kommer til forhandlinger, og vi bidrager med de aktiviteter og ting, der er inden for den konservative værdiskive, sådan at det kan være til fælles gavn for familien Danmark.

Tak til den konservative ordfører. Der er lige nogle korte bemærkninger, først fra fru Marianne Jelved.

Jeg har den svaghed, at jeg tager de ord, der bliver brugt, alvorligt, og når den konservative ordfører taler om regeringens løftebrud, synes jeg altså, at det er vildledning af befolkningen. Regeringen eksisterede ikke før valget; der var nogle partier, og så kom regeringen til. Jeg vil gerne vide, hvilke løftebrud Det Radikale Venstre har begået.

Ordføreren.

Jeg har gang på gang under debatter om skatteforhold spurgt Det Radikale Venstres ordfører: Kan det tænkes i yderste konsekvens, at Det Radikale Venstre vil medvirke til øgede skatter og afgifter i Danmark? Det er altid blevet afvist, det ville man ikke medvirke til, men straks efter valget medvirkede man til nye skatter og afgifter på 5 mia. kr. Det er et løftebrud.

Fru Marianne Jelved.

O.k., det er en måde at anskue verden på, der skaber præcedens, så nu vil jeg gå Det Konservative Folkeparti lidt efter i sømmene, og så vender vi tilbage til den sag.

Så har jeg lige et spørgsmål mere. Det er blevet dyrere at være dansker, sagde den konservative ordfører. Hvordan var det med fedtafgiften, som VK-regeringen indførte før valget? Gjorde den det ikke dyrere at være dansker?

Ordføreren.

Nej, det gjorde den ikke. For samlet set sænkede vi skattetrykket, og totalt set lettede vi skatten. Det er forskellen: Den her regering har hævet skatterne totalt set ved at indføre nye skatter og afgifter for 5 mia. kr., men ikke givet nogen skattelettelser. Så simpelt er det.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Jeg blev på et tidspunkt i løbet af hr. Mike Legarths tale sådan lidt nervøs for, at hr. Mike Legarth fuldstændig havde glemt alle de aftaler, som Konservative trods alt var med til at indgå, men de kom så til sidst. Jeg bemærkede jo, at telefonen ringede lige der, hvor hr. Mike Legarth begyndte at være lidt positiv – det kan være, at det var Venstre, der lige ringede op og sagde: Hold nu op med der; det ved man jo aldrig – men jeg kvitterer for, at Konservative har indgået de aftaler, som man nu er en del af. Jeg synes, det har været meget positivt, også i de drøftelser, der har været i den sammenhæng.

Så vil jeg godt spørge hr. Mike Legarth om noget. For der var nogle ting, som sådan lige sprang i øjnene. En af dem var, at jeg tror, at Konservative har misforstået lidt ved de her tal. Når der er en forskel på det, VK-regeringen fremlagde i august, og det, som vi nu fremlægger i finansloven, er det jo, fordi man har ændret forudsætningen, nemlig pris- og lønudviklingen. Derfor får man forskellige tal, men det, der stadig står tilbage, er jo, at den her finanslov øger den finanseffekt, der sådan er af finansloven, i forhold til det, vi putter ind i den offentlige sektor, med dobbelt så meget som det, VK-regeringen gjorde i august. Det er med til at skabe arbejdspladser i det her land.

Så kan hr. Mike Legarth dog ikke for søren være glad for, at der skabes arbejdspladser og dermed også ny omsætning i Danmark til gavn for danske virksomheder?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at der skabes arbejdspladser, men den kickstart, som den her regering har indført, hvor man bruger godt 18 mia. kr. over 2 år på et tidspunkt, hvor vi ikke er i en opadgående kurve – altså så vi er sikre på, at der i forbindelse med det løft, vi giver i en periode, er en reel konjunktur til at tage over, når den periode er udløbet – kan være at spille hasard med nationaløkonomien. De penge kan være sat i søen og brændt af til ingen verdens nytte. Det er jo problemstillingen ved det, og den drøftelse har vi haft flere gange. Vi har altid udtrykt bekymring ved, at det bliver nogle af verdens dyreste arbejdspladser, man på den måde skaber.